Så rapper ællingen … mod den store russiske bjørn

Danmark sammenlignes tit med en ælling … en lille, sød og ganske harmløs ælling.

Den lille, danske ælling har dog F16-fly til sin rådighed, hvoraf seks nu sendes til Baltikum på anmodning af NATO.

I lyset af situationen på Krim føler de baltiske lande sig nemlig truede af Rusland, og de har derfor anmodet de andre medlemslande i NATO om hjælp.

Så derfor sender Danmark nu de seks F16-fly med mandskab til Estland, Letland og Litauen, hvor de skal afpatruljere luftrummet over de baltiske lande.

Den lille, danske ælling skal altså til at rappe mod den store, russiske bjørn …

Gad vide, om bjørnen overhovedet lægger mærke til det?

Den gør den nok nu, men den havde formentlig ikke gjort det, hvis det kun havde været ællingen, der stod og rappede. Men denne gang er ællingen ikke alene, men sammen med sine venner fra NATO – og det er både den amerikanske ørn, den engelske løve og så videre.

Og dé dyr kender den russiske bjørn så udmærket. De og den russiske bjørn har nemlig gennem hele Den Kolde Krig markeret deres territorier i forhold til hinanden. Dengang var de baltiske lande bare en del af den russiske bjørns jagtmarker, men det er Baltikum ikke mere.

Så det bliver interessant at se, hvad den danske ælling kan bidrage med i dén konflikt. Måske skulle den i stedet for F16-fly arbejde intenst med at skabe rammer for dialog og diplomati.

For når alt kommer til alt, så er en ælling ikke hverken det stærkeste eller det hurtigste dyr i verden – til gengæld kan den rappe MEGET HØJT og MEGET LÆNGE.

Og I H. C. Andersens fædreland ved vi jo godt, at ællingen til sidst forvandles til en flot, hvid svane ikke ulig den, som den russiske komponist Tjajkovskij har skrevet den fantastiske ballet “Svanesøen” om.

Så jo, vi har meget tilfælles – også med russerne, selvom de i øjeblikket opfører sig på måder, både i forhold til Krim, Ukraine og homo-, bi- og transseksuelle, som er helt uacceptable.

Men på bundlinien er vi alle – danskere, russere, baltere og alle andre – mere ens, end vi er forskellige.

Vi er alle mennesker … og det hele kan godt ende lykkeligt.

Så væk med våbnene, både i øst og i vest, og frem med samtalen. Det er det eneste, der du´r. RAP-RAP.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår er man dansk? Og hvad vil det sige at være dansk?

Debatten raser: Hvornår er man dansk?

Ja, historikeren og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich mente, at man er dansk, når man bor i Danmark. De danske er simpelthen de mennesker, der bebor de danskes øer og Jylland.

Og det er jo én definition.

Ifølge den officielle definition skal man være født i Danmark af forældre, hvoraf mindst en er dansk statsborger.

For socialminister Manu Sareen er det at være dansk en følelse, noget der sidder i hjertet. Det er en identitet, som man har på lige fod med fx at være københavner og FCK-fan, som han selv er det.

Årsagen til debatten er MGP-vinderens Basims udmelding om, at han er dansk. For nok er hans forældre marokkanske, men Basim selv er født og opvokset i Danmark. En udmelding, der har skabt megen debat.

For Danmarksbloggen er sagen klar: Man er dansk, når man føler sig dansk – uanset hvor man er født og hvor man bor.

Man kan altså godt udvandre fra Danmark og bo mange år i fx Italien og stadig være dansk. Men man kan også indvandre til Danmark og blive dansk nærmest med det samme. Det kommer alt sammen an på det enkelte menneske.

Det interessante spørgsmål er heller ikke, hvornår man er dansk.

Det spændende spørgsmål er, hvad det vil sige at være dansk!!!

Og her er Danmarksbloggen ikke i tvivl om, at det at være dansk handler om respekt og rummelighed, om tolerance og en viden om at forskellighed beriger og styrker, om frisind og frihed både for sjæl og legeme – og om solidaritet, fællesskab og sammenhængskraft.

Sådan er danskheden, når den er bedst.
Dén er den danskhed, som Danmarksbloggen arbejder på at fremme.
Den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.

Den danskhed, som Danmarksbloggen er sat i verden for at fremme.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen fylder 1 år

Danmarksbloggen fylder 1 år idag, d. 2. februar.

Og i den anledning har Anna M.T.F. lavet en illustration af og til Danmarksbloggen. Vi takker for den fine tegning og glæder os over, at vi – også illustrativt – er kommet på benene og igang med tilværelsen.

Se Danmarksbloggens Facebook-side for at se tegningen:

https://www.facebook.com/danmarksbloggen.danmarksbloggen

At Danmarkbloggen kom til verden på netop kyndelmisse-dagen, d. 2. februar 2013, var meningen. Det gav – og giver – så god mening, at Danmarksbloggen startede sin odyseé på netop den dag, der er en af årets største lys-dage: Kyndelmisse-dagen, som er dagen, hvor der tændes lys i alle landets kirker for at fejre Jesus´ optagelse i templet.

Danmarksbloggen ønsker så at tænde lys i hele Danmark: Oplysningens lys, tolerancens lys, rummelighedens lys, frisindets lys, solidaritetens lys – lys der skinner og giver os viden, styrke og kærlighed til sammen at (gen)skabe det Danmark, hvor der er plads til fællesskab, plads til os alle – uanset køn, alder, erhverv, race, religion, seksuel orientering og alt det andet, der kan skille mennesker.

Danmarksbloggen har derfor også i sit første år skrevet meget om kærligheden og dens væsen, om dansk politik, om Copenhagen Pride, om mennesker der har gjort en forskel, om sociale forhold, om arbejdsmarked, om kultur, om sport, om historie, om højtider og alt det andet, der styrker den danskhed, der taler om frisind, fællesskab og rummelighed. Dén danskhed, som vi engang var verdensberømte på grund af – og som igen én dag skal være de danskes adelsmærke.

I sit andet år vil Danmarksbloggen derfor fortsætte med at skrive om disse emner og mange flere, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

For hvad vil det egentlig sige at være dansk? At være dansker? At bo i Danmark? Dét skal vi finde ud af i fællesskab her på Danmarksbloggen. Allesammen.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nytårskur nr. 1.: Humanitet og mangfoldighed

Det er tid til nytårskure, således også på Danmarksbloggen, hvor tre danskere skriftligt har formuleret og begrundet et ønske for Danmark i 2014.

Danmarksbloggens digitale nytårskure starter med lektor Lotte Broe, der skriver:

Et nyt år ligger fint og ubrugt foran os, og den blanke kalender, som netop har fundet sin plads på væggen, dufter af håb og forventninger. Måske er det et aldringstegn, men det forekommer mig oplagt at tage udgangspunkt i det forgangne, når jeg skal formulere mit inderligste ønske for Danmark og danskerne i det nye år.

Det ligger så lige for, at tænke tilbage på én af de begivenheder i 2013, som fyldte mig med både sorg, glæde og stor taknemmelighed, nemlig den endelige afsked med Nelson Mandela mod årets slutning.

Mandelas person – hans livshistorie og livsførelse – inkarnerer for mig alt det mod og den vilje til medmenneskelighed, som gør, at jeg tør ønske og håbe, at vi også her i vores lillebitte land kan løfte blikket og åbne vores sind og hjerter for menneskelig mangfoldighed.

Lad 2014 blive året, hvor vi siger farvel til den småtskårne mistænkeliggørelse af de ”fremmede”, de ”fattige”, de ”forkrøblede” – og alle de andre mennesker, som ikke liiiige passer ind i vores veletablerede forståelser af, hvordan en rigtig, ordentlig og produktiv dansker skal se ud.

Lad os i stedet beriges ved oplevelser af, hvor mangfoldigt ”Danmark” og ”danskhed” kan fortolkes og leves. Og lad os glædes over at vi lever i et samfund, hvor vi har alle muligheder for at tilbyde anstændige livsbetingelser til alle – og ingen grund til at fornedre dem, som i forvejen lever i armod!

”Sydafrika tilhører alle, som lever i landet uanset om de er sorte eller hvide” – således står der (frit oversat) i indledningen til det Freedom Charter, som blev vedtaget af Congress of the People i 1955.

Mit nytårsønske er, at vi i Danmark vil efterleve ånden i dette dokument og hædre Nelson Mandelas livsværk ved at geninvestere i humanitet og mangfoldighed. Hvis det forgangne år har budt på skuffelser og fortrædeligheder, er det nu tid til at lægge disse bag sig, rette blikket fremad og gå all in i satsningen på at gøre 2014 til et år, som vi vil huske med glæde og taknemmelighed.

Godt Nytår!

Kærlig hilsen
Lotte

Danmarksbloggen tænder Hellig Tre Kongers-lyset

I aften er det Hellig Tre Kongers aften. Og faktisk er det dermed først i morgen d. 6. januar, Hellig Tre Kongers dag, at julen slutter. Ihvertfald i den oprindelige forståelse af julens længde.

Læs evt mere om det i undertegnedes artikel på Kristendom.dk:

http://www.kristendom.dk/artikel/266969:Helligtrekonger–Helligtrekonger-markerer-julens-afslutning

En af de smukkeste skikke ved Hellig Tre Kongers-tide er den idag næsten glemte med det specielle Hellig Tre Kongers-lys, som er et i reglen hvidt stearinlys, der består af tre arme, der mødes og danner et samlet lys – altså et lys meget analogt til en tre-armet lysestage.

Se link her: http://www.museumsbutikken.dk/productinfo/230207

Førhen var Hellig Tre Kongers-lyset forsynet med en smule krudt, der hvor de tre stearin-arme mødes. Når de tre væger nåede derned, gav det et lille knald, og så var julen ovre.

I dag kan man igen købe det specielle Hellig Tre Kongers-lys enkelte steder, dog er nutidens version uden krudt.

Det giver selvfølgelig ikke helt samme virkning, men Hellig Tre Kongers-lyset er stadig smukt, når det skinner i den mørke vinteraften og giver den allersidste julestemning.

Danmarksbloggen vil derfor også i dag tænde et Hellig Tre Kongers-lys, som jo netop på en og samme tid er både eet og tre lys. Eller mere korrekt: Et lys bestående af tre lys-arme.

Den ene lys-arm tændes for alle dem, som er udenfor i det danske samfund: De hjemløse, de ensomme, de arbejdsløse og alle de andre, som ikke må være med i arbejds- og forbrugsfællesskabet, fordi flertallet af de stærke ikke synes, at de er gode nok.

Og den anden lys-arm tændes for netop dem, som synes, at det er i orden at holde andre udenfor. Deres sind og sjæle er så knugede af angst, grådighed og formørkelse, at de i den grad har brug for lys, så de kan se, at vi kommer meget længere med fællesskab og solidaritet.

Og endelig tændes det tredje lys for os alle sammen, alle os der bor her i Danmark, alle os der føler os danske, uanset hvor vi lever og har vores hverdag. For uanset hudfarve, tro, seksuel orientering, politisk holdning og alt det andet der er forskellige, så deler vi dette skønne land.

Og Danmark er som bekendt bedst, når det at være dansk handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed. Når landet stråler i alle regnbuens farver, og mangfoldigheden ses som en styrke. Når alle lys får lov til at skinne klart.

God Hellig Tre Konger.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvad er dansk mad?

Coop kom i sidste uge med deres årlige Mad-O-Meter, hvor man kan se, hvad danskerne spiser fordelt på alder, mænd/kvinder og landsdele:

http://madometer.dk/#/map/rugbr-d-er-p-retur/k-benhavn/

Og der er – som altid – store forskelle både geografisk og i forhold til alder og køn.

Generelt gælder, at danske klassikere som rugbrødet, kartoflerne og frikadellerne er på retur. Det er nemlig de ældre, som primært spiser disse fødevarer.

Til gengæld holder to andre klassikere som leverpostejen og havregrynene skansen. Ja, det er endda de unge, der spiser flest havregryn.

Ser man på geografien, holder man i Jylland fast i traditionel dansk mad som pølser, rundstykker og tarteletter, mens sushi og i det hele taget fisk er mest populært i hovedstaden. Fyn er derimod suverænt det sted, hvor man spiser mest medister.

Ser man på alderen, spiser unge tre gange så meget pizza som ældre. De unge drikker også mindre vin end de ældre, ja du læste rigtigt: Mindre vin. Til gengæld drikker de unge mere sodavand.

Kvinder drikker mere vand end mænd, og endelig drikker børnefamilier – ikke overraskende – mest mælk.

Men hvad synes du, der er klassisk, dansk mad? Kom med dit bud her på Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det Nordiske Folk: Melankoliens og Lysets Folk

Nordmændene er nogle sportsgale fjeldaber, der har altfor mange oliepenge.
Svenskerne drikker altfor meget, er altfor langhårede, altfor kedelige og altfor reserverede.
Danskerne snakker altfor meget og altfor højt – og så kan man ikke stole på en dansker.

Cirka sådan lyder nogle af de klassiske fordomme, som vi render rundt med om hinanden her i Norden.

Men det er synd. For i virkeligheden har vi så meget, der binder os sammen: Demokratiet, velfærdssamfundet – og så især det at vores værdier om frihed og lighed og rummelighed er truet i en global verden, hvor menneskerettigheder og menneske-respekt trædes under fode fra flere sider – og på flere måder, nogle af dem fra vores egne regeringer.

Ja, os der bor heroppe nordpå, hvor vi har de lyse somre og de mørke vintre, vi er langt mere ens, end vi er forskellige.

Som ABBAs Benny Andersson sagde det i 2010: Os der bor på disse høje breddegrader, hvor det er vinter i et halvt år, og hvor solen nærmest er helt væk et par måneder, vi har melankolien som et fælles livsvilkår. En melankoli, der reflekteres i vores måde at være på, tænke på, føle på – og lave kunst og musik på.

Og som den danske skuespiler Nikolaj Lie Kass sagde det i sommers: Vi har mørket i os, og det skal vi beholde – dét er vores styrke.

Dét er værd at huske, og især nu hvor efteråret for alvor sætter ind – og dagene igen bliver rigtig korte, nætterne igen meget lange og mørket igen skal til at ruge tungt over landet.

For nok kan mørket knuge os både i sind og sjæl, men det er også i mørket, at vi henter vores styrke, og det gælder os alle sammen her i Norden.

Nordmænd, svenskere og danskere.
Os. Det Nordiske Folk. Melankoliens og Lysets Folk.

Os, der har en forpligtelse til at holde humanismens og medmenneskelighedens fane højt – også og måske især i en mørk tid som denne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Det enkle spørgsmål har USA´s tidligere ambassadør Laurie S. Fulton stillet flere gange – men uden at få svar. Så nu har hun skevet en kronik i den amerikanske netavis “Huffington Post”, hvor hun sammenligner somaliske indvandrere i Danmark og i tvillinge-storbyen Minneapolis-Sct. Paul i lyset af, at nogle af de danske somaliere formentlig er taget til Somalien for at træne hos terrror-organisationen al-Shabaab:

http://www.huffingtonpost.com/laurie-s-fulton/what-it-means-to-be-one-o_b_4038756.html

I kronikken konkluderer Laurie S. Fulton blandt andet: De fleste danskere lever efter de samme kulturelle normer og regler og har en nærmest medfødt fornemmelse af, hvad det vil sige at være dansk. De fleste danskere altså, undtagen de “indvandrere og deres efterkommere,” som er den betegnelse, som Danmarks Statistik bruger til at beskrive dem, der populært kaldes første-, anden-eller tredje-generations-indvandrere. Men ingen kunne besvare mit naive spørgsmål om, hvornår indvandrere kan blive danskere.

I Minneapolis-Sct.Paul derimod ser man ifølge Laurie S. Fulton ikke de nyankomne somaliere som et udfordring mod det amerikanske, men derimod som en berigelse og en styrkelse af byen, hvilket også gør, at de somaliske indvandrere bliver inkluderet, føler sig velkomne og gør en stor indsats:

De er stolte nye Minnesota-borgere og loyale nye amerikanere. For vi kan netop kun undgå radikalisering ved at byde velkomne og få nyankomne til at føle sig som en af os. For det er, når du ikke er en af os, at det kan blive for nemt at blive en af dem, skriver den tidligere ambassadør i Danmark.

Når du ikke er en af os, kan det blive for nemt at blive en af dem!!!

Det er kloge ord, som vi her i den lille, danske andedam med fordel kan tage ved lære af.

Vejen frem ligger nemlig ikke at isolere sig sammen med andre leverpostejfarvede i kolonihavehuset med frikadellerne på bordet og Dannebrog vejrende i vinden – men derimod i at åbne dørene og byde velkommen. Se “de fremmede” som en ressource, en bestyrkelse af det danske samfund.

Se indvandrerne som ikke de fremmede, men som de nye danskere, der er rigtige danskere – også selvom de aldrig sætter tænderne i en flæskesteg, aldrig drikker en øl, ikke synes julen er alletiders mest geniale opfindelse eller nogen af de andre ting, som traditionelt betegnes som værende ærkedanske.

For det mest ærkedanske er og bliver frisindet, tolerancen og fællesskabet – også selvom netop de værdier trues i disse år af både ny- og gammeldanskere, der ikke har forstået, at vi allesammen skal være her – og at man er helt okay, selvom man ikke er ens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Metal, Venstre og Danmarks underklasse

På Venstres landsmøde i weekenden så man for første gang et nyt makkerpar på den danske politiske scene: Venstre og Dansk Metal, gestaltet af henholdsvis Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og Dansk Metals formand Claus Jensen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/10/05/144537.htm

Det kan umiddelbart virke absurd: Det gamle bondeparti og en af arbejderbevægelsens mest centrale fagforeninger i tæt parløb. Og set historisk har de to heller ikke meget tilfælles.

Men ét er historie, noget andet er nutid.

For i nutiden har de to meget tilfælles: Venstre, der idag henvender sig langt mere til lønmodtagere med liberale holdninger end til bønder (der er heller ikke ret mange bønder tilbage i Danmark). Og Dansk Metal, hvis medlemmer ikke længere er udslidte stakler, der slider sig halvt ihjel, men velbjærgede middelklasseborgere med parcelhus, webergrill og en årlig charterferie eller to.

Ja, ofte er der tale om de samme personer, der både er medlemmer af Dansk Metal, og som også stemmer på Venstre. Og nej, Løkke taler ikke socialdemokratisk:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2081

For det er længe siden, at fagforeningsmedlemmer pr. automatik stemte på enten Socialdemokratiet eller partier til venstre for midten. Det har man også opdaget i regeringskontorerne – og derfor appellerer de to partier nu også til denne velbjærgede middelklasse og ikke til den underklasse, som især Socialdemokratiet kæmpede for (og blev store af) op igennem 1900-tallet.

En underklasse, der dengang bestod af netop arbejderne, både de fag- og de ufaglærte, af de mange, der sled og slæbte mange timer hver dag under stærkt kritisable forhold på arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøloven ikke var opfundet endnu.

Men det var dengang. I dag er der ikke mange klassiske arbejdere tilbage, endsige arbejdspladser der slider mennesker ned før tid. Det har den generelle samfunds- og erhvervsudvikling sørget for – og hurra for det. Desværre har samme udvikling ikke afskaffet underklassen. Det er bare nogle andre, som idag er underklasse end de landarbejdere og fabriksarbejdere, som var det før i tiden.

I dag er det indvandrere, flygtninge, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, langvarigt syge, mange gamle og andre, som ikke magter eller ikke har fået lov til at være med i samfundet på samme måde, som dem, der har et job. Alle de nævnte og flere endnu er allesammen Danmarks nye underklasse.

Men hvem er talerør for dem? Hvem kæmper deres sag? For de har ikke ressourcerne til at gøre det selv.

På den politiske scene er der kun et parti, som taler og kæmper deres sag, og det er ikke et af regeringspartierne. Og nej, det er slet ikke Dansk Metals nye gode ven, Venstre, som alle dage har været mere optaget af at sikre, at dem der har meget, de skal have endnu mere. For de fortjener det, de arbejder nemlig, lyder Venstres argument.

Og jo, jo, selvfølgelig skal arbejde belønnes, og det bliver det også.

Men: 1) Er arbejde den eneste målestok, som vi skal måle mennesker med? I så fald bliver samfundet først for alvor middelmådigt og fattigt så.

Og: 2) Hvad med dem, der gerne vil arbejde, men ikke kan få et job? For der er stadig langt flere arbejdsløse, end der er jobs at få – også selvom en enkelt arbejdsgiver indimellem kan have svært ved at få ansatte. Dét kan der så være mange grunde til – måske er manden umulig at arbejde for fx. Det skyldes nemlig langtfra hver gang, at der ikke findes nogen, der vil tage jobbet.

Gad vide, hvor meget de tænker over det hos Dansk Metal og Venstre? Gad vide, hvor meget – om overhovedet – at nogen af dem føler det sociale ansvar, som vi allesammen i Danmark har overfor hinanden – af den simple grund at vi lever i samme land?!

Danmarksbloggen frygter, at der er meget lidt plads hos både Venstre og Dansk Metal til solidaritet med andre end deres egne medlemmer

Men når først de velbjærgede begynder at kæmpe udelukkende for sig selv og være ligeglade med alle andre, ja, så lider de svageste, som underklassen gør det i Danmark i disse år – og så er det hele samfundet, der står på spil.

For et land skal kendes på den måde, som det behandler sine svageste medborgere – og her er den danske drømmeidyl med højt til loftet, frisind og fælleskab i den grad på vej til at blive et jungle-samfunds-mareridt, hvor kun de stærkeste overlever i et helvede af fremmedhad, egoisme og laveste fællesnævner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Vi ærer soldaten, men hvad med nødhjælpsarbejderen?

I dag er det den officielle flagdag for alle danske soldater, der har været udsendt på internationale missioner siden 1948.

Dagen har støtte fra mere end 60% af alle danskere, som derudover mener, at Danmark bør gøre mere for de mænd og kvinder, der på Danmarks vegne har risikeret liv og lemmer udenfor landets grænser.

I år er der udover hovedarrangementet i København mere end 60 lokale arrangementer rundt om i hele landet.

Læs mere her: http://www2.forsvaret.dk/temaer/flagdag/Pages/flagdag.aspx

Flagdagen beskrives af både veteraner og andre som en god dag, hvor vi ærer dem, der faldt, dem der blev skadet, deres familier og kammerater.

Danmarksbloggen er helt enig. Vi skal vise vores anerkendelse af dem, der har gjort og stadig gør en indsats i verdens brændpunkter.

Men hvorfor begrænse det til dem, der har gjort det med våben i hånd?

Hvad med nødhjælpsarbejderne, lægerne og alle de andre, der også rejser ud for at gøre en forskel, men som gør det på forskellige humanitære opgaver. Hvorfor bliver de ikke æret med flag og anerkendelse fra det offcielle Danmark? Deres indsats er mindst ligeså stor, ja måske endda større end soldaternes.

Ja, men de sætter jo ikke livet på spil, kan jeg høre indvendingen lyde. Jo, det gør de faktisk. Flere og flere nødhjælpsarbejdere bliver angrebet og også dræbt. Så, jo – dem der rejser ud på humanitære opgaver risikerer alt præcis som soldaterne, men de har ingen stor dag.

Dét er ikke fair – og Danmarksbloggen vil gerne opfordre til at vi som land også viser en officiel anerkendelse af de mennesker, der rejser ud til verdens brændpunkter for at yde en indsats på diverse humanitære områder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk