Terror i Sverige – og i Norden

I går dræbte Anton Lundin-Petterson, en 21-årig ung mand med svenske rødder, to mennesker i den svenske by Trollhättan – en voksen og en 17-årig teenager foruden at han sårede flere andre. Han døde senere selv på operationsbordet.

Motivet står ikke helt klart endnu, men meget tyder på, at der er tale om, at Anton Lundin-Petterson har sympatiseret med den ekstreme højrefløj i Sverige. Præcis som nordmanden Anders Breivik gjorde det, da han i 2011 dræbte omkring 70 mennesker på øen Utøya.

Eller som Omar El-Hussein gjorde det i februar i København, hvor han skød og dræbte en filminstruktør og en ung jøde. Hans sympati lå så hos fundamentalistiske muslimer.

Men Danmarksbloggen er ikke i tvivl: Der er tale om terror i Sverige – som der var det i Norge og i Danmark. I hele Norden.

For uanset hvad ens politiske og religiøse baggrund er, så er det terror, når man angriber uskyldige mennesker med det formål at slå dem ihjel, bare fordi de tror og mener noget andet end man selv gør.

Dét er ikke “bare” racisme. Det er terror, og det holder simpelthen ikke. Vi skal lære at leve i fred og solidaritet med hinanden. Dét er vores eneste chance – både hver for sig og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nytter det overhovedet at kæmpe?

I et stort interview i weekenden fortalte en frustreret Anisette, hvordan hun oplever, at alt det, som hun og hendes generation har kæmpet for, bliver opløst i øjeblikket. Hvordan solidariteten viger for egoismen – og hvordan velfærden forsvinder, og uligheden vokser.

På den anden side af Atlanten har skuespilleren Richard Gere for en dag prøvet at leve som hjemløs i New York. En dag, hvor han mødte masser af foragt – og kun venlighed fra én enkelt kvinde, som gav ham mad. Efterfølgende har han gået rundt og givet enhver hjemløs på sin vej mad og 100 dollars (ca. 600 kroner).

Andre historier har handlet om sammenhængen mellem social ulighed og en stigende vold – og så de sædvanlige nedskæringer fra V-regeringens side – og de endnu mere horrible ideer om endnu større nedskæringer fra Liberal Alliances side.

Som menneske kan man godt blive nedtrykt og drænet for energi og mod, når man møder så megen (over)magt, så mange penge og så megen umenneskelighed. For nytter det overhovedet at kæmpe?

Jeg ved det ikke. Helt ærligt. Men jeg ved, at vi er nødt til at prøve. Nødt til at blive ved. For ellers så har vi tabt. Så ja, vi må kæmpe videre – vi kan ikke andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fagbevægelsen er flyvende

Fagbevægelsen er ikke død – men sprællevende, ja nærmest flyvende. Det er nemlig lykkedes en målrettet fagbevægelse af stoppe de asociale og løndumpende Ryanair i Danmark.

Danmarksbloggen siger tillykke – og håber, at det samme vil ske for flere andre brancher.

For nok har vi – forhåbentlig kun en lille tid – en blå regering, der udelukkende går kapitalens og den stigende uligheds ærinde. Men det summer og bobler – og der er noget nyt undervejs.

Noget, der taler om sammenhold og fællesskab, om at tænke og handle i solidaritet. For kun sådan er samfundet og alle dets individer flyvende.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Det vigtigste kryds

I morgen skal krydset sættes. Et af de vigtigste kryds i nyere tid.

Danmark står nemlig ved en skillevej og skal vælge, om væksten skal komme alle danskere til gavn – eller kun nogle få.

Danmarksbloggen synes klart, at væksten skal komme alle til gavn og glæde. Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at tænke sig godt om i morgen. Tænke på hvem der vil solidariet og fællesskab – og hvem der kun tænker på at mele egen kage.

Valget handler om værdier – ikke kun de økonomiske, men også og især de medmenneskelige.

Lad ikke det blå junglesamfund vinde – sæt krydset ved det røde og det alternative fællesskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere velfærd eller ny smartphone?

Det kommende folketingsvalg bliver et valg mellem solidaritet eller egoisme. 

Thorning vil nemlig give mere velfærd – mens Løkke vil give skattelettelser, så valget er såre simpelt:

Hvad vil du helst have? Mere velfærd eller en ny smartphone?

Danmarksbloggen er ikke i tvivl. En ny smartphone eller andet forbrug finansieret af skattelettelser er kun en (lille) fordel for den enkelte, mens et samfund med mere velfærd som fx sundhed  – men også i det hele taget en stærkere social sektor er en kæmpe fordel for os alle sammen.

Så enkelt er det!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den perfekte krumme og søstersolidariteten

Hurra. Så lykkes det. Jeg har bagt et brød med den perfekte krumme, skriver overskudskvinden på Facebook kl. 11 en søndag formiddag som fx i dag, d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.

To timer efter er hun dér med endnu en status – og endnu et foto: Denne gang en nøje tilrettelagt “tilfældig” placering af en bog (en af dem, som er in i øjeblikket – naturligvis), et tæppe og en kop dampende the – begge selvfølgelig af de “rigtige” mærker, de dyre og trendy.

Og sådan fortsætter hun, dag efter dag, med fotos og statusser, der fortæller, hvor perfekt hun og hendes liv er. 

At det hele så er iscenesat og også har sine skyggesider, har de fleste af hendes 467 “venner” forlængst gennemskuet. Men alligevel bliver mange, især kvinder, påvirkede af denne “superkvinde”, der for at booste sit eget vaklende selvværd konstant må fodre sit netværk med disse billeder af sin “perfekte” virkelighed.

Denne kvinde er nemlig så indfældet i sin egen virkelighed, at hun ikke kan rumme, at der findes andre virkeligheder end 1) den hjemmelavede rullepølse i hendes rustikke landkøkken samt 2) hun og hendes veninders åh så personligt udfordrende jobs i de kreative erhverv.

Men det er andre virkeligheder – også i Danmark.

Virkeligheder, hvor mange danske kvinders problemer ikke er hverken den perfekte krumme, eller om de skal læse denne eller en anden bog.

Kvinder, der derimod lægger søvnløse, mens de tænker på, hvordan de skal få pengene til at slå til resten af måneden. Og hvad nu – hvis børnene bliver syge? For medicin er der ikke råd til på en kontanthjælp. Men måske bliver jobbet i Netto også til noget? Det håber en af disse kvinder, også selvom hun ikke ved, hvem der skal passe børnene, når institutionen er lukket? Og vil ryggen overhovedet kunne holde til det?

Det er i dag Kvindernes Internationale Kampdag, og ja, der er stadig meget at kæmpe for, mine damer – også i Danmark.

Allermest solidaritet mellem danske kvinder – og gerne af den slags, hvor ressourcestærke kvinder som hende med den perfekte krumme kan løsrive sig fra sig selv og eget liv og i stedet føle et ansvar overfor de kvinder, der ikke er ligeså heldige som hende selv som fx hende, der ikke ved, hvordan hun skal få det hele til at hænge sammen.

Et ansvar som ikke skal udmøntes i nedladende velgørenhed, men i politisk og arbejdsmæssig kamp for 1) mere social lighed samt 2) lige løn for lige arbejde.

For det er kvinder som hende, der har tiden, overskuddet og netværket, der kan gøre en afgørende forskel.

Så lad os nu droppe krummerne – og tænke på brødene i stedet. Lad os se at komme i gang med at sikre alle kvinder – og mænd også for den sags skyld – gode levevilkår her i Danmark. Dét skylder vi hinanden.

Når vi så er i mål, kan dem, der har lyst, jo kaste sig over den perfekte krumme. Vi andre vil være godt tilfredse med at have sikret det daglige brød for os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

“Det Danmark du kender”

“Det Danmark du kender”, er navnet på Socialdemokratiets kampagne, der siden årsskiftet har markeret, at det er valgår i år – og at socialdemokraterne går til valg på værdier om tryghed og hverdag.

Enkeltheden i kampagnen er derfor også genial, hvis altså man opfatter Danmark som et godt og trygt land at leve i. Som et land hvor “få har for meget og færre for lidt” for nu at bruge et andet – lidt ældre – socialdemokratisk slogan.

Men dét er et Danmark, som mange har svært ved at genkende idag.  

Og dét er netop kampagnens store bagside: At mange idag opfatter Danmark som et land, hvor uligheden øges så alt for meget. Hvor det godtnok kun er få, der har for meget, men hvor samtidig flere og flere har for lidt.

1% af alle danskere ejer således også cirka 33% af Danmarks samlede nettoformuer idag. Og det er kun én parameter. Uligheden øges også på stort set alle andre parametre.

Så nej, skulle kampagnen have givet mening, skulle den snarere havde heddet “Fællesskabets Danmark”.

For vejen frem er solidaritet, fællesskab og en fordelingspolitik, hvor politikerne selv tager tøjlerne i hånden fremfor at give dem til banker, store selskaber og andre, der tænker mere på egen bundlinie end på det fælles bedste.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Solidariteten lever – bare ikke i regeringen

Debatten raser om genoptjeningsretten til dagpenge. Idag skal man have et års arbejde for at kunne genoptage sin dagpengeret, mens man inden reformen for et par år siden kunne nøjes med et halvt år.

Og sådan skal det fortsætte, mener regeringen, der istedet bruger en halv milliard på at gøre fradraget for fagforeningskontingenter større, så det stiger fra 3000 kroner til 6000 kroner.

I kroner og ører vil det typisk give et fagforeningsmedlem ca 1500 kroner mere udbetalt om året – og medmindre man er Lars Løkke eller tilsvarende, så kan man godt mærke 1500 kroner mere i pungen.

MEN så er det, at det bliver interessant. For både lønmodtagere og fagforeninger (minus LO-formand Harald Børsting) er klar til at sige nej, tak til det øgede fradrag, hvis genoptjeningsretten istedet kan halveres.

Dét er da om noget solidaritet med de nu mere end 40.000 mennesker, der siden dagpengereformen trådte i kraft, er røget ud af dagpengesystemet.

Finansminister Corydons ord om at “så er der andre systemer” og “hver ting til sin tid” virker hule og uden mening.

For nej, der er ikke altid andre systemer. Der er folk, der må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan modtage dagpenge og ikke er berettiget til kontanthjælp eller andre ydelser.

Og hvad Corydon mener med hver ting til sin tid må stå hen i det uvisse. Det øgede fradrag i fagforeningskontingenter er en såkaldt NICE TO HAVE, mens det at hjælpe dem, der er faldet eller som snart falder ud af dagpengesystemet, i dén grad er en NEED TO DO SOMETHING ABOUT NOW.

Danmarksbloggen vil ihvertfald konkludere, at solidariteten lever blandt danskere – bare ikke i regeringen – eller hos de blå for den sags skyld. Venstre fx synes nemlig det er godt, at genoptjeningsretten forbliver et år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Sommerferien er forbi – og nu skal Danmark på rette vej

Hedebølgen er tilsyneladende definitivt ovre – og det samme er mange danskeres sommerferie … eller også så synger ferien på allersidste vers.

Hverdagen er med andre ord startet – eller skal til at begynde igen lige om lidt. Det er derfor nu – mens sindet er fuld af dejlige sommerminder, og sjælen er frisk og genopladet – at det giver mest mening at spørge sig selv: Har jeg den hverdag, som jeg ønsker mig – eller kunne jeg tænke mig noget anderledes? Og hvis ja, så finde ud af, hvad der skal ændres, og hvordan det ønskede kan opnås.

Det samme gælder Danmark. Det er også nu, at det giver mest mening at spørge, hvor Danmark er på vej hen – og er det mon den rette vej, vi som samfund er slået ind på?

De politiske partier lader også op til diverse sommermøder med tilhørende politiske budskaber og vælgerflæsk. Men Danmarks fremtid er for vigtig til at lade politikerne – og andre magthavere – råde uden at vi allesammen er aktivt med.

Vi skal nemlig alle sammen tage et ansvar og ikke kun for os selv og vores egen hverdag, men også for alle de andre og for Danmark, som land og som samfund. Og vi skal sigte højt og ønske os det gode samfund.

Men hvad er det gode samfund? Ikke de liberales junglesamfund eller de angstes sikrede fort, hvor der kun er plads til én slags mennesker – og slet ikke Venstres forskelssamfund.

Nej, det gode samfund er et samfund, hvor vi kerer os om hinanden og hjælper hinanden, hvor vi giver plads og rum til forskellighed – og hvor vi er 100% bevidst om, at kun sammen kan vi nå alle de gyldne mål.

Et samfund, hvor solidaritet er et adelsmærke.

Danmarksbloggen vil i hvert fald fortsætte med at bidrage til netop sådan ét samfund, hvor fællesskab, næstekærlighed, rummelighed og tolerance er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet

I en kronik i Berlingske Tidende i går efterlyste formand for Det Konservative Folkeparti Lars Barfoed mere viden om Danmarkshistorien blandt danskerne:

http://www.b.dk/debat/barfoed-danskerne-skal-kende-historien

“Kulturpolitik handler både om at skabe rammerne for en fortsat udvikling af vores kultur og kunstneriske udtryk og samtidig bevare og forankre vores historiske og kulturelle værdier i den almindelige bevidsthed og dannelse,” skriver Lars Barfoed i kronikken, hvor der senere også står:

“Vi er vores historie. Hvad enten det gælder den nyere historie eller antikken, har historiske begivenheder og personer defineret rammerne for vores tilværelse og kulturelle ophav.”

Og endelig skriver Lars Barfoed tilsidst i kronikken: “Et fælles historisk anker er og bliver den væsentligste forudsætning for, at vores lille men seje nation kan stå stærkt og samlet i fremtiden.”.

Danmarksbloggen er 100% enig med Lars Barfoed. Vi er vores historie – på godt og ondt. Og det nytter ikke noget at tro, at man kan google sig til alt, som socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen var ude og hævde det i diverse medier i går.

For det første er det en betingelse for at kunne google noget, at man ved, hvad man skal google. Og det ved man kun, hvis der er en lampe, der lyser, når man hører et navn, et årstal, et geografisk sted eller andet, som knytter sig til en historisk begivenhed.

Og for det andet – og vigtigste, så kan man ikke google sammenhænge. Dem forstår man kun, når man kender årstal, personer, steder og begivenheder hver for sig – og så efterfølgende kan flette dem sammen i meningsfulde konstellationer.

Det er også helt efter historiebogens lære om de klassiske parti-værdier, når en konservativ gerne vil have (mere) historisk viden blandt danskerne, mens en socialdemokrat er mere indifferent.

Men lige på det punkt har udviklingen betydet, at de to partiers klassiske holdninger til historisk viden og danskerne formentlig ikke gælder mere. For hvis danskerne lærte deres historie (bedre) at kende, især den fra slutningen af 1800-tallet og frem, ville de borgerlige partier formentlig være noget mere tilbageholdende med at øge kendskabet til Danmarkshistorien.

For dén historie er en lang fortælling om hvordan fagbevægelse, andelsbevægelse og et ungt Socialdemokrati lavede et klassedelt samfund med store skel mellem rig og fattig om til et samfund, hvor få havde for meget og færre for lidt.

Den udvikling går så – i vores historieløse tid – desværre den modsatte vej, således at skellene blandt danskere igen øges i disse år.

Men at kunne sin Danmarkshistorie er at vide, at Danmark er bedst, når vi lever efter devisen “Solidaritet og Sammenhold.”.

Så jo, lad os endelig få meget mere Danmarkshistorie på skemaet rundt om på skolerne  – og også alle mulige andre steder. Og lad det endelig blive Danmarkshistorie på en både spændende og humoristisk måde – sålænge det også er lødigt, substantielt og opfordrer til at tænke selv.

Danmarksbloggen bakker 100% op om mere Danmarkshistore. Jo mere, jo bedre.

For: Mere Danmarkshistorie = Mere Solidaritet.

Og det er dér hårdt brug for i Danmark i øjeblikket.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk