Vederstyggelig afløser for Palads Bio

Der er gået inflation i ordet ikonisk, uanset om man taler om tøj, begivenheder eller bygninger. Men enkelte bygninger er nu ikoniske som fx den farvestrålende Palads Bio ved Vesterport i København.

Men dette vartegn foreslås nu revet ned og erstattet af et Bjarke Ingels-tegnet højhus på 18 etager, der ligner cigarkasser stablet oven på hinanden. Prisen for vederstyggeligheden vil være cirka 1 milliard kroner – og den er tænkt som ”et nyt ikonisk biograflokomotiv”, som det hedder i det fælles udbudsmateriale fra Bjarke Ingels firma BIG og Nordisk Film.

Danmarksbloggen er forfærdet. Ikke alene over at det stadig overvejes af rive den præmierede Palads Bio ned. Men også over at man helt seriøst kan tro, at biograf-branchen har en fremtid i en tid, hvor vi streamer hjemmefra – og ikke gider betale overpris for at sidde i en sal og høre andres menneskers raslen med slikposer, slubren af cola og smasken med munden fuld af popcorn, mens vi ser en film.

Nordisk Film og alle andre må se i øjnene, at tiderne ændrer sig – og at det efter Corona kommer til at gå endnu stærkere.

Mennesker vil selvfølgelig stadig gerne være sammen og more sig. Men fremover bliver det er for at være sammen, tale med hinanden, le, danse og kramme. Hvorimod alt, der foregår på en skærm – det gør vi hjemmefra.

Så drop Bjarke Ingels vederstyggelighed. Den vil en BIG fejltagelse. Behold i stedet den gamle smukke Palads-bygning og lav den evt. om til et sted, hvor vi kan være sociale og sammen – når vi igen kan mødes uden frygt. Det vil vi til gengæld få meget brug for.

Sagen er endnu ikke afgjort – men den er i gang i Københavns Teknik- og Miljøudvalg, så det er nu, at der skal handles, hvis Palads Bio skal reddes.

Læs mere her: https://politikenbyrum.dk/Nyheder/art7757404/Nordisk-Film-foresl%C3%A5r-nyt-Palads-i-K%C3%B8benhavn-tegnet-af-BIG

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ny sang: Svanesangen

Danmarksbloggens redaktør har lavet en sang, som jeg har valgt at kalde ”Svanesangen”. Ikke at sangen er en svanesang i betydning ”den sidste sang” altså det sidste skriv eller sidste digt og lignende, som ellers er den normale betydning af ordet.

Men sangen hedder ”Svanesangen”, fordi den handler meget om svaner – og lidt om danskere, længsel og eventyr i den kommende hjemmesommer 2020.

Sangen skal synges på inspirationskildens melodi, nemlig Carl Nielsens smukke melodi til ”Jeg ved en lærkerede”.

Svanesangen

Jeg ved en svanerede,
jeg siger ikke hvor,
den findes på et sted dog,
hvor alt for mange går

I reden er der unger,
som der skal passes på,
det gør de gamle svaner,
mens vi forbi dem gå

For ungerne skal vokse,
så de kan flyve frit,
udi i den skønne verden,
hvor alt er stort og vidt

Jeg selv blir her i Danmark,
i sol og så i regn,
for denne sommer bliver,
én bag et grænsehegn

Så flyv I store fugle,
flyv over sorte skyr,
og kom en dag igen hjem,
med gode eventyr

Tekst: Dorte J. Thorsen
Musik: Carl Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dronning Margrethe 80 år

Danmarks Dronning Margrethe d. 2. fylder i dag 80 år.

Det skulle have været den helt store fejring, men det satte Corona-virussen en stopper for, som den har gjort det for så meget andet i dette historiske år 2020: 75-året for Befrielsen, 100-året for Genforeningen – og 80-året for Besættelsen.

For ja, Dronningen blev født kun en uge efter, at Danmark blev besat af tyskerne i 1940.

Hun blev altså født ind i historiens vingesus – og har i sin regentperiode oplevet mange store forandringer som Danmarks optagelse i EF i 1973, Murens fald og Den Kolde Krigs ophør i 1989, 11. september i 2001 og meget mere, som er blevet kommenteret i de nytårstaler, der samler danskerne.

Taler, hvor Dronningen formår at få sagt noget væsentligt uden at blive politisk – og der bliver faktisk lyttet til hende, som man også så det under den seneste tale til det danske folk om Coronaen.

Danmarksbloggen var i hvert fald ude og gå en tur i et grønt område i vores hovedstad for nogle uger siden, hvor fire unge mennesker af blandet køn sad alt for tæt sammen på en bænk.

Foran de fire – i behørig afstand – stod en femte kammerat med sin cykel og sagde: I sidder alt for tæt. Vi skal holde afstand.

Nå, siger Mette Frederiksen og ham der Søren (Brostrøm, red.) det, var svaret i en ligegyldig tone fra dem på bænken.

Nej, det siger Dronningen, sagde kammeraten med cyklen, og lagde tryk på ordet Dronningen.

Siger Dronningen det, kom det så fra dem på bænken, mens de rankede sig – og rykkede lidt væk fra hinanden.

For det gælder åbenbart, at når Dronningen siger noget, så lytter man – og retter sig efter det. Der er nemlig autoritet over Margrethe d. 2.

Og derfor er det ærgerligt, at Dronningen blev misforstået/fik udtrykt sig uheldigt, da hun i interviewet i Politiken sagde, at hun ikke var sikker på, at klimaforandringerne kun var menneskeskabte. Men skal vi ikke bare blive enige om lade den evt. lille fodfejl være glemt.

Danmarks Dronning Margrethe d. 2. har i sin snart 50 år lange regeringstid og i sin 80 år lange levetid gjort et formidabelt stykke arbejde – og det er fuldt fortjent, når vi senere i dag sammen hver for sig synger fødselsdagssange for hende.

Dronningen har altid kun villet Danmark og danskerne det bedste.

Tillykke til Hendes Majestæt fra Danmarksbloggen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Manden, der bor i et skur på Amagerbanen

Jeg var ude i går og gå en tur ved DSB´s gamle bane på Kløvermarken, “Amagerbanen”, som man måske kender fra Olsen-Banden-filmene, men som også er mange menneskers hjem.

Her blev jeg råbt an ad en mand, som præsenterede sig, men hvis navn det ikke tilkommer mig at offentliggøre. Jeg kalder ham derfor Manden i det efterfølgende, for hans skæbne er desværre mere almindelig, end den burde være det i et så rigt samfund som det danske.

Men altså Manden bor i et skur på Amagerbanen. Manden var beruset. Og Manden undskyldte, at han havde råbt ad mig. Men han snakker ikke med nogle af de andre derude, og han trængte altså til én at tale med. Også fordi han nu havde siddet alene derude i sit skur i nogle uger.

Og Manden turde kun råbe mig an, fordi han var beruset. Jeg sagde, at det skulle han da ikke undskylde.

Vi talte sammen i ca. 20 minutter, og jeg så den fine have, som han var ved at anlægge. Her havde han bl.a. spraymalet en gren, plantet græskar og lavet et lille, fint bålsted.

Manden har været hjemløs i 17 år, men bor nu på Amagerbanen. Han bor der alene, for han har måttet begrave sin kæreste og sin datter for et par år siden. Kæresten havde været hjemløs i 32 år, inden hun fik en lejlighed. Men Manden måtte ikke overtage hendes lejemål. Så han var glad for, at han nu kunne bo i et skur på Amagerbanen.

Manden viste mig sit fine hegn og fortalte, hvordan dem, som en dag skulle overtage skuret fra ham, kunne spise brombær af det krat, der uvægerligt vil vokse op ad hegnet.

I baghaven står også et fint træ, hvor stammen er delt i to. Her kunne han tænke sig at lave en skulptur – to hænder der rækker op imod himlen. Jeg forstod godt hvorfor. Men da træet stadigt bærer blade, vil han ikke skære det ned. Det skal have lov at dø naturligt, synes Manden.

Da jeg gik, lovede jeg, at jeg indimellem vil kigge forbi. Noget af det, Manden frygter, er nemlig, at han skal dø i skuret og rådne op uden at nogen opdager det.

Men hvor skal Manden bo i fremtiden? For DSB, der ejer Amagerbanen, har opsagt alle lejerne for at rydde området. Det er muligt, at Manden ikke kan huske det. Og det er muligt, han ikke har fået besked, da han ikke bor i et af de etablerede skure.

Hvad skal vi gøre med Manden? Manden trives i sin lille have bag sit lille skur. Det er Mandens lille frirum. Han er kommet ud af hjemløsheden. Han opbevarer endda lidt tøj for andre hjemløse. Og han er bare en af mange, der bor derude, som endelig har fundet et lille frirum.

Hvorfor kan man ikke unde ham og de andre derude det lille lys i livet?

Hvis du vil være med til at se, om vi kan gøre en forskel, så vær sød at skrive under på, at Amagerbanen og dermed menneskers hjem skal bevares:

https://www.skrivunder.net/fred_amagerbanens_sidste_strakning?a=129925&fbclid=IwAR2rCHRpFoUhXiSC9ydetdlaYeU3xFP1Nh0Gr7bNXxYkF5yXXrLkWPJpg60

Skrevet af: Ole Frederiksen

Mærsk Broen er landet

I går kom et meget vigtigt fly til Kastrup. En af Danmarksbloggens venner Brian Holmstrøm Nielsen kom tilfældigt forbi og fik et foto, mens lasten blev losset af.

Lasten var ikke en hvilken som helst last. Det var derimod første del af Mærsk Broen – The Maersk Bridge, som skaffer værnemidler til Danmark.

Som A.P. Møller Fonden skriver på deres hjemmeside:

A.P. Møller Fonden donerer den første sending med THE MAERSK BRIDGE
Det danske sundhedsvæsen har et stort behov for masker og beskyttelsesdragter.
De hårdtarbejdende læger og sygeplejersker skal beskyttes bedst muligt imod COVID-19.
Derfor har A.P. Møller Gruppen taget initiativ til The Maersk Bridge, en luftbro som skal hjælpe med at levere nødvendige værnemidler til medarbejdere i det danske sundhedsvæsen.Region Hovedstaden specificerer og godkender kvaliteten af værnemidlerne.
A.P. Møller Holding står sammen med A.P. Møller-Mærsk for at finde de rette leverandører, fremskaffe varer, indhente tilladelser og afvikle al transport og logistik.
A.P. Møller Fonden donerer 20 mio. kr. til indkøb af værnemidlerne.

Det forlyder, at det er arvingen og direktør for A.P. Møller Holding Robert Maersk Uggla, som har taget initiativet til Mærsk Broen. I så fald ville hans morfar, den gamle hr. Møller, være stolt af barnebarnet, som i den grad viser samfundssind i en svær tid.

Danmarksbloggen letter også på hatten. Men efterspørger i samme åndedrag: Hvor er de andre familier i Danmark med de svulmende pengetanke?

Lego med familien Kirk Kristiansen, som pt. er den rigeste familie i Danmark efterfulgt af Louis Hansen (Coloplast) og Holch Povlsen (Bestseller), men der er mange flere familier, hvis formuer tælles i milliarder. Det ville klæde dem at vise samfundssind også.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En åbning der føles som en lukning

Danmark åbner forsigtigt op efter påske.

De små skal afsted igen – vistnok for at forældrene kan arbejde. For det er noget af et eksperiment med mange børn samlet på et sted som en vuggestue, en børnehave eller en skoleklasse.

Omvendt skal vi jo også få skabt den der flokimmunitet. Og det kan vi måske få ved, at de små sørger for at bringe smitten hjem til deres yngre forældre, der for langt hovedpartens vedkommende snildt kan tåle at blive smittet i modsætning til bedsteforældrene.

Så det er måske i orden.

Det er også godt, at ungdomsuddannelserne kan få en form for eksamen – så de kan få deres fine huer på. Også selvom det sker på en anden måde. De bliver dén anderledes studenter-årgang.

Sådan en ”krigs-studenter-årgang”, som livet igennem kommer til at huske deres studentertid for dens særlige intensitet og glød. En studentertid, der for dem kommer til at handle om så meget mere end et hak i huen, og hvor meget man kunne drikke.

Der vil komme mange minder og stor kunst ud af dén studenterårgang.

Men til trods for alt det så føles det alligevel som om, at sommeren slutter, før den er begyndt. At lynet slog ned i træet, og brændte det sort. At samfundet lukker én gang til.

For til og med august er der ingen markeder, ingen festivaler, ingen store forsamlinger – eller fejringer af fx Befrielsen, som i år er 80 år, eller Genforeningen, som i år er 100 år.

Tidligst i september sammen med efterårets komme kan vi nemlig – måske – samles igen. 2020 bliver derfor året uden Roskilde, uden Smukfest, uden Copenhell, uden Distortion, uden Pride, uden markeder, uden kræmmermarkeder – uden alt det sprudlende sommerliv, som danskerne glæder sig til, men som vi i år må klare os uden.

Man må håbe, at øvelsen virker, og vi får krammet på Corona-virussen. For så skal der festes hårdt og længe, tænker Danmarksbloggen. Det bliver én lang julefrokost, som i så fald starter til september og først slutter til næste påske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

EU bliver Coronaens største offer

Corona-virussen hærger som et dystopisk mareridt over Europa. Det ved vi. For det tales der om hele tiden. Det og så hvad de nationale regeringer gør: Grænser, der er lukket, skoler hvor eleverne er sendt hjem, udgangsforbud eller meget stramme regler for, hvor mange der må samles – og i hvilken retning de skal gå.

Men ingen – som i INGEN – taler om EU. EU prøver så at gøre noget med nogle økonomiske hjælpepakker, som ingen medier gider skrive om, og ingen borgere gider læse om. Der er også noget med, at EU køber fælles ind på verdensmarkedet, når det kommer til værnemidler, respiratorer og andre sundhedsprodukter – om end flere og flere EU-lande laver eksportforbud, når det kommer til værnemidler.

For når det kommer til bekæmpelsen af Corona, så er det hvert land for sig. EU sidder handlingslammet og småbjæffende tilbage. For det er de nationale tiltag, der virker, når vi skal stoppe denne satan.

Konklusionen er derfor: EU er fin nok i medgang – i hvert fald for de ressourcestærke grupper. For i modgang spiller EU fallit, og det er spørgsmålet, hvad der sker EFTER Corona.

Vil nationalismen blomstre i en grad, så vi vender ryggen til EU? Dét kunne man godt forestille sig. Coronaen dræber i tusindvis af europæere, men måske bliver virussens største offer EU.

I Danmark sammenligner vi os også med og søger mod de andre lande i Norden, selvom svenskerne agerer dumt i øjeblikket. Men det er alligevel med vores svenske og norske brødre og søstre, at vi føler fællesskabet.

For vi hører jo sammen her i Norden – og Sverige, Norge, Grønland, Færøerne, Grønland og Island er bare tættere på end det der EU.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Livet er det bedste eventyr

Her på H. C. Andersens fødselsdag, d. 2. april, er det på tide med et eventyr.

Det bliver et eventyr om en verden, hvor mennesker kunne mødes og synge sammen i tusindvis, hvad enten det var til en rockkoncert eller en optræden med en verdenskunster som André Rieu.

Menneskene, som levede i dén verden, tog det som en selvfølge at kunne rejse, mødes og sammen synge, kramme og danse. Eller besøge templer for kunst og kultur, nyde skønne malerier og skulpturer, høre på foredrag og samtaler mellem kloge mennesker, besøge biblioteker og i det hele taget gøre alt det, som bringer farver og mening ind i livet.

Men de mennesker vidste ikke, hvor salige og lykkelige de havde grund til at være. Det ved de så nu.

For en lille satan ved navn Corona kom ind i deres luftveje og gjorde, at de måtte lukke ned for al musik, al lys, al kultur, al menneskeligt samvær, så de nu sidder bag lukkede døre, hvis ikke de er blandt de alt for mange døde.

For den fantastiske verden var vores – og det glitrende og strålende eventyr var vores virkelighed. En virkelighed og en verden, som vi nu savner og længes imod.

Men ved I hvad? En skønne dag får vi det hele igen.

Se fx her hvordan et ægte eventyr ser ud: Lys, mennesker, musik og kærlighed:

https://www.youtube.com/watch?v=YuH_90giGTQ&lc=z22murbxkxnltlk2gacdp43avqpp2cty4sbme5nlwehw03c010c.1584302727694870&feature=em-comments

Jeg kan ikke se den video i disse dage uden at blive våd i øjnene. Men jeg ved, at vi får det hele igen … og næste gang så tager vi ikke det gode liv for givet.

Næste gang så værner vi om livet, ikke i betydningen værnemidler som mundbind og håndsprit, men som i at værne ved at tænke os om, tage hensyn, sætte mennesker over profit og vise hinanden nærhed og ømhed.

For som H. C. Andersen sagde det: Livet er det bedste eventyr.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fortsæt …

Der er ikke noget sværere end bare at sidde og vente – og ikke vide hvor længe. Men alligevel er det eksakt, hvad vi gør – og skal gøre i denne Coronatid.

Men på dagens pressemøde gav statsminister Mette Frederiksen alligevel de fleste af os en mulighed for at handle, nemlig ved at fortsætte med at holde afstand, så smittespredningen bliver ved med at være lav. Ja, den er halveret i forhold til midt i marts.

Så vi skal fortsætte med den nye livsstil – og lykkes dén manøvre, så kan vi ganske langsomt begynde at åbne samfundet igen efter påske – i faser. Arbejde på forskellige tider, ikke være så mange sammen på arbejdspladser og i skoler og den slags.

Men alt det gælder altså KUN HVIS VI BLIVER VED MED AT OPFØRE OS, SOM VI GØR NU … med at være sammen hver for sig.

Så det er det, som vi skal – og den danske regering, det danske folketing, de danske sygehuse, de danske virksomheder og alt det andet skal fortsætte som nu. Vi klarer det SÅ GODT.

Der var derfor også stor ros til alle danskere fra Søren Brostrøm. Men vi skal holde fast, fast, fast i de nye vaner en rum tid endnu.

For den danske måde at gøre det på virker – og hvor er undertegnede glad for, at det er en kapacitet, som Mette Frederiksen der står ved roret på dét skib, som vi bygger, mens vi sejler.

Et skib, hvor der kommer flere døde, og hvor vi ikke har toppet kurven endnu. Men vi er på rette kurs – hvis vi altså fortsætter som nu.

Og en ting er de ældre og udsatte, som bliver dem, der skal leve i isolation længe endnu. Som Mette Frederiksen sagde det: De svageste skal være de stærkeste i denne tid.

Det virker så uretfærdigt – og Danmarksbloggen er enig med Mette Frederiksen, som også sagde: Hjælp de ældre og udsatte, der er omkring dig, hvad enten du køber ind, sender en blomst, et brev eller ringer. Lad de ældre i din slægt vide, at du er dér. Det bliver der brug for i mange uger endnu.

Så som Yvonne fra Olsen-Banden ville sige det: FORTSÆT!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Flokimmunitet, ja men med en vaccine

Danmarksbloggen spurgte i går, om Sverige måske alligevel havde ret i deres måde at gøre tingene på her under Corona-krisen.

Se mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=11141

Det fik en af Danmarksbloggens trofaste skribenter til at poste et svar, som er så godt, at det i en revideret form – aftalt med forfatteren – fortjener at få sit eget indlæg. Det kommer her, og er endnu et indlæg i en debat, hvor ingen af os kender svarene – men hvor vi er på en rejse, hvor vi bygger skibet, mens vi sejler:

Flokimmunitet er helt sikkert det, der skal til – på sigt!

Men den kan opnås på anden måde end ved smitte, nemlig med vaccine. Og derfor kæmpes der også for at udvikle en sådan mod Corona-virussen.

Sverige er også befolkningsmæssigt skruet anderledes sammen end Danmark og mange andre lande. I Sverige er der store arealer, som er tyndt befolket. Og dér vil befolkningen i denne omgang muligvis ikke opleve sygdommen så meget.

Men i de store svenske byer vil det blive meget pasningskrævende med de mange patienter.

Og jeg vil nødigt være den overlæge på lungeafdelingen i Stockholm (som er det hårdest ramte område i Sverige), der skal tage stilling til, om 56-årige Per skal tages ud af respiratoren for at give plads til 70-årige Bengt. Fordi jeg vurderer, at Bengt har større overlevelseschancer, og vi har for lidt kapacitet!

Som jeg har forstået det, har den danske regering fået vedtaget en solnedgangslov om, at befolkningen kan tvangsvaccineres. Det kræver naturligvis, at en sådan vaccine findes inden lovens udløb om et års tid. Men mon ikke de fleste danskere er villige til en vaccine om et års tid, såfremt man finder en sådan?

Det kan meget vel være, at Sverige gør, hvad der er bedst for Sverige.

Men man kan tydeligt se, at det ikke er den metode, der ville være bedst i Italien, Tyskland eller Spanien, hvor de godt nok får opbygget flokimmunitet overfor Corona. Men hvor det også kommer med en stor menneskelig pris – både i form af døde patienter, men også af et sundhedspersonale, der gennemlever et helvede på jord.

Skrevet af: Ole Frederiksen

Note: Skal flokimmunitet opnås med Corona, skal 80-90% af befolkningen enten have haft sygdommen og dannet antistoffer – eller være vaccineret iflg. Jan Pravsgaard Christensen, som er professor i infektionsimmunologi på Københavns Universitet: https://www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/professor-du-kan-sandsynligvis-blive-smittet-med-corona-flere-gange-i-loebet