Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Sådan får vi gang i væksten

Udgivet den af
1

Får en mindre selskabsskat virksomhederne til at ansætte flere? Næppe.
Det får blot virksomhederne til at øge deres overskud, eventuelt til glæde for aktionærerne, men ikke for de mange, der mangler et job.

En virksomhed øger som bekendt kun antallet af ansatte, hvis der er et incitament til at gøre det. Det er logik for burhøns, fristes man til at sige …

Men hvad kan incitamentet til det være? Ja, det kunne jo være et større overskud for virksomheden. Se nedenstående link:

http://www.youtube.com/watch?v=CKCvf8E7V1g

Konklusionen er, at rige menneskers forbrug ikke kan skabe job. Det er derimod middelklassens forbrug, som kan  det. For uanset hvem man er, så kan man kun købe så og så mange par jeans, spise så og så meget mad på restauranter. Og der er ikke nær rige nok til, at deres forbrug kan skabe flere jobs, hedder det i klippet.

Nej, man skal istedet have gang i middelklassen, så den forbruger. For så kommer der gang i produktionen til glæde for både overklasse, middelklasse og underklasse, lyder konklusionen, som følges op af en opfordring til at lade de rige betale investeringerne i produktionen.

De rige, der omtales i klippet, skal oversat til danske forhold forstås som både enkeltpersoner, virksomheder og organisationer med store pengebeholdninger.

Og der er noget om snakken. For skal vi have gang i Danmark og gang i væksten, skal pengene ud og cirkulere og ikke puges sammen hos nogle få.

Og dér, hvor pengene skal igang med at cirkulere, er ikke hos Danmarks meget lille overklasse, men hos den store middelklasse. Den middelklasse, der i øjeblikket er meget mådeholdne og bange for at blive arbejdsløse – og havne nede hos dem, der ikke har råd til en snus.

Ergo er det ikke skattelettelser i selskabsskatten, der er brug for. Det er heller ikke skattelettelser til dem, der i forvejen tjener mest.

Det, der behøves, er en ændring i vores opfattelse af, hvad der virker – og så en erkendelse, der fører til, at vi handler anderledes. At vi forlanger, at alle tager deres ansvar for samfundet på sig. Ikke kun de svageste, som der ellers skydes så ivrigt på i disse år.

Men også og måske især at de rigeste – hvad enten de er enkeltpersoner eller virksomheder eller organisationer – lever op til deres ansvar og investerer i de arbejdspladser der skal til for, at middelklassen kan få job og begynde at forbruge – til gavn og glæde for hele samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bliver Danmark mon tilfredse med de blå?

Udgivet den af
2

Den nuværende regering har haft et væld af taber-sager, og allermest har de tabt kampen om kommunikationen.

Det siges, at kommunikation ikke er det, som man siger – men det, som den anden får ud af det, som man siger. Altså hvilke billeder dannes der i modtagerens hoved ved afsenderens ord.

Og her har den nuværende regering været direkte dårlig til at lave de rigtige billeder for nu at sige det ligeud. At de negative billeder så også er blevet hjulpet på vej af visse medier, der er så blå, at de med rette kan kaldes Danmarks svar på Fox News, er kun med til at cementere billedet af en regering, der er i frit fald.

Men hvad vil der ske den dag, hvor de blå tager over igen? For som det ser ud nu, er det stensikkert, at Løkke kan sætte sig i Statsministeriet efter næste valg. Vil alle de mange, der stemmer på især Venstre, blive tilfredse?

Jeg tvivler ærligt talt – ihvertfald på den lange bane. For på den korte bane vil der være både (flere) skattelettelser og færre afgifter og dermed mere til eget forbrug og mindre til fællesskabet og dem, som ikke kan klare sig i det junglesamfund, som det danske kommer til at blive.

Men på den lange bane vil også den store middelklasse lide og have mindre til sig selv end hvis vi alle sammen delte med hinanden og var solidariske. For det er nu sådan her i verden: At gemmer man til sig selv og kun sig selv, så skal alt tages fra én. Men giver man, så skal man modtage.

Så nej, på den lange bane vil kun et fåtal blive tilfredse med de blå … og dét kan selv den bedste kommunikationsstrategi ikke lave om på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Har lægerne glemt deres lægeløfte?

Udgivet den af
1

I dag skriver Politiken, at lægerne på Amager truer med at aflevere deres ydernummer og istedet tage over Øresund for at arbejde i Sverige. Ja, de er allerede i gang med at søge om tilladelse til at arbejde i Sverige:

http://politiken.dk/indland/ECE1964941/amagers-praktiserende-laeger-truer-regeringen-vi-tager-til-sverige/

Lægekonflikten spidser altså til.

Men en lægekonflikt er ikke som en lærerkonflikt, en pædagogkonflikt og hvad vi ellers har været vidne til i de senere år. Der er store etiske, moralske og lægelige forskelle.

For kendetegnede for de andre konflikter er, at de er ubehagelige og skaber uro og problemer, men de gør ikke varig skade på noget menneske.

Det vil en lægekonflikt ikke alene kunne gøre. Den vil også komme til at koste liv.

Jeg er helt på det rene med, at lægerne selvfølgelig skal have ordentlige arbejdsvilkår. Det siger sig selv. MEN at de er parate til at risikere deres patienters liv og levned i arbejdskampen er direkte i modstrid med det lægeløfte, som de har taget.

Selv er lægerne bevidste om situationens alvor. Formand for Amager Lægelaug Trine Jeppesen, der er praktiserende læge på Amagerbrogade, siger i artiklen fra Politiken: “Vi er godt klar over, at det kommer til at ramme vores patienter hårdt. De patienter, som går ofte til lægen, bliver hårdest ramt. Det er svage borgere uden mange penge. Det er syge, ældre og kronikere.”

Så de ved det altså godt, lægerne. Alligevel vælger de at fortsætte.

Danmarksbloggen spørger: HVORFOR???

For nok kan man tillade sig meget i en arbejdskamp, men at spille hasard med andre menneskers liv og helbred er og bliver altid forkert på både det etiske, det moralske og det lægelige plan.

For det er det, som vi taler om: At lægerne svigter deres lægeløfte med denne opførsel. De skal redde liv – og ikke sætte folks liv på spil. Men hvis lægerne gør alvor af deres trussel, ja, så kommer det til at koste menneskeliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

200-årige Kierkegaard skal læses

Udgivet den af
2

I dag er det 200 år siden, at en af de største danskere gennem tiderne kom til verden: Søren Aabye Kierkegaard, filosof, teolog og forfatter. Og det er selvsagt noget, som også Danmarksbloggen kipper med Dannebrog for:

Hip-hip-hurra for Kierkegaard på hans runde dag.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/S%C3%B8ren_Aabye_Kierkegaard

For Søren Kierkegaard er en af de få, der kan betegnes som store danskere. Ja, set med internationale øjne er de kun to, der for alvor har slået deres navn fast som en del af den litterære-kulturelle verdensarv: Nemlig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men hvor H.C. Andersen er direkte og lettilgængelig med sine eventyr, digte og romaner, opfattes Søren Kierkegaard som tungere og sværere at læse og forstå. Det er også derfor, at nok kender alle både Andersen og Kierkegaard, men hvor alle har fået læst eller selv har læst eventyr af H.C. Andersen, så er der kun få, der har læst Kierkegaard.

Men læs ham alligevel, skal opfordringen lyde herfra.

For nok er det svært, kringlet og omstændigt at læse Kierkegaard. Men alle besværlighederne hører med som en fin del af tilegnelsen af det store forfatterskabs ånd og kultur. For meningen med og for Kierkegaard er hverken at please eller være easy-going. Kierkegaard vil provokere, vække til eftertanke og bevidsthed, få os til at vælge – eller lade være. Enten-Eller. Det rent eksistentielle er hele tiden på spil.

Kierkegaard stillede krav til sig selv og sin samtid, og han stiller krav til læseren – også lang tid efter at bogen er lukket. Han er langtidsholdbar – også og måske især i en tid som vores. For ja, vi kan i dén grad bruge ham også i dag.

Som kulturjournalist Søren Kassebeer skriver det i nedenstående indlæg: “Kierkegaard handler om psykologi og om eksistens og om at tro og om at vælge eller ikke vælge, og det foregår altsammen i et sprog, der er så kompromisløst, at det kan føles som et overgreb, men som man alligevel – hvis man først er bidt af det – nærmer sig med skrækblandet fryd. Man kan godt spørge, som jeg spurgte i begyndelsen: Hvad kan vi bruge ham til? Men man må regne med at få mange svar. Svaret afhænger helt af »hiin Enkelte«. Det er meget kierkegaardsk.”

http://www.b.dk/kultur/kan-vi-bruge-kierkegaard-til-noget-i-dag

Så tillykke til Kierkegaard med den runde dag – og til alle dem, der går igang med det på alle måder store forfatterskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tænd lys i vinduerne i aften

Udgivet den af
3

Det er mange år siden nu. Faktisk helt bestemt 68 år siden, at Danmark blev befriet. Det skete en lys majaften, som aldrig blev glemt af dem, der oplevede den. Unge som gamle, børn som voksne.

Alle, der levede den 4. maj 1945, huskede – og husker – for evigt dén aften, hvor Danmarks befrielse blev annonceret i radioen – og en jubel brød ud, som os, der er født efter den 4. maj 1945, kun kan forestille os, hvordan må have været.

For vi har aldrig prøvet at leve i et besat land. Aldrig prøvet hvad det vil sige, når det mørke, det sorte og det onde i mennesker får så meget magt, som det havde dengang.

Men måske kommer vi til det. For aldrig har vi været tættere på gentagelsen af mareridtet, end vi er det i disse år.

Og nej, det skyldes ikke de terrorister, der hader os og vores åbne, vestlige demokratier. Det skyldes heller ikke vores politikere, hvor meget levebrødspolitikere nogle af dem måske er, hvor meget de kan virke væk fra almindelige menensker og almindelige menneskers liv. Ejheller kan ansvaret placeres hos finanskrisen, der ellers har fået skylden for så meget.

Årsagen til at menneskeforagt og had igen truer med at lægge sin mørke skygge over Europa skal søges hos os selv og i den egoisme og udelukkelses-kultur, der i disse år vinder så stærkt frem på bekostning af forståelsen af, at vi alle er hinandens skyldnere.

Derfor skal vi i aften tænde lys og sætte i vinduerne. For at lyse os selv og vores eget sind op, så vi igen kan se vore medmennesker, se at vi har en pligt til at rumme og hjælpe hinanden – uanset hvem vi er og hvad vi kan. Se at vores samfund afhænger af, hvad vi hver især gør for ikke os selv, men for alle de andre.

For aldrig mere en 9. april. Og aldrig mere en 4. maj. For nok var der jubel dén lyse majaften i 1945, men der var også sorg. For der var så mange døde, også i Danmark. Så heller aldrig mere en dansk regent, der må sige som Christian d. 10 måtte det ved Rigsdagens åbning med Grundtvigs ord: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård! Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Så tænd lys, tænd lys – og sæt dem i vinduerne i aften, både de fysiske og de digitale vinduer, så de kan lyse på gader og stræder og måske ind i et menneskes sind. Danmarksbloggen prøver på det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den 1. maj: Valborgsdag og Arbejderdag

Udgivet den af
1

Den 1. maj er i vor tid kendt som Arbejdernes Internationale Kampdag.
Dagen, hvor de røde faner luftes i optog og til møder overalt i landet, mens fagforeningsfolk og politikere holder mere eller mindre retorisk vellykkede taler.

Og det vil nok også altsammen ske i år, selvom luften er ladet med utilfredshed og et oprør mod Thorning ulmer i baglandet. For der er mange, der gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Det har Danmarksbloggen allerede skrevet om her:
http://danmarksbloggen.dk/?p=425

Set i det store historiske perspektiv har den 1. maj dog handlet om andet end arbejdere og kamp. I middelalderen var den 1. maj nemlig kendt som Valborgsdag – en fridag, hvor man med store fester fejrede Sankt Valborg. Hun var en helgeninde, der blev født i 700-tallet som engelsk kongedatter, men valgte alverdens pomp og pragt fra til fordel for et enkelt liv som kristen nonne.

Det siges, at Valborg beskytter mod hekse og trolddom. Og mod mørkets magter kan man som bekendt altid bruge ild. Derfor var aftenen inden Valborgsdag, altså den 30. april, i flere århundreder den store bålaften i Norden, hvor man med store bål, flammende taler og glade vår-sange fejrede Valborg og forårets komme.

Det gør man stadig i Sverige den 30. april, mens man i Danmark for cirka 150 år siden flyttede både bålet og heksene til Sankt Hans.

Ja, der skal selvfølgelig nok være et vittigt hoved eller to, som mener, at heksene og troldmændene stadig huserer i det danske land ved Valborgstide – nu blot under de røde faner og på talerstolene den 1. maj 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggen spår: Indgreb inden 1. maj

Udgivet den af
3

Så sker der noget:

http://politiken.dk/indland/ECE1951920/saadan-kommer-et-regeringsindgreb-til-at-foregaa-mette-frederiksen-laegger-et-udspil-paa-bordet/

Jeg spår derfor, at der kommer et indgreb i lockouten inden 1. maj.

Jeg spår, at skolerne starter igen på mandag efter St. Bededagsferien. Det vil udover at komme det stigende pres fra forældrene i møde også sende det signal, at regeringen står på mål for dens beslutninger, også når de er upopulære.

Og det er et signal, som regeringen meget gerne vil sende, både i al almindelighed, men måske især op til en 1. maj, hvor der uanset om lockouten kører eller ej, vil være masser af uro og ballade.

Et indgreb lige op til 1. maj gør det også nemmere at tilbagevise, at der hele tiden har været en klar aftale mellem KL og regeringen om, hvordan forhandlingerne mellem folkeskolerne og KL, og mellem privatskolerne og Finansministeriet har skullet forløbe.

Så selvom det er svært at spå, især om fremtiden, så tør Danmarksbloggen godt gøre det alligevel: Indgebet kommer her onsdag d. 23. april eller torsdag d. 24. april og bliver kendt som St. Bededags-indgrebet, der indvarslede en ny tid for den offentlige sektor. En tid med mere topstyring og mindre selvbestemmelse og aftale-frihed.

Dét er den triste del.

Den gode del er, at børnene endelig vil kunne vende tilbage til deres hverdag, deres skoler og deres venner på mandag d. 29. april – fire uger efter lockouten startede.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Regeringen er sovjetisk-hammer-og-segl-rød

Udgivet den af
1

Kan historiens hjul dreje baglæns? Måske. Det er ihvertfald, hvad den polskfødte Virginia Høhling mener om situationen i Danmark i øjeblikket. Læs her hvad hun skriver:

Når vi er skuffede over de røde idag, fordi vi synes, at de er blå, så tager vi fejl. For de er faktisk ikke spor blå. De er røde.

De er rigtig røde endda. Men ikke dansk postkasserøde. Næ, den danske regering er rød i en sovjetisk-rød udgave.

Det er en farve, som vi faktisk troede var udslettet af paletten med Sovjetunionens fald. Men vores kære regering ty´r nu til sovjetiske metoder i deres måde at regere landet på.

Hvordan det? Ja, vi ser det især på den måde, som de vil tyre lærerne på i den igangværende lockout. Og det er kun starten på skabelsen af en offentlig sektor, hvor staten styrer alt. Tingene skal altså presses ned over befolkningen på samme måde, som man gjorde det i Sovjetunionen og resten af det daværende Østeuropa under Den Kolde Krig.

Så da Lech Walesa i 1980´erne kæmpede en brav kamp på Solidaritets vegne, var det blandt andet for indføre frihed og rettigheder i det dengang kommunistiske Polen. Han drømte om den danske model, den hvor parterne forhandler med hinanden og finder en fælles løsning.

Denne model fungerer nu i bedste velgående i Polen, som ikke længere er kommunistisk, men demokratisk. I Danmark er vi derimod igang med at aflive den selvsamme model og istedet indføre den kommunistiske model, hvor staten dikterer hvordan tingene skal være.

Hvor staten – som en anden Corydon og Vestager – bestemmer i en grad, så det er ligemeget, hvad den enkelte medarbejder eller fagforening mener og kan argumentere for. For uanset hvad, så har staten – som Corydon og Vestager har det i øjeblikket – en plan, og det er sådan, at det bliver.

Så jo, vi har skam en rød regering i Danmark. Men det er ikke en rød regering under de faner, vi kender fra 1. maj i Fælledparken.

Det er en regering, der samles under de røde faner, som man ellers forlængst har begravet østpå. Røde faner med segl og hammer på.

Dét har Danmark bare ikke opdaget endnu.

Skrevet af: Virginia Høhling, polsk født og pædagog

En forælder opfordrer til demo: Vores børns ret til skole

Udgivet den af
2

Som forælder er man helt desperat over lockouten her nu, hvor den går ind i sin fjerde uge. For ens børn savner i dén grad både deres skole og deres venner.

Vi burde lave en forældre-demonstration med temaet: VORES BØRNS RET TIL SKOLE.

KL med Michael Ziegler og Dansk Lærerforening med Anders Bondo skal tvinges til forhandlingsbordet. For det her vanvid, hvor børnene ikke kan komme i skole, dét må stoppe nu.

Vi forældre må kræve handling nu. Vi forældre må tage ansvar nu.

For som situationen er pt, så gør alle vi forældre ikke en disse, mens vores børn går for lud og koldt vand, mens de savner deres venner og deres skole. Det kan ikke være rigtigt.

Vi forældre må tage bladet fra munden – og have fat på alt og alle, der kan presse parterne til forhandlingsbordet. Og hvis det ikke virker – og virker hurtigt – så få Thorning, Vestager, Corydon og Antorini til at handle.

For det er på tide, at de ansvarlige politikere vågner op og tager deres ansvar på sig istedet for at tænke i politisk strategi og økonomi.

Hvor er i øvrigt oppositionen i den her sag? De burde da også råbe op og forlange, at børnene kan komme i skole igen?! Normalt er de da ellers hurtige nok på aftrækkeren, når regeringen kan kritiseres for noget. Men åbenbart ikke i denne sag, hvor der spares penge på de offentlige budgetter – og jo flere, jo længere lockouten varer.

Det er den danske model, hedder det sig. Men den danske model er også kendetegnet ved, at regeringen griber ind, når det bare ikke går længere. Når grænsen er nået.

Og den grænse har landets skoleelever forlængst passeret. Men det er både Ziegler, Bondo, regering og opposition tilsyneladende ligeglade med.

Og dét kan de simpelthen ikke være bekendt overfor landets skoleelever. Og så er det, at vi forældre må på barrikaderne og KRÆVE, at vores børn får deres skole tilbage,

Skrevet af: Virginia Høhling, mor til fire skolebørn i alderen 7 til 16 år

Elev om lockout: De er som små, stædige børn

Udgivet den af
2

Ikke kun lærerne, men også eleverne rammes af KL´s lockout.
Læs her 12-årige Anna F.´s beretning om hvordan det er at være lockoutet elev:

Det allerværste er uvisheden. Det ikke at vide, hvornår vi kan komme i skole igen. For ligesom at lærerne gerne vil på arbejde igen og undervise os, så vil vi også gerne i skole igen.

Vi savner vores venner og det at være sammen med hele vores klasse. For selvfølgelig kan man lave aftaler, og det er også hyggeligt, men vi savner at være sammen allesammen på den måde, som vi plejer i skolen.

Men nej, det kan vi ikke komme til. For dem, der kan sørge for, at vi kommer i skole igen, nemlig Michael Ziegler og Anders Bondo, de sidder som små, stædige børn i hver sin ende af sandkassen og vil ikke forhandle med hinanden.

Det er simpelthen for dårligt. Ja, de opfører sig faktisk værre end noget barn gør. For selv når vi er sure på hinanden, så kan vi finde ud af at tale sammen og finde en løsning på problemet.

Og det er faktisk bare det, som det drejer sig om, når det kommer til stykket – og ikke så meget andet.

Fortalt af Anna F., lockoutet elev fra 5. klasse på Christianshavns Døttreskole