10 år siden Utøya

Hvor var du for 10 år siden? Dengang terroren ramte Norge. Dengang vi alle blev nordmænd.

Undertegnede var i Rom med familien. Det var strålende sol og stegende hedt, og vi havde ingen idé om, hvad der foregik mange tusinde km oppe i det kølige Nord. Vi havde nemlig ingen mobiler med ud i Den Evige Stad.

Så det var først sidst på aftenen i taxien hjem til hotellet, at vi fandt ud af det – sådan nogenlunde. Chaufføren spurgte nemlig, hvor vi var fra – og da vi sagde Danmark, sagde han, ja, men så kender I Norge, og det måtte vi jo indrømme.

Har I så hørt om terrorangrebet, ville han vide. Nej, det havde vi ikke, men vi blev chokerede, og tænkte straks noget med bomber. Desværre var hans engelske mere end dårligt og vores italienske endnu værre.

Så det var først, da vi kom hjem til hotellet, og gik på nettet, at vi fandt ud af, hvad der var sket. Jeg glemmer aldrig den følelse, som det gav mig. Danmark var lige pludselig så langt væk, og Norge endnu længere.

Jeg havde en stor lyst til at tage hjem og være dér – selvom jeg ikke ved, hvad jeg skulle være dér for. Jeg kendte ingen, som var på Utøya – eller som havde pårørende på Utøya.

Men det satte sig alligevel i mig. Og resten af tiden – mere end to uger – i Italien tænkte jeg indimellem på Utøya, nordmændene og på hvor meget det ramte derhjemme. For det kunne man jo mærke, når man læste nyheder, hvad vi kun gjorde, når vi kom forbi et sted med netværk.

Men da vi det meste af tiden boede ude på landet – langt væk fra Rom og alle muligheder for at gå på nettet, så var det ikke meget, at vi kunne følge med. Så selvom bevidstheden om udåden lå dér, gled det også i baggrunden.

Lige indtil den kølige og regnfulde formiddag i august, hvor vi krydsede den dansk-tyske grænse, så vi kunne købe en dansk avis. Jeg husker ikke hvilken. Måske Politikken. Men resten husker jeg som i går. Jeg skyndte mig ind på en tankstation, fandt avisen, betalte, løb ud i bilen, og satte mig ind på bagsædet.

For nu skulle jeg sørme efter næsten tre uger væk fra Danmark læse avis. Og uden at tænke over noget, slog jeg først op på midtersiderne – og dér var de så: Navnene på og billederne af alle de vidunderlige unge mennesker, hvis liv blev revet væk af en gal mand. En ond mand.

For ja, ondskaben findes. Den er virkelig. Den går på jorden.

Jeg kan stadig huske de avissider – og følelsen, da jeg sad helt stille med avisen foldet ud oppe foran ansigtet – og græd. Græd længe. Græd så kinderne blev helt våde.

For sorg kan godt komme efter flere dage – og selvom man ikke kender ofrene. Ja, sorg kan måske især komme, selvom ondskaben fandt sted for lang tid siden. Og derfor mener jeg også den dag i dag, at gerningsmanden – hvis navn jeg ikke vil skrive, for han elsker opmærksomhed – ALDRIG skal lukkes ud. ALDRIG.

Kan hænde at man som kristen (og jeg betragter mig selv som kristen) skal tilgive – og ja, nåden er for alle. Det overlader jeg så til Gud. Jeg er kun et menneske, og jeg må gerne sige og mene og føle, at dette udyr i menneskeskikkelse skal bøde, så længe han lever.

Jeg må gerne forsage. Forsage Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen, som der også står i trosbekendelsen. For jeg er ikke Gud. Så det med den totale nåde og den totale næstekærlighed – det overlader jeg trygt til Gud.

Vi har også alle brug for det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vikingerne kommer … igen

Kan vi slå England i semifinalen på deres hjemmebane på Wembley i London her i aften?

Danmarksbloggen har simpelthen ikke nok fodboldviden til at lave en reel analyse af de danske chancer.

Det er også lige meget. For fodbold er – ligesom det meste andet i livet – ikke noget, som man kan kontrollere. Der kan ske de mærkeligste ting – og ganske uventet. Både dårlige, som da Christian Eriksen faldt om, og døde i den første kamp i Parken – men heldigvis blev genoplivet – og gode som en forhåbentlig sejr i aften.

Sikkert er det imidlertid, at fodbold handler om stammen, sammenholdet, fællesskabet. Om at føle sig som en del af noget, der er større end en selv. Noget, der løfter og beriger én.

Så i dag skal vi svælge i national selvfølelse og stolthed … og dermed tro på, at selvfølgelig sparker vikingerne den her hjem. Godt hjulpet på vej af de udsendte vikinger i London, som i dén grad har taget opgaven på sig. TAK for det.

For ja, det kan da godt være, at englænderne opfandt fodbold. MEN trofæet skal hjem til Danmark.

Vi har også en lang og god tradition for at hente skatte i England, som startede med Lindisfarne i 793.

Læs mere om at hente guld i England her:
Vikingerne kommer: http://danmarksbloggen.dk/?p=3283

Det kan virke som længe siden. Men den dag i dag har man visse steder på de britiske øer så stor en frygt for de blonde vikinger, at man taler om en ”First Footing” ved nytårstide.

Det betyder – sagt kort – at det er vigtigt, at det er en mørkhåret, som træder først over dørtærsklen i det nye år, hvis ikke ulykke og fortræd skal ramme én og familien. SÅ bange er man nemlig stadig for de blonde vikinger.

Må Danmarksbloggen i den anledning minde om, at Schmeichel, Kjær, Cornelius, Stryger og Dolberg er lyshårede. Bare for at nævne nogle.

Så watch out – de blonde vikinger og deres venner, de udsendte vikinger, er på vej.

PS. Og ja, skikken med ”First Footing” er vist mest udbredt i Skotland, fordi den er en del af Hogmany, men den detalje skal ikke forstyrre kampen på Wembley i aften. I aften bliver både første og sidste footing dansk.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Expat Army indtager Wembley

Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Det gamle Egon Olsen-citat fra ”Olsen-banden i Jylland” er blevet overskriften for det fodbold-eventyr, som har taget ikke kun Danmark, men hele Europa og verden med storm.

Et eventyr, som i morgen fortsætter i London i en semifinale mellem på den ene side de rød-hvide vikinger fra Danmark og på den anden de lokale briter, der mener, at de er nærmest skæbnebestemt til at vinde.

Football is coming home, siger de fish-and-chips-elskende briter.

Jo, såmænd, kan man svare. Bolden er på britisk græs i denne EM-turnering. Men nu kommer vi og tager bolden – og sparker den videre til finalen, hvor vi skal møde enten de italienske gladiatorer eller de spanske tyrefægtere.

Dem skal vi nok også mule i denne moderne version af stammekrig, der kalder alt det frem, som findes inderst i hjernen – og lige nedenunder den tynde fernis af civilisation.

For det er, som om vi mentalt – og især nu i pandemiens tid – har brug for de store følelser, de lette svar, for dem og os-symbolikken. For at være sammen – i sig selv og om noget. Det gælder de unge, som ikke har oplevet EM-sejren i 1992 – og det gælder os, som kan huske 1992.

Det er derfor også noget vrøvl at tale om 2021-herrelandsholdet som den nye generations landshold, som en del medier har gjort det.

Herre-landsholdet i 1992 var hele Danmarks landshold – og ikke kun landsholdet for os, der var unge dengang. Og på samme måde er 2021-herrelandsholdet hele Danmarks landshold. Både unge, ældre, sorte, brune, hvide, gule, mænd og kvinders herrelandshold.

Fodbold inkluderer alle – også de danskere, der bor udenfor Danmarks grænser. Og nu har vi rigtig meget brug for dem. For danskere bosat alle andre steder end i UK kan nemlig ikke pga. COVID-regler rejse ind i UK.

Så vil man se semifinalen på Wembley, så skal man bo i UK – eller være rejst for flere dage siden.

Heldigvis er de cirka 30.000 danskere, der bor i UK, klar til opgaven. Og dén udfordring kan de udsendte vikinger sagtens klare. Der er omkring 6.000 billetter reserveret til danskerne, og i skrivende stund er næsten 5.000 af dem solgt til den Expat Army, som de danske i UK kalder sig selv.

Måske er navnet en henvisning til Dumbledores Army fra Harry Potter-sagaen. Det ved Danmarksbloggen ikke. Danmarksbloggen er derimod 100% sikker på, at den rød-hvide Expat Army vil synge, heppe og huje, som foregik kampen i Parken i København.

Wembley bliver dermed også hjemmebane for de danske fodboldherrer i semifinalen – og i finalen, hvis dette eventyr fortsætter, som vi håber.

For: Vi skal ikke hjem – vi skal videre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ps. Der er vistnok 8.000 billetter til salg nu til danskerne.

Danmark tåger rundt som en anden Macbeth

Hvis man er skuespiller, teaterinstruktør, anmelder eller på anden måde involveret eller interesseret i teater, så kender man udtrykket ”The Scottish Play” eller ”Det Skotske Stykke”.

Det er det navn, som alle teater-mennesker og især Shakespeare-skuespillere bruger om Shakespeares berømte stykke, hvis titel egentlig er ”Macbeth”. Men det bringer uheld, ja ligefrem ulykke og fortræd at sige navnet ”Macbeth” højt i en teatersal – og især på selve scenen, da såvel navnet som skuespillet siges at være forbandet.

Om det er sandt, kan man tvivle på. Man kan også være på den sikre side og lade være med at sige navnet, når man har noget at gøre med dette mesterværk om ambition, vanvid, manipulation, drab, magt, psykologi, mennesker, hekse, overtro, drømme og profetier.

Indtil da har vi også vores helt egen version af vanviddet: Nemlig den huserende Corona-pandemi og vores egen hovedløse ageren i den henseende, hvor vi tåger lige så meningsløst rundt som ”Det Skotskes Stykkes” hovedperson gør det i de mørke aftner og nætter på den skotske hede.

Begge dele har også ordet katastrofe skrevet over sig.

For ja, vi er godt i gang med at genopføre den opblussen i pandemien, som Skotland har gennemgået – og som vi kunne have undgået, hvis vi IKKE havde åbnet op, som vi gjorde det for en måneds tid siden.

Situationen er nemlig:

  1. For to uger siden udgjorde Delta-varianten nogle få procent af alle smittede i Danmark. Nu er det 66%, og det går stærkt opad.
  2. Kontakttallet for Delta-varianten er 2,2. Dvs. antallet af smittede femdobles per uge. Altså 300 smittede om dagen nu – og 1.500 smittede om dagen om en uge – og 7.500 smittede om dagen om to uger. Og det vel og mærke med den voldsomme smitteopsporing, som vi har nu – men som vi har ikke ressourcer til at fortsætte med, når smitten bliver så massiv og udbredt. Samt en politik om isolering af nærkontakter og nærkontakters nærkontakter, som vi heller ikke ønsker at fortsætte med.
  3. Vores eneste håb er vaccinerne, hvor vi skal have færdigvaccineret op mod 80-90% af befolkningen, før det batter noget i bekæmpelsen af Delta-varianten. Pt. er lidt over 30% færdigvaccineret. I Skotland var det langt flere, som var færdigvaccineret, da Delta-varianten eksploderede hos dem.

Så nej, man behøver ikke at være en af de tre ellers så forudseende hekse fra ”Det Skotske Stykke” for at regne ud, at det her går den gale vej – og at der burdes lukkes lige så effektivt ned nu, som vi gjorde det 11. marts 2020. Og at dén nye nedlukning skulle vare, indtil 14 dage EFTER den sidste dansker har fået stik no. 2.

Men ja, en nedlukning vil betyde nul turister, nul sommerferie, nul EM-arrangementer, nul besøg på restauranter. Nul, nul, nul. Men til gengæld kan den redde liv, og en masse mennesker kan undgå de senfølger, som rammer cirka 30% af alle Corona-smittede, og som kan være ganske alvorlige – og meget langvarige.

Det kommer så ikke til at ske. For spørgsmålet, som står tilbage, er: Er vi virkelig så umodne som befolkning, så ansvarsløs som nation, at vi kan lade være med at gøre det rigtige og lukke ned igen?

Jeg tror desværre, at svaret er ja.

Vi ligner nemlig Macbeth rigtig meget – også mere end vi vil se i øjnene, og måske er det derfor, at mange ikke vil sige hans navn. Men det ændrer ikke på, at da Macbeth fik chancen for at blive konge, så rakte han ud – også selvom det endte med at koste lidelse og liv i massevis – også hans eget.

Og på samme måde drives de fleste danskere i dag af egoisme, grådighed og manglende evne til at behovsudskyde og tage hensyn. Vi rækker ud, hvor vi skulle holde fingrene for os selv. Vi tager til arrangementer og sammenkomster, hvor vi skulle blive hjemme. Etc, etc.

Shakespeare havde derfor haft stof til endnu et par tragedier eller fem i den måde, som vi i Danmark håndterer Coronaen på. Dén rummer nemlig alle de klassiske menneskelige fejl og mangler.

Vi kunne jo kalde stykket ”Det Danske Stykke”. Altså ”The Danish Play”. Og her tænkes ikke på dén fodboldkamp, som skal spilles i Baku senere i dag, og som nok samler nationen – men som samtidig spreder Delta-varianten endnu mere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eventyret – version 2.0.

Det er som en eventyr. Endda et eventyr som mesteren selv H. C. Andersen kunne have skrevet. I hvert fald version 1.0. som lyder nogenlunde sådan her:

Det er sommer, og Danmark skal for første gang nogensinde spille EM i herrefodbold på hjemmebane i København. Den gamle hovedstad er klædt i rødt og hvidt – og vi skal starte med at møde Finland, som vi regner med at slå. Vi kommer også bedst fra start.

Men så sker det, som alle danskere ved – og de fleste af os ser live på skærmen, og aldrig vil glemme. No.10. Christian Eriksen falder pludselig omkuld, og ligger så stille, så stille med tomme øjne. Senere viser det sig, at han var død en tid.

Men så træder hans kammerater i aktion. Først hans gode ven kaptajn Kjær, som kommer spurtende, og laver livreddende førstehjælp, og så alle de andre, som sammen med Kjær danner en beskyttende ring om Eriksen, både mens lægerne kæmper for hans liv – og senere da han fragtes fra banen. En vikingevagt.

Vi husker også, hvordan Kjær trøster Eriksens ulykkelige og bange kæreste, at Schmeichel krammer alle kammeraterne, og at ….

Der er mange momenter i fortællingen om dén lørdag aften. Og i dé øjeblikke bliver herrelandsholdet igen hele Danmarks landshold – og billederne giver genlyd over hele verden. Her er fællesskab, kammeratskab, mod og omtanke for andre. Alt det, som vi er så stolte af i Danmark – også selvom vi ikke altid kan leve op til idealerne.

Det ender som bekendt med, at vi taber kampen mod Finland. Det er lige meget. Vi føler, at vi vinder livet.

Få dage senere kommer så den følelsesladede kamp no. 2 mod giganten Belgien: Danmarks trøje på stadion inden kampstart er blevet en no.10, der synges nationalsang som aldrig før i Parken – og i det 10´ende minut stopper spillet, mens alle – også belgierne – klapper i ét minut for at hylde Eriksen.

Det er rørende og aldrig set før. Det er så heller ikke Hollywood. For vi taber kampen 2-1.

Sidste del af dramaet er en lun mandag aften. Vi skal møde Rusland i en vind-eller-forsvind-kamp. Og nu er spillerne kampklare. For Eriksen er opereret, og følger med fra hjemmet i Odense.

I starten bølger kampen frem og tilbage, men så scorer den purunge Eriksen-erstatning Mikkel Damsgaard det første mål – og derfra ser vi os ikke tilbage, men vinder 4-1.

Danmark går amok i glædesrus – og fodboldfesten varer en stor del af årets mest lyse og korte midsommernat, hvor især unge danskere iklædt Dannebrog og en del også studenterhuer drikker og danser i en forløsning, der ikke kun handler om fodbold, men også om at leve frit.

Denne fodbold-odyssé er nemlig en fantastisk fortælling om alle for én – og om fællesskab. Et drama, der handler om nationalfølelse og løssluppen fest og glæde. Om alt det, som vi har savnet i de hårde Corona-måneder.

Det er en historie om Danmark, der står sammen – og kæmper sammen. Dén historie kan vi godt lide. Den minder om et eventyr. Også fordi landsholdet selv siger, at de spiller for nationen.

Og i morgen aften fortsætter eventyret så i version 2.0. med en ottendedelsfinale i Amsterdam, endda på Eriksens gamle Ajax-hjemmebane. Han er altså stadig til stede i ånden, og mon ikke en del af hans gamle hollandske fans vil sidde fysisk på lægterne sammen med de danske tilskuere, der har fået lov til at komme ind. Sådan så de sammen kan heppe på de danske drenge, som er blevet en hel fodboldsverdens darlinge, fordi de optrådte som mandfolk m/k, da det gjaldt.

Alt tapper også lige ind i historien om det danske samfundssind – og om Danmark som en lille rød og hvid ælling, en lille Store-Claus. En lille gigant. Det er et eventyr, som vi kan godt kan lide.

Kampen i morgen vil så vise, om der bliver en eventyrets version 3.0., 4.0. og 5.0.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Litterær samtale: ”Sofasurfer”

Når medierne skal fremstille det, som de kalder virkelighedens Danmark, sker det ofte med sensationerne som vinkling. Hvor skal ansvaret placeres? Hvem er ofret, som vi skal have ondt af? Eller hvem skal vi grine af? Være forarget på? Uanset hvad, så tales der til det, som sælger – og det er sjældent forståelsen, empatien og det, som gør os klogere.

Man kan derfor med rette spørge, hvad man får ud af at prøve at blive klogere på ”Virkelighedens Danmark” via aviser, tv og andre medier.  

Nogle gange får man et meget bredere og dybere billede via bøgerne, via den skønlitterære verden – og en sjælden gang et helt ekstraordinært indblik. Det fik jeg i hvert fald, da jeg læste Helle Kaare Lindbergs bog ”Sofasurfer” om den unge mand Jonas, hvis liv har været fucked helt fra han var lille.

Historien er lige så klassisk, som den er tragisk. Jonas har intet med sin far at gøre, men er vokset op hos en mor, som pga. sygdom har været ude af stand til at give ham omsorg.

Så livet for Jonas har været nedtur på nedtur – godt dokumenteret i bogens grå bilag fra de offentlige myndigheder, som følger Jonas fra han var børnehavebarn, og til han bliver 18 år – og systemet slipper ham. Et system, som er bedre til at dokumentere problemerne end gøre noget ved dem. Også fordi man på den ene side ikke lytter til Jonas, men på den anden lader ham selv bestemme.

Det svarer til at spørge en druknende, om vedkommende vil reddes – og når vedkommende så ligger med vand i munden, og fægter med armene, så sige: Det lyder, som om du siger nej. Fair nok, så går vi bare igen.

Det siger sig selv, at så går man under – og det gør Jonas også. For selvom han kun er 17 år, ved han aldrig, hvor han skal sove i nat. Så Jonas sofasurfer mellem sofaen hos moderen, sofaen hos to venner og sengen hos kæresten. Det lykkes ham selvfølgelig også at skade de få og sårbare relationer, som han har, fordi han ikke kan gøre andet, end det han gør.

Sådan er tilværelsen på bunden af samfundet: Hård, barsk, urimelig og alligevel samtidig et liv med drømme og behov, som vi alle kan genkende. Fordi livet og behovet for at høre til er almenmenneskeligt.

Sproget, dialogen, hændelserne, virkeligheden i Hvidovre og omegn, hvor bogen foregår, er 1:1. Ja, ”Sofasurfer”, som er skrevet i et fantastisk levende og letlæst sprog, er mere virkelig end virkeligheden.

Den greb mig, som jeg sjældent er blevet grebet af en bog, og den vil blive siddende i mig længe.

For det er lykkes forfatteren at give Jonas ikke kun en stemme, men også en krop og en sjæl, så man kan mærke, at her er en fiktiv figur, som vi alle kan møde hver eneste dag på gaden. For der er mange Jonasser m/k derude i virkeligheden.

Men ingen af dem er bare en del af en gruppe. De er heller ikke et socialt tilfælde, en artikel eller et indslag i tv-avisen. Hver især af virkelighedens Jonasser m/k er et mangefacetteret menneske med håb og drømme ligesom alle andre – og med evner, selvom de sjældent selv tror på, at de kan noget.

Jeg ville ønske, at ALLE politikere og andre med magt læste ”Sofasurfer”, som jeg vil give 7 ud af 6 mulige sofaer. Og det er ikke en skrivefejl, men en reel vurdering. Fordi bogen simpelthen er samfundslære på øverste hylde – godt understøttet af Nina Broens fantastiske tegninger, som med stor udtrykskraft understreger Helle Kaares Lindbergs fortælling.

Nina Broen har en streg, der på en og samme tid skærer budskabet ud – samtidig med at den rummer et væld af fortællinger.

Danmarksbloggen har talt med forfatter Helle Kaare Lindberg om ”Sofasurfer”:

Hvorfra kom ideen til at skrive bogen? Det kunne næsten lyde, som om du kender en Jonas? Også fordi bogen er som en spejling af virkeligheden 1:1.

Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad der lige præcis startede historien, da den har udviklet sig meget i løbet af skriveprocessen. Det har dog hele tiden været min intention at portrættere en ung, der sidder fast på samfundets bund. Jeg kender flere unge, der sagtens kunne have udviklet sig som Jonas. Anskuer man dem udefra, ville man tage sig til hovedet, men bag ved enhver facade ligger et mangefacetteret mennesket, der handler på baggrund af en livssituation. I dette tilfælde ser det hele temmelig sort ud, og handlemulighederne er få.

Oplever du i dit dagligdags virke som skolelærer, at systemet er bedre til at dokumentere problemerne – end at gøre noget ved dem? Og hvis ja, har du nogen ideer til, hvordan det kan blive bedre? Skal vi udbygge det spinkle sociale sikkerhedsnet? Skal myndighederne til at tale et andet og mere direkte sprog?

Ja, jeg oplever desværre alt for ofte, at dokumentationen for systemet er det vigtigste, hvilket bestemt er en af årsagerne til, at denne bog er blevet til og har fået den form, den har. Jeg har oplevet alt lige fra bortkomne sager, til sager, der går i stå, og vil man videre derfra, skal der et uhyre dokumentationsarbejde til for overhovedet at blive taget i betragtning. Det er så frustrerende at være vidne til, at et ungt menneske bliver tabt alt imens, der indhentes dokumentation, som på forhånd er dømt til at ende i en sagsmappe og ikke batte noget i praksis. Sagsbehandlingen er langstrakt, også i akutte situationer, og bliver der endelig sat initiativer i værk, ligger dette ofte langt fra det, der reelt er brug for. Meningen er god nok, men virkeligheden er en anden. Derudover gavner det heller ikke, at der er stor udskiftning af sagsbehandlere, og at vi lever i et system, hvor paragraffer sejrer over fornuften. Jeg ved ikke, hvad der kan gøres, men man bliver fra kommunernes side nødt til at behandle mennesker, som dem de er, frem for at skære dem til, så de passer ind i en bestemt kasse. Man skal også blive bedre til at skifte spor, så hvis noget ikke virker efter hensigten, må der ændres strategi fremfor at droppe sagen eller fortsætte med mere af samme skuffe. Der er for mange møder og for lidt action!

Har du en dagsorden med bogen? Det kan være politisk, moralsk, medmenneskeligt eller andet. Og hvordan ser den dagsorden i så fald ud?

En af intentionerne med bogen er at give et indblik i et miljø, som langt fra alle kender. Mange er hurtige til at dømme de mennesker, der befinder sig på kanten af tilværelsen, men det er langt mere interessant at undersøge, hvordan og hvorfor de er havnet dér. Mennesker er ikke blot dumme, dovne eller hvad man ellers kunne finde på at kalde dem, men de handler på baggrund af forskellige faktorer, som man må have indblik i for at kunne forstå deres valg. Vi bliver simpelthen nødt til at interessere os mere for hinanden; også for dem, der er anderledes end os. Derudover synes jeg, det skal frem i lyset, hvordan myndighederne behandler udsatte børn/unge. Det er under al kritik; i særdeleshed fordi disse unge i allerhøjeste grad har brug for professionelle voksne, der kan træde til, når det nærmeste netværk ikke er i stand til det. Det kan ikke være rigtigt, at der skal en “Tøndersag” eller lign. til for at få opmærksomhed på problemet. Det er over det hele, og det bør ikke handle om at holde sin ryg fri, men om at varetage barnet eller den unges tarv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DELTA, HYBRIS OG NEMESIS

Hvad vil du bruge dine sidste mundbind til, spørger Politiken i går, og kommer selv med forslag som hårbånd, knæbeskytter og øjenmaske, som kan bruges til en powernap.

Danmarksbloggen tænker DELTA, HYBRIS og NEMESIS.

DELTA – fordi delta-varianten spreder sig – og kommer til at overtage pandemien også i Danmark. Og man er ikke særlig godt beskyttet mod delta-varianten med kun et stik. Der skal to stik til – og så skal man yderligere vente 14 dage efter andet stik, før der begynder at ske noget. Dér er ikke en gang hver fjerde dansker endnu.

HYBRIS – altså overmod, fordi man ikke skal udfordre skæbnen, guderne og tilfældet med sådanne meldinger som ”de sidste mundbind” og ”hvad man vil bruge dem til”

NEMESIS – fordi så rammer nemesis, altså gudernes retfærdige gengældelse, fordi mennesker ikke er guder – og ikke skal opføre sig som sådanne. Vi skal kende vores plads.

Nu er det alt det med guder jo en trossag – og hybris og nemesis hører hjemme i fortællingerne om de græske guder, som ingen vist mere tror på.

Men delta er det fjerde bogstav i det græske alfabet, som vi bruger stadigvæk. Og filosofien bag hybris og nemesis kunne vi også med fordel tage til os. For nok er vores plads ikke bestemt af guderne, men vi kan ikke undsige os naturens love.

Naturens love virker – også selvom vi ønsker noget andet, og politisk beslutter noget andet. Og naturens love siger lige nu: VIRUS ER HER STADIG. VIRUS MUTERER, SÅ VIRUS KAN SPREDE SIG.

Så det er for tidligt at afblæse pandemien, når så få er vaccineret – og en så farlig variant har kursen sat mod Danmark. For ja, den er farlig, delta-varianten – også fordi den har den sorte svamp i sit kølvand – og sender flere på hospitalet end de andre varianter.

Så nej, der skal ikke smides et eneste mundbind ud, hvis man bare lytter et øjeblik til videnskaben og sagkundskaben, der flere gange og senest i dag har sagt, at det er et spørgsmål om tid, før delta-varianten overtager pandemien også i Danmark.

Vi er i stedet midt i et kapløb af olympiske dimensioner, der handler om at nå at færdigvaccinere det store flertal af danskere, inden delta-varianten rammer for alvor.

Vi kan så hjælpe vaccinerne på vej ved at holde afstand, lade være med at se for mange mennesker og i det hele taget opføre os fornuftigt.

Det kommer så ikke til at ske, når man ser på danskernes adfærd, hvor folk mingler rundt her og der og allevegne. Ja, hvor folk opfører sig, som var pandemien fortid. Det er den ikke. Den er nutid – og kan blive endnu mere fremtid, end vi har lyst til at forholde os til. En tredje bølge KAN true.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet i relief på grønsværen

Der er dage, som man ikke glemmer.

Danmark gennemlever – uanset hvad man synes om fodbold – en af de dage nu.

I de sidste minutter af første halvleg af EM-kampen i Parken i København mellem de danske og de finske fodbold-herrer faldt en af Danmarks mest profilerede spillere Christian Eriksen omkuld – og lå med tomme øjne, og virkede helt væk. Et uhyggeligt syn.

Derpå fulgte en mærkelig time, hvor Eriksen først fik hjertemassage og anden medicinsk hjælp godt skærmet af hans holdkammerater, der dannede kreds omkring ham – inden han skærmet af hvide lagener – og et finsk flag – blev båret fra banen.

Så vidste ingen noget i lang tid. Kun at det stod alvorligt til. Men fansene sang og råbte til hinanden i fin solidaritet og fællesskab.

Og så kom først meldingen om, at Eriksen var stabil – og så lidt senere, at kampen genoptages kl. 20.30.

Og det skal den også – og begge hold skal spille for at vinde.

Men ja, livet bliver i den grad sat i relief i denne pandemi – og nu også første gang de danske herrer spiller en EM-kamp på hjemmebane.

Men livet går også videre. Det skal også gå videre.

God kamp – nu giver det endnu mere mening at se den.

En kamp, som starter lige om lidt – efter de finske spillere har klappet de danske spillere ind på banen igen.

Sport kalder – indimellem – det bedste frem i mennesker: Storsindet. Kammeratskabet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EM i HERREfodbold i Danmark

Vi skal have ligestilling – også på grønsværen, har det lydt i de seneste år.

Der er så rigtig lang vej endnu, må Danmarksbloggen konstatere.

I aften starter EM i fodbold, som medierne begejstret kalder den månedlange sportsbegivenhed, der skulle have fundet sted i 2020, men som så meget andet blev rykket. Det hedder ret beset EM i HERREFODBOLD. For kvinderne spiller som bekendt også fodbold, og det danske kvindelandshold i fodbold klarer sig glimrende.

Men når kvinderne spiller, får de ikke en brøkdel af dén opmærksomhed, som er blevet mændene til del denne sommer – og som gør, at det denne gang går vildere for sig end nogensinde. Også fordi nogle af de indledende gruppekampe skal spilles i Parken i København. Den første er i morgen, hvor Danmark skal møde Finland.

Men det hele starter altså i aften i Rom, hvor italienerne møder tyrkerne. Men overalt i Europa bølger fodboldfeberen og især i de 11 byer, hvor der skal spilles kampe, og en af dem er altså København.

Danmarksbloggen var så en tur rundt i hovedstaden for at vejre stemningen:

Fra den store blå bold på Rådhuspladsen i København, som i dag var frankeret af brudepar, turister og lokale over de butikker og restauranter på Strøget, som var pyntet op med Dannebrogsflag, landholdstrøjer og fodbolde – og til den store shop i Magasin, hvor enhver med lysten og pengepungen til det kan købe landsholdstrøjer og meget andet.

Det er nemlig den helt store nationale samling og fejring af vores HERRElandshold – som lige nu åbenbart igen bare er Landsholdet med stort L. For ligestillingen glemmes totalt, når stammementaliteten tager over – og ”vi-er-røde-vi-er-hvide”-følelsen bruser gennem kroppen.

Det mærkede undertegnede også i Nyhavn, som var så klædt i rødt og hvidt, at selv en forbenet nationalist måske ville synes, at der var lige i overkanten med Dannebrogsflag. Tag selv til Nyhavn og se. De mange Dannebrogsflag hænger der sikkert endnu.

Det gør DANMARK-halstørklæderne fra Carlsberg til gengæld ikke!

Danmarksbloggen kom nemlig forbi Kvæsthusbroen i bunden af Nyhavn, mens den gamle bro var pyntet med de rød-hvide – og lidt Carlsberg-grønne – halstørklæder. Et halstørklæde var bundet om hver jernstang – så længe det varede.

Det varede sjovt nok nogle minutter, før de første (to spanske turister) tog de to første DANMARK-halstørklæder. Men så gik det stærkt – og i løbet af noget, der virkede som sekunder, var hele Kvæsthusbroen rippet. Danskere og turister i skøn forening var hurtige. Danmarksbloggen fik også snuppet sig ét af de cirka 20 halstørklæder, som hang dér up for grabs, som det hedder på nudansk.

Så nu føler undertegnede sig forpligtet til at se EM i herrefodbold.

Også selvom jeg faktisk bedre kan lide kvindefodbold. Fordi kvinderne i modsætning til mændene ikke er primadonnaer, der laver skuespil på grønsværen. Fordi kvinderne er seje. Kvinderne maser på, og spiller med både hjerte og hjerne – også selvom deres lønninger er langt-langt-langt lavere end mændenes. Skammeligt meget lavere.

Men altså: Nu kører møllen … og jeg bliver garanteret grebet af den nationale eufori, når først ”Der er et yndigt land” lyder fra Parken. Det plejer jeg at blive. Nationale følelser taler til grund-dna´et og den stamme-hule-mentalitet, som vi stadig har, fordi vores hjerner stadig render rundt nede på savannen.

Ps. Og manden blev glad. Han manglede nemlig et nyt halstørklæde. Så nu har han fået ét, hvor der står både Danmark og Carlsberg på. Det kommer han til at bruge i flere år, end nogen andre end danske rooligans vil kunne huske, at man i nogle juni-dage i 2021 spillede EM i HERREfodbold i København.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der en voksen tilstede?

Undskyld, er der en voksen tilstede?

Vi lever infantile liv i en infantil verden. Det ses i vores påklædning, som er t-shirts, cowboybukser og sneakers. Det ses i vores konstante jagt på noget, som er sjovt – som fx at se en hundehvalp med en bold på YouTube. Det ses i vores manglende evne til fordybelse, til at tage ansvar, til at gøre det, som er nødvendigt i situationen – og fortsætte med at gøre det – uden brok og måske i lang tid. Men det ses allermest og allerbedst i vores manglende evne til at behovsudskyde – også selvom der er en pandemi på spil.

Vi VIL fx på restaurant – og nu også uden mundbind og Coronapas. For det er så besværligt. Buhu.

Vi vil det ene, og vi vil det andet – og hvis ikke vi får det NU, så brokker vi os fra Men in Black til Dansk Erhverv med Brian Mikkelsen i spidsen. Der er kun årslønnen til forskel på de to grupper. For i psykologien er de ens: En infantil og krævende tilgang – der hverken kan eller vil se i øjnene, at de også selv har et ansvar.

HVIS man stillet over for disse mentalt set højtråbende møgunger, så tillader sig at være en voksen – sådan en der går i pæne sko, pæne bukser og en pæn bluse – og som hellere vil læse en bog eller en seriøs avis end dimse på sin mobil, så anses man for kedelig og gammeldags – og moralsk, som i deres mund er et skældsord.

Og helt galt bliver det, når man løfter pegefingeren, og gør opmærksom på, at alle har et personligt ansvar – og at vi alle både kan og må behovsudskyde. Så overdænges man med skældsord, og får at vide, at man bare kan blive hjemme, hvis man er så bange.

Det er så sagen vendt på hovedet – og hvidt farvet sort.

For samfundet har desperat brug for voksne mennesker, som kan sige NEJ, STOP og NU MÅ DU TAGE DIG SAMMEN, også til den 40-årige, som ellers aldrig har tilhørt en klassisk curling-generation, men som alligevel jamrer over at skulle anskaffe sig det Coronapas, som er gratis og let at få.

Samfundet er så desværre styret af møgungerne og curlingbørnene – som findes i alle aldre – og som er langt de fleste. Men flertallet har som bekendt ikke altid ret, bare fordi de er de fleste.

SE MIG. STEM PÅ MIG. JEG ER BEDST. Råbene er stort set ens – og der er langt mellem de politikere, som tænker sig om, som har visioner, som tør tage reelt ansvar. De politikere, som ER voksne, og ikke bare leger voksne, som møgungerne gør det under store bifald fra de andre børn i sandkassen. De andre voksne børn, som også kun tænker på dem selv og deres umiddelbare behov.

Det er fluernes herre i Danmark, ja i hele den vestlige verden … og til det kommende EM i herrefodbold får det et nøk mere. For vi vil ind og se kampene – vil vi, og hvad nu hvis baren lukker, mens kampen er i gang? Igen BUHU – og spørgsmålet: Er der en voksen tilstede?

Så kom frit frem, hvis du tør …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk