Grøn, gul, rød – Løkke

Siden 1. april har tandlæge-patienter skulle inddeles i grønne, gule eller røde patienter.

De grønne tandlægepatienter er dem, der ikke har tandsygdomme eller problemer med bisserne i øvrigt, men de gule har nogen problemer, som dog kan løses, hvis den pågældende bliver bedre til selv at børste tænder, bruge tandtråd m.m.. De røde tandlægepatienter derimod er svære. Det vurderes, at de ikke selv kan gøre så meget – selvom de har store problemer med både tænder, tandkød og mundhule.

Udover at Danmarksbloggen synes, at tandpleje burde betales over skatten – og dermed være uden brugerbetaling, så kommer Danmarksbloggen også til at tænke på Løkke og co., der i går foreslog at genindføre brugen af privathospitalerne for at nedsætte ventetiden.

Blå blok kan nemlig sammenlignes 100% med de røde tandlæge-patienter. Der er problemer, men de kan ikke selv gøre noget for at afhjælpe dem.

For metoden med at forgylde nogle få private aktører blev allerede anvendt sidste gang Løkke sad i Statsministeriet, og den virkede ikke – undtagen for de privathospitaler, der scorede kassen. Men for danskerne som helhed betød ordningen kun dyrere og dårligere sundhed. Og nu vil Løkke hen af den vej igen.

Det giver på ingen måde mening – og Løkke kan roligt sætte sig i en tandlægestol, men stolen i Statsministeriet egner han sig ikke til.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronningen 75 år

Man kan mene meget om monarkiet – og Danmarksbloggen er på ingen måde sikker på, at monarkiet er en god ide. Det rimer ihvertfald dårligt på demokrati og lige rettigheder, regler og muligheder for alle landets borgere.

Men når det er sagt, så er det idag, at Danmarks Dronning Margrethe d. 2. fylder 75 år.

Og dét vil Danmarksbloggen gerne kippe med flaget for – også fordi Danmarksbloggen er overbevist om, at Dronningen har gjort det, der efter hendes mening var det bedste for Danmark og danskerne, gennem hele Dronningens liv, hvor flid, pligtfølelse, kunst, livsglæde og retorisk sans har været de centrale elementer.

Makronbunden har med andre ord været af fineste kvalitet hele vejen.

Danmarksbloggen håber også, at Dronning Margrethe d. 2. kommer til at få mange og gode år endnu.

Hjerteligt tillykke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valgkamp i utide er en uskik

I går var der præcis fem måneder til at der senest skal være valg til det danske folketing. Alligevel er såvel medier som politikere for længst gået i gang med valgkampen.

Et eller andet sted giver det bare ikke mening. For med næsten fem måneder endnu, er det faktisk cirka 10% af en valgperiode tilbage. En periode, hvor der sker meget lidt politisk arbejde.

Det kan ikke foregå andre steder end på Christiansborg

Danmarksbloggen kender i hvert fald ingen arbejdspladser, hvor man kan køre på frihjul 10% af arbejdstiden – og således burde det heller ikke være på Christiansborg.

Dét ville klæde politikerne – og øge deres troværdighed – hvis de ventede med at føre valgkamp til valget reelt var udskrevet.

Der er også for mange vigtige sager at tage sig af i Danmark indtil da.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik

Igår var en dronningedag på flere måder.

Statsminister Helle Thorning fejrede, at hun havde været socialdemokraternes formand i 10 år – og Dronning Margrethe holdt pressemøde på Fredensborg Slot. Begge dele gik helt efter planen med rosende taler og politiske drillegaver det ene sted og høflige spørgsmål det andet sted.

Nogen lighed mellem de to højeste embeder i Danmark ses ellers ikke. For i det ene er kvinden valgt til sin post – mens den anden kvinde er født til den. Sat på den, som Dronningen selv sagde det. Den ene kvinde har altså måtte kæmpe og selv gå hvert eneste skridt, mens den anden kvinde ikke kan rokke sig ud af stedet, men skal blive på pladsen, inden hun falder af pinden, som Dronningen også selv udtrykker det.

Det er en forskel så diametral, at det egentlig er utroligt, at et kongehus kan fungere i et demokrati.

Men nu har kongehuset jo heller ikke nogen politisk magt mere – og kongehuset har ihvertfald ikke blandet sig i politik siden den ulyksalige påskekrise i 1920, vil nogen hævde.

Jo, det har kongehuset faktisk – og også langt mere end Dronningens nylige udtalelser om indvandrere. Fx så sent som i 1993, da den konservative Schlüter gik af som statsminister pga tamilsagen. Dengang ville Schlüter nemlig bare overdrage magten til Venstres leder Uffe Ellemann. Men sådan gik det ikke. For kort inden pressemødet om overdragningen kom opringningen fra hoffet om, at det syntes man på Amalienborg var en dårlig ide, når nu de radikale ikke længere bakkede op. Og så blev der valg – og den socialdemokratiske Nyrup dannede regering.

Så jo, Amalienborg spiller stadig en afgørende rolle i dansk politik. Nu var Ellemann jo nok røget som statsminister alligevel. Folketinget havde formentlig stillet en mistillidsdagsorden til Ellemann og dermed til den nye regering. Så Amalienborg foregreb blot begivenhedernes gang – samt hindrede Venstre i at dumme sig. Og det er det sidste, der er interessant.

For havde Venstre dummet sig så eklatant, som der blev lagt op til af Ellemann i 1993, havde Fogh så overhovedet kunnet vinde magten i 2001? Vi får det aldrig at vide, men det skyldtes Amalienborgs indgriben – og det har gjort en afgørende forskel for Danmark og danskerne lige siden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig mere en 9. april

I dag for 75 år siden blev Danmark besat – og siden har mantraet lydt: Aldrig mere en 9. april.

I Frihedssangen synger man oven i løbet om en sidste niende april.

Og nok er 75 år lang tid. Men der findes stadig danskere, der kan huske, hvordan det var at få ens land besat. Og der findes endnu flere danskere, der kan huse Befrielsen for snart 70 år siden. Den lyse majaften og majdag, hvor vi fik et land i gave, som historikeren Palle Lauring har sagt det.

Han oplevede det også. Det gjorde undertegnede ikke. Jeg er født i 1969. Men min mor gjorde. Hun var lige startet i skole kort inden befrielsen, og hun har fortalt, hvordan min mormor, som ellers var meget øm over sine potteplanter, d. 5. maj 1945 plyndrede dem for deres røde og hvide blomster, så min mor og hendes søstre kunne få rød-hvide blomster i håret, da de skulle ud i byen og sammen med alle andre danskere fejre, at DANAMRK VAR FRIT IGEN.

Det er en lille ting sammenlignet med mange af de andre ting, der skete i de dage – men det er en ting, der fortæller noget om glæden og stoltheden ved at være dansk og ved at få sit eget land igen.

Dét land skal vi passe godt på – og endnu mere nu end nogensinde, hvor mørket igen truer med at besætte Danmark og danskere.

Denne gang er det blot et endnu farligere mørke, der lurer og endda nogen steder har fået overtaget – nemlig mørket inde i vores eget sind. Et mørke skabt af egoisme og en overbevisning om, at det er ok kun at tænke på sig selv.

Men det er det ikke. Skal Danmark være det friske, grønne land, som der blev også blev sunget om i Frihedssangen, så skal Danmark være et land baseret på ikke kun frihed, men også fællesskab og solidaritet mellem danskerne.

Så skal blomsterne (igen) gro i vindueskarmen og udenfor i Danas have, så kræver det mere end kildevand, så kræver det også kærlighed mellem danskerne. Alla danskerne – uanset om vi er rige og fattige, gamle eller unge, bor midt i byen eller ude på landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Liberal Alliance versus Alternativet

Dansk politik har flere nye børn. To af de mest markante er Liberal Alliance og Alternativet.

Danmarksbloggen vil her sammenligne de to partier på tre markante punkter.

1)    Drivkraften: Liberal Alliance er drevet af egoismen og mig-mig-mig-kulturen. Alt hos partiet og deres støtter handler om, hvordan JEG kan få mere ud af det. Alternativet er derimod drevet af noget så sjældent i dansk politik som en vision om at skabe et samfund, der hænger sammen. Et samfund med hensyn til mennesker og miljø. Et samfund med FÆLLESSKAB.

2)    Hvem støtter: Liberal Alliance er støttet af Saxo Bank, hvis leder er en stor tilhænger af neoliberalismen i dens mest ekstreme form. Alternativet derimod er støttet af mange forskellige mennesker, der har bidraget med, hvad de har kunnet. Stort eller småt. Det er altså et parti, der vokser op nedefra – og ikke via en stor pengetank.

3)    Kandidaterne: Liberal Alliance kaster sig over enhver kendt, som de kan komme i nærheden af uden at skelne til hvad personen i virkeligheden kan. Joachim B. Olsen er fx et af de bedste eksempler på en mand, der sidder i Folketinget uden egentlig at være egnet. Og nu er det så fitness-dronningens Charlotte Bircows tur. Alternativet derimod nægter at godkende endog meget kendte mennesker, som kunne give stemmer.  Men her drejer det sig i stedet om substans og kvalitet. Om at finde kandidater, der er i stand til at overskue, analyse og gennemtænke problemstillinger og informationer. Mennesker, der ikke kun har hjerte, men også hjerne.

Billedet er klart: Penge, magt og egoisme hos Liberal Alliance versus visioner, viden og fællesskab hos Alternativet.

Nu må man ikke gøre forskel på børn, men man må godt gøre forskel på partier. Og Liberal Alliance er en gøgeunge, der bare skal ud af reden så hurtigt som muligt – mens Alternativet er et lille hjertebarn, der mener det vel – og som nu skal til at lære at lege med de store i skolegården.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Arbejdsgivernes ansvar for at skaffe jobs

Dansk Arbejdsgiverforening vil skære voldsomt i de sociale ydelser. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/04/07/071507.htm

Forslagene fra Dansk Arbejdsgiverforening møder – med rette – stor kritik, da de vil betyde, at en stadig større del af de danskere, som i forvejen har mindst, vil få endnu mindre – og så lidt, at det faktisk bliver reelt umuligt at leve i Danmark.

Dét har adskillige kilder allerede været ude og sige, så den del er dækket.

Hvad der derimod fylder lidt – eller rettere intet i debatten er arbejdsgivernes ansvar for at skaffe jobs. For hvordan kan det være det enkelte lediges ansvar at finde et job, når langt hovedparten af alle danskere er 100% afhængig af, at en arbejdsgiver vil give ham eller hende et job?

Ja, vi er forpligtede til at arbejde, hvis vi kan. Det er så ikke alle, der kan. Men af dem der kan, vil nærmest alle gerne arbejde – hvis altså de kan få et job.

Så skal samfundet hænge sammen, så er arbejdsgiverne også forpligtede til at skabe arbejdspladser i Danmark og til at ansætte danskere – og ikke underbetalte østeuropæere.

Og dét er et ansvar, som ingen taler om, selvom skabelsen af gode, danske arbejdspladser er den eneste måde, som flere danskere kan komme i arbejde på.

Så nej, Dansk Arbejdsgiverforening burde gribe i egen barm og sørge for, at deres medlemmer havde fokus på at skabe arbejdspladser – og vel at mærke til danskerne, også selvom det betyder, at deres eget overskud bliver lidt mindre. Dét skylder de danske arbejdsgivere Danmark, som via skatterne sørger for, at arbejdsstyrken bliver både uddannet og holdt rask osv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Påskedag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Påskedag, hvor Jesus må formodes at være på Vestre Kirkegård. Da han døde i forvaringsanstalten Langfredag, blev hans lig af en venlig læge nemlig ført til Vestre Kirkegårds kapel, hvor det burde være nu.

Nogle af Jesus kvindelige venner beslutter sig til at tage S-toget til Sydhavn Station og gå derhen. Måske kan de endda få lov til at komme ind. De har også blomster med på denne solbeskinnede forårsmorgen. Gule påskeliljer, der lyser i solen.

Da de kommer ud til Vestre Kirkegård, er der en helt speciel glød over stedet. Lidt den samme, som der udstråler fra de duftende påskeliljer, som kvinderne har i hænderne. Påskeblomst, hvad vil du her?, kan man næsten høre tyste vingeslag istemme.

Men det tænker kvinderne ikke meget på. Ikke før de kommer hen til kapellet og ser, at døren er åben, og at kisten er tom. I stedet står dér et væsen, der er så hvidt og lysende, at det må være en engel.

Og det er det også. Det er et himlens sendebud, en engel, der fortæller dem, at Jesus ikke er her, men at han er opstået fra de døde, og nu er gået videre ud i verden, som han lovede, at han ville – og at de nok skal møde ham igen.

Kvinderne tror med det samme på englen og skynder sig tilbage til disciplene, der stadig er på hotellet, og som sørger over Jesus død. De tror dog ikke helt på, hvad kvinderne fortæller – især ikke Thomas.

Men pludselig står Jesus iblandt dem og siger, at den er god nok. At han er opstanden fra de døde, og at enhver, der tror på ham, skal have evigt liv – og at fra nu skal budskabet om kærligheden ud i verden til alle mennesker.

For verden er stor og skøn – og kærligheden og terroren er hinandens modsætninger. Og Jesus´ genopstandelse er det allerbedste eksempel på, at et godt samfund er et samfund, hvor vi deler og tager os af hinanden. At næstekærligheden derfor også må være altings begyndelse, slutning og alt det indimellem.

Glædelig påske.

Og hermed slutter Danmarksbloggens Påskefortælling. Håber I kunne lide den.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562
Skærtorsdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6564
Langfredag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6568

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Langfredag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Langfredag, hvor Jesus sidder på Politigården og afventer sin skæbne. Han er træt og beskidt og må finde sig i, at nogle praktikant-betjente med jysk accent håner ham for at være en skide hjemløs, som bare skulle tage sig sammen og få et job og opføre sig ordentligt i stedet for at være sådan en halal-hippe. Ved Jesus ikke, at 60´erne og blomsterbørnene for længst er forbi, spørger de, inden de knækker sammen af latter.

Og det bliver ikke lettere, da Jesus senere i en politibil køres igennem byen for at blive fremstillet i dommervagten. Overalt er der mennesker, der giver ham fingeren og råber fuck you, dit svin.

I nattens løb har den danske befolkning på de sociale medier og via nyhederne nemlig hørt om arrestationen af Jesus, og hvor de før elskede ham, er alle nu sikre på, at han er den største fjende af alt, hvad der er dansk.

For Jesus er blevet fremstillet som en landsforræder, der vil omstyrte samfundet – og ingen har tænkt selv eller har stillet kritiske spørgsmål. Tværtimod.

Og de værste er pressen, der omringer Jesus, da han stiger ud af politibilen og stikker deres mikrofoner hen til ham, mens de råber ind i hans hoved.

Hvorfor gør du det her? Hvorfor vil du ødelægge det danske samfund?

Inde i retssalen er der lidt mere roligt, men ikke mindre fjendtligt. Sagen er klar, synes dommen – og dommeren – at være. Her behøves ingen undersøgelse eller forsvar. Jesus findes skyldig i terror og idømmes hurtigere end man kan nå at sige Grundlov og menneskerettigheder forvaring på ubestemt tid.

Turen til forvaringsanstalten i ambulancen er forfærdelig. Jesus spændes fast på et plasticbræt, da han vurderes at være til fare for alle andre omkring sig og dopes derfor også med så meget medicin, at han til sidst hverken ved ud eller ind, men sveder bloddråber af det. Udenfor kan han høre, hvordan der råbes og skriges og bankes på ambulancen, hver gang den holder stille.

Ligger svinet derinde? Han skal bare dø, skal han, lyder det højt og skingert.

Ankommet til forvaringsanstalten bliver Jesus øjeblikkelig lagt i spændetrøje og får yderligere nogle indsprøjtninger. De to plejere, der tilser ham, taber ham med vilje et par gange på vejen. Jesus kan ikke tage fra, og den sidste gang falder Jesus så uheldigt, at han vistnok brækker både en fod og en hånd.

Men hvem gider tage sig af en landsforræder? Han har kun godt af at lide, synes de to plejere. Så der er ingen læge, der tilser Jesus, der derimod bliver lagt ind til to andre såkaldt voldelige, der lægger i spændetrøje – og som er ligeså dopede som ham.

Der lægger de. Jesus vånder sig, og den ene siger: Årh, hold kæft, din nar, hvorfor skulle det være værre for dig, end det er for os. Men den anden siger: Jeg kan godt huske dig og din godhed. Husk også på mig, når du kommer i dit rige.

Jesus, der ser blå og røde tåger for sine øjne, svarer ham: Sandelig siger jeg dig. I dag skal du være med mig i Paradiset.

Og så sker der dét mærkelige, at det overalt i Danmark bliver mørkt. Helt mørkt. Sort nat nærmest. Et kæmpe lyn flænger over himlen.

Og Jesus dør – og imens han gør det, råber han så højt, at de ophidsede demonstranter, som står udenfor forvaringsanstalten, og som vil have ham henrettet, selvom dødsstraf er forbudt i Danmark, hører det. De bliver helt stille – og en af dem siger: Han var ikke en forræder. Han var Guds søn.

Og hermed slutter tredje del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Fjerde og sidste del kan læses i overmorgen påskesøndag. Vel mødt.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562
Skærtorsdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6564

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Skærtorsdag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Skærtorsdag, hvor Jesus siden Palmesøndag overalt i København er blevet ved med at tale om næstekærligheden. I dag er han ude på Christiania, hvor han sammen med sine 12 bedste venner nyder et måltid mad, mens forårsdagen skumrer og bliver til aften – og de tunge, mørke natteskyer kommer på himlen.

Også i overført betydning. For en af hans venner har i dagens løb sendt en sms til politiet om, at Jesus kan sigtes for terror. Den sms er politiet og magthaverne glade for. For de er ved at være godt trætte af Jesus og hans insisteren på ligeværd og social retfærdighed. Og med denne sms bakkes de op omkring påstanden om at Jesus truer med at omstyrte samfundet med al sin snak om 1) næstekærlighed, og 2) at vi er forpligtede til at dele samfundets goder med hinanden.

Men inden alt det skal ske, fortæller Jesus, at det er vigtigt, at hans venner for fremtiden husker på ham, når de sidder sammen og spiser. At hans navn for evigt skal nævnes sammen med den altomfavnende kærlighed.

Politiet tænker ikke på kærlighed. De indkalder i stedet den øverste ledelse til krisemøde samt regeringen. Denne Jesus er nemlig efterhånden en kendt mand med mange tilhængere, så man skal træde varsomt. Men stoppes skal han. Det er man enige om. Så det besluttes at tage ud til Staden og arrestere Jesus.

Alt det ved Jesus godt vil ske, så han går lidt afsides og beder til Gud. For han ved, at det kommende bliver voldsomt og grimt – men også at det er nødvendigt.

En af de 12 venner, Peter, har forinden sagt, at han ALDRIG vil svigte Jesus. Men Jesus ved bedre – og da politiet kommer, og nogle af de besøgende på Staden peger på Peter og siger: Han var også med, så bander Peter og siger, at det var han i hvert fald ikke. Bagefter går Peter ned på Volden og græder.

Jesus er imens blevet kørt til Politigården, hvor han afventer sin skæbne.

Og hermed slutter anden del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Tredje del kan læses i morgen Langfredag. Vel mødt.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk