Desværre: V-medmenneskelighed var en and

Det lod som en and – og det var det også. For selvfølgelig findes der ikke en Venstre-minister, som mener, at skattelettelserne i efteråret var en dårlig idé  – og at pengene hellere skulle være brugt på velfærd.

Det var ellers, hvad man kunne tro, når man læste aviserne sent i går aftes.

Men en kronik i tirsdagens udgave af Børsen skrevet af skatteminister Karsten Lauritzen handler nemlig ikke – som det ellers var vinklet af Børsen – om at sætte mennesket først og pengene sidst. Men om det sædvanlige Venstre-plidder-pladder omkring, hvorfor det er godt for Danmark, når de rige bliver rigere og de fattige fattigere.

Danmarksbloggen havde ellers lige et kort øjeblik håbet på bare lidt anstændighed hos Venstre – men nej. Det eneste gode, der kom ud af hele miseren, var at den igen udstillede uenigheden i blå blok.

For naturligvis var Liberal Alliance hurtigt oppe af ormegården og markere, at skattelettelser er der plads til – mens Dansk Folkparti var ligeså hurtige til at markere det modsatte standpunkt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En moral i frit fald

En skatteminister, der taler om skatte-flygtninge og om at give skatte-snyderne frit lejde …
En beskæftigelsesminister, der uden problemer kaster mere end 30.000 mennesker ud i fattigdom for MÅSKE så at kunne skabe 700 jobs …
En miljøminister, der synes, at det er en gevinst, at landmændene igen kan pløje HELT ud til kanten, selvom det betyder, at miljøet smadres …
En integrationsminister, der reelt ikke ønsker integration, men placerer traumatiserede mennesker i teltlejre …
Og sidst, men ikke mindst: En statsminister, der ikke kan kende forskel på sit og statens, men som til gengæld ikke er bange for at true sig til at få sin vilje …

Og sådan kunne man blive ved. Den nuværende Venstre-regering er en regering, hvor moralen er i frit fald – væk fra alt der er menneskeligt og medmenneskeligt – og henimod det umenneskelige …

Det er rystende – og det eneste værre er, at der findes to partier, som på hver deres måde er endnu mere umenneskelige – nemlig de fremmedfjendske bangebukse i Dansk Folkeparti og de pengegriske egoister i Liberal Alliance.

Moralen er i frit fald … vi må stå imod …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Paradoksale panda´er

I går kom det frem, at Danmark til næste år vil modtage to panda´er fra Kina. Det er en sjælden ære, og Danmark bliver det kun femte land i Europa, der kan prale med at have panda´er i en af sine zoologiske haver.

Danmarksbloggen synes så også, at det er paradoksalt, at lige Danmark skal have panda-æren.

For panda´en – den lille sort-hvide og meget nuttede bjørn – er som bekendt Verdensnaturfondens symbol, og hvad er det nu, Verdensnaturfonden arbejder med? Jo, at redde verdens dyr – og især de truede dyrearter.

Og her går udviklingen i Danmark pt. den stik modsatte vej. Venstres såkaldte miljøpakke er nemlig godt i gang med at ødelægge den danske natur, som vi ellers møjsommeligt har fået genopbygget over de seneste årtier.

Så måske skulle de to panda´er bare blive i Kina – eller også skulle vi smide V-regeringen og deres ødelæggende politik på porten og genindføre den grønne menneske- og dyrevenlige politik.

Vi kan lige nå det, inden panda´erne kommer. Panda´er, som allerede har et navn, når de lander i Danmark. For ellers kunne de have heddet Yin og Yang.

Både som en hyldest til deres kinesiske fødeland – og den filosofi-arv, som vi har derfra. Og fordi livet grundlæggende handler om at forstå, at universet og livet består af både mørke og lys, det maskuline og det feminine, at der er en tid til at så og en anden til at høste – og at vi skal passe på vores jord og dens ressourcer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tør Dansk Folkeparti stemme mod regeringen?

At overholde regler er ikke Løkkes stærke side. Tværtimod er landets statsminister kendt for det modsatte: At bøje og bryde reglerne efter forgodtbefindende.

Så det at V-regeringen MÅSKE kommer i mindretal på sagen om omprioriteringsbidraget udløser næppe et folketingsvalg – selvom det burde.

Sagen er nemlig den, at socialdemokraterne vil tilbageføre besparelser for 2,4 milliarder kroner i kommunerne. Ellers kommer det til at koste for megen velfærd, mener man i oppositionen.

Og det er Dansk Folkeparti tilsyneladende enige i – og så er flertallet MOD regeringen en realitet, hvis DF altså stemmer, som de siger nu, at de vil gøre. Dét gør DF sjældent, når det drejer sig om sociale forhold. Faktisk havde stort set ingen af nedskæringerne på det sociale område i de sidste 10-15 år kunnet lade sig gøre uden DF og deres stemmer.

Så Danmarksbloggen er slet ikke sikker på, at DF vil stemme for velfærden denne gang.

Omvendt er DF måske nødt til det, hvis de vil beholde deres vælgere. For med en mere indvandrings-kritisk holdning og et fokus på velfærden appellerer socialdemokraterne i dag til nogle af de samme vælgergrupper som DF.

Og selvom valget ikke kommer nu, så er der ikke mange, der længere tror på, at det først kommer om 3½ år. Dertil sidder Løkke og de andre i V-regeringen altfor løst i sadlen … også selvom reglerne bøjes.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre bløder som giftstofferne i vores vandløb

Landbruget er et trængt erhverv – og samtidig Venstres store støtte sådan historisk set, så Eva Kjer Hansen er en rigtig flink Venstre-pige, når hun således kommer bønderne til undsætning med en landbrugsplan, som alle – som i ALLE – siger skader miljøet.

Det er dog ikke noget, der påvirker hverken Eva Kjer Hansen – eller for den sags skyld Lars Løkke, som nu er ude og forsvare sin minister og en landbrugsplan, der ødelægger den danske natur – og også landbruget.

Fakta er ikke noget, som V-regeringen kan bruge til noget. Hvis ikke det var så sørgeligt, ville det være grinagtigt.

Nedenunder handler det selvfølgelig også om overlevelse hos Venstre, der rask ryger nedad i samtlige meningsmålinger. Deres kernevælgere – bønderne – bliver færre og færre. De nyliberale i byerne stemmer ikke længere på Venstre, men på Liberal Alliance. Og mange lønmodtagere, som tidligere stemte på Venstre, er gået til Dansk Folkeparti.

Så Venstre bløder ligeså stærkt som de giftstoffer de uden problemer vil hælde ud i vores åer og vandløb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre tager ikke ansvaret på sig

Danmarksbloggen undrer sig.

Det er en liberal grundværdi at tage ansvar for sig selv og sit eget liv. Er man liberal, så mener man – groft sagt – at enhver er sin egen lykkes smed, og at man selv har ansvaret for alt, hvad der sker i ens liv.

MEN det gælder åbenbart ikke Danmarks Liberale Parti Venstre. Tværtimod så er Venstre-regeringen iflg. dem selv helt uden skyld i og ansvar for, at udenlandske medier kaster sig over Danmark med beskyldninger om umenneskelighed.

I Venstres forvrængede selvforståelse er det nemlig EU-parlamentarikernes skyld – og ikke Venstres egen uduelige og umenneskelige politik, at Danmark er kommet på den sorte liste.

Danmarksbloggen korser sig – hvis man ellers kan tillade sig at bruge det udtryk.

For 1) En regering har ansvaret for den politik, som den fører og 2) alle reaktioner, der kommer på den politik, har direkte adresse til regeringen.

Dét er logik for de burhøns og de tremmesvin, som mange Venstre-medlemmer holder så meget af.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tør Venstre vælte Venstre?

I går spurgte Danmarksbloggen om Liberal Alliance turde vælte Venstre. Måske er spørgsmålet snarere, om Venstre tør vælte Venstre?

For der er i Venstres bagland en stigende kritik mod Venstres brutale flygtningepolitik og – retorik. En kritik, der har afstedkommet både flere indlæg og læserbreve, og at prominente V-medlemmer har meldt sig ud.

Dog endnu ingen fra folketingsgruppen som efter sigende før hver afstemning i folketingssalen bankes på plads af toppen i Venstre, der (hvis rygtet taler sandt) ringer rundt og sikrer sig, at alle stemmer, som toppen ønsker det.

Så meget for den liberale åndsfrihed, som Venstre ellers teoretisk og historisk bekender sig til.

Men historie eller ej, det interessante er, hvor længe Venstres rædselsregime kan fortsætte, før en eller anden i Venstres folketingsgruppe ikke vil være med mere og istedet går over til fx de radikale, som Rohde gjorde det. For når det sker, så kan flertallet i folketinget skifte.

Så hvornår tør Venstre vælte Venstre? Og hvem bliver Løkkes politiske banemand/banekvinde?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et fjendebillede med krigen i sig – og et mod, der skal hyldes

Det startede med Fogh og Kjærsgaard – denne langsomme, men grundige afmontering af solidaritet og medmenneskelig anstændighed i Danmark. En afmontering, hvor enhver er sig selv nærmest i et junglesamfund, hvor der kun er plads til at være stærk.

Thorning-regeringen prøvede så at afbøde nogle af konsekvenserne, men uden at tage det nødvendige opgør med det umenneskelige menneskesyn – og så dutter dét ikke noget på den lange bane.

Så er det så let som ingenting at rulle alt tilbage – og det har Løkke, Hjort, Støjberg og Thuelsen Dahl så sandelig også gjort. Ja, umenneskeligheden og uanstændigheden er siden i sommers foregået i et tempo og med en systematik som aldrig set før i Danmark.

Syd for grænsen foregik der noget tilsvarende engang i sidste århundrede!!!!!!!!!!!!

Ai, det er ikke fair at trække nazi-kortet, kan jeg høre nogle sige.

Jo, det er, er mit svar. For når først vi kommer derud, hvor vi tager folks vielsesringe fra dem og placerer dem i kz-lejre – undskyld teltlejre, så er det DIREKTE SAMMENLIGNELIGT. Så har vi skabt et fjendebillede, der har krigen i sig.

De her mennesker flygter fra krig og rædsel – men den danske V-regering og Dansk Folkeparti behandler dem som dyr!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Dét er så rystende forkert, så forfærdende at det skriger til himlen – og Danmarksbloggen håber, at FN snart vil indføre sanktioner mod Danmark. For vi bryder op til flere internationale konventioner og menneskerettigheder.

I mellemtiden gør os med anstændigheden i behold hvad vi kan …

Danmarksbloggen vil også i den forbindelse gerne hylde de tre markante Venstre-mænd, der indefor få dage har forladt Venstre i protest: Michael Jellesmark, Kåre Traberg Schmidt og Jens Rohde.

Danmarksbloggen er – som de fleste sikkert ved – på ingen måde blå, men det er ligemeget. De tre mænds mod skal hyldes. Desuden er Danmark et sted, hvor det ikke kommer an på parti-farve længere – men på ens menneskelige kvaliteter. På om man er på solidaritetens, lysets og kærlighedens side – eller om man vælger selvtilstrækkelighedens mørke.

Disse tre mænd valgte det første, da det gjaldt. Gid vi alle gjorde det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Dansk Folkeparti bevidst manipulerende eller bare dumme?

Er Dansk Folkeparti bevidst manipulerende eller bare dumme?

Man kan godt blive i tvivl, når man følger sagen om de ældre og finansieringen af deres boliger. For – som altid – har Dansk Folkeparti trods løfterne om det modsatte stemt for et forslag om besparelser på det sociale område, her de ældres boligydelse som fra næste år skal sættes markant ned.

Modargumentet fra Thuelsen Dahl var så, at de ældre til gengæld skulle have billigere boliger. Det er der så bare ikke sat penge af til på Finansloven for 2016.

Læs mere her: http://www.dr.dk/nyheder/politik/dfs-loefte-om-billigere-boliger-til-aeldre-haenger-i-en-tynd-traad

Og så er det, at Danmarksbloggen spørger: Er Dansk Folkeparti bevidst manipulerende eller bare dumme? For på den ene side, så har DF aldrig haft nogle skrupler med at love deres vælgere guld og grønne skove på det sociale område uden nogensinde at gennemføre det – men på den anden side, så har Løkke, Hjort og co. også flere gange taget DF ved næsen.

Så måske er det både-og. Måske har Dansk Folkeparti som sædvanligt sparket til de svageste i samfundet, men samtidig er de OGSÅ blevet snydt af Venstre, så vandet driver? Hvis ikke det var så tragisk, ville det faktisk være sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kamp i ormegården

Det sker hver gang, der hvisles i en ormegård, og de lede slanger bliver for store og stærke: Så angriber de hinanden. For stik og hug og bid er det eneste, som de kan – og vil.

Således også Venstre og Dansk Folkeparti, der i øjeblikket slås indædt om både flygtninge og EU-afstemning.

Venstre, som tabte valget, men danner regering, vil have retsforbeholdet ophævet – og vil ikke indføre grænsekontrol.

Dansk Folkeparti, som vandt valget, men ikke tog regeringsansvaret på sig, vil beholde retsforbeholdet – og vil indføre grænsekontrol.

Så jo, der hvisles, bides og hugges i ormegården, hvor også de mindre slanger Konservative og Liberal Alliance prøver at være med, selvom de må bugte sig ude i siden, når de to store slås. Og det ville da være en fornøjelse at se på dén kamp, hvis ikke det lige var fordi, at det er umenneskelighed med umenneskelighed på, som de fæle slanger kæmper om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk