Onsdagsinspiration nr. 1: Magtesløshedens tunge dyne over Danas Have

Som lovet i sidste uge starter Danmarksbloggens sommerserie idag med den første af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Vi tager udgangspunkt i situationen, som den er i Danmark her og nu:

Danmarks nationalskjald Kim Larsen skrev for et par årtier siden følgende profetiske udsagn om det fremtidige liv i Danas Have:

Længe siden at vi havde succes med at være fri og ligetil, længe siden at vi stod hinanden bi, længe siden ja og så ikke mer´om det!

Hør hele sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=2hzlR44obQI

Og læs teksten her: http://www.kjukken.dk/tekster/kim/danashave.php

Men ikke engang hr. Kim Larsen kunne dengang i 1991 forudse, hvor slemt det blev op gennem 90´erne – og især i 00´erne, som med deres fremmedfjendskhed og umenneskelighed i den grad levede op til deres navn: NULLERNE.

Foghs såkaldte værdi-kamp var ikke en kamp. Det var en massakre, en dræning af alt af værdi.

For der skete nul af værdi: Nul menneskelighed, nul forståelse, nul anerkendelse, nul rummelighed, nul tolerance, nul solidaritet, nul varme … NUL af alt det, der betyder noget.

Tværtimod blev der talt til den indre svinehund, som i de år levede godt sammen med dens krævende og usympatiske søster Egoismen.

Men så kom 10´erne, og i efteråret 2011 en ny regering, en regering, der ville det medmenneskelige samfund, troede de mange, der stemte på den nuværende regering.

Og måske er der også sket mere godt, end hvis Løkke og Co. havde fortsat. Det er bare ikke nok. Faktisk langtfra nok. Faktisk føler de fleste, der stemte på den nuværende regering, at den svigter sit medmenneskelige ansvar. At den er løbet fra sine løfter om at værne om de små og svage i Danas Have, om at genskabe et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.

Et samfund med plads til både mangfoldighed, svaghed, glæde og latter. Et samfund med frie mennesker, der tænker på hinanden – og vil hinanden det godt.

I stedet ligger magtesløshedens tunge dyne stadig over Danas ellers så smukke have. De fine blomster og sommerfuglene at ved at gå til af mangel på medmenneskelighed og solidaritet og rummelighed – og kun rovdyrene og ukrudtsplanterne kan trives i et samfund, der bliver mere og mere goldt, mere og mere de stærkes ret.

Vi almindelige danskere føler os magtesløse. For hvad nytter det altsammen? Kan det ikke være ligemeget altsammen? Kan vi overhovedet gøre en forskel?

Denne første onsdagsinspiration skal derfor opfordre alle magthaverne i Danas Have til at slappe lidt af, også når det ikke er sommerferie og tro på, at vi almindelige danskere også både kan og vil løfte opgaven med at bære det danske samfund.

Det bliver ikke, som I har tænkt jer, dét kan jeg garantere. Dét bliver bedre. Det blver at være fri og ligetil – og samtidig stå hinanden bi. For kun når vi er solidariske med hinanden, kan vi alle være frie …

Og dén dag, hvor det igen sker, så vil solen skinne og blomsterne dufte skønt i Danas Have.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Eremitageslottet: Skal det gøres rent for 1,4 millioner?

I dag åbner Eremitageslottet for offentligheden for en kort bemærkning. Det lile slot, som Dronningen anvender til frokoster, er just blevet restaureret for et større millionbeløb.

Frem til og med efterårsferien kan alle få adgang til det ellers lukkede slot, hvis man bestiller en billet på slots- og ejendomsstyrelsens hjemmeside:

http://www.slke.dk/slotte/eremitageslottet/omvisning/

Prisen er 200,- per voksen.

Ja, De læste rigtigt. 200 kroner for at komme ind og se et smukt, gammelt slot.
Til sammenligning kostede det 40,- for et par år siden at komme ind og se Kronprinsparrets palæ på Amalienborg, da det var blevet restaureret.

Men de 200,- er skam slet ikke for meget, hævdes det. Jyllandsposten spurgte medio juni slotschef i slots- og ejendomsstyrelsen Louise Rue Moos om, hvorfor prisen var sat så højt.

Citat fra http://jyllands-posten.dk/indland/ECE5639025/200-kr-for-at-se-eremitageslottet-det-skal-ikke-vaere-en-gylden-forretning/

“Og hun svarede: “For at vi får dækket vores omkostninger, kommer prisen derop. Dels fordi der er mange personaleomkostninger i forbindelse med åbningen, gæsterne skal nemlig hele tiden følges af en person, og så er det sikring af slottet, inden gæsterne kommer, med gulvtæpper og afspærringer, og efterfølgende reparationer af eventuelle skader. Og så er der formidlingsdelen. Man får en lille bog med, der fortæller historien om slottet og restaureringen.”

Citat fra JP slut.

Lønninger, sikring, rengøring og så en lille bog. Ja, dét koster jo altsammen. Men 200 kroner per næse?

Der er plads til ialt 7000 gæster i løbet af perioden, hvor der er seks omvisninger om dagen hele ugen igennem i sommerferien og efterferien. Den resterende tid er der kun åben i weekenden.

Samlet bliver det ialt til 1,4 millioner kroner i entré-indtægter.

Det er derfor nærliggende at hævde, at åbningen af Eremitageslottet i ganske sjælden grad kandiderer til at være Danmarks dyreste rengøring, aflønne Danmarks bedst betalte guider og give de besøgende Danmarks dyreste guidebog.

Spørgmålet, som trænger sig på, er, om de ansvarlige overhovedet ønskede at åbne slottet for offentligheden – og om den høje entre-pris giver en negativ signalværdi for kongehuset.

Spørgsmålet, som man dog ikke får andet svar på, end at man bare kan betale 200 kroner ved kasse 1 og tage de blå beskyttelsesfutter på, hvis turen denne sommer og det kommende efterår går til Eremitageslottet.

Man kommer selvfølgelig også længere end Dronning Juliane Marie, der var gift med Frederik d. 5, og som en gang kørte ud til Eremitageslottet med frokost fra Amalienborg, som hun ville dele med sin mand.

Hun kom dog slet ikke ind på slottet. Kongen gad ikke at se hans kone. Han ville hellere feste med sine venner. Så hun måtte køre hjem igen. Og da vi er i 1700-tallet, var det en længere tur med hest og vogn.

Vi er heldigvis kommet længere end dengang – de fleste af os ihvertfald. For det er fristende at sammenligne dem, der står for Eremitageslottet, med datidens enevældige tilgang til almenheden, pøblen, offentligheden.

Kært barn har mange navne … Eremitageslottet og kongehuset kun ét …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kærlighedens fire former – og så den femte kærlighed

What is love? Baby, don´t hurt me, don´t hurt me no more, sang Haddaway tilbage i 90´erne i et hårdpumpet dansehit, der let fik gang i både fødder, puls og underliv.

http://www.youtube.com/watch?v=xhrBDcQq2DM

Men hvad er kærlighed i grunden? For det er jo så meget mere end blot den erotiske tiltrækning, de svedige kroppe, de romantiske drømme og de deraf flaksende sommerfugle i maven.

De gamle grækere talte om fire slags kærlighed: Agape, philia, eros og storge.

Agape: Den store, spirituelle kærlighed. Den dybe, altomfattende kærlighed. Den uselviske kærlighed. Kærligheden uden forbehold og uden betingelser. Den kærlighed, der giver uden at forvente noget tilbage. Giver fordi den ikke kan lade være. Den kærlighed, som forældre føler til deres børn. Den kærlighed, som vi alle længes imod – og ønsker os ombølget af. For mange også den kærlighed, som Gud elsker menneskene med – og som vi burde elske Gud tilbage med. For den kristne forfatter C. S. Lewis, der skrev Narnia-bøgerne og bogen “The four loves”, var dette den største af alle kærlighederne. Det er også den kærlighed, som Den Hellige Frans af Assisi talte om at udøve, når han i sin berømte bøn om fred – og dermed også om kærlighed – siger:

Herre, gør mig til et redskab for din fred.

Hvor der er had, lad mig så kærlighed.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er tvivl, tro.

Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.

O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået som at forstå,
Ikke så meget at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi får.
Det er ved at tilgive, at vi tilgives.
Det er ved at dø, at vi fødes til det evige liv.

Amen.

For agape handler om at give, ikke om at få!!!

Philia: Den mentale kærlighed. Der, hvor man giver og tager. Den kærlighed, hvor man lever i et ligeværdigt (udvekslings-)forhold med venner og andre, som man føler sig forbundet med. Hele samfund kan også leve i philia. Philia, der er udviklet af Aristoteles, handler om dydighed, fortrolighed og hensyn. Om ligevægt, om at give og tage. Det er i dag betegnelsen for en åndelig kærlighed uden fysisk udtryk, selvom philia oprindelig også kunne være udtryk for ønske om en fysisk nydelse (ikke seksuel, men fysisk som fx et kram), både mellem familiemedlemmer, venner og elskende.

Eros: Den erotiske og romantiske kærlighed. Tiltrækningen. Suk i måneskin og kys en lys sommernat. Kærligheden til den mand/kvinde, som vi danner – eller gerne vil danne – par med. Forelskelsen. Det lange samliv. Den kærlighed, som mange taler om, når de taler om kærlighed, som Hollywood lever af. Eros kan dog også være en tiltrækning af det skønne i og ved et andet menneske – uden ønske om fysisk nærvær. I så fald er der tale om en platonisk kærlighed. For ja, platonisk kærlighed hører under eros, da der er tiltrækning i platonisk kærlighed, selvom den tiltrækning aldrig leves ud fysisk.

Storge: Familiekærligheden. De tætte bånd, der ikke kan brydes, uanset man er sammen eller ej. Især forældrenes kærlighed til deres børn, den kærlighed hvor man elsker uanset, hvad ens barn har gjort eller står for, også det man ikke bryder sig om. Men også andre familierelationer og situationer rummes af storge. Storge er altså den kærlighed, som er knyttet til personer og situationer, som man ikke kan gøre ugjorte, men som man er bundet til for evigt. Det er også lidt en “Elsk Tyrannen”- kærlighed. Vedkommende har nemlig tænkt sig at blive hængende.

Men uanset om vi føler agape, philia, eros eller storge, så gælder det 11. bud:
Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig. Elsk din næste som dig selv.

For det er på vores handlinger, at vi skal kendes. Og her gælder altid de ord, som står i 1. korintherbrev, kap. 13:

Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre, men størst af dem er kærligheden.

Og dét, mine damer og herrer, er kærligheden i alle dens former. For kærligheden skelner ikke mellem ægtefællen, barnet, kollegaen, veninden, den hjemløse på gaden, Dronningen eller nogen andre.

Kærligheden, som i vores version oftest bygges på det vi mistede, på vores svigt og manglende mod, men som er vores eneste håb, det eneste vi kan bryde igennem barrikaderne med og nå hinanden med, som Spandau Ballet sang det i sangen “Through the barricades”:

http://www.youtube.com/watch?v=cHm8HlUN5gI

For kærlighedsbuddet lyder i al sin enkle radikalitet: Elsk din næste som dig selv!

Det er voldsomt og omvæltende – og helt fantastisk. Utroligt – og derfor kun til at tro.

Også fordi kærligheden samtidig er tålmodig, mild, misunder ikke, praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Kærligheden gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden, som man kan læse det i verdens smukkeste stykke litteratur: Paulus 1. brev til korintherne, kap. 13.

http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOnline.aspx?book=1kor&id=3&chapter=13b

For kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt – ihvertfald den guddommelige kærlighed.

Thi således elskede Gud verden …

For der er en femte kærlighed: Guds kærlighed til os mennesker – og dét er den største af dem alle sammen. Dét er den kærlighed, hvori de andre fire kærlighedsformer og vi alle rummes og bæres af det levende ord.

For nok er Agape stor, men Guds kærlighed, som nok er meget agapisk, er endnu større. Den er altings forudsætning, altings bærende element og altings svar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rød, blå eller grøn: Sammenhæng og vision søges

En rød regering, en blå opposition, en grøn politik.

Der er mange farver i dansk politik, men få nuancer. Alt gøres op i sort og hvid, i letfattelige overskrifter.

Men der mangler vision. Der mangler sammenhæng og overblik. Mange beslutninger tages ad hoc under hensyntagen til dagens hotte emner – og hvem der nu har lobbyet mest og bedst.

Men hvor er visionen, drømmen – den som vi alle kan drømme med på? For i virkeligheden vil vi jo alle, røde, blå, grønne, i bund og grund det samme:

Et Danmark, hvor vi alle lever og trives …

At vi så ikke er enige om farver og nuancer, er jo blot en berigelse, en styrkelse … hvis vi kan rumme hinanden og se forskellighederne som en berigelse.

NU kommer sommerferien, og der bliver stille på den politiske scene. Alle, også politikerne, går på sommerferie. Nogle skønne uger med afslapning – men også lejlighed til at lægge i hængekøjen og filosofere – venter.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre alle – og måske især de danske politikere – til at gå et spadestik dybere end dagens avisoverskrifter og tænke over, hvor de er på vej til at føre Danmark hen.

For er det Danmark, der skabes i disse år, dét Danmark, som vi ønsker? Eller ønsker vi et andet Danmark?

Et Danmark med sammenhæng og visioner – og helst i den form, der inddrager alle farver, så landet kan stråle som en anden regnbue.

Danmarksbloggen vil derfor hver onsdag i juli komme med en inspiration til de politikere, der i denne skønne sommermåned har tid og rum til at tænke de dybe tanker, drømme de store drømme.

Så følg med hver onsdag her på Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvor er Occupy Denmark?

Over hele verden demonstreres der imod de åbenlyse uretfærdigheder, som er avlet af de politiske og økonomiske systemer, der gavner de få og udnytter de mange. Det hele startede i september 2011 i New York under navnet “Occupy Wall Street” og sloganet “We´re the 99%”, men har nu spredt sig til hele verden.

Sidst vi så et folk, der ville noget andet end dets magthavere, var på Taksim-pladsen i Tyrkiet samt på gader og stræder i Brasilien. Men uanset geografien, så er billedet det samme: En broget mængde af almindelige borgere i alle aldre og fra alle sociale lag, som står sammen og ønsker, at deres land tager sig af dets borgere på en ansvarlig og menneskeværdig facon.

For overalt i verden vil vi det samme: Et liv i tryghed og sikkerhed – og med brød og arbejde til alle.

Verden er med andre ord for alvor ved at blive lille – og menneskeheden ved at blive éen stor samlet familie. Og dét er godt!!

Men hvor er Occupy Denmark? Den danske del af denne verdensomspændende protest-familie, der samler alle generationer, alle religioner, alle sociale lag.

For nok er Danmark på mange måder et smørhul sammenlignet med så mange andre lande, men uligheden og den deraf følgende dæmonisering og uro er stigende i det danske samfund. Og vi har også fattigdom og menneskelig lidelse forårsaget af en fordelingspolitik, der ikke er fair, men som tilgodeser de stærke på bekostning af de svage. Så også i Danmark har vi brug for et Occupy.

Og det findes skam også, som man kan se det på Facebook: https://www.facebook.com/OccupyWallSt#!/OccupyDenmark?fref=ts

Pt. fungerer Occupy Denmark dog mest som en informationsside. Så herfra Danmarksbloggen skal der lyde en opfordring til alle danske om at komme på gaderne og occupy. For vi er de 99%, og vi skal ikke acceptere, at så mange har det så svært i et så rigt land som Danmark.

For fattigdom er ikke en naturlov. Det er en samfundstilstand, som er skabt politisk, og som kan fjernes politisk.

Som ex-marine-soldaten Fetzer fra Tennesesse i USA, der har været med i Occupy-bevægelsen siden starten, sagde det, da han blev interviewet:

Folk er ikke fattige, fordi de er dovne og ikke gider arbejde.
Folk er fattige, fordi de lider under forhold, som de ikke selv er herre over.

Forhold, som vi ikke selv er herre over, bestemmer altså vores liv. Sådan er det også i Danmark. Vi lever i et såkaldt frit land, men vi er ikke selv herre over, om vi kan få arbejde eller ej. Så rigtig frie er vi ikke – og slet ikke, sålænge de få har så meget og de 99% så lidt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skt. Hans-tale fra Møn

Skt.Hans-talerne har lydt over det ganske land her i løbet af aftenen.

En af dem blev holdt på Møn af Lise Lotte Møller, der er socialdemokratisk kandidat til kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Hun sagde:

Godaften – det er en stor ære at få lov til at holde talen her, hvor jeg bor – og hvor jeg har holdt Sankt Hans aften sammen med mange af jer i så mange år.

Vi bor dejligt her  – lige ned til den åbne strand og med hele den danske sommer omkring os. Og nu er det Skt. Hans – og vi har vores eget Skt. Hans-bål. Og det har vi, fordi nogle engagerede borgere i Hjelm tog et fantastisk initiativ for snart mange år siden. Et initiativ, der gør, at vi samles denne aften – og endnu mere i år, hvor vi også spiste sammen. Dét er fællesskab, når det er bedst.

Men Hjelm by er ikke kun fællesskab og hygge. Hjelm by er også en by i udvikling. Mange folk er flyttet til byen, og så har vi fået vores helt eget konsulat, Republic of Uzupis med Peter Stuhr som Honorær Konsul.  Det er der ikke mange landsbyer, der kan prale af. Men det kan vi – og det gør vi. Republic of Uzupis og Hjelm. Dét lyder godt.

Det er også konsulatet, der har stået for vores heks i dag. Konsulen har sammen med kunstneriske venner fra Estland, Island og Danmark kreeret denne heks af genbrugstræ fra Kajs gamle hus. Flottere heks findes ikke. Det er nærmest synd at brænde hende af! Men skik følge, så om lidt sætter vi fut i hende. Det er jo midsommer, Skt. Hans. Den tid på året, hvor solen har mest magt.

Vi får ekstra kræfter, når solen skinner – kræfter som vi ønsker at gemme til dårligere tider – til efteråret og vinteren.

I gamle dage mente de overtroiske, at denne kraft fra solen nærmest var magisk. Derfor brugte de kloge koner netop tiden her omkring midsommer til at indsamle mange af de lægeurter, som de i årets løb skulle bruge til at kurere folk med.

Disse kloge koner – og mænd for nogle hekse var faktisk mænd – var en væsentlig del af datidens hverdag. De var datidens eksperter. De havde en viden og nogle kundskaber, som den almindelige borger ikke altid forstod. Og derfor oplevede vi i 1200-tallet, at hekseovertroen begyndte at komme ind i billedet, og i de følgende århundreder tog til med rædselsfulde følger for mange kloge kvinder – og mænd – i hele Europa.

Det var her på Møn – i Stege – i 1540 at man brændte den første heks – og det er først ca. 200 år senere, at man brændte den sidste på bålet i Salling. Det var i 1722 – altså for ca 300 år siden.

Vi har i aften en flot heks på vores bål, men vi har ikke altid haft hekse på vores bål. Heksen kom først på bålet i løbet af 1920’erne og 1930’erne, formentlig under indflydelse af tyske håndværkere, som fra dele af Tyskland (og Østrig) kendte til skikken med at brænde en strådukke på sankthansbålet. En strådukke, der symboliserede det onde, og som selvfølgelig skulle brændes for dermed at få det onde til at forsvinde. Dette symbol hvor vi brænder vores indre hekse eller fordomme af er en god tradition. Vi vasker tavlen ren og starter på en frisk.

Her i kommunen skal vi efter næste kommunevalg også starte på en frisk. Vi skal have en ny borgmester. Jeg håber, det bliver det nye og det friske – min borgmesterkandidat Martin Leider Olsen – der vinder det valg. Det mener jeg er vigtigt for Vordingborg kommune. For det betyder alt, at vi får en borgmester, der ikke tænker på de gamle dage med 4 kommuner, men en borgmester der tænker fremad.

Fremad i fælleskab. Det er vigtigt, at vi har et fællesskab, at vi føler os som en del af fællesskabet. For så er kimen til et spirende frø for en bedre fremtid lagt. Når vi kender hinanden, begynder vi også at bekymre os for hinanden, og så er vi parate til at hjælpe hinanden, når der er behov for det.

Det nære er nemlig vigtigt, og vi skal værne om de nære værdier. Det er vigtigt at føle sig sikker og som en del af et fællesskab. For så tør vi komme ud af sin komfortzone, der ud hvor vi ikke er bange for det fremmede og ukendte. Og det er så nødvendigt, at vi i Vordingborg kommune tør tænke ud af boksen og turde udviklingen og forandringen.

Vordingborg er ikke anderledes end andre kommuner. Alle vil have udvikling, men ingen vil have forandring. Den holdning skal ændres nu, og det er vigtigt at man d. 19. november for det første bruger sin demokratiske ret og går op og stemmer. Men det er lige så vigtigt, at man bruger sin stemme på en, der tør og kan få kommunen i den rigtige retning

Vi oplever for tiden en kæmpe fraflytning fra kommunen. Det betyder lukning af skoler og børnehaver samt en forringet service. Den udvikling skal vi have stoppet.

Det gælder om at man kan se en værdi i det sted man bor, så man ønsker at være en del af det og tage del i det.

Det er vi gode til her i Hjelm, og det er måske derfor, at vi har tilvækst. Vi har stadig vores forsamlingshus, hvor der lige er blevet gjort en stor indsats fra bestyrelsens side for at lave et succesfuldt loppemarked. Og hvor rigtig mange mennesker dukkede op og gjorde en indsats. Fordi det var sjovt, fordi de gerne ville være en del af fællesskabet. For vi vil alle sammen gerne være der, hvor det er sjovt at være.

Det gælder også her i Hjelm, hvor der er godt og sjovt at være. Og måske er det også derfor, at vi har så mange ildsjæle både her i Hjelm, men også på hele Møn i øvrigt. Jeg er i hvert fald superstolt af at bo på en ø så unik som Møn, en ø med så stor en talentmasse.

Jeg har netop haft glæde af et fantastisk samarbejde med filmfabrikken, som er drevet af nogle super entusiastiske og meget kompetente mennesker. Tænk at vi har en filmfabrik på Møn, hvor unge mennesker kan få en tre-årig uddannelse, som de kan bruge i deres fremtidige liv. Det er da skønt, og det viser, at det er projekter som det og meget andet, vi skal sælge vores ø – vores kommune på.

Vi har så meget at tilbyde – udover at være vandkants Danmark – (vi er den kommune med mest kystlinje) – så skal vi i fremtiden også stå i folks bevidsthed som en af de mest visionære kommuner i Danmark.

Men visioner og de nære ting går hånd i hånd. Derfor er en god folkeskole, gode børnehaver og ældrecentre vigtige. For sammen med en ordentlig offentlig trafik giver de basis for det sprudlende liv på landet, på vores unikke ø, som vi skal leve af og på.

På Møn var vi de første til brænde hekse af, måske ikke ligefrem noget at være stolte af, men I kunne hjælpe Møn og Vordingborg kommune ved at sætte jeres kryds ved en heks – nemlig mig d. 19. november. Jeg kan til tider være noget af en heks – ikke helt i datidens forstand, men fordi jeg ikke giver op, fordi jeg holder, hvad jeg lover og fortæller folk, hvad jeg mener.

Jeg vil slutte med at sige tak for ordet og ønsker jer alle en god Sankt Hans aften og en fantastisk og solrig sommer.

Talen er forfattet af Lise Lotte Møller

Skt. Hans og glædesblus

Glædesblus? Ja, det hedder Skt. Hans-bålet faktisk i Holger Drachmann´s midsommervise, hvor vi synger:

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde …

Ordet glædesblus var ikke noget, som Holger Drachmann fandt på. Det er en gammel betegnelse for de bål, de blus som man tændte flere gange om året for at holde det onde væk.

Se også min artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/513727:Indfoering–Derfor-braender-vi-baal-til-Sankt-Hans

For det er det, som bålet og ilden handler om, også til Skt. Hans, der er en af årets store overgange – og som ved alle overgange lurer det onde. Så det er ekstra vigtigt at sikre sig imod dem, der vil os mennesker det ondt.

Så vi prøver at holde dem fra livet, fra VORES liv, ikke deres liv. Dét er en vigtig pointe. For det betyder nemlig, at vi ikke sætter heksen på bålet, at vi ikke brænder nogen af. Men at vi selv laver bål og brænder det, så det kan lyse op i den korte midsommernat og fortælle, at her er der varme og glæde, her er der mennesker og godhed.

Sådan nogle Skt.Hans-glædesblus kunne jeg godt tænke mig at tænde, ikke kun her på Danmarksbloggen, men også fysisk rundt om Danmark. Der er brug for dem.

For heksen skal af bålet. Hun hører ikke til dér. Vi behøver ikke at finde og søge ofre og smide dem på bålet. Det er en uskik, som vi skal af med.

For bålet skal ikke være en straf foranstaltet af mørkemænd og -koner, men en glæde, et lys – en oplysning om tolerance og rummelighed. Om det som er virkeligt dansk: Tolerance og frisind.

Derfor: Tænd lys, tænd lys – og lad de lys blive et ægte Skt. Hans-bål. Lad dem blive et glædesblus – uden hekse, men med dét frisind, dén tolerance og dén rummelighed, som engang kendetegnede vores skønne land – og som skal være dets adelsmærke igen. Sådan så vi igen for alvor kan synge med Drachmann i midsommervisen:

Men den skønneste krans bli´r dog din Sankte Hans, den er bundet af sommerens hjerter så varme, så glade ….

Varme hjerter og glædesblus – dét er det, som det hele handler om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Midsommer eller ej …

Midsommer … årets mest lyse og længste dag er ligenu, idag. Fra i morgen bliver dagen lidt kortere, og sådan vil det gå hver eneste dag, i starten dog kun så lidt, at man ikke mærker noget.

Dagene vil stadig være lange og gode – og fulde af sol og varme. Vinterens kulde og mørke vil stadig synes langt væk. Det vil i et par måneder endnu stadig være den lyse, skønne sommer – selvom der altså ryger et par minutters sol og lys hver dag.

Situationen minder lidt om den danske samfundsudvikling de sidste små 15 år. Fra dengang i 2001 da Anders Fogh kom til magten og blæste til den såkaldte værdikamp og deraf følgende massakre på velfærdsstaten.

Dengang begyndte den daværende regering nemlig langsomt og i små nøk at at skære  i den danske velfærd og den danske tolerance. Ikke store lunser, kun små bidder, som ingen lagde mærke til – og som næsten alle i starten fandt var helt i orden. Det var jo så effektivt, og så sparede samfundet også penge.

Men som årene gik, fortsatte det. Der blev skåret mere og mere, og til sidst helt ind til benet, så hjerteblodet flød. Det danske velfærdssamfund og den danske tolerance blødte for alvor, og det var tid til at vende udviklingen. At tilføre og øge midler i stedet for at at skære.

Men andre ord: Det var blevet midvinter, så nu skulle vi igen gå mod midsommer og lysere dage. Det var for små to år siden, da der var valg. Så glæden var stor, da den anden side af Folketinget vandt. For så ville det igen gå mod lysere tider, troede vi.

Men nej. Det skete ikke. Der skæres stadig, der nappes stadig lidt kød hist og her. Det er tilsyneladende ikke blevet midvinter endnu.

Hver gang jeg tror, at NU kan det ikke blive værre, mere umenneskeligt, mere  livsfjendsk, så må jeg konkludere, at jo det kan det godt!!!

Vi skærer lige et par minutter mere …

Men der er ikke meget lys tilbage. Vintersolhvervet i det samfund er forlængst passeret, men den danske samfundsdag aftager stadig, selvom der ikke er meget lys tilbage. Ikke meget rummelighed og tolerance.

Solen går ned næsten før den er stået op. Det er dermed ikke længere et spørgmål om solhverv for Danmark og det danske samfund. Vi befinder os derimod lige midt i Fimbulvinteren, godt på vej mod Ragnarok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Sommerforelsket i de danske, røde jordbær

Jordbær. Bare navnet signalerer sommer og sol, og idylliske billeder kommer på nethinden:

Et træbord i en blomstrende, grøn sommerhave med glade, leende mennesker omkring det, der sidder og nyder hinandens selskab, mens de spiser jordbær af libitum fra den store skål, der står midt på bordet, så alle har let ved at nå.

En glad, lille gut eller gutinde, der trasker rundt på bare tæer i et solbeskinnet jordbærbed og er helt rød om munden af farve fra de gode bær.

Den rosa farve, som mælken/fløden får, når man spiser jordbær med mælk – eller måske fløde, hvis man foretrækker det 🙂

Alle danskere har et forhold til jordbær, især de danske jordbær – og for de flestes vedkommende er der tale om en akut sommerforelskelse, som rammer hver eneste sommer, når de danske jordbær kommer – og som vi nyder sålænge, at der er danske jordbær at få. For danske jordbær smager bare bedst – synes vi i Danmark.

Men hvor længe har jordbærret egentlig været i Danmark? Danmarksbloggen har fundet ud af det.

Jordbærret har såmænd ikke været her længere end små 300 år – og formentlig for alvor kun siden de danske jordbæravlere i 1800-tallet selv begyndte at udvikle nye jordbær-sorter. Der er altså tale om en relativ ny spise.

Men som med juletræet, der også kom i 1800-tallet, slog også jordbærret hurtigt an. Og i dag er det svært at forestille sig en dansk sommer uden masser af de røde, skønne jordbær.

Danske jordbæravlere producerer også 6.000 tons af røde, danske jordbær hver eneste sommer.

Så bare spis løs derude. For nu er det jordbærtid. Nu er det sommer. Den varme, velsignede sommer, som vores eventyrdigter H. C. Andersen skrev det i “Snedronningen”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Pølse-opdate: Og vinderen i antal spiste hotdogs er …

Danmarksbloggen lovede jo at komme med en opdatering på, hvem der kunne spise flest hotdogs i Silkeborg til den spændende finale i DM i hotdogsspisning, som løb af stablen lørdag eftermiddag, og som var sponseret af Tulip.

http://danmarksbloggen.dk/?p=1147

Så hvem blev det? Sidste års vinder Benny “Bomstærk” Steffensen eller udfordreren Ruben Mikkelsen, der havde spist ligeså mange hotdogs som Benny Steffensen i semifinalen?

Ja, det blev faktisk udfordreren Ruben Mikkelsen, der på en halv time spiste ikke færre end 34 hotdogs!!!

Altså mere end een hotdog i minuttet. Og hele ni hotdogs mere end nr. 2, Morten Jensen, som kunne få 25 hotdogs ned, mens sidste års vinder Benny Steffensen med 24 fortærede hotdogs måtte tage til takke med 3. pladsen.

For Ruben Mikkelsen er det ikke slut endnu med at spise hotdogs i mængder. For han vandt en tur til USA, hvor han i New York på selve Uafhængighedsdagen d. 4. juli skal deltage i hotdog-konkurrencen ”Nathan’s World Famous Hot Dog Eating Contest”.

Det bliver spændende – og hvis der er stemning for det, så vil vi meget gerne følge op på dén konkurrence her på Danmarksbloggen. For nok foregår det i USA, men der er en dansker med, og vi taler om de stolte, danske pølsetraditioner 🙂

http://danmarksbloggen.dk/?p=378

Vi taler om sammenhængskraft.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk