Anmeldelse: ”Den Anden Verden”

Der er noget i vandet under broen. En anden verden. Det får man også i dén grad vist – endda hele to gange i første afsnit af DR´s nye julekalender ”Den Anden Verden”, som så gerne vil lave noget spændende om magi og om det at være ung, være på en bro mellem at være barn og voksen, mellem to verdner på så mange måder.

Desværre bliver det ved de gode viljer i en tv-julekalender, der er så gennemforudsigelig og i det hele taget så gennemsnitlig, at det bliver svært at ramme de tweens og de teenagere, som må være målgruppen.

For historien er både for dyster og for optaget af, hvordan man kysser rigtigt til at man kan nå de små og større børn. De vil nemlig have hygge og nisser og søde dyr. Eller i hvert fald festlige og sjove guder, feer, prinser og prinsesser og den slags fantasivæsner.

Og det fås ikke i denne julekalender, der minder mere om en klassisk nordic noir fortælling end om så meget andet, dog uden det format og den dybde som der er i mange af de nordiske skæbnefortællinger af både ældre og nyere dato.

De voksnes skuespilspræstationer skal dog roses – og især Lars Brygman og Christian Tafdrup (og formentlig også Sofie Gråbål, når hun for alvor kommer på banen dernede i den anden verden) er eminente, mens de unge igen mere er drevet af den gode vilje.

Det er synd. For historien burde ramme os lige i hjertekulen med de to tvillingesøstre, hvor den ene er extrovert og den anden introvert, men hvor begge har mistet deres far som ganske små. En far, der stod for det teater, som moderen nu tappert prøver at drive videre. Et rent eventyr som dem Brdr. Grimm samlede, og som vi efter sigende skal møde i de kommende 24 dages julekalender på DR.

Men det er alt sammen så forudsigeligt og ja, kedeligt. Danmarksbloggen er derfor ked af kun at kunne give ”Den Anden Verden” to nissehuer ud af seks mulige.

Danmarksbloggen vil dog retfærdigvis se julekalenderen og vende tilbage med en ny anmeldelse, hvis det her kun er startvanskeligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Trekløver-regeringen

Normalt anmelder man først en forestilling EFTER tæppefald. Men Danmarksbloggen vil alligevel anmelde den splinternye trekløver-regering – udfra devisen jo flere trekløvere, des bedre. Max antal trekløvere den enkelte minister kan få er 6.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V): 2 trekløvere. Løkkes regering og politik er til ingen trekløvere overhovedet, men Løkkes evne til det politiske håndværk giver ham 2 trekløvere.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA): 1 trekløver. Hvad skal Samuelsen lave i Ørkenfortet (aka Udenrigsministeriet) på Asiatisk Plads? Manden er jo købt og betalt af dele af toppen af dansk erhvervsliv med Lars Seier Christensen i spidsen for at lobbye deres sær-interesser i Folketinget.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K): 1 trekløver. Pape er totalt uden ministererfaring, men de konservative går traditionelt ind for lov og orden, så derfor har han sikkert insisteret på at få denne post. Direkte dumt.

Finansminister Kristian Jensen (V): 3 trekløvere. De to trekløvere får han, fordi han åbenbart har tilranet sig mere magt i Venstre, siden han tildeles denne magtfulde post, som sikkert interesserer ham noget mere end udenrigspolitikken. Og det sidste trekløver får han ene og alene fordi Hjorten så forsvinder fra ministeriet.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V): 1 trekløver. Ren retrætepost til manden, der ikke har sovet i et år.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K): 3 trekløvere. Manden har viden om og ministererfaring på det område, som han skal ind og være minister for. Et særsyn i denne regering.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA): 1 trekløver. Var det ikke det ministerium, som Samuelsen skulle have haft? Og er det ikke alt for stor en mundfuld for Ammitzbøll? Svaret er JA.

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs (V): 1 trekløver. Hendes evne til at lime sig fast er imponerende og direkte omvendt proportional med hendes evner.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V): 1 trekløver. Manden har én lang række uheldige sager bag sig og en udpræget Venstre-tankegang om, at man bare skal hytte sig selv. Så selvom det er godt, at Neergaard ikke længere er minister, så er der desværre ingen grund til at håbe for meget.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V): 2 trekløvere. Hun burde egentlig have haft 4, fordi hun er så gennemført dygtig til at få sine ting igennem, men hendes holdning til hendes medmennesker – især dem, der ikke ligner hende selv – er således, så der trækkes fra.

Minister for ligestilling og minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann (V): 2 trekløvere. Ellemann er myreflittig, men får nok problemer med at råbe op om den vigtige ligestilling, som stadig mangler i Danmark.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V): 2 trekløvere. En klar og stor degradering af en mand, der faktisk har gjort det ok i det fine, gamle justitsministerium – omvendt er der nu ekstra brændstof til fremtidige magtkampe internt i Venstre

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V): 1 trekløver. En af de sorteste nyheder i dag. Hvad han ikke allerede har fået – og kan nå – at smadre af den danske natur. Dét er skræmmende.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V): 1 trekløver. Potato og kartoffel. Hun kom fra undervisning og er nu minister for sundhed. En kvinde på et klassisk kvindeområde – uden stor magt og uden stor gennemslagskraft.

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V): 1 trekløver. Hun har ikke imponeret som sundhedsminister, og nu skal hun skabe et helt nyt ministerium. Godt at det danske embedsværk er så dygtigt.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V): 3 trekløvere. Han er faktisk både dygtig og flittig.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V): 1 trekløver. Hvordan kan man beholde ham og fyre en mand som Haarder? Ja, selv den gamle forsvarsminister Peter Christensen havde været at foretrække.

Social- og børneminister Mai Mercado (K): 1 trekløver. Der er ikke noget godt at vente fra en kvinde, der i januar skrev: ”Findes der noget bedre end barsel med en nyfødt? Det skulle da lige være TV 2 NEWS kørende i baggrunden, hvor politiet gennemsmadrer hashboder på Christiania! I love it.” Citat slut. Det er desuden slet ikke en minister værdig.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA): 1 trekløver. Det her lyder måske harmløst, men at få en minister fra et parti, som går ind for, at de rige skal blive rigere – og brugerbetalingen skal øges, kan ødelægge SÅ meget.

Kirke- og kulturminister Mette Bock (LA): 2 trekløvere. Bock ved faktisk noget om området, og så gør hun ikke særlig meget skade på denne post, medmindre hun indfører endnu mere brugerbetaling på museer m.m.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA): 1 trekløver. Den kollektive transport går endnu mere sorte tider i møde, når denne fortaler for billigere luksusbiler til de rigeste danskere sætter sig i transportministeriet. Han vil også liberalisere taxi-lovgivningen.

Ældreminister Thyra Frank (LA): 1 trekløver. Hun var fantastisk som plejehjemsleder, men der er stor forskel på at lede et plejehjem og et ministerium. At hun blev minister er derfor et mysterium. Tror Liberal Alliance og regeringen virkelig på, at hun kan trække stemmer fra de ældre, når valget kommer?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Svantes Lykkelige Dag

Kan Benny Andersens roman ”Svantes Viser” omskrives til en teaterforestilling med sang og musik? På Nørrebro Teater har Niclas Bendixen i hvert fald gjort forsøget med forestillingen ”Svantes Lykkelige Dag”, og det er i dén grad øjnene, der ser og ørerne, der hører, der afgører resultatet.

Noget, der især gælder, når man ser på anden del af forestillingen, som nærmest er ren teaterkoncert med musikere her, effekter dér og de to hovedrolleindehavere totalt i centrum på mange måder. For det er som bekendt med teaterkoncerter, som det er med lakrids: Enten så elsker man det, eller også så hader man det. Men nu skal begivenhedernes gang ikke forgribes.

For forestillingen starter med første del, der veksler mellem komik og dramatik, mellem monologer og dialoger, men hele tiden med Folkekoret som iøjnefaldende musikalske og fysiske kulisser. Det er klassisk teater med et snert af det eksperimenterende, og det viser tydeligt forestillingens ærinde om at føre handlingen og dens problemstillinger fra 1960´erne og op til vor tid.

Vor tid er en tid, hvor teaterkoncerter i mange år har været det nye sorte, og således også i anden del, som nærmest er rendyrket teaterkoncert, hvor der sker en hel masse på kort tid, og hvor det hele eksploderer flere gange, så klimaks og antiklimaks følger hinanden igen og igen i kulisser, der skifter mellem at ligne et mørkt og trykkende Dystopia og en gul og løfterig Påskemorgen.

Forestillingens pointe bliver her også ligeså klar, som den er gul – både i tøjet og i de balloner, som ligger i store glaskrukker, når man kommer ind på teatret, og som man er velkommen til at tage en af og puste op. Og det skal man bare gøre. For livet er ikke det værste vi har, som pointen er – og det gælder om undervejs at samle på sange og kærlighed.

Men det handler også om at gennemskue det narrespil, som vi hver især har om os selv og vores egen formåen – så vi kan løfte os over hverdagen og sætte os selv og vore drømme fri. For vejen til at blive gul og glad går som en gul tråd i forestillingen fra at være grå og blå og trist og låst fast i manglende selvværd og manglende mod og til at frigøre sig og turde gå sin egen vej, også selvom andre stempler én som gal, ja direkte sindssyg.

Anders W. Berthelsen er overbevisende som den midaldrende mand, der har mistet tiltroen til sig selv, livet og verden – og Lise Baastrup går tilsvarende lige ind i publikum, uanset om hun græder, laver sjov eller er alvorlig. De to er et fantastisk makkerpar, som formår at skabe et samspil på scenen, der hæver sig over det kønslige, og som derfor gør dem til mennesker først og fremmest, hvilket er en sjælden kunst i vor køns- og seksual-orienterede tidsalder. Stort bifald for det.

Det var der også til samtlige medvirkende efter tæppefald – og så startede diskussionerne ellers blandt publikum på vej ud. Nogle fandt stykket nyskabende og godt, andre savnede Povl Dissing og hans måde at synge Svantes viser på.

Danmarksbloggen er både-og. Dissing var en stor årsag til, at de sange blev så populære. Men fornyelse skal til, hvis ikke vi skal stivne og blive til et museum. For ord og sange kan også ende som udstillingsgenstande, og måske især hvis de er nationale klenodier som Svantes viser. Men det er ikke alt nyt, der du´r – bare fordi det er nyt.

Danmarksbloggen mener for eksempel ikke, at Svantes viser egner sig til rock. Deres sprøde skønhed og poetiske tone forsvinder i den tunge bas, som blev spillet flere gange på scenen. På den anden side indeholder viserne en smerte og et vemod, som fortolkes så hjerteskærende fint i den jazz, som anden del også bød på. Så også set musikalsk var ”Svantes Lykkelige Dag” både-og.

Danmarksbloggen giver fire fugle (som forestillingen også vrimlede med) ud af seks mulige. Fire fugle, der synger Svantes viser på både ”vise-sprog ”og ”jazz-sprog”. Præcis som at visse af forestillingerne tekstes på både engelsk og klassisk arabisk. Et fint initiativ.

“Svantes Lykkelige Dag” spiller på Nørrebro Teater indtil d. 23. december.

På scenen er Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup og Nørrebro Teaters Folkekor – samt musikerne Søren Graversen, Anders Birk og Thomas Hamilton. Benny Andersen har skrevet roman, visetekster og originalmusik. Niclas Bendixen står for instruktion og dramatisering. Julian Toldam Juhlin står for scenografi og kostumer, mens Søren Graversen er kapelmester og har arrangeret musikken.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Jellingmysteriet

Vi lever i en kendis-tidsalder på både godt og ondt – også når det handler om historisk formidling, hvor fx børne-tv-værten og entertaineren Sigurd Barrett lige har skrevet en Danmarkshistorie for børn, som sikkert er et ganske velment forsøg på at vække historisk interesse og bevidsthed hos de kommende generationer.

MEN det er nu engang sådan, at den bedste mad laves af uddannede kokke – og på samme måde fortælles Danmarkshistorie også bedst, når det er uddannede historikere, der står for opgaven, og især hvis de kan kommunikere.

Forlaget Valeta´s bog ”Jellingmysteriet” er et godt eksempel på det. Det er skrevet af Anders Lundt Hansen, der er uddannet historiker, og som også skriver for Weekend-avisen. Og han kan formidle på en måde, så samtlige 153 sider er en sand fornøjelse af læse, hvad enten man ikke kender noget til Danmarkshistorie, eller er en glad amatør-historiker som undertegnede.

Bogen er delt op i tre dele. Første del handler om Jellings konger, anden del om legenderne – og tredje og sidste del om legendernes arv. Det er en god opbygning, der suppleres af en fin liste over både litteratur og links til den, der vil læse mere. Men har man ikke tid eller overskud, kan man sagtens klare sig med Anders Lundt Hansens bog, der er illustreret af Patrick Leis.

For i den meget velskrevne bog med de mange udtryksfulde tegninger får vi en særdeles grundig indføring i tiden omkring bygningen af højene i Jelling og opsættelsen af Jelling-stenene – og det står hurtigt klart, at mange såkaldte etablerede sandheder ikke holder vand.

Blandt højdepunkterne er oplysningen om, at Harald Blåtand ikke var den første kristne, danske konge, men at det i stedet var Harald Klak mere end 100 år tidligere. Vi får også fortalt, hvad det vil sige at bære jernbyrd, og vi hører om runerne – og om hvorfor runerne på den Jelling-sten, der kaldes Danmarks dåbsattest, er skrevet i en anderledes rækkefølge end runer normalt var. Det handlede selvfølgelig om magt.

Det er også interessant at læse, at man i området omkring Jelling ikke har fundet spor efter mennesker i modsætning til fx datidens store handelscentrum Hedeby, hvor man har fundet alle de klassiske spor på, at her har mennesker og dyr levet. Noget man også kunne have forventet at finde i Jelling, hvis området havde været det magtcentrum, som man ellers får indtrykket af i klassisk fortalt Danmarkshistorie. Men her åbnes der op for andre fortolkninger og nye spørgsmål.

Bogen giver i det hele taget et nuanceret billede af især 900-tallet, men også tiden både før og efter, hvor forskellige slægter af stormænd kæmpede om magten i Danmark, og hvor det slet ikke var givet, at det til sidst skulle ende med sejr til de Oldenborgere, der siden hen har kaldt sig selv Danmarks første kongeslægt, som de nuværende Glücksburgere også er beslægtet med.

Men Gorm den Gamle var ikke Danmarks første konge, og der har været andre kongeslægter end den nuværende, så Danmark har ikke en ubrudt række af monarker, der er i familie med hinanden. Selvom de styrende slægter også dengang konstant giftede sig ind i hinanden, når ikke de slog hinanden ihjel, hvad man også kan læse om i ”Jellingmysteriet”.

Eneste anke set med Danmarksbloggens øjne er målgruppen, som sættes til at være børn i alderen 9 til 14 år. Men bogens niveau er – især i en historieløs tid som vores – så højt, at det er Danmarksbloggens vurdering, at den nok snarere burde sættes til de 12-16-årige med en venlig henvisning til deres forældre om også at læse med.

Danmarksbloggen giver fem store runer ud af seks mulige til ”Jellingmysteriet”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Noooob”

”Noooob” er det spøjse navn på en manual for … nej, undskyld en bog om raske drenge, der virkelig forstår at lave ballade i drenges evige og ofte fysiske kamp om venskaber og placering i hierarkiet. Her ivrigt inspireret af hvad de ser af mindre eller som regel mere farlige eksperimenter på Youtube og andre steder på internettet.

Noooob er også kælenavnet på bogens jeg-fortæller og hovedperson, der egentlig hedder Jeppe, og er ven med tre andre drenge: Fessor, der absolut ikke er særlig (pro)fessor-agtig, men gruppens selvbestaltede og på alle måder grænsesøgende leder, Jakob, der er den eftertænksomme og kloge – og så Sammy, der er mere som Jeppe.

Noooob eller Jeppe er nemlig på mange måder, som drenge er flest. Han har det okay derhjemme, men fortæller ikke forældrene ret meget om, hvad der sker i hans liv. Han er til gengæld klar til at gøre meget for hans venner – og for deres fælles venskab og gruppe, hvor det ene skøre påfund afløser det andet.

Nogle af eksperimenterne – som selvfølgelig skal filmes og på internettet – er så også direkte livsfarlige, som da de køber et regnslag hver i TIGER for at bruge dem til at base-jumpe. Men der er også mere fredelige ideer, som da de skal spise 25 hotdogs hver. Det ender selvfølgelig ret ulækkert.

Og sådan fortsætter det hele bogen igennem – med det ene vanvittige påfund efter det andet, som ikke skal røbes her. Læs det selv … og bliv inspireret … helst til at lade være dog. Eller i hvert fald nedtone de der fysiske udfordringer, der skal afgøre ens plads i flokken, i hierarkiet.

For bogen er henvendt til drenge – og de vil uden tvivl finde den sjov at læse. Men mon ikke også piger vil kunne have glæde af den? Det tror undertegnede. Piger kan nemlig også finde på at foretage sig diverse ting og sager.

Bogen er skrevet i et godt og flydende nutidssprog, så den ene side vender automatisk den anden. Bogen er også baseret på virkelige hændelser, kan man læse. Det tror undertegnede på, selvom jeg aldrig har været dreng, men jeg kender både drenge og mænd, der har været drenge .Selvom de ikke alle sammen er som de fire her.

Som en – der for et par årtier siden var dreng – sagde, da jeg læste et par kapitler højt af bogen for ham: ”De drenge dér er stereotypen af drenge. Det er drenge sat på spidsen. De findes den slags drenge, ja – men vi er og var også en del, der ikke er/var sådan, selvom vi også kæmpede den samme kamp for at finde vores plads i flokken.”

Og det skal såmænd nok passe. De dygtige og arbejdsomme drenge, der ikke udsætter sig selv og andre for fare, er bare ikke nær så sjove at læse om som de fire rødder her. Danmarksbloggen giver fire store snøfler ud af seks mulige til Maria Kjær-Madsen og ”Noooob”. For i Noooobs gruppe spiser man nemlig også snøfler.

Det er forlaget Valeta, der udgiver ”Noooob”.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Kongeskibet Dannebrog”

Kan et skib være hovedfigur i en bog? Ja, det kan det godt, i hvert fald når det skib hedder Dannebrog og er et af verdens to sidste kongeskibe – og det eneste, der er decideret bygget til formålet.

Fotograf Franne Voigt udgiver i dag billedbogen ”Kongeskibet Dannebrog” på Gyldendal – et digert værk med mere end 100 fotos i både farver og sort/hvid af kongeskibet i danske farvande og højt mod nord i Grønland og på Færøerne. Vi følger selvsagt Dronningen og Prins Henrik på skibets færd over bølgerne, men også de to næste generationer, nemlig kronprinsen og hans familie, er rigt afbildet. For set ikke at tale om officerer og mandskab.

Det er så også bogens mission at vise, at Danmark, danskerne og Dannebrog hænger sammen – og at mange danskere udover kongefamilien har været ombord på Dannebrog, enten som mandskab eller som gæster.

Dronningen siger det også selv i forordet, hvor hun skriver: ”Et skib som Dannebrog vækker minder for enhver, der har været ombord, og hos de mange, der vinker til os langs kysterne og fra andre fartøjer på havet. Det er tydeligt, at Dannebrog ikke bare har en særlig plads for os, men også for mange danskere.”

Man siger som bekendt også, at et billede fortæller mere end tusind ord, og mange af bogens fotos er en visuel historie om både nuet – og om det kontinuerlige og stærke bånd mellem skib, hav, danskere og kongehus i både fremtid, nutid og fortid.

For ombord på Dannebrog hænger også et billede af Dronningens far, Frederik d. 9, der om nogen var glad for at sejle og især på Dannebrog, og det billede er selvsagt også med i bogen om skibet, der hejste kommando første gang i 1932, altså mens Dronningens farfar Christian d. 10 var konge.

Bogens største styrke er dog måske, at vi kommer bagom og rundtom det på alle måder majestætiske skib. At vi får lov til at se både mandskab og kongefamilie i alle mulige forskellige situationer på skibet. At vi ser både hverdag og fest. Når en dronning er eftertænksom, en kronprinsesse slapper af med sine børn, en smilende prins Henrik og en kronprins i fuld uniform.

Danmarksbloggen har bedt sin hustegner AnnaMTF om at gå bogen igennem. Hun ser meget bedre og meget mere, når det handler om billeder – og denne bog er i sandhed visuel.

AnnaMTF siger: ”Det er en smuk bog, som viser Dannebrog som det andet hjem, som kongeskibet er for både kongefamilie og besætning, der selvom de har forskellige pladser i hierarkiet, alligevel er som én stor familie, hvad man også ser af de mange portræt-fotos. Det er alt sammen meget dansk.”

Og hun fortsætter: ”Det samme er de mange billeder, der viser hverdagsagtige situationer, som når Dronningen og prins Henrik nusser deres hunde, mens de smiler og snakker, kronprinsparret leger leende med deres børn, eller der deles slik ud til mandskabet. Det er så også glansbilleder, men på en dansk-hygge-måde, og det cementerer hele historien om, at nok kan meget ændre sig, men kongeskibet er konstant, uanset tid og sted.”

En anden af bogens styrker iflg. AnnaMTF er, at billederne er meget forskellige, både i størrelse og i farvemætning, og om de overhovedet er i farver. De er også sat op forskelligt, og nogle er i ramme, mens andre ikke er. Det er alt sammen godt, mener hun og siger, at det også er nødvendigt, når man i virkeligheden ikke har så mange scenearier at gøre godt med. Man kan enten være på dækket eller nede i kahytterne. Se fra skibet og ud eller omvendt.

AnnaMTF har dog en kritik, og det er den ferskenfarve, som er brugt på både ryg og omslag. Hvad skal den til for, spørger hun og fortsætter: ”Jeg kan godt se, at ferskenfarven står i fin kontrast til det blå hav, men den passer ikke rigtig til alligevel. Jeg tænker, at man måske i stedet skulle have brugt den lysegule farve, som også ses mange steder på skibet Dannebrog.”

Endelig er der hos både undertegnede og AnnaMTF stor enighed om, at det er et herligt påfund, at bogmærket ligner et langt Dannebrog.

Danmarksbloggen giver fem smældende Dannebrog ud af seks mulige for en billedbog i ordets allerbedste forstand. Det er skønt at se så mange fotos, især når de er så flotte og viser så meget af livet ombord på et af verdens to sidste kongeskibe.

Bogen udkommer i dag torsdag d. 10. november på Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Nordika – nordisk hymne

I går var der urpremiere på Nordisk Råds nye nordiske hymne, skrevet af den norsk-fødte, men siden barndomsårene i Danmark boende forfatter Kim Leine, der også har boet i Grønland. Danmarksbloggen har både læst og hørt hymnen – og er IKKE begejstret.

For hymnen – som burde handle om hele Norden – virker mere møntet på netop det Grønland og det Danmark, som forfatteren kender. Med lidt god vilje kan man også tænke Island og Færøerne og i hvert fald dele af Norges fjelde og fjorde ind i hymnens tekst.

Men Sveriges vidtstrakte skove, store søer og klippefyldte skærgårde mangler totalt – og det samme gør Finlands tusind søer, og de småbyer, som det vrimler med både i Danmark, Norge og Sverige – og Finland. Og hvad med de både og skibe – og det at sejle, som i over tusind år har været så stor en del af det at være nordisk? Det er heller ikke nævnt, men havet og søvejen er vores livsnerve, det som binder os sammen her i Norden. Vores fælles historie og sprog er heller ikke berørt med et eneste ord.

Til gengæld er der ingen grund til TRE gange at skrive ”jeg elsker” efterfulgt af ligegyldige selvfølgeligheder og popmusik-agtige banaliteter, som det vrimler med i den såkaldte hymne.

Kim Leine har selv sagt, at han egentlig havde mest lyst til at sige nej til opgaven. Det skulle han have gjort. For det er i dén grad noget makværk. Danmarksbloggen giver en meget venlig lys nat ud af seks mulige, og håber at hymnen er glemt i morgen. For nordisk – dét er den ikke. Den er dansk-grønlandsk.

Læs selv hymnen her:

Nordisk Hymne: Nordika
Tekst: Kim Leine
Melodi: Sunleif Rasmussen

A:
Mit kære og store og lyse land
Med skummende kyst og is og fjelde
Du er mit hjerte, alt mit vid og min forstand
Du er mit udgangspunkt, du er mit helle
B:
Mit kære og store og mørke nord
Og Karasjok og Tunnelbanans krypter
Og Amager Fælled og Sognefjord
Jeg elsker din bredde dine dybder
A:
Du er mine kirker, min kult, min tro
Du er solopgang og solnedgangen
Du er min sorg, min glæde, min sjælero
Du er mit sind på retten og på vrangen
B:
Når nordlyset slynges i dissonans
Hen over nattens store himmelapsis
Så hvirvles jeg ned i en bundløs dans
Men genopstår af morgenens katharsis
A:
Mit store og iskolde land, jeg er din
Send blæst, send mig sne og send blot storme.
Men skænk mig sommernatten rød som en rubin
Et kort sekund, et kys af sol og varme
B:
Jeg elsker dig, svimlende, skønne sted
Jeg elsker dig over alt på jorden
Du er min sjæl og du er mit vid –
Min hjerne og mit hjerte, du er Norden. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: De dybeste rødder

Der har allerede været skrevet meget om Thomas Larsens mere end 400 siders lange bog ”De dybeste rødder”, der vel egentlig bedst kan beskrives som en historie- og samtalebog med Dronning Margrethe d. 2., der fortæller om sit eget liv i relation til Danmark, Danmarkshistorien og de begivenheder, som er sket i hendes levetid.

Det er en velskrevet og letlæst bog i fire dele, hvor man som læser dog godt kunne ønske sig, at der var gået mere i dybden med nogle af emnerne. Ikke nødvendigvis på den sædvanlige kritisk-journalistiske facon, som ofte blot handler om at udstille et menneske (især hvis det menneske er kendt). Men hvor man i stedet havde brugt den respektfulde nysgerrige og samtale-orienterede facon, som Dronningen ifølge bogen er meget begejstret for og selv praktiserer, når hun skal indsamle viden.

Den første del ”Rødder” handler om Dronningens lykkelige barndom på Amalienborg og rundt omkring på de andre kongelige slotte i Danmark. Her fortælles der ikke noget, som ikke allerede er almen viden om Danmarks dronning, der altid har elsket at læse (sådan set alt, men måske allermest Danmarkshistorien og de store fortællinger), at tegne og male samt at grave efter fortidsfund i den danske muld.

En dronning, der dengang hun var prinsesse, voksede op i en kærlig familie, hvor fædrelandet og fædrelandskærligheden var naturlige ingredienser i en hverdag, der bestod af lige dele rydden op i kommodeskuffen og rejse på togter med kongeskibet ”Dannebrog”, så hun i mange år efter kendte Danmark bedre fra søsiden end fra landsiden. Præcis som de vikinger, som hun beundrer meget og roser for deres mod og initiativ, gjorde det.

Det mest interessante i første del er derfor også Dronningens udmeldinger om barndommens betydning, danskerne og danskheden. Her siger hun fx: “Man kan stille to næsten diametrale modsætninger op og sige, at det er typisk dansk. Det er typisk dansk at have nok i sig selv, være derhjemme og have det hyggeligt. Men det er også typisk dansk at have udsyn og vilje til at drage ud og vise, hvad vi kan.”

I anden del ”På vej” beskæftiger bogen sig med de store linjer i Dronninge-gerningen, fra dengang Dronningen som 13-årig blev tronfølger efter Grundlovsændringen, der knyttede hendes skæbne til Danmark – og ikke til et andet land, som normen ellers var det for prinsesser. Men i stedet kom Margrethe d. 2. i Statsrådet med sin far, da hun fyldte 18 – som hendes egen søn også er det i dag.

For vi er med hele vejen rundt, også geografisk og historisk. Vi hører selvfølgelig om Grænselandet og Genforeningen, om Besættelsen og Den Kolde Krig – og om Dronningens kærlighed til Grønland og Færøerne – og vi forstår de to lande bedre, hvilket er en stor gevinst ved bogen. For i Danmark mangler der viden om og interesse for de nordlige dele af Rigsfællesskabet. Ved du fx hvornår det er grønlandsk og færøsk flagdag? Det gør Dronningen, og det er den 21. juni og den 29. juli.

Men vi hører også om Dronningens yndlingsregenter, hvor især det at læse om den af mange så oversete Christian d. 8 gør indtryk. Han var efter Dronningens mening den måske mest begavede mand, der nogensinde har siddet på Danmarks trone med en stor interesse for både kunst og kultur, men som samtidig også ønskede at knytte folkestyret tættere til Danmark. For nok var det sønnen Frederik d. 7., der gav danskerne Grundloven, men det var Christian d. 8., der lang tid inden havde støbt formen.

I det hele taget går Dronningen meget op i folkestyre, og i at være noget for sit folk og sit land – og det er derfor naturligt, at hendes valgsprog er: Guds hjælp. Folkets kærlighed. Danmarks styrke. Og det skal tages helt bogstaveligt.

Dronningen skal ifølge Grundloven være medlem af Folkekirken, men Margrethe d. 2. er et meget troende menneske, der også giver den kristne etik en stor del af æren for det gode samfund, som vi har i Danmark. Men hun nævner også andelsbevægelsen, åndskæmpen Grundtvig og så det at danskerne altid har handlet og sejlet ud som uundværlige dele af den danske folkesjæl.

Men som i første del er det Dronningens egne ord, der gør størst indtryk. Som når hun kalder Margrete d. 1. for en allerhelvedes kone, fordi den stærke dame i en mandsdomineret tidsalder kunne samle hele Norden – som den eneste regent gennem historien vel at mærke.

Eller som når Dronningen fortæller om Danmarks placering ved Østersøen og kalder Danmark et for andre lande ”Handy foretagende”, som de måske let kunne løbe over ende, men som omvendt alle også har en interesse i er et selvstændigt land, så ingen af de store magter sidder på adgangen til Østersøen.

I tredje del ”Skiftetid” kan man læse, hvordan det var i de bevægede dage i 1972, da Dronningen overtog tronen efter sin far – og i tiden efter, hvor både manden og moderen var Dronningen uvurderlige støtter i en dronninge-gerning, der med Dronningens egne ord var ganske umoderne på den tid.

En stor del af kapitlet er også tilegnet prins Henrik, som Dronningen stadig siger ligeså meget JA til, som hun gjorde det i Holmens Kirke for snart 50 år siden – også selvom danskerne ikke altid har mødt ham med samme forståelse og varme. Det er også gammelt nyt for nu at sige det ligeud.

Men også flytningen fra land til by og den nuværende diskussion om Udkantsdanmark kommer bogen ind på – dog desværre uden at gå rigtigt i dybden. Noget af det bedste er som sædvanlig et citat fra Dronningen selv, der ikke bryder sig om ordet Udkantsdanmark. Hun siger: ”Når man siger udkant, er det oplagt, at udsigtspunktet ligger i København … Men så plejer jeg at sige: Kom til Herning eller Holstebro. Det kan godt være, at de byer ligger langt fra København, men de er godtnok ikke udkant.”

Det hopper i det hele taget lidt i del tre, hvor det næste afsnit handler om en ligestilling, som Dronningen er glad for, men også opfatter som noget naturligt på en måde, så hun aldrig har været kvindesagsforkæmper. Men at hun i stedet mener, at der er forskel på de to køn, hvilket hun selv sætter trumf på med disse ord: ”For så ville vi jo være koraller, ikke? Og de har det ikke så sjovt, korallerne. De bliver større og større, og de kommer ingen vegne.”

Fra kvinder og børn – og at det har en pris, hvis både far og mor skal bruge pæren på job hele dagen – og en uforbeholden ros til svigerdatteren kronprinsesse Mary – går bogen videre med de nye danskere, som Dronningen i alle landets aviser er blevet citeret for at give en opsang i bogen med ordene om, at indvandrerne skal skifte lidt af jorden i potten, hvis de skal blive danske.

Og ja, det siger hun OGSÅ. Men som altid er det mere spændende at få det hele med end et løsrevet citat. For læser man kapitlet i bogen ”De dybeste Rødder” står det klart, at Dronningen i mange år har ment, at der var et ansvar på ALLE sider om at sørge for, at integrationen kunne lykkes, men at ingen faktisk har gjort det særligt god. Så de royale fingre peger på os alle sammen. Også hende selv, som ikke havde forestillet sig, at det ville blive så svært, men omvendt så mener Dronningen ikke, at problemet er større, end at vi burde kunne klare det.

Og så springer vi ellers tilbage til 1989 og Murens fald, som var en meget glædelig begivenhed for en Margrethe d. 2. der som et ægte barn af 2. verdenskrigs ulykker, blev meget glad for at se chancen for et forenet Europa i fred og frihed folde sig ud. Både for sig selv, men også i forhold til Danmark, som med Dronningens ord ikke er en isoleret ø, men som er knyttet sammen med både Norden og resten af Europa, men som alligevel skal bevare sin nationalkarakter.

Igen bruger hun potte-billedet, når hun siger om EU-samarbejdet: ”Man kan sige, at alle vi lande gerne skulle stå i samme vindueskarm, men i hver sin potte.”  For at nationalstaten og nationalfølelsen betyder noget, er Dronningen ikke i tvivl om.

Og det gælder også i en krigs- og terrortid som vores, hvor det er vigtigt for Dronningen, at vi holder hovedet klart, men også er i stand til og villige at forsvare os. Hun er derfor også en stor tilhænger af forsvaret og mener, at vi har gjort en forskel ved at have soldater udsendt i Irak og Afghanistan. For ja, det er godt, mener hun, at vi kaster åget fra 1864 fra os og tror på, at vi kan forsvare os selv og vores gamle land.

Fjerde og sidste del hedder ”Danskernes Dronning”. Det er bogens mindste del, og den starter med at tale om Dronningens nytårstaler og om danskheden, der både kan være selvtilstrækkelig og selvtilfreds, men også rummelig og en livsbekræftende det-går-nok-attitude.

Men også en danskhed, der med Dronningens ord handler om at påvirkninger udefra. Påvirkninger, som den danske kultur behøver – men ikke uden lige at se dem an. For som Dronningen siger det: ”Hvis man kritikløst omfavner det (nye), så kan man blive kvalt. Og hvis man kritikløst afviser det, kan man også blive kvalt. Af luftmangel.”

Det danske sprog, årstiderne, landskaberne, byerne, øerne og broerne kommer bogen også ind på – med særlige afsnit reserveret til landets to største byer, København og Aarhus, hvor Dronningen også opholder sig meget.

Og så slutter bogen som forventeligt med at konkludere, at danskerne gerne vil deres kongehus og monarki – selvom der altid er en debat, som ifølge Dronningen så sandelig også skal være der.

Med Margrethe d. 2. ved roret er det dog en debat, som næsten altid ender med en entydig lovprisning af monarkiet i Danmark. For Dronningen er en regent – en kone som hun nok selv ville sige det – der vil sit land og dets befolkning mere end de færreste måske gør sig klart … medmindre altså man læser denne bog. For så står det mejslet ind i sten som Danmarks dåbsattest gør det i Jellingestenen.

Danmarksbloggen giver fire kongekroner ud af seks mulige til journalist Thomas Larsen, der har skrevet bogen. Men Danmarksbloggen giver så også seks ud af seks kongekroner til Dronning Margrethed d. 2., fordi hun – de steder, hvor hun selv kommer til orde – med få ord og i fyndige sætninger får sagt så meget, at man som læser sidder med øjne så store som Rundetårn (ligesom H. C. Andersens hunde i Fyrtøjet) for at få det hele med.For i de sætninger ligger guldet i bogen – eller som det vel retteligen skulle hedde: Her glimter kronjuvelerne.

Bogen er udgivet af Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: In absentia

Når en bog starter med sætningen ”Jeg har lavet min egen kiste”, bliver man som læser automatisk nysgerrig. Det skal dog snart vise sig, at den trods alt rolige indledning ikke er andet end netop en stille ouverture til en hæsblæsende og meget blodig jagt gennem for det meste navnløse danske provinsbyer med enkelte afstikkere ud til øde og meget uhyggelige steder.

Men en ting er bogens gru, makabre detaljer og enorme mængder af blod. Der løber også hele tiden en understrøm af noget nærmest skræmmende normalitet. Illustreret med både hverdagsdetaljer som hvad vores navnløse jeg-fortæller spiser og drikker, og hvordan dynen føles på diverse hoteller og moteller – og med de mere store ting som spørgsmål om liv og død, kærlighed samt de steder og især de mennesker på vores vej, som får en afgørende betydning for os, selvom vi ikke selv vælger dem.

For vi kender det jo godt alle sammen. Når vi møder mennesker, som KUNNE gøre vores liv så meget lettere og bedre, men som i stedet gør det modsatte. Når det sker – og det sker for alle – så kan vi godt få lyst til at gøre noget, som gør ondt på de mennesker, der stopper vores drømme eller gode hverdag. Men vi er civiliserede og holder os i skindet og nøjes med at sende onde øjne og vrede tanker – og måske en lille negativ ytring – i retning af chefen, der fyrede os, bankrådgiveren, der ikke ville give os lånet til ønskehuset osv, osv.

Det vil sige i bogen ”In Absentia” nøjes den navnløse jeg-fortæller ikke med blot at tænke på at gøre det onde, det forkerte. Han myrder løs – efter en nøje tilrettelagt plan (i hvert fald i starten) – og med kæresten Stine og hendes (i hvert fald på sigt) velbefindende for øje. For hun er det eneste menneske, som han rigtig kerer sig omkring.

Men som vi alle må sande det – også selvom ens egen køreplan er knap så grusom, knap så blodig – må også bogens jeg-fortæller erfare, at alt ikke går som planlagt. Der kommer tværtimod meget i vejen. Hvad og hvordan skal ikke røbes ikke, men det bliver både grimt og voldsomt og tættere på splattergenren end krimigenren. Og det hele ender med at løbe løbsk på så mange planer, at man som læser sidder med et stort ubehag og en ligeså stor kvalme til sidst i bogen.

Faktisk har man som læser sympati for jeg-fortælleren i starten, men det er en sympati, som bliver mindre og mindre undervejs i bogen i takt med, at han får lettere og lettere ved at myrde. Og det er jo også foruroligende – for os læsere altså. For et mord er et mord, og et drab er et drab, og så er det fuldstændig lige meget, om han dræber fordi en person har gjort ham uret eller bare springer over i køen.

Jeg-fortællerens nærmest venskabelige forhold med spøgelserne af de mennesker, som han har slået ihjel, er også en spøjs detalje i bogen, hvor man som læser må vælge imellem, om man ser det som reelle spøgelser – eller som et udtryk for en dårlig samvittighed, som hovedpersonen trods alt har et eller andet sted i et sind, der er både begrænset og formørket, men som altså også virker skræmmende normalt.

For måske er forskellen mellem at være morder og ikke-at-være morder ikke særlig stor? Måske er det bare et spørgsmål om, hvad der skal få os over kanten? Måske kan vi alle skubbes over kanten, hvis der bare trykkes på de rigtige knapper? Det mener både læger, psykologer og præster – og Danmarksbloggen er tilbøjelig til at give dem ret.

Især fordi mange mordere – også hovedpersonen i denne bog – ikke opfatter sig selv som hverken særlig onde eller bestialske. De var blot nødt til at gøre, som de gjorde, mener de. Så kan man tale om kontrol, overskud og andre psykologiske mekanismer – og det frie valg. Men nogle gange er det måske også bare held, der gør, at man er på den rigtige side i stedet for at udslaget gøres af den der stålsatte vilje af moral, som de fleste af os gerne vil tro, at vi har – men helst ikke vil testes på. For den virker nok bedre i tanken end i virkeligheden.

Under alle omstændigheder: ”In Absentia” af Daniel Henriksen er en velskrevet krimi i et flydende og godt nutidssprog på samtlige 184 sider. Danmarksbloggen giver den fire store dampende kopper kaffe ud af seks mulige – som dem morder-hovedpersonen ynder at drikke, uanset hvilket humør han er i.

Bogen er udgivet af Valeta. 

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Mick Øgendahl´s FEST

Det sker, at undertegnede er i teatret bare for at nyde det – og ikke for at anmelde. Sådan var det i går, da jeg sammen med den 15-årige var inde i Glassalen i Tivoli og se Mick Øgendahls nye shov ”FEST”.

Men showet var simpelthen så godt, at det bare SKAL anmeldes – især fordi undertegnede er en af de der kulturelle og halvintellektuelle typer, som Mick Øgendahl både med ord og krop parodierer så godt, at jeg fik ondt i maven af grin, når jeg så mig selv i hans forvredne skikkelse med de slaskende arme på scenen.

For det var jo som at se sig selv i et spejl – og det er noget af en præstation, når personen på scenen er mand, og personen i salen – der genkender sig selv – er er kvinde. For i Danmark er vi stadig af forskelligt køn.

I Sverige derimod er man som bekendt ikke han og hun, men HEN, hvad Mick Øgendahl også gjorde opmærksom på til stor jubel fra en fuld Glassal.

I det hele taget bragede bifaldet gentagne gange – og til sidst stående – ned over en af dansk stand-ups´ absolutte stjerner, hvad enten han tog festtaler, sprængfarlige 16-årige drenge, hotdogs på vej hjem fra byturen eller hans nye hjemsted Holte under behandling.

Og her gik man i parentes bemærket og troede, at Mick Øgendahl boede i Greve, men turen er åbenbart gået endnu videre nordpå fra opvæksten på Falster, der selvfølgelig også var med.

For som Mick Øgendahl  sagde det, mens han pegede mod sig selv: Jeg er nok flyttet fra Falster, men Falster er alligevel herinde.

Nemlig – vi kan ikke rende fra vores rødder. Og heldigvis for det, når det handler om Mick Øgendahl. For en Øgendahl uden Falster er som en fest uden den flaske vodka, som i går aftes ved et uheld – og til stor moro også for manden på scenen selv – røg over gulvet.

Så det var en mega-fornøjelse at være med til Mick Øgendahls FEST … en fest med lige præcis den rette mængde pinligheder og stormende latter – også da han fortalte om den i virkeligheden ret alvorlige situation, da han var indlagt på psykiatrisk afdeling, men som med Mick Øgendahls klassiske og eminente kropssprog og mimik blev hylende morsomt.

Danmarksbloggen giver seks serpentinere ud af seks mulige – og småklukker stadig.

PS. Og nå, ja – de sædvanlige svinere (læs: hilsner) til vennerne Matthesen og Linda P. med flere kom selvfølgelig også til stor jubel fra et publikum, som naturligvis OGSÅ kommer til de shows, som vennerne laver. For sådan er vi jo, os der kan lide stand-up, vi er nogle værre skøger, der render fra den ene til den anden uden mindste blusel 🙂

MEN det her show – Mick Øgendahls FEST – det skal have topprioritet, lyder anbefalingen fra Danmarksbloggen. Showet spiller frem til slutningen af april 2017 over hele landet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk