Advent og julepynt: Engel

Den kommende jul bliver en af de mærkeligste nogensinde. Måske dén mærkeligste. Den første – og forhåbentlig også den sidste – Corona-jul. En jul hvor vi fokuserer endnu mere end normalt ved juletid på det hjemlige og på håbet.

Undertegnede har derfor bestemt sig til at blive personlig og i de fire adventssøndage vise fire stykker julepynt, som har hver sin historie og betydning for mig.

Vi slutter med den julepynt, som i min verden er tættest på juleevangeliets budskab: Englen.

For ingen jul uden englene. De engle, som det siges, man kan se og høre synge under himlen julenat. Det er en oplevelse, som jeg endnu har til gode, også selvom jeg har gået alene gennem byen en julenat efter en julegudstjeneste. En julenat, hvor stjernerne lyste, men hvor englene glimrede ved deres fravær.

Så indtil jeg møder englene in person, vil jeg klare mig med at nyde synet af englen på juletræet – og tænke på den første julenat. Dengang et barn blev født i en stald ved Betlehem, og intet mere blev det samme. Heldigvis og gudskelov.

For det barn var, ja er Guds søn, og med det barn fødtes glæden og håbet til Jorden. Og derfor synger englene hver julenat, også selvom vi ikke kan høre det – men må nøjes med at hænge figurer af dem på juletræet, som den engel jeg købte i Tivoli en iskold decemberdag for omkring 12 år siden.

Jeg forestiller mig nemlig, at sådan ser engle ud – i hvert fald nogle af dem. For Biblens engle er ikke kun nuttede, søde eller smukke. Engle kan også være skræmmende og farlige. Der er med andre ord bid i englene. Dét kan jeg godt lide.

Kristendommen er heller ikke en putte-nuttet tro, men en kompromisløs insisteren på næstekærlighed og tilgivelse – og det startede med Jesusbarnets fødsel den første julenat, mens englene sang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *