Landspolitikerne kan lære meget af kommunalpolitikerne

Kommunalvalget er forbi, borgmesterposterne fordelt, og nu kan medlemmerne af landets byråd og kommunalbestyrelser starte deres arbejde i et land, der er blevet både mere rødt og mere blåt.

Men hvordan kan et land blive både mere blåt og mere rødt på samme tid?

Ja, Danmark kan efter tirsdagens kommunalvalg, hvor Venstre generelt gik frem, mens Socialdemokratiet stadig er det største kommunale parti og stadig har borgmesterposterne i de fire store byer. Hvor fløjene i dansk politik blev styrket, idet både Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde rigtig gode valg.

Analytikere har været ude at tale om røde storby-øer præget af vækst omgivet af det blå udkants-hav, der tilsvarende er kendetegnet ved tilbagegang.

Det er efter Danmarksbloggens mening at stramme analysen til et niveau, hvor den ikke kan bære. I Odense vandt socialdemokraterne således med en meget lille margen, og også i hovedstaden fik de liberale et godt valg, mens et klassisk Venstre- og yderområde som Holsterbro blev socialdemokratisk.

Det giver heller ikke mening at tale om de højtuddannede storbymennesker som værende venstre-orienterede, idet mange af dem stemmer på partier som Venstre og Liberal Alliance. På samme måde er det heller ikke alle, der bor på landet, som stemmer Venstre eller Dansk Folkeparti. En borgmester som SF´s Mette Touborg gik for eksempel stik imod landstendensen, da hun i Lejre, som ellers er klassisk Venstre-område, fik en trejdedel af stemmerne.

Men uanset hvem der vandt – og hvordan konstitueringen foregik, så starter nu arbejdet ude i kommunerne – og her spiller rød, blå, grøn eller regnbuefarvet sjældent samme rolle, som det gør landspolitisk. Lokalpolitik er mere praktisk, mere pragmatisk og drejer sig om at løse konkrete problemer for de borgere, som er lige udenfor rådhuset.

Det drejer sig om nærhed og evnen til at gå på kompromis.

Dén del med samarbejdet og viljen til en fælles løsning kunne landspolitikerne, både de blå og de røde, lære meget af. For politik bliver vedkommende, når mennesker kan sætte det, der siges og besluttes af politikerne, i relation til dem selv og deres eget liv. Og netop dét efterspørger mange vælgere af politikerne inde på Christiansborg.

Danmarksbloggen vil derfor opfordre samtlige partier på Christiansborg til at tænke mere på konkrete forhold og løsninger end på strategi og politisk spin, både generelt men især i forhold til den finanslov, der snart skal vedtages.

For dén finanslov er vores allesammens husholdningsbudget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2 thoughts on “Landspolitikerne kan lære meget af kommunalpolitikerne

  1. Men på nogle punkter kan lokalpolitikerne også lære af landspolitikerne. Mange lokalpolitikerne er nogle bøv-hoveder, der ikke er istand til at analysere og se overordnet på emnerne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *