Anmeldelse: “Miss Viborg”

Hvornår ved man, at en film er god? Sådan rigtig god? Det mest sikre tegn er, når virkeligheden udenfor biografen – den verden, som man kender så godt – virker fremmed på vejen hjem.

Præcis sådan havde undertegnede det efter at have set ”Miss Viborg”. Fysisk var jeg nemlig – som forventet – i København, men i ånden var jeg stadig i en grå forstad til Viborg og et par andre steder syd for den jyske domkirkeby, der også huser Vestre Landsret.

Ikke at vi ser noget til landsretten i filmen, selvom filmens hovedperson – den tidligere skønhedsdronning og nuværende førtidspensionist Solvej – tjener lidt ekstra ved at drøne rundt på sin handicapscooter og pushe piller til byens andre stille eksistenser.

Solvej har også brug for pengene, hvis det skal lykkes hende at skifte drømmebilledet på væggen derhjemme i den lille mørke lejlighed ud med virkelighedens strande og sol i Malaga, Spanien. Solvej arbejder målrettet på sagen – sammen med hendes lille hund Poul Reichhardt. Net og nydeligt går det, som det ur, der altid viser kvart i fem, og de poser med penge, som Solvej gemmer i en kuffert under sengen.

Og dér behøvede sådan set ikke at være sket mere – nogensinde – i Solvejs liv. Hvis altså ikke det er fordi, at naboens datter – den utilpassede 17-årige Kate – bliver smidt ud af HF-enkeltfag, og natten efter bryder ind hos Solvej, som den akut penge-manglende Kate ved er pusher.

Kate finder dog ikke Solvejs penge, men taber sin smartphone – og et umage partnerskab tager sin begyndelse. Et spøjst partnerskab, der begynder med løgn på løgn, men ender som et varmt venskab, der samtidig sætter gang i en lavine af oplevelser, som ændrer både den ældre Solvej og den unge Kate.

Mere skal ikke røbes her … men hele paletten er dér: Mod, svigt, nærhed, savn, håb, vrede, tilgivelse – og kærlighed på mere end én måde.

Det er Ragnhild Kaasgaard, som spiller Solvej – og det gør hun med så stor autencitet og følsomhed, at man kan mærke Solvej i hvert led af sin krop, hver følelse i sin sjæl og hver tanke i sit sind. Ragnhild Kaasgaard mestrer med bravour det sjældne at kunne gestalte personen, samtidig med at hun fortæller meta-historien om den rolle, som hun spiller.  

Det er så samtidig Ragnhild Kaasgaards første spillefilm, hvilket er en skandale. Hun er 60 år gammel. Tænk hvad vi er gået glip af på det store lærred! Men lykkelige være de mange børn, som i mere end 30 år har haft glæden af hende på Teatret Riddersalen.

Dét er Isabella Møller Hansen, som spiller den unge Kate, og det gør hun med en stor følsomhed overfor den blanding af sårbarhed og frækhed, som karakteren har, og som er det essentielle ved at være ung, og stå foran hele det liv, som Solvej er i den anden ende af.

Det er også Isabella Møller Hansens spillefilmsdebut. Det kan man så ikke mærke. For de to – den unge talentfulde Isabella Møller Hansen og den ældre ekstremt dygtige Ragnhild Kaasgaard – spiller, så det gnistrer. Scenerne mellem de to er den rene filmkunst, og d´damer lyser som de klare stjerner, de er.

Ragnhild Kaasgaard og Isabella Møller Hansen bærer filmen. De ER filmen, som er skabt af en endnu en debutant. Her i instruktørstolen, nemlig Marianne Blicher, der også har skrevet filmen sammen med Rasmus Birch. Det er eminent arbejde.

De to andre større roller spilles driftssikkert og med stor respekt af Kristian Halken, der er en hjertensgod lastbilchauffør, og Josephine Park, der er Kates velmenende og absolut ikke konfliktsky mor.

Danmarksbloggen anbefaler filmen på det varmeste. ”Miss Viborg” er nemlig en af de sjældne filmoplevelser. En lille perle om hverdagen i Danmark anno 2022 fortalt på dén stille måde, som livet reelt leves på for de fleste af os.

For det store drama sker jo sjældent, men hverdagens små dramaer oplever vi hele tiden alle sammen.

Hvem kender fx ikke til – når livet gør ondt – at grov-æde en pakke Snøfler, mens snottet og tårerne står ud af fjæset? Eller sidde glad og opstemt sammen med gode venner – og lægge store planer, som man ovenikøbet tror på?

Vi møder det hele – og mere til – i ”Miss Viborg”, som Danmarksbloggen med største fornøjelse giver 6 ud af 6 stjerner.

Det er en film skabt af stjerner – og en film, som giver stjerner i sindet, når man ser den. Fordi den minder os om, at vi overalt kan finde dét, der gør livet værd at leve – hvis vi tør …

Filmen har i øvrigt modtaget prisen for Bedste Nordiske Film ved den anerkendte filmfestival Santa Barbara International Film Festival. Dét er fuldt fortjent. Dér er premiere i dag d. 7. april.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *