Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: Don Ranudo

Udgivet den af
Svar

Året har sine faste traditioner, og for mange danskere – og måske især københavnere – er et besøg i Grønnegårdsteatret en kær sommerskik, hvor man sammen med familie og venner i et par aftentimer lader sig fornøje og forlyste i Designmuseum Danmarks grønne have.

Således også i år, hvor Holbergs komedie ”Don Ranudo” er på programmet med Henrik Koefoed, Lone Hertz og Tina Gylling Mortensen i de bærende roller.

De to første spiller det mildest talt fallerede adelige ægtepar, der nok lever af krummer og går klædt i laser, men som alligevel holder på formerne og aldrig nogensinde lader noget være vigtigere end æren, slægtshistorien og anerne. Og det gælder også datterens lykke og ønske om at gifte sig med sin velhavende, men borgerlige og derfor ikke fine-nok udkårne, hvis søster i Tina Gylling Mortensens skikkelse agerer en både energisk og dygtig giftesøster.

Det ender selvfølgelig lykkeligt for det unge elskende par (som Holberg i alle sine komedier har en stor svaghed for), hvilket derfor også næppe kom som en overraskelse for en godt fyldt have denne juliaften, der var en af de første gode sommeraftner på denne side af Skt. Hans med både sol og blå himmel, så det var let at forestille sig, at vi var i Spanien – især for os, der havde enten en god jakke eller et tykt tæppe med.

Jacob Guervitsch´s eminente og præcise guitarspil var også i høj grad sammen med de farvestrålende dragter og enkle, men virksomme kulisser med til at give en oplevelse af at være i et land, hvor blodet er hedt, og temperamentet kan slå gnister.

Men hvad med spillet på scenen? Slog det også gnister? Både ja og nej. Der var momenter af klassisk Holbergsk satire – samt af fantastisk gakket komik som under bryllupsscenen, hvor ankomsten af den etiopiske prins og hans følge var i top og hylende morsomt. Men der var også steder, hvor historien desværre blev mere fortalt med ord end vist med handling og mimik – og det var synd, for stykkets pointer omkring snobberi og spil for galleriet gælder ligeså meget i 2017, som de gjorde det i 1700-tallet.

Der var også noget med samspillet, som manglede. For hver og en af skuespillerne spillede rigtig godt, men ligesom at et orkester helst skal spille i samme takt, så skal skuespillere også spille med og mod hinanden, og den energi og nerve, som det giver, savnede Danmarksbloggen – og undrede sig over ikke var tilstede.

For både de gamle og de unge, de kendte og de mere ukendte kræfter kunne deres metier, så det var mærkeligt at opleve, at nogle helt oplagte potentialer ikke blev brugt, selvom især en driftssikker Henrik Koefoed i titelrollen og en stærkt spillende direktør for Grønnegårdsteatret Steen Stig Lommer i en birolle som pagen Gusman gjorde alt, hvad de kunne.

Danmarksbloggen savnede også nogle flere nutidige referencer til for eksempel den kreative klasse, som ikke kun sidder godt på flæsket i nutidens Danmark, men som også var godt repræsenteret på bænkene i Grønnegårdsteatret – og som har meget tilfælles med Don Ranudo og hans kone.

Måske især når den kreative klasse er på spanden og fx omtaler arbejdsløshed som ønsket tid til at lave con-amore-projekter, selvom de går over på den anden side af gaden for at undgå at møde deres Facebook-venner. For det er jo pinligt ikke at have råd til hver morgen at kunne gå med en caffe latte i hånden og kunne fortælle om den sidste succes. Og det gælder, selvom der i den kreative klasse er en fiks idé om, at det er finere at være arbejdsløs cand.mag end at være håndværker med en fyldt ordrebog.

For nok er 1700-tallets adelstitler i 2017 skiftet ud med en akademisk grad eller at være en kendis, men snobberiet og skaberiet er præcis det samme.

Men med alt dette sagt vil Danmarksbloggen alligevel anbefale at gå i Grønnegårdsteatret og se ”Don Ranudo” – og især hvis man ikke kender Holberg, eller ikke har set Holberg på scenen før, så får man her halvanden times god introduktion til klassisk Holberg med lige dele kærlighed, intriger og forvekslinger, når samfundets klasser mødes – hvad de både på scenen og i virkeligheden gør hele tiden, også selvom især samfundets top er gode til at glemme det indbyrdes afhængighedsforhold, som vi har til hinanden.

Danmarksbloggen giver derfor også fire våbenskjold ud af seks mulige, som det Don Ranudo gav til bonden Juan efter han og konen havde spist bondens gode mad. ”Don Ranudo” spiller til og med 26. august.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler

Udgivet den af
Svar

Det er en god tradition: Når Skt. Hans-bålet er brændt ned, blænder Dansk Rakkerpak op for deres sommerforestilling et sted i de københavnske gader.

Således også i år hvor man kan finde de herlige skuespillere og gøglere nede på Ofelia-plads med Skuespilshuset som en passende kulisse for årets forestilling ”Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler”, der foregår dels i good, old London og dels lige om hjørnet på og under selveste Amalienborg.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe d. 2 af Danmark er nemlig med i en fremtrædende rolle som en på alle måder ganske slagfærdig dame, og det samme er hendes – indimellem forsvundne gemal – prins Henrik eller Henri, som han helst skal kaldes, for forestillingens version af dronningens mand forstår kun fransk.

I forestillingen tales der også både fransk, engelsk, dansk – og en form for kinesisk, hvis altså man mener, at ordene Ni hao, Shanghai, Hong Kong med mere kan gøre det ud for kinesisk. Det kan de godt, når Dansk Rakkerpak spiller – i år sammen med Fair Play.

Vi i publikum afkræves heldigvis heller ikke at gennemgå et kursus i kinesisk, som det kursus i dansk den stakkels Watson må gennemleve, inden turen kan gå fra Baker Street til København – i båd vel at mærke, hvilket kaster mere end en latter fra sig.

For som altid er der fuld fart over feltet og masser af skægge gags og en sammenhæng mellem krop, mimik og handling, som er eminent, og som Danmarksbloggen godt kan forstå trak på den gode side af 300 mennesker ned til Ofelia Plads i den lyse sommeraften.

Niels Grønne var selvfølgelig Sherlock Holmes med pibe og forstørrelsesglas – og en attitude, der på den mest underholdende måde var mere sherlocksk, end hvad Sherlock selv nogensinde kunne opvise. Det samme gjaldt en overbevisende dr. Watson, en fornem og alligevel menneskelig dronning – og ikke mindst den diabolske og morsomme skurk Moriarty, der forsøgte at lære publikum at buhe, når han kom frem, som man gør det med skurken i engelske forestillinger som fx Crazy Christmas Caberet.

Referencerne til den store engelske scene-arv var også mange, og nok også flere end undertegnede lagde mærke til. Det var i hvert fald en kvik publikummer, som efter endt forestilling kunne fortælle om en vis scene med en mand klædt ud som dame, der måske havde sin inspiration fra et Monty Python-nummer (den spanske inkvisition)  – og at filmen ”A fish called Wanda” måske havde givet ideen til cocktail-pølsen i næsen (pommes frites).

Danmarksbloggen takker derfor også den ukendte publikummer og hans ledsagerske, som ligesom undertegnede storgrinede sig igennem en forestilling, der var mindre samfundskritisk end det plejer at være, men ligeså sjovt. For som den ukendte publikummer sagde det: Hvis ikke vi havde kongefamilien, hvem skulle vi så lave satire med og grine af?

Danmarksbloggen er enig og tænker, at lige præcis de ord er det bedste argument for monarkiets bevarelse, som Danmarksbloggen nogensinde har hørt.

For ja, Dronningen og prinsen og en guldbryllupsfejring, der ikke blev til noget i virkeligheden, men som stikker helt af på scenen, og giver ordene SAVE THE QUEEN en helt ny mening, er sammen med kronjuvelerne og en gravhund, der bliver til cocktail-pølser, omdrejningspunktet i sommerens forestilling fra Dansk Rakkerpak, der også på lydsiden er formidabel.

For såvel musik som lyde sidder, hvor de skal – og man glemmer sent billedet af en diadembeklædt dronning i grøn gallakjole, der spiller saxofon.

Danmarksbloggen giver forestillingen fem store cocktailpølser ud af seks mulige.

For det er en herlig og gakket blanding af klassisk gadeteater, krimi-satire og engelsk morskabsteater. ”Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler” er på turné ind i september.

Se mere her: http://www.danskrakkerpak.dk/sider/sherlock-holmes-og-dronningens-kronjuveler

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Nordens hersker”

Udgivet den af
Svar

Vikingernes liv og færden er altid godt stof, og nu er den selvstændige fortsættelse af ”Jellingmysteriet” udkommet. Læs Danmarksbloggens anmeldelse af ”Jellingmysteriet” her:  http://danmarksbloggen.dk/?p=8741

Fortsættelsen hedder ”Nordens hersker” og er ligesom forgængeren skrevet af Anders Lundt Hansen og illustreret af Patrick Leis, og lad det være sagt med det samme: Såvel sproget som illustrationerne er ligeså levende og sprudlende i fortsættelsen som i den første bog.

Der er fuld fart på fra start til slut, og samtidig får vi masser at viden serveret på en letforståelig måde, men alligevel med så meget saft og kraft – og fakta – om både tiden og dens mennesker og livsstil, at ikke kun målgruppen, som er børn mellem 9 og 14 år, men også teenagere og voksne med fordel kan læse med.

Som forgængeren havde en mission med at vise, at Gorm den Gamle ikke var Danmarks første konge – og at der også har været flere kongeslægter i Danmark end Gorm og hans efterkommere, så har også ”Nordens hersker” en mission – eller måske snarere to.

Dels vil den fortælle, at Knud den Store – trods at hans far var den danske konge Svend Tveskæg – nok mere var engelsk konge end dansk, og dels at det, som vi kalder vikingetid, nok snarere er middelalder.

For det er Knud den Store og hans meget begivenhedsrige liv i England, hvor han i flere år måtte kæmpe om magten, der er i fokus – og det var en kamp, der foregik både på land og på vand, i soveværelset (for ægteskab med den rigtige kan gøre en stor forskel, når man sigter efter at få en krone på hovedet) og blandt venner og fæller, der godt kunne blive modstandere og fjender.

Vi hører selvfølgelig også myten om, hvordan Knud den Store blev opfattet af samtiden som nærmest guddommelig, hvad han som en (ihvertfald på overfladen) ydmyg kristen ikke ville være, så han satte sig ned i strandkanten for at se, om han kunne tæmme bølgerne. Det kunne han ikke, kan Danmarksbloggen vist godt røbe uden at ødelægge noget.

Men ellers vil Danmarksbloggen ikke sige mere om en meget spændende konges liv og gerning. Læs det selv i ”Nordens hersker”, for det er ikke kun en medrivende fortælling – det er rent faktisk sket i den tid, som de fleste af os omtaler som vikingetiden, men som bogens forfatter Anders Lundt Hansen altså vil kalde middelalder.

Det gør man også ude i Europa, når man taler om 1000-tallet, som var Knud den Stores århundrede, men i Danmark opfatter man perioden cirka 850 til cirka 1050 for vikingetiden, hvilket Anders Sundt Hansen mener er noget fjolleri.

Danmarksbloggen er ikke helt enig, for der er en verden til forskel på netop vikingetiden, hvor danske mænd rejste ud – drog i viking som det hed – og handlede og plyndrede, mens kvinderne stod for det derhjemme – og alle tilbad Thor og Odin og de andre nordiske guder. For nok blev vi kristne omkring 965, men det tog alligevel sin tid, før det slog helt igennem.

Men omkring 1050 er landet ved at være kristnet, og det store kirkebyggeri – som ikke har sin lige noget andetsteds i verden – går i gang, og samtidig begynder mændene at blive mere hjemme, og kvinderne får markant mindre magt, men omvendt kommer der også en organisering af landet og samfundslivet, som vi ikke havde før – altså i vikingetiden.

Men det er en historisk diskussion, som nok er spændende, men som i reglen ikke hører en anmeldelse til, selvom Danmarksbloggen lige vil gøre opmærksom på, at man i ”Nordens hersker” kan læse om, hvordan Viborg, Roskilde og Lund på Knud den Stores bud udbygges til rigtige byer – og hvordan Knud den Store sætter englænderne til at stå for såvel mønter, kirker og anden organisation.

Så at hævde at Knud den Store bragte middelalderen til Danmark giver derimod god mening – også selvom Nordens hersker i middelalderen vel egentlig ret beset var en vis Margrethe Valdemarsdatter, der levede flere århundreder senere, og som bedre kendes under navnet Margrete d. 1. – og hende, der samlede Norden i Kalmar-unionen.

Danmarksbloggen giver fem store skinnende sølvmønter ud af seks mulige for en både letlæst, fakta-tung og spændende ”Nordens hersker”.

Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “De lærdes tyranni”

Udgivet den af
Svar

Folkemødet er forbi, og den politiske sæson nærmer sig også afslutningen inden sommerferien, men måske afgøres Danmarks fremtid ikke hverken på Bornholm eller på Christiansborg. Ikke kun i hvert fald.

Der er nemlig et Danmark uden for de store byers attraktive postnumre, og der findes masser af danskere, som ikke tilhører den ellers så magtfulde kreative klasse. Og nu har de danskere – som altså er flertallet målt i hoveder – fået en stemme i medlem af Folketinget for Socialdemokratiet Kaare Dybvad Bek, der har skrevet bogen ”De lærdes tyranni. Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund.”

I bogen gøres der præcist og rammende rede for, hvordan den kreative klasse, som består af akademikere i centraladministrationen, i mediebranchen, på universiteterne og i konsulentbranchen, sidder tungt på ikke kun avisernes dagsordner, men også på hvad der sættes politisk fokus på – og gøres noget ved, fx indenfor uddannelse og fordelingspolitik. Til egen fordel selvfølgelig. At det så sker på bekostning af mere svage befolkningsgrupper og produktionserhvervene er den kreative klasse tilsyneladende ligeglad med, da den ser sig selv som mennesker, der kun gør det, som alle andre ville gøre, hvis de havde den samme viden (!).

Den kreative klasse skiller sig dermed ud fra den klassiske økonomiske overklasse ved ikke at anerkende sit ansvar – og sin store magt, og deri ligger nok et af de allerstørste problemer. For i et samfund, der er bygget på solidaritet, og på at de brede skuldre bærer de store læs, er en udvikling, hvor nogle få (læs: den kreative klasse) hele tiden får mere og mere, mens resten marginaliseres og udelukkende ses som nogen, der skal tjene denne kreative klasse, den gale vej at gå.

Den sociale blindhed er derfor et af den kreative klasses mest udtalte kendetegn, hvad Kaare Dybvad Bek også så glimrende gør opmærksom på, når han for eksempel nævner, at SRSF-regeringen gik med til dagpenge-besparelser for i stedet at afsætte flere penge til universiteter.

Mange af den kreative klasses mest ivrige repræsentanter har naturligvis forlængst været ude og kritisere Kaare Dybvad Bek og sagt, at uddannelse er godt for hele samfundet, og det er da rigtigt, men det rykker ikke ved, at manden har en pointe, når han taler om den magtfulde klasses svigt af den danske under- og middelklasse. Tværtimod bestyrker især de radikales og Alternativets indvendinger, at de kreative ikke er istand til at se kritisk på dem selv, deres egen fremkomst og magt.

Det er så en udvikling, der har lange historiske rødder, hvilket man også kan læse i bogen ”De lærdes tyranni”, hvor der gøres fint rede for forskellen på Georg Brandes moderne gennembrud og Jeppe Aakjærs folkelige gennembrud, og de linjer, som den kamp trækker op igennem 1900-tallet, inden det kulminerer med den kreative klasses fremkomst i slutningen af århundredet. En klasse, der dækker cirka 10% af befolkningen, men som har meget mere magt end dens størrelse berettiger til.

Der er dog en modreaktion i gang – selvfølgelig i provinsen, hvad man så mest tydeligt ved Folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti gik voldsomt frem i netop Vestsjælland og Sønderjylland, to landsdele hvor den kreative klasse stort set aldrig kommer, men hvor Kaare Dybvad Bek selv kommer fra – nærmere bestemt Vipperød ved Kalundborg.

I bogen rejser han derfor også til Vipperød, og man hører om flere konkrete skæbner fra dem, som Kaare gik i skole med, og om byens historie. For engang var Vipperød et sted, hvor der boede alle slags mennesker, måske ikke lige som naboer, men man kendte alligevel hinanden, og børnene gik i skole sammen, i byens folkeskole. Hvor ellers?!

Sådan er det ikke længere. I Danmark lever vi mere og mere opsplittet. Den kreative klasse inde i storbyerne, mens dem, der servicerer denne klasse, må pendle fra forstæderne eller endnu længere ude – hvis man er så heldig at have et arbejde.

Det er altså tydeligt, at det går den gale vej, hvis vi fortsat ønsker at leve i et samfund, hvor der er lighed og frihed.

Derpå fortsætter Kaare Dybvad Bek med at fortælle om sporten som demokratisk faktor, og hvorfor et sammenvævet og forpligtende lokalsamfund er bedre for den enkeltes muligheder end storbyens anonymitet og løse forbindelser.

Det er en interessant pointe, som dog savner at nævne den mangel på tolerance, frihed og originalitet, som der også findes ude i de små lokalsamfund, og som kan gøre det svært at udvikle sig og bare være sig selv, hvis man er anderledes end flertallet, hvad undertegnede var det i min opvækst i 70´erne og 80´erne en by meget a la Vipperød.

For lillebyen kan godt have meget og også for snævre rammer, mens storbyen kan noget med netop frihed og udfoldelse – og storbyen var også engang både samlende og forpligtende, hvad man fx så på Vesterbro under besættelsen, og stadig kan se indimellem i enkelte af den kreative klasses bastioner som fx Christianshavn, hvor undertegnede bor. Her er vi stadig en del, der tror på solidaritet og fællesskab, også ude i det danske land og mellem storbyen og de små byer. Men vi er i undertal, så ja, Kaare Dybvad Bek har en pointe og har helt ret, når han mener, at vi skal prioritere ligheden.

Lighed i undervisning, i sygepleje og i alt andet, men også satsning på erhvervsskoler, på sundhedsplejersker, på blandede boligområder (afskaf forældrekøb og indfør bopælspligt, lyder Danmarksbloggens anbefaling) og ikke mindst høje mindstelønninger vil være redskaber, der vil gøre en stor forskel og modvirke overakademiseringen, altfor velbetalte kreative og altfor underbetalte service-arbejdere – samt centraliseringen uden ende som er den kreative klasses tre hovedmål, som det så glimrende gøres rede for i bogen.

Det handler derfor om at gøre oprør mod de lærdes tyranni, og her er der ifølge Kaare Dybvad Bek tale om tre oprør. For det handler om kampen for det folkelige Danmark, som ikke nødvendigvis kun er en socialdemokratisk kamp, men som kan hente gods fra store dele af det politiske spektrum.

For det drejer sig om hele Danmark, om at alle skal have lige meget indflydelse, og om at der skal være respekt for alle professioner og håndværk, om at vi trods sociale skel skal kunne leve side om side, fordi forskellene så heller ikke er større. Men især på det sidste område går det stærkt den gale retning i disse år, hvor overklassens unge får lejligheder og biler, når de fylder 18 år, mens underklassen ikke har råd til den nødvendige medicin.

Første oprør er derfor: Drop uligheden i uddannelserne, hvilket konkret vil betyde, at en fjerdedel af universiteternes studiepladser skal nedlægges, mens der skal øges på erhvervsskolerne. Det offentlige tilskud til privatskolerne skal også igen ned på 71%.

Andet oprør er: Hellere industrijobs end skopudsere. Det siger næsten sig selv, at vi tjener flere penge på at producere noget, der kan sælges end på at nogle servicerer nogle andre, og helt slemt er det, når østarbejdere, flygtninge og andre gør det til en løn langt under en i forvejen altfor lav mindsteløn. Derfor anbefaler Kaare Dybvad Bek også, at der indføres kædeansvar, og at der ansættes 500 medarbejdere yderligere indenfor skattevæsen og arbejdstilsyn til at føre kontrol med illegal og udenlandsk arbejdskraft.

Tredje oprør er: Skær de udemokratiske fedtlag ud af det offentlige, som især er det ledelses- og kommunikationslag, der i en stigende centraliseret kommunal og regional sektor sidder med sugerøret godt ned i kassen, mens samfundsfunktionerne og de lokale politiske beslutninger afdemokratiseres. Løsningen er selvfølgelig blandt andet at udvide byrådene og give tilskud til opretholdelse af lokale enheder indenfor områder som uddannelse, politi og daginstitutioner.

Danmarksbloggen giver Kaare Dybvad Beks bog ”De lærdes tyranni” seks Dannebrogsflag ud af seks mulige. Det er et velskrevet og relevant indspark i debatten om, hvad der skal ske med Danmark i de kommende årtier – hvis altså vi vil bevare/genskabe det solidariske velfærdssamfund, som resten af verden kæmper for at få.

Det er People´s Press, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig”

Udgivet den af
Svar

Årligt skrives der et stort antal historiebøger om Danmark, og selvom mange laves på et fagligt velfunderet grundlag, så er der tit langt imellem snapsene, når det kommer til samme bøgers underholdningsværdi.

Men i Asser Amdisens nye bog ”En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig” går historisk viden og læsenydelse hånd i hånd i en grad, så undertegnede mange gange i løbet af de 256 sider måtte stoppe læsningen og klukke af grin – ja, sågar citere det nyligt læste højt for mand og barn, som i den seneste tid derfor har lagt ører til megen Danmarkshistorie.

For det er simpelthen herligt at læse om Danmarks fortid på en så levende måde, som Asser Amdisen beskriver den. Man kan i samtlige kapitler se de mennesker og de tider for sig, se dem folde sig ud i sorg og i glæde, i kampe og i fred, når det kneb, og når vi triumferede.

Hvem er det også, der siger, at faglig substans kun kan formidles tørt og alvorligt? Ja, Asser Amdisen mener faktisk, at det forholder sig lige modsat. At historiefaget blev ramt af den videnskabelige syge engang i oplysningstiden, og derfor siden har fravalgt at fortælle de gode historier, fordi historiefaget gerne vil være ligeså fakta-orienteret som de mere agtede naturvidenskaber. Men det er skade. For hvor det er nemt at bevise fx tyngdekraftens eksistens og påvirkning, så er det straks sværere at skrive om fortiden uden også at ty til de sagn, myter og historier, som er blevet fortalt fra slægtled til slægtled, og som også er en del af vor fælles arv, selvom de ikke kan bevises i et laboratorium.

Heldigvis fortæller Asser Amdisen masser af netop de overleveringer, og så tilføjer han historiske fakta som fx i legenden om Dannebrog, der jo efter sigende faldt ned i Estland i 1219 som en hjælp fra Gud, så vi kunne besejre de hedenske estere i det store slag ved Tallinn. Problemet var bare, at esterne allerede var blevet kristne få år før, da en ridderorden kom forbi. Men som Asser Amdisen skriver med klart blik for både magtspil, økonomisk gevinst til den danske konge og menneskelig psykologi ”En god gerning kan jo ikke gøres for tit, og Valdemar var ikke en mand, der lod sig slå ud af småting”.

Asser Amdisen lader sig heller ikke slå ud. Han er heller ikke bange for at have en holdning til både samfund og det at være dansk, hvilket også er forfriskende – især fordi han så melder klart ud, hvor han står.

For igen så lever vi i en tid, hvor objektivitet er finere end subjektivitet, så det er normalt, at fx forskere og medier skjuler deres dagsordner bag et ”objektivitets-tæppe”. Men medmindre vi taler om naturvidenskaberne, hvor det meste kan måles og vejes og bevises i, så er alt subjektivt og afhængigt af øjnene, der ser. Fra kunst over litteratur og religion – og til historie.

Og her taler Asser Amdisen klart sprog, som når han fx skriver om, hvordan nationalismen i 1800-tallet afløste religionen som den ramme, mennesker sætter om deres forståelse af sig selv og deres identitet. Undervejs underbygger han sine meninger med fakta om de historiske forhold, men han gør også til sidst i bogen opmærksom på, at læseren gerne må være uenig med ham, blive vred, gal, sur og alt muligt andet.

Bare ikke ligeglad, for så dør historierne og dermed det fællesskab, som vi alle lever af og på. Og det er rigtigt. Vi må ikke blive ligeglade og slet ikke med vores egne rødder og historie. Heldigvis er Asser Amdisen en god spindoktor for Danmarkshistorien.

Apropos spin, så holder Danmarksbloggen også meget af bogens fokus på spindoktorer i ordets mest udvidede betydning, som når det fx slås fast, at vikingerne manglede en spindoktor, og at de overfaldne klostre i de skrivekyndige munke netop havde de perfekte spindoktorer, fordi de skrev fortællingerne om de fæle vikinger og deres gerninger. For som bekendt så vinder den, der skriver historien.

Men Asser Amdisen formår også at gøre rede for komplicerede forhold som middelalderens konger og deres indbyrdes familie- og hævnforhold i kampen om magten samt at trække de overordnede linier og flette konkrete begivenheder og personer sammen med de forskellige tiders syn på samfund, religion, filosofi samt menneske- og verdenssyn.

Han hamrer også en pæl ned gennem myterne, og er ikke bleg for på den ene side at vise forståelse for, hvorfor vi danskere elsker Christian d. 4., der med sine mange fejl lige er til at spejle sig i, men som også var manden der, fordi han så gerne ville være en stor krigsmand, førte Danmark fra at være stormagt til mellemmagt. Endelig slås det også fast, at hvis Christian Firtal ikke havde dummet sig så gebommerligt nede på den tyske hede i 1625, så havde vi måske ikke mistet Skåne, Halland og Blekinge, som vi ret beset vandt tilbage i krig flere gange siden den ulyksalige Roskildefred, men aldrig fik fordi stormagterne ikke ønskede, at den samme nation sad på begge sider af Øresund.

For vi slipper ikke for at høre om de nationale traumer, heller ikke 1800-tallets jammervandring med statsbankerotten, tabet af Norge og de slesvigske krige, som gjorde os til en lille stat, en andedam, du puslingeland og alt det der, som stadig martrer os, og som også hænger sammen med dansk deltagelse i diverse krige i dag, hvor vi har et demokrati, som vi med Asser Amdisens ord tager for givet. Måske fordi vi nærmest fik det smidt i hovedet af Frederik d. 7. – fremfor som i mange andre lande at skulle kæmpe for det, hvilket han mener er skade og en direkte årsag til, at vi så villigt har ladet demokratiet undergrave siden 2001.

For det er en historisk bog med holdning og et skarpt blik for perspektiverne for både landet og den enkelte dansker før og nu. En bog, hvor forfatteren tør bekende kulør, som når han skriver, at danskerne altid har levet af handel – også med våben. For Danmark har 7000 km´s kystlinie, og dansken har sejlet og handlet fra før vikingetiden og til i dag, hvor de Mærsk-lyseblå skibe ikke vækker rædsel nogetsteds, men stadig sejler guld hjem til Danmark.

Et Danmark, hvor Amdisen også gør op med myten om danskerne som dette fredelige folkefærd, der nok en gang var vikinger, men nu er vi jo blevet voksne, demokratiske og tolerante – og ganske humane. Men nej, siger Amdisen, den holder ikke, og så argumenterer han ellers – og løfter en advarende pegefinger.

For det velfærdssamfund, som vi har i dag, og som bygger på to skelsættende begivenheder – nemlig Hovedaftalen fra 1899, der sikrer et stabilt og godt arbejdsmarked samt parlamentarismens indførelse i 1901 – kan nemlig sagtens ændre sig, og ikke nødvendigvis til det bedre. Måske snarere tværtimod, mens vi danskere smæsker os i national selvfedme bag ligusterhækken og lader en totalitær demokratisme styre os.

Asser Amdisen får fem store Dannebrogsflag ud af seks mulige for sin levende og velskrevne, humoristiske og substantielle ” En ualmindelig og kortfattet Danmarkshistorie – fra begyndelsen og til fornylig”. For det er en bog spækket med viden, hvor såvel den historiekyndige som novicen ud i Danmarkshistorien kan hente perspektiver til videre læsning og især overvejelser over, hvad det vil sige at være dansk – og hvordan vi ønsker, at det danske samfund skal udvikle sig. 

Bogen udgives af Haase Forlag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Katharina Luther – Munkens Brud”

Udgivet den af
Svar

Den samme mand kan ikke bade to gange i den samme flod uden at de begge har forandret sig, siger man – og det er sikkert sandt.

Men til gengæld kan de samme to kvinder sagtens optræde i den samme forestilling to gange – uden at gløden og nerven bliver mindre. Ja, tværtimod bliver helheden endnu mere intens, mere brændende, i hvert fald når det gælder ”Katharina Luther – Munkens Brud”, som havde premiere i Haderslev Domkirke i oktober sidste år – og som i lørdags spillede i Sionskirken på Østerbro i København.

Undertegnede både så og anmeldte dengang i efteråret forestillingen for Kristeligt Dagblad – se anmeldelsen her: https://www.kristendom.dk/kristendom.dk/katharina-luther-var-paa-praedikestolen-i-haderslev-domkirke

Siden den mørke oktober-aften i den smukke, sønderjyske katedral var der gået seks måneder, men historien om en af verdenshistoriens mest usædvanlige kvindeskæbner fascinerede stadig ligeså meget i den lille, kønne sognekirke på Østerbro i den sollyse forårseftermiddag – også selvom jeg kendte både handlingen og de små virkemidler og overraskelser undervejs.

Men som sagt er de to optrædende kvinder også ganske formidable på hvert sit felt.

Tine K. Skau, der forestillingen igennem på fineste vis spiller på mere end 12 instrumenter, har komponeret al musikken, så det lyder som renæssancemusik og danner et perfekt matchende lydtæppe til en både dramatisk og medrivende fortælling.

En fortælling, hvor Anette Jahn simpelthen ER Katharina Luther fra den lille pige, der afleveres i klosteret over den unge kvinde, der langsomt men sikkert via sit eget mod og Luthers ord tør bryde igennem og ud af klosteret – og til den voksne kvinde, der både kan opbygge et forretningsimperium, diskutere reformationen og passe børn og plejebørn, indtil hun med Luthers testamente i hånden må kæmpe for at få forældreretten over sine børn.

En mere end usædvanlig skæbne i en tid, hvor kvinder var uden rettigheder. Så hvor fik hun styrken fra? Forestillingens bud er jomfru Maria, som Katharina Luther holdt fast i livet igennem. Og hvorfor ikke, selvom Luther mente, at jomfru Maria bare var en almindelig kvinde, og at det netop var det fineste. Fordi når en almindelig kvinde kunne føde Guds søn, så er vi alle lige tæt på Gud.

Det er en holdning, der giver genlyd i en protestantisk sjæl – og dem var vi mange af i Sionskirken, endda i alle aldre, som efter forestillingen fik mulighed for at tale sammen med Anette Jahn og Tine K. Skau om, hvad der havde berørt os. Og man ved, der er sket noget (godt), når unge konfirmand-drenge finder det mærkeligt og forkert, at en kvinde ikke kunne have forældreretten over børnene.

Vi er så alligevel ikke helt i mål endnu her 500 år efter Luther. Kvinder med magt som for eksempel en nutidig tysk kvinde, nemlig den tyske kansler Angela Merkel, må stadig lide under mere sladder og latterliggørelse end hendes mandlige kollegaer. Tænk også på hvad Thorning måtte lægge ryg til, da hun var statsminister og blev kaldt Gucci-Helle. Eller den konservative Lene Espersen, der blev kaldt for den talende kavalergang. Sexistisk er for pæn en betegnelse.

Så inden vi dømmer reformationstiden ude som gammeldags, skal vi også huske på, at det stadig er velset mange steder, når kvinder (udelukkende) gør kvindeting som at passe gamle og syge og børn og stå for det praktiske. Og at der stadig er mange mænd, som ligesom Luthers venner ikke ønsker, at kvinderne blander sig i nutidens Lutherstuber og diskussioner – og tager teten og magten, både den politiske, økonomiske og åndelige.

Og der er også stadig langt imellem de mænd, der som Luther støttede kvinderne, når han fra prædikestolen kaldte de bortløbne nonner for heltinderne og et lysende eksempel på den frihed, som reformationen gav både kvinder og mænd.

Så ja, Luther var verdens første mandlige feminist og ved sin side havde han en stærk kvinde: Katharina Luther, som man lærer så godt at kende i selskab med Anette Jahn og Tine K. Skau.

Man går nemlig hjem og føler, at man har været helt tæt på Katharina Luther, og man ville ønske, at der fandtes en tilsvarende forestilling om Martin Luther. For han er af og til ret svær og tung at komme i nærheden af, også selvom han træder markant mere frem af skyggerne, når man ser forestillingen for anden gang.

Danmarksbloggen giver ”Katharina Luther – Munkens Brud” seks rosenkranse ud af seks mulige, som den rosenkrans Katharina Luther havde i sit bælte. For reformation eller ej: Katharina Luther, født von Bora, gik i jomfru Marias fodspor, både som kvinde, mor, husmor – og også som formidler af det levende Guds ord.

Og nok brændte en uforstående og uforstandig samtid Katharinas breve efter hendes død, mens man gemte Martin Luthers – men alligevel taler hun til os på tværs af århundrederne, og det er stærke ord om ligeværd og ligeret, som vi stadig skal kæmpe for – både mænd og kvinder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: “Historien om Danmark”

Udgivet den af
1

I går aftes rullede første afsnit af DR´s ”Historien om Danmark” over skærmen.

Det bedste var værten Lars Mikkelsen, som roligt og troværdigt guidede os igennem stenalderens forskellige faser og den del af Danmarks geologiske fortid, som fødte landet – minus Bornholm altså, som man desværre glemte trods at solskinsøen som den eneste lokalitet i Danmark rummer rester fra samtlige geologiske tidsaldre, også de tidligste kambrium og prækambrium.

Men Lars Mikkelsen var god – og det var mere end tydeligt, hvorfor han er så efterspurgt en skuespiller, også i udlandet. De forskellige eksperter, der udtalte sig om dna, levemåde, dyr, jægere, fiskere og landmænd, var også både vidende og spændende. Ja, en af dem kunne endda kaste en lille latter af sig, da han talte om, hvordan stenaldermenneskene havde siddet og hygget sig og fortalt historier – og at det med den danske hygge altså stammede helt tilbage fra stenalderen.

Det var sjovt, om end måske ikke helt historisk korrekt. Men ellers var mange andre ting historisk korrekte – ingen tvivl om det, og så alligevel. For de indlagte dramatiseringer af fx den måde, som landbruget kom til Danmark på, var tænkte og lavet for at fange folks interesse.

I det hele taget var den meget lækre produktion med flotte billeder og masser af lyd voldsomt drama- og personfikseret, og sådan er virkemidlerne i mange produktioner i vor tid. Desværre. For når man skruer så meget op for den slags, går det som regel udover substansen og kvaliteten, og således også her, hvor vi fik markant mindre at vide om Danmarks tidligste tider end man gør det, hvis man for eksempel ser Erik Kjærsgaards Danmarkshistorie, som nok er lidt langsom i tempoet – men til gengæld sprængfuld af viden.

I ”Historien om Danmark” derimod klippes der hurtigt mellem alting, og man keder sig ikke. Til gengæld bliver man heller ikke mæt. Men måske for den, der intet ved om historie, kan serien være en appetitvækker til at lære mere om Danmarks fascinerende historie. Om det land mellem sunde og bælter, som blev vores … danernes land … Danmark.

Danmarksbloggen giver fire landkort ud af seks mulige – mindst et af dem alene på grund af Lars Mikkelsens dygtighed. Gid han havde haft et endnu bedre manuskript – eller man måske trods alt havde taget en historiker, som kunne have øst af sin egen viden også. Det havde klædt DR, hvis de havde turdet været gammeldags og satset på kvalitet og viden – også på det indholdsmæssige område.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: Josefine Ottesens “Vikingesagn”

Udgivet den af
Svar

Der er bøger, som nærmest læser sig selv. Josefine Ottesens ”Vikingesagn. De 20 allerbedste fortællinger fra Danmarks oldtid” er en af dem.

Bogen består af 20 gendigtede sagn og historier fra Danmarks oldtid (i denne forbindelse primært den sidste del af jernalderen og vikingetiden), og vi kender mange af dem i forvejen som for eksempel den om Kraka og den om Kong Skjold.

Ragnar Lodbrog, Rolf Krake, Uffe hin Spage og Hagbard & Signe er også navne, der som andre runer er ristet ind i vores kollektive hukommelse her i Danmark, for runer er gamle, og landets fødselsattest Jellingestenen fra slutningen af 900-tallet er den rene årsunge sammenlignet med disse herlige historier.

Men gode historier kan altid høres og læses igen, også fordi de her kommer i Josefine Ottesens version, der bygger på både de originale kilder som Saxo (altså historieskriveren), sagaerne og Axel Olriks ikoniske værk ”Danske Heltesagn” – men her i Josefine Ottesens udgave.

Og de 20 gamle sagn er bestemt ikke blevet dårligere af at komme en tur igennem hendes sind og hendes computer. Tværtimod så er de på alle måder saftige historier kommet ud igen i et moderne sprog, der er ligefremt og sprudlende og fortalt uden unødvendige detaljer, men alligevel med præcis den mængde forståelse, som også skal til, når man som nutidsmenneske skal rejse mere end 1000 år tilbage i tiden og historien.

Som en ekstra service gøres der endda først i bogen kort rede for begreber som sejde, bersærk, at sidde på høj og andet fra den tid. Det er nyttigt. For så er man klædt på til 20 historier, der står så knivskarpe og levende, at man ikke behøver at lukke øjnene for at se højilden på Samsø, da Argentyrs og hans brødres ånder viser sig for Hørveds datter, der kommer for at hente det magiske sværd, som hun mener er hendes fødsels-ret.

Man kan også næsten dufte drageblodet fra den drage, som Sigurd dræber – og man kan høre klangen af sværd og skjold fra de mange kampe og krige, som bogen er fuld af, og som næsten altid vækker ligeså megen hævntørst som tårer. For vi befinder os i den før-kristne æra, dengang æren var vigtigere end alt andet, dengang mænd var vikinger – og kvinder var skjoldmøer. For nok var der forskel på mænd og kvinder og deres liv, men langtfra så meget som senere hen. Og for alle var idealet såvel fysisk som psykisk styrke – især hvis man samtidig var sin slægt og sig selv tro.

For ingen af de gæve gutter og gutinder undskylder eller giver op i jagten på guld, ære, sejr og kærlighed. Tværtimod så kæmper, elsker, snyder og gør såvel mennesker som guder, hvad de i det hele taget kan for at nå deres mål. De kan derfor – trods eller måske netop på grund af deres fejl og mangler – være ganske inspirerende for os civiliserede nutidsmennesker med deres insisteren på livet i alle dets facetter uden unødig skelnen til moral og den slags.

For det er et fantastisk galleri af guder, mennesker og andre væsner, der rulles op i bogen – og selvom det i virkeligheden ikke er spor sympatisk med æresdrab, voldtægter, krig og tvang, så er disse personer og disse historier fulde af kraft og saft. For slet ikke at tale om, at de er en del af vores arv og vores historie, som vi med fordel kan tage med os ind i fremtiden. For det er som bekendt godt at kende sin fortid, hvis man skal forstå sin nutid og påvirke sin fremtid – også når den fortid er sagnbaseret.

Josefine Ottesen har i hvert fald sammen med tegneren Sune Elskær gjort sit til at denne mission bliver lidt nemmere, lidt sjovere og meget mere spændende. Sune Elskærs billeder er levende og supplerer med deres på en gange dunkle og klare farver Lorenz Frølich´s gamle illustrationer. Ja, det er næsten som om de synger til hinanden, de to slags illustrationer. Undertegnede kom til at tænke på Kai Hoffmanns ”Den danske sang”, hvor man synger om de tvende klange af blidt og hårdt. Frølichs billeder er så de blide, ophøjede illustrationer, mens blodet, ilden, mulden, tågen, mørket, guldet og bølgerne står levende og hårdt ud af Elskærs. Det er godt lavet – og næsten en historie i sig selv.

Danmarksbloggen vil gerne anbefale bogen til alle med interesse for historie – eller blot en god historie. De to ting går nemlig op i en højere og særdeles velskrevet enhed her. Bogen er derfor også velegnet til højtlæsning for de måske lidt større børn, om end også mindre børn har det med at blive revet med af historier om vikinger, sværd og andet gods fra vor oldtid. Og hvem ved? Bogen kan måske også vække historie-interessen hos en eller anden?

Bogen er også god som stillelæsning for det store barn, den unge og den voksne, og det gælder, hvad enten man er historie-nørd og nyder genkendelsens glæde – eller man bare kan lide en spændende fortælling.

Alle læsere og tilhørere er i godt selskab hos Josefine Ottesen og vikingerne m/k. Eneste anke er, at der godt måtte havde været endnu flere historier, endnu flere sagn og endnu mere kamp, magi og kærlighed. For man har det som læser med sagnene, som krigerne i Valhalla havde det med mjøden og flæsket – man kan bare blive ved og ved …

Danmarksbloggen giver seks store sværd ud af seks mulige. Bogen udkom midt i marts hos People´s Press.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: “Vanviddets dybder”

Udgivet den af
Svar

Undertegnede kendte ikke Luna og Jepsen – de to gennemgående personer i Maria Kjær-Madsens serie om to unge mennesker, der oprindeligt begge var journalister. Men nu her i den tredje bog i serien ”Vanviddets dybder” er Luna startet på politiskolen.

Normalt er det et problem at komme ind i bog tre af en serie, men det gælder ikke ”Vanviddets dybder”, hvor man allerede fra første side er klar over, at en person ved navn Vincent og et sind i massive problemer med sig selv sammen med en Romeo-og-Julie-inspireret historie er et centralt omdrejningspunkt i bogen, der foregår på Sydfyn.

Ja, man kunne måske også – i hvert fald på nogle områder – drage en parallel til netop Tåsinge, hvor en anden ulykkelig kærlighedshistorie – nemlig den mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre fandt sted for snart 130 år siden.

For nok er Sydfyn kendt som et idyllisk og smukt sted – og måske allermest overdådigt og frugtbart i en midsommeruge som den, hvor ”Vanviddets dybder” foregår. Men råddenskaben og ondskaben lurer som bekendt alle vegne – også selvom blomsterne dufter, kaffen er brygget, og havet blinker blåt og indbydende.

Ungdommen og sommeren er som bekendt heller ikke kun en tid, hvor man med studentens ord glad og fro kan synge om ”ungdommens vår”.

Der er i ”Vanviddets dybder” også et hav af personer, som det kunne være svært at holde styr på, hvis ikke det var fordi, at der forrest i bogen er indsat en liste over de personer, der er med. Det er en rigtig god idé med sådan en liste, som undertegnede tit slog op i. For så kunne jeg fokusere på såvel hovedhandling og -plot samt alle de små-handlinger og småplots, som der som små strømme flød ved siden af.

For der er noget at holde styr på i ”Vanviddets dybder” – både tidsmæssigt og geografisk. Heldigvis bliver alt også beskrevet godt og grundigt på bogens 368 sider, som dermed giver næring til mange gode timers læsning.

Såvel sprog som stil er også kendetegnet ved en stor nutidighed som for eksempel en Facebook-challenge, hvor en af bipersonerne mener, at hun er nødt til at hoppe i det endnu ret kolde vand, hvis ikke hun skal give popcorn og bif-tur.

Ja, sågår nutidens sproglige fejl er med i bogen. For på nutidigt faceboosk hedder det som bekendt, at man nominerer nogen til at tage denne challenge. Men det er sprogligt set forkert. På dansk er det rigtige udtryk at UDFORDRE nogen. Når man nominerer nogen, udpeger eller udnævner man dem – og det er i reglen noget, man er stolt af at blive som fx nomineret til en Oscar. Men det ved mange unge danskere ikke, heller ikke i bogen, der dermed også bliver troværdig i både den ydre og den indre dialog.

Og netop de indre dialoger spiller en stor rolle i bogen, og giver også svaret på mange af de spørgsmål, som man som læser stiller sig undervejs.

Mere skal ikke røbes her. Læs selv bogen – og læs den i bevidstheden om at lange synder trækker lange spor, selvom ingenting kan gemmes for evigt – heller ikke i det evige flydende element, vandet, der i denne bog rummer ikke kun livets begyndelse, men også livets afslutning for de mange druknede kvinder, som enten findes døde, eller som hentes frem fra politiets arkiver.

Danmarksbloggen giver fire ud af seks af de breve, som spiller en afgørende betydning i bogen. Det er Valeta, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen

Anmeldelse: Serien om Bjørnebanden

Udgivet den af
1

Det er er normalt, at serie-bøger ligner hinanden, både når det handler om, hvem hovedpersonerne er, og hvordan handlingen typisk forløber – samt når man ser på bogens indpakning, altså coveret. Tag fx barndommens De 5-bøger med deres klassiske røde rygge og farvestrålende forsider – eller de talløse variationer, der er lavet med både Agathas Christies bøger om Hercule Poirot og Miss Marple samt Arthur Conan Doyles bøger om Sherlock Holmes.

Men sådan er det ikke med Christian J.D. Dirksens serie om Bjørnebanden, hvis indtil videre fem bind på ingen måde ligner hinanden, hverken i skriftstørrelse, skriftfont eller illustrationsmåde.

Det stikker især i øjnene, når man ser alle fem bind stablet ovenpå hinanden. Men man finder ud af, at der er en god mening med forskelligheden, når man kommer i gang med de fem meget forskellige bøger.

For nok har bøgerne tilfælles, at samtlige repræsenterer et solidt skrivehåndværk – og især de første tre og den femte har en stor sans for at opbygge lige dele spænding og nysgerrighed på en måde, så man som læser hele tiden lige må læse lidt mere, også selvom klokken forlængst har passeret sovetid, og øjenlågene er ved at dratte i.

For der er tale om gode bøger med stramme og præcise kompositioner, troværdige dialoger og handlingsforløb, der er tidstypiske for 2010´erne – og måske vigtigst: Man kommer lige meget og lige godt ind i hovederne på og tankerækkerne hos de mange forskellige personer, som man følger igennem serien.

Men ellers er der ikke meget, som ligner hinanden i de fem bøger, bortset fra at Bjørnebanden, som udgør en stadig voksende skare politifolk omkring chefen Bjørn (deraf navnet) og hans assistent Vera, er med i dem alle – men absolut ikke på den samme måde hver gang. Nogle gange er Bjørnebanden eller dele af den nærmest bipersoner, som man kun lærer lidt at kende – men de i andre bøger er hovedpersoner eller meget vigtige bipersoner uden at mere skal røbes her.

Den første bog ”ID. LÅNT IDENTITET” handler om penge – mange penge – og om lånt eller måske rettere overtaget identitet, samt når magten beskytter sig selv – også ved at bruge ulovlige metoder. Vældig realistisk. For som bekendt er det kun på overfladen og i middelklassen, at man tror på fortællingen om, at lovene skal holdes. Og som læser sidder man bagefter med følelsen at have læst en krimi, hvor sammenhængen kun langsomt gik op for en, og man har en voksende utryg følelse indeni af at man ikke kan gøre alt, der skal til for at beskytte ens identitet. For kriminaliteten er som bekendt grænseoverskridende – og derfor foregår en del af denne bog også i Paris.

I den anden bog ”FAREN” er vi et helt andet sted – langt væk fra magtens korridorer og ude i Danmark og en dansk middelklasse-virkelighed, hvor mørke hemmeligheder, der går langt tilbage, kan føre både død og kærlighed med sig – og også gør det. Her sidder man ikke tilbage og er bange for noget i sit eget liv, men derfor er man som læser nu alligevel mere end almindelig ubehagelig tilmode, når bogens sidste side er læst. Det er godt lavet.

I den tredje bog ”HOVEDLØST” kommer udlandet igen på banen – endda med tråde til både de baltiske lande, Holland og Iran – og til begivenheder fra de to tidligere bøger. Som læser sidder man og tænker om mon ikke de tråde på et tidspunkt – i en senere bog – samles. Men intet skal røbes her. Det skal det til gengæld, at denne tredje bog er den hidtil mest uhyggelige bog i serien. Normalt skal der meget til at gøre mig bange, men jeg var simpelthen nødt til at tænde lyset hele vejen ud på badeværelset, da jeg skulle derud kl. 3 om natten efter endt læsning. For traditionen tro kunne jeg simpelthen ikke slippe bogen, men måtte have det hele med – også fortællingen om politifolkenes hverdag og indbyrdes relationer, som kun bliver mere spændende af at Mikkel Hedeby kommer på banen – og at Cecilie, som vi mødte i FAREN, får en større rolle.

Den fjerde bog ”TROLØS” handler mere om relationer – især amourøse – og religion end om kriminalitet, selvom der skam sker mord. Og undertegnede må også ærligt indrømme, at jeg er mere til krimier og plots end udspekulerede og psykologiske menage a trois-konflikter, der løber løbsk på mere end en måde, også fordi der er mange spil kørende mellem stort set alle involverede parter, hvoraf de fleste er både politifolk og private mennesker med følelser.

I den femte bog ”KVIT” er vi tilbage i krimi-sporet – og her endda i en version af snigende uhygge og afstumpethed, der minder om mange kvinders og unge pigers værste mareridt i disse år. Mere skal ikke siges, før så røbes handlingen i en på alle måder rigtig god bog, hvor der selvfølgelig også stadig sker ting og sager for vores venner i politiet på både det private og det jobmæssige område. For som bekendt er ingenting her i verden statisk. Heller ikke i Christian J. D. Dirksens serie om Bjørnebanden.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks stjerner for de første tre bøger og for den femte bog i serien om Bjørnebanden – og tre for nummer fire. Og håber, at der kommer en sjette bog.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen