Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: ”Synkefri”

Udgivet den af
Svar

Rammen om filmen ”Synkefri” er tragisk Danmarkshistorie: Natten til d. 1. december 1981 sank den såkaldt usynkelige redningsbåd RF2 ud for Hirtshals Havn, mens den prøvede at komme en nødstedt kutter til undsætning. Det lykkedes ikke. Hele 9 mænd (samtlige 3 fra kutteren og samtlige 6 fra redningsbåden) døde i bølgerne dén nat. Det var en katastrofe, der blev talt om i hele landet – og som sågar fik en hilsen med fra Dronningen i årets nytårstale.

Så der skulle være materiale nok til en film, der udspiller sig for så lang tid siden, at den på den ene side ikke er nutidig, men på den anden er det heller ikke længere tid siden end, at mange af os, som er i live i dag, også var det dengang i 1981.

Ja, undertegnede var endda på alder med den unge teenagesøn og hans lillesøster, som er børn af styrmanden på RF2 – og som altså mister deres far dén nat. Aldersfællesskabet gør det nemt at spejle sig i deres tanker og i meget af det, som foregår – også selvom man ikke er fra Vestkysten, men som undertegnede med en opvækst på Køge-egnen nærmest ikke kan komme længere væk – geografisk.

For ellers er der ikke rigtig forskel. Større er Danmark nemlig ikke. Uanset hvor man boede, var starten af 80´erne en tid, som var meget anderledes end i dag.

Så jeg kan genkende Hirtshals-borgernes vægring ved at tale om katastrofen og de døde, ved den stædige insisteren på at arbejde videre og kæmpe videre, fraværet af psykologer og anden professionel hjælp – selv i tiden lige efter at verden for altid er forandret.

For sådan var tidsånden omkring 1980. Man bed simpelthen tingene i sig og fortsatte, selvom man var ved at gå i stykker indeni. Således også i Hirtshals, som vi ser det med styrmandens kone og nu enke, der står i butikken og ekspederer to dage efter. Tag dig sammen og kom videre, blev der sagt til dem, som vovede at råbe op om hjælp.

Vi møder også hende, der mister sin søn, og som få år før havde mistet sin mand til havet. Om hende bliver dér sagt, at opvasken er levende, men at hun ikke skal være alene juleaften. For midt i hårdheden er der også en omsorg og et hensyn til hinanden, som nok kan betyde både blå øjne, skrammer og skæld-ud, men som også indebærer, at man tilgives meget, og lukkes ind i fællesskabet igen. Ikke at ordene undskyld og det er tilgivet siges. Det er mere noget med et par øl og så skide være med det.

Det vil mange i nutiden måske grine af, undres over eller forarges over. Men det er ægte, og måske bedre end nutidens flotte ord, der kan virke mere som floskler og plejning af eget image end om reel omsorg – mere promovering af sig selv som fx journalisten, der udnytter styrmandens søn for at pleje egen karriere.

Hun står så også – sammen med de statslige myndigheder – som repræsentant for København, for magten. For det falske og egoistiske kontra de ægte og hårdføre vestjyder, der i filmen så også fremstilles som værende ikke særlig kloge, men derimod nogen, som hverken kan regne med brøker eller forstå, at det er vigtigt at få placeret ansvaret for ulykken, men i stedet tænker mere på at sikre deres levebrød.

Og det er så dér, at filmen kæntrer (undskyld udtrykket). For klicheerne står desværre i kø, og det er synd. Ikke alle vestjyder i 80´erne var fx vilde med flæskesteg med sprød svær eller drak øl af flasken, mens de hørte C.V. Jørgensen – nogle har også spist råkost, som man kaldte vegetarisk mad dengang, og drukket hvidvin af glas, mens de har hørt klassisk musik.

Ja, der fandtes også mennesker med empati i hovedstaden – og sågar også københavnere, der selv i 2023 elsker flæskesteg med sprød svær.

Qua stereotyperne bliver handlingen derfor – hvor spændende og frygtelig den end er – ganske forudsigelig om filmens helt, hvis man kan kalde ham det, styrmandssønnen med det gode hoved, der opdager, at det ikke var en menneskelig fejl, og handler på det – og derfor clasher med kulturen i byen. Og så ruller handlingen som Vesterhavets store bølger, der både er byens levebrød og store frygt.

Skuespils-præstationerne i ”Synkefri” er til kryds og slange. Hver og én spiller røven ud af bukserne i deres portræt af mennesker, der kæmper og kerer sig om hinanden – og man fornemmer, at der er flere lag i hver eneste, selvom manuskriptet forsyner dialogerne med en masse klichéer.

Så: BRAVO til hver og en af castet, der i de bærende roller tæller: Sylvester Byder, Johanne Louise Schmidt, Sofie Torp, Lars Topp Thomsen, Anders Brink Madsen, Henrik Birch og Esben Dalgaard.

Men også en stor tanke til instruktøren Christian Andersen, som er søn af en kvinde, hvis mand døde på havet dén nat – og som har to ældre halvbrødre, hvis far altså var blandt de omkomne. Hans behov for at lave en film om det traume, som var en del af hans familie og opvækst i Hirtshals, giver sig selv.

Men det er også et voveligt foretagende qua det armslængdeprincip, som man kender fra journalistikken. Og nok gælder andre regler indenfor film og litteratur – men skal man lave noget fra egen rede, så skal tungen holdes meget lige i munden, hvis man vil undgå klicheer og ensidighed. Det lykkes ikke helt, selvom intentionen er den bedste i verden.

Danmarksbloggen ender derfor på fire store fisk ud af seks mulige til ”Synkefri” – og en tak for at lave en film om en af de hændelser, hvor myndighederne prøvede at skjule, at det var deres fejl, at det endte sådan. Dét er desværre stadig aktuelt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Callas – Paris, 1958”

Udgivet den af
Svar

Der er mange glæder ved at anmelde. Men nogle gange er fornøjelsen så stor, at det føles som at få en gave. Sådan havde jeg det, da jeg skulle anmelde ”Callas – Paris, 1958”, som er en koncertfilm lavet over Maria Callas´s første og myte-omspundne optræden i Paris i 1958.

For intet kan for en opera-fan med hang til Puccini og især ”Tosca” slå kombinationen af Maria Callas, som er alle tiders største sopran, og så en operafilm, hvis hovedingrediens er en fuld 2. akt af Puccinis dramatiske og melodiøse ”Tosca”. Det er nemlig min absolutte yndlingsopera, og jeg kender og elsker hver en tone, der spilles og synges – selvom jeg ikke taler italiensk. Men opera forstås af sjælen – og så er der også engelske undertekster, hvis nu man ikke kender ”Tosca”.

Så er jeg overhovedet den rette til at bedømme en film om legenden Maria Callas, hvor hun udover 2. akt af Puccinis ”Tosca” synger udvalgte uddrag og arier af Verdi (”Il Trovatore”), Rossini (”Barberen i Sevilla”) og Bellini (”Norma”)? Svaret er ja.

For som inkarneret operafan ved jeg også, hvad opera kræver, og hvad opera gør ved et menneske. Opera er nemlig en voldsom affære, både på scenen og i de følelser, som kommer. Opera er en kunstart, der kræver noget af sin tilhører. Ikke nødvendigvis musikteknisk, men at man tør være i kontakt med sig selv, tør føle smerte og lykke, huske sejre og nederlag, drømme og håb, sorger og triumfer. Og ingen komponist kan få følelser, erindringer og drømme mere frem end Puccini – og allermest i ”Tosca”.

Så jeg stornyder denne film, hvor vi som sagt ser og hører hele 2. akt af Tosca. Det er akten, hvor den feterede diva Floria Tosca har sit opgør med tyrannen, Roms frygtede politichef, Scarpia, hvor hun prøver at redde sin elskede kunstmaler Cavaradossis liv – og hvor hun synger den smukke arie ”Vissi d´arte”. Det er den, hvor hun blandt andet erklærer: Jeg har levet for kunsten, jeg har levet for kærligheden.

Det gjorde Maria Callas også – og der er generelt mange ligheder mellem virkelighedens operastjerne Maria Callas og Puccinis hoved- og titelperson i ”Tosca”, som også er baseret på en række historiske begivenheder og personer. Men lad det ligge.

Filmen her handler om Divaen over dem alle, The Divine Maria Callas – fra hun ankommer med toget til Paris over til hun står iført glitrende juveler og rød kjole på Den Gamle Opera i Paris med kongelige, præsidenter og andre notabiliteter som publikum, og på den mest grandiose måde modtager stående ovationer, der helt fortjent bare bliver ved og ved – og indtil hun dagen efter rejser, og fra lufthavnen udtaler: ”Der var store forventninger til mig. Og jeg ville give dem (publikum i Paris, red.) mere end alt”.

Og dét gjorde Maria Callas, som blev født for 100 år siden i år. Og i filmen får vi også en god bid. Så det er bare at slå ørerne ud og blive rusket af noget af det bedste, som menneskeheden har frembragt: Opera-genren, der er musikkens version af kaviar og champagne – og i Callas-aftapningen de fineste årgange.

Filmen er farvelagt, og det er gjort fint. Men alligevel blegnede de flotte billeder ved siden af sangen og musikken, der som altid trak mange tårer, og gjorde, at jeg ikke er sikker på, om jeg overhovedet trak vejret i de tre kvarter, som 2. akt af ”Tosca” varer, selvom jeg mange gange mærkede hjertet hamre hårdt, og jeg konstant kunne føle kuldegysningernes rislen i kroppen.

For præcis sådan virker opera – god opera – på mennesker. Men nu er jeg også opera-fan i forvejen. Men jeg tror og håber, at farverne vil betyde noget for at få nye proselytter til opera-genren. For opera kan så meget, især når det handler om at formidle de store følelser. Og dét mangler i en verden, som for længst er blevet alt for beige og middelmådig – også kulturelt. Så vi har brug for, at nogen og noget er ”over the top”, som opera er det, som Maria Callas var det – både som sopran, som skuespiller og som menneske.

Vi har brug for dramatikken fra operaens verden, der er intens og gribende, som opgøret er det mellem Tosca og Scarpia, der blev mesterligt sunget af ingen ringere end den måske bedste Scarpia nogensinde, nemlig Tito Gobbi. Jeg sad derfor også og ønskede, at de sidste minutter af 1. akt af ”Tosca” var med, så vi kunne have hørt Scarpias store arie ”Va, Tosca” (også kendt som TeDeum-arien).

Men dén fik vi ikke. Men vi fik så meget andet, store gaver – skænket af en legendarisk verdensstjerne, der i modsætning til mange af nutidens såkaldte reality-stjerner, kunne noget, ja mere end noget. Maria Callas kunne det hele – og mere til.

Så Danmarksbloggen giver selvfølgelig seks store stjerner ud af seks mulige til ”Callas – Paris, 1958”, som spiller i udvalgte biografer landet over d. 25. november og d. 26. november.

Ps. Vær obs på at det føles helt forkert, ja naturstridigt ikke at klappe efter Maria Callas´ titaniske præstationer i Paris. For dén slags gør man jo desværre ikke i biografmørket. Men så kan man (som jeg gjorde det) diskret slå sig selv lidt rytmisk på låret. For som opera-elsker må man simpelthen reagere fysisk, når så stor kunst udfolder sig for øjnene og ørerne af én – også selvom det ”kun” sker digitalt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Inden vi dør synger vi en sang”

Udgivet den af
1

Et klaver, der kan spilles på, nogle stole, som man sidde på eller gå rundt om og en metronom, der slår takten – måske også dén i livet.

Mere behøves ikke, når d´damer Maria Stenz og Camilla Bendix og d’herre Peter Oliver Hansen på Teatret ved Sorte Hest i en god times tid spejler deres eget liv i hinanden og i tidens evige kaskade af erindringer, tanker og følelser, der sammen med et væld af alskens melodier fra viser over popsange, salmer og mere fra primært den danske sangskat – spillet mesterligt af Olivier Antunes – slynger sig ud og ind mellem hinanden.

For hvad enten det handler om at være 7 år og skulle synge, plukke blommer eller sidde på stenen og savne sin mor – eller om de møder med modgang, sygdom og sorg, som ingen er foruden, så kan vi alle spejle os i hinanden, både dem på scenen og os på tilskuerrækkerne.

For vi er skabt af det samme stjerne- og drømmestøv, og lever i den samme ubrydelige cirle of life. I den korte vandring fra vugge til grav, hvor vi også skal nå at gå turen gennem overgangsalderens vulkanudbrud, tage den sidste dans og sluge erkendelsen af, at alle skuffer over tid – men at det er okay.

Det er, hvad det er, som Knagsted siger i Gustav Wieds ”Livsens ondskab”, og vi ved det også selv, alle os, der har levet længe nok til at have været nogle gange rundt om blokken – og det har dem på scenen og langt de fleste af os i publikum.

Vi ved, at vi hver morgen tager vores sokker på, selvom øvelsen kræver at få placeret foden strategisk. For derpå at gå ud i gaderne og glemme sit eget spejlbillede, men i stedet kigge op i himlen og med hver en celle i den værkende krop mærke, at man stadig er i live.

I kabareten ”Inden vi dør synger vi en sang” på Teatret ved Sorte Hest fortælles den livsens sandhed så med mere mod, mere poesi og mere musikalsk, end jeg nogensinde har oplevet det før.

Det er essentielt teater, der vil noget, der kan noget – også fordi det gøres så perlende, legende let og alligevel med sans for de store dybder. Det er eminent. Ja, om de så havde taget al deres tøj af TO gange og hoppet op og ned i en halv time, havde ensemblet ikke kunnet være mere nøgne, mere ægte.

Stenz, Bendix og Hansen formidler visheden om livet – og døden, også deres egen, med en accept og et håb, som skal findes et sted mellem erkendelsen af det magiske ved i morgen og beslutningen om at tage det én dag ad gangen. For i morgen er der atter en dag – og dem, som vi har mistet, findes stadig i alt, der lever og gror, i vores minder.

Der er dér en stor trøst i – uanset om man har mistet for nylig eller for noget siden. Savnet og sorgen bliver med tiden også livskammerater – og hvis alle vores livsvidner en dag er gået ud af tiden, så måske endda den tætteste ven, som vi har.

Men inden vi kommer dertil, så skal vi lytte til opfordringen fra PH-visen ”I dit korte liv”: Det haster med det kys, den kommer, før du tror, den drømmeløse søvn.

Det haster også med sangene, med at få sunget – og budskabet fa scenen er, at dine sange bliver mine sange og vores sange. At vi i dén grad skal synge og spille – også selvom vi ikke kan gøre det lige så virtuost som Olivier Antunes, der kan veksle mellem mange melodier og musikgenrer på en og samme tid – og endda køre forskellige versioner af den samme melodi, som han gør det hele forestillingen igennem – men allermest cirka midt i, hvor han får lov til i nogle minutter at fylde det hele. BRAVO.

Hele vejen hjem nynnede jeg også Maria Stenz´ klassiske ”Hvor er alle drømmene, du drømte”, som i år fylder 50 år, og som vi måske får et svar på i forestillingen. Nemlig at mine, dine og alle vores drømme er som sangene.

De lever i alt, der gror – også når adressen er Ensomhedens Gade no. 9. – og alt, vi vil, er at danse som hende, TV2 synger om. For livet er, hvad det er. Og vi møder alle den grå dame derude i krattet, som Maria Stenz gjorde det i sin drøm – og vi skal alle gå igennem det store spejl.

Men med os på vandringen – både i livet og i forestillingen – har vi den mest gribende og inderlige version af netop ”Hvor er alle drømmene”, som Maria Stenz synger i starten af ”Inden vi dør synger vi en sang”, der skal have seks store månestråler ud af seks mulige. Fordi kabareten er teater fra øverste hylde, fordi vi alle fra tid til anden finder os selv stående alene dér i natten i lyset af en månestråle.

Kabareten spiller på Teatret ved Sorte Hest indtil 16. december.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Miraklet i Gullspång”

Udgivet den af
Svar

”Miraklet i Gullspång” er uden sammenligning en af de mærkeligste og mest særegne film, som jeg nogensinde har set.

Det er en blanding af en dokumentar og en kunstfilm – og har som det centrale punkt to formodede tvillingesøstre, som blev skilt ved fødslen i Norge i 1941, da man ikke ville risikere, at de blev en del af Hitlers brutale forsøg med mennesker.

Den ene af de to tvillinger er så død for mange år siden – i 1988. Men nu møder to af hendes søstre i forbindelse med et lejlighedskøb en kvinde, som de mener ligner deres døde søster på en prik. Og så ruller tvillinger-formodnings-bolden – med dna-tests, kram og tårer, men også med bristede forhåbninger og clash mellem forskellige måder at leve og tænke på.

For den døde søster og hendes søskende er vokset op i en stærk religiøs familie, som har en mani med at ville finde tegn fra Gud i alt, som sker – mens den formodede forsvundne tvilling har en helt anden baggrund fra en familie med både økonomisk og kulturel kapital. Hun er desuden en rigtig badass, der for en kvinde født i 1941 har en så særlig baggrund som løjtnant i den norske hær – og som hun siger det:

Jeg har lært at dræbe, og jeg havde slået de mennesker ihjel, hvis ikke jeg havde været så god til at kontrollere mig selv.

For den religiøse søskendeflok, som tæller hele fem mennesker – en bror og fire søstre – er voldsomt grænseoverskridende i den måde, som de udæsker den tidligere løjtnant og formodede søster på, da hun kommer op til Nordnorge for at møde dem.

Deres generelle viden, tankegang, evne til at tage data ind og reflektere er nemlig lige så dårlig som deres evne til at opføre sig civiliseret, selvom det retfærdigvis skal siges, at de prøver. Men det kniber med at rumme andre, når man lever efter, at ens egen tro er den eneste saliggørende. Den formodede forsvundne tvilling konkluderer derfor også: Det er ikke den genetiske arv, der betyder mest, men de mennesker og det sted, hvor man voksede op.

Men er de så tvillinger de to, den døde søster og løjtnanten? Det svar vil man gerne have, når man ser filmen. Men den ene test viste det ene – og den anden det andet. Så intet er givet med sikkerhed – eller er det?

Og som om den forvirring ikke var nok, så har historien om den døde søster altid været, at hun begik selvmord, hvilket har trukket et spor af synd og skam i den stærkt religiøse familie. Men qua netop den formodede forsvundne tvillings evne til at tænke, så finder man ud af, at den døde søster faktisk døde en naturlig død tilbage i 1988.

Eller var det mord? Det får vi heller ikke svaret på. Sporene er også for længst kolde. Men alligevel lever både ekskæresten og ham, der fandt den søde søster nede ved søen stadig – og begge er med i filmen. Så vi kunne måske have fået de svar, som vi mangler på, hvem de tre livsforsikringers begunstigede var – og hvorfor man accepterer, at en kvinde sidder to dage i en bil uden at man gør noget. Men det sker ikke.

Det er ærgerligt. For oplægget til filmen – at finde en måske forsvunden tvillingesøster ved et tilfælde/fordi Gud vil det – er fantastisk. Omvendt er slutningen – at lære at leve med, at man ikke kan få svar på alt her i livet – måske også det mest realistiske.

For har vi ikke alle den slags uafsluttede sager i vores liv, måske bare knap så dramatiske? Det tænker jeg. Jeg har i hvert fald en irriterende hændelse fra for 20 år siden, som jeg aldrig får svar på, hvorfor skete og hvem der satte i gang. Jeg har prøvet, men jeg er blevet nægtet en forklaring.

For nogle gange vil mennesker ikke fortælle sandheden. Andre gange husker mennesker ikke, hvordan det hele forholdt sig. Og mange gange digter mennesker en virkelighed, som de selv tror på – og kan leve med.

Og hvis man som den religiøse søskendeflok partout vil finde en dybere mening i alt, så er der yderligere et incitament til at lægge til, trække fra og digte en virkelighed, så den passer til den ønskede historie. For der er noget i fortællingen om hændelserne i Gullspång, som ikke stemmer, både løgne, fortielser og tillæg fra fantasiens verden.

Danmarksbloggen giver derfor ”Miraklet i Gullspång” fire ud af seks broderi-billeder, som det, der hang på væggen i lejligheden, og som startede hele balladen. Filmens skaber Maria Fredrikssons oplæg berettigede ellers til fem, men hullerne i den gribende og fascinerende fortælling er desværre for store.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The House of Uhygge”

Udgivet den af
Svar

I år kan Crazy Christmas Cabaret fejre sin svimlende 40´ende sæson.

Er den for længst fordanskede udgave af en kær, engelsk juletradition så 40, fed og færdig? På ingen måde. Årets udgave ”The House of Uhygge” er derimod 40, fed (på den fede måde) og forrygende.

For som de danser, synger, spiller, gakker – og er helt igennem vidunderlige her i jubilæums-sæsonen. Det minder på mange måder om The Rocky Horror Picture Show. For ”The House of Uhygge” er en comedy-horror-musical, præcis som det famøse teater og senere film er.

Fx er The Rocky Horror Picture Show ganske synligt i det måske mest fantastiske musiknummer i forestillingens anden akt, hvor den skotske politimand synger og danser i et kostume, der straks sender tankerne hen på en af de mest genkendelige karakterer fra The Rocky Horror Picture Show. Hvem skal ikke røbes her, for så misser man overraskelsens kanon-latter, der kommer fejende lige så hurtigt som tågen ude fra søen i det skotske højland.

For generelt er der i den inklusiv pause mere end 2½ time lange forestilling det sædvanlige høje tempo, de kvikke ordspil og de muntre jokes placeret lige, hvor de skal – under bæltestedet. Så det er alt sammen, som det plejer – næsten. For vi savner de politiske bid til en verdenssituation, der bliver mere og mere absurd, og derfor kræver at blive taget under behandling.

I årets version af Crazy Christmas fokuseres der i stedet på HNV – Horror, Natur og Videnskab – tilsat en portion populærkultur. Så man er klædt godt på, hvis man kan sin Barbie og Ken fra Greta Gerwigs sommerhit-film, foruden klassiske uhygge-figurer som Dracula, Frankenstein samt Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

De sidste fire kunne man også forvente at møde i en forestilling, der hedder ”The House of Uhygge”, og som udspiller sig lidt i Transsylvanien, men mest på et slot i Skotland tæt på Loch Ness, hvor helseprodukter, andre medikamenter og andet fra menneskehedens skøre laboratorium danner rammerne for all for fun and fun for all, som man sagde det engang hos Crazy Christmas – og som stadig gælder, når løjerne slippes løs under den store fuldmåne.

Men læs også lige op på Gwyneth Paltrow og hendes ”helse-brand”, den hæderkronede, gamle film ”Cabaret” (ja, dén med Liza Minelli) og nogle af de varité-forestillinger, der langt op i 1900-tallet var så mange af i England. For så er De godt rustet til at se ”The House of Uhygge”.

Det allermest uhyggelige er dog ikke det, som sker direkte på scenen. Det er, at scenen i Glassalen til næste jul ikke skal befolkes af de skønne mennesker – Vivienne McKee, David Bateson, Andrew Jeffers, Katrine Falkenberg, Kevin Kiernan Molloy, Sebastian Harris, Claus de Lichtenberg – for slet ikke at tale om orkestret, som i år lyder navnet The Graveyard Gremlins from Greve.

For Tivoli har nemlig besluttet, at der skal være dansksprogede musicals i Glassalen næste jul. Det er en stor skam, og derfor er korset på scenen med årstallene født 1998 og død 2023 også på sin plads. For i dette 40´ende sæson-jubilæum kan Crazy Christmas nemlig også fejre, at det er 25´ende og sidste sæson i Tivoli.

Boooooooooooooo, kan man kun råbe til så stor en fejl-disposition.

For selvsagt råber vi i forestillingen boo til skurken, når han flagrer rundt i sin kappe, og hooray til helten og heltinden. Andre kendinge som Crazy Christmas-jomfruen (tænk at de stadig findes), aftenens publikummer, som i dén grad får sin sag for i år (men som klarede det med bravour til premieren), at læne sig frem, at rejse sig op, når Dronningen ringer til Dame Hyacinth Nutcracker, der som altid er forrygende i sine kjoler og sin mandejagt, og meget mere er selvfølgelig også med.

Ellers var det heller ikke Crazy Christmas.

Danmarksbloggen giver Crazy Christmas i den blodrige 2023-aftapning fem ud af seks af de små portioner af drikkelse, som flyder gennem hele showet. Danmarksbloggen kan så bare ikke beslutte, om det skal være den grønne, som gør én sød og venlig – eller om det giver mere mening at nappe den røde, som slipper det indre bæst og de undertrykte ønsker og begær løs, så man handler – og får ting til at ske.

Taget den verden vi lever i – og det at Crazy Christmas mangler et sted at være næste år, så skal det nok være den røde.

Og med det in mente, er der kun tilbage at insistere på: Dip, dip, dip, dob, dob, dob, grrrrrrrrrrrrrrrr, som Dracula og hans brud Necrophilia siger det, mens de gør deres hemmelige håndtegn, som de også er så venlige at lære os andre. Så vi også kan bruge dem.

Dét skal nok virke. For vi vil ikke undvære Crazy Christmas – heller ikke i 2024. Vi vil sige HEJ igen.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Hygge

Udgivet den af
Svar

Dagur Káris nye film hedder ”Hygge” – men man kunne uden problemer sætte et stort U foran. For filmen er præcis så uhyggelig, som hverdagen i Danmark anno 2023 er det.

Filmens evne til at portrættere vor tids mennesker, adfærd, værdier og tabuer er nemlig mere skræmmende end noget til den forestående Halloween-højtid er det. Også fordi det gøres med lige dele humor, god skuespilskunst og den ellers i årevis i danske film så oversete kammerspils-kulisse, hvor der ikke sker så meget – men hvor det hele ligger i det, som bliver sagt – eller fortiet.

Rammen er en såkaldt ”hyggelig” fødselsdagsmiddag for den bror, som ligger i koma på sygehuset, mens hans kone, hans to brødre med henholdsvis kæreste og kone samt konens bror og dennes mand fejrer dagen.

Scenen er med andre ord sat til noget af en middag – og den får lige et ekstra nøk med saltbøssen, da den ene brors nye kæreste foreslår en leg, hvor alle lægger deres mobiler på bordet, hvor de så skal ligge synlige for alle hele aftenen. Reglen er så, at når en sms tikker ind på ens telefon, så skal den læses højt – og ringes man op, skal telefonen på højttaler under hele samtalen.

Og der kommer opkald, sms´er og billeder ind i en lind strøm, som afslører både det ene og det andet – og især det, som hver især gerne vil holde skjult for de andre.

For livet er selvfølgelig ikke så let og succesrigt, som det helst skal fremstilles. Tværtimod slås alle med deres dæmoner, og skeletterne vælter ud af skabene. Hvilke skal ikke røbes her, men det er store kampe, som kræver tilsvarende stimulanser, der for de fleste vedkommende indtages i det skjulte, når det spisebord, der står som et billede på livets fællesskab, forlades.

For vi lever i fællesskab med hinanden, men også i kamp med og mod hinanden. En kamp, hvor vi på trods af bitre opgør og beske sandheder ofte ender med at ae hinanden på kinden og tro på, at det bliver bedre i morgen – selvom vi godt ved, at intet i virkeligheden ændrer sig nogensinde.

At livet er og bliver et kaos uden de forløsninger og happy ends, som vi tror på som børn. Det er lidt trist, hvis man er romantiker, men ganske opmuntrende, hvis man er realist. Under alle omstændigheder er det, hvad det er – og som de viser det skuespillerne i filmen, som spiller så eminent virkelighedstro, at alle skal fremhæves lige meget. Så må jeg præsentere stjernecastet:

Middagen holdes hos den ene bror Peter, som spilles af Joachim Fjelstrup. Peter er styrtende rig, da han har solgt et softwarefirma, og aldrig behøver at arbejde mere. Så nu bruger han tiden på at lave såkaldt god mad – og går i sin kedsomhed op i, at fx honningen er fra New Zealand.

Han er gift med Helene, som spilles af Sofie Torp – og som er en psykolog, der klarer sit arbejde til ug, men som går på tværs af al psykologisk viden i sit eget nære liv med mand og barn. Bagerens børn er også sultne, skrædderens børn har huller i tøjet – og psykologens datter får hverken sandhed eller en brugbar omsorg.

Helenes egocentrerede bror Hans-Fabian (Fab, hvis man er venner med ham), spillet af Thue Ersted Rasmussen, er adfærdsdesigner, og lever i et åbent ægteskab med den følsomme og trængte revisor Ib, som er markant mindre tilfreds med ordningen. Ib spilles af Nicolai Jørgensen.

Den anden bror fantasten Nikolaj spilles af Jesper Groth. Han har et blomstertel, hvor han tager sig af blomsterne, mens ejeren er på ferie. Hans nye kæreste Laura er en idealistisk og ny-gravid veganer, der er en del yngre end de andre. Hun spilles af Andrea Heick Gadeberg.

Endelig spiller Olivia Joof Lewerissa den vagtsomme galleriejer Erica, som mener, at hendes kommunikation med manden er blevet meget bedre efter, at han kom i koma.

Så er scenen også sat. Danmarksbloggen giver denne formidable og morsomme feel-bad-film ”Hygge” fem ud af seks vinflasker, som dem, der bliver drukket rigeligt af under middagen.

”Hygge” er en film, der glider ned så let som en creme brulé – umiddelbart. For de sure opstød kommer undervejs, som sandhederne kommer på bordet – og også bagefter, hvis man på vej hjem tør se sit eget liv efter i sømmene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Bastarden”

Udgivet den af
1

Jeg var rystet, da jeg gik ud af biografen, og jeg er stadig – mentalt – ude på den jyske hede for snart 300 år siden, hvor Danmarks bud på en Oscar for bedste udenlandske film 2024 foregår. For Nikolaj Arcels guldløve-nominerede ”Bastarden” bliver siddende i én. Måske fordi den er meget mere end blot en allerhelvedes god film, som taterpigen Anmai Mus ville sige det.

For filmen med Mads Mikkelsen i hovedrollen som kaptajn Ludvig Kahlen er noget så sjældent som et vaskeægte epos. Et storladent, vildt, grusomt og intenst epos, der er lige så blodigt og råt, som livet var dengang, især for dem som lå på samfundets bund. Det gjorde kaptajn Kahlen, der var det, som blev kaldt et uægte barn – en bastard – af en køkkenpige og en herremand.

Kahlen ved derfor noget om både de kartofler, der skulle vise sig at blive det gule guld på hedens sandede jorde, og hvad det vil sige at tilhøre forskellige samfundsklasser. Og han havde en plan om at stige i graderne ved at kolonisere den jyske hede, som på papiret var kongens jord, men som de lokale adelsmænd opfattede som deres.

Så som forventet møder Kahlen modstand – både fra en træg embedsstand i København, der trods enevælden er de reelle regenter i Danmark, men især fra den lokale herremand, godsejer de Schinkel, som er en ren djævel: Sindssyg, voldsparat, sadistisk – og dertil drukfældig og opblæst.

Han gestaltes på fornemste vis af et af dansk films stjerneskud, Simon Bennebjerg, som mestrer det svære i dialogscenerne at kunne spille op til en Mads Mikkelsen, der hele filmen igennem – alle 126 minutter – igen viser, hvorfor han er Danmarks bedste mandlige skuespiller – nogensinde.

Mads Mikkelsens skildring af den stædige kaptajn Kahlen, der turde drømme stort, satse alt – også det, som ikke kan lade sig gøre, er totalt kompromisløs, og brænder sig fast hos alle, der ser filmen. Replikkerne og stemmeføringen sidder dér. Det samme gør kropssproget fra bevægelse over mimik og til det bare med ét udtryk i øjnene at kunne formidle tusinde følelser.

Hans intense præstation sidder i én bagefter, som de dybe piskeslagsmærker den flygtede fæstebonde Erik har på sin ryg. Han plejes omsorgsfuldt af konen Ann Barbara, der spilles med både råstyrke og fin sarthed af Amanda Collin, så man forstår, at kvinderne – og især Ann Barbara – er dem, der både giver og tager liv.

I en anden gennemgåede rolle ser vi svenske Gustav Lindh, der med stor indføling spiller en empatisk, modig og næstekærlig præst, som er stolt over at være en Guds mand, men som heller ikke er bange for at få næverne i jorden. Dejligt at se at en repræsentant for det himmelske også kan repræsentere dyderne – og ikke kun synderne – i en dansk film.

Og endelig skal 9-årige Melina Hagberg nævnes. Hun spiller taterpigen Anmai Mus, som kaldes mørklingen pga. sin hudfarve, og går så meget ondt igennem. En hård skæbne at gestalte. Det gør den svenske barneskuespiller så indfølende og dygtigt, som var hun en voksen skuespiller. BRAVO.

Af andre store kræfter skal nævnes: Kristine Kujath Thorp, der er godsejerens sympatiske kusine, som trods at hun generelt sidder til pynt, har et moment i sit liv, hvor hun indtager en afgørende rolle. Jacob Lohmann som bylde-plaget amtmand og filmens eneste let komiske indslag. Morten Hee Andersen som den ulykkelige fæstebonde Erik. Thomas W. Gabrielsson som godsejerens højre hånd, der må sluge både kameler og rydde alt for meget op – samt mange flere.

Det er instruktøren Nikolaj Arcel, som sammen med Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet. Forlægget er Ida Jessens bestseller ”Kaptajnen og Ann Barbara”, som baserer sig på en delvis autentisk historie.

Både Ann Barbara og Anmai Mus er så fiktive, men såvel Kahlen, godsejeren og amtmanden har levet. Og ja, Kahlen prøvede virkelig at kolonisere heden i 1700-tallet. Det gik så ikke, men vejen var banet for Dalgas, der lykkes med det 100 år senere. Så også derfor er ”Bastarden” en vigtig film om en tid og en historie i Danmark, som kun kendes af de færreste.  

Mange mener, at Mads Mikkelsen skulle have haft en Oscar for sin rolle i Druk – og hvorfor ikke? I ”Bastarden” kan man så gange hans indsats med 100. For Mikkelsen giver – som en anden Kahlen – stædigt og kompromisløst alt, han har. Så her er endnu flere lag, endnu mere dybde i skildringen af en mand, der kæmpede mod den tørre hedejord, en uduelig overklasse – og først med og siden mod sine egne drømme. En mand, som heldigvis ikke glemte sine færdigheder, da det gjaldt.

Danmarksbloggen giver ”Bastarden” 6 ud af 6 medaljer, som den Kahlen sidder og pudser i starten af filmen. For Arcels epos er helt oppe og spise kirsebær med de allerstørste film som ”Dr. Zivago”, altså den fra 1965 med Omar Sharif i hovedrollen.

”Bastarden” er bare mere moderne. Men det er samme historiske vingeslag. Samme evne til at gå dybt ind i den tid og de mennesker, som vi møder – og samtidig bryde grænserne og gå ud og blive en stor fortælling om det at være menneske, og hvad livet handler om.

Er livet, som godsejeren mener det, blod, lort og kaos – og skal vi mennesker acceptere det? Eller skal vi tro på Gud? På at krig er kaos – og at vi er sat på Jorden for at skabe orden, skabe civilisation? Vi får ikke noget klart svar.

Kahlen holder på civilisations-tanken, og det samme gør måske de små, gyldne lys, som vi mange gange i filmen ser på den store, mørke hede.  For hvor der er lys og ild, er der mennesker. Men omvendt: Mennesker er ikke altid lig med civilisation. Det ser vi på herregården, hvor døden stortrives trods den materielle overflod og de mange lamper. Lys og ild kan nemlig give varme og nærhed, men det kan også ødelægge og dræbe.

Alt kommer derfor an på det enkelte menneskes eget valg, og ”Bastarden” slutter også med et par livsændrende – og logiske – valg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Vi betaler ikke”

Udgivet den af
Svar

Der findes teaterstykker, som er aktuelle lang tid efter, at de er skrevet. Et sådant er Nobelpris-vinderen Dario Fo´s næsten 50 år gamle ”Vi betaler ikke”, som i en opdateret 2023-version havde premiere på Nørrebro Teater lørdag aften.

Og sikke en premiere. Skuespillerne mestrede på fineste vis den sværeste af alle scenekunster: At formidle et vid og et bid, som vi i publikum både kunne spejle os i og grine af. Og som vi lo. Den ene lattersalve efter den anden samtidig med at den ubehagelige følelse af et snarligt samfundskollaps krøb ind over os.

For Nørrebro Teaters version af ”Vi betaler ikke” er mere vedkommende og samfundsafslørende end nogen nyhedsudsendelse eller avisartikel. Det mest absurde i 2023 er nemlig ikke kister i skabe, en betjent hvis mave pumpes op som en anden ballon, eller dette at kunne blive gravid på den tid, som det tager at proppe en fuld indkøbspose ind under joggingtrøjen.

Det allermest absurde er, at virkeligheden er 10, ja måske 100 gange mere absurd end dette på alle måder vellykkede teaterstykke. Der var derfor også stående applauser i lang tid. Alle mere end velfortjente.

For ”Vi betaler ikke” er den skarpeste formidling af vores tid, som jeg endnu har set på en scene: Hvordan vi – fordummede af skærmens tomme underholdning og vores manglende tiltro til egne evner og ret til at få del i goderne – køber magthavernes fortælling om det rigtige i at rette os efter en moral, som de selv for længst har smidt væk.

”Vi betaler ikke” er derfor en uhyggelig reminder om, at vi lever i en tid, hvor de rettigheder og systemer, der skulle beskytte mennesker, forvitrer og forsvinder. Og derfor fortjener dette mesterværk – både manuskriptmæssigt og skuespilsmæssigt – al den ros, som tænkes kan.

Vi følger de to par: Annette og Michael, spillet af Lone Rødbroe og Thomas Mørk – og Mia og Bjørn, spillet af Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen. Samt et par politifolk, en bedemand og Michaels far, som alle spilles af Mikkel Becker Hilgart.

Sidstnævnte kender mange fra TV2-serien ”Sygeplejeskolen”, hvor han leverer en solid præstation. Men Mikkel Becker Hilgart kan meget mere, og i ”Vi betaler ikke” er han her og der og allevegne med en eminent timing – og et kæmpe talent for både komikken og dramatikken.

Lone Rødbroe er den driftige Annette, og hun er et kraftværk i dén rolle, når hun med stor energi suser rundt på scenen, og lukker de usynlige døre, der sammen med en enkel og stram scenografi i gråt og grøn danner en ramme, som er vældig effektfuld – især til slut.

Annettes mand Michael spilles af Thomas Mørk, hvorom alle ved, at han er vanvittig morsom med både stemme, mimik og bevægelser. Men han kan også være dramatisk. Og der er noget både rørende og farligt over hans konfliktsky karakter, som han får formidlet med stor autenticitet.

For både Michael – og Mia starter med at tro på, at reglerne skal følges. Anne Laybourn er overbevisende som den unge Mia, der dog slutter af med at gennemskue et system, som er ved at kollapse i en grad, så hun kan sammenfatte hele svigtet af befolkningen i få sætninger.

Hendes kæreste Bjørn, spillet med nerve af Asbjørn Krogh Nissen, har for længst gennemskuet det hele – og er ligesom Annette i fuld gang med at udøve den civile ulydighed, som vel nærmest er en borgerpligt, når uligheden stiger så meget, som den gør – også IRL i øjeblikket.

For det er dér, at vi er – overalt i Europa her i 2023. Englænderne vælger mellem eat or heat. Franskmændene går på gaden med gule veste på kroppen og en revolution i tankerne. Svenske pensionister sulter i stilhed og med de knyttede næver i lommerne. For sådan håndterer man uretfærdighed i Sverige.

Og i Danmark har vi stadig flere, der må vælge mellem mad eller medicin. Som om vi med 37 milliarder kroner EKSTRA i statskassen ikke havde råd til, at alle – også syge, gamle, børn, ledige og andre uheldige – kunne leve et værdigt liv. Men politikerne vil – med få undtagelser – hellere tilfredsstille de velbjærgedes grådighed med flere skattelettelser.

Så det virker nærliggende at tro på det samfunds-kollaps, som uvægerligt kommer, når de små og svage skal bære samfundet, og samfundssindet kun går den ene vej: Fra borgerne og til staten. Men et velfungerende og værdigt samfundssind går også – og måske mest – den anden vej: Fra staten til borgerne, og især med fokus på omsorg til dem, som har særlig brug for hjælp.

Det er slet ikke svært at forstå, og derfor mødes alle vi, som endnu har kræfter, af et krav fra scenen på Nørrebro Teater: Kravet om at kæmpe for, at staten lever op til sit ansvar for sine borgere, så vi i dette lille, rige land kan være fælles om både pligten og goderne.

Mangler De kampmod – eller måske at blive overbevist? Så gå ind og se ”Vi betaler ikke”.

De kan også teste Deres egen moral og samvittighed undervejs. For i baren betaler man, hvad man ønsker for drikkevarerne. Intet beløb er for småt og intet for stort. Men uanset hvad har man brug for noget at styrke sig på, når man har set stykket.

For ”Vi betaler ikke” er et virkeligheds-beskrivende og rystende mesterværk, som fortjener seks store kaninhoveder ud af seks mulige som dem, der puttes i hirsegrøden for dog at få lidt solid mad ned i den slunkne mave.

Det er Dario Fo og Franca Rame, som skrev det italienske originalmanuskript, der blev oversat af Bent Holm. Det er her bearbejdet af Peter Dupont Weiss, Joy-Maria Frederiksen og Mads Wittrup Andersen. Joy-Maria Frederiksen har også instrueret, og det har hun gjort lige så godt – hvis ikke bedre, som hun gjorde det med årets Cirkusrevy.

Et af revy-genrens smukkeste træk er i øvrigt, at den med humor og satire kan fortælle noget vigtigt om det samfund, som vi lever i.

Det gør denne forestilling også – blot med den forskel, at her er det ikke bare små stik. Her drejes kniven helt rundt, samtidig med at latterbrølene fylder salen. Dét er formidabelt lavet – og desværre også nødvendigt i dén tid, som vi lever i.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Much Ado About Nothing”

Udgivet den af
Svar

Sommeren går på hæld. Men inden efterårsmørket sætter ind, kan man lige nå en sommeraften i Botanisk Have i København i selskab med ”After Hours Theatre Company”, der igen i år spiller Shakespeare på græs-skråningen ned mod søen.

I år har selskabet kastet sig over Bardens kærligheds-komedie ”Much Ado About Nothing”, som naturligvis hverken er nothing eller bare something – men derimod everything. Både i den måde, som skuespillerne bruger omgivelserne på – for hvor bliver der løbet, gået, dasket til, danset og kravlet op og ned ad skråningen – og i den gejst, som lægges i forestillingen om en masse ballade, der ikke havde behøvet at blive til noget. Men som nu bliver til en hel masse fremført af mennesker, som kan lide at spille Shakespeare – og som kan finde ud af det.

De er også hjulpet på vej af sproget. For Shakespeare på engelsk er bare bedst – uanset om det er en længere dialog, en rammende oneliner eller en længere udredning om fx mænd og skæg, som den Beatrice kommer med. For der er noget substans i Shakespeare på engelsk. En intensitet, som gør, at det smælder og fænger dybt inde i sjælen.

Måske også fordi Shakespeares tekster har evigheden i sig – indimellem. For ikke alt, som Barden skrev, er dybsindigt og fantastisk, som vi også får det at vide, inden stykket går i gang.

Men meget er – og bare det, at vi sidder her på tæpperne 400 år senere, og begejstres over den samme historie, som de gjorde det i Londons ”The Globe Theater”, dengang blækket på manuskriptet knap var tørt, siger noget om langtidsholdbarheden – også i et stykke som dette, der ellers er let som den candyfloss, der også kan høre en sommeraften til.

Apropos ”The Globe”, så var undertegnede med samme ledsager som til denne forestilling derovre for et par uger siden, hvor vi så ”The Scottish Play”, og nej, jeg skriver ikke stykkets rigtige navn. For så går der bare ild i søen i Botanisk Have i aften. For hvem tør tage chancen og nævne et stykke ved navn, om hvem det siges, at uheld forfølger den, der siger navnet højt på en scene og i forbindelse med teater?!

Men hvor gad jeg godt se ”After Hours Theatre Company” turde at opsætte dét stykke. For der er noget i den måde, som de spiller ”Much Ado About Nothing” på, som minder mig om det, som de gør på selveste ”The Globe”: Respekten for Barden, men ikke ærefrygten i kombination med en masse påhit. Og har man det, så kan man være moderne og sikre, at Shakespeares almengyldige teaterstykker i endnu højere grad bliver noget, som vi kan spejle os i, grine af og blive grebet af.

Og det gælder også denne opførsel af ”Much Ado About Nothing”, som tro mod stykkets tekst er mere underholdende end dybsindig. På den anden side og apropos ”The Scottish Play”, så er de to stykker udtryk for samme ignorante holdning til livet – bare i hver sin aftapning. Her den lyse, der ender godt – og i det andet en noget mørkere tragik, når hovedpersonen i ”The Scottish Play” om livet siger, at: It is a tale. Told by an idiot, full of sound and fury. Signifying nothing.

En trist og vældig blodig candyfloss altså. Det er ”Much Ado About Nothing” ikke. Den er munter – og døden er kun noget, som vi leger.

Så vi bliver godt underholdt i Botanisk Have, mens forviklingerne tager til, og det hele truer med at ende i katastrofe, inden alt løser sig op til fortjente klapsalver for dette stykke komik, der også – især til sidst – alligevel ikke kan dy sig for at være klassisk Shakespeare-drama på fulde nagler.

Noget af komikken minder om Monty Python – og andet om Crazy Christmas Cabaret. Det sidste er naturligt, da flere af skuespillerne har været med i netop Crazy Christmas Cabaret. Andre har været med i andet som fx ”That Theatre Company”. For ja, britisk teater har godt fat i danskerne, både som skuespillere og som publikum.

Det giver også god mening. For kombinationen af sort humor og drama formidlet med et glimt af øjet, kan vi lide på begge siden af Nordsøen. Hos ”After Hours Theatre Company” får vi det i stimer. Ord som splendid, dazzling og excellent trænger sig på.

På scenen møder vi en perlerække af skuespillere: Jefferson Bond, Linda Elvira, Søren Højen, Alexandra Jespersen, Ian Burns, Rasmus Emil Mortensen, Thea Bell Schok, Benjamin Stender og Kevin Kiernan-Molloy.

Danmarksbloggen giver ”Much Ado About Nothing” fem ud af seks brudekjoler, som den lyse brudekjole, der i flere omgange er stykkets mest centrale rekvisit.

Det er Thomas Magnussen, der har instrueret – og Lars Mikkelsen har været artistisk konsulent.  

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Svenske skønheder”

Udgivet den af
Svar

Vi danskere bliver aldrig trætte af svenskerne – eller af deres store sangskat, uanset om vi oversætter den, eller synger den på originalsproget (hvilket jeg til enhver tid vil anbefale).

Det gælder også Teatret Optimis, som med forestillingen ”Svenske Skønheder” (og der refereres udelukkende til de svenske viser, hævdes det) i små to timer med sang og guitarspil hylder netop svenskernes enestående beholdning af gyldne viser af Bellman, Taube, Dan Andersson og en masse andre – og ja, det gøres både på svensk og på dansk.

At remse alle sangene i forestillingen op giver ingen mening. For den ene vellyd end den anden kommer som perler på en snor sammen med det, som på nudansk hedder vigtig viden om netop sangen eller musikeren.

Man bliver med andre ord ikke kun underholdt, men også klogere. Ja, og så er der fællessang – både den organiserede og den, som man bare ikke kan lade være med at synge med på som fx for undertegnedes vedkommende ”Idas Sommarvisa” (Fra Emil fra Lønneberg), der i nu mere end 50 år har været fast indslag ved alle svenske skolers afslutning inden sommerferien.

Dén vise rummer hele barnets verden, og er samtidig i sin væsen så sommerlig og så svensk som dansen om midsommerstangen ude på en skærgårdsø. Det er også Astrid Lindgren selv, der har skrevet ordene – og Georg Riedel, der har lavet musikken.

Men ellers er vi i mange af viserne længere tilbage – og her tårner de to giganter sig op: Taube, som mente, at Bellman var fortidens Taube – og så Bellman, som med de to storværker ”Fredmans Epistlar” og ”Fredmans Sånger” grundlagde dén visetradition i Norden, som Bellman stadig er den fornemste repræsentant for – selvom Danmark i Kim Larsen har en spillemand, som også kan noget særdeles langtidsholdbart, når man begynder at se historisk på hr. Larsen som visekunstner.

Ja, det samme gælder ABBA, hvis to B´er Benny Andersson og Björn Ulvaeus er mændene bag den guldkantede melodi til den gribende ”En visa om arton svanar” om længsel og drømme, som jeg ikke kendte, før jeg hørte den i forestillingen, men som jeg nu hører igen og igen (i dens svenske version), mens jeg skriver denne anmeldelse.

For den har evighedens pulsslag i sig som al anden visemusik fra øverste hylde – og netop derfor vil dele af ABBA-drengenes musik sammen med dele af hr. Larsens musik i fremtiden blive betragtet som visekunst på niveau med Bellman og Taube. Dét er jeg helt overbevist om.

Men nu er vi i 2023 – og her lurer tåren i øjenkrogen, smilet er på læberne, og der bliver rokket med overkroppen og slået takten med foden, mens de svenske viser fylder Metronomen.

Fordi det lyder så himla bra – og det gælder både sangene i sig selv og udførelsen af de to mænd på scenen: Allan Høier og Allan Thorsgaard. Den ene med sang og indlevelse, og den anden med sang og et virtuost spil på guitar og lut.

Samspillet er så, man skulle tro, at de havde kendt hinanden altid. Nå, ja – det har de vist også, og det har sine fordele. For hver tone, der synges eller spilles, hver bevægelse – alt er koordineret og i samklang, og de ved hele tiden, hvor den anden er.

Det giver en helt unik oplevelse – som når nye højder, da de to herrer til sidst i forestillingen kaster sig ud i veritabel landskamp i sang – nemlig den danske og den svenske nationalsang sunget på samme tid – og først mod, men så med hinanden.

For hvem vinder? Ja, det gør Norden. Hele Norden. For vi hører sammen her i Norden, som det også synges i ”Du gamla, du fria”: Ja, jag vill leva, jag vill dö i Norden. Det gælder os alle sammen,

Og gerne må det ske med en vise eller 18 undervejs, tak – og gerne formidlet af Teatret Optimis, som Danmarksbloggen giver fem ud af seks snapse for en strålende forestilling.

Ja, jeg siger tak til, fordi I også gav Fredmans sång no. 64 ”Fjäriln vingad syns på Haga” i en oversat version, der var markant mere tro mod originalen end den ellers i Danmark så udbredte version ”Nu er jord og himmel stille”.

Men I holdt jer til sommerfuglen. Dét var dejligt – og dér gik Carl Michael Bellmans genius gennem rummet. Og jo, Bellman-forskningen viser, at det er ham selv, som har lavet melodien til sommerfugle-visen, der af det svenske Bellman-selskab omtales som en gnistrende rokokojuvel i den svenske viseskat. Bedre kan det ikke siges.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk