Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny. Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Varme hveder – og valgrygter

Så er det i aften, at der skal spises varme hveder. For i morgen er det St. Bededag – dagen, der oprindelig var bagernes eneste fridag. Det var også derfor, at bagerne bagte ekstra store hvedeboller – eller hvedeknopper som de hed – dagen før.

Men i år er det ikke kun hvedeknopperne, der er varme – det er valgrygterne også. Ja, faktisk er valgrygterne brand-, hed- og skoldvarme.

Socialdemokraterne står nemlig bedre i meningsmålingerne end nogensinde før i denne regeringsperiode – og derfor har alle med interesse i og for politik travlt med at spå om, hvornår valget kommer.

Allerede midt i april spåede bookmakerne, at valget ville finde sted omkring 9. juni – og blive udskrevet medio maj.

Vi får dog næppe svaret i morgen, 1. maj, som er Arbejdernes Internationale Kampdag. Men sikkert er det, at hvert et ord, som der i morgen siges fra talerstolene rundt om i landet, vil blive analyseret og vendt i den valg-gryde, der i forvejen koger på højeste blus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Påskedag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Påskedag, hvor Jesus må formodes at være på Vestre Kirkegård. Da han døde i forvaringsanstalten Langfredag, blev hans lig af en venlig læge nemlig ført til Vestre Kirkegårds kapel, hvor det burde være nu.

Nogle af Jesus kvindelige venner beslutter sig til at tage S-toget til Sydhavn Station og gå derhen. Måske kan de endda få lov til at komme ind. De har også blomster med på denne solbeskinnede forårsmorgen. Gule påskeliljer, der lyser i solen.

Da de kommer ud til Vestre Kirkegård, er der en helt speciel glød over stedet. Lidt den samme, som der udstråler fra de duftende påskeliljer, som kvinderne har i hænderne. Påskeblomst, hvad vil du her?, kan man næsten høre tyste vingeslag istemme.

Men det tænker kvinderne ikke meget på. Ikke før de kommer hen til kapellet og ser, at døren er åben, og at kisten er tom. I stedet står dér et væsen, der er så hvidt og lysende, at det må være en engel.

Og det er det også. Det er et himlens sendebud, en engel, der fortæller dem, at Jesus ikke er her, men at han er opstået fra de døde, og nu er gået videre ud i verden, som han lovede, at han ville – og at de nok skal møde ham igen.

Kvinderne tror med det samme på englen og skynder sig tilbage til disciplene, der stadig er på hotellet, og som sørger over Jesus død. De tror dog ikke helt på, hvad kvinderne fortæller – især ikke Thomas.

Men pludselig står Jesus iblandt dem og siger, at den er god nok. At han er opstanden fra de døde, og at enhver, der tror på ham, skal have evigt liv – og at fra nu skal budskabet om kærligheden ud i verden til alle mennesker.

For verden er stor og skøn – og kærligheden og terroren er hinandens modsætninger. Og Jesus´ genopstandelse er det allerbedste eksempel på, at et godt samfund er et samfund, hvor vi deler og tager os af hinanden. At næstekærligheden derfor også må være altings begyndelse, slutning og alt det indimellem.

Glædelig påske.

Og hermed slutter Danmarksbloggens Påskefortælling. Håber I kunne lide den.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562
Skærtorsdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6564
Langfredag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6568

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Langfredag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Langfredag, hvor Jesus sidder på Politigården og afventer sin skæbne. Han er træt og beskidt og må finde sig i, at nogle praktikant-betjente med jysk accent håner ham for at være en skide hjemløs, som bare skulle tage sig sammen og få et job og opføre sig ordentligt i stedet for at være sådan en halal-hippe. Ved Jesus ikke, at 60´erne og blomsterbørnene for længst er forbi, spørger de, inden de knækker sammen af latter.

Og det bliver ikke lettere, da Jesus senere i en politibil køres igennem byen for at blive fremstillet i dommervagten. Overalt er der mennesker, der giver ham fingeren og råber fuck you, dit svin.

I nattens løb har den danske befolkning på de sociale medier og via nyhederne nemlig hørt om arrestationen af Jesus, og hvor de før elskede ham, er alle nu sikre på, at han er den største fjende af alt, hvad der er dansk.

For Jesus er blevet fremstillet som en landsforræder, der vil omstyrte samfundet – og ingen har tænkt selv eller har stillet kritiske spørgsmål. Tværtimod.

Og de værste er pressen, der omringer Jesus, da han stiger ud af politibilen og stikker deres mikrofoner hen til ham, mens de råber ind i hans hoved.

Hvorfor gør du det her? Hvorfor vil du ødelægge det danske samfund?

Inde i retssalen er der lidt mere roligt, men ikke mindre fjendtligt. Sagen er klar, synes dommen – og dommeren – at være. Her behøves ingen undersøgelse eller forsvar. Jesus findes skyldig i terror og idømmes hurtigere end man kan nå at sige Grundlov og menneskerettigheder forvaring på ubestemt tid.

Turen til forvaringsanstalten i ambulancen er forfærdelig. Jesus spændes fast på et plasticbræt, da han vurderes at være til fare for alle andre omkring sig og dopes derfor også med så meget medicin, at han til sidst hverken ved ud eller ind, men sveder bloddråber af det. Udenfor kan han høre, hvordan der råbes og skriges og bankes på ambulancen, hver gang den holder stille.

Ligger svinet derinde? Han skal bare dø, skal han, lyder det højt og skingert.

Ankommet til forvaringsanstalten bliver Jesus øjeblikkelig lagt i spændetrøje og får yderligere nogle indsprøjtninger. De to plejere, der tilser ham, taber ham med vilje et par gange på vejen. Jesus kan ikke tage fra, og den sidste gang falder Jesus så uheldigt, at han vistnok brækker både en fod og en hånd.

Men hvem gider tage sig af en landsforræder? Han har kun godt af at lide, synes de to plejere. Så der er ingen læge, der tilser Jesus, der derimod bliver lagt ind til to andre såkaldt voldelige, der lægger i spændetrøje – og som er ligeså dopede som ham.

Der lægger de. Jesus vånder sig, og den ene siger: Årh, hold kæft, din nar, hvorfor skulle det være værre for dig, end det er for os. Men den anden siger: Jeg kan godt huske dig og din godhed. Husk også på mig, når du kommer i dit rige.

Jesus, der ser blå og røde tåger for sine øjne, svarer ham: Sandelig siger jeg dig. I dag skal du være med mig i Paradiset.

Og så sker der dét mærkelige, at det overalt i Danmark bliver mørkt. Helt mørkt. Sort nat nærmest. Et kæmpe lyn flænger over himlen.

Og Jesus dør – og imens han gør det, råber han så højt, at de ophidsede demonstranter, som står udenfor forvaringsanstalten, og som vil have ham henrettet, selvom dødsstraf er forbudt i Danmark, hører det. De bliver helt stille – og en af dem siger: Han var ikke en forræder. Han var Guds søn.

Og hermed slutter tredje del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Fjerde og sidste del kan læses i overmorgen påskesøndag. Vel mødt.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562
Skærtorsdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6564

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Påskefortælling: Skærtorsdag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi fortsætter i dag med Skærtorsdag, hvor Jesus siden Palmesøndag overalt i København er blevet ved med at tale om næstekærligheden. I dag er han ude på Christiania, hvor han sammen med sine 12 bedste venner nyder et måltid mad, mens forårsdagen skumrer og bliver til aften – og de tunge, mørke natteskyer kommer på himlen.

Også i overført betydning. For en af hans venner har i dagens løb sendt en sms til politiet om, at Jesus kan sigtes for terror. Den sms er politiet og magthaverne glade for. For de er ved at være godt trætte af Jesus og hans insisteren på ligeværd og social retfærdighed. Og med denne sms bakkes de op omkring påstanden om at Jesus truer med at omstyrte samfundet med al sin snak om 1) næstekærlighed, og 2) at vi er forpligtede til at dele samfundets goder med hinanden.

Men inden alt det skal ske, fortæller Jesus, at det er vigtigt, at hans venner for fremtiden husker på ham, når de sidder sammen og spiser. At hans navn for evigt skal nævnes sammen med den altomfavnende kærlighed.

Politiet tænker ikke på kærlighed. De indkalder i stedet den øverste ledelse til krisemøde samt regeringen. Denne Jesus er nemlig efterhånden en kendt mand med mange tilhængere, så man skal træde varsomt. Men stoppes skal han. Det er man enige om. Så det besluttes at tage ud til Staden og arrestere Jesus.

Alt det ved Jesus godt vil ske, så han går lidt afsides og beder til Gud. For han ved, at det kommende bliver voldsomt og grimt – men også at det er nødvendigt.

En af de 12 venner, Peter, har forinden sagt, at han ALDRIG vil svigte Jesus. Men Jesus ved bedre – og da politiet kommer, og nogle af de besøgende på Staden peger på Peter og siger: Han var også med, så bander Peter og siger, at det var han i hvert fald ikke. Bagefter går Peter ned på Volden og græder.

Jesus er imens blevet kørt til Politigården, hvor han afventer sin skæbne.

Og hermed slutter anden del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Tredje del kan læses i morgen Langfredag. Vel mødt.

Læs tidligere dele af Danmarksbloggens Påskefortælling her:

Palmesøndag: http://danmarksbloggen.dk/?p=6562

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmarksbloggens Påskefortælling: Palmesøndag

Danmarksbloggens påskeserie i år er Danmarksbloggens helt eget bud på, hvordan påskens begivenheder ville udfolde sig, hvis de skete i dag – og i Danmark vel at mærke.

Vi starter i dag med Palmesøndag, hvor Jesus kommer trækkende med en brugt barnevogn over Langebro med kurs mod Rådhuspladsen, hvor jublende folkemængder møder ham.

I dagene op til Palmesøndag har Jesus sammen med 12 venner været rundt i København, fx bag Hovedbanen, ude ved Nørrebro Station, ved Kofoeds Skole på Amager og mange andre steder, hvor hjemløse, socialt udsatte og andre uden ressourcer holder til. Dér – og ikke på de bonede gulve på Christiansborg og Amalienborg – har man kunnet finde ham og høre hans ord om næstekærligheden og dens nødvendighed.

Ingen vifter dog med palmeblade denne disede forårsdag, hvor han beskidt og lidt lugtende kommer forbi med sin vogn. For palmeblade har vi ikke i Danmark. Men nogle skriver Je suis Jesus på et stykke papir og holder det op i luften.

Endelig ankommer Jesus til Rådhuspladsen, hvor han holder en kort tale, inden nogen trækker ham ind på et hotel og giver ham et bad og sørger for, at han får masser af creme på.

Og hermed slutter første del af Danmarksbloggens Påskefortælling. Anden del kan læses Skærtorsdag. Vel mødt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Ingen ko på isen – men der må trækkes en streg

Englænderne griner i disse dage over danske udtryk som fx “ingen ko på isen” og “det blæser en halv pelikan”, som de selvfølgelig siger på engelsk – og så giver det jo ingen mening, men lyder lidt fjollet.

Men fred med det. Det er da jolly good, at de således kan more sig derovre på de britiske øer.

Danmarksbloggen gik derfor også i gemmerne for at finde ud af, hvor flere gamle udtryk stammer fra. Her kommer nogle stykker:

At være i kridthuset = at være populær/elsket/ønsket hos en bestemt person. Det stammer var de små æsker med låg, som man tilbage i middelalderen og renæssancen brugte til at opbevare kridt i. Senere gemte man dog kærlighedsgaver i æskerne. Altså så længe at man holdt af vedkommende. Så allerede dengang var man ked af det, når man ikke længere var i kridthuset. Og dengang skulle det tages helt bogstaveligt, for så røg ens gave ud af æsken – og en andens gave røg måske ovenikøbet i.

Gå fra snøvsen = blive ude af dén (nutidens fortolkning). For oprindelig handlede det ikke om hverken at være ude af den eller om Benny Andersens søde, lille Snøvs. Det handlede om noget så enkelt som at gik man fra snøvsen, så havde man ikke gjort sit job ordentligt. For den øverste del af en sæk kaldte man for snøvsen, og havde man ikke bundet sækken ordentligt sammen, så den gik op og indholdet løb ud, ja så gik sækken fra snøvsen.

At gå over stregen = At gå for langt, krydse grænserne mellem mennesker. Udtrykket stammer helt tilbage fra vikingetiden, ja måske endda endnu længere. Oprindeligt betød det, at man – helt konkret fysisk – overskred den streg, der blev ridset i jorden for at angive to kæmpendes områder under en tvekamp.

Have rent mel i posen = Være uskyldig, ikke have gjort noget galt. Igen kommer det fra noget helt konkret. Nemlig dengang – op til cirka midt i 1800-tallet de fleste steder – hvor bønderne skulle gennem et toldeftersyn, inden de bragte varerne ind i byen for at sælge dem på byens markeder. Nogle af disse varer var afgiftspligtige – og derfor kunne nogen godt finde på at skjule dem i en sæk eller pose med mel. For at undgå ulovlighederne og sikre byen toldindtægten jog tolderen en spids jernstang ned i melet, så eventuelle skjulte varer blev fundet.

Leve på en stor fod = have og bruge mange penge. Udtrykket stammer fra middelalderen og skulle tages helt bogstaveligt. Det kommer fra de snabelsko, som især blev anvendt i 1300- og 1400-tallet. De fik enorme størrelser og i flere europæiske lande blev det ved lov vedtaget, at almindelige borgerlige kun måtte bære sko med 6 tommer lange næser (svarer til ca. 15 cm), baroner måtte bære 12 tommer (30 cm) lange næser, mens grever måtte gå med helt op til 24 (60 cm) tommer. Således blev dem med den største fod – ihvertfald målt på stoffet – også dem, der havde flest penge og mest status. De levede på en stor fod!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor St. Patricks Day i Danmark?

Det er idag. d. 17. marts, St. Patricks Day – den irske nationaldag, der fejres over hele verden – også i København, hvor blandt andet det berømte “3 Legged Charity Race” finder sted. Det er et løb, hvor turen går fra pub til pub, og hvor der hvert sted skal drikkes ½ pint øl. Deltagerne er typiske udklædte – altid i grønt og gerne, så de ligner irske figurer som fx St. Patrick.

Et andet sted i byen – på Rådhuspladsen – er der optræden med blandt andet River Dance og irsk folkemusik. Børnene kan også blive malede – fx med de trekløvere, der er Irlands nationalsymbol. Og den store finale er selvfølgelig paraden med Tom McEwen som St. Patrick. Her kan alle deltage, blot man er iklædt noget grønt.

Læs mere her: 

http://www.paddysday.dk/

http://stpatricksdayparade.dk/

Men hvorfor holde den irske nationaldag i Danmark? Hvad kan danskerne bruge farven grøn, en gammel biskop (St. Patrick) og trekløvere til?

Næppe meget. Men når deltagelse ikke kræver nogen særlige forudsætninger, og fejringen kombineres med rigelige mængder af irsk øl, stor folkelig hygge og også noget til børnene – og det gør St. Patricks Day altid – så har man opskriften på en succes.

St. Patricks Day er nemlig munter og ligetil – og det kan alle lide, også danskerne.

I øvrigt: Hvem var St. Patrick?

Han er Irlands værnehelgen og ham, der gjorde irerne kristne. Han levede formentlig i 400-tallet og var født i England af kristne forældre. Som stor dreng blev han ført som slave af sørøvere til Irland, hvor St. Patrick boede i seks år, inden det lykkes ham at flygte hjem til England. Dér fik han et syn, hvor Gud sagde, at han skulle vende tilbage til Irland og gøre irerne kristne. Det gjorde St. Patrick så. Og det lykkedes, fordi han brugte den allestedsnærværende trekløver (shamrock) til at fortælle og overbevise de dengang hedenske irere om treenighenden – og dermed kristendommen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Korstog og Hizb ut-Tahrir

Islamisk Stat har meddelt, at de vil sende i tusinder af bådflygtninge mod Sydeuropa og især Italien. Det sker dels for at skabe ustabilitet og dels for sørge for, at der kommer nogle af deres egne folk med ombord, som efterfølgende kan tage til Rom – og dér ødelægge så meget som muligt af de kristne skatte, som findes i denne en af kristendommens vigtigste byer.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-03-05-rom-frygter-is-angreb-paa-kristendommens-epicenter

Det er jo nærmest korstogene om igen – nu bare med omvendt fortegn. Og hvorfor er det så interessant for en blog, der beskæftiger sig med Danmark?

Det er dét, fordi Danmark er en del af Europa, og hvad der sker i Europa, har også effekt i Danmark – og over hele Europa oplever vi øjeblikket ekstreme og fundamentalistiske muslimer, der udnytter netop de samme vestlige værdier, som de selv ringeagter og vil afskaffe.

I Sydeuropa handler det om medmenneskeligheden og det at komme andre mennesker i nød – og i Danmark handler det om Hizb ut-Tahrir – og beboerdemokratiet i en boligforening i Nivå, som nu på demokratisk vis har fået en ikke-demokratisk formand, der netop er medlem af Hizb ut-Tahrir.

En organisation, som i modsætning til mange andre fundamentalistiske foreninger appellerer til veltalende og tilsyneladende velintegrerede muslimer, hvor det så ofte viser sig, at disse dygtige unge mænd i virkeligheden har holdninger meget tæt på dem, som findes hos Islamisk Stat.

Nu kan man selvfølgelig ikke – menneskeligt – sammenligne bådflygtninge med beboerdemokratiet i en dansk boligforening. Det siger sig selv.

Men hvad man kan sammenligne, er dette at teste og udnytte de frihedsrettigheder og den medmenneskelighed, som kendetegner de vestlige lande. 

Og dét, mine damer og herrer, skal de fundamentalistiske kræfter ikke have lov til at slippe af sted med.

Vi må simpelthen finde ud af – også for at hjælpe det store flertal af fredelige muslimer – hvordan vi uden at gå på kompromis med vore rettigheder og frihed alligevel kan få organisationer som Hizb ut-Tahrir forbudt og samtidig finde ud af, hvad vi gør med bådflygtningene i Italien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøderne – en lille, men vigtig del af Danmark

Vi kan slet ikke undvære jer, sagde statsministeren til jøderne efter terrorangrebet midt i måneden.

Hun havde helt ret. Jøderne har i mere end 400 år levet i Danmark, hvor de har sat sig gode og vigtige spor. Nobelpristageren Niels Bohr var fx jøde. Det samme var brødrene Brandes.

For jøderne skal blive i Danmark – og vi skal passe godt på dem, som også Danmarksbloggen skrev det kort efter terrorangrebet:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6418

Det er derfor vigtigt, at det danske samfund sikrer, at alle jøder kan leve et godt, sikkert og fuldt jødisk liv fra vugge til grav, hvad enten der er tale om en filmfestival eller en skole.

Danmark har hjulpet sine jøder før. Mest kendt er nok begivenhederne under 2. Verdenskrig, hvor langt de fleste jøder blev reddet fra tyskerne. Men også Frederik d. 6. sikrede, at de danske jøder ikke led samme forfølgelser, som mange andre jøder gjorde det i 1800-tallets Europa. Det var også ham, der gav jøderne fulde borgerrettigheder i Danmark.

For antisemitismen er desværre ikke nogen ny foreteelse. Den går langt tilbage i historien. Det gør den så ikke mere rigtig. Tværtimod er ethvert overgreb på jøder en kriminel handling, der ikke kan undskyldes eller forklares.

Undertegnede er ikke jøde, men kristen. Men ethvert overgreb på en dansk jøde er også et overgreb på mig. For vi er alle danskere, os der bor her i Danmark – og når nogen af os er truede, som jøderne er det pt., så må vi andre ile til hjælp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk