Rusland og vigtigheden af at skelne

OL i russiske Sochi er godt igang – og det samme er overfaldene på homo-, trans- og biseksuelle i et Rusland, der kun anerkender det heteroseksuelle forhold som det normale.

Dét er bare ikke i orden. Og det kan der ikke tordnes nok imod. Og heldigvis bliver der også protesteret – meget og intensivt – over hele verden, og også i Danmark. En af de bedste måder at vise vor holdning på her i landet var sidste uges navngivning af pladsen ved Vartorv i København. Den hedder nu Regnbueplads.

Men det er vigtigt at skelne. Meget vigtigt.

For mange år siden da 2. verdenskrig sluttede i 1945, var en af konsekvenserne at tysk litteratur, musik og kunst i mange år var bandlyst fra det gode selskab, medmindre det var skabt af erklærede modstandere af Hitlers nazi-regime. Man kunne nemlig ikke bakke op om noget, der kom fra et land, der havde fostret så megen ondskab, var holdningen.

Men et lands forfattere, kunstnere, komponister og andre, der beriger det gode i mennesket, skal ikke lide under, at der findes andre (magt)mennesker i deres land, som står for holdninger og handlinger, der er 100% uacceptable. Det er ikke fair.

Danmarksbloggen frygter, at netop det vil ske for Ruslands enorme kulturarv, som ellers er til gavn og glæde for en hel verden. For en ting er den forfølgelse og de overfald, der sker i Rusland, bare fordi et menneske har en anden seksualitet end den heteroseksuelle. Dét kan der som sagt ikke tales nok imod. Det skal påtales og forlanges ændret hele tiden.

Men de forfølgelser og overfald har ikke noget at gøre med den kunst, den musik og den litteratur, der også kommer fra Rusland, som er et land med så mange og så store kontraster både i naturen, i historien og alle andre steder, at det formentlig er derfor, at Rusland har kunnet fostre nogle af de største indenfor kunst, musik og litteratur.

Tag en Dostojevskij, der har skrevet banebrydende bøger som “Forbrydelse og Straf” og “Idioten”. Eller en Tolstoj, der skrev storværkerne “Krig og Fred” og “Anna Karenina”. En Fabergé med hans unikke og juvelbesatte påskeæg. En Kandinskij, der har haft stor betydning for flere retninger indenfor malerkunsten, men måske især den abstrakte. Og endelig Tjajkovskij, der har komponeret noget af verdenens smukkeste og mest gribende musik med storværkerne “Nøddeknækkeren” og “Svanesøen”.

Vi skal derfor også fortsat høre den storslåede russiske musik, læse de dybe russiske bøger og se den imponerende russiske kunst – samtidig med at vi kæmper imod den umenneskelighed, der foregår i de russiske gader her og nu.

For vi skal kunne skelne – eller er vi ikke et hak bedre end de russere, der overfalder andre, bare fordi de er anderledes end dem selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OL i regnbuens farver

Mens disse linier skrives, er åbningsceremonien ved OL i gang … En åbningsceremoni, der faktisk er lidt regnbuefarvet, når man ser på alle de forskellige landes farver i deres tøj og flag. Næppe noget, som Putin og venner er glade for.

“Det er en menneskeret at dyrke sport. Alle skal have mulighed for at dyrke sport uden diskrimination og i den olympiske ånd, som kræver fælles forståelse og en følelse af venskab, solidaritet og fair play,” som det hedder i Googles oversættelse fra Det Olympiske Charter. Et Google, der i dagens anledning kører et regnbuefarvet OL-tema.

Fair play, ja, det taler man meget om i sport – men ikke i politik. Sjovt nok hænger sport og politik ofte nøje sammen.

Og meget lidt i denne verden er mere politisk end et OL.

Heller ikke denne gang. Det nye er blot, at her er det ikke værtslandet, men os andre som har mest på dagsordenen: Nemlig at få markeret, at det er en menneskeret at have den seksualitet, som man nu engang har.

LOVE IS  A HUMAN RIGHT, som vi råbte det til “To Russia with Love”-demoen i august sidste år.

Dét gælder stadigvæk – desværre. For der skal åbenbart sendes helt abnorme mængder af kærlighed til Rusland for at få sneen og isen i deres hjerter til at smelte, så russerne kan forstå, at det drejer sig om kærlighed og medmenneskelighed – om at alle regnbuens farver skal stråle.

Gid sportsfolkene, der er med til OL, vil bakke op ved konstant og hele tiden at tale mangfoldighedens – regnbuens – sag, eller måske ligefrem springe ud af skabet, hvis de selv er homo-, bi- eller transseksuel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København har fået sin Regnbueplads

Så skete det.
København fik sin Regnbueplads.
Dét var godt.

http://www.homotropolis.com/2014/02/artikler/kobenhavn-far-regnbuepladsen/

Danmarksbloggen vil derfor også ønske et kæmpestort tilllykke af hele dens rød-hvide-regnbuefarvede hjerte.

At Danmark får en Regnbueplads lige nu er også et stærkt – og relevant – signal at sende her kort inden Vinter-OL starter i et Rusland, der er ved at gå til i had og forfølgelse af alle andre end lige heteroseksuelle.

For også i Moskva og i Skt. Petersborg er der brug for en Regnbueplads.

Det har nok desværre lange udsigter, men det har det ikke længere i København, som her d. 6. februar 2014 endelig fik sin Regnbueplads til glæde og stolthed for os allesammen, uanset om vi er homo-, bi-, trans-, hetero- eller alle mulige andre former for -seksuelle.

Ja, Danmarksbloggen er også sikker på, at Grundtvig (der jo ellers forbindes med pladsen på grund af Vartorv) nikker bifaldende fra sin himmel. Frisind og rummelighed var som bekendt hjertesager for dansk åndslivs kæmpe.

Tillykke til os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM 2014 = Tid til at springe ud

I overmorgen starter EM i håndbold for mænd i Danmark. En sportsbegivenhed som håndboldsfans i hele Europa – og måske især i Danmark – ser frem til.

Men EM i håndbold på dansk grund kunne blive så meget mere end bare et spørgsmål om, hvem der kan få flest bolde i modstanderens net. EM i håndbold kunne blive den sportsbegivenhed, hvor det at være homo-, bi- eller transseksuel kunne blive en integreret del af det at være elite-sportsudøver.

Det ville i så fald også være en passende opvarmning til OL i russiske Sochi til februar.

Rusland som netop har et stort problem med homo-, bi- og transseksuelle, som sensommerens store demonstration “To Russia with Love” også satte fokus på. Danmarksbloggen skrev selvfølgelig også om det:

http://danmarksbloggen.dk/?p=1665

http://danmarksbloggen.dk/?p=1721

Den tyske fodboldspiller Thomas Hitzlsperger, der har spillet på det tyske landshold og som er homoseksuel, viste vejen i forgårs, da han åbent erklærede sig homoseksuel. Godt gået.

Og nu er det så alle sportsfolks tur. Både skiløbere, håndboldspillere og alle andre. Både amatører og professionelle.

Og lad endelig Danmark – stedet hvor homoseksuelle for første gang kunne få deres partnerskab registreret – blive stedet, hvor den bølge starter.

Lad endelig EM i håndbold for mænd i Danmark 2014 blive kendt som begivenheden, hvor det at være elitesportsudøver også begyndte at hænge sammen med at være homo-, bi- eller transseksuel.

Det er nemlig tid til at springe ud, både for den enkelte sportsmænd og sportskvinde – og for sportsverdenen som sådan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

To Russia with Love … også fra Danmarksbloggen

I næste uge løber Copenhagen Pride af stablen … denne herlige hyldest til den seksuelle mangfoldighed, som vi – trods stigende intolerance i det danske samfund – heldigvis stadig holder fast i.

Det gør man ikke i Rusland. Tværtimod så blåstempler Ruslands præsident Putin forfølgelsen af homo-, trans- og andre seksuelle med ny lov, der forbyder information om det sex, der ikke er “normal sex”. Men normal sex menes der sex mellem en mand og en kvinde.

Det giver jo ikke mening. Alt sex er normal, sålænge det finder sted mellem voksne mennesker, der frit kan vælge, hvem de vil i seng med – og hvor mange og hvornår. Det kan aldrig komme et samfund ved, om et voksent menneske går i seng med mænd eller/og kvinder, en af gangen eller fem. Det er og bliver den enkeltes frie ret (og fornøjelse). Punktum.

Men sådan ser man altså ikke på det i Rusland. Snarere tværtimod så forfølges, overfaldes og gennemtæskes især homoseksuelle.

Det kan og skal der tales meget stærkt imod. Derfor har Amnesty International også iværksat flg. underskrift-indsamling:

http://www.amnesty.dk/side/russia-love

Skriv gerne under – det tager ti sekunder. Og har du tid, så kom også og deltag i demo´en på tirsdag d. 20. august. Den starter på Rådhuspladsen kl. 17, og turen går til den russiske ambassade, hvor demo´en forventes afsluttet ved 19-tiden.

Læs mere her:

https://www.facebook.com/events/151463461721015/

Danmarksbloggen deltager med fuld kraft.

For det er meget vigtigt at støtte vores medmennesker. Vi har alle lige rettighed til at tale om, skrive om og vise vores holdninger, seksualitet, religion og så videre.

MANGFOLDIGHEDEN længe leve …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk