Venstres leder og statsministerkandidat Lars Løkke har lige været i DR´s valgstudie, hvor han som forventet talte om nulvækst (selvom han ikke længere vil kendes ved ordet) – og om samtidig at sætte skatten ned, så folk med små indtægter kan få mere ud af deres arbejde.
Men føres Venstres politik igennem, så bliver det dem med de høje indtægter, der reelt får noget ud af det, da folk med lave indtægter kun vil få nogle få hundrede kroner mere om måneden.
Men da vi selv – iflg. Venstre – også snart skal til at betale for at gå til lægen og andre ydelser, så får de penge hurtigt ben at gå på i en helt almindelig dansk familie.
Danmarksbloggen noterede sig så også, at Løkke ikke vil skære i kontanthjælp, dagpenge og SU. Det er en melding, der skal huskes – hvis han danner regering om få dage.
Endelig er det rigtig spændende, hvad Løkke mener med nogle tusinder i skattelettelse om måneden? Er det 3000? 7000? Eller?
Ingen ved det nemlig. En ophidset Løkke ville nemlig ikke sige et beløb til Kåre Quist. Men man må formode, at det er mere end de 2000,-, som Løkke selv bruger til sko.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk