Så kom ulven alligevel til Pia Kjærsgaard

Husker I eventyret om drengen, der råbte ulv?

Det er historien om drengen, der står i skovbrynet og flere gange råber ulven kommer, så folkene fra hans landsby kommer farende – nogle endda med våben – for at hjælpe ham og jage ulven på flugt. Men hver gang er der ingen ulv. Kun en dreng, der står og skriger af grin over, at han – igen – har narret alle de kloge.

Til sidst ender det (selvfølgelig) galt. Ulven kommer, men ingen gider mere reagere på drengens råb, så han bliver spist af ulven, og så er den historie slut.

Eller rettere: I dagens Danmark har historien måske fået en pendant og en fortsættelse i form af Pia Kjærsgaard og hendes beskyldninger imod alt og alle. Pia Kjærsgaard har nemlig ligesom drengen i historien i mange år efterhånden råbt ulven kommer om både indvandrere, flygtninge, myndigheder og alle andre, som hun (og Dansk Folkeparti) mener kun er ude på at genere Danmark i al almindelighed, og hende selv og Dansk Folkeparti i særdeleshed.

Og hver gang er en masse vælgere – og af og til også myndigheder – kommet styrtende – og altid har det været til påstande, der ikke har holdt vand til en nærmere undersøgelse.

Men nu er ulven måske alligevel kommet. Meget tyder nemlig på, at Pia Kjærsgaard er blevet ligeså forkert behandlet af PET og justitsministeriet i den famøse kalendersag, som hun selv hele tiden har hævdet det. Og det er i så fald ikke i orden.

Ja, det er lodret forkert at snig-kigge i en politikers kalender for at se hvilke datoer, som man som myndighed skal sætte i spil for at kunne undgå eller aflyse besøg af samme politiker.

Man kan være uenig med Pia Kjærsgaard og hendes meningsfæller herfra og til evigheden, men hun og alle andre skal have en fair og ordentlig behandling af de offentlige myndigheder og en minister som justitsminister Morten Bødskov, der i dag skal i samråd om sagen.

Sådan skal det simpelthen bare være i en retsstat. Ellers er ulven for alvor løs.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti – som altid uden debat og ansvar

Dansk Folkeparti er nu større end Socialdemokratiet, viser en meningsmåling fra weekenden. En meningsmåling, der kommer ugen efter at Dansk Folkeparti holdt landsmøde.

Et historisk landsmøde, idet partiet dermed rundede de 18 år. Opnåelsen af denne “myndighedsalder” har dog ikke ændret noget i et parti, der er så topstyret, at det mere minder om en meget gammeldags, privat virksomhed end om det moderne, politiske parti, som Dansk Folkeparti så gerne vil være, men ikke rigtig er.

For den debat og meningsudveksling, som der hører hjemme i levende, demokratiske foreninger og partier, den findes ikke hos Dansk Fokeparti. Her mener alle det samme – om alt og det hele tiden.

Ellers er de nemlig ikke medlemer af partiet (ret meget længere), hvad man også ser fra tid til anden, når andeledes tænkende smides ud som fx tidligere næstformand for Dansk Folkeparti i Århus Per Hovgaard og lokalformanden i Haderslev, Vagn Christensen, der begge ønskede mere åbenhed og mindre topstyring.

Men med en så strømlinet profil skulle man mene, at Dansk Folkeparti præcis ved, hvad de vil – og ikke vil. Og det gør partiet måske også. Men det er så i fald ikke at tage ansvar og sidde med i en kommende borgerlig regering. Næ, nej tak. For tænk at være nødt til at lægge ryg og mandat til ikke-populistiske beslutninger. Dét skal Thuelsen Dahl og co. ikke nyde noget af.

Det er istedet meget lettere – og giver mange flere vælgere – at stå på sidelinien og brokke sig og anklage de andre for den politik, som de fører – og så kun være med til det, som man selv ønsker. Dét der giver stemmer, når man taler til laveste fællesnævner, den indre svinehund og frygten i folk.

For det er de elementer, der altid har kendetegnet Dansk Folkeparti. Det er også derfor, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen havde – og stadig har – ret, da han sagde til Dansk Folkeparti: Men stuerene, dét bliver I aldrig.

For ikke alene er det i dén grad under lavmålet at køre på angsten og de laveste instinkter. Det er også umodent og uansvarligt ikke at tage ansvar, når man er et parti, der pt. står til at få over tyve procent af stemmerne ved næste folketingsvalg.

At Dansk Folkeparti så også i deres måde at være parti på er uden debat og demokratisk tradition gør, at man kan diskutere, hvorfor partiet altid snakker så meget om danske værdier som netop demokrati og ytringsfrihed. De praktiserer det ihvertfald ikke indenfor egne rækker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

De ikke-stuerene angriber Danmark

Dansk Folkeparti er nu landets andetstørste parti. Og det er i sandhed et faktum, der beviser, at bare fordi man er mange, kan man stadig godt tage fejl.

“Men stuerene, det bliver I aldrig,” sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen til Dansk Folkeparti tilbage i 90´erne. Manden havde – og har stadig – ret, selvom den  efterfølgende ændring i tidsånden og den deraf forråelse af samfundet har betydet, at det idag er helt i orden at sparke til dem, der allerede ligger ned. Det var det ikke førhen.

Men i takt med værdikampen, som daværende statsminister Anders Fogh kaldte de konstante tilbageskridt, som han og hans regering og støtteparti Dansk Folkeparti stod for i nullerne, blev det mere og mere aceptabelt kun at tænke på sig selv, at bruge rundsave og behandle ens medmennesker dårligt. Og især dem, som er anderledes end flertallet, må man godt kanøfle, er arven fra nullerne.

Det er trist, og det er tragisk, men ikke desto mindre det, som Dansk Folkeparti i ganske særlig grad står for. For nej, selvom hver femte dansker i dag støtter disse indre svinehunds-holdninger, bliver de ikke mere rigtige af det.

Så igen nej, nej og atter nej, Dansk Folkeparti er ikke – og har aldrig og bliver aldrig – stuerene, sålænge de fortsætter med at dæmonisere en bestemt befolkningsgruppe, nemlig muslimerne.

For mennesker er og bliver forskellige – også blandt muslimer. Ja, der findes fundamentalister alle steder og blandt alle grupper. Men de er et mindretal.

Langt de fleste mennesker, uanset om de hedder Fatima eller Susanne, vil nemlig helst leve et fredeligt og godt liv med arbejde og familie. Sådan er det. Men det mener Dansk Folkeparti ikke.

De ser samtlige muslimer som en trussel mod det danske samfund – simpelthen fordi de er muslimer. Og det er fanme uhyggeligt, du … som en anden kendt sætning fra 90´erne lød.

For situationen pt. i Danmark er, at ikke alene er den indre svinehund sluppet ud. Den har også mødt sin mage og fomeret sig, så det at være imod “de anderledes” er ganske accepteret.

Danmark som et tolerant og frit land med plads til mangfoldighed og rummelighed er derfor i disse år under direkte og konstant angreb. Og nej, den største fjende er ikke de fundamentalistiske muslimer, men hver femte dansker og dem, som de 20 procent stemmer på.

Det fanme uhyggeligt, du …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk