Hjælp Nationalmuseet: Skriv dagbog i morgen

Nationalmuseet samler viden ind om livet i Danmark til brug for fremtidige generationer – og nu handler det om dig, mig og alle andre – og om at skrive.

Det er nemlig præcis 25 år siden, at 51.000 danskere i 1992 skrev dagbog d. 6. september – og nu er det tid igen. I morgen d. 6. september 2017.

Du skal skrive om din dag, som den er netop d. 6. september 2017, men du må helt selv bestemme, om du skriver kort eller langt, overordnet eller detaljeret – selvom Nationalmuseet selvfølgelig gerne vil have en masse detaljer med – og også oplysninger om din alder, bopæl, erhverv og så videre. Den slags letter forskningen.

Du må også hjertens gerne oploade fotos, tegninger eller andet, der underbygger din fortælling, når du deler din dag.

Danmarksbloggen synes, at det er et fantastisk initiativ – og undertegnede vil helt klart sende en dagbogsberetning fra dagen med både hvad jeg har gjort, tænkt, drømt om, planlagt etc.

Jeg er også helt sikker på, at hvis lige min beretning nogensinde læses af en fremtidig forsker, så vil vedkommende erkende, at mennesket og dets drømme, håb og ønsker nok er ret ens til alle tider – og at det kun er de ydre omstændigheder, der ændrer sig.

Men derfor er det en fantastisk idé alligevel … læs mere om det her: http://natmus.dk/dagbog

Man behøver ikke aflevere før d. 29. september, så der er masser af tid. Husk også at få samtykkeerklæring, hvis du er under 18 år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *