Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: “Maries Julegave”

Udgivet den af
Svar

Der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø, siger Maries kærlige og omsorgsfulde bamse til den sorte fugl i slutningen af Anemoneteatrets juleforestilling ”Maries Julegave”– samtidig med at den brune og meget nuttede bamse får alle i publikum til at love at sprede masser af fuglefrø i den kommende vinter, så fuglene kan få noget at spise.

Noget, der modtages med stormende jubel af det meget medlevende publikum, der mens Danmarksbloggen var der, bestod af lige dele børn og voksne. Børn, som med det samme var med på noderne, og som grinede og gøs og højt viste deres følelser fra start til slut. Og så de voksne, der som forestillingen skred frem, mere og mere blev som børn igen.

Umiddelbare børn – som tager det som en selvfølge, at en bamse, der er vant til radiatorvarme og masser af kram, og en vild fugl med overlevelsesinstinkt kan blive gode venner og tage på en fantastisk flyvetur over byens tårne og tage til først bondemandens loft og senere fuglens bo i det hule træ, inden turen går hjem igen.

For i Anemoneteatrets ”Maries Julegave” er der masser af poesi, komik, julesange og -salmer, pebernødder – og som altid en mening dybere end den åbenlyse fortælling, der handler om en bamse, en fugl og en sød pige, der glæder sig til jul – og som sådan ønsker sig et guldhjerte, som det hun tabte i sommers.

Inden forestillingen snakkede undertegnede også med teatrets leder Albert Nielsen, som sagde, at forestillingen var endnu mere aktuel i dag, end da den havde premiere som teatrets allerførste forestilling tilbage i 1984. Vor tid kunne lære meget af bamsen omkring det at byde fremmede, sorte fugle indenfor, mente han.

Og det er rigtigt. Bamsen tænker ikke to sekunder i kvoter og integration, da den sorte fugl rammer ruden og ligger stille i sneen. Nej, bamsen iler til hjælp med det samme.

Det gør Danmark ikke, heller ikke selvom der bankes på vore døre i denne tid. Men vi lukker ikke (ret meget) op. Heller ikke selvom vi lever i en absurd overflod – men stadig ikke kan finde ud af at dele, hverken med de andre i verden eller med alle i samfundet. I stedet puger dem, der allerede har, endnu mere sammen – uden at de nogensinde kan nå at forbruge bare halvdelen.

Sådan foregår det ikke i ”Maries Julegave”.

Tværtimod. Her giver både Marie, bamsen og fuglen af et godt hjerte. Ja, de giver endda det bedste, som de har – og dermed får de også det, som de ønsker sig allermest. Hvad det præcist er – og hvordan det foregår, skal selvfølgelig ikke røbes her. For det er jo jul – og julegaver skal være hemmelige, indtil de pakkes op.

Men det står fast, at det at give er at få – og at lære. Og at verden ville blive et dejligt sted, hvis vi alle var lidt mere som Marie, fuglen og bamsen.

Og i Danmark er det i grunden nemt. For her er vores juleaften som Maries. Den handler om julepynt, julegaver og sød forventning. Vores liv er for de fleste af os en idyl i lyse, glade farver, som man også ser det på scenen, når vi er hjemme hos Marie og bamsen. Men verden er større end den trygge hygge – og noget mere barsk, som ude hos fuglen, hvor jorden er frosset til, så der ingen føde er at få – og den må søge mod byen.

Spørgsmålet er derfor heller ikke, hvorfor den sorte fugl søger til byen, men om hvad vi gør, når de sorte fugle med de fremmede og mere stærke farver banker på vores vinduer? Lukker vi ind – eller lukker vi ude?

Og minder scenariet ikke om en anden kendt historie, om hvorfor vi overhovedet holder jul? Var der ikke noget med et barn, der blev født i en stald, fordi der ikke var plads til ham og hans forældre andre steder? Et barn, som senere startede en hel religion, men som få dage efter sin fødsel måtte flygte med forældrene til Egypten?

Svaret er ja – og i ”Maries Julegave” får vi den skønneste version af juleevangeliet på vers og med rim, rytmer og dans.

Og så bliver det juleaften, og fuglen sidder i sit træ igen og har fået en ny ven, og bamsen er med om juletræet sammen med Marie, der har været i kirke – og den har også fået en ny ven og en ny indsigt. Og præcis som den første gang det blev jul, er intet længere som før. Glæden er kommet til jorden – og mellem mennesker, dyr og kæledyr.

For julen har bragt velsignet bud. For der, hvor der er børn og bamser, er der fuglefrø – eller sagt på voksnet: Der, hvor der er varme og tryghed, er der kærlighed – næstekærlighed. Den kærlighed, der åbner op og giver, fordi den slet ikke kan lade være. Den kærlighed, som er vores eneste mulighed i en kold verden, uanset hvad side af vinduet vi er på.

Danmarksbloggen giver fem store bamser ud af seks mulige.

Forestillingen ”Maries Julegave” spiller til og med 23. december på Anemoneteatret.
Den er en dramatisering af Jan Mogensens bog af samme navn.
Medvirkende: Charlotte Amalie Kehlet og Frederik Ømann. Instruktion: Lisbet Lipschitz. Scenografi: Annika Nilsson. Lysdesign: Jens Lange. Musik: David Hildebrandt. Plakat/illustration: Jan Mogensen.
Anbefalet alder: 3 til 8 år – men i virkeligheden egnet til alle, der har evnen til at blive som barn igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Anmeldelse: “Det lille rige med svovlstikkerne”

Udgivet den af
Svar

Adam O. har begået en farverig og rammende genistreg med bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne”, som udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Et dansk rige styret af mørkets magter, som det er afbildet på bogens forside med blå blok i alle de kendte villains og monstres ofte giftiggrønne skikkelser – og med en dæmonisk Pia Kjærsgaard tronende over det hele som det lille riges reelle dronning.

Det er uhyggeligt, men præcist. Og nej, her i denne anmeldelse bliver der hverken skiftet holdning – eller standpunkt. Lyder det kryptisk? Ja, måske – men det er det ikke for den, der læser, kigger og griner sig igennem bogens 72 sider, der sprudlende og levende spidder Danmark anno 2015 præcis så umenneskeligt og så magtbegærligt, som vores samfund er blevet det.

Et samfund ligeså koldt som dengang den lille pige med svovlstikkerne i H. C. Andersens eventyr frøs ihjel nytårsnat – en skæbne, som også venter os, hvis ikke vi passer på solidariteten og hinanden.

Ser man tilbage på det sidste år og på Adam O.´s tegninger er der ikke meget håb. For det er, som man siger: Et billede siger mere end tusind ord, og bogens skarpe og præcise tegninger af kendte personer og begivenheder fra det sidste års tid viser hele den triste og menneskefjendske situation i det danske rige.

Først og fremmest politikerne, der både sælger ud af arvegods og menneskerettigheder og rager til sig – samtidig med at disse folkevalgte lader den indre svinehund glamme for fuld hals i det såkaldte frie samfunds tjeneste. Gø og glamme i en grad, så den i madam Skralds aka Pia Kjærsgaards billede danser for fuld skrue, mens hun triumferende forkynder, at vi skal bekæmpe de antidemokratiske kræfter ved hjælp ad nødret og afskaffelse af menneskerettigheder.

Et grumt billede, men sandt. Og Adam O. skåner heldigvis heller ingen, når han tegner. Der bliver delt ud til både højre og venstre, men altid med skytset rettet mod dem, som har magten og dermed muligheden for at gøre en forskel.

Og således lever Adam O. op til satirens fineste mål, som er kombinationen af at more og at udstille magten og dens ansigt præcis så terminator-dæmonisk, som den er det i denne uhyggelige tid, hvor vinteren på alle måder er på vej indover Danmark, som man også ser det i en kuldegysende tegning af Kristian Thuelsen Dahl.

En af bogens gennemgående figurer er dog hverken berømt, rig eller på anden måde fuld af magt. Det er nemlig den lille, filosofiske mus, der altid rammer hovedet på sømmet med sine små kommentarer (på jysk), som når den fx efter en massiv omgang giftgul ytringsfrihed, konstaterer, at her er der ikke tale om grundsubstansen i vores demokrati, men i stedet blot opkast.

Andre emner er miljø, overvågning og økonomisk kriminalitet, som også tegnes barsk og bidende. En af de bedste er tegningen med blodet på scenen og de tre dødningeskeletter ved navn kontrol, overvågning og intolerance på lur til at tage over. Et uhyggeligt billede på, hvad det er for et samfund, som Adam O. frygter og ser komme – hvis ikke vi allerede har det. Et samfund og et lille rige, som ingen ønsker at komme til – hvad der i øvrigt passer de fleste af personerne i bogen ganske godt.

Og skulle man være i tvivl, kan man se på Inger Støjberg der som en anden (sindssyg) Hamlet står med menneskelighedens kranium i sin hånd og med øjne lysende af vanvid udtaler ”Travel not to the State of Denmark – Madness Reigns Here”. En tegning i øvrigt godkendt af Integrationsministeriet. Djævlen sidder i detaljen, plejer man at sige. Hos Adam O. er der tit en uddybning af pointén til den, der læser det hele i tegningen, også det med småt. Så det gælder om at have øjnene med sig.

Ang. det tegnetekniske, så er der selvfølgelig fyret godt op under den klassiske, satiriske streg, hvor de forskellige personers karakteristiske træk bliver fremhævet – her ofte netop i selskab med forskellige kendetegn fra kendte skurke og monstre. Det giver grin og genkendelse – og gør, at man ikke slipper bogen, men hele tiden læser videre.

Et andet godt flow er, at bogens tegninger veksler imellem at være i farver eller i sort og hvid, fylde hele siden eller en del af en side, være en del af en kendt referenceramme som fx Olsen Banden på havnen – eller det er Adam O. , der selv skaber situationen.

Danmarksbloggen både gøs og grinede hele vejen gennem ”Det lille rige med svovlstikkerne” og kvitterer med fem farveblyanter ud af seks mulige.

Bogen ”Det lille rige med svovlstikkerne” udkommer i dag på forlaget Fahrenheit. Den koster 129 kroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Gerda Wegener – Danmarks glemte kunstdatter

Udgivet den af
Svar

På kunstmuseet Arken i Ishøj åbner årets måske vigtigste udstilling i overmorgen lørdag d. 7. november. Den omfatter mange af Gerda Wegeners værker.

Men hvem er hun, spørger du måske? Gerda Wegener er intet mindre end Danmarks glemte kunstdatter. En af dansk kunsts allerstørste kvinder, som desværre har været praktisk talt fraværende fra bevidstheden i dansk kunstliv, siden hun døde fattig og syg hjemme i Danmark i 1940.

Men nu tages der revanche på Arken – og det med manér, hvor den besøgende bydes indenfor til en udstilling, hvor Gerda Wegners sprudlende og farverige billeder kommer helt til deres ret i de store rum, der til fulde understreger Gerda Wegeners overdådighed og detalje-rigdom, når det drejede sig om at skildre kvinder, skønhed og sensualitet.

Historien om Gerda Wegener er dog ikke – som man måske ellers kunne forvente – historien om den fattige kunstner, der først bliver berømt mange år efter sin død.

Tværtimod. I sin samtid var hun elsket og hyldet, især i det Paris, hvor hun boede i små 20 år (fra 1912 og til 1931), og hvor hun skabte noget af sin bedste kunst, der omfatter både malerier, tegninger, satire, reklametegninger og meget andet. Hun modtog fx også flere hædersbevisninger i Frankrig – og Louvre købte tre af hendes billeder, som i dag kan ses på Centre Pompidou i Paris. Pt. er to af dem dog i Ishøj.

Gerda Wegener var nemlig ligeså produktiv og alsidig i sine kunstneriske udtryk som den senere Bjørn Wiinblad, der også udstiller på Arken indtil midt i januar – og hun var ligeså stringent i sine motiver.

Gerda Wegeners motiv er så altid kvinden og det kvindelige (også når hun portrætterer en mand), kvinden når hun er yndefuld, smuk, fuld af poesi og sensualitet. Men for Gerda Wegener var kvinden mere end blomster, bløde kurver og lange, smalle hænder. Kvinden var tillige styrke, sovekammerøjne, make-up, behov, begær og bevidsthed om egen identitet – og Gerda Wegener, som jo selv var kvinde, kunne derfor male kvinden på en helt anden måde end mange mandlige malere.

Og netop det med identiteten spillede en stor rolle for Gerda Wegener og hendes mand Einar Wegener, der udover selv at være kunstner, også var kvinde, muse og et yndet male-objekt for Gerda Wegener under navnet Lili Elbe, hvor han poserer i yndefulde positioner, næsten altid set bagfra – og altid med make-up og i omgivelser fulde af Gerdas karakteristiske farver, detaljer, blomster og måske andre kvinder.

I samtiden var der nemlig kun få, som vidste, at Gerdas mand var transkønnet og modellen til de mange Lili-portrætter – også selvom parret boede i Paris, hvor de var højt skattede og havde det som fisk i vandet i de frisindede, legende og eksperimenterende 1920´ere.

Hele historien omkring Einar/Lili Elbe er i øvrigt blevet filmatiseret, og filmen ”The Danish Girl” får premiere i USA i slutningen af måneden – i Danmark dog først til februar næste år. Alt sammen er det fint i tråd med den interesse, som der pt. er i kunsten for at undersøge kønnets grænser, og hvad det vil sige at være mand versus kvinde. I den sammenhæng skal også Kasper Skovbøls danske film fra tidligere i år ”Sorte måne” nævnes. Den omhandler de samme problematikker og har den transkønnede model May Simón Lipschitz i hovedrollen.

Og ja, hele historien med Einar/Lili Elbe er en spændende og med samtidens ord pikant historie, selvom det hele får en tragisk endeligt, da Lili dør kun et år efter, at hun er færdig med den sidste operation, der har gjort hende til kvinde på alle måder. I mellemtiden har Gerda Wegener, der formentlig var biseksuel – lidt paradoksalt – giftet sig med en macho-italiener og lever derefter nogle år i Marokko, inden hun kommer tilbage til Danmark, hvor hun dør syg og fattig – og stort set glemt.

Men der er noget, som i Danmarksbloggens øjne er vigtigere end Einar Wegeners kamp for også fysisk at blive den kvinde, som han var psykisk, selvom det frihedsbudskab, som det indeholder, betyder meget – også i dag.

For tiden blev som bekendt en anden i løbet af 1930´erne. Krisen kom i kølvandet på krakket i Wall Street – og med den økonomiske depression fulgte trangen til letkøbte forklaringer og syndebukke, værst i Tyskland med nazismen og i Spanien og Italien med fascismen. Men også mange andre steder i Europa var der ikke længere plads til festerne og tolerancen og rummeligheden. Nu var alt leg og udforskning af grænser dekadent og forkert – og det hele skulle være konformt og kedeligt – og deri lægger det større og vigtigere budskab i vor tid, hvor nationalismens spøgelse igen huserer overalt i Europa – og der atter kun er plads til enkle forklaringer på komplicerede sammenhænge, syndebukke, ensretning og gråhed, både kulturelt og politisk.

Det er farligt – ligeså farligt som dengang Gerda Wegener levede. Og vi behøver mere end nogensinde siden 1930´erne Gerda Wegeners farver og sprælskhed. Vi har brug for friheden, for hendes og hendes mands leg med grænser og motiver, med åbenhed og privatliv.

For nok ser vi stort set kun yndlingsmotivet Lili bagfra – men ikke forfra. Det, som i mange år kunne afsløre hende som født mand, forblives skjult, så hun på billedet kan være kvinde med stort K. Og deri er et budskab, også til os, som ikke er transkønnede, om at ja, vi må godt have hemmeligheder – også og måske især i en overvågnings- og kontroltid som vores.

På Arken er der imidlertid ikke noget, der forbliver skjult. Her kan man se stort set alle vigtige Gerda Wegener-værker: Portrætter af kvinder – også det berømte af Ellen Levinsen, de klassiske Lili-billeder, satire-tegninger, reklamer – og selvfølgelig de erotiske, som med nutidens øjne er meget uskyldige, men som dengang har været modige, også fordi de viser både onani og pigesex.

Men selvom der ikke var noget erotik, noget transkønnethed, noget alt muligt af det, som tænder og giver opmærksomhed i vor tid – så skal man se udstillingen alligevel. For det er simpelthen god kunst – helt enkelt.

En nærmest nutidig kunst baseret på at Gerda Wegener havde både kundskaber og et budskab omkring livet og mennesket som noget, der godt måtte være farverigt, eksperimenterende og fuld af glæde og fest.

Væk med den nordiske minimalisme og den protestantiske idé om at kunne nøjes – og ind med den mere latinske overdådighed, nydelse og skønhed. Sådan skal livet også være – og sådan var det i lange perioder for Gerda Wegener, der både kunne male og tegne – og give sine figurer på lærredet liv og sjæl. Både de ukendte og de kendte, som datidens danske balletstjerne solodanserinden Ulla Poulsen, som Gerda lærte at kende i Paris, og som blev en ven for livet – og hvis meget berømte portræt normalt hænger i Hofteatret i København.

Pt. er billedet dog i Ishøj. Og Danmarksbloggen anbefaler alle at tage dertil og se udstillingen af Gerda Wegeners værker, der i samtiden var modige – og som stadig er både levende og moderne. Og inspirerende for fremtidens kunstnere, håber Danmarksbloggen. For her er det gode håndværk, den kunstneriske kunnen og den kunstneriske nødvendighed for at fortælle sin historie i højsædet i samtlige værker.

Værker, hvoraf mange er i privateje – så det er NU chancen er der. Nu og indtil 16. maj næste år. Så: Kom, kom – og kom igen til Arken. Det er Danmarks glemte kunst-datter, som vi her kan lære at kende – og det gøres bedst foran hendes billeder og gerne i flere omgange, så man får alle penselstrøgene med – også dem, som hun lavede med kun ét enkelt hår.

Danmarksbloggen hylder Gerda Wegener og Einar Wegener/Lili Elbe og deres mod – og giver udstillingen seks svungne pensler ud af seks mulige.

Udstillingen kan ses i perioden 7. november 2015 – 16. maj 2016.

Læs evt. mere om Gerda Wegener her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6656

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Lyset og lykkens edderkop

Udgivet den af
Svar

Kan en edderkop passe på en ulykkelig pige? Ja, i hvert fald i Anemoneteatrets nye forestilling ”Lyset og lykkens edderkop”

For Anemoneteatret har gjort det igen. Taget et af livets store emner og lavet en forestilling, som både børn og voksne kan få meget ud af.

En af de faste moraler i Anemoneteatrets forestillinger handler om at leve er at turde – samt at have hjertet på rette sted. Således også i ”Lyset og lykkens edderkop”, hvor sangen om lyset, hånden og hjertet endda er den forløsende kraft undervejs på den lange rejse, som pigen Ida og den kloge og glade edderkop Alfred tager ud på, da de skal finde øen, så Ida kan få sit store ønske opfyldt;

At blive i farmors hus, som hun ellers skal flytte fra, da farmor er død – og forældrene vil have Ida med ind til en fin lejlighed med eget værelse med både balkon og havudsigt. Men det vil Ida ikke. Og så tager den lange rejse sammen med edderkoppen Alfred over havet sin begyndelse. En rejse, der understøttes af musikken, der både kan være barsk og rå, men også munter og livlig – og altid passende til fortællingen.

Det bliver en rejse ud i det ukendte. En rejse, der inkluderer mødet med både tågen, en hval, en vagt – og den sidste store kamp mod heksen Hykla.

En rejse, der ligesom hele stykket er mere mørk, mere dyster og noget mere dramatisk end Anemoneteatrets forestillinger ofte er – men det gør slet ikke noget.

Tværtimod – i en tid hvor mange børn curles, pakkes ind i vat og sukkersøde forsikringer om happy ends og i det hele taget skærmes så meget mod verden og livet, at de bliver livsuduelige – er det både godt og rigtigt med en portion saltvand, tåge og farer. Alt sammen viser det de 5-10-årige, at bedstemødre dør, børn er ensomme og alene i verden med forstenede forældre, der holdes fangen af hykleriet og alt det andet grumme, som Ida møder på sin vej med de lige dele ærlighed og kærlighed, som hun besidder så meget, at hun forærer sit ekstra lys væk.

Lys, som hun ellers skal bruge for at sikre sig, at hendes elskede – og nu afdøde – farmor kommer i himlen.

Men Ida giver al sin kærlighed gennem hele forestillingen til alle og enhver, som hun møder. Og den, der giver, er også den, der får – og det gør Ida også i ”Lyset og lykkens edderkop”. Hun får selve livet tilbage – endda sammen med indsigt og modenhed – og en ny ven. Mere skal ikke røbes her – og slet ikke, hvor hun og edderkoppen Alfred ender med at bo – og hvem Alfred også kender.

Det skal nemlig selv opleves sammen med en opsætning, der er smuk og fuld af enkle, men effektfulde virkemidler som fx tågen og skiftene fra kælder til hav til ø – og tilbage igen, men på en ny måde.

For sådan er livet. Intet bliver ved med at være som det var. Livets natur er forandring – og farer også. Og som Astrid Lindgren sagde det, så er vi ikke sat på jorden for at undgå farerne. Det handler om – som Ida gør det i ”Lyset og lykkens edderkop” – at møde udfordringerne og farerne og overvinde dem. For kun på den måde kan vi vinde os selv og vores eget liv.

Danmarksbloggen giver 5 store glade, dansende edderkopper ud af 6 mulige

Forestillingen spiller frem til og med 17. oktober

Medvirkende: Maria LaCour, Peter Schlie Hansen, Kristoffer Rosing-Schow, Stine Michel
Manus og idé: Anemoneteatret og Stine Michel
Instruktion: Lisbeth Lipschitz

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Halfdan. Livet er en morgengave”

Udgivet den af
1

Poetisk, musisk, indfølende og med stor sans for det hele menneske – så kort og dækkende kan man beskrive Teatret OPtimis´ voksen-cabaret ”Halfdan. Livet er en morgengave” om Halfdan Rasmussen og hans liv.

For når Allan Høier og Erik Axel Wessberg fortolker Halfdan Rasmussens tekster og bruger dem til at fortælle om den store digters liv fra den fattige start på Christianshavn over tosserierne, både på papiret og i privatlivet, og til det hele slutter en forårsdag i 2002, så får vi det hele med – og ikke kun vrøvleversene og børnesangene, som de fleste danskere forbinder med Halfdan Rasmussens navn.

Men Halfdan Rasmussen var mere end det – også selvom han beskrev sig selv som en 14-årig sjæl, uanset hvad alder og form, kroppen var i.

Halfdan Rasmussen så og skrev nemlig med helt skarpe øjne om sig selv – og om den evige kamp mellem lyset og mørket, som han kæmpede med – og som fik ham til at prøve at begå selvmord, men også til året efter (i 1967) at skrive den ABC, der i dag står som et hovedværk i dansk børnelitteratur.

Det er selvfølgelig også med i voksen-cabareten sammen med brylluppet med kollegaen Esther Nagel og de to troldeunger, som de får sammen – men vi hører også historien om det tredje barn udenfor ægteskabet, kvinderne og alt det andet. Og det synges og fortælles endda på en meget Halfdansk måde uden føleri – og uden pædagogiske og moralske pegefingre, men i stedet med dét glimt og dén timing fra scenen, som man også møder i Halfdans Rasmussens egne rim og remser.

For de er trods alt det, der i dag definerer Halfdan Rasmussen, selvom han oprindeligt startede med at skrive dem for at tjene penge. Hans hu stod nemlig i de unge år til kronikkerne og de mere dybe digte, som dem, der kom fra vennen og digterkollegaen Morten Nielsen, der blev skudt af tyskerne under besættelsen. En tid, der satte sig dybe spor i Halfdan Rasmussen, der også selv var aktiv modstandsmand.

For Halfdan Rasmussens rim og remser, børnesange og fjollerier blev til på en baggrund af humanisme, alvor og samfundsengagement – og så en stor legelyst og nysgerrighed, som man også fornemmer hos Allan Høier og Erik Axel Wessberg, når de – selv på en brandvarm sommersøndag – folder sig ud i PH-cafeen på Vesterbro.

For let, legende og flydende som livet og poesien selv glider vi igennem et helt liv på 2 x 40 meget musikalske minutter. For Allan Høier kan synge og gestalte – og Erik Axel Wessberg kan spille, og sammen danner de to et makkerpar, der får Halfdan Rasmussens ord ud og ind i sjælen på os, som sidder og lytter – og som mener, at vi kender Halfdan Rasmussen.

Og det gør vi også – og så ikke alligevel – og noget har vi også glemt. Nå, ja – det var jo også ham, der skrev dén sang, siger en dame ved siden af mig, mens jeg selv tænker: Nå, ja – hans elskede Signe var oprindeligt gift med Benny Andersen. Nå, ja – og sådan fortsætter det med jobbene som svajer og arbejdsløsheden til mandens store sanselighed og evne til at nyde livet og livets goder.

For ja, livet er en morgengave, og Halfdan Rasmussen vidste, at der ikke er nogen bytteret – men derimod en udvidet brugepligt til at få max ud af livet – og dét levede han op til i hele hans liv og virke. Fra de små kår på Christianshavn og til han sidder i huset i Saunte ved Hornbæk og er kommet på finansloven og i Den Blå Bog.

Det hele rulles op og ud hos Teatret OPtimis, og man føler, at man lærer denne store dansker lidt bedre at kende, selvom han også hele tiden smutter fra én. For som Allan Høier siger det: Måske bruges rimene og alt det sjove også til at skjule en stor blufærdighed?

For ja, Halfdan Rasmussen turde nok tage en paraply i hånden og kaste sig ud fra et vindue i troen på at kunne flyve, både bogstaveligt som 12-årig dreng og senere i livet på mere spidsfindige måder. Men han var også en mand, der om sig selv sagde: Jeg skiver både sjove og triste digte – mine venner vil helst læse de første, jeg vil helst læse de sidste.

Alligevel – eller måske netop derfor – var Halfdan Rasmussen en solens og en livets mand – og som sådan bliver han her i året for hans 100-årsdag hyldet på scenen – og senere af os alle sammen, da vi ligesom børnene gjorde det, da hans kiste blev båret ud af kirken, sang Mariehønen Evighed.

En sang om livet og hverdagen, og det altid at være på vej og om mødet med alle de andre. En sang, som alle danskere kender og elsker – og som i denne forestilling får en ekstra dybde, når vi synger den alle sammen til sidst – nogle af os med en klump i halsen og et par tårer i øjnene.  For nok er det en glad børnesang, men med digterens liv just fortolket så formidabelt som Allan Høier og Erik Axel Wessberg gør det, så får den en dybere – og mere alvorlig – tone, som gør, at den OGSÅ er en voksensang.

Danmarksbloggen giver fem store mariehøner ud af seks mulige.

”Halfdan. Livet er en morgengave” er en ud af mange cabaret´er, som i snart 25 år har været opført af Teatret OPtimis. På scenen ses Allan Høier som fortæller og sanger, mens Erik Axel Wessberg står for musikledsagelsen. Voksen-cabareten er instrueret af Bo Skødebjerg og spiller i de kommende sensommersøndage på PH-cafeen i København, men også andre steder. Så læs mere på www.optimis.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Wiinblad på Arken

Udgivet den af
Svar

Danmarks store, internationale kunstner Bjørn Wiinblad udstilles i øjeblikket på Arken i Ishøj.

Danmarksbloggen var forbi i sidste uge og kan konkludere, at udstillingen er et besøg værd: Illustrationer, fade, vægtæpper, vaser, kulisser, kostumer, plakater og meget mere kan beses i de store sale, hvor der er godt med plads både i højden og i bredden til at man for alvor kan nyde Wiinblads værker, der på en og samme tid er både så mangfoldige og så ens.

Mangfoldige fordi han arbejdede med så mange forskellige farver og i så mange forskellige materialer – men ens fordi motivet stort set var det samme gennem hele hans virke. Nemlig mennesker – primært ansigter – fra nord, syd, øst og vest, fortid og nutid, der alle fremstilles med de farvestrålende, runde og svungne kurver, der sammen med allehånde små detaljer var så karakteristiske for Wiinblad.

Danmarksbloggen vil derfor udnævne Bjørn Wiinblad til konceptkunstner med tema´et: “Runde ansigter fra hele kloden”

Arkens udstilling, der løber frem til d. 17. januar 2016, skal derfor også have fire store runde og glade Wiinblad-hoveder ud af seks mulige.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Der var engang engang

Udgivet den af
Svar

For 14´ende gang byder Grønnegårds Teatret velkommen til familieforestilling under de grønne trækroner i Designmuseum Danmarks gamle have – og traditionen tro er det de kommende tredje års-studerende fra Den danske Scenekunstskole i København, der står på scenen i forestillingen, der i år hedder ”Der var engang engang”.

De talentfulde unge mennesker har nemlig kastet sig over en moderniseret og opdateret version af H. C. Andersens ”Den Grimme Ælling”. Og lad det være sagt med det samme:

De otte teaterstuderende gør det forrygende godt og med en skøn blanding af humor og alvor, livsmod og intensitet, som snart får publikum til at grine højt, snart til at sidde knuget af medfølelse med den stakkels ælling, der skal så grueligt meget igennem, før den bliver en smuk – og i bogstaveligste forstand – hvid svane.

Scenen er et bræddegulv lagt på græsset, og rekvisitterne er så få, at de næsten kan tælles på en hånd. Men det er kun en fordel, at rammerne er så enkle. For så bliver det helt tydeligt, hvor dygtige de unge mennesker er til at bruge deres krop til at fortælle historien, der bliver flerdimensionel, når den formidles med så overbevisende bevægelser og mimik. Og måske især med de meget vellykkede gengivelser af naturens og dyreverdenens mangfoldighed af lyde og udbrud.

Af og til må lyden af en rappende and, en kvækkende frø og alt det andet dog vige for den klassisk talte replik, der oftest citerer H. C. Andersens egne ord. Ord, som også i det 21´ende århundrede taler til os om vigtigheden af at være elsket og høre til. Men også om hvor let det er at blive fanget i egen selvtilstrækkelighed og tro, at hele verden ikke er større end den hjemlige andedam.

En pointe, som i øvrigt er mere aktuel i verden i dag, end den har været det siden 2. verdenskrig. Men verdenen er større end den lokale andegård – og det ved ællingen. Den bliver også ved med at prøve at finde og skabe sig en plads i verden, selvom den er uønsket både her og der – og må kæmpe så meget, at den næsten bukker under.

Heldigvis ved vi jo, at det ender godt. En viden, der også gør rejsen lidt lettere. For undervejs i forestillingen hvirvles man ind i ællingens følelse af fortabthed, så man selv bliver en del af det lille udstødte væsen. Så det er ikke kun på scenen, at det er en stor forløsning, når det hele ender godt og den nu voksne svane kan sprede vingerne, flyve og konkludere, at det ikke gør noget at være født i en andegård, når blot man har ligget i et svaneæg.

Og så er også vi på tilskuerpladserne glade og lettede, og der smiles stort under den afsluttende sang, der samler os alle i historien om der VAR engang engang. Men hvem ved? Måske der også ER engang engang?  Og BLIVER engang engang?

For tror man på eventyret – og det gør alle, der er børn, børn i hjertet, som der står i et andet H. C. Andersen-eventyr – så kan det hele kun ende med: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.  

Danmarksbloggen giver fem ud af seks ællinger.

Stykket spiller til og med 19. juli. På scenen er: Stanley Tawfik Bakar, Anne Sofie Wanstrup, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Ingrid-Marie Troelsen, Julie Jeziorski Jensen, Peter Schlie Hansen og Sebastian Aagaard-Williams. Mariana Palacios er på piano. Det er Charlotte Munksø, der har instrueret. Hun har også lavet manuskriptet sammen med Mette Borg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”.

Udgivet den af
Svar

Gakket, skørt og helt igennem morsomt.

Så kort kan man beskrive Dansk Rakkerpaks nye gade-forestilling ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”, der traditionen tro baseres på mimik, stunts, komik og musik – og dermed det internationale sprog, som alle mennesker taler.

Men ser man bagom den åbenlyse spaghetti-western-fortælling, som de fire medvirkede flot skaber med både timing og i tæt samspil med publikum og musikken, så bliver det hele endnu mere skørt, endnu mere gakket, ja det bliver nærmest grotesk.

For så handler det ikke blot om cowboys og en enkelt cowgirl i intens kamp om guldet, men om vor egen tid og vort eget samfund, som stykket også starter i, inden vi hvirvles tilbage til 1800-tallet og Det Vilde Vesten.

Eller gør vi nu det? For er vi ikke alle stadig vilde og uciviliserede guldjægere her i Vesten, selv dem, der arbejder for kommunen, og glæder sig til det bliver weekend? Er vi ikke stadig her i 2015 i gang med alles kamp mod alle? Er vi ikke – også i Danmark – konstant klar til at skyde hinanden ned for at finde og vinde guldet?

Danmarksbloggen vil sige ja.

Andedammen er stadig et vildt og barbarisk sted – og det er bestemt ikke blevet mindre efter folketingsvalget, der paradoksalt nok fandt sted samme dag, som stykket havde premiere. Det var der noget nærmet profetisk over …

Det kan der måske også være over slutningen af stykket – og over vinderen. Det vil vise sig i de kommende år. For mere skal ikke røbes her.

Dette stykke skal nemlig ses og opleves med alle de prutter, stunts, spanske gloser, musikalske indslag og henvisninger til diverse westerns, som det er spækket af – og som kalder latteren frem – og senere eftertænksomheden.

For mange mennesker kan meget sammen, som vi alle sammen starter med at sige, inden stykket går i gang, og fællesskabet opløses i individernes hovedløse og ødelæggende alles-kamp-mod-alle.

Men sådan er det jo også  i samfundet, vil de moderne lykkejægere hævde. Vil man opnå noget, må man konkurrere og vinde, siger de og rager til sig, mens de tramper på andre undervejs, som de endda finder morskab i at nægte basale goder som fx det vand, som vi alle sammen både direkte og indirekte er afhængige af, hvis vi skal overleve. Noget, som vises mave-krampende godt i “Den gode, den onde og den ufatteligt grimme.”

Det er i øvrigt også derfor, at en anden 1800-tals-klassiker “Dybbøl Mølle maler ad helvede til” stadig holder. Desværre. Men det gør tesen om sammenhold også. Heldigvis.

For det er kun sammen, at vi er stærke. Hver for sig er vi dømt til undergang, uanset om vi lever i 1800-tallet eller i 2015, har en boremaskine som pistol eller jager efter et kryds på et lortebeskidt skattekort.

For den virkelige skat er ikke det gods og guld, som man oven i købet må skjule for de andre, hvis man vil nyde det. Nej, det rigtige guld er sammenholdet og fællesskabet, som vist aldrig er hyldet mere indirekte end her hos Dansk Rakkerpak.

Danmarksbloggen giver fem og en halv ud af seks cowboyhatte. Danmarksbloggen vil også anbefale alle, der indtil 5. juli opholder sig i eller i nærheden af København, at tage turen forbi Vor Frue Plads og opleve komik i absolut Reumert-klasse.

Apropos Reumert, så var Dansk Rakkerpak nomineret til en Reumert-pris for sidste års forestilling ”Psycho”.

Men nu handler det altså om ”Den gode, den onde og den ufatteligt grimme”. Stykket er gratis og spiller tirsdag – fredag kl. 19 – og lørdag-søndag kl. 16. Det foregår på pladsen mellem Vor Frue Kirke og Københavns Universitets hovedbygning på Vor Frue Plads midt i København.

Bagefter tager stykket på turné rundt i det danske sommerland. Læs mere på www.danskrakkerpak.dk

De medvirkende er: Niels Grønne, Niels Peter Kløft, Søren Møller Pedersen og Olivia Franciska Fevel Borgels. Det er d´herrer Grønne og Kløft, der står bag ideen, mens Lene Skytt har instrueret. Scenografien står Christian Q. Clausen for, mens Lise Zitta Østergaard har taget sig af kostumerne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Boganmeldelse: Spøgelserne (lever endnu) på Frilandsmuseet

Udgivet den af
1

I 2013 kom første version af Steen Langstrups bog ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”.

Bogen, der hurtigt blev en stor succes, handler om de spøgelser, som både ansatte og besøgende gennem mange år har mødt på Frilandsmuseets gamle gårde, der ligger spredt ud over landskabet i Kgs. Lyngby nord for København.

Spøgelser, der kan være harmløse og blot tilstedeværende som ”den grå mand”, men også truende som ”den hvide dame” eller ligefrem direkte farlige som ”dødens arme”, der trækker dem, der kommer for tæt på, med ned i alkovens dyb og måske længere ned endnu.

For der er mange gårde på Frilandsmuseet – og mange spøgelser. Og vi møder dem alle sammen i bogen ”Spøgelserne på Frilandsmuseet”, der på fredag d. 15. maj udkommer i en revideret og udvidet version, hvilket er en rigtig god ide.

For 2015-versionen af bogen er opdateret med dugfriske – og særdeles nutidige – beretninger om mødet mellem almindelige danskere og genfærd. Og det gør en i forvejen rigtig god bog så meget bedre, når man kan læse, at de overnaturlige hændelser også skete så sent som i 2013 og 2014.

For så kan man – mens nakkehårene rejser sig – konkludere: Spøgelserne lever endnu på Frilandsmuseet – hvis man ellers kan bruge ordet lever om spøgelser, der jo i sagens natur må forventes at være døde!

Men vigtigst er, at det også betyder, at man selv – med lidt held – kan møde spøgelserne og genfærdene derude, hvilket appellerer til både fantasien og nysgerrigheden.

Et oplagt tidspunkt at prøve, om man selv kan se, høre eller fornemme et spøgelse er selvfølgelig i forbindelse med de meget velbesøgte ture, som Frilandsmuseet arrangerer i de mørke efterårsaftner omkring Halloween. Men også resten af året – selv en solrig sommerdag – kan et genfærd manifestere sig ifølge bogen.

Både mænd og kvinder har i hvert fald oplevet lidt af hvert på alle tider af året. Undertegnede er desværre ikke en af dem. Jeg var ellers med på en af første spøgelsesture i efteråret 2013 – og ja, det var skræmmende med mørket, lygterne, historierne og den sorte kiste.

Men desværre hverken så, hørte eller mærkede jeg noget. Jeg håbede det ellers. På den anden side, så har jeg det lidt ligesom bogens forfatter Steen Langstrup: Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg kan godt blive bange for dem alligevel.

Og så har jeg endda ikke engang været med på spøgelsesjagt med professionelle spøgelsesjagere, som Steen Langstrup har været det i flere omgange. For Steen Langstrup går hele vejen og har både besøgt kirkegårde i de egne af landet, hvor Frilandsmuseets gårde oprindeligt stammer fra – samt været med på spøgelsesjagt en midvinternat og en fuldmånenat.

Især den sidste tur rystede den garvede gyserforfatter – hvilket der også er kommet et spændende kapitel ud af i bogen, hvor man kan læse om både kuldefornemmelser, hvisken af stemmer, der ikke burde kunne høres i tomme rum samt mystiske skygger i vinduer med mere.

Der er også et kapitel, hvor Steen Langstrup har en spændende samtale med museumschef på Frilandsmuseet dr. phil Peter Henningsen om netop problematikken omkring spøgelser, videnskab og psykologi. Noget, der sætter bogens personlige beretninger og reportager i relief.

Endelig er der – selvfølgelig – også en opfordring til fortsat at rapportere det til Steen Langstrup, hvis man selv oplever noget usædvanligt. Der kunne altså med andre ord godt være lagt op til en version 3 af bogen, som Danmarksbloggen i så fald glæder sig til at læse til dén tid.

Indtil da vil Danmarksbloggen ile med fem genfærd ud af fem mulige for denne herlige anden version af en bog, der giver både masser af gys – og en stor lyst til selv at gå på spøgelsesjagt derude i de gamle gårde.

Undertegnede ved ihvertfald godt, hvor turen skal gå hen en regnvåd og mørk dag i sommerferien: Nemlig på spøgelsesjagt på Frilandmuseet.

Steen Langstrup: ”Spøgelserne på Frilandsmuseet.” Udgives af 2 Feet Entertainment. I samarbejde med Frilandsmuseet. Udkommer 15. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Bamse og den kinesiske prinsesse” – også for voksne

Udgivet den af
Svar

H. C. Andersen skrev eventyr FORTALTE for børn – dvs. der altid var mindst to lag i historien, det umiddelbare, der skete i bogen, og som børnene forstod – og så laget nedenunder, som de voksne også fik med.

Anemoneteatret har en lang, fin tradition for at følge samme gode opskrift, idet stort set alle deres forestillinger er teater SPILLET for børn – men der er altid et lag mere hos anemonerne på scenen end det umiddelbare. Et lag, som de voksne fanger – og som man kan håbe også går ind i underbevidstheden hos de små.

For det er altid budskaber om medmenneskelighed og rummelighed, som der spilles på, med og udfra på Anemoneteatret.

Således også i stykket om den brune Bamse, den fine kinesiske prinsesse og de to ærkedanske børn Jens og Marie, der med deres bold og dukkevogn, kasket og sneakers er billedet på alle tiders danske børn fra Skagen til Gedser, fra Vestkysten til Kultorvet i København – og det lille teater med anemonerne, der ligger så tæt på. Og som, da Danmarksbloggen var der, var fuld af glade, opmærksomme og engagerede børn, der spændte og med store grin og ligeså store øjne slugte det hele råt.

Nu skal alt selvfølgelig ikke røbes her, men tro mod eventyrgenren er der både en prinsesse, en drage, en and og en skrubtudse med i historien. Der er også leg med størrelser – og universer.

For hvad er virkeligt? Parken, hvor Jens og Marie leger hele dagen, inden de skal hjem til den varme kakao? Eller søen, hvor Bamse næsten drukner på vej over til den kinesiske prinsesse, der bor på øen – og som er så ensom, selvom hun kender broen og godt ved, at en bro er lavet, fordi man skal gå over den.

Den kinesiske prinsesse har blot ikke turdet det endnu – hun manglede nemlig en af følges med over til den anden side. Hun manglede en brun bamse, der gav tryghed og en stor pote at holde i. Men her kommer han og følger med hende gennem skoven, selvom han også er bange. Så bange for den store drage, som han havde hørt en fæl historie om.

En historie, der som så mange andre myter – også dem, som de voksne fortæller hinanden om verden omkring os – kun er den halve del af det hele, da Jens ikke havde nået at læse hele historien, men kun starten – og så altså slutningen. For resten havde drengen (som alle andre ville gøre det) selv gættet sig til. Men som altid når vi ikke ved noget med sikkerhed, så laver vi billeder oppe i hovedet, billeder, der sjældent holder til et fakta-tjek.

For de billeder bliver så ofte til vrangbilleder, idet de næsten altid gør dét ukendte til noget slemt, og de ”fremmede” til nogen, som vil os det ondt. Således også i ”Bamse og den kinesiske prinsesse”, hvor den i fantasien så farlige drage i takt med at træerne forsvinder – og udsynet til den fine kinesiske pavillon kommer til syne – viser sig at være skønhed – og ikke spor farlig.

For sådan er det, når vi tør møde verden med et åbent sind og ligeså åbne øjne – så forsvinder alle træer, og så kan vi se skoven. Så ser vi hinanden som den kinesiske prinsesse, der i Bamse ser en ven, som hun ikke har mødt endnu. Og heldigvis er Bamse en klog bamse, der tager imod den udstrakte hånd og den varme kinesiske te.

Og endda så meget at han kan bagefter gå med hende over broen – og hjem til den kakao, der venter – også til den kinesiske prinsesse.

Og også selvom Jens bekymret spørger, om der nu er nok til fire. Ham, Marie, Bamse – og så det nye eksotiske medlem af familien: Den kinesiske prinsesse. Men det er der, siger Marie og tilføjer: Ellers kan hun bare få noget af mit.

Enkelt – og gribende. For det er det, som livet handler om: At mødes og dele med hinanden – og det bliver i ”Bamse og den kinesiske prinsesse” fortalt både poetisk, eventyrligt og med sang og musik, eminent spillet på selve scenen.

Det er ganske vist: Gak i Anemoneteatret og bliv vis – ikke kun på at dem, der arbejder med og for børn må være de lykkeligste mennesker i verden, når de kan få lov til at optræde foran sådan en flok glade og umiddelbare væsner to gange om dagen.

Men se og bliv vis – også på nogle af de andre problemstillinger, som fylder i verden, de voksnes verden vel at mærke. For i børnenes verden kan en vralteand sagtens rime, en skrubtudse synger selvfølgelig opera, og man følger også glad og gerne med en prinsesse gennem krattet, selvom man er en bange bamse.

For eventyret venter – og som H. C. Andersen også sagde dét: Men livet er nu det bedste eventyr.

Et eventyr som en bamse, en kinesisk prinsesse og to børn møder med en åbenhed, en accept og især et mod, som vi voksne kunne lære meget af. Børneteater er nemlig i høj grad også for voksne – og især når det er en kaliber som her.

”Bamse og den kinesiske prinsesse” er en genopsætning af Anemoneteatrets populære forestilling fra dengang far var barn.

Danmarksbloggen giver fem krukker sød, kinesisk honning ud af fem mulige. 

Stykket spiller på Anemoneteatret i perioden 21. apr – 17. maj.
Tilladt fra 3 år – og anbefalet til 8 år (Danmarksbloggen mener 99 år)
Varighed: 50 min.

Medvirkende m.fl.:
Forfatter: Jan Mogensen
Dramatisering: Bendt Hildebrandt og Anemoneteatret
Musik: Sven Dam Meinild og David Blangstrup
Scenograf: Annika Nilsson
Instruktør: Lisbet Lipschitz
Skuespillere: Maria La Cour og Mikkel Trier Rygård

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk