Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: ”Min mægtige mor”

Udgivet den af
Svar

Kan et teaterstykke være en til alle steder gældende situation mere end det er en fremadskridende handling? En situation som er et spejl af alle bedstemødre, alle mødre, alle døtre gennem alle tider? Ja, High Noon Teaterproduktions ”Min mægtige mor”, som i øjeblikket spiller på Teatret ved Sorte Hest, er netop det – og endda på en vældig overbevisende måde.

Undertegnede, som er barnebarn til en for længst afdød mormor, datter til en mor og selv mor til en datter, men endnu ikke mormor, kunne i hvert fald spejle sig i mangt og meget. Og det samme kunne en propfuld teatersal at dømme efter mængden af latterbrøl, når noget var sjovt – og af den der stilhed, der bliver fysisk, når det sansede gjorde nas helt ind i sjælen.

For hvorfor skal det gøre så helvedes ondt at elske, som moderen – altså hende som har både en mor og en datter, siger, da hun igen-igen forgæves forsøger at trænge igennem til datteren, der har barrikaderet sig bag en af de mange røde døre, som danner kulisserne i forestillingen – som de gør det i livet.

For i vores tilværelse banker vi også på røde døre i håbet om at blive lukket ind, set, hørt, elsket og krammet – og ingen gør det mere stædigt og mere indtrængende end en mor, der vil nå sin datter, men ikke kan, når datteren afviser moderen igen og igen og igen – i selvbeskyttelse.

For nok elsker en datter sin mor, men ofte er en datter også så vred, så vred på sin mor over de ting, som denne gjorde forkert, eller over de ting, som denne ikke gjorde – og hvorfor gjorde denne ikke det? Dét spørgsmål kan nage en voksen datter hele livet, så hun nok køber en grøn badekåbe til moderen, altså mormoren, når der er gået år nok. Det er ømhed, men det er også desperation. For morgenkåben leveres som regel sammen med en for datteren sandhed eller fem.

Men findes den objektive sandhed om nogen og noget, når følelser er på spil? Det er i hvert fald mere end nemt at fare vild i livet – og i relationen med dem, som står tættest på. Og når det sker, så er alle døre røde som i fuldt stop, selvom tøjet er grønt og håbefuldt, som vi ser det stykket igennem. Godt nok i forskellige nuancer, men grønne farver ses på alle generationer.

Håbet er en sej størrelse. For vi vil så gerne nå hinanden, men det ender så ofte i kontraster og modsætninger, og indimellem hopper forståelsen en generation over, så broer dannes mellem mormor og barnebarn – og med en mor, som står frustreret i midten med alle de gode intentioner, men også en vild trang til kontrol.

Men det handler om at give slip, måske især på drømmen om at være den perfekte datter, mor og mormor, hvis vi skal have en ærlig chance til at bygge en for alle parter god version af en af verdenens stærkeste relationer op – nemlig den mellem mor og datter. Den relation, der mere end nogen andre sørger for, at slægten og livet går videre, uanset om vejen er belagt med uudtalte forventninger og skuffelser, eller accept og kærlighed, også når man ikke forstår hverken sin datters eller sin mors valg.

For ingen af os kan klare os uden vores mor, og vi græder alle sammen jeg vil ha min mor, og fortryder – hvis vi valgte den friserede det-skal-se-pænt-ud-version, når hun ikke er her mere, er budskabet fra Rikke Wölck, som har skrevet manus, og som også spiller den frisindede bedstemor, der ofrede mere for sin datter, end denne nogensinde får at vide.

Datteren, en succesfuld advokat, nu pensioneret med masser af penge på kistebunden og alle de friserede bedsteborgerlige holdninger i håndtasken, spilles af Karen-Lise Mynster, der gestalter ensomheden og alle de gode intentioners håbløse kamp, så det gør ondt længe efter, at man har forladt teatret.  

For nej, hun kan ikke nå ind til den depressive journalistdatter med de mange ord og den store smerte, som prøver at bære hele verdens smerte på sine skuldre. En umulig opgave, og smerten er tydelig både at se og høre hos Laura Bro, der er datteren.

For det med ansvaret har de tre kvinder nemlig tilfælles. De vil så gerne fixe andres smerte, men de ser ikke, at de selv går til i forsøget – og at de mister kontakten til det, som de elsker allermest og prøver at fixe. Det er et forlis så stort som livet selv, og det gør forestillingen til en af de allermest hjerteskærende i mange år.

”Min mægtige mor” er derfor et formidabelt stykke teater, som gør ondt, som ellers kun livet kan det. Danmarksbloggen giver fem ud af seks af de røde døre, som vi nok kan notere fine, poetiske ord på, men som uanset hvad kridtet skriver, alligevel holder os ude af hinandens liv, hvis ikke vi elsker og åbner op.

For lykke er ikke et valg, der nogle gange kræver en indsats, som kvinden i midten, hende der både er mor og datter, ellers siger det. Det er et spørgsmål om kærlighed – også på andre præmisser end ens egne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Rejseholdet – Det første mord”

Udgivet den af
Svar

Rejseholdet og deres sager har altid interesseret danskerne. Tag fx rebooten af tv-serien ”Rejseholdet”, som havde premiere i år 2000, og som blev en kæmpe succes, der endda modtag verdens fornemmeste tv-pris Emmy´en.

Så det var forventeligt, at filmens verden også ville kaste sig over Rejseholdet – og det sker så i dag, hvor der er premiere på hr. Boes film ”Rejseholdet – Det første mord”. Filmen er lavet udfra den første bog i Jacob Jonias serie om Rejseholdet. Men i modsætning til DR´s tv-serie, som var baseret på rigtige sager, så er mordgåden her fiktion.

Rejseholdets leder i filmen er dog skabt udfra virkelighedens første leder af Rejseholdet, nemlig Otto Himmelstrup, der IKKE havde den traumatiske baggrund, han forsynes med i filmen. Himmelstrup var til gengæld lige så grundig og lige så dygtig i virkeligheden, som han gøres til i hr. Boes film, der indledes med en homage til DR´s tv-series I. P., når Himmelstrup siger: Og jeg laver resten …

Det er Alex Høgh Andersen, der gestalter den unge Himmelstrup, som i virkeligheden var en moden mand på næsten 50 år, da han blev leder af Rejseholdet. Men Alex Høgh Andersen løfter opgaven som den legendariske opdager, der havde en opklaringsprocent som få andre – og som tilmed opklarede mordet på Kaj Munk – til ug med kryds og slange. Ja, det er, som har Alex Høgh Andersen aldrig spillet andet end hovedroller, der skal brænde for såvel sag som retfærdighed.

Hans to kollegaer præsterer også på den store klinge: Det tekniske geni P.R., der spilles overbevisende af Nicolaj Kopernikus – og dejligt, at han for en gangs skyld får lov til at være alvorlig. Samt sekretæren med lige dele mod og evner udi politiarbejdet Camilla, der gestaltes, så det tindrer og gnistrer af Mathilde Arcel F., der gør den fiktive Camilla så meget en kvinde i egen ret, at hun fremstår som et moderne kvinde-ideal.

Kriminal-intrigen snor og slynger sig ud og ind med twists, som afvikles både logisk, smidigt og dramatisk, så man er rigtig godt underholdt på dén del.

Men det ville ikke være hr. Boe uden også at lægge et andet – mere kunstnerisk lag – ind i filmen. Her et som handler om moral og adfærd, om religion versus videnskab, om dekadence og nydelse versus nytte og fornuft. Alt sammen vægtige – og vigtige – spørgsmål, som undervejs kastes op i korte glimt, men ikke bruges direkte i filmen. Nogle vil mene, at disse af musik ledsagede filosofiske krummers tilstedeværelse giver filmen dybde, andre at det blot er forstyrrende elementer.

Danmarksbloggen synes, at filmens 125 minutter bliver lange i det spyt, som sammen med andre kropsvæsker og andet sanseligt er så rigeligt til stede, at filmen havde stået skarpere, om man havde droppet det kunstneriske lag og fokuseret på kriminalgåden.

Samt måske gjort mere ud af lokationen, som er Esbjerg i de brølende 1920´ere. Dengang fiskerbåde, et hårdt og slidsomt liv og Indre Mission stadig var normalen, selvom byen voksede eksplosivt og trak nye mennesker til. For såvel champagnefester som en begyndende klasse- og kvindebevidsthed tog sin begyndelse i de år – også i de egne af landet, hvor man læser ”Vestkysten”.

Alligevel – og fordi Danmarksbloggen håber på en fortsættelse af fortællingen om Danmarks svar på FBI, nu blot udelukkende med kriminalgåden, tak – skal ”Rejseholdet – Det første mord” have fire ud af seks teposer, som dem Camilla siger, at en kvinde er, når hun dyppes i vand – aka får lov til at lege med, når det er sjovt.

I andre roller ser vi Mille Lehfeldt som målbevidst reporter, Katrine Greis-Rosenthal som byens rige dame, Ask Berntsen som hendes søn, Lars Ranthe som uduelig politimand og Flemming Enevold som diktatorisk, men lydhør politimester i København. Det gør de alle forrygende.

Et morsomt trivia er, at Flemming Enevold har indlæst den serie af bøger, hvis første roman danner forlæg for filmen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “The Roses”

Udgivet den af
Svar

I 1989 var filmen ”The War of the Roses” med Kathleen Turner og Michael Douglas i hovedrollerne en stor succes, måske især pga. de spektakulære påhit til brug i ægtefællernes indbyrdes krig.  

Så der skal mod til en genindspilning. Det har manuskriptforfatter Tony McNamara og instruktør Jay Roach, som står bag dagens premierefilm, der i 2025-versionen blot hedder ”The Roses”, og har de to verdensstjerner Olivia Colman og Benedict Cumberbatch i hovedrollerne som det succesrige par, mesterkokken Ivy og den feterede arkitekt Theo, der har det hele – indtil de ikke har det mere, og går i krabbekødet på hinanden – godt hjulpet på vej af moderne teknologi. 

Man gør derfor ret i at forvente action, morskab, nederdrægtighed – og sublimt skuespil. Men man får meget mere i tragedien, der kun i starten orker at forklæde sig som en komedie – og tak for det.

For nok gnistrer det mellem Colman og Cumberbatch, når de verbalt krydser klinger med hinanden og med deres omverden, som fx terapeuten, der beviser udsagnet om, at intet forener to modstandere som en fælles fjende, man hader endnu mere.

Men i denne version af den ægteskabelige Rose-krig får tragedien plads til at fylde og folde sig ud på et dybere og mere psykologisk plan – og hvor dét klæder historien. Det gør den også mere realistisk, mere dyster – og det, så det rimer på Shakespeare, der som ingen andre har lavet manuskripter om det almenmenneskelige til alle tider.

For gode intentioner og ønsket om altid at ville den anden det bedste har næsten alle, der går ind i et forhold. Men så sker livet, og så må alle sande realiteten i Bardens ord fra ”Når enden er god”: Get thee a good husband, and use him as he uses thee.

Det gør Ivy og Theo Rose, så det batter i filmen, som er fuld af Shakespeare-hints som den store storm (”The Tempest”), der er første seriøse vendepunkt i Rosernes liv. Eller som den daggert (”The Scottish Play”), der er indlagt i bordet fra det spanske kloster, og som selvom den i sig rummer samme forbandelse, som den, der ramte den skotske than og konge, hvis navn man altid fortier, så har selv sådan en daggert det svært mod en amerikansk revolver.

Eller som turen til New York, der bliver en omvendt ”Taming of The Shrew” – eller på dansk ”Trold kan tæmmes”. For ingen bliver tæmmet i Rosernes krig. Tværtimod bliver vanviddet for alvor sluppet løs, da Roserne i lufthavnen vender ryggen til hverandre, og mister kontakten med hinanden, så man må spørge: Hvordan ville livet se ud for Shakespeares Romeo og Julie, hvis de var født 500 år senere i England – og siden udvandret til USA – efter de havde mødt hinanden som voksne – uden en slægt at skulle tage hensyn til?

Et bud er, at de ville være præcis som Ivy og Theo Rose, hvis tiltrækning filmen og livet igennem er så umiddelbar og stærk, at det er svært at skelne mellem den kærlighed, som alle elskende – i hvert fald i starten – overøser hinanden med, og så det had, som indimellem kan overvælde enhver, og som filmen hævder er en naturlig del af ægteskabet.

For filmen handler om ægteskabet, dets veje og måske især vildveje. Men hvor advokaten var en vigtig person i 1989-udgaven og en kilde til både håb og trøst, så er vi her overladt til det nøgne opgør mellem Roserne. For alle andre medvirkende – som ellers spiller strålende hver og én, især børnene – er statister i opgøret mellem Colman og Cumberbatch.

De to får i denne tragedie med dens indlagte grin lov til at folde sig helt derud, hvor man får fysisk ondt, når man ser deres smerte og desperation, hvor man føler, at man ikke kun forstår, men også billiger deres handlinger, selv når disse er langt på den anden side af enhver rimelighed.

Hvor man fatter, at det største forlis i et ægteskab ikke er følelsen af det glødende had, for det er trods alt beslægtet med den brændende kærlighed. Men at det rigtig farlige og destruktive er den krystalklare beslutning om IKKE at ville dele en oplevelse, en følelse, en tanke med den anden, fordi det vil ødelægge oplevelsen, følelsen, tanken.

Colman og Cumberbatch holder i ”The Roses” opvisning i den svære kunst, som kaldes skuespil i verdensklasse, både med timing og vid, mens latteren runger – og når den forstummer, og smerten kommer – og dér åbnes ind til de følelser, den sårbarhed, den længsel, som alle mennesker til alle tider har om at blive set, holdt om og elsket.

Danmarksbloggen giver ”The Roses” seks ud af seks af de gamle komfurer, som spiller en afgørende rolle i filmen, og tænker, at Shakespeare ville have nydt filmen – samt måske citeret følgende sætning fra hans egen ”Romeo og Julie”: One fire burns out another’s burning. One pain is lessen’d by another’s anguish.

Også selvom det ikke passer. For smerten hos Ivy bliver ikke mindre, når Theo lider – og omvendt. Jo, måske på overfladen, men ikke indeni. Smerten bliver i dem – og i os, som ser filmen. Sådan går det i reglen, når Barden og uovertrufne værker tages med i en kunstnerisk proces.

Inspirationen fra de historiske Rosekrige i renæssancens England – og de forbundne Shakespeare-skuespil som fx ”Richard d. 3” og trilogien om Henrik d. 6 løber som en generel rød tråd gennem filmen. Ja, sågar Rose-parrets to børn sender mindelser om den tids historiske personer – nemlig de to små prinser, som forsvandt fra hoffet – dog med en mere ond skæbne i vente end en eliteskole i Miami.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse. “Ternet Ninja 3”

Udgivet den af
Svar

Lige siden den lille, nuttede ninja – som IKKE er en bamse – stod i sit nysyede, ternede, sort-grå silke-outfit ude på den thailandske ø for fire år siden, har vi glædet os til at få afslutningen på historien om drengen Aske og den ternede ninja, der nok ser kær ud, men i virkeligheden er en dybt martret og PTSD-ramt 400 år gammel japansk ninja, der opgav sin udødelige sjæl for at hævne sig på enhver, der gjorde et barn fortræd.

Og i dag – d. 21. august – får trilogiens sidste del ”Ternet Ninja 3” så premiere. Det er endelig blevet tid til sidste omgang.

Hvad er det så for en film? Ja, den er – som forventet – fuld af både action og de morsomme oneliners, som er Matthesens særlige signatur som det, der spidder tidsånden og dens mennesker klart, koncist – og kærligt. Dem kan man roligt glæde sig til …

Men ”Ternet Ninja 3” kan mere end bare være fuld af fart og sjov. Filmen skriver sig også ind i den klassiske historiefortælling, som her hvor vi kommer hjem, hvor tingene forløses, hvor enderne bindes – så man forlader biografen med både en tåre i øjet, en klump i maven og et stort smil på læben.

For naturligvis må historien om den ild-forskrækkede, koldskåls-elskende, missions-søgende, Aske-elskende og rap-i-replikken ternede ninja kaldet T.N. ende, som den gør.

Ikke et ord skal røbes. Jeg vil blot tilføje, at der – også fra uventede sider – kommer et par gedigne overraskelser eller tre, fire – okay så fem – i løbet af filmen, som er delt i to dele.

Først Askes nye hverdag som en teenager, der i grunden ikke gider rende rundt og være ninja mere, og derpå spændingsdelen, der sine steder minder mere om en gyserfilm end om så meget andet, og som nok kan give sarte sjæle mareridt.

Men som onkel Stewart, der her i ”Ternet Ninja 3” overgår sig selv i disciplinen syng-en-måske-ikke-passende-men-alligevel-rigtig-passende-i hvert fald-ærlig-sang, altid siger det: I kan ta´ det.

Og det kan vi. Vi kan heller ikke lade være – og det er Danmarksbloggens overbevisning, at danskerne kommer til at elske denne sidste historie om ninjaen.

Rent filmteknisk er det så måske den svageste af de tre film, da det først er, som sætter filmen rigtigt af cirka halvvejs. Eller også kunne første del måske være fortalt noget kortere?

Eller er det, fordi historien ligesom kører i tre hovedspor? Et spor, som afsluttes undervejs, og så et andet som først starter halvvejs, og så det sidste – og vigtigste, som handler om Aske og Ternet Ninja, og deres relation, hvor hvedebrødsdagene på den thailandske tropeø for længst er forbi – og ninjaen er overladt til sig selv, koldskålen og endeløse timer med at vente og game.

For ingenting i verden stopper. Livet – og døden også åbenbart – går altid videre, uanset om man er en dreng, der har fået en dyb stemme, eller en 400-årig ninja, der nok kan vende ryggen til, men i længden ikke flygte fra hverken sig selv, sit traume eller sin skæbne.

En sandhed, som er lige så gammel som universet. En sandhed, som bærer hele historien om Aske og T.N. En sandhed, som gør, at man aldrig kommer til at se 1´eren og 2´eren på samme måde igen.

Danmarksbloggen giver ”Ternet Ninja 3” fem ud af seks af de prinsesse-agtige lyserøde sværd, som ninjaen fik i 2´eren, og stadig bærer i 3´eren. Det er en rørende, dyb, morsom og overraskende film – og ja alle ender bliver bundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Eddington”

Udgivet den af
Svar

Ari Asters film ”Eddington”, som har premiere i dag d. 31. juli, er en lang film, en mærkelig film, en kunstfilm, som vil det hele – og måske også for meget.

Omvendt er verdenen, som vi lever i, også for meget, vældig mærkelig og så kunstig, at det halve kunne være nok. Så måske er ”Eddington” et præcist og skarpt portræt af ikke kun USA, men et vestligt samfund og en tid i så dybe, indre konflikter med sig selv, at opløsningen og undergangen er eneste mulighed for Det Globale Endgame, som vi befinder os i her i 2025.

Filmen foregår så for fem år siden – i den første Corona-tid i New Mexico, hvor en sherif spillet på en og samme tid så fladt og så dybt af Joaquin Phoenix, at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om figuren overhovedet er en person.

Eller om figuren skal ses som et samlet billede på i hvert fald den hvide mand, og måske endda hele det hvide overherredømme, som på mange måder trues (eller føler sig truet!) i denne tid – men som slår fra sig som alle magthavere gør det, så blodet sprøjter.

For ”Eddington” er – som jeg ser det – ikke kun historien om en lille by i den amerikanske udkant. Det er historien om hele den vestlige civilisation, der uden samvittighedskvaler har smadret andre kulturer på sin vej, som imperier har det for vane – uanset hvor de opstår.

For det er en misforståelse at tro, at imperialismen kun er hvid. Den er også både gul, brun og sort. Mennesket er nemlig ens overalt til alle tider, men lige her handler det om den hvide version.

Heldigvis havde jeg også en ung anmelder med, som så filmen på en anderledes måde, hvilket også siger noget om dens kvaliteter. Jeg vil hermed give ordet til den unge anmelder:

Ari Asters nyeste skud på stammen tager de klassiske mørke horror-elementer, som produktionsfirmaet A24 er så kendt for, og blander dem med en så stor mængde absurd socialrealisme, at ”Eddington” bliver et forvirrende virvar af genrer, der udspiller sig på smukkeste cinematiske vis.

Asters repertoire læner sig ofte over i det dunkle og absurde, som hans film ”Midsommar” og ”Herediraty”, der er nyklassiske horror-thrillers. ”Eddington” tager så de bedste elementer med fra disse storfilm. Men kombinationen af disse med karikerede spaghetti-western stand-offs gør ”Eddington” til sin helt egen. På godt og ondt.

Den næsten 2,5 timer lange film kunne have haft godt af en budget-omrokering, hvor nogle af pengene til krudt, kugler og eksplosioner burde været gået til manuskriptet. Den røde tråd er svær at holde fast i, men måske er netop det hele pointen.

For ”Eddington” afspejler den polariserede politiske verden i USA under Corona-pandemien, hvor konspirationsteorierne fløj rundt på internettet, og spredte forvirring, panik og ”white savior”-komplekser i dele af befolkningen. Det element fremhæver Ari Aster til det yderste.

”Eddington” er en virkelig absurd socialrealistisk film med blodige horror-elementer og en altid tilstedeværende western-tone, der leder tankerne hen på ”No Country for Old Men” og hit-serien ”Breaking Bad”. Om Aster kommer i mål med sin nytænkende og genreoverskridende film, er svært at vurdere. Men hvis man vil se en absurd og mørk kunstfilm, og er villig til at lade mange usagte ting stå hen i det uvisse, så kan ”Eddington” noget helt særligt.

Hvor mange stjerner – endda sherif-stjerner i anledning af hovedpersonens erhverv – skal filmen så have? Well, heller ikke her var vi enige. Den unge anmelder giver tre – og den gamle anmelder fire ud af seks sherifstjerner. Der er så meget ufortalt, ikke-vist og uforløst i filmen trods, at næsten hele Eddingtons omegn sprænges i luften til sidst i filmen – og alligevel så griber ”Eddington” publikum på en særlig måde.

Skrevet af: Anna Frederiksen – og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Skønheden og Udyret – The Musical”

Udgivet den af
Svar

Der findes næppe den dansker, som ikke kender Disneys version af historien om den smukke og kloge Belle, der for at redde sin far siger ja til at bo hos Udyret på dennes fortryllede slot – og som må gå så grueligt meget igennem, inden hun i sin fine, gule kjole igen kan danse med det nu forvandlede Udyr.

For naturligvis vinder kærligheden. Sådan er det hos Disney. Her vil romantikken per definition overkomme enhver modgang og enhver skurk – og det endda til den skønneste musik, hvor såvel Gaston-sangen, hyldesten til festen og livet ”Vær vor gæst” og titelsangen ”Beauty and The Beast” er nogle, som alle nynnede med på.

For ja, vi var mange, som smådansede og smågræd i de fine plyssæder, da vi oplevede denne klassiker på Gl. Scene på Kgs. Nytorv, hvor ”Skønheden og Udyret – The Musical” spiller indtil 9. august, hvorefter forestillingen skal på turné. Det sker i en opsætning med overdådige kostumer og fantasifulde kulisser.

Det er Johanne Milland, som spiller en både sød og stærk Belle, mens Kenneth M. Christensen er et overbevisende Udyr. De to roller er så ikoniske, at ordet ikonisk nærmest bliver en kliché. Men heldigvis kan Milland og Christensen give deres figurer intenst liv – og gøre dem troværdige, så det bliver direkte gribende som i scenerne med Belles far Maurice, som gestaltes med autoritet af Kristian Boland – og så selvfølgelig også til allersidst, hvor Belles kærlighed redder både hende, Udyret og kærligheden.

Skurken Gaston spilles af Cristopher Rørmose, og han kan i dén grad sit kram. Og lur mig, om ikke alle de søde børn, som levende fulgte med fra start til slut, syntes, at han var ganske dum og ond. En større ros får en skuespiller i en skurkerolle ikke. Ja, som voksen fandt man også Gaston seriøs skræmmende i 2. akt, da han lød alt for meget som nutidens despoter i både øst og vest. Så var Mikkel Moltke Hvilsom, som med finesse spiller Gastons hjælper LeFou, noget mere fredelig.

Men som så ofte før hos Disney stjæler bi-figurerne showet. Carsten Svendsen folder sig ud som den herligt gakkede og lystne lysestage Lumiere, Joachim Knop er med sans for detaljen det mavesure og hjertevarme stueur Cogsworth – og den moderlige og håbefulde tekande Mrs. Potts gestaltes med sikkerhed af Sofie Lassen-Kahlke, som i de seneste år har været savnet både på scenen og på skærmen.

Læg dertil Mrs. Potts lille søn Chip, de andre beboere på slottet og landsbybeboerne. De leverer alle maksimalt, og så man er seriøst godt underholdt i denne version af ”Skønheden og Udyret – The Musical”, hvor der danses, synges og spilles til den store guldmedalje. At det foregår på selveste Gl. Scene til levende musik kaster endnu mere eventyrstøv over det hele.

Danmarksbloggen giver derfor ”Skønheden og Udyret – The Musical” seks ud af seks roser. Det er en fejende, flot forestilling. En forestilling, som trækker tårer og minder, en forestilling, der er en hyldest til det klassiske Hollywood i guldalderen tilsat bunker af god dansk humor.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910”

Udgivet den af
Svar

Hvad er vel mere dansk sommer end en dag på stranden?

Det har man åbenbart også tænkt på Den Hirschsprungske Samling i København, hvor udstillingen ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910” løber fra d. 20. juni 2025 til d. 11. januar 2026 – og den kan i dén grad anbefales.

Dels ser man nogle af Danmarks bedste malere fra perioden, og dels viser udstillingen sommeren i Danmark, som den er, når den lyse årstid er bedst. Altsammen tilsat strandlyde som bølgebrus og måger, så vi får fornemmelsen af den sommer, som vi drømmer om – og som vi mindes – også selvom Danmark i dag er et meget anderledes land, end det var i perioden 1830-1910.

Men den åbne strand, solen, saltvandet, de blomstrende hybenroser, tangen og alt det andet har vi stadig, som vi også synger om det i H. C. Andersens nationalhymne ”I Danmark er jeg født”: Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her ned til den åbne strand?

Så gak endelig til Øster Anlæg i København, og fordyb Dem. Det er lidt ligesom at bade i havet. Én dukkert er aldrig nok.

Danmarksbloggens favoritter blandt de mange malerier er:

Michael Anchers imponerende billede “Brænding” fra 1899 af det frådende hav, som man føler bruser lige imod én, når man står og betragter det – også fordi lyden af havet, der slår ind mod kysten, danner lydbilledet i det ene ud af tre rum, som med “sten” og “sand” danner rammerne om det hav af strandbilleder, man kan se.

For stranden kan godt være farlig, hvad vi også ser i Carl Blochs maleri fra 1858, hvor fiskerfamilier bekymret afventer deres mænds hjemkomst ved et frembrydende uvejr på Jyllands Vestkyst. En bekymring, som var og er reel – for ikke alle kommer hjem fra havet.

Og mennesket kan udvikle naturskræk, som det ses i J. F. Willumsens for samtiden nyskabende og vilde “Naturskræk. Efter stormen nr. 2”, der med sine klare og vilde farver lige så vel kunne været malet i vor tid. Men billedet er fra 1916.

Men stranden er også idyllisk og smuk som vist på et billede af Thorvald Niss fra 1889, der forestiller de berømte Skagens-kunstnerne på vej til Skagen, mens himlen er gylden og rosa – og især den rosa farve spejler sig i det aftenblå hav med de hvide skumtoppe. Et billede, som tilhører Skagens Museum, og som det er dejligt at se hentet frem fra depotet.

Eller hvad med Carl Lochers stærke pastel-maleri af en solnedgang. De turkise, lyseblå, rosa, gule og hvide nuancer er som poesi på et lærred.

Og så er der selvfølgelig mesteren over dem alle P.S. Krøyer, som udover de klassiske billeder fra Skagens Sønderstrand i den blå time samt billeder af badende børn og portrætterne har malet et billede af havet i primært lilla og blågrønne nuancer. Et usædvanligt farvevalg for mesteren – men ligeså eminent udført som alle hans andre billeder, hvor en del – fortjent – har fundet vej til udstillingen om en dag på stranden.

Skal der endelig være en anke på udstillingen, er det manglen på kvindelige malere. Kun ét af udstillingens mange billeder er lavet af en kvinde, nemlig Bertha Wegmann, som har malet Hornbæk Strand.

Danmarksbloggen giver alligevel ”En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910” fem ud af seks pensler. Det er ren sommer- og lykkefølelse at gå rundt i de gamle sale, og på vejen hjem kan man ikke lade være med at nynne ”Du danske sommer”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Den Indbildt Syge”

Udgivet den af
Svar

En af sommerens bedste traditioner er Grønnegårds Teatrets forestilling i Odd Fellow Palæets Have, hvor det i år er Molières komedie “Den Indbildt Syge”, der er på plakaten – og den er for at sige det ligeud skidesjov.

For det handler først, sidst og indimellem om lort dér i de hospitalshvide og mintgrønne kulisser med trapper, døre og lemme, som alt og alle kommer op og ud af – også det foregøglede møg, som mennesker i deres selvoptagethed tror på, og alt det skidt, som mennesker siger til hinanden, og som ofte pakkes ind i tom smiger eller ligefrem direkte løgn.

Men allermest handler det om lort som den brune masse, der kommer ud af os alle sammen, men som de fleste ikke taler om. Det gælder så ikke den indbildt syge monsieur Argan, der bruger al sin tid og alle sine penge på sit helbred. Han taler derimod meget gerne om sin afføring, ja viser den frem – og tilmed tjekker den på de mest ulækre måder, så vi i publikum mange gange siger adr i ren afsky – og samtidig ler …

For sådan er livet for Argan, der holder så nøje regnskab med lavementer, miksturer, toiletbesøg, medicin og regninger, at han hverken kan nå at skifte tøj eller opdage, at alle omkring ham lyver og bedrager.

Argan spilles med ildhu og stor autencitet af Olaf Johannessen, der er portrættets mester. Olaf Johannessen bliver som altid den person, han gestalter, og han får det til at se så legende let ud, uanset om Argan er fuld af selvmedlidenhed og sikker på, at han skal dø lige om lidt – eller om han hundser rundt med datter og tjenestepige, som spilles af Andrea Øst Birkkjær og Ann Eleonora Jørgensen, der er som to naturkræfter på scenen.

Det er female power for fuld skrue, hvad enten de siger hypokonderen og despoten Argan imod, eller de kæmper for deres egen dagsorden. Ja, selv lillesøsteren – som også spilles af Andrea Øst Birkkjær – er en female power in waiting – bare med røde kinder, flæser og sløjfer.

For det var ikke nemt at være kvinde på Molières tid, og Argans utro hustru må også sno sig. Hun spilles med overbevisning og frivolitet af Camilla Lau, og hun vil ikke blive tilsmudset, ikke offentligt i hvert fald.

Men som de fleste omkring Argan er hun indstillet på at få lort på sig – også helt bogstaveligt – for at få del i hans penge. Lyder det ulækkert? Ja, meget, men er det ikke sådan, det er? Er mange, måske de fleste, ikke klar til at gøre en hel del for at få det, som de ønsker sig, også selvom det er grænseoverskridende?

Danmarksbloggen vil sige ja, baseret på såvel almen psykologisk viden som på de latterbrøl, som mange af scenerne førte med sig. For det var jo os selv, som vi så deroppe på senen, så vi skreg af grin – igen og igen og igen.

I dobbeltrollen som Steen Stig Lommers med overbevisning spillede patriarkalske lægefaders fantasiløse marionetsøn ses Nicolai Jørgensen. Han optrådte sidst på Grønnegårdsteatret i titelrollen som Jean de France. Men her topper han sin performance med uovertruffen mimik og monologer, der er helt Anders Matthesenske. Nicolai Jørgensen brænder igennem i først kiksethed – og siden i den moralsk set diametralt modsatte rolle som den rige slagter-doktor, der ingen skrupler har, når det handler om at skære helt ind til benet og tjene kassen i blodpenge.

For der er det med dobbeltrollerne, at de repræsenterer begge sider af et moralsk kompas. Det ses også hos den griske apoteker, der har et moderne afhængighedsforhold til medicinens og pengenes velsignelser versus den poetiske guitarspiller, der naivt tror på og vil kæmpe for kærligheden. Begge spilles med ømhed og finesse af Tryggvi Sæberg Björnsson.

Og det gentager sig hos den slibrige og liderlige notar versus Argans kloge og uselviske bror, som endda – på moderne meta-vis foreslår broderen at gå i teatret, og som spilles så overlegent og driftssikkert af Mikkel Arndt, at man godt kunne drømme om en større rolle til ham en anden sommer.

Og endelig skal ikke glemmes, at Ann Eleonora Jørgensen også har en slags dobbeltrolle, da hun sidst i stykket kommer ind som en såkaldt vandrelæge, der smælder vanvittige diagnoser og kure over Argan, så det står ud som skidt af en spædekalv, som man sagde det i gamle dage.

For der sker hele tiden en hel masse, og det er en fornøjelse at overvære den tempofulde forestilling, der sprudler og gnistrer, så både dem på scenen og os på rækkerne har en kæmpefest over alle de krumspring, som de – og vi alle – laver i den lystige farce, der hedder livet, og hvor den indbildt syge måske er den mest forstandige?

For er Argan ikke den eneste, som tør være ved sin eksistentielle angst, selvom mestringen af den ikke går helt godt? Den eneste, der har erkendt, at livet ender i lort og kontroltab? Den eneste, som ikke leger med på ideen om, at vi selv har noget at skulle have sagt om os selv, verden og andre? At man så måske kan vælge rødvinen og oksekødet fremfor at lægge sig med enden i vejret og tage imod, hvad der sprøjtes ind, er en anden sag. Det ændrer ikke på den endelige udgang.

”Den Indbildt Syge” er derfor også i sit manuskript morsomt og eksistentielt – og skrevet et kvart årtusind før, at Sartre og Beckett lavede deres store stykker, og i Grønnegårdsteatrets forestilling når det nye højder.

”Den Indbildt Syge” i Bredgade er simpelthen den slags, der kaldes stor kunst, og som man er vant til at finde på Grønnegårds Teatret. Men i år er det, som om Steen Stig Lommer & Co. har overgået sig selv i en grad, så hvis doping var en ting i teaterverden, så skulle hele bundtet testes efter endt forestilling.

Danmarksbloggen giver ”Den Indbildt Syge” seks ud af seks recepter. For Grønnegårds Teatret har recepten på en sommeraften, hvor stor morskab, dybdepsykologiske portrætter og gakkede påfund afspejler os og vores dårskaber, som ikke har ændret sig en tøddel, siden Molière skrev komedien – og døde efter kun at have spillet hovedrollen fire gange. Dét giver stykket en ekstra dimension.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH”

Udgivet den af
Svar

Den 8. maj 2025 fylder Sir David Attenborough 99 år. Samme dag har filmen ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” premiere. En film, hvis vigtighed ikke kan overdrives – hvis altså man ønsker, at livet, som vi kender det, skal bestå.

Når man tænker på Sir David Attenborough, tænker man på en behagelig stemme, der dygtigt formidler smukke naturbilleder og stor indsigt om den klode, som vi bor på. Og det er præcis, hvad man får i den 85 minutter lange film, der, som titlen antyder det, handler om verdens have og oceaner.

Oceaner, der i Sir David Attenboroughs barndom og ungdom blev opfattet som farlige steder, som mennesket skulle tæmme og beherske. Det gjorde vi så med især ny teknologi. Men intet er mere forkert, selvom vi også fik øje for havets skønhed og diversitet via teknologen, konkluderer han i filmen, hvor han beskriver oceanerne som livsnerven i klodens liv – også det på landjorden.

For livet under vandet er ikke en våd ørken med fisk, der svømmer rundt. Det er dale og bjerge, enge og tangskove, som giver mad til allehånde arter. Faktisk er der mere end 40.000 bjerge i verdensoceanerne – primært dér hvor de tektoniske plader mødes, hvad enten de går mod hinanden, er på vej fra hinanden eller skurrer hver sin vej. Men også i de lavere vande ovenpå de tektoniske plader vrimler det med liv på koralrevene og i de underjordiske enge, som er hjem for tusindvis af arter. Hver dag opdager vi cirka 200 nye undervands-arter.

Alligevel ved vi mere om andre planeter, end vi gør om de 70% af Jordens overflade, der er dækket af vand. Dét er skræmmende.

Vidste du fx, at havets plankton opsuger en tredjedel af alverdens CO2? At plankton producerer mere ilt end alverdens regnskove tilsammen? Plankton er simpelthen klodens største helt, da det udover at opsuge CO2 og danne ilt er mad til fisk – og dermed starten på stort set alle fødekæder i havet, og også en del på Jorden – og hos mange fugle.

Ja, men hvor skønt, tænker du måske så. Men NEJ. Det er forfærdeligt. For ikke kun fisk, men også plankton fiskes med trawl, som bedst kan beskrives som et stort metalnet, der via enorme fiskerbåde brutalt river ALT på havbunden op, også selvom det er mindre end 25% af fangsten, som skal bruges – og som efterlader havbunden livløs og død bagefter.

Og det er ALLE verdens have, som misbruges på denne måde – selv omkring Sydpolen, hvor man især fisker netop plankton. Men også på vores breddegrader fiskes der med trawl nærmest alle steder. Se dette link for at blive klogere: https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/vand/hav/bundtrawl-i-havet/

Er det ikke forbudt at fiske med trawl, spørger du måske. Nej, det er det ikke. End ikke i såkaldt beskyttede områder, som årligt modtager cirka 20 milliarder dollars i støtte. Penge, som blandt andet bruges til trawl-fiskeri!

Mindre end 3% af verdenshavene er beskyttet mod trawlfiskeri, selvom forskere siger, at det skal være mindst 30%, hvis ikke oceanerne skal dø – og dermed også os selv. For vi er dybt afhængige af ikke kun de fisk, som behøver planktonen som føde, men også af den CO2, som bindes i planktonen – og den ilt, planktonen produceret i oceanerne.

Det er rystende – og nok griber Sir David Attenborough til alle hånde følelsesgreb som dramatisk musik og stor patos i filmen for at få os til at forstå sammenhængen. Det var i grunden ikke nødvendigt. For fakta taler for sig selv.

Mennesket er det store skadedyr, og nok skal jorden på sigt overleve menneskets hærgen, når vi via trawlnettet og andre dårligdomme har ødelagt livsbetingelserne for os selv og en del andre arter. Men vi kan faktisk være her alle sammen, hvis bare vi mennesker opfører os ordentligt, og forstår, at vi ikke skal beherske og udnytte naturen, men i stedet være en respektfuld del af den.

Den gode nyhed er nemlig, at der stadig er håb. For når fiskeriet stoppes, går der i reglen kun få år, så vender livet tilbage i havet i al sin rigdom og mangfoldighed. Det har man observeret de få steder, hvor man er stoppet med at fiske. Det er med andre ord bare om at komme i gang.

Og vi kan godt. Sir David Attenborough gør opmærksom på, at der engang kun var under 1% tilbage af hvalerne. Men så forbød man industriel hvalfangst – og på få år voksede bestanden af hvaler med 30%, og i dag vrimler det igen med hvaler ude i verdenshavene.

Så hvis vi forbyder trawlfiskeri, kan vi også få oceanerne fulde af fisk, fulde af koraller, fulde af liv til os alle sammen …

Danmarksbloggen giver derfor ”OCEAN WITH DAVID ATTENBOROUGH” seks store hvaler ud af seks mulige – og tænker, at Sir David Attenborough selv har meget tilfælles med netop hvalerne. Han har livet igennem rejst verden over i naturens tjeneste, og så er han tæt på de 100 år, som mange hvaler også bliver igen nu, fordi vi mennesker ikke dræber dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”

Udgivet den af
Svar

Jeg har desværre ikke set den første film ”Testamentet” om de to jyske brødre Henrik og Christian, som det endte så grueligt galt for, dengang deres rige morfar døde – og arven skulle deles. Dvs. pengene gik til en helt tredje, og de fik ikke andet end uvenskab ud af det.

Men de er venner igen her 14 år efter, hvor vi møder dem i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden”, der har premiere i dag. De er stadig sikre på to ting: 1) Testamentet er forfalsket, og 2) Deres liv havde været markant anderledes, hvis de havde fået i omegnen af de 10-11 millioner kroner hver, som de stod til at arve.

Det havde livet sikkert. Men det spørgsmål, som man sidder tilbage med, er: Havde det så i stedet blot været en nedtur på 1. klasse i stedet for som nu med hashplanter i et hjemmelavet drivhus, dåsebajere, masser af smøger i overfyldte askebægre i boliger, som skriger på en kærlig hånd – og andre markører, som signalerer dansk underklasse anno 2025?

For nok arvede Henrik og Christian ingen penge dengang, så i stedet for luksus startede en rejse, der indebar fængsel, hjemløshed og misbrug. Men den sociale arv fik de – som alle gør det.

Og deres opvækst – som man ser i tilbageblik – var fuld af druk, mistrivsel og bare en generel mangel på medmenneskelig respekt, måske med undtagelse af moderen, som døde, mens de endnu var drenge. Hende savner de hver eneste dag, og kalder den smukkeste engel ved himlens port.

Den tunge sociale arv findes så ikke kun i de små byer udenfor Viborg, hvor Henrik og Christian bor, og som, selvom mange ville opfatte dem som ressourcesvage, udmærket er klar over, at deres liv fra starten af har været fucked up, og at der skal noget til at bryde dén tunge arv.

Der er heller intet, de hellere vil – og de prøver trods en ukonstruktiv kombination af selvforagt og en urealistisk forventning både at etablere kontakt til deres far, som har slået hånden af dem, og få et nært og godt forhold til deres egne sønner.

Hvordan det så spænder af, skal man unde sig selv at gå ind og se. Drama-dokumentaren er skruet sådan sammen, at vi alle kan spejle os i deres tanker og følelser og i de fortællinger og løgne, som vi alle siger – både til os selv og hinanden. For kun sådan kan vi være i livet. Ønsket om at blive set og anerkendt, at høre til og være elsket er universelt.

Det er kun måden, som vi udtrykker det på, som er forskellig – og det er hos brødrene ligetil og bramfrit. Ikke noget med ”jeg-hører-hvad-du-siger” og lignende fra den kreative klasse, som tror, at den har definitions- og pege-fingre-ad-retten. Men de samme psykologiske lig i lasten findes også her.  

”Faderen, Sønnerne og Helligånden” er derfor en totalt hudløs dokumentarfilm om håb og tro – og størst af alt er kærligheden. For der er kærlighed imellem de to brødre og til deres familier. Der er så også svigt – og tilgivelse, og hos især Henrik hele tiden et håb om, at det nok skal blive bedre, hvor styrken til dette overskud end kommer fra.

Men begge brødre er kristne – og ikke bange for at vise det. Scenen, hvor de beder Fadervor, er meget stærk – og mere afslørende, end nogen nøgen-og-pornoscene nogensinde har været. For her ser vi direkte ind i de to brødres sjæle.

Det er nærhed. Blod og sved og krop modsat de smukke naturbilleder, som filmen også byder på – som regel med masser af blæst i. Det giver mening, når man tænker på filmens titel.

For Helligånden kommer som en susning, en blæst – eller ligefrem en storm, og bringer med sig forvandling – og dét både i ild og vand.

Her i ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fører Helligånden den ene bror til fest og glæde, da sønnen bliver student, og der skal drikkes champagne af huen, mens den anden bror konverterer til den ortodokse kirke i Serbien via en militær undergrundsgruppe, som opfatter sig selv som en slags kristne krigere, der seriøst mener, at Europa er på vej mod en racekrig.

At sige er den ene bror vælger den sekulære vej og den anden den fundamentalist-religiøse er for letkøbt. For begge brødre er først og fremmest forankret i hinanden og deres familier – og i følelsen af at være Guds børn.

Danmarksbloggen giver ”Faderen, Sønnerne og Helligånden” fem ud af de seks kors, som alle kristne har tilfælles, uanset om man er ortodoks, og kysser et ikon i en ortodoks kirke i Serbien, eller man er evangelisk-luthersk, og skal konfirmeres i Viborg Domkirke.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lidt til teologi-nørderne: Jeg undrede mig meget over dåbsscenen i Serbien, hvor Christian bliver døbt i søen. For som kristen bliver man kun døbt én gang – også selvom man skifter kristen kirke. Medmindre altså at den kirke, som man konverterer til, ikke anerkender Folkekirkens dåb.
Det russisk-ortodokse kirke og nogle pinsekirker anerkender fx ikke Folkekirkens dåb. Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvad den serbisk-ortodokse kirke anerkender. Men umiddelbart kunne man formode, at den ligesom den russisk-ortodokse, som den deler meget tankegods med, ikke anerkender en evangelisk-luthersk dåb som Folkekirkens. Det har noget med sakramenterne og traditionen i ortodoks forståelse at gøre, kan jeg fortælle til dem, som har lyst til at google mere på egen hånd.