Tag-arkiv: børn

Anmeldelse: Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”

Udgivet den af
2

Vand er livgivende – og det samme er godt teater.

Og godt teater er, hvad Anemoneteatret igen præsterer med deres nye forestilling ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, der havde premiere i går lørdag d. 13. september 2014 – en dag hvor regnen silede og plaskede ned udenfor.

Men ikke inde på teatret. Her startede vi tværtimod ude i ørkenen sammen med kæresteparret Adam og Eva, der ikke har nogen penge, men hinanden og så meget kærlighed, at de tilbyder hverandre den sidste dråbe livgivende vand, inden de må drage af sted videre i verden for at finde et sted, hvor de kan bygge og bo.

Og naturligvis havner de i et Tivoli drevet benhårdt af tivoli-direktøren Diablo, der med lige dele kynisme, grådighed og absolut ingen menneskelige hensyn styrer sit Tivoli.

Det drejer sig om bundlinien – og kun om bundlinien, som bare vokser og vokser under ledelse af denne Diablo, der meget apropos sit navn har både en slangestav og en kurv fuld af giftslanger.

Diablos modsætning (og modstander) er Gabriella, som er den eneste, han ikke kontrollerer i Tivoli´et – og som han selvfølgelig også advarer Adam og Eva om, da han ansætter dem.

Diablo, som betyder djævel – og Gabriella, hvis navn minder så meget om ærkeenglen Gabriel …

Så er valget trukket op:

På den ene side den rige og mægtige Diablo, der kun tænker på sig selv og sit eget, men som lokker med lækker mad, penge, spil, popularitet og alverdens fristelser – og på den anden den søde Gabriella, der umiddelbart ikke har andet end sit dukketeater, de gode historier fra Biblen samt en tro på kærligheden og en vilje til at hjælpe sine medmennesker.

Men måske er det også nok?

Det er i hvert fald ægte 3D-teater, hvor publikum – fra de små i gummistøvler og prinsesseskørter til de store med mobiler og ansvar – midt i skabelsesberetningen drages ind i dukketeatret, der igen er et teaterstykke i et teaterstykke.

For der er jo hele tre scener i spil i Anemoneteatrets ”Adam og Eva og den forunderlige slange”:

Diablos Tivoli, Gabriella´s dukke-teater og så os der er publikum i Anemoneteatret. Tre scener, alle under den samme himmel – og alle med det samme valg:

Vil vi følge Gabriella og kærlighedens vej – eller vi vil vælge Diablos vej, der nok er strøet med penge og popularitet, men også er den mest ensomme vandring på jord?

For vi kan vælge – og vi skal vælge. Det er i valget, at vi bliver til som mennesker.

Og uanset hvad, så vil slangen altid til sidst indhente os og bide os i hælen, som den også bider Eva til sidst i stykket.

Og når det sker, så er vi definitivt nødt til at vælge mellem på den ene side at sænke blikket og dø, om ikke fysisk, så dog menneskeligt, når vi lader grådighed og egoisme overtage sjælen. Eller på den anden side, om vi tør løfte blikket, se slangen i øjnene – og se hvordan vi dermed vinder over den, se hvordan lyset kommer ind i mørket. Se at mørket ikke kan kontrollere lyset, ikke kan slukke det.

For således skabte Gud verden.

Og når vi vælger lyset, vælger vi også Guds kærlighed, verdens lys, og så kan ingen slange længere nå os. Så er vi – som Adam og Eva – syngende en salme (og ikke en tom popsang) på vej mod Edens Have, version 2. Dén under regnbuen, den med plads til mangfoldighed.

For ja, der synges også en salme i Anemonetreatet – og det er såre godt.

Ikke kun fordi kristendommen er vores kulturhistoriske arv her til lands, men fordi kristendommen har et næstekærlighedens budskab, som vi i høj grad har brug for i dag. Og her gælder som bekendt for Guds rige, at dét skal man tage imod som et lille barn.

Og børnene i Anemoneteatret? Hvordan tager de imod det? Hvad siger de til både bibelhistorie og salme? Ja, de sad – i den lille time som forestillingen varede – dybt opslugte og helt stille.

Mange siger elles, at små børn ikke kan rumme store emner, og at man skal passe på med at fortælle dem for meget om verden. Dem, der siger det, tager fejl.

For små børn kan ikke blot rumme de helt store emner som liv og død og meningen med livet. Små børn vil har faktisk brug for at vide noget om det, høre om det, se det – sanse det.

Og når det så gøres så fint som her i ”Adam og Eva og den forunderlige slange”, hvor der er tale om nærvær og mening – og hvor børnene bliver taget alvorligt, ja, så er de på 100% hele tiden, også de 5-årige.

For Anemoneteaterets ”Adam og Eva og den forunderlige slange” handler om den største kamp overhovedet i livet: Den om menneskets sjæl, kampen mellem det gode og det onde. Og det er en kamp, som alle kan forstå – også de små …

Som voksen interesserer man sig også meget for bi-personen Capello.

Han er Diablos højre hånd, der udfører direktørens ordrer, og som selv lokker med den alkohol, som Capello selv bruger for at holde livet i det tomme Tivoli ud. Men Capello er samtidig også en rar person, der hjælper Adam og Eva.

Så hvad bliver der af ham? Er han for evigt fortabt? Eller får han også en dag modet til at forlade Djævlens endeløse trædemølle? Og er det i virkeligheden Capello, der hverken er rigtig god eller rigtig ond, som de fleste af os minder mest om? Selvom vi jo hellere vil være stærke og modige og følge Adam og Eva ud på deres grønne enge for enden af regnbuen.

Dét tænkte undertegnede meget over på vej hjem i regnvejret.

Danmarksbloggen kan på det varmeste anbefale ”Adam og Eva og den forunderlige slange” på Anemonetratret. Aldersgrænsen er 5 år.

Medvirkende er: Christine Gaski, Asbjørn Agger, Jens Tolsgaard og Lisbeth Lipschitz. Manuskriptet står Albert Nielsen og Lisbeth Lipschitz for. Endelig har Albert Nielsen også instrueret. Forestillingen spiller tirsdag-søndag frem til og med d. 19. oktober  2014.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rejser udenfor skoleferierne underminerer respekten for skolen

Udgivet den af
3

Alle danskere er enige om, at vores skoler skal være gode – og helst også bedre end de er idag.

Det drejer sig selvfølgelig om ressourcer, lærere, undervisning og så videre.

Men det drejer sig også om, at forældrene viser respekt for skolen og bakker op om skolens arbejde. Og her er første krav, at man som forælder sørger for, at ens barn kommer i skole. Og at det opfattes som vigtigt at passe sin skole – præcis som man skal passe sit arbejde.

At pjæk med andre ord er totalt og 100% u-acceptabelt.

Det rimer så altsammen rigtigt dårligt med det faktum, at over halvdelen af alle forældre iflg. en undersøgelse lavet af DR synes, at det er helt i orden at tage på ferie udenfor de ordinære skoleferier, som der ret beset er temmelig mange af i løbet af året. Se link til DR-artikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/06/11/163105.htm

Formand for foreningen Skole & Forældre Mette With Hagensen siger i artiklen fra DR som forsvar for de ekstra ferier: “Det er også vigtigt for børn at være sammen med deres familie og have gode oplevelser sammen. Det lærer børnene også noget af.”

Og det har hun da helt ret i – men det kan man ligeså godt gøre i de ordinære ferier som ellers. Familiesamværet bliver ikke dårligere af, at det er juli måned eller uge 42.

Men selvfølgelig er alting dyrere i de ordinære ferier – og det er da rigtigt ærgerligt, at man så måske ikke kan rejse derhen, hvor man gerne vil.

Men det er et forkælelsesproblem, der helt får lov til at overskygge den forpligtelse, som forældrene har overfor skolen iforhold til at sende børnene afsted i skole hver eneste skoledag, medmindre selvfølgelig børnene er syge – eller der er andre forhold, som berettiger til at blive væk.

For at charterferien til Tyrkiet er billigere i maj eller flybilletterne billigere til USA i september er ikke en gyldig grund til at blive væk fra skolen. Det er tværtimod at underminere respekten for skolen og skolens arbejde – foruden at det sender det forkerte signal til barnet om, at ens egne egoistiske behov er det vigtigste i hele verden.

Men nej, sådan er det ikke. Det drejer sig om at være sig sit ansvar som en del af fællesskabet bevidst og så ellers bare møde op i skolen.

For nej, et skolebarn kan ikke bare lave lektier, mens vedkommende er væk. Ingen lærer på samme måde og ligeså meget ved at sidde en time ved poolen med et par bøger. For slet ikke at tale om den forstyrrelse og forsinkelse det skaber for de andre i klassen, når feriebarnet kommer hjem og skal opdateres.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen bragte også denne historie sidste år på mors dag – og normalt genbruger Danmarksbloggen ikke indlæg.

Bloggens natur og formål er at være aktuel og ny.

Men lige denne historie, historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende end nogen blomster og nogen chokoladeæsker nogensinde kan blive det.

Danmarksbloggen har derfor besluttet at fortælle denne historie hver eneste mors dag. For den er vigtig – også i nutiden og i fremtiden.

Historien, som er 100% autentisk, handler om en enkelt kvinde, en enkelt moders utrolige mod, udholdenhed og styrke. En kvinde, som mange ikke kender, og som endnu flere har glemt navnet på. En kvinde, som levede i en tid og under nogle vilkår, som så altfor let kan komme igen, hvis ikke vi husker.

Så her kommer – som sidste år og som til næste år og året efter – historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

Hun døde i 2008.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller/og sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave de syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler selv fortalte det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden, der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv.

Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fastelavn er mit navn …

Udgivet den af
1

Fastelavnsboller, hvide tirsdag og fastelavnsris!
Hvad er hvad? Og hvad sker hvornår?

Læs undertegnedes artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/546717:Indfoering–De-10-vigtigste-ting-at-vide-om-fastelavn

Sikkert er det ihvertfald, at dén fastelavn, der idag er en sød og uskyldig børnefest, engang var en voksenfest, der var en nødvendig ventil i et statisk samfund, hvor alle havde deres faste plads, og hvor ingen turde gå udenfor stregerne.

Undtagen altså til fastelavn, som man også kaldte DEN GALE UGE, hvor bonden kunne dele bord – og sågar seng – med greven. Såvel alkohol i mængder som erotiske udskejelser i den store stil var nemlig en fast del af fastelavnen i Danmark indtil for cirka 150 år siden.

Det er det så stadig i Rio og andre mere eksotiske steder, kan man med god ret hævde …

Man kan også anføre, at vi stadig har brug for en fastelavn for voksne. Blot nogle dage, hvor vi voksne kan gå udenfor vores normale roller og for en tid være en anden … eller måske bare være en anden del af os selv.

Dét ville ihvertfald give de fleste en god og sund mental pause fra det præstationsræs, som mange danskere lever i til hverdag.

Danmarksbloggen er derfor fortaler for at indføre også en voksen fastelavn, en maskerade absolut og 100% uden børn, men med frihed til at folde sig ud blandt andre legende voksne …

Heldigvis tyder meget på, at de unge har fanget ideen og holder fastelavnsfester i netop denne weekend. Nu skal de yngre, middelaldrende og ældre danskere bare også med på vognen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hvorfor må børn slå andre børn?

Udgivet den af
1

I disse dage kan vi i de fleste aviser læse om Marius, en blind 10-årig dreng fra Taastrup, der dagligt bliver slået i skolen af klasse-“kammerater”. Og når man borer lidt mere i historien, finder man ud af, at sådan er det desværre for mange blinde børn, der går på skoler, hvor der også er udadreagerende børn, som det hedder, når børn med vanskeligheder reagerer ved at være voldelige overfor andre børn.

Men hvordan kan det være, at vi stiltiende bare lader den slags ske? Hvis en af mine kolleger stak mig en knytnæve i ansigtet (noget som Marius har været udsat for flere gange), ville vedkommende med stor sandsynlighed blive bortvist fra arbejdspladsen og politianmeldt. Hvis en af mine kolleger efterfølgende ligefrem klippede mit tøj i stykker, ville der også komme et erstatningsansvar oven i.

Men børn er jo børn… og så er det nok ikke så slemt, når de slår hinanden! Sådan virker det i hvert fald som om holdningen er blandt os voksne!

Men er det i virkeligheden ikke lige omvendt?

Jeg har aldrig været udsat for vold – og skulle jeg få en på kæben en dag, kunne jeg formentlig rationelt tænke mig frem til en årsag. Jeg ville være rystet og chokeret. Men jeg er ikke i tvivl om, at jeg også ville kunne analysere mig frem til, hvorfor jeg blev slået: Var jeg provokerende? (ikke at det skal kunne udløse tæsk i princippet, men det sker). Var det røveri? Eller et uprovokeret overfald?

Børn ser umiddelbart ud til at kunne tage tæsk i hverdagen bedre end voksne. Men det er kun facade. Indeni bliver de formet efter de tæsk, som de får. Det ændrer deres væremåde for resten af deres liv. De mister tilliden til andre, bliver ensomme og får ofte psykiske problemer.

Jeg siger ikke, at vi skal putte de børn, der overfalder andre børn, i fængsel. Det er ikke den rette måde. Men noget skal der ske. Det kan ikke være rigtigt, at nogle børn bare kan slå andre børn uden at det får konsekvenser!

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler

Lise Lotte Møller tænder adventskransens fjerde lys

Udgivet den af
1

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag tænder Socialdemokraternes formand i Vordingborg – og folkeskolelærer – Lise Lotte Møller adventskransens fjerde og sidste lys med følgende ord:

I virkeligheden vil jeg helst tænde lys for alle. Men børnene er nok dem, som jeg vil tænde flest lys for – og når vi nu er i december, er det især for børn, der har mistet en eller begge deres forældre. Det er selvfølgelig altid hårdt at skulle undvære ens forældre. Og ens mor eller far er for altid savnet, men til jul må det være ekstra hårdt.

Hvert år mister cirka 2000 børn og unge i alderen 0-18 år en forælder. I alt har mere end 15.000 danske børn og unge mistet en forælder. Det er mange, men alligevel ikke flere end at mange af de børn og unge, der har mistet, måske ikke kender andre i samme situation som dem selv. Børnene og de unge mennesker ved måske heller ikke, at der er hjælp og støtte at få. Men det er dér hos fx nedenstående organisationer:

http://www.livlineisorgen.dk/

http://www.bornungesorg.dk/andre-der-har-oplevet-doed-i-familien/

Det er Danmarksbloggens håb, at vi alle vil værne om de udsatte i vores samfund, og her er børn og unge uden en far eller en mor – eller begge – særlig følsomme, især i denne ellers så søde juletid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Julehjælpen og Rene Husted Vahl tænder adventskransens andet lys

Udgivet den af
4

Medmenneskeligheden og fællesskabet i Danmark trues af mørket på en måde, som vi ikke har set det i mange årtier. Der er brug for at tænde lys. Danmarksbloggen beder derfor hver søndag i advent en person eller en organisation, der arbejder med og for andre mennesker om at tænde et lys og skrive et indlæg.

I dag handler det om Julehjælpen og dens stifter Rene Husted Vahl med følgende ord tænder adventskransens andet lys:

“Jeg vil gerne tænde et lys for de fattige børn i Danmark. De har brug for alt den støtte, som de kan få. Det ved jeg af egen erfaring. Jeg voksede nemlig selv op som et af de fattige børn. Vi var tre søskende, der boede sammen med vores mor i et lille rækkehus – og vi fire skulle klare os for hendes elevløn. Og den er som bekendt meget lille.” 

“Men min mor klarede det godt. For vi mærkede aldrig, at vi var fattige – eller hvilket dagligt slid og puslespilsarbejde, som det må have været for hende at få enderne til at mødes. Heldigvis havde vi også en farmor og en farfar, som havde råd til at give os så gode fødselsdags- og julegaver, at vi havde nogenlunde de samme ting som de andre børn. Så heldige er det ikke alle danske børn, der er.”

“Men alle danske børn har ret til en god og tryg barndom, hvor de har de samme ting og kan de samme ting i fritiden som deres kammerater. Derfor tænder jeg et adventslys for de fattige børn. Og derfor samler vi ind i Julehjælpen.”

Rene Husted Vahl startede nemlig Julehjælpen for syv år siden. Eller rettere: Han blev nærmest kastet ud i det, da han lovede at give et bidrag til en indsamling, som viste sig at være startet af en person, der ikke kunne fuldføre projektet, som på det tidspunkt var at give 20 familier tusind kroner pr. familie at holde jul for. Men de penge viste sig ikke at være der, ja faktisk var der ingen penge til nogen familier. Så Rene Husted Vahl betalte 20.000 af sin egen lomme, så de 20 familier kunne få deres jul.

Idag giver Julehjælpen ikke penge, men naturalier, gaver og gavekort til fx Føtex, Fona og Fætter BR. Gaver og gavekort, som alle er donationer, der gives af andre, heraf 95 % af private mennesker. Sidste år kunne Julehjælpen således sørge for, at 1.700 familier kunne fejre en bedre jul.

Håbet i år er at kunne hjælpe endnu flere, og det tegner lyst. I stedet for de typiske cirka 1.800 donationer har Julehjælpen allerede modtaget over 5.000 donationer i år.

“Men der er brug for meget mere. For desværre stiger antallet af fattige også i Danmark. Så al hjælp er mere end velkommen,” slutter Rene Husted Vahl.

Danmarksbloggen håber alt det bedste for Julehjælpen – og især for de familier, som Julehjælpen gør en forskel for.

Mere information fås på Julehjælpens hjemmeside: www.julehjaelpen.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Menneskeværdighed i ældreplejen

Udgivet den af
2

Et af dagens mest diskuterede emner er fremtidens ældrepleje, hvor det foreslås, at de voksne børn i fremtiden selv skal passe deres gamle forældre – eller betale sig fra det.

Det er uden sammenligning en af de dårligste ideer i mange år.

For det første fordi det aldrig er godt, når gamle skal spise nådsens brød hos yngre. Det er nemlig aldrig godt for det indbyrdes forhold, hvis de ældste generationer er afhængige af de yngre generationer. De gamle føler, at de ligger til last – og de unge føler, at de er forpligtet til at gøre noget, som de måske ikke har hverken tid eller lyst til.

For det andet vil det meget hurtigt vil betyde, at dem med tilstrækkeligt med penge vil få en super behandling, mens dem, der er uden midler, kommer til at gå for lud og koldt vand. En sådan forskelsbehandling af ældre er ikke i orden i et velfærdsland som Danmark.

Der skal være menneskeværdighed i ældreplejen. Punktum.

Men hvor skal pengene komme fra? For en ordentlig pleje koster. Ja, måske skal vi til at se på SAMTLIGE offentlige udgifter – og så lave en benhård prioritering af, hvad der skal bruges penge på. Og her er Danmarksbloggen ikke i tvivl om, at syge, børn og ældre har absolut førsteprioritet.

De tre grupper er de svageste i samfundet, og derfor dem, som vi først og mest skal tage vare på. Et samfund kendes som bekendt på sin måde at tage sig af sine medborgere på – og her tager et medmenneskeligt samfund sig først og mest af sine svageste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Tænk på børnene – og ikke på de voksne

Udgivet den af
1

Sagen fra Fyn om det psykiske overgreb på et barn, der blev filmet af et andet barn, fortsætter på anden uge i medierne.

Men hvor det i starten handlede om børnene og det indlysende forkerte i at behandle børn på den måde, som plejemoderen gør det, når hun overfalder det barn, som hun er ansat til at tage sig godt af. Så er vinklen nu flyttet over på moderen og det tilsyneladende uretfærdige i, at hun ikke må have nogen af sine ialt syv børn boende hjemme.

Og ja, hvis der er sket noget, som der ikke burde ske, er det forfærdeligt – især fordi børnene måske kunne have det bedre hos deres biologiske forældre, end de har det hos plejeforældrene, hvor plejefaderen tidligere er dømt for vold og plejemoderens adfærd må stille spørgsmålstegn ved hendes evne til at have med plejebørn at gøre.

Men uanset om fjernelsen af børnene fra den biologiske mor i sin tid var rigtig eller ej, så skal fokus stadig være alene på børnene og deres vilkår. Det er dem, der betaler prisen for en opvækst, der ikke indeholder den tryghed og den kærlighed, som skulle være en naturlighed for alle børn, men som desværre langtfra altid er det, såvel i pleje- som i biologiske familier – men som kunne være det, hvis vi turde træde mere i karakter.

I Danmark er vi nemlig nærmest hysterisk berøringsangste overfor at sige noget til hinanden, når det drejer sig om vores børn. Men hvorfor i grunden?

Børn er – uden sammenligning – de mest sårbare mennesker i vores samfund. De første mange år af deres liv kan de intet selv gøre for at lave om på deres vilkår, men er 100% afhængige af deres omgivelser og de mennesker, der er omkring dem. De skal nærme sig teenage-alderen som drengen fra Fyn, før de kan begynde at gøre noget – måske, og selv dér kun med hjælp fra de voksne, der er omkring dem.

Det er også derfor, at vi skal råbe op og sige noget til hinanden – og til myndighederne – når vi oplever et barn, som lever i en familie, hvor der er mistrivsel. Og her tænker jeg ikke kun på de åbenlyse tilfælde, hvor det drejer sig om alkohol, vold – både psykisk og fysisk – og andre former for overgreb.

Men også om at sige noget til de forældre, der “blot er hårde” ved deres børn. Gøre dem opmærksom på, at de er godt igang med at knuse en lille barnesjæl – uden måske selv at vide det.

Et samfund er nemlig ikke bedre end dets måde at behandle dets svageste på – og her er der (for nu at sige det positivt) i dén grad plads til forbedring i Danmark, fra både myndighedernes og alle os andres side, når det kommer til det dyrebareste i hele samfundet: Børnene.

Men ikke vores børn. For ingen forældre ejer deres børn. Dét er en udbredt misforståelse, som måske er årsagen til at mange tror, at de kan behandle deres børn efter forgodtbefindende.

Men det hverken kan eller skal vi. Når man får et barn, får man den eksklusive ret til at tage sig af det barn i de næste cirka 18 år. Og det er en ret, mine damer og herrer, som fordrer store mængder af kærlighed og rummelighed, men som også giver de største glæder og den dybeste lykke i hele verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk