Kategoriarkiv: Danske værdier

En ærlig mand sagde sit job op …

Udgivet den af
3

Foran den forsamlede danske presse forklarede nu eks-udviklingsminister Christian Friis-Bach i går, hvorfor han efter egen mening ikke længere kunne være minister, men istedet skulle være almindeligt folketingsmedlem.

Hans kollegaer fra alle sider i Folketinget beklagede det skete med henvisning til Christian Friis-Bachs store dygtighed og redelighed.

Danmarksbloggen er enig. Det var en ærlig mand, der i går sagde sit job op. En mand, der til fulde – og næsten mere end det – levede op til det, som det betyder at være minister, nemlig at være folkets tjener og ikke magtens lakaj.

Christian Friis Bachs afdøde far Erik Bach skrev også nedenstående digt om netop magten, som Danmarksbloggen citerede tilbage i marts:

http://danmarksbloggen.dk/?p=334

Magt

Når magt bli’r ret, bli’r ret til vrang, og mennesker bli’r til brikker. Så tænk dig om og styr din trang, thi magtens torne stikker.

Er magten sød så var dig nu, at ikke du beruses. Din magt er lånt, og glemmer du, så vid, din magt vil knuses.

Hvis magten bli’r selvfølgelig, for alt hvad du præsterer, så er det ubestrideligt, at magten korrumperer.

Hvis du har magt for magtens skyld og glemmer, hvor du fik den, din magt er blevet til en byld, så skynd dig lidt og slip’ den.

Erik Bachs søn Christian Friis Bach levede i den grad op til sin fars ord ved sin handling i går. Han var bevidst om, at magten var til låns – og han ville ikke korrumperes af den, så hellere gå. Og det gjorde han så på grund af noget, der virker som en fejl i embedsværket – men som han mente var hans ansvar.

Det er folk af Christian Friis Bachs støbning, der er brug for i dansk politik. Folk, der tør tage både ansvar og konsekvens fremfor at klæbe til taburetter og formandsposter som fx Lars Løkke gør det.

Skulle Christian Friis Bach en dag blive de radikales formand, har partiet en enestående chance for igen at få en statsminister. Ihvertfald hvis det står til vælgerne. For selv dem, der normalt ikke stemmer radikalt eller måske slet ikke stemmer på grund af politikerlede, vil kunne finde på at stemme på denne ærlige mand.

Danmarksbloggen håber, at Christian Friis Bach får et comeback … og at der kommer flere af hans slags på Christiansborg. Danmark har brug for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Landspolitikerne kan lære meget af kommunalpolitikerne

Udgivet den af
2

Kommunalvalget er forbi, borgmesterposterne fordelt, og nu kan medlemmerne af landets byråd og kommunalbestyrelser starte deres arbejde i et land, der er blevet både mere rødt og mere blåt.

Men hvordan kan et land blive både mere blåt og mere rødt på samme tid?

Ja, Danmark kan efter tirsdagens kommunalvalg, hvor Venstre generelt gik frem, mens Socialdemokratiet stadig er det største kommunale parti og stadig har borgmesterposterne i de fire store byer. Hvor fløjene i dansk politik blev styrket, idet både Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde rigtig gode valg.

Analytikere har været ude at tale om røde storby-øer præget af vækst omgivet af det blå udkants-hav, der tilsvarende er kendetegnet ved tilbagegang.

Det er efter Danmarksbloggens mening at stramme analysen til et niveau, hvor den ikke kan bære. I Odense vandt socialdemokraterne således med en meget lille margen, og også i hovedstaden fik de liberale et godt valg, mens et klassisk Venstre- og yderområde som Holsterbro blev socialdemokratisk.

Det giver heller ikke mening at tale om de højtuddannede storbymennesker som værende venstre-orienterede, idet mange af dem stemmer på partier som Venstre og Liberal Alliance. På samme måde er det heller ikke alle, der bor på landet, som stemmer Venstre eller Dansk Folkeparti. En borgmester som SF´s Mette Touborg gik for eksempel stik imod landstendensen, da hun i Lejre, som ellers er klassisk Venstre-område, fik en trejdedel af stemmerne.

Men uanset hvem der vandt – og hvordan konstitueringen foregik, så starter nu arbejdet ude i kommunerne – og her spiller rød, blå, grøn eller regnbuefarvet sjældent samme rolle, som det gør landspolitisk. Lokalpolitik er mere praktisk, mere pragmatisk og drejer sig om at løse konkrete problemer for de borgere, som er lige udenfor rådhuset.

Det drejer sig om nærhed og evnen til at gå på kompromis.

Dén del med samarbejdet og viljen til en fælles løsning kunne landspolitikerne, både de blå og de røde, lære meget af. For politik bliver vedkommende, når mennesker kan sætte det, der siges og besluttes af politikerne, i relation til dem selv og deres eget liv. Og netop dét efterspørger mange vælgere af politikerne inde på Christiansborg.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre samtlige partier på Christiansborg til at tænke mere på konkrete forhold og løsninger end på strategi og politisk spin, både generelt men især i forhold til den finanslov, der snart skal vedtages.

For dén finanslov er vores allesammens husholdningsbudget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vælgerne flytter sig over midten

Udgivet den af
1

Igen idag må kommunalvalget rykke pladsen for det landspolitiske …

Årsagen er nemlig, at den siddende regering for første gang siden folketingsvalget har flertal i målingerne.

Nu gør en enkelt måling selvfølgelig ingen sejr, og der er næsten to år til næste folketingsvalg. Men det interessante er, at allerede inden balladen med Lars Løkke og hans økonomi var vælgerne begyndt at sive over midten og ikke bare internt i blokkene.

Danmarksbloggen glæder sig derfor til at følge de kommende måneder, der vil give svaret på mange gode spørgsmål?

Hvad vil der ske, hvis – eller måske rettere når – Venstre får ny formand? For at beholde Lars Løkke er mere end risikabelt, hvis Venstre ønsker at opnå magten.

Kan den siddende regering beholde det forspring, som de har ligenu?

Og hvis ikke, vil der så ske et oprør mod Helle Thorning?

Men allermest interessant er: Hvorfor flytter danskerne sig fra blå til rød blok? Drejer det sig om værdier? Om at flere og flere erkender, at kun i fællesskab og med omtanke for hinanden kan vi skabe et samfund, hvor alle kan leve i tryghed og vokse og trives?

Dét håber Danmarksbloggen er tilfældet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En kulturkristen muslim og et åbent hus

Udgivet den af
1

Naser Khader har lige udgivet bogen “Bekendelser fra en kulturkristen muslim”.

I den forbindelse udtalte han i et interview på DR2 Morgen på udgivningsdagen i fredags d. 25. oktober: “At den proces, som kristendommen har været igennem for at blive en moderne religion, mangler i islam. Og at det, der generer i islam, skal ud. Kristendommen og islam er nemlig som to huse. Men hvor der er lyst og højt til loftet i det kristne hus, er det mørkt og koldt, og det blæser ind i det islamiske. Islam er nemlig pt. en stagneret civilisation, mens man i det kristne hus hele tiden gør rent og sørger for, at der er venligt og plads til fritænkning og forskning.”

Til sammenligning nævner Naser Khader også, at der findes otte jødiske nobelpristagere – men ingen muslimske. Og han mener, at der heller ikke kommer nogen muslimske, sålænge man bliver i den gamle ruin istedet for at føre islam igennem den nødvendige moderniseringsproces – og altså dermed få renoveret huset.

Det er noget af et statement fra en Naser Khader, der omtaler sig selv som kulturkristen muslim, og som regner med at forblive muslim, selvom han er meget begejstret for kristendommen.

Han fortsætter også med at slå fast, at det er vigtigt at kende sin religion. Men at danskere desværre ikke kender til deres egen kristendom, og hvor meget den har betydet for samfundsudviklingen. Som fx en Grundtvig, der står som en åndskæmpe eller en Hal Koch, der betød så meget for demokratiets udvikling.

Naser Khader deler også danskerne op i kulturkristne og kirkekristne – og siger, at der er mange af de første, men færre af de sidste. Og at de første netop ikke ved ret meget om deres egen kristendom. Fx mener mange danskere, at julen er den største kristne højtid, hvor det retteligen er påsken.

Men har Naser Khader ret? Et langt stykke henad af vejen, men ikke hele vejen. For laget under kulturkristendommen er kirkekristendommen. Det er så også et lag, som kun de færreste når ned til i løbet af deres liv. Men ikke desto mindre er den historiske kirkekristendom forudsætningen for den kulturkristendom, der er mange nulevendes danskeres kristne tro og levevis. En levevis, der i bund og grund handler om humanisme, men som når man glemmer dens kristne, næstekærlige rødder handler om junglesamfund og egoisme.

Så kulturkristendommen og kirkekristendommen er ikke sidestillede størrelser. Den første er historisk set en konsekvens af den sidste, og dét er noget helt andet, end hvis der var tale om et personligt valg mellem to måder at være kristen på, som Naser Khader hævder er tilfældet – og som det også imiddelbart kan se ud.

At man så kan argumentere for, at kulturkristendommen i vor tid også kan få nogle til at blive kirkekristne, ihvertfald over tid, er en anden, men meget spændende sag. Men endnu er der ikke tale om en generel tendens, selvom flere og flere igen begynder at interessere sig for vores kristne rødder.

En del af dem er desværre folk langt ude på højrefløjen, som tager både danskheden og kristendommen som gidsler, når de hævder, at deres ekskluderende måde at være danske og kristne på er sand danskhed og sand kristendom. Men det passer ikke.

Set historisk har Danmark nemlig aldrig været det lille, lukkede land, som disse nye mørke kræfter arbejder på, at vi skal blive.

Danmark har altid været et åbent land, som har interageret med folk og lande over hele kloden. Dét er simpelhen måden, som vi overlever på, det som har bygget vores velfærd: Dette at få nye indtryk og impulser både indefra, men sandelig også udefra og omsætte det til ideer, viden og varer, som vi kan sælge og transportere rundt i hele verden.

Et lukket Fort Danmark, som fx Danskernes Parti og Dansk Folkeparti ønsker sig, vil betyde stagnation og tilbageskridt både materielt og åndeligt. Vi er et lille land, og at være os selv nok, bliver meget hurtigt til, at der ikke er nok til nogen af os.

Det samme vil ske for en kristendom, der defineres af mørkemænd og -koner som fx Krarup og Langballe. Der er ikke meget grundvigsk kærlighed og lys eller Kochsk´s demokrati over deres version af kristedommen. Tværtimod så sætter de skodder for det kristne hus og gør alting derinde så mørkt og bange.

Så følger man dem, så vil det idag så lyse og venlige kristne hus ende med at blive den samme hullede og vindblæste ruin, som Naser Khader mener, at det islamiske hus er.

For at gå Dansk Folkeparti, Danskernes Parti og meningsfællers sorte vej er at gå en fundamentalisk og mørk vej, der minder mere om den sorte del af den islam, som de ellers bekriger så energisk. Men fundamentalisme er – uanset om den er kristen, muslimsk eller troen på markedskræfternes frie spil – altid af det onde og aldrig af det gode.

For sådan er det, når man kun tror på sig selv og sit eget, og ikke vil rumme andre og deres meninger og deres tro.

I et moderne samfund – og dét uanset om man er kulturkristen, kirkekristen – eller kulturmuslim, moskémuslim – eller ateist – skal vi rumme hinanden og bygge et fælles hus, der stråler i alle regnbuens farver. For kun sådan har vi som menneskehed en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Har Løkke en moral? Har Venstre en etik?

Udgivet den af
2

Mens disse linier skrives, er det længe ventede pressemøde med Lars Løkke lige blevet færdigt. Det varede tæt på fire timer. Der var tale om ren grillning af en meget presset mand.

Og i de kommende timer og dage vil debatten i alle medier fortsat dreje sig om denne sag. Nu skal bilagene granskes, Løkkes svar analyseres og flere parter har brug for at markere sig. Så langt, så meget business as usual.

Det spændende er imidlertidig, hvad der sker på den lange bane, som Danmarksbloggen allerede skrev om det i fredags:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2222

For Løkke selv fremstår på ingen måde som en angrende mand, der ved, at han har lavet fejl – og som nu gerne vil rette op på det. Tværtimod er han en mand, der kun beklager det skete, fordi det giver ham selv – og Venstre – problemer.

Løkkes moral og etik, når det kommer til omgang med offentlige midler, er derfor stadig noget, som der må stilles store spørgsmålstegn ved.

Men ikke kun Løkkes, men hele Venstres moral og etik kan drages i tvivl. Partiet er nemlig iflg. nedenstående artikel det mest lukkede parti, når det kommer til økonomien hos både partiet som helhed og for de enkelte folketingsmedlemmer:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2126473.ece

Se links om de såkaldte pengeklubber og hververegisteret:

http://www.b.dk/politiko/venstre-kritiseres-for-nye-pengeklubber

http://www.ugebreveta4.dk/da/2013/201340/Mandag/Folketingets_hvervregister.aspx

Og dét, mine damer og herrer, er i virkeligheden et langt større demokratisk problem end selv denne Løkkes sidste store sag med et indrømmet misbrug af offentlige midler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke – mere umenneskelig end antaget

Udgivet den af
3

Lars Løkke stod uden sammenligning for gårsdagens mest markante bemærkning, da han i Folketingets nye opfindelse spørgetimen sagde: “2000 kroner. Det kommer an på, hvem man er. Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge.”

Lars Løkke mener altså, at man kun visse steder kan finde sko til 2000 kroner. Gad vide, hvad manden tror, at en liter mælk, en spegepølse og en pakke rugbrød koster? 400 kroner måske?!

Men hvis det var prisniveauet i Danmark: Hvordan kan Løkke så forsvare at ville sætte de offentlige ydelser endnu mere ned? For det er jo reelt det, som manden planlægger, hvis han en dag bliver statsminister igen.

I forvejen – med det prisniveau som vi har i Danmark, og hvor sko på tilbud ret beset kan fås for under 100 kroner – er de nuværende ydelser ikke af en størrelse, så vores medmennesker på overførselsindkomst kan leve et anstændigt liv.

Ergo: Var priserne, som Løkke åbenbart tror, at de er, så ville mange danskere ikke kunne overleve bogstaveligt talt. Dét er så åbenbart ikke noget, der ryster Løkke. Tværtimod gør det ham kun endnu ivrigere for at gøre ydelserne endnu mindre end de er i dag …

Danmarksbloggen spørger derfor: Hvor meget ønsker Løkke og hans meningsfæller at sparke til dem, der allerede ligger ned? Hvor langt ned i skidtet skal de mennesker? Åbenbart meget langt. Der er ihvertfald ingen grænser for umenneskeligheden hos Løkke og Venstre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Udgivet den af
3

Hvornår bliver en indvandrer dansk?

Det enkle spørgsmål har USA´s tidligere ambassadør Laurie S. Fulton stillet flere gange – men uden at få svar. Så nu har hun skevet en kronik i den amerikanske netavis “Huffington Post”, hvor hun sammenligner somaliske indvandrere i Danmark og i tvillinge-storbyen Minneapolis-Sct. Paul i lyset af, at nogle af de danske somaliere formentlig er taget til Somalien for at træne hos terrror-organisationen al-Shabaab:

http://www.huffingtonpost.com/laurie-s-fulton/what-it-means-to-be-one-o_b_4038756.html

I kronikken konkluderer Laurie S. Fulton blandt andet: De fleste danskere lever efter de samme kulturelle normer og regler og har en nærmest medfødt fornemmelse af, hvad det vil sige at være dansk. De fleste danskere altså, undtagen de “indvandrere og deres efterkommere,” som er den betegnelse, som Danmarks Statistik bruger til at beskrive dem, der populært kaldes første-, anden-eller tredje-generations-indvandrere. Men ingen kunne besvare mit naive spørgsmål om, hvornår indvandrere kan blive danskere.

I Minneapolis-Sct.Paul derimod ser man ifølge Laurie S. Fulton ikke de nyankomne somaliere som et udfordring mod det amerikanske, men derimod som en berigelse og en styrkelse af byen, hvilket også gør, at de somaliske indvandrere bliver inkluderet, føler sig velkomne og gør en stor indsats:

De er stolte nye Minnesota-borgere og loyale nye amerikanere. For vi kan netop kun undgå radikalisering ved at byde velkomne og få nyankomne til at føle sig som en af os. For det er, når du ikke er en af os, at det kan blive for nemt at blive en af dem, skriver den tidligere ambassadør i Danmark.

Når du ikke er en af os, kan det blive for nemt at blive en af dem!!!

Det er kloge ord, som vi her i den lille, danske andedam med fordel kan tage ved lære af.

Vejen frem ligger nemlig ikke at isolere sig sammen med andre leverpostejfarvede i kolonihavehuset med frikadellerne på bordet og Dannebrog vejrende i vinden – men derimod i at åbne dørene og byde velkommen. Se “de fremmede” som en ressource, en bestyrkelse af det danske samfund.

Se indvandrerne som ikke de fremmede, men som de nye danskere, der er rigtige danskere – også selvom de aldrig sætter tænderne i en flæskesteg, aldrig drikker en øl, ikke synes julen er alletiders mest geniale opfindelse eller nogen af de andre ting, som traditionelt betegnes som værende ærkedanske.

For det mest ærkedanske er og bliver frisindet, tolerancen og fællesskabet – også selvom netop de værdier trues i disse år af både ny- og gammeldanskere, der ikke har forstået, at vi allesammen skal være her – og at man er helt okay, selvom man ikke er ens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Fællesskabet mangler i Thornings balance

Udgivet den af
2

Landets statsminister omtalte i weekenden til Socialdemokratiets kongres socialdemokraterne som dem, der har mere lod i det danske samfund end alle andre politiske kræfter.

Og det har Helle Thorning ret i – historisk set. Socialdemokratiet var dem, der mere end nogen anden byggede det danske velfærdssamfund i 1900-tallet under paroler som fx “Når få har for meget og færre for lidt” og “De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder.”

Men hvad er der siden blevet af solidariteten med de små i samfundet? Af fællesskabet og bevidstheden om det gode i at bidrage til samfundet?

Det forsvandt i takt med, at arbejderne blev uddannede, fik hus og bil og begyndte at stemme på nogle partier, hvor det ikke handler om solidaritet og fællesskab, men om at rage så meget som muligt til sig. “Fagbevægelsen har sejret ad helvede til,” som den gamle LO-formand Thomas Nielsen også sagde det i 70´erne, inden alt blev til individuelle lønforhandlinger til fordel for meget få lønmodtagere.

I går i åbningstalen til Folketinget kom Helle Thorning også ind på, at vi ikke skal drives af udviklingen, men istedet selv drive den politiske udvikling – og at denne udvikling skal være baseret på balance. En balance mellem at skabe gode vilkår for virksomhederne og leve op til det sociale ansvar.

Det er så dér, at det for alvor går galt. For ja, Socialdemokratiet byggede velfærdsstaten og ja, mange af partiets klassiske vælgere er gået til partier som Venstre og Dansk Folkeparti og har vendt såvel Socialdemokrati som fagbevægelse ryggen. Men nej, løsningen på det problem er ikke at lefle for middelklassen og vende ryggen til de svageste, sådan som regeringen gør i øjeblikket.

Mange kender sikkert den her: Hvis du gør, som du plejer at gøre, sker der sikkert det, som der plejer at ske. Men hvis du gør noget andet, kan det være at der sker noget andet.

Måske var det noget, som både regering og Socialdemokrati kunne tage til sig? For de siger selv, at de er socialt ansvarlige, men alligevel agerer de et langt stykke hen af vejen, som var de skabsblå – og det kan man selvfølgelig læse i meningsmålingerne, hvor Socialdemokratiet står til under 20 procent af stemmerne.

Men man kan også se det i det danske samfund, hvor stadig flere marginaliseres, fordi de ikke magter at følge med i ræset – eller simpelthen ikke har fået en chance for at være med.

Måske ville det gå bedre for både regering, Socialdemokrati og samfund, hvis Socialdemokratiet netop blev sig sin historie bevidst og igen begyndte at agere som dem, der kæmper for fællesskab og solidaritet? Dem, som taler de udsattes sag. Dem, som gør noget for de udsatte. For de gamle, de unge, de arbejdsløse, de syge og alle de andre, der ikke passer ind i den altfor smalle normalitetsform, som alle danskere i disse år helst skal presses ned i.

Danmarksbloggen håber dét. For nok er det godt, at Enhedslisten vokser og får flere og flere stemmer. Men uden et menneskeligt Socialdemokrati får vi aldrig igen et medmenneskeligt samfund i Danmark med solidaritet og fællesskab.

Og pt. mangler netop solidariteten og fællesskabet i Thornings balance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Folketinget åbner idag, men hvor er fællesskabet?

Udgivet den af
3

Traditionen tro er det første skoledag i dag i det danske folkestyre. Eller mere korrekt: Den dag hvor folketingsåret starter med et fuldt folketing, statsministerens åbningstale, kongefamilien som faste tilhørere og alt det andet pomp og pragt, der hører til en første tirsdag i oktober.

For første tirsdag i oktober er en af folkestyrets to store festdage. En af de dage, hvor vi – i princippet i hvert fald – fejrer demokratiet og fællesskabet.

For desværre er især fællesskabet kun et princip og ikke levet virkelighed i disse år, hvor flere og flere danskere marginaliseres og skubbes ud af netop samme fællesskab. Skubbes ud på grund af sygdom, alderdom, arbejdsløshed, ungdom, barsel, manglende erfaringer, handicap, hudfarve  – og 117 andre ting, der intet siger om netop dét menneskes evne til at bidrage til samfundet.

Man kan nemlig bidrage på så mange måder – og alle mennesker vil gerne yde en indsats. Men det tror man ikke på dér, hvor magten og pengene er i det danske samfund. Der tror man kun på effektivitet og meget specifikke kompetancer, som bestemmer om den enkelte er “god nok” til at være inde i varmen eller ej.

Men det er ikke den enkelte, der i reglen er problemet. Det er i stedet den meget smalle definition af, hvad der er godt nok, som skaber de store kløfter mellem mennesker i disse år.

For allermest sker udskillelsen af mennesker på grund af det danske samfunds manglende evne til at inddrage og rumme dets medborgere. Og det er et ansvar, som både offentlige arbejdspladser og private virksomheder flyr hurtigere, end de kan nå at sige effektivitet og kompetancer.

Det giver ikke mening. Danmark er et liden land uden ret mange andre råstoffer end vores hitte-på-somhed og handelstalent. Og derfor har vi – indtil Kjærsgaard, Fogh og de andre mørkemænd og -koner startede det de kaldte værdikampen – altid vundet både os selv og resten af verden på at give plads til det anderledes og skæve såvel menneskeligt og erhvervsmæssigt.

For kun ved at åbne os mod hinanden og mod verden kan vi gøre Danmark til Danmark igen. Til landet hvor forretning og fællesskab går hånd i hånd, og hvor der er plads til mennesker.

Danmarksbloggen er heldigvis ikke alene om at mene dette. Fagforeninger, elev- og studenterorganisationer, klimagrupper samt velfærdsforeninger med flere synes det samme – og de har derfor arrangeret en stor demonstration, som løber af stablen i dag under navnet “Ja til fællesskab”.

Læs mere her: http://www.jatilfællesskab.dk/

Demonstrationen starter fire steder i København, hvert med sit tema, hvorefter alle mødes på Christiansborg Slotsplads kl.16.30.

De fire temaer er:

1) Uddannelse, hvor man mødes kl. 15 på Vor Frue Plads
2) Job, hvor man mødes kl. 15 på Nytorv
3) Velfærd, hvor man mødes kl. 15 ved Vandkunsten
4) Grøn omstilling, hvor man mødes kl. 15 på Christianshavns Torv

Danmarksbloggen hylder initiativet og vil gerne opfordre alle til at deltage i demonstrationen. Danmarksbloggen kommer og glæder sig meget.

Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Jødernes flugt over Øresund – medmenneskelighedens sejr

Udgivet den af
2

I disse dage er det 70 år siden, at det lykkes mere end 95% af alle danske jøder at komme i sikkerhed fra tyskerne og deres planer om deportation.

Langt de fleste jøder blev sejlet over Øresund til Sverige ombord på fiskerbåde, lystsejlere og hvad der ellers kunne flyde. For nogle var det gratis, mens det for andre kostede penge. Men hele samfundet spædede til – selv Kong Christian d. 10, som i det skjulte gav af egen lomme.

At så mange danske jøder kom væk i tide skyldtes, at advarslen kom fra den tyske rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best selv, at advarslen blev viderebragt af troværdige kilder fra det politiske liv – og ikke mindst at advarslen kom i tide.

I mange andre besatte lande blev langt størstedelen af landets jøder fanget og deporteret til tyskernes umenneskelige kz-lejre, hvor mange døde af sult og sygdom, hvis ikke de ligefrem blev gasset eller på andre måder slået ihjel. Alt sammen bare fordi de var jøder. Meget få af de ulykkelige var danske jøder.

Mon ikke vi allesammen husker den trofaste bankmand Hr. Stein fra Matador, der bliver opsøgt af sin nabokone i banken, skynder sig væk og dukker op om aftenen hjemme hos bankdirektør Varnæs, hvor han inddirekte er årsagen til at fru Maude Varnæs kommer ud af sin skal og sammen med Daniel Skjern bringer Hr. Stein i sikkerhed hjemme hos grisehandlerens kone fru Larsen, inden Kresten Skjern og doktor Hansen kan få ham ombord på en båd til Sverige, hvor hr. Stein er indtil krigen slutter, og han vender hjem igen – til både sit job og sin bolig.

Historien om hr. Stein er fiktiv, men typisk for redningen af de danske jøder. Bag hver eneste jødiske skæbne var der nemlig mange danskere, som gjorde en indsats – stor eller lille – for at hjælpe et eller flere medmennesker, som de anså for deres landsmænd og ligeværdige.

I Danmark var vi ellers længe – også for længe – om at stille os helhjertede på allieret side. Men to ting kan vi være stolte over: 1) Vores modstandsbevægelse, der nok var lille, men selv en lille bi kan stikke og irritere. 2) Den selvfølgelighed, hvormed de fleste danskere hjalp deres jødiske medborgere.

Og det er dette sidste, som samtiden med rette kunne bryste sig selv af: Denne medmenneskelighed, dette at se vores jødiske landsmænd som mennesker og danskere istedet for at se dem som jøder. Og så handle derpå. Dét var medmenneskelighedens sejr.

Ville det samme mon ske idag? Danmarksbloggen håber dét, men er ikke sikker. For hvordan er det lige, at vi ser på hinanden idag? Er det primært som (med)mennesker? Som danskere? Eller er det som muslimer vs. kristne, arbejdsløse vs. dem, der har et arbejde, tykke vs. tynde og så videre, og så videre.

Læs også http://danmarksbloggen.dk/?p=1754

I disse dage, hvor vi fejrer 70-året for en heroisk indsats udført af almindelige danskere, opfordrer Danmarksbloggen derfor til at lære af det, der skete dengang, så vi allesammen kan begynde at se på hinanden som medmennesker med respekt og rummelighed.

For jo, den leverpostejglade dansker kan godt lære at leve godt sammen med muslimen, der kun spiser halalkød. Ateisten og den troende kan godt lære at respektere hinandens tro og ikke-tro. Muslimen kan godt lære at sidde ved siden af jøden med kalot på i 5A´eren på Nørrebrogade. Virksomhedsejeren kan godt lære at forstå, at den arbejdsløse ikke er doven, men istedet gerne vil have et job osv, osv.

Sådan må det være. Sådan skal det blive, hvis medmenneskeligheden skal sejre igen i Danmark. Og det skal dén. Alternativet – et junglesamfund, hvor enhver er sig selv nok og kun de stærkeste overlever – er ikke til at holde ud.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk