Fredagsoplæg: Stegt flæsk, muslimer og speltmødre

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der pt. optager danskerne meget:

Kan stegt flæsk være en nationalret?

Danskernes nationalret blev fundet igår. Det blev stegt flæsk med persillesovs, som vandt med overvældende flertal. Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5905

Men ikke så snart var der trykket på enter, før de første kritiske kommentarer kom ind – og ikke fra dem, som havde stemt på nogen af de andre retter som fx hakkebøf eller smørrebrød.

Men fra dem, som mente, at man ikke kunne have en nationalret lavet af svin, da det kan muslimer ikke spise. I parentes bemærket var det ikke muslimerne selv, som kom med dén kritik – men andre på deres vegne.

Som Danmarksbloggen ser det, giver det ikke mening at rode religion ind i det her.

Der var flere retter at vælge imellem – og danskerne valgte (forhåbentlig) med smagsløgene og ikke med den stigende uvilje mod muslimer, som der er i Danmark – og som er et problem. Men hver ting til sin tid – og en afstemning om mad bør aldrig handle om religion, og der er heller intet som indikerer, at det har været tilfældet her.

Desuden så kan vegetarer og veganere føle sig ligeså meget udenfor, når hovedingrediensen er det fede grisekød – men ingen føler sig åbenbart kaldede til at tale deres sag.

Så er der selvfølgelig også den kreative klasse fra storbyerne. De var også ude med riven efter nationalretten: Ja, jeg ved slet ikke, hvordan det smager. Har ikke fået det, siden jeg som barn besøgte noget fjern familie langt ude på landet, kan man høre den ene speltmor sige over cappuccinoen, mens hendes veninde svarer med munden fuld af økologisk havregrød til 90 kroner for en portion: Ja, og det der persilleSAUCE … det ligner klister. Uf, siger jeg bare … lad os i stedet få noget hummus (som i parentes bemærket er proppet med kalorier på et niveau fuldt ud sammenligneligt med stegt flæsk med persillesovs, men det ved mange speltmødre ikke).

Men hvad siger du? Kan stegt flæsk med persilleSOVS være Danmarks Nationalret, når nu både muslimer, vegetarer, veganere og speltmødre ikke kan håndtere det?

I al fredsommelighed vil Danmarksbloggen dog gøre opmærksom på, at alle danskere – også muslimer, vegetarer, veganere og speltmødre – kunne have stemt på deres evt. anden favorit, mens kampagnen kørte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarks nationalret: Svinet vandt!!!

Danmarks nationalret er lige blevet kåret. Det blev – som ventet – stegt flæsk med persillesovs, som fik næsten halvdelen af alle stemmer. Noget, som Danmarksbloggen også allerede forudså, da hele kampagnen om Danmarks nationalret startede for over to måneder siden.

Læs mere her: http://fvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/stegt-flaesk-er-kaaret-som-nationalret/

Og her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5466

Det interessante er imidlertid ikke, at Danmarksbloggen havde ret i sin forudsigelse (selvom det selvfølgelig altid er rart) – men at næsten samtlige retter i finalen baserede sig på kød fra svin.

For nok spiser danskerne mere og mere oksekød, lammekød og fisk. Men svinet er og bliver danskernes favorit, både som pålæg og som middagsret. Vi står altså mentalt – til trods for urbanisering, smarte ord og trends – stadig ude på landet og midt inde i stalden sammen med alle de små grisebasser.

Eller sagt med andre ord:

Svinet vandt

Den hellige grisebasse og dens frikadeller, bacon og flæskesteg er ikke sådan at slå af banen. Danskerne holder fast i deres svin.

Egentligt underligt at Dansk Folkeparti ikke har brugt dette i deres on-going-kampagne for Danmark for danskerne – og kun danskerne. Det ville ellers være lige i øjet – eller skulle man sige flæsket?! Valgflæsket!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Iværksætterugen: Mere handel, tak

Det er uge 47 – og dermed iværksætteruge, hvor ord som netværk, salg og forretningsplan flyver gennem luften.

Danskerne har nemlig – ikke kun og som ellers så ofte hævdet – en lønmodtager-mentalitet. Tværtimod er ide-rigdommen og lysten til at være herre i eget hus stor hos de innovative danskere, der altid har levet af netop gode opfindelser og handelstalent. Det ses også ved, at vi pt. har det højeste antal nye virksomheder siden 2008.

Og det er jo skønt med nye ideer og såvel økonomisk som juridisk og anden støtte til udvikling af disse. Danmarksbloggen kunne dog også godt tænke sig, at det handelsmæssige fyldte noget mere.

For nej, man kommer kun et vist stykke med diverse innovationer, analyser og forretningsplaner. Skal en virksomhed i mål og have succes, skal der salg og handel til – både i Danmark og især med udlandet.

Innovation og handel hænger sammen som yin og yang – og Danmarksbloggen kunne godt tænke sig, at der var noget mere fokus på handelsdelen, især den del der handler om at eksportere vores varer til det store udland.

Det ville give endnu mere iværksætteri og endnu flere succesfulde virksomheder – og dermed også flere arbejdspladser – og mere velfærd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finansloven er – lidt – rød

Finansloven er – endelig – blevet rød. Lidt rød ihvertfald.

Kynisk betragtet kan man også sige, at det er sidste chance, hvis den nuværende regering skal virke bare en smule optaget af at hjælpe de svage og udsatte i samfundet.

Som fx de cirka 50.000 mennesker, der har mistet deres dagpenge, og som der stadig ikke er fundet en tilfredsstillende løsning på.

Men også mange andre mennesker i Danmark lever under forhold, som ikke er værdige for et moderne velfærdssamfund som det danske.

Danmarksbloggen vurderer derfor også, at det kan blive svært at få overbevist danskerne om det solidariske islæt hos Thorning, Corydon og Østergaard med denne finanslov. Så kan Corydon kalde det fællesskabets finanslov så meget han vil.

Alternativet – Løkke, Pape, Thuelsen Dahl og Samuelsen – er dog langt værre.

Det skal man huske – også selvom det med den såkaldte røde regering er et valg mellem lidt pest eller meget kolera.

Og det ved man godt hos SF – og især hos Enhedslisten, som med denne finanslov har vist, at de kan deres politiske håndværk og indgå aftaler uden at give køb på deres værdier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Erhvervsklubber = Penge-diktaturer

Socialdemokraterne opretter i lighed med fx Venstre en såkaldt erhvervsklub, hvor man for 15.000 kroner kan blive medlem og møde ledende medlemmer af partiet. Medlemslisten bliver – som i de andre partier – hemmelig.

Det er dermed umuligt for offentligheden at vide, hvem der således har købt sig adgang til fire årlige møder med ledende S-medlemmer – og dermed direkte indflydelse på Danmarks politik, uanset om man møder medlemmer af regering eller opposition. Pt. kan man således møde finansminister Bjarne Corydon og erhvervsminister Henrk Sass.

Danmarksbloggen mener, at disse erhvervsklubber er en trussel mod demokratiet, idet de sætter favoriseringen af folk med penge i system på en måde, som gør, at vi nærmer os amerikanske tilstande – og dermed et pengediktatur.

Og nej, et pengediktatur er ikke et demokrati.

I et pengediktatur bestemmer pengene, og alt drejer sig om produktion og max udnyttelse af ressourcerne, også de menneskelige – meget á la det samfund, som vi har i dag.

Et samfund fundamentalt anderledes end det samfund, som de fleste danskere ønsker – et samfund, hvor det medmenneskelige er i højsædet – og hvor den enkeltes muligheder for at påvirke dansk politik ikke afgøres af økonomien, men af engagementet.

Derfor bør disse erhvervsklubber lukke. For de sætter en unfair lobbyisme i system og gør pengemagt legal på måder, som det aldrig må blive i demokratiske lande.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Finanslov – og Folketingsvalg

Danmarksbloggen bliver mere og mere sikker:

Folketingsvalget er tættere på end mange tror.

Mange forventer ellers, at den formentlig kommende finanslov med SF og Enhedslisten vil kunne udskyde folketingsvalget til foråret –  eller måske endda helt til sensommer.

For var der ikke kommet en rød finanslov, så var folketingsvalget ret sikkert en realitet her i 2014. De blå kan der ikke laves aftaler med. De blå lugter nemlig blod, så de indgår ikke nogen aftaler med regeringen.

Men selvom der – som alt tyder på – snart laves en rød finanslov, så er Danmarksbloggen overbevist om, at Thorning alligevel overvejer at trykke på knappen lige om lidt og udskrive folketingsvalg.

Måske fordi hun har en joker eller to i ærmet, som brugt rigtigt kan vende spillet om magten i Danmark og ødelægge det, der pt. ligner en stensikker blå valgsejr?

Socialdemokrater landet over – og Thorning selv – er også igang med at besøge virksomheder og på andre måder markere sig i det område, hvor de skal vælges.

Så folketingsvalget kan meget snart være en realitet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

OW Bunker: Jobs er for vigtige til at overlade dem til private

Jobs er for vigtige for både den enkelte og samfundet til at man skal overlade det til private at skabe, sikre og vedligeholde jobs.

Sagen om OW Bunker viser det med al ønskelig tydelighed.

For sagen om OW Bunker, der gik konkurs, handler om grådighed og atter grådighed hos dem, der havde til opgave at lede virksomheden – og dermed også sikre lønnen for de 140 medarbejdere, der dagligt sørgede for, at OW Bunker kunne løse sine opgaver.

Men det magtede ledelsen ikke. Grådigheden greb dem – som den så ofte griber dem, der har magt. Og nu er resultatet, at 140 mennesker skal ud at finde et nyt job eller starte som selvstændig.

Man kan nemlig ikke overlade skabelsen, sikringen og vedligeholdelsen af jobs til private virksomheder. Deres etiske og moralske kompas peger per automatisk i den gale retning, nemlig mod grådighed og profitmaksimering og egen vinding – og ikke mod en sikring af medarbejdernes job og landets skatteindtægter – og dermed velfærd.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Berlinmuren opfordrer til oprør i 2014

I dag er det 25 år siden, at en hel verden forundret så til, mens Berlinmuren blev væltet, og jublende folkemængder trængtes over grænsestederne, over Berlinmuren og i Berlins gader. Det, som ingen havde troet ville ske i deres livstid, blev nu en realitet: De to tyske lande blev igen forenet til et samlet Tyskland.

Men i vore dage lever vi endnu med konsekvenserne af den bevægende novemberaften og –nat for 25 år siden:

Europa er stadig delt i en rig vestlig del og en fattigere østlig del, og de eneste, der for alvor har vundet på den kolde krigs ophør, er kapitalen, der nu kan flytte endnu mere rundt med virksomheder, investeringer og arbejdspladser – og derfor maksimere sin indtjening, mens de europæiske landes regeringer, både indbyrdes i EU og også hjemme i de enkelte lande, må slås om krummerne fra kapitalens bord.

Krummer, der langtfra er nok til at dække udgifterne til sygehuse, skoler, veje og alt den anden velfærd, som er så meget vigtigere end nogle få rige menneskers ufattelige luksus.

Det er ikke okay – og det er på tide at gøre, som østtyskerne gjorde det i Leipzigs Nikolaikirche op til Berlinmurens fald: Nemlig at samles hver mandag til fælles bøn og stearinlys under ledelse af initiativtageren præst Christian Führer.

For folket kan gøre en forskel – folket kan vælte mure … i 1989 og i 2014

I starten i maj 1989 var der ikke så mange, som kom til kirken i Leipzig. Men så begyndte folk at komme – og så startede det østtyske hemmelige sikkerhedspoliti Stasi med at lægge dem hindringer i vejen, både fysisk og psykisk.

Men de kom alligevel, unge og gamle, fra nær og fjern. Kom til et af de eneste steder i DDR, hvor de kunne udtrykke sig frit og være mennesker. Og Christian Führer blev også ved med at tale om menneskeværd og ikke-vold.

Og en måned inden Berlinmurens fald var der 70.000 mennesker i og omkring kirken, der med tændte lys råbte: Wir sind das Volk. Vi er folket.

Eller som Occupy siger det i dag: Vi er de 99%.

Og til sidst – lige inden Berlinmurens fald – var der svimlende 320.000 mennesker, som samlede sig i og omkring Leipzigs Nikolaikirche under ledelse af præst Christian Führer.

Han døde desværre i sommers af sygdom, men læs hele historien her, skrevet af undertegnede: http://www.kristendom.dk/pr%C3%A6ster-og-politik/2014-11-05/pr%C3%A6sten-der-v%C3%A6ltede-berlinmuren

Og overvej om ikke en tilsvarende protest var på tide?

For vi er folket. Wir sind das Volk.
Og mure kan væltes – og magten kan skifte.

Dét er læren fra Berlinmurens fald.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Solkongens (eventuelle) fald

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om EU, Juncker og Danmark:

Solkongens (eventuelle) fald

I Frankrig var det ikke Solkongen Louis d. 14., der endte i guillotinen, men hans oldebarn Louis d. 16., der sammen med sin dronning Marie-Antoinette blev henrettet i 1793 under den franske revolution.

Så slemt et endeligt skal EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker ikke frygte. Men politisk kan enden meget vel være nået – og det allerede inden drømmen om fem år, som den der svinger taktstokken i EU, for alvor var begyndt. For kommissionen er som bekendt kun få dage gammel i sit embede.

Sagen drejer sig om, at Luxembourg, hvor Juncker igennem cirka to årtier periode var såvel statsminister som finansminister, lavede 343 skatteaftaler sammen med store virksomheder, der derved slap for at betale skat i hjemlandet – eller kunne nøjes med at betale meget lidt, deriblandt danske TDC.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/11/06/092832.htm

Og hvad betyder det så for Danmark?

Ja, for det første har danske skatteydere betalt for meget i skat igennem mange år – og statskassen er gået glip af milliarder, som kunne være gået til velfærd.

For det andet at det vil fortsætte, idet Luxembourg mener sig i deres gode ret til at fortsætte med at hjælpe virksomheder med at betale mindre i skat mod selvfølgelig selv at få del i kagen. Det lille stenrige land, som kun har 0,07 procent af verdens bruttonationalprodukt, står også for mere end 10% af alle verdens investeringer. Dét er tal, der taler deres klare sprog.

Den danske EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager kan også se frem til, at sagen om Junckers og Luxembourgs finansielle forretninger ender på hendes bord. Så det skal blive spændende at se, om hun er klar til at tage affære mod sin chef.

Meldingerne fra Bruxelles om Junckers fremtid er meget modsatrettede. Nogle mener, at det her er begyndelsen til enden for Juncker, mens andre siger, at Juncker er parlamentets egen opfindelse, og at man derfor ikke vil sørge for hans fald fra tinderne.

Danmarksbloggen mener på sin side, at det er vigtigt at holde fast i, at hvis beskyldningerne mod Juncker viser sig at være korrekte, så må han tage konsekvenserne og gå som EU-kommissionsformand.

For lige ret for alle, også en Solkonge, i hvert fald i 2014.

I det store perspektiv drejer det sig også om at redde stumperne af EU´s i forvejen flossede troværdighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Halal-slik: Dét er psykologien, der tæller

Sidste gang, der var ballade om halal-producerede fødevarer, handlede det om svinepølser i Ikea, som også Danmarksbloggen skrev om.
Læs indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=4269

Og nu er turen så kommet til halal-slikket, der er slik uden gelantine, og som derfor henvender sig til muslimer og jøder. Gelatine laves jo som bekendt blandt andet af svin – og derfor kan slik med gelantine ikke spises af muslimer eller jøder, da ingen af de to grupper spiser svin af religiøse årsager.

Men nu er slikgiganten Cloetta igang med en større halal-produktion af slik.

Meddelelsen om halal-slikkets vej ind på de danske slikhylder udløste nærmest øjeblikkelig en storm af protester fra mange gammeldanskere, der skrev ting som boykot halal-slikket og som mente, at der med indførelsen af halal-slikket er tale om endnu et knæfald for den muslimske tro.

Danmarksbloggen tænker, at halal-slikket i sig selv ikke er særligt interessant. Det er blot endnu en produktgruppe – ligesom at der også er økologisk slik, slik uden farvestoffer osv.

Det spændende er derimod de mekanismer, der gør, at halal-slikket bliver til så stort et emne.

For det viser, at der hos mange – og også en stigende andel – danskere er en dyb mistro og mistillid til muslimer – og de bliver kun større, når en ting som halal-slik indføres.

Er det så det samme som at sige, at der ikke skal indføres halal-slik? Selvfølgelig ikke.

Men det er vigtigt, at psykologien bag den stigende stigmatisering af muslimer undersøges – og især at der stilles klare forventninger fra samfundets side til både gammel- og nydanskere om, hvad det kræver af den enkelte at leve i et demokratisk og frit samfund, hvor vi ALLE tager hensyn til hinanden – uanset om vi kyler vingummibamserne direkte ned i gabet – eller om de skal halalslagtes først 🙂

For der skal være plads til frihed – og humor og forskellighed, både når det handler om slik, om ytringer og om tegninger …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk