Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: Steen Langstrup: ”Amerikansk olie”

Udgivet den af
6

Danmark, danskerne og det danske samfund behøver et skud amerikansk olie. Vel at mærke når den amerikanske olie gives i bogform og er skrevet af Steen Langstrup, hvis nye bog ”Amerikansk olie” udkommer i morgen torsdag d. 15. januar.

Bogen, der ikke er en gyserhistorie som mange andre af Steen Langstrups over tyve bøger, er skrevet i forfatterens sædvanlige flydende og letlæste stil, hvor man som læser sluger bogens 191 sider i een eneste stor mundfuld, mens man samtidig bliver mere og mere bange – også selvom “Amerikansk olie” ikke er en klassisk Langstrup-horrorhistorie.

Istedet spidder Steen Langstrup dygtigt og med sans for både perspektivet og detaljen vor tid og dens mennesker på en måde, så vi alle kan genkende os selv – og desværre i de versioner af os selv, som vi helst ikke vil se – og i hvert fald slet ikke vedkende os og tale om.

Men det er vi nu nok nødt til alligevel, hvis vi vil noget andet end det mørke, som omgiver os i dag – og som vi ikke kan flygte fra til fx Thailands sol og strande, som er scenen i et par af novellerne.

”Amerikansk olie” starter dog hverken i Thailand eller i Danmark. Bogen åbnes med en brag af en allerede kendt novelle, der er uhyggelig aktuel på én måde, som forfatteren næppe havde forestillet sig, da han sendte bogen til tryk for flere uger siden. Den første novelle ”Amerikansk olie” foregår nemlig i Paris og har på overfladen terror, terrorister og terrorangreb som tema.

Nedenunder handler det – som alt andet i samfundet og i bogen – om at finde sin plads, høre til, blive set og anerkendt – og hvad der så sker, når mennesker og samfund istedet svigter og svigtes. For det er lige der, at vi er – både i samfundet og i ”Amerikansk olie”, der er et skarpt og afslørende spejl på vor tid og vort samfund.

Bogens 20 noveller, hvoraf langt de fleste foregår i Danmark, og handler om mænd, kvinder og børn i alle aldre og fra alle sociale lag, hænger også sammen på flere planer. Nogle direkte, hvor man følger den samme person over en dag gennem flere noveller eller for en enkelt persons vedkommende gennem hele livet. Andre mere indirekte.

Men alle noveller væver sig ind i hinanden, og tiden går både forlæns og baglæns og sidelæns i bogen. Men det betyder mindre, om noget overhovedet. For menneskene i de 20 noveller er – trods oprør og forsøg på at ændre deres liv – næsten alle låst fat af deres miljø og deres egne forestillinger om sig selv og deres muligheder.

Novellerne i ”Amerikansk olie” er derfor også det mest skræmmende, som Steen Langstrup nogensinde har skrevet. Fordi de handler om virkeligheden som virkeligheden er det anno 2015.

Steen Langstrup skriver normalt gysere – sidste år udgav han fx den eminente ”Katrine” om hvad ondskaben i et menneskehjerte kan føre med sig af smerte og død. Læs Danmarksbloggens anmeldelse her: http://danmarksbloggen.dk/?p=3680

Men her har uhyggen fået en tand til. For i ”Amerikansk olie” taler vi ikke om en fiktiv historie og et sort hjerte, men om mørket i et helt samfund.

Om at Danmark er et mørkt land, hvor solen står sent op, som det også siges i novellen om tiggerfamilien fra Bulgarien, der i et juleudsmykket Danmark med pebernødder og julesange ikke møder varme noget steds eller fra noget menneske, men i stedet kulde på så mange planer, at det kun er virkeligheden, der kan være ligeså infam i den fremmedgørelse og dæmonisering af mennesker, som der sker i Danmark i øjeblikket.

Det er en novelle, det gør fysisk ondt at læse – men som derfor også burde være fast pensum på samtlige skoler i Danmark.

For skal noget laves om, skal der mennesker til. Mennesker, som tør være åbne og nærværende, som man møder dem enkelte steder i bogen. Få steder.

For ellers er der ikke meget håb i “Amerikansk olie”, der foregår i en kold tid og en kold verden. I et samfund som det danske uden farver, men i strømlinet gråt, hvidt og sort. Et samfund, hvor kun succes, præstation og effektivitet taler og vises i den bil, som man kører i, den mobil som man har  og det tøj, som man går i osv.

Et samfund som det danske anno 2015, hvor glæden tilhører dem, der tager den – inden de også møder og overvældes af ”den stille grå danske død af almindelighed”, som Steen Langstrup så malende beskriver danskernes hverdag i hamsterhjulet.

En hverdag med stress og pres (også fra sig selv) om at være perfekt. Med alkohol, stoffer, mobning, vold, manglende omsorg og ingen lydhørhed. En hverdag, hvor en finanskrise og en fyring kan være starten til enden.

Og hvor selv en lotto-gevinst ikke er nok, hvis man først er havnet helt nede på samfundets bund. Her får den så i ”Amerikansk olie” lige et nøk til. For selv den hjemløse tror, at det er hans egen skyld. At det er ham, der er svag.

Og ingen stiller spørgsmålstegn ved samfundets strukturer eller spørger, om fordelingen af goder er i orden. Det er altsammen DIN EGEN SKYLD OG DIT EGET ANSVAR. Men som det ses i bogen, går det pr. automatik galt, når vi overlades til os selv og bliver vores egne guder.

Og det er så fint tænkt ud og skrevet af Steen Langstrup, der har sproget i sin hule hånd – og på en helt anden måde end den danske version af Mr. Grey, som taler på en måde, så den søde rengøringspige slet ikke forstår, at han vil det samme som hende.

For i en tid med mantraer som vær dig selv nok, mindfulness, du kan hvis du vil og anden moderne overtro – er det godt at læse noveller og historier, der viser virkeligheden, som den er. Viser det umenneskelige pres som alle er ofre for – og udøvede bødler for.

Selv en tænker hos CEPOS, der naturligvis slagtes, da han påpeger det urimelige i at skulle starte fredagens Matadorspil på et tidspunkt, hvor kollegaerne allerede har hotel på Rådhuspladsen og flere grunde samlet.

For vi har jo alle samme udgangspunkt, ikke sandt?

Nej, det er netop det vi ikke har. Og det får Steen Langstrup vist så godt i de 20 noveller. Ja, han får i “Amerikansk olie” hjertegribende og brutalt vist, at den amerikanske drøm er et fata morgana. At den enkeltes muligheder ikke handler om evner og engagement, men om arv, miljø og udgangspunkt – og at vi ikke kan løbe fra det, heller ikke engang selvom vi er bortadopterede og ikke kender vores ophav.

Eller hvis vi skifter miljø som tømreren Abraham, der skriver en bog om at være arbejdsløs og håndværker. En bog, som forlagene elsker – ihvertfald da de først har redigeret virkeligheden med masser af røde streger – og indtil de opdager, at Abraham slet ikke er en forklædt akademiker med fine ord og afstand til livet og verden, men et virkeligt menneske af kød og blod som sin bibelske navnebror, der i øvrigt blev stamfader til en hel slægt. For bogens Abraham er en virkelig tømrer – som en anden tømrer fra Biblen, nemlig menneskesønnen fra Betlehem.

Navnet og erhvervet er næppe tilfældigt valgt. Hverken den bibelske Abraham eller Jesus var således frie mennesker uden ansvar for andre. Det ønskede de så heller ikke at være. De talte derimod om at forpligte sig på hinanden. Ja, Jesus talte endda om næstekærligheden som det største af alt. Den forpligtende næstekærlighed og ikke den uforpligtende frihed, som mange ønsker sig så brændende i dag, at de kvæles i ensomhed i deres jagt på den store, hvide frihed..

Men kan vi overhovedet være frie? Ikke iflg. Steen Langstrup. Det er så heller ikke vigtigt. Det vigtige er, hvad vi gør i forhold til hinanden, og at vi kerer os om hinanden. For ellers så vil vi som Rikke i “Amerikansk olie”s sidste novelle en skønne dag vågne op hjemme hos os selv, i vores eget liv, og tro, at vi er et fremmed sted.

Men der er vi jo også – som samfund – i øjeblikket her i Danmark. Og det er på høje tide at komme hjem.

For verden og livet ændrer sig ikke. Men som den hjemløse kvinde i Paris i bogens første novelle påpegede det, så kan vores forestilling om verden og livet ændre sig – og deri ligger både muligheden for enten fortabelse eller fællesskab. For dét vælger vi nemlig selv.  

Danmarksbloggen giver Steen Langstrup og hans bog fem store svingende skefulde amerikansk olie ud af fem mulige.

Steen Langstrup: ”Amerikansk olie” er udgivet af 2Feet Entertainment med støtte fra Statens Kunstråd. Pris ca. 249,- . Fås også som e-bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: ”Maria og Mohammed”: Når hjerterne i 2014 slår i stumfilms-takt

Udgivet den af
1

Dansk Rakkerpak havde i går, tirsdag d. 28. oktober, premiere på Københavns Musikteater med forestillingen ”Maria og Mohammed”, som de selv præsenterer som en kærlighedshistorie i stumfilmstempo.

Stykket spilles som en kombination af en stumfilm og klassisk scenekunst, dog uden ord – og ledsages hele vejen af Mathias Grove Madsens eminente stumfilmsmusik, der præcis som dengang i stumfilmens storhedstid spilles under hele forestillingen – live af komponisten selv naturligvis.

Og ja, det sjove, spøjse og meget velgennemtænkte stykke handler om kærlighed – men teaterstykket med indlagt stumfilm (eller er det omvendt?) er mere end en klassisk kærlighedsfortælling om to unge –  en gammeldansker og en nydansker – der mødes og overvinder alle forhindringer.

”Maria og Mohammed” er nemlig først og fremmest historien om vor tid og om de udfordringer, som vi alle sammen lever med og i anno 2014.

En 2014-virkelighed, hvor mange tror, at vi er forskellige, bare fordi vi har forskellige hudfarver, kulturer og religioner – en virkelighed med fordomme, racisme, vold og et stort behov for syndebukke, der giver grimme mindelser om tiden, dengang stumfilmen var rigtig stor, nemlig i 1920´erne, der var en optakt til det vanvid, som fandt sted 1940-45.

Forbindelsen mellem 1920´erne og vor tid må også være tilsigtet fra idémand og manuskriptforfatter Niels Grønnes side. For ”Maria og Mohammed” er – heldigvis – helt i tråd med Dansk Rakkerpaks tradition for lige dele komik og livtag med vigtige samfundsemner.

Og det er meget på spil her. For hjerterne er syge i 2014 – og ikke kun hos Marias far, der må ty til diverse stimulanser for at overleve. Der mangler nemlig overalt varme og plads til tolerance, rummelighed og mennesker  – og dem, der kan gøre noget ved det, tænker kun på at rage endnu mere til sig.

Vi er altså overladt til os selv i en opdelt og splittet 2014-verden, hvor mennesker som i en anden stumfilm opfatter hinanden som sort-hvide stereotyper, og derfor oftest møder “de andre” i dybeste mistro – og hvor kun åbenheden og kærligheden har en chance for at forløse og bryde igennem alt det sort-hvide-grå og skabe en verden med farver, tillid, mangfoldighed og glæde.

Det er hårde odds, der så også kommer en forrygende forestilling ud af hos Dansk Rakkerpak – endda med en lille hilsen midt i det hele til stumfilmens mester Charlie Chaplin.

Danmarksbloggen skal ikke røbe handlingen her, blot opfordre alle til at se ”Maria og Mohammed” med Stine Holm Joensen og Josef W. Nielsen i titelrollerne (og enkelte biroller) – og Niels Grønne i adskillige fantastiske biroller, der nærmest er små selvstændige skuespil og sketches i det store stykke, der spilles på scenen og på filmlærredet i et fantastisk samspil, hvor timingen mellem de to medier – og lydeffekterne – sidder lige i skabet hver eneste gang.

Hvor man som tilskuer griner, smiler, men også røres og sidder med en tåre i øjenkrogen til sidst.

For der er jo så meget mere, der samler end skiller os som mennesker, og heldigvis er det ikke altsammen kun fordomme og angst. Vi har også allesammen – uanset hudfarve, tro og kultur – de samme håb og drømme – og den samme kærlighed til vores børn, som man ser det hos både Mohammeds forældre, der ikke ved alt det gode, som de vil gøre for deres søn (uanset om han ønsker det eller ej) og Marias far, der jo har et stort og omsorgsfuldt hjerte inde bagved.

Så jo, vi har mere, der samler end skiller os som mennesker.

Det tror mange så desværre måske ikke længere på – ihvertfald ikke når budskabet formidles med ord.

Men hos Dansk Rakkerpaks ”Maria og Mohammed” vises det med fagter, grimasser og humor – og så står det stærkt. For når vi smiler og griner, så er hjertet tættest på og lettest at nå.

Som en anden dansk kunstner, nemlig humorist og entertainer Victor Borge, der ligesom Dansk Rakkerpak underholdte med musik, grimasser og fagter, sagde det: Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.

Danmarksbloggens med-anmelder på denne forestilling teenageren Anna M.T. Frederiksen valgte i stedet at henvise til Piet Heins berømte gruk om sjov og alvor, der hun skulle opresumere forestillingen: Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt

Præcis – og hvad siger teenageren ellers til forestillingen?

Anna får ordet:

Jeg skulle lige vænne mig til formen med både stumfilm, scene og levende klavermusik.

Men jeg kunne rigtigt godt lide ”Maria og Mohammed”– også fordi der er flere lag. For umiddelbart er det jo sådan en slags falden-på-halen-komik, men der er jo et dybere lag nedenunder.

Et lag, der fortæller, at sådan her ser verden ud i 2014 – ikke kun et sted, men mange, ja måske alle steder. Ellers ville man heller ikke have skrevet et tilfældigt sted, en tilfældigt land i 2014 i begyndelsen af stykket. Så sådan må det være, og det er rigtig skræmmende, men desværre også sandt.

Jeg kunne også godt lide teksterne med nutidssprog og – ord som walla og møgso sat ind i den gamle stumfilmsramme. Så blev det også endnu nemmere at forstå handlingen, selvom jeg var ret overrasket over, hvor let det var at følge med i en handling uden talte ord.

De medvirkende spillede også godt, og det var helt vildt, som de kunne time skiftene mellem scene og stumfilm.

Og uanset om det var scene eller stumfilm, så var stykket lidt som en Looney Tunes-tegnefilm uden ord – bare med levende mennesker i stedet. Noget man især så under jagten og ved start og slut, når Carlo brølede i logoet som en ged.

Det var sjovt, tankevækkende – og en tusinde gange sjovere og bedre måde at få os unge til at blive interesseret i samfundet end de løftede pegefingre om nu at huske at følge med, som vi nogle gange mødes med i skolen og derhjemme.

—-

Der er altså bred enighed hos både teenageren og den voksne:

”Maria og Mohammed” er en forestilling, som er ligeså relevant, som den er morsom – og vi og resten af den tætpakkede teatersal grinte mange gange i løbet af den time, som forestillingen varede.

Så: Fem stumfilmsruller ud af fem mulige – og så lige en ekstra rulle til musikken, alle de fine finesser og skøre påfund.

Stykket spiller fra d. 28. oktober til d. 15. november.

Læs mere på: www.danskrakkerpak.dk

Medvirkende: Stine Holm Joensen, Josef W. Nielsen, Niels Grønne og Mathias Grove Madsen (musiker).
På filmdelen medvirker endvidere: Torkild Lindebjerg, Hamsa Bedeiri, Ali Haider Mohsin m.fl.
Idé og manus: Niels Grønne
Instruktion: Torkild Lindebjerg og Niels Grønne
Komponist: Mathias Grove Madsen
Film og filmteknik: Helle Lyshøj
Lysdesign og programmering: Mik Manley Andersson
Lyddesign og teknisk afvikling: Andreas Darum

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ungdomskrimigyseren ”Katrine” – en bog om ondskaben i et menneskehjerte

Udgivet den af
Svar

Steen Langstrup udgiver på torsdag d. 27. februar ungdomskrimigyseren ”Katrine”.

Han anbefaler selv, at man som læser skal være 14+. Og det giver god mening, at læseren skal være minimum 14-15 år for at gå ombord i bogens sorte og til tider erotiske univers. Til gengæld skal en alder på den anden side af ungdommens vår ikke forhindre i at læse bogen.

Snarere tværtimod anbefaler Danmarksbloggen ”Katrine” til både unge og voksne. For i sit budskab om at det onde er hér og dér og alle vegne – og måske allermest dér, hvor vi mindst venter at finde det – bliver bogen særdeles vedkommende for os alle sammen.

På overfladen handler bogen om den unge, jyske pige Katrine, der flytter til hovedstaden for at komme væk fra voldtægten og sladderen i den lille jyske by, hvor hun kommer fra. Hun skal studere videre og flytter ind på et københavnsk kollegium tæt ved Statens Museum for Kunst. Men er voldtægtsmanden fulgt med og optræder nu som stalker?!

Katrines voldtægtshistorie har også aflæggere, som kun langsomt afsløres – men som spiller en rolle for begivenhederne, der alle foregår i et nutidigt København blandt unge studerende.

Både bogens layout med skæve og store sidetal, korte kapitler, dens lette og nutidige sprog og en handling, der udvikler sig hurtigt og til tider meget uventet er med til at gøre, at man som læser hele tiden suges over på næste side, indtil bogen er læst færdig i ét eneste stræk.

Som læser af ”Katrine” suges man ikke kun hele tiden videre i bogen, men også hurtigt ind i en stemning af noget mørkt og sort, som man undervejs i læsningen mere og mere mener at kunne identificere ophavet til.

Nærmere beskrivelse skal ikke gives her, da det vil afsløre for meget af plottet, og det vil være en skam. For netop den snigende bevidsthed om, hvordan det hele MÅSKE hænger sammen, er en af bogens store forcer.

Man tror nemlig næsten ikke sin egen hjerne i løbet af læsningen … og måske skal man heller ikke stole for meget på sine egne ideer? Eller også skal man? Dét skal læseren selv have fornøjelsen at finde ud af.

Hvad man til gengæld kan stole på er, at ”Katrine” ikke rummer ret meget traditionel uhygge, hverken af overnaturlig eller kriminel karakter. Men alligevel skræmmes man langt ind i sjælen som læser, fordi bogen handler om det, som vi i virkeligheden skal være bange for.

Det, der for alvor giver søvnløse nætter. Det, som virkelig sker, og som gør ondt langt mere, end nogen moderne skræmmebilleder eller gamle spøgelser kan gøre det – langt mere end nogen kniv, noget skydevåben kan gøre det. For de er blot redskaber, der bruges, når det, som vi virkelig skal være bange for, er i spil:

Nemlig ondskaben i et menneskehjerte.

Et af bogens temaer er også FIGHT OR FLIGTH

Og her er det klokkeklare budskab, at hvis ikke du selv tager valget, så bliver valget taget for dig af andre og af livet selv. For du kan ikke flygte fra dig selv, men du kan vælge at kæmpe for dig selv. Man kan også spille død eller lyve istedet for at kæmpe.

Men uanset hvad, så drejer det sig også om at vælge, vælge hvad man vil, og hvem man vil stole på. Og i ”Katrine” er det – som i livet – valg, der er altafgørende. Valg, der i ”Katrine” bunder i og fører til gys og gru. Valg, der for en enkelt endda står mellem DRÆB ELLER DØ.

Mere skal ikke siges her, for så vil for meget blive afsløret. ”Katrine” er som allerede nævnt en af den slags bøger, hvor så lidt som muligt skal fortælles om handlingen i forvejen. Hvor handlingen folder sig ud undervejs – og giver os svar.

Dog skal slås fast, at bogen er skræmmende langt ind i sjælen. Fordi den tør beskæftige sig med ondskaben, egoismen, dette at søge sit eget. Så modsat kærligheden, der tror alt, håber alt, udholder alt.

I ”Katrine” møder man nemlig derimod den ondskab, der opgiver alt, skræmmer alt, forlader alt, angriber alt og dræber alt – for i den verden er det DRÆB ELLER DØ. Andet er der ikke plads til, når ondskaben lever i et menneskehjerte.

Men tror vi på det onde i mennesket her i 2014? Efter at have læst ”Katrine” er svaret et stort ja.

For man spindes i dén grad ind i Steen Langstrups velskrevne og letlæste bog, og man fryser over den mangel på reel medmenneskelig varme, som man fornemmer omkring tilflytteren Katrine. Det er alvor med det onde, men hvem er hendes fjende(r)?

Kollegiet i ”Katrine” findes i øvrigt i virkeligheden – og denne ydmyge anmelder har endda i sine unge studiedage i 90´erne siddet der mange gange til langt ud på natten og snakket og drukket te med diverse studiekammerater. Så det krøb ekstra i nakkehårene, da jeg læste ”Katrine”. For jeg har færdes på de gange, de værelser, de gader – og dér er præcist som beskrevet.

Jeg slap så heldigvis levende fra det. Det gjorde jeg også, da jeg læste ”Katrine”. Men uhyggen og angsten for det onde i et menneskehjerte, som bogen gav mig, fik det alligevel og får det stadig til at suge i min mave, når jeg tænker på Steen Langstrups formidable ungdomskrimigyser ”Katrine.”

Danmarksbloggen anbefaler derfor alle med hang til gysere og/eller interesse for psykologi og mellemmenneskelige relationer at læse ”Katrine”. Der er noget at komme efter – og gyse over.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Bogfakta om Katrine af Steen Langstrup:
150 sider
Udgiver: 2 Feet Entertainment
Pris ca. 249,-
Udkommer 27. februar 2014
Udgives samtidig på e-bog

Anmeldelse: Askepot på Anemoneteatret: Livet, døden og kærligheden

Udgivet den af
1

Der er ikke noget publikum, der er sværere – og bedre – at spille for end børn. De sanser alt, og de reagerer prompte på det, som de hører og ser.

Det ved man på Anemoneteatret i København, der i går, lørdag d. 8. februar, havde re-premiere på Askepot. Og lad det være sagt med det samme: Forestillingen er substans, musik og eventyr hele vejen fra den første tone slås an til det hele ender lykkeligt en lille time senere.

Det er ægte og indfølt, og der spilles med stor humor og perfekt timing som altid på Anemoneteateret, der nu i mere end 25 år har spillet teater for børn – og dermed også for voksne med barnesindet og modet i behold.

Anemoneteatrets version af Askepot er tro mod eventyret i sin oprindelige form, som Brdr. Grimm nedskrev det, dengang de samlede eventyrerne. Det vil sige den udgave med kvisten, der plantes på moderens grav og de tre aftner med bal på slottet – og ikke Disney-versionen med musene og græskarret.

Og det er godt. For netop moderen og hendes grav spiller en afgørende rolle. Ja, uden moderens kærlighed – også fra den anden side af graven – var det slet ikke gået for Askepot, der føler sig ladt tilbage af moderen. Men som ikke skal dø endnu, men leve længe og lykkeligt, før hun skal møde moderen og Guds engle igen.

Og Anemoneteatret tør dvæle ved sorgen. På scenen står forestillingen igennem moderens grav, som vandes af Askepots tårer ved hendes talrige besøg. Den kristne tro vises også med korset, der plantes i moderens grav, da forestillingen starter – og som står som en reminder om, at døden altid er med os, også midt i livet. Og at det er sådan, at det skal være. For kun sammen giver døden og livet mening.

Og børnene – som så mange forældre mener skal skånes for de ting, der kan være svært eller gøre ondt: Hvordan reagerer børnene på en historie, der så direkte viser dem, at døden er et grundvilkår i livet? På en forestilling, der ikke kun antyder, men tør dvæle ved, at døden, sorgen og smerten hænger sammen med kærligheden – og at kærligheden mellem mennesker er det største, også på den anden side af døden.

Ja, de sidder helt stille, dybt grebne som vi voksne, og tager det helt ind i deres følsomme børnesind. Og det er slet ikke for meget for dem. Tværtimod i en tid, hvor så meget er plastic, overflade, X-factor-kendis-berømmelse og fokus på at have det sjovt, så længes børnene efter fordybelsen, ægtheden og voksne, der tør vise og fortælle dem om de store følelser og de grundlæggende ting i livet og dét at være menneske.

For kun ved at lære hele livet at kende, kan vi blive hele mennesker – og det ved børn instinktivt. Men børnene lærer det kun, hvis de voksne omkring dem har modet til at fortælle dem om døden, livet og kærligheden.

På Anemoneteatret har man det mod – og mere til. Det er også derfor, at man tør vise menneskene, når de er allermest sorte i sjælen og livet: Fra stedmoderens og stedsøstrenes ondskab, som får på alle tangenter over deres kræve-mentalitet og fokus på materielle goder til deres misundelse, da de ser, hvor fin Askepot bliver. Og uden at skulle røbe for meget kan siges, at hun bliver ligeså fin på ydersiden som hun er på indersiden.

Og indeni er Askepot en smuk, smuk blomst af både godhed og kærlighed, der trods alle de hårde ord og uretfærdigheder, som hun mødes med, bevarer sit varme hjerte og sin store ydmyghed.

Og det hele bliver gjort med humor, store dukker, masker og levende mennesker, med middelalder-inspireret musik, moderne rap og fængende leg med ord. Askepot, Aske-snot. Snaske-pot. Børnene fanger dem med samme og må begejstret sige dem højt. Det er nye, gode ord.

Ja, faktisk er det imponerende, hvad de fire mennesker på scenen kan gøre med de store dukker, de to stykker stof, der danner ligesom to forhæng, graven, korset, ravnen og de få andre rekvisitter, der er med. Så enkle ting – og så får de fire skuespillere alligevel fortalt historien med så mange facetter og nuancer. Det kaldes godt skuespil og samarbejde og at være der for hinanden.

Det er ovenikøbet så også en del af stykkets pointe, nemlig at vi når ingen vegne med at være egoistiske og selvtilstrækkelige.

Tværtimod så er det kun kærligheden, der kan få os til at vokse som netop den morbærkvist, som Askepot planter på moderens grav. Den kærlighed, der giver os alt. Men som også kræver mod. At være sød og god kæver styrke og mod, som det hedder. For ja, kærligheden kræver styrke.

Heldigvis har kærligheden i Anemoneteatrets Askepot også selskab af humoren og visdommen i form af den sorte ravn, der er så meget klogere end den selv forstår.

Du er aldrig alene, heller ikke selvom du tror du er alene, som ravnen siger uden at forstå det, men så pudsigt at alle griner. Det er selvfølgelig Gud, som der snakkes om. Den Gud, som altid er der – og som passer på os alle sammen. Dét er også klassisk Anemoneteater: Nemlig at troen og den dybeste alvor formidles med masser af humor og væsner af en anden verden. Og som altid så virker det.

Her leder det videre til Gudmor Morbærtræ, som der er så meget dybde og poesi i – og hjælp at hente hos for Askepot, der af Gudmor Morbærtræ får alle de gaver, som hun skal bruge for at kunne få opfyldt den drøm, der vokser gennem forestillingen. En drøm om bal på slottet, dans og at blive gift med prinsen.

Men også en drøm, der stik mod den normale version af eventyret, kun bliver virkelighed, fordi faderen siger til prinsen, at han har en datter mere, da de to stedsøstre sidder ømme i fødderne efter tre dages dans og en afhugget hæl og en afklippet tå.

Faderen tør altså noget i Anemoneteatrets version – og det samme gør Askepot. De er ikke bare ofre for omstændigheder. De tør tage initiativ. Igen modet til at turde, også når det er svært.

Danmarks store eventyrdigter H. C. Andersen sagde altid, at hans eventyr var fortalte for børn. På samme måde kan man sige, at Anemoneteatrets Askepot er et eventyr spillet for børn. Men ligesom at H.C. Andersens eventyr også var for voksne, så er denne version af Askepot det i høj grad også.

For det er eventyr i den store stil, ikke med magi og svingende tryllestave og bu-bi-du-ord og Disneysløjfer, men med troen, godheden – og med fastholdelsen af kærligheden som det, der betyder noget i livet som i døden.

Eventyret lever altså endnu. Det er ikke for sent. Vi kan endnu nå at leve lykkeligt til vores dages ende. Der er håb.

Bed og I skal få, som Askepot gør det til Gudmor Morbærtræ, der gavmildt giver Askepot, hvad hun har brug for, så hun kan sprede sin kærlighed endnu mere. For livets og himlens gave er kærlighed. Den kærlighed, som det hele drejer sig om her i verden, og som vokser og trives, når den gives bort.

Det ved man også på Anemoneteatret, hvor man med Askepot giver sit publikum endnu en eventyrlig stor bid af et brag af en forestilling. Danmarksbloggen anbefaler den på det varmeste.

Læs mere på www.anemoneteatret.dk

Askepot spiller til og med 9. marts.

Medvirkende: Lisbet Lipschitz, Lærke Schjærff Engelbrecht, Jens Tolsgaard og Andreas Berg Nielsen
Instruktion: Albert Nielsen
Instruktørassistent: Embla Egelund
Dramatisering:Bjarne Sloth Torup og Albert Nielsen
Scenografi: Niels Secher
Teknik, lys og værksted: Mikael Jørgensen og Christoffer D. Pihl
Musiker/ komponist: Jens Tolsgaard
Kostumer og dukker: Maria Inez Retmales og Isa Østerbye
Sangtekster: Gunvor Reynberg og Albert Nielsen

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk.

Danmarksbloggen anmelder Dronningens nytårstale

Udgivet den af
2

Traditionen tro holdt Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2. af Danmark sin årlige nytårstale til nationen kl. 18 nytårsaften.

En nytårstale, der fra flere sider er blevet rost som et stykke godt retorisk håndværk til trods for, at Dronningen flere gange snublede i både enkelte ord og sætninger. En nytårstale, der af de samme kommentatorer er blevet kaldt en af Majestætens sædvanlige kærlige små opsange til den danske befolkning.

Danmarksbloggen er et langt stykkke hen af vejen enig, selvom ord som fællesskab, solidaritet og sammenhængskraft var savnede. Danmarksbloggen vil dog fremhæve perler fra Amalienborg som:

“Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land. Og hvis vi husker på det, vil vi også forstå, at vi skal løse vore problemer ved at bøje os mod hinanden. Hvis det kun er den ene gren, der skal bøje sig, så risikerer den at knække.”

Og:

“Vi skal ikke lægge låg på diskussioner. Vi skal turde tage de debatter, der skal tages. Det kan være på arbejdspladsen, på skolen eller dér, hvor vi bor. Det er en god begyndelse. Næste skridt er, at vi også hører efter, hvad andre siger. Så får vi den diskussion, vi kan blive klogere af. Det kræver mod at gå ind i en debat – men også at vise storsind.”

Samt:

“Vi bekymrer os om problemer på den anden side af jorden, og det er selvfølgelig vigtigt. Men har vi også overskud til at hjælpe den familie, der bor lige ved siden af, selvom vi ved, de har brug for det?”

Og endelig og allerbedst:

“Danskerne er også i dag forskellige. Vi har ikke alle rod i den samme religion eller kultur, men lige så lidt som for 70 år siden (referance til dengang danskerne hjalp jøderne, red) må forskelligheden stå i vejen for, at vi hjælper vore naboer og landsmænd – menneske til menneske.”

Dronningen mener altså, at det drejer sig om tolerance, vidsyn og rummelighed. Om debat og værdier, der bunder i respekt for den enkelte og forskelligheden. Om medmenneskelighed og hjælpsomhed.

Dronningen mener altså, at Danmark er bedst, når danskrne er frie, åbne og glade – og lever sammen i et forpligtende fællesskab.

Danmarksbloggen er helt enig. Læs Danmarksbloggens nytårstale:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2949

Godt nytår.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk