Solidariteten lever – bare ikke i regeringen

Debatten raser om genoptjeningsretten til dagpenge. Idag skal man have et års arbejde for at kunne genoptage sin dagpengeret, mens man inden reformen for et par år siden kunne nøjes med et halvt år.

Og sådan skal det fortsætte, mener regeringen, der istedet bruger en halv milliard på at gøre fradraget for fagforeningskontingenter større, så det stiger fra 3000 kroner til 6000 kroner.

I kroner og ører vil det typisk give et fagforeningsmedlem ca 1500 kroner mere udbetalt om året – og medmindre man er Lars Løkke eller tilsvarende, så kan man godt mærke 1500 kroner mere i pungen.

MEN så er det, at det bliver interessant. For både lønmodtagere og fagforeninger (minus LO-formand Harald Børsting) er klar til at sige nej, tak til det øgede fradrag, hvis genoptjeningsretten istedet kan halveres.

Dét er da om noget solidaritet med de nu mere end 40.000 mennesker, der siden dagpengereformen trådte i kraft, er røget ud af dagpengesystemet.

Finansminister Corydons ord om at “så er der andre systemer” og “hver ting til sin tid” virker hule og uden mening.

For nej, der er ikke altid andre systemer. Der er folk, der må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan modtage dagpenge og ikke er berettiget til kontanthjælp eller andre ydelser.

Og hvad Corydon mener med hver ting til sin tid må stå hen i det uvisse. Det øgede fradrag i fagforeningskontingenter er en såkaldt NICE TO HAVE, mens det at hjælpe dem, der er faldet eller som snart falder ud af dagpengesystemet, i dén grad er en NEED TO DO SOMETHING ABOUT NOW.

Danmarksbloggen vil ihvertfald konkludere, at solidariteten lever blandt danskere – bare ikke i regeringen – eller hos de blå for den sags skyld. Venstre fx synes nemlig det er godt, at genoptjeningsretten forbliver et år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Vestager rygtes til EU og forventningens glæde

Den radikale leder og vicestatsminister Margrethe Vestager rygtes til EU som kommende dansk EU-kommisær.

Se artikel: http://www.bt.dk/politik/hvis-vestager-smutter-han-skal-overtage-de-radikale

Hvis rygtet taler sandt – og også bliver til virkelighed – kan Vestager og Thorning ende med igen at blive kollegaer. Denne gang bare i Bruxelles, hvis Helle Thorning vel at mærke får en af de tilbageblevne EU-topposter til mødet her om små to uger.

Helle Thorning kan selvfølgelig også mene det, som hun har sagt hele tiden: Nemlig at hun vil blive som statsminister i Danmark – en gerning, der også bliver noget lettere, hvis Vestager sendes til Bruxelles.

For iflg. artiklen fra DR, så er Vestagers afløser nemlig skatteminister Morten Østergaard – og han vil være noget lettere at danse med for Helle Thorning.

At Morten Østergaard som radikal leder så vil få svært ved at samle ligeså mange stemmer som Vestager er en anden sag, der formentlig også sætter den socialdemokratiske regeringspartner i en tilstand af nærmest Drachmann´sk forventning.

Digteren Holger Drachmann (det er ham med midsommervisen) sagde nemlig engang til en pige, som han havde brændt af aftenen forinden, og som nu var vred på digteren: Ja, men kæreste pigelil – så havde du forventningens glæde – og det er tit den største.

Pigen var ikke begejstret for de ord, og det vil man næppe heller være hos socialdemokraterne, hvis Vestager bliver til næste valg – eller Østergaard viser sig at kunne trække stemmer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tavshed er guld for Løkke …

Tale er sød, men tavshed er guld, siger et gammelt ordsprog, som i en ellers meget kommunikerende tidsalder virker bigtime for oppositionens leder Lars Løkke Rasmussen, der nemlig pt. står til at overtage nøglerne til statsministeriet efter næste valg.

Men det giver ikke mening, at lederen af landets største parti kan krybe så meget i flyverskjul, at han vinder stemmer på det.

For når han ikke siger noget om, hvad han vil – og hvordan han vil gennemføre det, så ved danskerne jo slet ikke, hvad de egentlig stemmer på, når de stemmer på de blå.

Ja, allehånde politiske meddelelser fra andre Venstrefolk, fra en formodet næste leder af de konservative osv flyver selvfølgelig konstant gennem luften.

Men ingen hører så meget som et lille gnøf fra manden, der gerne vil være statsminister, og som er kendt for sine mange sager som fx bilagssagen, rejsesagen osv, osv.

Senest har Ekstrabladet fx vist, at Løkke har en – i sammenligning med de andre partiledere mange gange større – repræsentationskonto på 100.000 kroner til diverse udgifter. Men at Løkke ikke vil fortælle, hvad han bruger pengene til, selvom kontoen for 75%´s vedkommende er finansieret med offentlige skattekroner.

Se artikel her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article4967461.ece

Så også på dette område er tavshed tilsyneladende guld for Løkke …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Vi er alle sølle eksistenser – og det er ok

Sådan bliver du stærk, sund, smuk, rig og lykkelig – og i balance med dig selv!!!

Det skorter ikke på diverse coaches, selvhjælpsbøger, kure, internetsider, digitale eller IRL-grupper og mange andre, som for lidt eller meget kontant afregning er klar til at vise lige DIG vejen til at nå netop DINE mål her i livet, så lige DU kan blive lykkelig.

Det er lige til at få det dårligt af så megen selvoptagenhed – og det guld, som der spindes på samme.

For nej, vi kan ikke altid være stærke, sunde, smukke, rige, lykkelige eller i balance.

Vi kan ikke kontrollere livet. Så af og til er vi svage, syge, grimme, fattige, ulykkelige og absolut helt ude i tovene.

Sådan er det. Vi er alle sølle og svage eksistenser fra tid til anden, og det er helt ok.

Opgaven i livet er nemlig at glemme sig selv og sin egen selvoptagenhed – og istedet gøre det til et mål at hjælpe andre. At være der for andre, både i det store perspektiv i samfundet, hvor vi deles om både goder og ansvar – og i det nære perspektiv med de mennesker, som er omkring os.

Pudsigt nok så bliver vi mennesker også allermest lykkelige, når vi glemmer os selv og fokuserer på at glæde andre på deres egne – og ikke vores – præmisser.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En anden konservativ leder end Pape???

Sagen med de konservatives nye leder Søren Pape Poulsen og fodboldstøtten har i dén grad ødelagt den planlagte nye start for det gamle borgerlige parti. Sammenligninger til Brixtofte-sagen flyver i medierne.

Og Søren Pape Poulsen er mildest talt ikke – hverken retorisk eller på anden måde – klædt på til at klare det stormløb, som medierne kører på ham pt.

Det minder lidt om SF´s forrige leder Annette Wilhelmsen, der ligesom Søren Pape Poulsen blev kastet nærmest direkte fra lokalpolitik og ind på den store landspolitiske scene. Dét gik som bekendt ikke særlig godt for damen fra Fyn, og nu har en drevet Christiansborg-politiker (Pia Olsen Dyhr) også overtaget ledelsen af SF.

Dét er gammelt nyt. Men måske de konservative med fordel kunne skele til SF?!

Søren Pape Poulsen er nemlig ikke valgt som formand for de konservative endnu, blot annonceret som kommende formand. Det gamle borgerlige parti kan altså med andre ord stadig nå at skifte heste i vadestedet og vælge en anden formand.

Dét ville ikke være pænt gjort overfor en Pape Poulsen, der allerede har droppet posten som borgmester i Viborg. Men dansk toppolitik er ikke for amatører – og de konservative har en lang og blodig historie for uden at blinke at vælge en ny leder, hvis det kan gavne partiet.

Og mon ikke der sidder et par stykker i den nuværende folketingsgruppe og drømmer om at være kalif i stedet for kaliffen?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hele mennesker i uddannelsessystemet, tak

Den første uge i den nye folkeskole er ikke engang gået, før undervisningsminister Antorini begynder at tale om reformer i gymnasiet. Hun vil således have fælles adgangskrav til de gymnasielle og de erhvervsfaglige uddannelser, nemlig karakteren 2 i dansk og matematik.

Det er de borgerlige partier ikke enige i. De vil som minimum have, at kommende gymnasiaster har 4 i de to fag. Og således kører debatten allerede frem og tilbage om detalje-spørgsmål.

Læs artikel fra TV2 her: http://politik.tv2.dk/2014-08-14-ny-reform-p%C3%A5-vej-fra-antorini-nu-er-det-gymnasiernes-tur

Danmarksbloggen kunne godt tænke sig, at politikerne turde stile lidt højere, når de taler uddannelse – og istedet for sigte imod at skabe hele mennesker.

For det er det, som det danske samfund har brug for: Hele mennesker, der ikke kun uddannes til at blive produktionsdyr – men som lærer at se og forstå både sig selv, andre og samfundet i de store perspektiver – og handle derefter.

Dét vil selvfølgelig kræve lidt mere og koste lidt mere – men på både det menneskelige og det økonomiske plan vil det give så meget mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Pape er adopteret, kristen og homoseksuel – og hvad så?

De konservatives nye leder Søren Pape er med egne ord adopteret, kristen og homoseksuel. Læs artikel her:http://www.fyens.dk/indland/Adoptivbarn-boesse-og-kristen-Stort-interview-med-Soeren-Pape/artikel/2555637

Og hvad så kan man spørge? Er det overhovedet relevant i forhold til hans nye rolle som politisk leder?

Egentlig ikke. Eller rettere: Kun hvis det spiller ind i forhold til de beslutninger, som han tager som politiker – og her melder han selv hus forbi, ihvertfald ifht det kristne, hvor han i interviewet med Fyns Stiftstidende siger: “Men troen må jo aldrig blive til politik, det er det, der adskiller os fra andre stater.”

Citat slut.

Meget mere interessant er hans udmelding derfor også omkring en evt kommende regeringsdannelse, hvor han i samme interview siger: Hele forudsætningen for at gå i regering er, at vi får et styrket mandat (altså flere mandater end de nuværende, red.)

Citat slut.

Og om den ændrede holdning til Dansk Folkeparti: Vi er nødt til at være så professionelle i politik, at vi forholder os til sagen. Ikke til, hvem vi kan lide og ikke lide. Og når DF i målingerne står til at få hver femte stemme i det her land, ville jeg godt nok have et problem, hvis jeg ikke respekterede det. Jeg accepterer, at det er et parti, mange danskere vil stemme på – selv om jeg da hellere ville have, de stemte på os.

Citat slut.

Og det er så dér, at Pape og de andre konservative er nu: At få danskerne til at stemme på dem. Søren Pape har også udpeget tre områder, der skal i fokus: Folkeskolereformen, topskatten og kriminaliteten, især indbrud i private hjem.

Altså klassiske konservative mærkesager – eller sagt lidt populært: Gammel konservativ vin på nye Pape-flasker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kalotter og Davidsstjerner SKAL kunne være i fred på Nørrebro

En reporter fra radio24syv tog en jødisk kalot på og gik en tur på Nørrebro.

Det indkasserede han i løbet af ingen tid en del trusler på, samt at han blev forfulgt af nogle unge mænd, der fik ham til at love at give de penge, som han ikke havde fået for at tage kalotten på, til Hamas og Quassam (Hamas´ militære fløj, red.).

Læs historien her: http://www.bt.dk/danmark/mand-med-kalot-truet-og-forfulgt-paa-noerrebro-troede-jeg-ville-faa-bank

Det er på alle planer 100% forkert!!!

For alle – også jøder – skal kunne gå i fred på de danske gader og stræder, også iført kalot og Davidsstjerne.

Og ingen – heller ikke Hamas-støtter – skal have lov til at true andre og udøve selvjustits, som de unge mænd gjorde det på Nørrebro forleden dag.

Den slags adfærd er direkte i modstrid med dansk lov og demokratisk tankegang – og vi må have såvel politi som domstole og sociale myndigheder på banen til at håndhæve, at reglerne overholdes af alle, som bor i Danmark.

For nej, Nørrebro er ikke kun for muslimer, selvom der bor mange muslimer i bydelen. Nørrebro er – ligesom resten af Danmark – for alle, der bor og lever i dette land. Punktum, og det skal alle simpelthen lære at acceptere, punktum igen.

For netop den enkeltes sikkerhed og frihed til at ytre og manifestere sig, også religiøst, er en af grundhjørnestenene i det danske demokrati.

Danmarksbloggen kunne derfor også godt ønske sig, at de mange muslimer, der ikke deler de unge mænds synspunkter, men som blot vil leve i fred og ro med deres familie, turde komme på banen med deres kritik af de muslimer, der ikke forstår, hvad det vil sige at leve i et demokratisk og frit land.

For Danmarksbloggen er overbevist om, at rigtig mange muslimer blot ønsker at leve et helt almindeligt liv med arbejde, familie og hygge i fritiden – og at det er nogle få, fundamentalistiske og særdeles aggressive, som ødelægger det samlede billede.

Alle etniske danskere er jo heller ikke som Pia Kjærsgaard, vel? Selvom fundamentalismen desværre er stigende i alle lejre.

Tilføjelse kl. 10.02: Danmarksbloggen erfarer, at der arrangeres en protestmarch på netop Nørrebro på torsdag d. 14. august – desværre ikke af muslimske organisationer, men af den konservative Rasmus Jarlov. Der er også brug for det: Det Jødiske Samfund i Danmark har iflg. Berlingske registreret ikke færre end 29 fysiske, verbale og virtuelle overgreb på jøder siden konflikten i Gaza blussede op for en god måned siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thorning i dagpenge-hjørnet – men hvor er Vestager?

Det er ret oplagt, at regeringen skal lave finanslov med partierne til venstre i folketingssalen.

De blå vejrer nemlig folketingsvalg og magtskifte – og vil derfor formentlig ikke være med til noget som helst samarbejde med regeringen i det kommende folketingsår.

Men med den seneste udmelding på dagpenge-området har statsminister Helle Thorning gjort det mere end svært for sig selv og regeringen at skaffe fælles fodslag om dagpengene. For Thorning står fast på, at dagpenge-reformen er som den er med dagpenge i to år og et års genoptjeningspligt.

Det er bare ikke en udmelding, som Enhedslisten og SF kan bruge til noget. De to partier vil nemlig som minimum have halveret genoptjeningsperioden til et halvt år. Men det kan de altså godt glemme iflg. Thorning – og må man formode også iflg. Vestager.

For hvor er hun henne i debatten? Endnu engang kører regeringspartneren Margrethe Vestager frihjul og lader Thorning tage skraldet, hvilket er sket så mange gange før i deres snart tre år lange regerings-samarbejde.

Men som økonomi- og indenrigsminister ville det klæde Vestager at stå ved sin del af ansvaret, også selvom hendes kommentar formentlig blot vil være den samme som for to år siden, hvor Vestager ifbm med de menneskelige tragedier, som dagpengereformen ville bevirke, udtalte: Sådan er det jo.

Et markant lavpunkt i umenneskelighed – selv efter den lave standard, som der siden Fogh og Kjærsgaards dage i nullerne, er kommet i dansk politik og blandt danske politikere, når vi taler om medmenneskelighed og omsorg for Danmarks borgere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Første skoledag i vores allesammens folkeskole

Det er idag første skoledag under den nye folkeskole-ordning, som er meget udskældt fra mange sider.

Emner som inklusionen og dens konsekvenser, lærernes arbejdsforhold og elevernes indlæring har alle været diskuteret op af stolper og ned af vægge.

Alle – både forældre, lærere og alle mulige andre – har nemlig en mening om folkeskolen og dens måde at køre på – og især om hvordan det kunne og skulle være i folkeskolen, hvis det skulle foregå optimalt.

For sådan er det nemlig med de institutioner, som vi opfatter som vores allesammens: Sygehusene, børneinstitutionerne, plejehjemmene, folkeskolen og nogle stykker endnu.

De er vores, som vi via skatten betaler til – og som vi kender og bruger i løbet af vores liv, og som vi derfor føler os knyttet til – og derfor også har en holdning til.

Og det, mine damer og herrer, er i virkeligheden et stærkt sundhedstegn i vores demokratiske velfærdssamfund.

For så længe vi føler ejerskab og har en holdning til vores allesammens institutioner, så har de også en chance for at overleve som hjørnestenene i vores fælles velfærdssamfund. Et samfund, hvor vi tager os af hinanden og ikke blot tænker på os selv.

Så lad endelig debatten om folkeskolen i dens nye form flyde frit og langt: Dét er mere end sundt for folkeskolen, demokratiet og velfærdsstaten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk