Onsdagsinspiration nr. 4: Varme og ansvarlighed

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den fjerde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om, hvad der skaber et godt samfund.

Nemlig varme og ansvarlighed … og så bekæmpelsen af grådigheden.

Den grådighed, der får virksomheder til at lægge arbejdspladser i for eksempel Indien, så de kan spare penge … penge, som de bruger på sig selv og deres aktionærer og ikke på det samfund, der stiller infrastrukur, sundhedssystem og uddannelse til rådighed.

Det er den samme grådighed, der får offentlige myndigheder til at få løst deres opgaver, så det (i hvertfald i første omgang) bliver billigst for kommunen, men uden at det skaber arbejdspladser for kommunens egne borgere.

Og så du´r det ikke at tale om CSR, Corperate Social Responsibility. For det betyder som regel blot at give lidt håndører til den lokale spejderklub eller nye møbler til børnehaven.

Men social ansvarlighed er ikke at give disse symbolske pengebeløb til den lokale fodboldklub eller støtte et krisecenter. Social ansvarlighed for danske virksomheder og offentlige myndigheder er at skabe arbejdspladser i Danmark, også selvom det betyder et mindre overskud.

For i et rigt samfund som vores skal rigdommene deles af os alle sammen. Det med at dele er i øvrigt en kristen tanke, en kristen grundsten, der har skabt velfærd til os alle sammen. En filosofi, hvor grådighed er en dødssynd, og hvor varme og ansvarlighed er selvfølgeligheder, når man deler ud af sin overflod til de svageste i samfundet..

Til sammenligning kan nævnes rigdommene i den arabiske, muslimske verden, som bliver hos dem, der skraber pengene til sig, både familiemæssigt og nationelt.  Det samme gør sig gældende i den asiatiske verden, hvor enhver også har nok i sig selv. Begge steder lever små overklasser (og i Kina en stor middelklasse) derfor i ufattelig overflod, mens de brede lag har det langt mere pauvert.

Og i Danmark er vi i disse år godt på vej til noget tilsvarende, til et samfund, hvor flertallet får mere og mere, mens et stort mindretal får mindre og mindre – og idag har så lidt, at det rige velfærdsland Danmark igen er blevet et land med fattige, endog en pæn del fattige og andelen er stigende.

Så der skal gøres noget. For det kan hænde, at religionen er på vej ud af det danske samfund, men kristendommens forpligtelse til at dele, til at give af sin overflod – dén skal vi beholde.

Ja, ikke blot beholde, men genindføre og udvide. Dér er brug for det..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Åndemusik i Tivoli

Udgivet den af
2

Der var engang for ikke engang ti år siden, hvor man inde i Tivoli tre gange dagligt kunne opleve et af H.C. Andersens eventyr blive spillet som en blanding af klassisk teater og dukketeater.

Det lille teater, hvor det foregik, hed Valmuen og lå til venstre, når man kom gående fra Nimb. Præcis som at hjertet sidder til venstre – også hos kejseren i H. C. Andersens fantastiske eventyr “Nattergalen”, som var et af de eventyr, som Valmuen spillede i de varme middagstimer dér i Den Gamle Have.

Idag er der ingenting på dét sted, hvor Valmuen lå. Det er som digteren Sophus Claussen skrev det om Ingeborg Stuckenberg efter hendes selvmord: “Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: Kun Aandemusik.”

Nu er der også kun åndemusik tilbage i Tivoli dér, hvor Valmuen lå og skabte billeder,  stemninger og oplevelser for både store og små.

Der er også kun åndemusik – og lidt blomster – i den fine muslingeformede bygning ved siden af, hvor Promenadeorkesteret indtil for et par år siden spillede sommer-, vise- og Tivolimusik flere gange dagligt.

For slet ikke at tale om deres eminente spil til pantominens forestillinger. Nu har en mekanisk båndmaskine afløst de levende toner nede foran påfuglen.

Kulturen og sjælen suges altså ud af Tivoli i disse år, bid for bid.

Noget man især mærker i disse dage, hvor det er sommerferie, og både danskere og udlændinge valfarter til den gamle have for at opleve dét, som ikke er der mere. Hvor de og alle vi andre må nøjes med dén åndemusik, som Sophus Claussen skrev om.

Hvor vi kun kan håbe på en genkomst at sjælen og kulturen. Kun kan håbe på at Tivolis nuværende kejser ligesom hans kollega i Nattergalen en dag må opleve erkendelsen og glæden ved at høre den ægte nattergal synge.

Så vi kan komme af med det mekaniske skidt og få den levende musik – og gerne også det levende teater – tilbage. Så alle Tivolis ånder og muser kan glæde sig i deres himle – og kvidre som små nattergale.

I mellemtiden kan man jo længes og drømme og læse “Nattergalen”: http://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/nattergalen

Man kan også glæde sig til efteråret, der vil byde på en nyfortolkning af H. C. Andersens eventyr i en af Tivolis mest grandiose bygninger, nemlig når Nordisk Film Live opfører det nyskabende “H.C. Andersen – et magisk eventyrshow” i Koncertsalen. Det bliver meget spændende – og vil forhåbentlig bringe andet og mere end åndemusik til Den Gamle Have.

God sommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænk på børnene – og ikke på de voksne

Udgivet den af
1

Sagen fra Fyn om det psykiske overgreb på et barn, der blev filmet af et andet barn, fortsætter på anden uge i medierne.

Men hvor det i starten handlede om børnene og det indlysende forkerte i at behandle børn på den måde, som plejemoderen gør det, når hun overfalder det barn, som hun er ansat til at tage sig godt af. Så er vinklen nu flyttet over på moderen og det tilsyneladende uretfærdige i, at hun ikke må have nogen af sine ialt syv børn boende hjemme.

Og ja, hvis der er sket noget, som der ikke burde ske, er det forfærdeligt – især fordi børnene måske kunne have det bedre hos deres biologiske forældre, end de har det hos plejeforældrene, hvor plejefaderen tidligere er dømt for vold og plejemoderens adfærd må stille spørgsmålstegn ved hendes evne til at have med plejebørn at gøre.

Men uanset om fjernelsen af børnene fra den biologiske mor i sin tid var rigtig eller ej, så skal fokus stadig være alene på børnene og deres vilkår. Det er dem, der betaler prisen for en opvækst, der ikke indeholder den tryghed og den kærlighed, som skulle være en naturlighed for alle børn, men som desværre langtfra altid er det, såvel i pleje- som i biologiske familier – men som kunne være det, hvis vi turde træde mere i karakter.

I Danmark er vi nemlig nærmest hysterisk berøringsangste overfor at sige noget til hinanden, når det drejer sig om vores børn. Men hvorfor i grunden?

Børn er – uden sammenligning – de mest sårbare mennesker i vores samfund. De første mange år af deres liv kan de intet selv gøre for at lave om på deres vilkår, men er 100% afhængige af deres omgivelser og de mennesker, der er omkring dem. De skal nærme sig teenage-alderen som drengen fra Fyn, før de kan begynde at gøre noget – måske, og selv dér kun med hjælp fra de voksne, der er omkring dem.

Det er også derfor, at vi skal råbe op og sige noget til hinanden – og til myndighederne – når vi oplever et barn, som lever i en familie, hvor der er mistrivsel. Og her tænker jeg ikke kun på de åbenlyse tilfælde, hvor det drejer sig om alkohol, vold – både psykisk og fysisk – og andre former for overgreb.

Men også om at sige noget til de forældre, der “blot er hårde” ved deres børn. Gøre dem opmærksom på, at de er godt igang med at knuse en lille barnesjæl – uden måske selv at vide det.

Et samfund er nemlig ikke bedre end dets måde at behandle dets svageste på – og her er der (for nu at sige det positivt) i dén grad plads til forbedring i Danmark, fra både myndighedernes og alle os andres side, når det kommer til det dyrebareste i hele samfundet: Børnene.

Men ikke vores børn. For ingen forældre ejer deres børn. Dét er en udbredt misforståelse, som måske er årsagen til at mange tror, at de kan behandle deres børn efter forgodtbefindende.

Men det hverken kan eller skal vi. Når man får et barn, får man den eksklusive ret til at tage sig af det barn i de næste cirka 18 år. Og det er en ret, mine damer og herrer, som fordrer store mængder af kærlighed og rummelighed, men som også giver de største glæder og den dybeste lykke i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 3: Viden og holdninger forpligter

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den trejde af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om den forpligtelse til at debattere og oplyse, som vi alle har – men især dem, der har både magt, viden og holdninger.

Og jeg vil for en sjælden gang skyld lade et link til en andens blogindlæg være hoveddelen, nemlig professor i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation på Aarhus Universitet Steen Hildebrandt, der i foråret skrev dette glimrende indlæg:

http://www.steenhildebrandt.dk/2013/04/viden-og-holdninger-forpligter/

Manden har ret. Det er farligt, når det kun er en lille politiker-, kultur- og medieoverklasse, som føler sig klædt på til at debattere samfundsudviklingen, som den er idag – og hvor vi gerne vil hen med Danmark i morgen.

Og det er endnu værre, når denne overklasse som det er idag end ikke gør det – men istedet blot tænker på at rage til sig selv og sikre deres egen postioner. Og her er alle dele af det politiske spektrum, kulturlivet og de førende medier godt med ved bordet.

Og helt slemt – og en trussel mod demokratiet – bliver det, når de nye sociale medier og Internettet blot bruges af alle andre til pjat og sjov, til fordummelse og parkering. Noget, som store dele af den herskende overklasse både billiger og opfordrer til – formentlig efter devisen: Giv folk brød og skuespil, så er de pacificeret og blander sig ikke i det, som vi andre (os, der bestemmer) laver.

I de arabiske lande har Internettet spillet en stor rolle som den måde folket, de 99% som Occupy-bevægelsen taler om, kommunikerer med hinanden på og skaber grundlaget for revolutionerne. I Danmark bruger de fleste Internettet til at se sjove videoer på YouTube, downloade musik og vise fotos af deres aftensmad – og så lades de andre om at køre Danmark (i sænk).

Det du´r ikke. Et demokrati kan ikke fungere alene ved, at vi sætter vores kryds. Et demokrati forudsætter en levende debat, hvor alle har mulighed for at deltage – og ikke kun en privilegeret politiker-, kultur og medie-overklasse. Et demokrati, hvor vi alle taler, hvor vi alle lytter – hvor vi alle tager hensyn til hinanden.

Danmarksbloggen vil – i al beskedenhed – gerne være et af de medier, der bidrager til mere folkeoplysning, mere debat og dermed også mere demokrati – og som en naturlig konsekvens af alt dette også et bedre samfund i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Frikadeller og halalkød er en personlig sag

Udgivet den af
3

En del danske børneinstitutioner har fjernet svinekødet fra deres menu og istedet indført halalslagtet kød af hensyn til de muslimske børn. Dét er ikke i orden, og det gavner ingen af børnene, uanset religion og oprindelsesland.

At lille Muhammed ikke spiser leverpostej og frikadeller er derimod helt i orden. Det gør lille Matthias måske heller ikke. Matthias fordi han ikke kan lide det, og Muhammed fordi han er muslim. Folks bevæggrunde for at vælge noget til eller fra kan være så mange – og må altid være et personligt anliggende.

Ja, netop et personligt anliggende. For det kan aldrig være en sag for institutionen, om nogle børn (eller deres forældre) vælger noget mad til eller fra. Institutionens opgave er at sørge for at servere næringsrig mad fra hele spektret af retter, som man spiser her til lands – og her er svinekød en naturlig del af menuen.

Men institutionerne skal selvfølgelig sørge for, at der hver dag er gode, sunde ting, som alle kan spise sig mætte i – samt at der udleveres en madplan, så alle forældre kan give deres børn lidt ekstra med de dage, hvor maden på menuen ikke smager poden.

Det er den eneste måde, hvor der bliver plads til os alle sammen. For der skal være rum til os alle sammen. Det giver ingen mening, at et mindretals madvaner skal diktere flertallets måde at spise på. Det vil derimod kun medføre uro og øget modstand mod de muslimer, som flere og flere danskere i forvejen har det svært med.

Vi er alle – uanset vores tro og oprindelse – nødt til at møde hinanden med tolerance og rummelighed. Og det betyder altså i denne sag, at muslimske forældre må acceptere, at der er frikadeller i børnehaven, men at de selv kan give deres børn halalslagtet kød med de dage, hvor der serveres svinekød – og så er den sag sådan set ikke længere.

For hvad vi spiser eller ikke spiser, er vores eget valg – og ingen skal sætte sig til dommer over, hvad andre skal spise – eller som her: Ikke spise.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk?

Udgivet den af
1

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk? Og bliver man mere dansk, hvis man tit og ofte nedsvælger enorme mængder alkohol?

Det er der mange, der mener – især i de generationer, der er over 30 år, og som ikke kan tænke sig en weekend uden rødvin, øl og/eller stærke drinks.

Sådan har det været lige siden vikingetiden, vi danske, vi drikker – og drikker meget, lyder argumentet med henvisning til fortidens kæmper, der bællede mjød i en grad og et tempo, som kun nutidens hardcore weekend-rødvins-øl-drinks-drankere kan konkurrere med.

Og ja, siden vikingetiden gik det slag i slag med drikkeriet op gennem Danmarkshistorien.

I middelalderen drak således både børn og voksne øl i stedet for vand. Vandet var fuld af alt muligt, som man blev syg af, så man drak øl istedet, dog øl med mindre procenter end der er i nutidens øl.

I renæssancen drak Christian d. 4 enorme mængder af alkohol, både øl og rhinskvin, sammen med sin søn, den udvalgte prins Christian, der døde af skrumpelever og druk, inden han blev konge. Han tålte ikke de våde varer ligeså godt som faderen.

Senere i 1700-tallets oplysningstid drak alle – men især bønder og andre udsatte – snaps, øl og andre stærke drikke for at holde deres slidsomme og hårde liv ud, som Holberg så mesterligt har beskrevet det i “Jeppe på Bjerget”.

Og op gennem 1900-tallet blev hygge synonym med først det danske smørrebrød, øl og snaps, og senere med grill og rødvin.

Så ja, det er en dansk tradition at drikke alkohol. Drikke for at hygge sig, drikke for at være fri og slippe hæmningerne, drikke for at holde livet ud, om man så skal dø af det, hvad mere end 6000 danskere gør om året. Det er mere end ti gange så mange, som der dør i trafikken.

Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker en fjerdedel af danskerne også over den anbefalede minimumsgrænse, som er 7 genstande for kvinder og 14 for mænd om ugen – og aldrig mere end 5 genstande af gangen.

Dertil kommer så de 10% af danskerne, der drikker over højrisiko-grænsen, som er 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.

http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Alkohol.aspx

Og det er langtfra kun ham på bænken, der drikker. Det er især alle de andre. Dér er misbruget bare accepteret, fordi det jo sker i venners lag eller familiens skød i weekenden. Og den tirsdag aften, hvor man da liiiiiiiige skal have sig en flaske vin … eller den onsdag eftermiddag, hvor man snupper sig et par øl eller fem med kollegaerne. For det er jo SÅ hyggeligt …

Eller er det nu så hyggeligt? For det på overfladen så “muntre” og “hyggelige” alkohol-liv har en skyggeside. Altfor tidlig død, altfor mange dårlige leveår, altfor mange sygdomme og mere end 120.000 børn, som vokser op i familier med alkoholproblemer.

Så nej, alkohol er ikke hyggeligt.

Og nej, bare fordi danskerne har drukket sig igennem et årtusinde, behøver det ikke fortsætte. Vi kan godt ændre vores drikkekultur – og samtidig være danske. Vores danskhed ligger ikke på bunden af en flaske, men findes i mødet og omgangen med vores medmennesker.

De unge er igang. Se her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/07/12/222514.htm

Dét er positivt. Nu mangler vi blot at få de ældre med på vognen, vandvognen. For man kan godt hygge sig og være fri uden alkohol.

Dermed ikke være sagt, at man aldrig skal nyde et glas vin eller en øl. Selvfølgelig kan man det – men med måde.

For der er en verden til forskel på – af og til og gerne med ugers mellemrum – at nyde et enkelt glas, og så dette at lade alkohol og hygge være hinandens siamesiske tvillinger, som altfor mange danskere gør det idag.

Man kan måske endda hygge sig mere og bedre, fordi man er ægte – og det er én selv og ikke et selv influeret af Rhône-vinen eller Carlsberg-øllen eller Smirnoff-vodkaen, der taler.

Man er ihvertfald mere fri, når ens livsglæde ikke afhænger af procenterne i en flaske, men af en selv og ens familie og venner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En kamp på umenneskelighed

Udgivet den af
2

Sommeren er agurketid. Det politiske liv på Christiansborg er sat på pause. Der er derfor god plads til, at pauseklovnene kan boltre sig i mediernes søgelys. Og denne sommer er ingen undtagelse fra dén regel.

Årets første stunt kom Venstres fungerende politiske ordfører Inger Støjberg med, da hun i kroniken “Jeg maler gerne profeten på min husmur” i Politiken skrev, at Danmark var danskernes land, og at man som tilrejsende til Danmark skulle “udvise respekt for – og ønske om inddragelse i – vores måde at leve på”.

http://www.bt.dk/politik/stoejberg-danmark-er-danskernes-land

Det fik straks DF´s værdiordfører (ja, den titel har de faktisk hos Dansk Folkeparti!) Pia Kjærsgaard til at sige: “Det er for tyndt, det Inger Støjberg kommer med. Det lyder meget godt, men vi vil kræve meget mere konkrete udspil, når vi får flertallet igen.”

http://www.bt.dk/politik/pia-kjaersgaard-det-er-for-tyndt-inger-stoejberg

Og så gik kampen ellers i gang mellem de to damer. En kamp på umenneskelighed. En kamp, der kunne have været ganske underholdende, hvis ikke den havde drejet sig om noget så grundliggende som holdningen fra det politiske etablisment til borgere i det danske samfund.

For selvfølgelig skal alle, der bor og lever i Danmark, respektere ytringsfrihed, demokrati og lige ret. Dét siger sig selv. Det behøver man slet ikke debattere.

Hvad man derimod kan – og bør – debattere er dette, at to politiske sværvægtere udstiller en hel gruppe mennesker – her muslimerne – som værende ude af stand til at begå sig i det danske samfund istedet for at at opfatte hvert eneste menneske som et unikt og selvstændigt individ.

For dét er særdelses bekymrende – og urovækkende.

For det er ALDRIG en bestemt religion eller en bestemt nationalitet, der er et problem. Det er derimod ALTID enkeltindivider, der tror på, at de alene vide – og at alle andre tager fejl.

Derfor har d´damer Kjærsgaard og Støjberg også ligeså store problemer med at respekere andre som salafisten og sharia-tilhængeren Adnan Avdichar har, når han siger at “ytringsfriheden er lig med had til islam! Det er hende, der skader integrationen. Inger Støjberg skal forlade Folketinget, for hun skaber bare endnu mere had.”

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2036564.ece

For sagen er meget enkel: Vi skal respektere hinanden – allesammen. Og så er dén ikke længere, heller ikke selvom det er sommerferie, ramadan og der kun er to dage til Bastilledagen. For nej, vi behøver ingen guillotiner, hverken fysiske eller mentale. Vi behøver rummelighed og tolerance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Onsdagsinspiration nr. 2: At lade nåde gå for ret

Udgivet den af
1

Danmarksbloggens sommerserie fortsætter idag med den anden af ialt fem inspirations-artikler til de danske politikere og andre med indflydelse på samfundsudviklingen.

http://danmarksbloggen.dk/?p=344

Denne gang handler det om tilbagekomsten af medmenneskeligheden:

Eller med andre ord at lade nåde gå for ret.

At lade nåde gå for ret. Altså sætte det medmenneskelige, ja det tilgivende over, hvad vi som samfund har krav på – og ret til. Eller som det oftest sker: Hvad vi MENER, at det danske samfund kan forlange af sine medborgere.

At lade nåde gå for ret. Et smukt, ja et bibelsk udtryk, hvor det vigtigste er kærligheden og mennesket. Alle mennesker, ikke kun dem, som man kender og elsker. Men ALLE mennesker.

Desværre er det udtryk gået af mode i denne tid, hvor de politiske sjakaler hyler op om løn som fortjent og ikke en øre mere, samtidig med at de selv kæmper som små vilde for at rage så meget – også magt – til sig som muligt. Hvor magten ikke drejer sig om at have mulighed for at gøre godt for andre mennesker, men om at kunne give de politiske modstandere skylden, når det går galt.

Men skal Danmark have en chance, skal vi igen begynde at se magt som en mulighed for at tjene – ikke os selv eller særinteresser – men os alle sammen og især de svageste. For de har allermest behov for at blive passet på … af de stærke, af dem med magten.

Derfor ville det klæde alle politikere – og alle andre – også for den sags skyld, hvis vi blev bedre til at lade nåde gå for ret, og indimellem ser på det menneskelige istedet for på det juridisk og økonomiske, og det især når det drejer sig om de mennesker, der i forvejen ligger ned.

For nok skal snyd og svindel bekæmpes, og selvfølgelig er socialt bedrageri ikke acceptabelt. Men hvordan kan det være, at der altid er fokus på de små, på den enlige mor på kontanthjælp eller manden på gaden? Dem, som hænger i med det yderste af neglene for at klare sig.

Prøv istedet at rette kikkerten mod de ressourcestærke og se hvad, der sker i den ende af samfundet i forhold til skatteunddragelse, skattesnyd og så videre. Dér er der meget mere at hente, både i kroner og ører – men også moralsk.

For det er her, at de brådne kar findes, dem der i dén grad er ligeglad med andre mennesker og med hele det danske samfund, sålænge de bare selv kan rage til sig. Her findes der ingen nåde. Her findes kun egoisme og magt og pengebegær – og alliancer med andre magthavere, også de politiske.

Men dét skal bekæmpes – og det kan kun ske politisk. Så opfordringen til de danske politikere skal lyde: Lad ikke glimmeret og guldet betage dig, men husk at du er valgt for at tjene dit land – og alle dets medborgere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den danske sang hedder også Fatima og Rebecca

Udgivet den af
4

Den danske sang er en ung, blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus, synger vi i sangen ”Den danske sang,” der er en storslået hyldest til Danmark, som blandt andet beskrives med ordene: Det havblå rige, hvor bøge lytter til bølgers brus.

Billedet er det samme i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor der henført synges om pigernes latter og lyse hår, og om øjnene blå som vand i vår, mildt om et evigt Danmark spår.

Men i vor tid kan den danske sang også hedde Fatima og gå med tørklæde og være brunøjet … eller være mørkhåret med grønne øjne og hedde Rebekka og have en jødestjerne om halsen … eller noget helt tredje.

For vi bor her allesammen, og vi er allesammen fælles om de lyse nætter, som i øjeblikket står koglende udenfor vores vinduer og lokker os derud i deres blå tryllelys med de mange drømme om kærlighed og lykke.

Som vi synger det i “Danmark, nu blunder den lyse nat”, hvor det netop betones at: Sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter.

For lykken, de lyse nætter og det at være dansk gælder os allesammen, alle os der bor i Danmark.

For alle os der bor her på de danskes øer, vi er alle danskere, som historikeren og forfatteren Ebbe Kløvedal Reich sagde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

FN-by indvies i Danmark: Familien skal samles

Udgivet den af
2

FN-byen på Marmormolen i Københavns Nordhavn indvies i dag af Dronningen, statsministeren, flere andre ministre og en højtstående repræsentant fra FN. Det forlyder, at der måske endda er tale om selveste generalsekretær Ban Ki-Moon.

Men uanset hvem der klipper snoren over til den spetakulære bygning, så de cirka 1200 ansatte nu også officielt arbejder i den nye FN-by, så er det godt og rigtigt, at samtlige otte FN-organisationer, der er repræsenteret i København, kommer til at lægge det samme sted.

Dét sender nemlig et positivt signal om, at Danmark støtter op om FN, både som organisation og som idé. Og det med ideen er det vigtigste.

For det er som idé, at FN er intet mindre end genial.

FN er nemlig vores eneste håb, når den globale familie igen skal finde sammen. Dén familie, der engang for mange årtusinder siden startede på en slette i Østfrika, da vi rejste os op på to ben og begyndte at bruge vores hjerne og redskaber på en måde, der gjorde os til klodens mest succesrige art.

Samtidig med at vi som en konsekvens heraf blev så mangfoldige, måtte vi også rejse ud til alle egne af kloden. Og det gjorde vi. Og vi udviklede os i alle mulige forskellige retninger. Udseende, sprog og kultur blev såre mangfoldige. Dét er en meget smuk historie.

At vi så i mange årtusinder – og allermest i de seneste, såkaldt civiliserede årtusinder – har bekæmpet og bekriget hinanden, så blodet har flydt i store strømme, er en anden – og ret grum – historie.

Men nu er der håb. I disse år sker der nemlig noget. For NU samles vi igen som den store familie, vi trods alt er og altid har været. I øjeblikket spiller især de unge verden over de samme spil, hører den samme musik, er på de samme sociale medier, deltager i de samme demonstrationer og meget andet.

Det er SÅ spændende, og det går SÅ stærkt. Og FN er den organisation, der startede det hele – og som stadig laver rammerne.

Vi er ikke i mål endnu – heller ikke når snoren klippes over på Marmormolen idag. Men vi er et skridt videre på vejen – og dét er såre godt.

Så velkommen hjem til os alle sammen, og især derude på Marmormolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk