Kategoriarkiv: Tro & Højtider

Valentin handler (også) om at være en samfundsrebel – og om den farlige kristendom

Udgivet den af
1

Hjerter, chokolade og blomster – i morgen d. 14. februar er det Valentins dag, som også i Danmark er ved at blive en dag, der handler om forbrug og købekraft.

Historisk set er det selvfølgelig helt forkert.

Valentins dag handler nemlig om kærlighedens kraft, om uselvisk kærlighed, om den kristne præst ved navn Valentin, der i Rom under kristenforfølgelserne i de første århundreder gemte kristne og ikke mindst viede forelskede unge mennesker til hinanden, selvom kejseren havde forbudt ægteskaber. Kejseren skulle nemlig bruge soldater – masser af soldater – til sine krige, og han kunne kun tvangsudskrive de ugifte.

Men Valentin var ligeglad – han viede på livet løs, indtil han blev fanget og sat i fængsel. Dér helbredte han fangevogterens blinde datter – og de to unge forelskede sig så meget, at Valentin på hans henrettelsesdag – d. 14. februar – skrev et glødende kærlighedsbrev til hende underskrevet Din Valentin.

Valentin var altså en samfundsrebel – en mand, der fulgte sit hjerte og gerne vendte tingene på hovedet. Sådan en mand var Jesus også med sine lignelser og sine gerninger.

Det er også derfor, at kristendommen i dens budskab og kerne er revolutionerende og farlig for magten og for de mennesker, der tror, at magt, anseelse og penge betyder noget som helst.

For den kristne må følge hjertets lov. Den lov, der uagtet magtens forsøg på kontrol og undertrykkelse, altid siger: ELSK DIN NÆSTE SOM DIG SELV.

Altså: Del dine goder med andre, vær solidarisk og rummelig. Tanker, som er så stik imod både det liberale og det højrenationalistiske livssyn, der florerer så alt for meget i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Indenfor murene”

Udgivet den af
1

Hvor gik Nora hen, da hun gik ud,? spørger man altid om, når man har set Ibsens ”Et dukkehjem”.

På vej hjem efter at have set nationalklassikeren ”Indenfor murene” på Folketeatret er det derimod ligeså naturligt at spørge om, hvor den jødiske datter Esther og hendes kristne forlovede Jørgen gik hen, mens den jødiske patriark Adolf Levin gik i seng – og den jødiske moder Sara grædende bad om lykke til sit barn.

Man kan selvfølgelig gå til Bent Fabricius-Bjerres musical Esther. Men man kan også søge svaret andetsteds, søge det udenfor teatermurene, udenfor synagogens, kirkens – og i vor tid moskéens mure.

For nok gik det unge par, der spilles overbevisende af Sofia Nolsøe og Jesper Dupont, ud for at søge kærlighedens lykke langt væk fra religionen. Men hvor langt væk kunne de gå en tid, hvor de begge var mere end på forkant med deres oprør mod forældrene og religionen?

Og kan man nogensinde – også i 2015 – for alvor flygte fra sine rødder og sin barndom? For er der ikke indeni os alle tykke, mentale mure? Mure, der aldrig rigtig kan rives ned – men kun slås hul i?

Men måske kan vi også nøjes med hullerne – på scenen og i det virkelige liv?

For ”Indenfor murene” handler om det virkelige liv i 1912 – og i 2015. Det handler om mennesker. Det handler om kærlighed. Det handler om rødder. Det handler om fortid, nutid og fremtid. Det handler om konflikter mellem mennesker – og måske allermest om vigtigheden af evnen til at række ud, især udover sig selv.

Det handler om dig og mig – og alle andre, uanset om vi er jøder, kristne, muslimer eller ateister. For vi har alle rødder og alle forældre – og mange af os har også børn og nogle endda også børnebørn. Vi har alle de samme grundvilkår som mennesker – og derfor mere der samler end skiller os.

Vi kan alle spejle os i hinanden, uanset om vi kommer i kirken, synagogen, moskéen – eller sidder under et grønt træ.

Det ser man for alvor, når der slås hul på murene – og man i stedet for fordomme og stereotyper ser hinanden som de forskellige mennesker af kød og blod, som vi er først, sidst og indimellem. Når man søger forståelsen og forklaringen som den jødiske søn Hugo gør det så glimrende, selvom de andre i familien Levin slet ikke lytter til hans visdomsord.

I en senere tid – skuespillet er skrevet i 1912 – burde Hugo også være blevet fredsforhandler i Mellemøsten. Men i den velhavende jødiske Levin-familie i tiden op til 1. verdenskrig er han læge og hans bror forretningsmand ligesom faderen, der spilles med en fantastisk autoritet og nerve af Waage Sandø fra han træder ind til sabbatten til han sidst i stykket går i seng.

Men i enhver jødisk familie er moderen omdrejningspunktet, både når hun tænder lysene til sabbatten og ellers. Og det er dansk teaters største skuespillerinde Ghita Nørby også i Folketeatrets ”Indenfor murene”.

I hver en bevægelse, hver en tone, hver en mimik ER hun Sara Levin, den jødiske mor, der elsker sin familie overalt på jorden og gør alt, hvad hun kan for at sikre alle lykken – og freden indenfor murene.

Men freden brydes og livet laves om. Først da datteren tro mod tidens stigende bevidsthed og kamp for kvindens rettigheder kommer for sent hjem til middagen – og endnu mere, da det nødvendige opgør med etatsråden, mesterligt spillet af Preben Christensen, finder sted.

Der slås hul på murene, og det gøres så eftertrykkeligt, at forestillingen sidder i én længe efter, at man har forladt teatret og er gået hjem i en nutidig vinteraften i endnu en tid, hvor mennesker bygger mure og ser religioner og fordomme, før de ser mennesker.

Og i øjeblikket desværre mere end i mange årtier.

Henri Nathansens stykke er med andre ord mere aktuelt end det har været længe – og Danmarksbloggen giver det i Folketeatrets sprudlende og stærkt bevægende version fem store stjerner ud af fem mulige.

Endelig skal nævnes forestillingens program. Normalt er et program ikke noget, som der er grund til at nævne i en anmeldelse. Men her er der. Endda stor grund.

For programmet til Folketeatrets ”Indenfor murene” er mere end blot flotte billeder og baggrundsinformation. Det er en guldgrube af substans, af tanker og betragtninger over stykket og dets mening og morale – leveret af både Ghita Nørby, Herbert Pundik og Thomas Bendixen.

Danmarksbloggen anbefaler derfor ikke kun på det varmeste at se stykket, men også at købe programmet, gemme det og finde det frem igen og igen – især når man føler behov for at blive husket på, at livet først og fremmest handler om mennesker, samvær og mangfoldighed – og ikke om religioner og ideologier.

”Indenfor murene” spiller frem til 11. april på Folketeatret. Det er Thomas Bendixen, der har instrueret, og Maja Ravn, der har stået for scenografien. Steen Larsen er manden bag lyddesignet, mens Lars Schou har stået for lysdesignet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Søren Espersen tager Anders And som gidsel

Udgivet den af
1

Søren Espersen fra Dansk Folkeparti er ude og sige, at man bør bekæmpe ekstremismen blandt fundamentalistiske muslimer ved at lade dem læse bla. Anders And & Co.

Danmarksbloggen vil derimod anbefale Søren Espersen at læse Anders And og Co. For Dansk Folkeparti´s udenrigspolitiske ordfører kender helt tydeligt ikke Andeby.

Hvis han gjorde, ville han vide, at:

1)    der ingen religion er i Andeby, men

2)    at ænderne accepterer hvad som helst, når de møder det – også selvom de per definition ikke tror på det. Fx når Anders, Joachim og ungerne er på skattejagt i en fjern jungle og mangler regn, og så møder en medicinmand, der siger, at han kan danse en regndans. Så kan han selvfølgelig også det – og ænderne ser også selv regnen plaske ned, så de kan få fat på guldet. Men det er glemt igen i næste historie.

3)    Endelig er ænderne – især Anders And – tit bange for det overnaturlige, som han altså ikke tror på, heller ikke når han skræmmes fra vid og sans af hekse og spøgelser.

Så det er en ommer, Søren Espersen. Ænderne er så ikke-religiøse, som nogen kan være – og at pådutte ænderne en missionerende rolle i forhold til islam er det samme som at give dem religions-nella.

Og det ville da være synd og skam, hvis denne slemme sygdom skulle slippes løs i Andeby.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dobbeltmoral: Jul på Christiania – og i Whiskybæltet

Udgivet den af
Svar

Landets justitsminister Mette Frederiksen holdt åbenbart jul på Christiania. Noget, som kun burde kunne interessere hende selv og hendes familie.

Men nej, nu bliver højtiden brugt i en politisk kampagne om, hvordan landets justitsminister dog kan holde jul i Fristaden, hvis nu der er så farligt. 

På den ene side står derfor christianitterne og siger, at når Mette Frederiksen kan holde jul på Christiania, så er det nok fordi, at Fristaden ikke er så farlig igen, som især blå blok hævder – især når de blå gerne vil have stedet lukket.

Blå blok må derfor også forventes at komme en hård kritik af Mette Frederiksens gøren og laden, når der i morgen er åbent samråd i Folketingets Retsudvalg, hvor ministeren skal svare på sit kendskab til, om hvorvidt penge fra det ulovlige salg af hash bliver brugt til infrastrukturen og institutionerne m.m. på Christiania.

Men det er jo tordnende dobbeltmoral: For hvad med alle de – primært borgerlige – politikere, der konstant netværker og er til fest med de elementer i overklassen, der uden blusel laver økonomisk kriminalitet i den helt store stil – og som hvert år via diverse juridiske og økonomiske krumspring snyder statskassen – og dermed velfærdssamfundet – for milliarder?

For skal folkevalgte politikere holde sig væk fra steder – og personer – der MÅSKE er kriminelle, så skal store dele af blå blok holde op med at holde jul i Whiskybæltet – og i det hele taget per omgående rydde kraftigt ud i deres venskabs- og bekendtskabskredse.

Dét kommer næppe til at ske. Dobbeltmoralen lever nemlig så godt hos de blå.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Aldrig give los for den indre svinehund

Udgivet den af
1

Hvor lang tid husker mennesket? Ja, 70 år er lang tid – og for nogle også for lang tid til at de kan sætte begivenheder dengang i forhold til idag og fremover.

I dag er det Auschwitz-dag i betydningen, at det i dag er 70 år siden, at Den Røde Hær kom til Auschwitz og befriede de overlevende, der var tilbage i en af de mest berygtede kz-lejre, hvor mere end én million mennesker døde, fordi de blev skudt, gasset, sultede ihjel eller på anden måde dræbt af nazisterne. Mange af dem jøder.

Auschwitz og de andre af 2. Verdenskrigs kz-lejre var så horrible, at det ikke giver mening at tro, at man nogensinde helt kommer til at forstå, at noget menneske kunne gøre de umenneskelige ting, som der gik for sig i de lejre. Man skulle derfor også tro, at det ville stå mejslet i sten, at sådan gjorde mennesker déngang – og at det aldrig, aldrig må ske igen.

Men der findes faktisk mennesker, der benægter, at kz-lejrene eksisterede – og at holocaust fandt sted. Der findes også dem, der ikke synes, at det er særligt vigtigt, at der fandtes kz-lejre – og som nærmest har glemt dét. 70 år er som bekendt lang tid.

Men dét holder ikke. Og nej – vi kan ikke som undskyldning bruge den kendte frase om, at den, der ikke kender sin historie, er dømt til at gentage den – om end det passer.

For det, som skete dengang i de lejre var så horribelt, at det aldrig må blive glemt – og slet ikke i denne tid, hvor et stigende antal europæere – og danskere – igen søger syndebukke.

Hvor hele befolkningsgrupper igen gøres til skurke og dårligere mennesker, bare fordi de er anderledes end flertallet. Men nej, ondskaben findes ikke et eller andet sted derude hos nogen af ”de andre”. Ondskaben er inde i os selv, inde i mennesket.

Samtlige -ismer og religioner har derfor heller ikke noget med ondskab at gøre. De bliver kun brugt som undskyldning for at give los for den indre svinehund, som vi aldrig må lytte til – men som vi altid skal bekæmpe – i samfundet og inde i os selv.

Dét burde være klart som dagen – især en tid som vores, hvor den yderste højrefløj igen rykker på sig – og hvor fundamentalismen og ekstremismen truer fra både venstre og højre, fra religiøse og sekulære grupper i samfundet.

For himlen lukker sig over Europa i øjeblikket – og det er derfor mere vigtigt end nogensinde i de sidste 70 år at holde fast på, at mangfoldighed og rummelighed ikke alene er en styrke for vores samfund – men også den eneste måde, som vi kan overleve på som mennesker og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder: Dagmar og Bengerd

Udgivet den af
Svar

Sidste år var der Danmarksbloggens Danmarkshistorie hver mandag. Se link til sidste del her, hvor der er links til alle de øvrige dele af Danmarksbloggens Danmarkshistorie: http://danmarksbloggen.dk/?p=5899

Og nu er vi så i gang med Kvindernes Danmarkshistorie. For som bekendt er det i år 100 år siden, at kvinderne i Danmark fik stemmeret. Så Danmarksbloggen vil hver mandag frem til Grundlovsdag d. 5. juni beskæftige sig med en eller flere kvinder, der har spillet en markant rolle i Danmarkshistorien.

I dag skal det handle om Valdemar Sejr´s to dronninger:

Dagmar og Bengerd

Der er langt imellem de markante kvinder i middelalderens Danmark. Noget, der formentlig skyldes, at kvinderne og deres udfoldelsesmuligheder som alt andet i datidens samfund var nærmest totalt kontrolleret af mændene omkring dem, hvad enten det var fædre, ægtemænd, sønner eller sågar svigersønner.

For i modsætning til vikingetiden, hvor kvinden havde stor magt i de enkelte hjem, både når manden var i viking og når han ikke var, så var hun i stort og småt underlagt manden i middelalderen.

Det gjaldt både verdslige og religiøst. I middelalderens katolske kirke var der – på nær i de lukkede nonneklostre – derfor kun plads til mænd som præster, biskopper og så videre, mens vikingetidens kvinder uden problemer kunne vælge at være en af de gydjer, som var det feminine modstykke til de mandlige goder.  For både en gode og en gydje kunne stå i spidsen for såvel ofringer som alt andet, der hørte til vikingetidens asatro.

Men nu var det altså middelalder, og kvinden skulle med apostlen Paulus´s ord tie i forsamlinger, føde børn og arbejde, mens manden tog alle beslutningerne og havde alle kompetencerne. Ja, kvinderne havde end ikke bestemmelsesret over de penge, som de bragte med sig ind i ægteskabet, eller over den arv, som de fik fra deres familie.

Den optimale kvinde var derfor også i middelalderen en kvinde, som var sød, smuk og føjelig, og som kunne føde børn, helst drenge. For drenge var mere værd end piger. Drenge skulle nemlig arve titel og gods – og kunne føre slægten og slægtsnavnet videre. Piger skulle bare føde børn i en anden slægt, og det var efter datidens normer ikke ligeså fint.

Valdemar Sejrs første dronning Dagmar, der i 1205 kom til Danmark fra Bøhmen, som svarer nogenlunde til det nuværende Tjekkiet, var en efter datidens normer perfekt kvinde.

Hun var efter sigende lys, mild og god af sind og hjerte – og danskerne elskede hende. Hun var nærmest datidens prinsesse Diana, bare med den forskel at hun også var dybt elsket af sin mand, kong Valdemar Sejr, der ifølge folkevisen ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg” i eet eneste stræk red fra Ringsted til Ribe for at nå at sige farvel til sin hustru, da hun stadig ung og smuk lå for døden i Danmarks ældste by.

Om legenden holder, og hvem den historiske Dagmar i virkeligheden var, får vi aldrig at vide. Men hun var i hvert fald elsket, og hun ligger nu begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted sammen med sin mand Valdemar Sejr, der i øvrigt er kendt for at være ham, der modtog Dannebrog fra himlen, da det faldt ned i Estland.

På den anden side af kongen i kirken ligger så endnu en kvinde, nemlig hans anden dronning, som han giftede sig med i 1214 kort efter Dagmars død. Hun hed Berengaria og kom fra Portugal. Det blev på dansk til Bengerd, og hun var ligeså mørk som Dagmar havde været lys.

Hende kunne danskerne ikke lide. Der er dog ikke noget historisk belæg for, at Bengerd skulle have været så forfærdelig, grådig og ondskabsfuld, som rygterne om hende har gået gennem tiderne. Men eftermælet står tilbage, kort og godt: Bengerd, den beske blomme, som det hedder i folkevisen.

Det eneste vi for alvor ved om den portugisiske prinsesse er, at alle hendes tre sønner blev konger efter faderen Valdemar Sejr, og at der med dem startede en ny urolig tid i Danmark.

Dagmar havde ellers også født en søn nogle år, inden hun døde. Men han døde ung, så derfor blev det Bengerds sønner, der kom til at føre den danske kongeslægt videre frem gennem middelalderen.

Kvinderne begyndte dog at røre på sig, inden middelalderen var forbi – og især to kvinder ved navn Margrethe valgte at se stort på, at datidens kvinder skulle ses og ikke høres.

Disse to markante kvinder skal vi høre mere om i næste uges Danmarksbloggens Danmarkshistorie om Danske Kvinder.

Vel mødt.

Læs tidligere indlæg her:

Thyra Dannebod: http://danmarksbloggen.dk/?p=6275

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes

Udgivet den af
1

12 mennesker døde i Paris igår, fordi der findes kræfter i vor demokratiske verden, som ikke accepterer den menings-, tros- og ytringsfrihed, som vi har i Vesten.

Det er totalt uacceptabelt.

Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes. Den må være absolut og 100%.

Man skal kunne skrive, sige og tegne lige, hvad man har lyst til. Og ja, det er okay at søge provokationen og satiren. Det er endda vigtigt i et demokratisk samfund.

Er nogen uenig/sur over/vred over noget, der bliver sagt eller skrevet, er han eller hun velkommen til at modargumentere, demonstrere (fredeligt) eller sågar slæbe den, som vedkommende mener er gået over stregen, i retten.

Sådan er betingelserne i Vesten. Punktum.

Ytringsfriheden er absolut. Den kan ikke gradbøjes – og aldrig knægtes.

Danmarksbloggen bringer derfor idag flere tegninger, både nogen af private og andre fra Charlie Hebdo.

Vive la satire, vive la liberté d’expression, vive Charlie Hebdo

(På dansk: Leve satiren, leve ytringsfriheden, leve Charlie Hebdo)

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Vive la satire, vive la liberté d’expression, vive Charlie Hebdo

Udgivet den af
Svar

Idag er vi alle franskmænd – også på Danmarksbloggen.
Derfor disse ord, som vel egentlig siger det hele:

Vive la satire, vive la liberté d’expression, vive Charlie Hebdo

(På dansk: Leve satiren, leve ytringsfriheden, leve Charlie Hebdo)

Svaret på om danske medier i morgen skal genoptrykke Muhammed-tegningerne er derfor også et klart JA. Og nu vi er igang, så tag bare et par af Charlie HEBDO´s tegninger med i trykken.

Terrorangrebet i Paris idag får to konsekvenser:

1) Modstanden mod muslimerne vil vokse – og det er derfor såre godt, at mange af de moderate muslimer (og de er i flertal, også i Danmark) tager afstand fra fundamentalismen.

2) De vestlige lande kommer til at stå endnu stærkere sammen i kampen mod fundamentalismen – uanset hvad form den har.

For fjenden er ikke en bestemt religion eller en bestemt befolkningsgruppe.

Fjenden er fundamentalismen, uanset om den kommer fra højrefløjen eller fra muslimerne. Pt. er den muslimske umiddelbart den mest farlige, fordi den dræber her og nu – men højrefløjens fundamentalisme kan på sigt vise sig at være endnu farligere, fordi så mange støtter op omkring den.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grimhøjmoskeen er – også – et grimt sted

Udgivet den af
1

Fundamentalismen har gode kår i Danmark. I forgårs havde SIAD arrangeret en demonstration mod muslimerne og den påstående stigende islamisering.

Og i går viste DR så dokumentaren om Grimhøjmoskeen i Aarhus, hvor det blev tydeligt, at der findes muslimer og muslimske miljøer i Danmark, som er ekstremt fundamentalistiske – og totalt ude af trit med det frie og åbne samfund, som Danmark er. Som er imod demokratiet.

Ja, som tilmed mener, at de og alle andre muslimer er i krig med den danske stat og danskerne, fordi vi bekæmper Islamisk Stat. En gruppe muslimer, som ønsker sharia og et verdensomspændende kalifat, også i Danmark.

Det skal vi selvsagt ikke tolerere her i Danmark, hverken som samfund eller som enkeltpersoner.

Det er derfor mere end vigtigt at tale fundamentalismen imod – uanset om den kommer fra højrefløjen eller fra rabiate muslimer. Og det kan ikke gøres for højt eller for meget.

Det Danmark vi kender (for nu at anvende et sprogbrug, som er oppe i tiden) handler om respekt for hinanden, demokrati og frihed, om rummelighed og tolerance – og sådan skal Danmark blive ved med at være.

Derfor skal Grimhøjmoskeen også have et stort rungende nej til deres byggeplaner – ja, moskeen skal faktisk lukkes, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre ifht gældende lovgivning.

For nok har vi ytrings- og meningsfrihed – og det er godt. Men når nogen planlægger at omstyrte vores åbne og demokratiske samfund, så skal vi selvfølgelig forhindre dem i det. Alt andet ville være tåbeligt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens Nytårstale

Udgivet den af
2

Traditionen tro blev statsminister Helle Thornings båndede nytårstale vist på årets første aften, således også i år, hvor det som bekendt er valgår. Noget som man tydeligt kunne mærke gennem hele talen.

Statsministerens tale fokuserede på fællesskabet i Danmark, på at der ikke var plads til eksperimenter med velfærden, og på at intet kunne lykkes med den nulvækst, som hendes politiske modstander Lars Løkke er så glad for.

Thorning ville i stedet holde fast i etablerede goder som gratis sundhed, dagpengesystemet (der skulle forbedres), bedre betingelser for børn og ældre – og dermed også bevare solidariteten mellem danskerne.

Danmarksbloggen er enig. Problemet er så blot, at regeringens politik netop ikke lever op til den fair fordelingspolitik, som er så vigtig, hvis samfundets goder skal fordeles retfærdigt og lige – og sammenhængskraften dermed skal bevares.

Danmarksbloggen vil dog – i dette valgår – alligevel anbefale en socialdemokratisk regering. Alternativet er nemlig så meget værre.

For nok er uligheden øget i Danmark – også under Thorning – men med Løkke ved roret og med Pape, Samuelsen og Thuelsen Dahl som væbnere bliver Danmark en ren jungle af umenneskelighed.

Eller som Anker Jørgensen sagde det: Et samfund bliver koldt, hvis ikke vi bruger velstanden på den rigtige måde.

Det er Danmark blevet – også under Thorning, men ikke mere end at det kan tøs op igen. Under Løkke derimod vil det blive total istid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk