Filmen ”Haunted Mansion” har premiere i dag d. 10. august – og er noget så sjældent som et Disney-gys.

Altså i betydningen et rigtigt gys, der kun er ganske lidt sukret ind. Her er der nemlig stik mod indholdet i enhver klassisk Disney-film ingen fe-gudmødre eller syngende fugle, som flyver glade ind ad vinduet om morgenen, som de fx gør det i Askepot.

Tværtimod er der i det store og hjemsøgte palads langt ude på landet i den amerikanske sydstat Louisiana tåge og mørke, lyn og torden. Det er også en passende kulisse for rådnende mumier, blodbestænkte brude, flyvende hollændere og andet godtfolk sammen med økser, gravstene og andet fra mareridtets sorte skattekiste.

Eneste lighedspunkt med eventyret er faktisk tidspunktet kl. 12 midnat, hvor filmens spøgelser – og der er hele 999 af dem i det gamle, faldefærdige palads – bliver særligt aktive.

Nu skal plottet ikke røbes her, men man giver næppe noget væk ved at skrive, at spøgelse no. 1000 er tiltænkt en særlig rolle. Om spøgelse no. 1000 så kommer, og hvad det evt. betyder, må man selv finde ud af. Men spøgelser er ikke altid, hvad de ser ud til at være.

Undervejs er filmen bygget op som en klassisk action-film med masser af tju-bang og chok – afbrudt af øjeblikke, hvor man lærer personerne og deres historie nærmere at kende, og forstår, at de alle har en form for ensomhed. At de hver og én lever med en stærk grundfølelse af at være udelukket fra fællesskabet, fordi de er anderledes.

Men undervejs finder de så også ud af, at de sammen er stærke – og at det er utroligt, hvad man kan, når man tør tro på sig selv og hinanden, og løfter i flok. Som det siges flere gange i filmen: Vi kan ikke tage sorgen fra dig, men sammen med os er du ikke alene.

Det er nemlig filmens budskab – hvis man ellers opdager det mellem alle de jump-scares, som det vrimler med – og som gør, at man hele tiden er på vagt. For der er meget at blive bange for i det mølædte palads, og noget af det både kan og vil slå én ihjel.

Det er LaKeith Stanfield, som spiller hovedrollen som den desillusionerede videnskabsmand Ben – og det gør han med både charme og autencitet.

Jamie Lee Curtis spiller et medie fra fortiden, og det gør hun med stor karisma. Ærgerligt at vi ikke ser hende noget mere. Heldigvis har mediet Harriet fra nutiden – spillet af Tiffany Haddish – samme karisma og styrke, og selvom karakteren vist ikke fortæller sandheden hele tiden, så tror man alligevel på hende. Applaus for dén skuespilspræstation.

Også applaus til Rosario Dawson, som spiller Gabbie, der køber det gamle palads, og fører sin søn og sig selv væk fra en tryg og rolig tilværelse i New York til vanviddet i Louisiana. Drengen Travis spilles af Chase Dillon – og han er bare, som Disney-børn altid er det: GOD.

Owen Wilson er en form for præst, og som så ofte før, når han er med i en film, indtager han en anti-konventionel rolle. Her da han begynder at argumentere med spøgelserne om det rigtige i at spøge. Det kan virke bizart, men hvis nogen kan slippe af sted med det, er det Owen Wilson.

Endelig er Danny DeVito med i en lille rolle, som måske er unødvendig, men selvsagt kan DeVito sin metier.  Det samme kan Jared Leto, der spiller superspøgelset over dem alle, den gennemført onde Crump.

Filmen er bygget over forlystelsen Haunted Mansion i Disneyland. Den er også en ny og på mange måder markant anderledes version af filmen af samme navn fra 2003 med Eddie Murphy i hovedrollen. Det giver også god mening at lave en film, hvor hver generation får sit eget gys – og sin egen gyser-pointe.

Og 2023-versionen er pointen, at intet er mere uhyggeligt end mennesker, der ikke kan acceptere forskellighed. Bemærk i dén forbindelse at Crump rimer på Trump. Er det et tilfælde? Det må enhver selv afgøre.

Derfor er filmens mest uhyggelige scene heller ikke spøgelserne i bilernes bagspejle eller det store opgør mellem Ben og Crump mellem gravstenene, men derimod scenen hvor de andre drenge fra skolen råbende og truende forfølger Travis hjem, fordi han i modsætning til dem laver sine lektier og opfører sig ordentligt i skolen.

Danmarksbloggen giver ”Haunted Mansion” fem krystalkugler ud af seks mulige. Det er solidt håndværk, når det handler om at skræmme og underholde. Læg dertil de gode personhistorier og mange sjove indslag – og måske det politiske svirp i navnet på det onde. Der efterlyses dog mere tydelighed i budskabet om, at sammen er vi stærkere end selv alverdens ondskab og også vores egen indre usikkerhed.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk