Kan elgen integreres i Danmark?

Elgen er på vej tilbage til Danmark efter flere tusind års fravær, hvis man ser bort fra enkelte over-Øresund-svømmende-elge gennem tiderne. Læs mere her:

http://www.bt.dk/danmark/efter-5.000-aars-pause-dansk-comeback-til-elgen

Men kan elgen integreres i Danmark?

Det må være det store spørgsmål, og det undrer Danmarksbloggen meget, at Dansk Folkeparti – og skabs-DF´eren Inger Støjberg – ikke forlængst har været ude og udtrykke bekymring om sagen samt forlange, at alle elge tager en danskprøve, inden de sættes ud i Lille Vildmose ved Aalborg.

Men der er åbenbart forskel på, hvem der er velkomne i Danmark, og her foretrækker Dansk Folkeparti og Venstre altså elgen, selvom den behøver endog store, øde områder for at trives – og den er livsfarlig at møde, hvis man kommer kørende, og den rammer ens bil.

Der skal så også bygges et cirka 30 kilometer langt og 2,5 meter højt hegn omkring et område på 2.100 hektar for at holde elgene inde.

Og netop hegn og afspærringer og grænsebomme og den slags er man jo som bekendt meget glad for hos Dansk Folkeparti. Så måske giver det alligevel mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Retsforbeholdet og Dansk Folkeparti´s ulogiske nej

Senest første kvartal af 2016 skal danskerne stemme om retsforbeholdet.

Ifølge økonomi-professor Marlene Wind bliver den nye aftale ren win-win for Danmark, da vi kan fortsætte i Europol-samarbejdet, men samtidig selv kan bestemme hvilken EU-lovgivning på området, som vi vil tilslutte os. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/12/10/152456.htm

Dansk Folkeparti er så ikke enig. De vil beholde det danske retsforbehold.

Det giver ikke mening. For er der noget parti i Danmark, der ønsker at sætte hårdt ind mod kriminelle – og især dem med udenlandsk baggrund,så er det Dansk Folkeparti.

Men nu ønsker Dansk Folkeparti også at gøre Danmarks stilling i Europol svagere, så forbryderne lettere kan boltre sig her i landet.

Det er derfor et ganske ulogisk nej – altså medmindre man tænker på, at et Danmark uden et retsforbehold også er et Danmark, der forpligter sig mere på det humanistiske område.

Og at gå dén vej er altid et lukket land for Dansk Folkeparti, der som bekendt mener, at Danmark kun er for dem, der hedder Jensen, spiser frikadeller og har leverpostejfarvet hår – og at rummeligheden og tolerancen overfor alle andre er noget skidt.

Det giver ikke mening. Men det gør Dansk Folkeparti sjældent, ja nærmest aldrig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Folkeparti har et demokratisk problem

Dansk Folkeparti mener selv, at de står for de sande danske værdier …

Det mener Danmarksbloggen ikke!!!

Danmarksbloggen mener derimod, at Dansk Folkeparti har et demokratisk problem – og at det især er skidt, når man står til at blive landets måske største parti.

Tre fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti (Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Martin Henriksen) forstår nemlig tilsyneladende ikke det demokratiske princip med tredelingen af samfundet i en dømmende, en udøvende og en lovgivende magt.

Tværtimod mener de – sammen med skabs-DF´eren fra Venstre Inger Støjberg – at det er helt i orden at prøve at påvirke retten i sagen om den nu terrordømte Mansour og fratagelsen af hans danske statsborgerskab.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/12/07/1207195007.htm

Danmarksbloggen hilser det velkomment, at de fire personer nu er blevet politianmeldt – og håber, at de skal møde op på politistationen, hvor de så  passende kan få taget deres fingeraftryk.

Dansk Folkeparti – som jo holder ligeså meget af kontrol, som man gør det i fx SaudiArabien og Nordkorea – mener nemlig også, at alle danskere skal have taget deres fingeraftryk – og aflevere noget DNA, så politiet lettere kan opklare diverse forbrydelser.

En holdning, som DF – ihvertfald for DNA´ets vedkommende – endnu er ret alene om. Men fortsætter det moralske skred blandt de politiske partier i Danmark, kan man jo aldrig vide. Umenneskeligheden har (desværre) nok ikke sat sin sidste rekord her til lands.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/12/07/160029.htm

For ja, nok kan man mene, at Mansour er en mand, der ikke burde have lov til at opholde sig i Danmark (det mener undertegnede fx). Men det ændrer ikke ved, at politikerne skal respektere lovene og tredelingen af magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valget i Sverige viser vejen for valget i Danmark

Svenskerne skal til valg igen …

Det sidste valg – som var i september – handlede meget om Sveriges rolle som humanistisk supermagt, og dermed også om Sverigesdemokraternes (Sveriges pendant til dansk Folkeparti) holdning til indvandrere og flygtninge.

Det er – ikke overraskende – en holdning, der minder meget om Dansk Folkepartis holdning. En holdning, der i øvrigt har stigende opbakning i Sverige som den har det i Danmark og i resten af Europa.

Men så stopper lighederne også mellem Sverige og Danmark. For i Sverige vil de andre partier IKKE SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – mens såvel blå blok som rød blok i Danmark er ved at falde over deres egne ben for at samarbejde med Dansk Folkeparti.

Vi danskere er selvfølgelig også en nation af småhandlende med kræmmer-mentalitet, der laver handler, hvor det kan lade sig gøre – men alligevel …

Alligevel er der også – ihvertfald historisk – en dansk tradition for tolerance, rummelighed og mangfoldighed.

Danmarksbloggen kunne derfor godt drømme om, at det kommende valg i Sverige (som skal holdes 22. marts) kunne vise vejen for det kommende folketingsvalg i Danmark, således at Folketingets øvrige partier kunne vise sig ligeså medmenneskelige og humanistiske som deres søster- og broderpartier i Sverige, uanset om de er rød-grønne eller tilhører Alliancen (de borgerlige).

For der er ligeså hårdt brug for en fælles politisk insisteren på rummelighed, tolerance og medmenneskelighed på Christiansborg – som der er det i Riksdagen i Stockholm.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti: Lysterapi og D-vitamin behøves

D-vitaminer og lyslamper er meget populære her i den mørke tid.

Danmarksbloggen vil også anbefale D-vitaminer og lysterapi til alle danskere, dog i ekstra store mængder til dem, der overvejer at stemme på blå blok og især på Dansk Folkeparti.

For her er manglen akut.

De lys-trængende og D-vitamin-hungrende potentielle Dansk Folkeparti-vælgere er nemlig i overhængende fare for at blive ramt af fremmedhad og mørkesyn – og dermed miste evnen til at være rummelig og tolerant overfor alle andre end dem, der er ligesom dem selv.

Og det haster med hjælpen.

Hver femte dansker er nemlig i øjeblikket potentiel vælger af Dansk Folkeparti – og dertil kommer det meget store antal danskere, der vil stemme på blå blok i det hele taget.

Der er altså tale om en kritisk situation, hvor det er selve den danske tolerance og mangfoldighed, der er truet på liv og omdømme.

Derfor: TÆND LYS – TÆND LYS – på alle måder i denne mørke tid.
Giv også gerne alle DF´ere, ja alle fra blå blok en D-vitamin.
D som i DANMARK – dejlige, rummelige og mangfoldige Danmark, hvor der er plads til os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Dan Park og de ni billeder

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der i dén grad har oprørt sindene i den senere tid:

Dan Park og de ni billeder, der udstilles i Danmark

Den svenske gadekunstner Dan Park blev idømt seks måneders fængsel i Sverige for racisme. Hans billeder af fx sorte mænd med løkker om halsen virker også voldsomme  og er med kunstnerens egne ord skabt for at provokere og udfordre ytringsfriheden.

Men er Dan Park politisk aktivist eller naiv kunstner? Det spørgsmål er slet ikke ordentlig belyst.

Den oprindelige udstilling i Sverige var på 31 billeder, men det var kun ni af dem, som Dan Park blev dømt for.

Og netop de ni billeder blev i går vist på Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet var gået sammen om at vise dem for en inviteret skare. Næste uge udstilles billederne et endnu hemmeligt sted på Østerbro.

Billederne skulle oprindelig have været vist på Galleri Hornsleth & Friends i Bredgade i København, men efter hærværk samt at være blevet truet på livet, turde galleriejer Kristian von Hornsleth ikke udstille dem alligevel.

Der er mange aspekter i den her sag.

Ét er dog helt sikkert: Det er 100% forkert at true nogen på livet, som Kristian von Hornsleth er blevet det.

Men resten af sagen er hverken 100% eller 0%. Hverken fugl eller fisk, selvom det handler om menneskeværd, ytringsfrihed og mange af vores andre højt besungne værdier.

For ja, vi har ytringsfrihed i Danmark som i resten af Norden – og det skal vi blive ved med at have. Så Dan Park kan selvfølgelig i den forstand lave lige den kunst, som han vil. Men hvis den kunst overtræder lovgivningen som fx blasfemi- eller racismeparagrafferne, så skal det selvfølgelig få retslige konsekvenser for kunstneren.

Sådan er det i en retsstat.

Det er derfor meget enkelt. For såvel i Sverige som i Danmark har vi et system, der holder, hvis altså vi bruger det – og ikke selv mener, at vi har retten til at re-definere alting hele tiden. For selvfølgelig skal Dan Park ikke tillades hverken mere eller mindre end alle andre.

At være kunstner gør nemlig ikke, at man er hævet over samfundet – men kunstnere bør omvendt også nyde de samme rettigheder og beskyttelse som alle andre.

En krølle på halen er så, at det at Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet kun udstiller de ni billeder, som Dan Park er dømt for i Sverige – og ikke samtlige 31 gør udstillingen til en politisk demonstration – og ikke et spørgsmål om kunst.

Man kan derfor også kun fortsat spørge ind til de dybere motiver om, hvorfor Dan Park så gladeligt lader sig spænde for lige netop dén politiske vogn?

Drejer det hele sig i virkeligheden – også for Dan Park – om andet og mere end blot en demonstration for en blind og grænseløs ytringsfrihed? Er svenskeren politisk aktivist eller naiv kunstner? Danmarksbloggen er ikke sikker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Blå blok kan lære MEGET af svenskerne

Sverige har været til valg, og efter otte år med en borgerlig regering er det tid til et skifte til en rød-grøn regering under ledelse af socialdemokraten Stefan Löfven.

At det er sådan skyldes ENE OG ALENE, at blå blok i Sverige IKKE VIL SAMARBEJDE med Sverigesdemokraterne – altså Dansk Folkeparti´s svenske søsterparti.

Samtlige svenske partier er nemlig helt enige om, at Sverige er en humanitær stormagt – og at sådan skal det fortsætte. Så kan Sverigesdemokraterne gå nok så meget frem – og det gør de. Sverigesdemokraterne er nu Sveriges tredjestørste parti med 13% af vælgerne bag sig.

Men det er man ligeglade med hos blå blok i Sverige.

For her vil den gamle statsminister fra Moderaterne Fredrik Reinfeldt ikke gøre som først Fogh og siden Løkke i Danmark og basere sin magt på et nationalistisk parti med en umenneskelig holdning til sine medmennesker – i Sverige altså et samarbejde med Sverigesdemokraterne, hvis politik en anden borgerlig partileder i Sverige Annie Lööf har kaldt for et brunt luftslot.

For ville blå blok i Sverige samarbejde med Sverigesdemokraterne, så kunne de mageligt blive siddende ved magten.

Men nej, hellere miste magten end at basere den på et parti, der er så menneskefjendtligt som Sverigesdemokraterne …

Det er imponerende, og dér kunne Venstre og Konservative i Danmark godt nok lære meget af deres svenske kollegaer!!!

For blå blok i Sverige holder medmenneskelighedens og anstændighedens fane helt op i luften, hvor den nu står og vejrer over Riksdagen i Stockholm.

Samme fane i Danmark bliver desværre brugt som tæppe for den svinehund, som for længst er lukket ind i Christiansborgs inderste magtcirkler – og som Løkke og Pape regner med skal bruges som parlamentarisk grundlag om et års tid, når der er valg i Danmark.

Dét er skræmmende, men desværre forventeligt, når man ser på Løkkes og Papes (manglende) moralske habitus. De når således ikke deres svenske kollegaer til kanten af de sko, der formentlig ikke har kostet 2000 kroner.

Men tænk, hvad der kunne ske i dansk politik, hvis blå blok var kloge nok til at lære af deres svenske kollegaer?!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark – set fra Berlin og Paris

Undertegnede har på sommerens rejser til henholdsvis Berlin og Paris prøvet at kigge nordpå mod Danmark med udgangspunkt i de kommentarer og holdninger, som kom fra de tyskere og de franskmænd, som vi mødte undervejs.

Og der er to ting, som i dén grad skilte sig ud, når talen kom på Danmark:

Den første var vores statsminister Helle Thorning-Schmidt, som mange både tyskere og franskmænd kender, og som nyder megen respekt i de to store EU-lande – og også mere end hun gør det i Danmark.

Den anden var Dansk Folkeparti og den fremmedfjendskhed, som bliver stadig større i Danmark. Dén bryder man sig ikke om i Berlin og Paris, omend man qua sin historiske arv er lidt mere afdæmpet i sin kritik i Berlin, end man er det i Paris. I Paris er franskmændene så også til gengæld mere end klar over, at de selv slås med Front Nationale.

Enighed er der ihvertfald om, at fundamentalismen og fremmedhadet er et stigende problem både i Berlin, Paris og København – både i Tyskland, Frankrig, Danmark og alle andre europæiske lande.

Danmarksbloggen vil også tilslutte sig – og tilføje: Det sociale aspekt og hensynet til de svage i samfundet. For rummelighed og tolerance trives bedst med tryghed og solidaritet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Venstre og Dansk Folkeparti kappes på umenneskeligheden

Et grimt kapløb er i disse dage igang mellem Venstre og Dansk Folkeparti, der indædt kappes om, hvem der kan være mest umenneskelig.

Dansk Folkeparti gør og siger ikke noget, som de ikke har gjort eller sagt før. Det er 100% intolerance og manglende rummelighed, som det plejer at være.

Men hos Venstre er retorikken skærpet betydeligt med opfordringerne om forskelsbehandling.

Venstres politiske ordfører Inger Støjberg startede kapløbet med at hævde, at viljen til at integrere sig hos muslimske indvandrere ofte ikke var tilstede, og derfor skulle Danmark stille større krav til netop muslimske indvandrere. De truer nemlig sammenhængskraften i det danske samfund, var meldingen fra Støjberg. (At Venstres egen asociale politik overfor de svage grupper i samfundet truer sammenhængskraften meget mere, nævnte Støjberg selvfølgelig intet om.)

Og i går fulgte Venstres retsordfører Carsten Lauritzen så op med, at der også skal forskelsbehandles i danske fængsler, således så udlændinge får markant dårligere forhold i fængslerne. For diverse udlændinge, fx fra Østeuropa, kommer jo nærmest kun til Danmark for at komme i fængsel, var holdningen fra Lauritzen.

Retfærdigvis skal også siges, at der findes Venstre-folk, som ønsker, at alle behandles lige. Men de sidder bare ikke ved magten i Venstre – det gør derimod de DF-inspirerede typer.

Hvem vinderen i umenneskelighed bliver, kan først aflæses ved næste folketingsvalg.

Hvem taberen bliver – hvis ikke danskerne gennemskuer umenneskeligheden og uhyrligheden – er derimod sikkert: Nemlig det danske samfund i dets gode version.

Det er Danmark i dén version med respekt for menneskerettighederne, med fællesskab, solidaritet, rummelighed og forståelsen af at Danmark er et lille land, der kun kan gro og trives, både menneskeligt og økonomisk, når vi lukker op for omverdenen, for mennesker, ideer og inspiration fra resten af kloden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Valgkamp i agurketiden

Folketinget er gået på sommerferie, folkemødet på Bornholm er slut – og agurketiden er så småt ved at indfinde sig her op mod skolernes sommerferie, der starter i næste uge.

Der er med andre ord noget mere roligt på den politiske arena end normalt – hvis altså man ser bort fra spillet om EU-posterne – og så lige de Konservative, der er begyndt at føre valgkamp her i agurketidens spæde start.

I nedenstående artikel fra DR kritiserer formanden for de Konservative Lars Barfoed nemlig Venstre og Lars Løkke – og siger, at Venstre fører socialdemokratisk politik, når de vil hæve bundskatten med 0,28 procentpoint:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/06/24/162008.htm

“Problemet er, at alle efterhånden forsøger at klæde sig ud som socialdemokrater, fordi de mener, at det er der, vælgerne ligger,” siger Lars Barfoed i artiklen.

Noget af en udmelding, når man tager i betragtning, at Dansk Folkeparti stormer frem i alle meningsmålinger.

For jo, nok mister Venstre stemmer i øjeblikket – og Socialdemokratiet vinder stemmer. Men den helt store vinder i dansk politik i sommeren 2014 er Dansk Folkeparti – og det er ikke pga partiets skattepolitik, men snarere deres holdning til indvandrere og flygtninge og den såkaldte velfærdsturisme.

Danskerne er simpelthen bange for at miste velfærdsgoderne – og derfor stemmer så mange på Dansk Folkeparti. Og det vil fortsætte, indtil de gamle partier begynder at tage den frygt seriøst.

Og det gør man ikke ved at køre valgkamp i agurketiden, som De Konservative gør det i øjeblikket, hvor de prøver at skabe afstand mellem dem selv og Venstre, så det vingeskudte konservative parti kan få flere stemmer ved det folketingsvalg, der måske kommer til efteråret.

Men det ville istedet klæde de Konservative og alle de andre partier at komme ned af taburetterne og ud af Christiansborg og bruge agurketiden på at fortælle danskerne, at der er en anden – og bedre – vej end Dansk Folkepartis menneskefjendske og mørke version, når det drejer sig om at sikre det danske velfærdssamfund.

At vi sammen kan vælge fællesskabets og solidaritetens vej – og at det er en vej, der er så god, at selv skatten måske ikke behøver at blive hævet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk