Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: Den danske borgerkrig 2018-24

Udgivet den af
Svar

Der er under to år til borgerkrigen starter i Danmark – i hvert fald hvis man skal tro forestillingen ”Den danske borgerkrig 2018-24” på Nørrebro Teater, der er bygget over Kaspar Colling Nielsens roman. Og lad det være sagt med det samme: Det er skræmmende teater – allermest fordi det er alt for tæt på vor tid fra personer over replikker og til handling.

Nu skal handlingen ikke røbes her, men hvis Danmark fortsætter ad den vej, som vi pt. er slået ind på, er stykkets handling et plausibelt – og meget voldeligt – bud på, hvad der KAN ske i vores lille lokale andedam, som slet ikke er så idyllisk og fredelig, som vi gerne vil tro.

Danmark er derimod allerede her i 2016 er et land, hvor uligheden øges meget og hurtigt, mens magthaverne gemmer sig bag deres kapital og politiske magt, der også omfatter våben i den sidste ende. Et land i krise, hvor få har for meget og alt for mange alt for lidt. Men hvor politikerne og de andre magthavere prøver at sælge tingenes skæve tilstand til vælgerne med floskler om danske værdier og dansk frihed.

Det kan ikke fortsætte. Det ved vi – og måske allerbedst os der oplevede COP15 i København i 2009 og deltog i den store fredsmarch ud til Bella Centret – og så magtens brutalitet overfor unge mennesker, der udøvede deres demokratiske ret, men som alligevel endte i det berømte futtog på den iskolde Amagerbrogade. Hos os rislede det ekstra koldt ned af ryggen mange gange, mens vi sad på Nørrebro Teater.

For tilbage i decemberdagene i 2009 var det nemlig ikke teater. Det var virkelighed, som fx da undertegnede – meget apropos lokaliteten Fætter BR bag Nikolai Kirke i København – blev stoppet netop foran dén butik af otte kampklædte politifolk med diverse skydevåben, der forlangte at se, hvad jeg havde i indkøbsposen fra Magasin. Jeg valgte så at samarbejde uden at brokke mig. Så efter de havde set mit nye halstørklæde, fik jeg lov til at gå videre.

Så heldige var de ikke alle sammen i forestillingen. Og det er måske også kun et spørgsmål om, hvor mange mennesker, der presses – og hvor meget de mennesker protesterer, før magten og kapitalen for alvor slår igen?! Overklassen kan nemlig i reglen godt kue underklassen, men ikke middelklassen. Den er simpelthen for stor – og for vant til at have det godt. Så middelklassen vil gå til oprør, hvis den føler sig truet på sin levestandard – og så har vi en situation, hvor COP15 var en hyggelig, lille generalprøve på, hvad magten kan og vil gøre for at bevare sin position.

Generalprøve var det til gengæld ikke på scenen, da Danmarksbloggen var på Nørrebro Teater. Det var derimod toptunet performance med både røg, lys, musik og andre effekter, der understregede stemningen – og handlingen. Alle virkemidler blev taget i brug, og som tilskuer var man ikke i tvivl om, at den seks år lange borgerkrig i Danmark 2018-24 var en blodig affære.

Alligevel var det stærkeste dog ordene som fx at høre Christiansborg, kampvogne og mortérgranater i samme sætning – eller når der blev talt om at skyde ned af Købmagergade. Gader og steder, hvor mange af os færdes hele tiden, og som vi har svært ved at opfatte som andet end fredelige steder. Eller det vil sige: Det har man ikke længere, hvis man tager en tur ud på Nørrebro og ser ”Den danske borgerkrig 2018-24”.

Stykkets hovedperson, en overklassedreng fra Rungsted, der har valgt at bo i en lille lejlighed på Nørrebro, er også meget uforstående til at starte med. Men han engagerer sig og oplever det hele, endda fra begge sider af den spånplade-mur ved Dronning Louises bro, der deler Danmark.

Selv tilhører han således den ene rige del, men han bor og lever hos den anden fattige og kæmpende del. Hvordan det nærmere spænder af – og hvad det afstedkommer for både ham og hans livs kærlighed Leonora, skal ikke røbes her.

Men det er en historie om stor kærlighed, filosoferen over dødens og krigens væsen og om at miste ikke kun livet, men også sig selv og evnen til at elske. Om at være bange for skygger, hvis man er rig – men måske også hvis man ikke er. For ingen af os kan undgå vores spøgelser. Det kan personerne i stykket heller ikke.

Virkeligheden og fortiden indhenter os altid, også selvom der er gået over 400 år efter borgerkrigen, og de (rige) udvalgte nu lever i evig ungdom og fornøjelse og seksuelle eskapader, som stykkets hovedperson også gør det. Men han må trods den materielle overflod og et avanceret stamcelleprogram sande, at et grundvilkår ved det at være menneske er ikke at kunne flygte fra sig selv.

Hvordan den erkendelse så spænder af, og hvilke konsekvenser den har for ham og hans trofaste hund – og hvilke små historier, der blændende fortælles undervejs som fx den om de små, flåede tomater, skal tilskueren selv have lov til at opleve.

Forestillingen kalder sig selv for en komedie – og der er også grinagtige scener undervejs, men siden Kasper Colling Nielsen skrev romanen i 2013, har samfundet bevæget sig i en retning, så smilene må stivne.

”Den danske borgerkrig 2018-24” er simpelthen uhyggelig realistisk i sin beskrivelse af, hvad der sker med mennesker og samfund, når troen på fællesskabet og demokratiet forsvinder ned i voldens og krigens bloddryppende mørke.

Danmarksbloggen giver fem stjerner ud af seks mulige.

”Den danske borgerkrig 2018-24”spiller til og med 22. oktober på Nørrebro Teater.

I rollerne ses: Nicolai Dahl Hamilton, Troels Thorsen, Malin Rømer Brolin-Tani, Benjamin Boe Rasmussen, Asbjørn Krogh Nissen, Marie Mandrup, Filippa Suenson, Nicolai Jørgensen og Sarah Boberg.

Det er Jakob Schjødt, der har instrueret. Claus Flygare har dramatiseret, og Nathalie Mellbye står for scenografien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Ilden – af Katrine Marie Guldager

Udgivet den af
Svar

I næste uge udkommer en bog, der har været ventet med længsel. Sjette og sidste del af Katrine Marie Guldagers Køgekrønike, hvor man fra tiden op til 2. Verdenskrig og gennem flere årtier og helt op til vor tid følger søskendeparret Leonora og Henry – og deres familier, både i generationerne før og efter Leonora og Henry.

Og det er ganske vist: De første fem bind gik direkte ind som Ulven gør det i først moderen Lilly og senere i sønnen Henry. Går ind, bider sig fast – og bliver dér i en blanding af blide erkendelser og hidsige rusk, som man kan genkende fra sig selv og sin egen familie – og fra kampen og arven mellem generationerne.

For Køgekrøniken handler nok – lidt – om Køge. Men strengt taget kunne de seks bøgers provins ligeså vel have været Roskilde, Hillerød eller Helsingør, der ligesom Køge er en købstad, der ligger i en afstand af en lille times togrejse fra København, som også spiller en central rolle i bøgerne. Så skulle fx Gummifabrikken og Brogade selvfølgelig have heddet noget andet, men det var nok gået endda. Men nu blev det Køge, og for den med lokalkendskab er det meget sjovt at læse om Kirkestræde, landsbyen Strøby Egede osv.

Men når nu det er en krønike, så skal de for byen vigtige lokaliteter jo også med. Og her savner man ikoniske Køge-lokaliteter som fx Lovparken, hvor der var alsangsstævner under krigen, og hvor Leonoras socialdemokratiske mand må havde været til 1. maj mange gange. Eller hvad med dansestedet Landsbyen, hvor både Leonora og Henry som alle andre fra Køge-egnen oplevede vigtige dele af deres spæde kærlighedsliv – og som næste generation også har besøgt med samme evige formål i 1980´erne. Der havde stedet så ændret navn til Ritz og var det smarte diskotek i modsætning til det mere folkelige diskotek SiSi nede på havnen.

Og sidst, men måske vigtigst: Så savner Danmarksbloggen Hugo´s Vinkælder, på køgensk bare Hugo´s, som ovenikøbet findes endnu – og som af mange omtales som det hyggeligste sted i Danmark at indtage sin øl. For stik mod navnet, så er Hugo´s faktisk mere kendt som et øl-sted end som et vin-sted, og vel at mærke et sted, hvor selv Ib Bertelsen ville have sat sine ben, men hvor også Peter ville have nydt at sidde henne i krogen. Hugo´s blev i øvrigt grundlagt i 1968, altså en sommer, hvor der også sker meget i Køgekrøniken og især i rivaliseringen mellem de to søskende Henry og Leonora – mens deres lillebror er nærmest ikke-eksisterende.

For det vigtigste i Køgekrøniken er det psykologiske og det sociologiske, altså forholdet mellem menneskene, både mellem ægtefæller, mellem veninder, mellem naboer, mellem bysbørn – men også og især mellem søskende – og mellem forældre og børn. De allernæreste blodmæssige bånd simpelthen.

For netop forholdet mellem generationerne og mellem søskende er i bøgerne – som i mange sammenhænge i livet – det, der definerer og bestemmer meget mere i tilværelsen, end vi måske har lyst til at gøre os klart. For så er vi måske alligevel ikke helt ligeså frie og selvkørende, som vi tror vi er – og som Køgekrønikens personer også hele tiden prøver at være – helt til sidste side, sidste ord.

Så uden at røbe det mindste, kan Danmarksbloggen forsikre, at bind 6 er ligeså sprudlende i sit sprog, ligeså springende i tid og sted og alligevel ligeså sammenhængende og ligeså medrivende som de fem første bind. Man vender hver side – og man stopper ikke, før man færdig og veltilpas (og lidt chokeret også måske) kan læne sig tilbage.

For nu ved man, hvordan det hele endte for Leonora og Henry og deres slægt – og dermed også de to søstre Frk. Lys og Frk. Mørke, der er nogle af de mest fascinerende figurer i Køge-krøniken.

Måske fordi vi alle har dem i os – som en evig kamp mellem lyset og mørket, mellem den arv vi har med fra vores forældre og søskende på den ene side og vores håb og planer for os selv og vores børn på den anden. Børn, som i sig har den samme kamp – og måske endda den samme ulv, som vi også kan have. I hvert fald indimellem, og allermest måske når vi glemmer at fodre den med kærlighed og omsorg.

For livet – som så ofte handler om det svigt, den egoisme og de løgne, som vi alle fortæller os selv – kan blive så meget bedre, hvis vi som Henry´s nye kone Sally tør kræve og give ærlighed og kærlighed. Så behøver vi ikke at frygte, at Ulven kommer – hvad enten vi råber ulv eller ej. Eller at kærlighedsboblen en dag brister, som den gjorde det for Lilly og Leonora, da Lilly mange år før bind no. 6 rejste fra sine to ældste børn.

En rejse, som hun på sin helt egen Lilly-måde vender tilbage fra i dette sidste bind. Det ender nemlig med en Lilly-model, som brude- og konfirmationskjole-butikken i København har sagt det stort set gennem de samme årtier, som Køge-krøniken dækker.

Danmarksbloggen giver fire kaglende Køge-høner ud af seks mulige. Køge-høner, som man altid har kaldt de piger, der kommer fra Køge-aa, som man siger det, når man som Køge-høne bliver spurgt om, hvor man er født og opvokset.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ø” – et gys af Steen Langstrup

Udgivet den af
Svar

At være strandet på en øde tropeø med kridthvidt sand, svajende palmer og et så langt øjet rækker azurblåt hav – det er da drømmen, ikke? Og allerbedst er det, når det sker i selskab med den, som man elsker. Ja, det lyder unægteligt som det rene Paradis, om at vinde både kærligheden og den store gevinst i Lotto.

Eller nej, måske ikke – i hvert fald ikke, hvis scenen er som i Steen Langstrups nye bog Ø, hvor kæresten, som hovedpersonen Noa endda lige har friet til, ender som et lig på Bounty-stranden. Et lig,  der går både myrer, fluer, almen rigor mortis og forrådnelse i.

For så er Paradiset lige pludselig ikke nær så paradisisk, men snarere et løfte om en langsom og pinefuld død.

Og det hele bliver kun værre af, at Noa er en indadvendt it-nørd, der er uden nogen som helst overlevelsesevner ude i den frie og vilde natur, hvori han er havnet – og hvor både brændende sol, dehydrering, solskoldning og et forrygende og dagslangt uvejr er hverdagskost.

For nok har Noa, der ellers er et ægte barn af Danmarks velordnede samfund, sammen med hans noget mere eventyrslystne, udadvendte og nu afdøde kæreste Selina backpacket over det meste af kloden. Men alligevel kender han åbenbart ikke til verdens farer og til at passe på sig selv og tage de nødvendige forholdsregler, inden man foretager sig noget som helst.

Så ja, Noa er bange – og tør hverken vove sig ud i det store blå på den anden side af de koraller, som han hævder gjorde det af med hans kæreste – eller ind i den sorte urskov, hvorfra de mange lyde ellers fortæller ham, at der er dyr – og dermed mad. Men det skal Noa med den veludviklede fantasi ikke nyde noget af.

Så hellere blive på Bounty-stranden (hos det efterhånden ret stinkende lig, som han ikke kan tage sig sammen til at få begravet), selvom det er en beslutning, der med sikkerhed havde slået ham ihjel på den ene eller anden måde, hvis altså ikke det var, fordi han blev fundet og havnede i et thailandsk fængsel, hvor vi møder ham sammen med ambassadens udsending Line, der er sendt hen for at assistere sin landsmand.

For ja, Selina blev ikke kun fundet død. Hun havde skader efter et voldsomt slag i hovedet, så Noa anklages selvsagt for drabet på hans kæreste – en anklage, der kan føre til en dødsstraf i Thailand. Og selvom Noa hævder, at det ikke er ham, og at parret er blevet svigtet og forladt på øen, så er der ikke nogen, der tror på ham. Heller ikke Line fra ambassaden. Ikke at det overrasker Noa.

”Jeg er jo en udlænding, en fremmed her,” som Noa også selv konkluderer det.

For sådan er det åbenbart i alle paradiser, både dem i troperne og dem i velfærdslandene. En mase usagte regler, interne ting som udefrakommende intet ved om … og hvor kun tilfældet og en god portion penge kan redde den ulykkelige – i Thailand som i Danmark

Om det så lykkes, eller om Noa skal rådne op i et thailandsk fængsel som Selina rådnede op på tropeøen – og om hvem der har ret: Slog Noa Selina ihjel, eller var det en giftig koral derude i det azurblå hav, skal Danmarksbloggen ikke røbe.

Læs selv ”Ø” og find ud af det hele. Virkeligheden har måske også mere én form, et svar. Bogens slutning overrasker ihvertfald voldsomt.

Og som altid hos Steen Langstrup læser man bogen i et eneste stræk, og som altid fanges man først af den snigende uhygge, senere af erkendelsen af at det måske også kunne ske for en selv – og endelig til sidst af at det her ikke kun handler om Noa og Selina – og måske en selv. Men også om samfundet og de myter og forestillinger, som vi render rundt med om os selv – og som der helst ikke skal rokkes ved.

Og læg så mærke til titlen Ø. Danmarksbloggen kom til at tænke på det gamle ord om, at intet menneske er en ø.

For ja, ja. Intet menneske en ø, men alligevel opfører vi os – både individuelt og nationalt – som om vi er det, og vi gider ikke engang lære den mest nødvendige overlevelseshjælp. Vi bliver på de stande, der slår os ihjel i stedet for at vove os ind til de vilde dyr i junglen eller ud på det blå hav.

Vi tør nemlig ikke (længere) miste fodfæstet – eller tro på det, der er udenfor vores egen forestillingsverden. Vi henlægger det og lader som om det ikke eksisterer. Men ved ikke at vove, så taber vi det hele.

For som Kierkegaard sagde det: ”At vove er at miste fodfæstet for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”. Den Kierkegaard, der også talte om de 70.000 favne vand, som den troende kaster sig ud på.

Det gør bogens Noa ikke, men han er heller ikke troende som den bibelske Noa, der byggede en ark og hentede dyrene fra junglen ind på arken, inden de alle sammen sejlede ud på det blå ocean. Bogens ateistiske Noa kan ikke engang lave et bål.

Og spørgsmålet, som vi som læsere må stille os selv, er: Er det kun bogens Noa – eller er det hele vores civilisation – der er på vej ned, fordi vi ikke længere tror på noget, der er større og bedre end os selv?! Fordi vi ikke længere tør miste fodfæstet og kaste os ud i livet og verden.

Danmarksbloggen giver 5 ud af 6 næringsrige kokosnødder, som dem Ø´s Noa overlevede på, mens han sad ude på øen med sin døde kæreste som eneste – ret stinkende – selskab.

Steen Langstrups nye bog “Ø” udkommer på mandag d. 22. august hos forlaget 2 Feet Entertainment. Den koster 269,- og kommer i første omgang kun på papir som en hyldest til papirbogen.

Anmeldelse og reportage: Harry Potter and The Cursed Child

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen starter egentlig først i morgen efter sommerferien.

Men Danmarksbloggen anmelder også sjældent udenlandske bøger – så ingen regel uden undtagelse, især ikke når der er tale om et fænomen, som gennem mange år har betydet meget for mange danskere, og det har fortællingen om Harry Potter og hans venner og kampen mellem det onde og det gode.

Og natten mellem lørdag og søndag udkom så den ottende bog, hvor fokus er ligeså meget på Harry Potter som på Harry Potters ene søn Albus Serverus. Danmarksbloggen var derfor et smut inde hos Arnold Busck på Købmagergade i København for at lodde stemningen – og hente bogen, som allerede var forudbestilt.

Det sidste viste sig at være en god idé. For allerede da Danmarksbloggen ankom til butikken ved halv et-tiden var den stuvende fuld af især unge mennesker i 20´erne, der er vokset op med Harry Potter – og som nu valgte både byturen og nattesøvnen fra for at kunne få fingre i bog nr. 8, når den udkom kl. 01.01 præcis.

Og der blev skam talt ned inden det magiske klokkeslæt … 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – og så blev der ellers langet bøger over disken til store og små. Til hende, der havde en kappe over skuldrene og en ravn i håret (gad vide om ikke hun hørte til huset Ravenclaw), ham med slipset og Harry Potter-brillerne, Goth-pigen og alle de andre.

Og også til Danmarksbloggen, som nu kan konkludere, at bogen ”Harry Potter and The Cursed Child” er relativt hurtigt læst, da den er bygget op, som skuespillet i London er det med akter og scener med replikker.

Men på den anden side er man som læser indimellem nødt til at holde pause. Fordi at nok er der meget luft i teksten på bogens 330 sider, men der skal også være plads til at forstå og reflektere over det skrevne, også fordi bogen strækker sig over flere år i tid.

Da ”Harry Potter and The Cursed Child” starter, er der gået 19 år, siden bog syv sluttede, og Harry og Ginny Potters mellemste barn sønnen Albus skal på Hogwarts sammen med Ron og Hermiones datter Rose og Draco Malfoys søn Scorpius.

Scenen er altså sat til en ny omgang spændende begivenheder. For slet ikke at tale om tiden og forholdet mellem generationerne, som er et andet og centralt tema i bogen. Et tema, der på mange måder er det mest rørende og det, som griber bedst tilbage til de syv bøger, der udgør den egentlige Harry Potter-fortælling.

Mere skal ikke siges her. Danmarksbloggen er tilhænger af at holde på hemmelighederne, ihvertfald dem i den magiske verden. I mugglerverden skal tingene derimod frem i det åbne.

Konklusion: Danmarksbloggen giver fem ud af seks tryllestave til den nye Harry Potter-bog og gør opmærksom på, at den udkommer på dansk ifbm Kulturnatten i København d. 14. oktober.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Big Bang Company” – gadeteater med Dansk Rakkerpak

Udgivet den af
2

En forestilling, der går i gang, inden den officielt starter om 3, 2, 1 minut … og som varer ved efter tæppet er faldet, fordi folk begynder at tale med hinanden, som mennesker altid gør det, når de har grinet godt og er blevet rørte på det, der ligger allerinderst inde i os alle sammen: Drømmen om en verden fuld af poesi, blomster og kærlighed.

Sådan en drøm – og sådan en forestilling er Dansk Rakkerpaks gadeteater denne sommer, der på overfladen er en hylende skæg og satirisk skildring af livet i et lille – ret slidt – cirkus fuld af stuuure farlige dyr og mindst ligeså vovede og farlige cirkusnumre udført af den koleriske cirkusdirektør og hans ret underkuede medhjælper – og akkompagneret af intet mindre end et fantastisk enmandsorkester, der svæver over vandene og er en vigtig del af forestillingen.

For som de selv siger det i starten: Det er med livet som indsats og døden som ledsager.

Og det er det – men måske OGSÅ på en anden måde end det, som man lige tror, når man hører cirkusmusikken og ser både akrobatnumre, vilde dyr og meget andet. For det kan ikke blive farligt nok for cirkusdirektøren, der som alle andre med magt og penge slet-slet ikke ser de drømme, som andre går med – og som ikke handler om præstationer, men om nærvær og samvær.

Nu vil Danmarksbloggen ikke røbe noget – og slet ikke slutningen. For den, som ser forestillingen, skal have lov til selv at opleve det at blive stille og eftertænksom, når meningen foldes ud som et net – og man lander som en slaskedukke i erkendelsen af, hvor uhyggelig aktuel forestillingen er i en tid, hvor effektivitet og præstation er det, som mennesker måles på, og hvor drømme er noget, som åbenbart kun klovne tør have.

En tid, hvor magten er godt i gang med at kridte banen op til endnu en afværge-krig med kugler og kanoner, fordi vi almindelige dødelige uden magt ikke længere vil finde os i den store ulighed og de åbenbare uretfærdigheder i vores samfund. Fordi vi gør oprør mod en verden, som er mere gold og trist end et cirkustelt en kold efterårsmorgen.

En verden, som ingen ønsker – heller ikke os, der sidder på bænkene eller står bagved. For der er mere end fuldt hus denne varme juni-aften på Vor Frue Plads, og folk kan lide det de ser, fra de små til de grå, fra den danske dame på den ene side af mig til den franske turist på den anden, selvom han ikke forstår det hele. Men så oversætter jeg bare – ordet båthorn er fx lidt for svært for galleren uden en oversættelse.

Men næsten alt andet forstår franskmanden – og han griner højlydt og jubler som alle andre. Fordi humor er internatonalt, fordi kropssprog er universelt – og fordi vi mennesker har mere, der samler os end der skiller os. Og dét er bare sjovere at danse sammen og trykke hinanden på røde klovnenæser end at sidde i hvert sit indelukke med sine minder eller sine drømme – og være alene og forladt.

Og hvis du tvivler, så gå hen og se Dansk Rakkerpaks ”Big Bang Company”. Gør det også, hvis du ikke tvivler. For det er en forestilling, der skal ses – og ses igen. For Dansk Rakkerpaks gadeteater sommeren 2016 er humor og klassisk gadeteater på højeste plan, både i sig selv – men også fordi den dybere mening, alvoren, er der med livet som indsats og døden som ledsager.

Danmarksbloggen giver seks store, røde klovnenæser ud af seks mulige. Dansk Rakkerpaks forestilling er simpelthen et absolut must-see denne sommer, hvis man på nogen måde har muligheden for at komme i nærheden af d´herrer Grønne, Kløft og Møller Pedersen.

Forestillingen spiller på Vor Frue Plads i København til og med 3. juli. Tirsdag-fredag kl. 19 og lørdag-søndag kl. 16. Herefter tager den på sommertur i det ganske land. Læs mere på www.danskrakkerpak.dk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Elskov, vin og basfioler”

Udgivet den af
Svar

Det er mere end 200 år siden, at Carl Michael Bellman døde. Der er også mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stans små, krogede gader til det moderne Islands Brygge i København med havnefronten, havnebadet og Kulturhuset, som i går dannede rammen om Teatret OPtimis 25 års-jubilæums-forestilling Bellman-cabareten ”Elskov, vin og basfioler”, som består af både skuespil og en bred vifte af Bellmans skønne viser.

Men til trods for den store forskel i både tid og sted var vi alligevel hele aftenen tilbage i 1700-tallets Stockholm, hvor livet var hårdt og kort – og hvor nordisk visekunsts grundlægger og helt store digter Carl Michael Bellman (1740-95) levede, drak og skrev sine viser om de skæbner, som han mødte rundt omkring på de kroer, som der var så mange af i datidens Stockholm.

Hovedpersonen i Bellmans digtning er den navnkundige Fredman, der tog turen oppefra og ned, og som derfor havde Bellmans særlige bevågenhed og interesse. Hr. Jean Fredman var nemlig oprindelig den svenske konges urmager, rig og agtet – men han endte alligevel bogstaveligt talt i rendestenen, hvor han iklædt laser og pjalter døde af druk.

Sammen med Fredman på turene rundt på Stockholms kroer var hans hjertets udkårne, den med en anden gifte Ulla Wiinblad, der også ernærede sig ved at tage penge for sin gunst, Movitz og en masse andre herlige karakterer, som kommer til live med både vin i stride strømme, et overraskende kys og en inderlig dans hos Teatret OPtimis, der ynder at gestalte store kulturpersonligheder som netop Bellman, hvis liv med lige dele digtning, gældsfængsel, kongens gunst og drukture i forestillingen kobles sammen med Fredman, som er den bærende person i Bellmans hovedværk ”Fredmans Epistler”.

I Bellmans univers blev det til hele 82 viser, som sammen danner ”Fredmans Epistler”, hvor Bellman lader Fredman fortælle om sit liv – og sin moral der stik imod samfundsordenen dengang handlede om at søge alkoholen og favntaget i bevidstheden om, at døden altid er meget tæt på.

Så det gælder om at gribe dagen og skynde sig at leve, skynde sig at drikke og skynde sig at mærke den fysiske kærlighed – i stedet for at leve det dydige liv, som kirken agiterede for, men som Bellman ikke kunne bruge til noget.

Bellman indstiftede i stedet Bacchus-ordenen, hvor Fredman selvsagt blev helgen – og hvor man hyldede Bacchus (vinens Gud), Freja/Venus (den fysiske kærlighed) og dødens Gud Charon. For døden – både den lille i form af orgasmen og glemslen i alkoholens tåger – og den store, den endelige – var hele tiden lige ved siden af menneskene i 1700-tallets Stockholm.

Drik ud min ven, døden på dig venter, som Bellman siger det til Movitz, inden det er tid til endnu en epistel – eller sang. For de to ting er nemlig ikke det samme.

Epistlerne er Fredmans viser, hvor Bellman lader Fredman som en anden Paulus skrive breve, altså epistler, til sine menigheder (aka de andre, der drikker og horer sig igennem livet) om det gode i at søge glasset og elskoven. Viserne derimod er en samling sange, som bærer Fredmans navn, men som for manges vedkommende slet ikke har noget med Fredman at gøre.

Derfor er sangene gode alligevel – og de spilles og synges heldigvis ligeså flittigt som epistlerne hos Teatret OPtimis i aftenens forestilling, hvor vi kommer godt igennem Bellmans imponerende store katalog af viser, der bare holder – også i 2016.

Skal Danmarksbloggen endelig drysse lidt malurt i det ellers fulde bæger, handler det om det danske sprog versus det svenske sprog, som Bellman skrev sine sange og epistler på. For ja, viserne er udmærket oversat – og det giver god mening at synge på dansk i en dansk forestilling. Så kan alle også forstå det.

Men hvor ville det have været skønt, hvis bare et par stykker havde været sunget på originalsproget svensk som fx epistel no. 7, som også synges efter arrangement af vor tids måske bedste Bellman-fortolker svenskeren Thord Lindé. Eller/og den meget kendte epistel no. 72 ”Glimmande Nymf”, som får nogle helt andre dybder, når de svenske lyde er med.

Eller måske Bellmans mest populære vise, den om sommerfuglen ”Fjäril vingad syns på Haga”, der også lukkede en dejlig aften på Bryggen i København – mere end 600 km fra Stockholm og Gamla Stan, der i øvrigt stadig har både gyder og kældre, der ser ud, som de gjorde det på Bellmans tid.

Danmarksbloggen giver fire, store basfioler som den, som kvinten sprang på en sommeraften i 1769 et sted i netop Gamla Stan – og hvis melodi vi danskere bedst kender som brugt til Nødebo Præstegaards ”Velkommen velsignede drenge” – men som på Bellman´sk hedder Epistel no. 31 og handler om både venskab, en smuk kvinde, en soldat, nogle lussinger, en basfiol og selvfølgelig en tår over tørsten – eller fem.

Det er Allan Høier, der spiller og synger Bellman – og Fredman. Allan Thorsgaard spiller guitar – og Movitz. Kjeld Steffensen spiller cello. Bo Skødebjerg har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “I skyggen af Sadd 2”

Udgivet den af
Svar

Der er gået 10 år siden ”I Skyggen af Sadd 1” udkom. En bog, der udmærkede sig ved kombinationen af et godt krimi-plot, det at fire forskellige forfattere skrev hver sin del af historien – og så beskrivelsen af et samfund (vores samfund) hvor alle løber rundt i hvert sit hamsterhjul, stort som lille. Men for alle et liv, der foregår i skyggen af Sadd, en af byens mest magtfulde mænd, der via de mange penge fra underverdens morads af narko og prostitution har bevæget sig op til at blive en af samfundets støtter – og hvis beslutninger og dispositioner sætter rammerne for folks liv i byen.

Og nu barsler tre af de samme forfattere fra dengang og en ny med ”I skyggen af Sadd 2”.

Konceptet er det samme. De fire – som denne gang er Agnete Friis, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup – skriver hver deres del af historien, som den opleves af fire forskellige personer. En historie, som umiddelbart er en spændende krimi-historie om et attentatforsøg på Sadd og en død ministerfrue i et badekar, men som nedenunder er en nedslående og rammende karakteristik af livet, som det folder sig ud i Byen.

Og lad det bare være sagt med det samme: Det er ikke gået den rigtige vej i Byen, siden vi sidst var på besøg. Tværtimod …

I de 10 år, der er gået, er Byen og dens mennesker blevet endnu mere forhærdede, endnu mere rå, endnu mere opdelte i en fattig del, der må skralde, fuppe og snyde, hvor de kan for at klare dagen og vejen, mens de rige lever livet i overhalingsbanen med lækre silkelagener, dyre mærkevarer og frisk kaviar fløjet direkte ind fra Det Kaspiske Hav.

Og selvom de to verdener mødes og lever tæt sammen på Byens fine Royal Park Palads Hotel, der danner rammen om størstedelen af romanen, så har de kun noget med hinanden at gøre, når den fattige del skal servicere den rige, både alle måder (også, ja måske især dem, som er personligt fornedrende).

Eller når den fattige del indimellem kan udnytte den rige del og skaffe sig nogle smuler fra de riges overfyldte bord. Eller som her hvor et velklædt og til at starte med diamantbehængt lig i et badekar for en kort tid skaber uro i andedammen, inden pengene – selvfølgelig – vinder igen, og alt falder til ro.

For penge er lig det gode liv i Byen – og hverken liv eller død betyder noget i jagten på det gode liv. Tilværelsen er i Byen er derfor også for længst reduceret til et spørgsmål om udbud og efterspørgsel – og livet er kun noget værd, når du er lækker eller har penge. Og der er ingen grænser – som i INGEN grænser – for, hvad folk vil gøre for at få penge. Ligesom at der heller ikke er nogen ende på de perversiteter, som dem med penge kan finde på, bare fordi de kan, og fordi fattige mennesker i Byen forbruges ligesom alle andre varer.

Alle er med andre ord i stand til at gøre alt mod og med alle, sålænge de bare selv kan vinde eller tjene på det – eller måske more sig.Og det gælder også stuepigen, radioværten, kriminalbetjenten og ministeren, hvis fire skæbner flettes ind og ud af hinanden i endnu en krimi-samtidsroman.

Menneskeforagten er massiv, og mørket hænger endnu tættere over Byen – og har forlængst forgiftet menneskenes sind, så et menneskes værdi er lig dets attraktionsværdi som sex-objekt, hvis det er ungt eller/og fattigt – eller i dets evne til at betale for netop sex, hvis det har penge.

Som læser sluger man bogen i én eneste mundfuld ligeså grådigt og hurtigt, som menneskene i Byen lever. Som menneskene i Byen vil man have det hele NU, så man læser uden pause – men med et stigende ubehag, der kun overgås af den voksende genkendelse af, at det er vor egen tid og vor egen verden, som portrætteres. Og dét er langt mere uhyggeligt end noget krimi-plot.

Og ja, Byens mennesker lever stadig i skyggen af Sadd – uanset om de har mødt ham eller ej. For det er stadig ham, der sætter rammerne for deres liv, som også de virkelig Sadd´er gør det i Danmark som i alle andre lande efter mottoet: Stjæl lidt og du kommer i fængsel, stjæl det hele og de hylder dig som konge.

Danmarksbloggen giver fem store diamanter ud af seks mulige, mens Marilyn Monroes klassiker ”Diamonds are a girl´s best friend” lyder i ørene. For lige præcis dét budskab fra den gamle evergreen er på mere end én måde det bærende element i denne velskrevne og samfundsbevidste krimi noir, der er dyster med dyster på.

”I skyggen af Sadd 2” udgives af 2 Feet Entertainment og koster 249 kroner. Den udkommer 11. marts 2016.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “I skyggen af Sadd 1”

Udgivet den af
Svar

Tag fire forfattere og sæt dem til at skrive hver sin del af en krimi-historie udfra hver sin person. Nogenlunde sådan lød det for 10 år siden, da Sara Blædel, Gretelise Holm, Lars Kjædegaard og Steen Langstrup udgav ”I skyggen af Sadd 1”.

En bog, der dengang fik mange rosende ord med på vejen fra et samlet dansk anmelderkorps. Ja, Det Danske Kriminalakademi anerkendte endda projektet med et diplom.

Danmarksbloggen anmelder normalt ikke så gamle bøger, men fordi der kommer en ”I skyggen af Sadd 2” om et par uger – som Danmarksbloggen også anmelder, så ingen regler uden undtagelser. Desuden så genudgives 1´eren også ved den lejlighed.

Og lad det være sagt med det samme: Samtlige roser dengang var fuldt fortjent. ”I skyggen af Sadd 1” handler på overfladen om en kriminel håndlanger med en bror, en ung mand uden format, men med mange drømme om både kærlighed og penge, en måske sindsforvirret kvinde fra den rige forstad og en kynisk, ung kvinde med en barsk fortid og en trøstesløs nutid.

I løbet af ét eneste hektisk døgn hvirvles og flettes de fire personers skæbner ind i hinanden i et mønster, der væves af både bevidste og ubevidste handlinger, af tilfældigheder og snedig planlægning – men aldrig er nogen af dem udenfor Sadd´s rækkevidde.

Sadd, der som en anden edderkop sidder i midten af sit spind i Byen, hvor han med hård hånd og iskoldt overblik styrer sit imperium af bordeller, narko-handel og de andre lyssky forretninger, der med tiden skal gøre ham til en anerkendt og respekteret forretningsmand.

For nedenunder historien om de mange penge og liget, det først ikke er til at komme af med, men som siden så forsvinder som dug for solen, er historien om et samfund, hvor menneskene tror, at de kan forandre deres skæbne og få et bedre liv.

Men nej, det kan de ikke. De er nødt til at fortsætte med at løbe endnu en tur i det hamsterhjul, som er deres hverdag – og hvor det er Sadd, der har sat betingelserne op, enten direkte eller indirekte – og uanset om de bor i Villalundens pragthuse eller en snusket lejlighed i Hispaniola´s slum.

Lyder det ikke bekendt? En by og et samfund, der er opdelt i ghetto´er. Mennesker, der for længst har overgivet sig til egoismen. Og så en lille – meget lille – overklasse, der qua deres penge kan bestemme over andre mennesker i en grad og på måder, som ingen mennesker burde kunne afgøre andres menneskers muligheder og skæbne.

For ja, sådan var det – også i vores samfund – for 10 år siden, og sådan er det stadigvæk. Money talks – og de råber ligeså højt nu som dengang. Ligeså højt i bogens Byen – som i alle andre byer verden over.

Danmarksbloggen giver fem pengebundter ud af seks mulige for en krimi-samtidsroman, der selvom den er 10 år gammel, stadig er foruroligende aktuel i sin beskrivelse af et kynisk samfund, hvor pengene til hver en tid vinder.

Danmarksbloggen vil også allerede nu afsløre, at der er al mulig grund til at læse efterfølgeren ”I skyggen af Sadd 2”, som anmeldes her på Danmarksbloggen om en uge – fredag d. 4. marts, en uge inden den udkommer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggen drømte om, at Dronningens nytårstale ville skabe præcedens for årets andre nytårstaler – således at også statsministerens nytårstale ville indeholde en opsigtsvækkende meddelelse som fx at der skulle udskrives valg til folketinget. Det ville i øvrigt have været passende, når man betænker regeringens manglende opbakning.

Men dét skete selvfølgelig ikke. Løkke og co. klæber til taburetterne – og Løkkes ord var præcise, hvad man kunne forvente.

De handlede om skattelettelser – og om at kunne skelne mellem realisme og idealisme, som i Løkkes version handler om at beholde pengene i Danmark – og i de riges lommer.

For i Løkkes virkelighed kan man ikke omfordele goderne, så dem, der har, skal give til dem, der ikke har. Tværtimod skal velfærd på den ene side og flygtninge på den anden kæmpe om stadig færre midler i V-regeringens menneskefjendske arena.

Klima og miljø, som også er et stedbarn i blå blok, havde det dog endnu værre end medmenneskelighed og humanisme. Det blev slet ikke nævnt.

Til gengæld blev det til en masse uforpligtende ord fra Løkkes side om danskerne som generøse, frisindede og optaget af ligeværd med mere – men altså ingen konkrete politiske meldinger og bud fra en Løkke, der prøvede at spille rollen som landsfader. Men som virkede som en hund i et spil kegler, selvom han ikke fumlede med papirerne, som Dronningen gjorde det.

Det samlede billede af Løkke og hans nytårstale er derfor en statsminister, der ikke er interesseret i at gøre noget reelt for fællesskabet, og som ikke formåede at vise hverken lederskab eller visioner.

Danmarksbloggen giver derfor Løkkes nytårstale ét enkelt ud af seks glas fulde af den Rosenborg-vin, som Løkke mente, at det altid var en fornøjelse at drikke, som statsministeren selv udtalte det, inden han gik ind til nytårstaflet på Amalienborg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mens vi presser citronen

Udgivet den af
Svar

Trestjernet salami-spegepølse, et manglende sexliv, skænderier om banaliteter, stress over både små og store ting, for få penge til at få ordnet toilettet og andre hverdagsbegivenheder i Danmark anno 2015 danner rammen om voksen-jule-satiren på DR2 ”Mens vi presser citronen”.

I går kørte afsnit to ud af fem over skærmen, og igen fik vi lov til at følge de fem hovedpersoners kamp med livet – og især med at bevare den fine facade, hvor der er styr på tingene, og hvor der selvfølgelig bliver serveret sund og ”i-følge-vor-tids-forskifter-korrekt” mad i den madklub, der mødes én gang om måneden.

En madklub, der oprindeligt bestod af tre par, men idyllen brister allerede i afsnit 1, hvor den ene mand lige har forladt kone og barn til fordel for en svensk superkvinde, der både er model og i gang med en ph.d.

Noget, som resten af madklubben først finder ud af, da de sidder omkring bordet med det fine porcelæn, og han ikke dukker op.

Og så fortsætter glansbilledet ellers med at krakelere, og de fem hovedpersoners kamp for at virke overskudsagtige og med styr på både bolig, job, børn, privatliv – og ikke mindst sex-liv – bliver mere og mere forkrampet – og mere og mere komisk – og mere og mere tragisk – og realistisk.

For ”Mens vi presser citronen” er et spejl for alle os, der er over 30, og som – uanset om vi vil indrømme det eller ej – har en snert eller fem af ønsket om at leve det perfekte liv. Nogle mere end andre selvfølgelig.

Men vi kan alle – uanset om vi tilhører den forkætrede kreative klasse eller ej – nikke genkendende til, at vores historier om os selv og vores liv ofte bliver lidt bedre, end de i virkeligheden er. Og at vi har det med at fortie det, der gør allermest ondt, og som vi måske i virkeligheden havde mest brug for at tale sammen om.

Men i stedet smiler og ler vi og pynter på virkeligheden, og det er jo også såre menneskeligt gerne at ville pynte lidt på tingene … og i ”Mens vi presser citronen” gøres det altid med et ekstra twist, en ekstra krølle, som gør, at serien bliver endnu mere se-værdig – endnu mere Danmark anno 2015.

Danmarksbloggen giver tv-satiren ”Mens vi presser citronen” fem ud af seks bittersøde citroner.

Se den her: https://www.dr.dk/tv/se/mens-vi-presser-citronen

I hovedrollerne er: Lærke Winther, Ellen Hillingsø, Peter Gantzler, Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff, der også har skrevet manuskript. Peter Gornstein har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk