Solidariteten lever – bare ikke i regeringen

Debatten raser om genoptjeningsretten til dagpenge. Idag skal man have et års arbejde for at kunne genoptage sin dagpengeret, mens man inden reformen for et par år siden kunne nøjes med et halvt år.

Og sådan skal det fortsætte, mener regeringen, der istedet bruger en halv milliard på at gøre fradraget for fagforeningskontingenter større, så det stiger fra 3000 kroner til 6000 kroner.

I kroner og ører vil det typisk give et fagforeningsmedlem ca 1500 kroner mere udbetalt om året – og medmindre man er Lars Løkke eller tilsvarende, så kan man godt mærke 1500 kroner mere i pungen.

MEN så er det, at det bliver interessant. For både lønmodtagere og fagforeninger (minus LO-formand Harald Børsting) er klar til at sige nej, tak til det øgede fradrag, hvis genoptjeningsretten istedet kan halveres.

Dét er da om noget solidaritet med de nu mere end 40.000 mennesker, der siden dagpengereformen trådte i kraft, er røget ud af dagpengesystemet.

Finansminister Corydons ord om at “så er der andre systemer” og “hver ting til sin tid” virker hule og uden mening.

For nej, der er ikke altid andre systemer. Der er folk, der må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan modtage dagpenge og ikke er berettiget til kontanthjælp eller andre ydelser.

Og hvad Corydon mener med hver ting til sin tid må stå hen i det uvisse. Det øgede fradrag i fagforeningskontingenter er en såkaldt NICE TO HAVE, mens det at hjælpe dem, der er faldet eller som snart falder ud af dagpengesystemet, i dén grad er en NEED TO DO SOMETHING ABOUT NOW.

Danmarksbloggen vil ihvertfald konkludere, at solidariteten lever blandt danskere – bare ikke i regeringen – eller hos de blå for den sags skyld. Venstre fx synes nemlig det er godt, at genoptjeningsretten forbliver et år.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Thorning i dagpenge-hjørnet – men hvor er Vestager?

Det er ret oplagt, at regeringen skal lave finanslov med partierne til venstre i folketingssalen.

De blå vejrer nemlig folketingsvalg og magtskifte – og vil derfor formentlig ikke være med til noget som helst samarbejde med regeringen i det kommende folketingsår.

Men med den seneste udmelding på dagpenge-området har statsminister Helle Thorning gjort det mere end svært for sig selv og regeringen at skaffe fælles fodslag om dagpengene. For Thorning står fast på, at dagpenge-reformen er som den er med dagpenge i to år og et års genoptjeningspligt.

Det er bare ikke en udmelding, som Enhedslisten og SF kan bruge til noget. De to partier vil nemlig som minimum have halveret genoptjeningsperioden til et halvt år. Men det kan de altså godt glemme iflg. Thorning – og må man formode også iflg. Vestager.

For hvor er hun henne i debatten? Endnu engang kører regeringspartneren Margrethe Vestager frihjul og lader Thorning tage skraldet, hvilket er sket så mange gange før i deres snart tre år lange regerings-samarbejde.

Men som økonomi- og indenrigsminister ville det klæde Vestager at stå ved sin del af ansvaret, også selvom hendes kommentar formentlig blot vil være den samme som for to år siden, hvor Vestager ifbm med de menneskelige tragedier, som dagpengereformen ville bevirke, udtalte: Sådan er det jo.

Et markant lavpunkt i umenneskelighed – selv efter den lave standard, som der siden Fogh og Kjærsgaards dage i nullerne, er kommet i dansk politik og blandt danske politikere, når vi taler om medmenneskelighed og omsorg for Danmarks borgere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Der er stadig hul i dagpengespanden …

Nå, så kom den. Endnu en lappeløsning på dagpengeproblemet. Denne gang blot med en noget længere tidshorisont end der har været på de seneste løsninger: Forlængelsen og akutperioden.

Men det er alligevel en lappeløsning, en “der er stadig hul midt i spanden”-løsning.

For Danmark er i en reel krise, hvor det drejer sig om at skabe ikke kun midlertidige lapperier, men permanente løsninger.

Permanente løsninger, hvor der skabes flere jobs i Danmark, så færre er ledige. Men hvor de ledige også lettere kan optjene retten til dagpenge end idag.

For der findes store grupper på det danske arbejdsmarked, som trives med freelance-arbejde, deltidsarbejde, sæsonarbejde og hvad der ellers findes af ikke fuldtids-arbejdsformer.

Der findes også mange arbejdsopgaver, som løses både billigst og bedst af ikke-fuldtidsansatte. Arbejdsopgaver af både praktisk, kulturel og teknisk art.

Det er derfor en skændsel at holde fast i en dagpengereform, der presser hele det danske arbejdsmarked ned i en model, hvor kun fuldtidsarbejde fungerer.

En skændsel for de ledige og for virksomhederne – og dermed også for muligheden for vækst i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Yde, nyde og snyde

Man skal yde, før man kan nyde, siger et gammelt ord.

En holdning, som Dansk Arbejdsgiverforening per definition er enig i. Og nu har de – igen – kastet sig over dem, som ikke kan få lov til at yde.

Danmark er nemlig det land, hvor det mindst kan betale sig at arbejde, siger Dansk Arbejdsgiverforening på baggrund af deres egen undersøgelse, hvor de igen angriber kontanthjælpen og andre sociale ydelser for at være altfor høje – og meget højere end de er det i vore nabolande.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-64005043:i-danmark-er-gevinsten-ved-arbejde-mindst.html

Nu skal man altid være varsom med at tro på tolkninger af tal. Er for eksempel de høje danske priser på mad regnet med i Dansk Arbejdsgiverforenings undersøgelse? For alt andet lige er det dyrere at leve i Danmark end det er i for eksempel Sverige.

Men lad os nu bare sige, at Dansk Arbejdsgiverforening har ret. At Danmark er det land i verden, som har de største kontanthjælpssatser og dagpengesatser og SU-satser og så videre – også målt i reel købekraft.

Så kunne man ligeså godt sige, at Danmark er det land i verden, hvor borgerne MINDST risikerer at måtte gå fra hus og hjem på grund af arbejdsløshed, sygdom og hvad der ellers kan ramme os allesammen.

Altså at Danmark er om ikke det mest, så dog et meget trygt land at leve i.

For vinklen er afgørende for debatten – og istedet for at klappe os selv på skulderen over at have indrettet et godt og trygt land, bliver det igen et spørgsmål om at sparke nedad og beskylde de svageste danskere for at være for grådige, for bare at ville rage til sig uden at yde.

Nyde uden at yde. Ja, nærmest både snyde og nyde!

Men det er ikke kontanthjælpsmodtageren eller dagpengemodtageren eller pensionisten eller SU-modtageren eller nogen af de andre på sociale ydelser, der er grådige.

Iflg. en undersøgelse fra Rockwool-fonden fra 2012 er det derimod den midaldrende, veluddannede og vellønnede dansker, der er den mest grådige. Simpelthen fordi han kan …

Kan betale det sorte arbejde, har boligen og bilen der skal ordnes – og en holdning om, at det er “jo ikke rigtig sort arbjede” og “vi skal jo også leve” …

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Samfund_Jura/Sort_arbejde_i_Danmark.htm

Så nej, grådigheden skal ikke søges hos dem, der kommer fast på jobcentret. Men hos bedsteborgeren, der omtaler sig selv som samfundsstøtte og skatteyder …

Hos ham, der  sparker nedad og beskylder kontanthjælpsmodtageren for bare at ville nyde uden at yde … mens han selv sidder i en god stol og nyder den rødvin, som han har købt for de penge, som han snød statskassen for.

Ham, der ikke synes, at han snyder statskassen for noget ved at få lavet bilen og garagen uden regning – selvom det sorte arbejde i Danmark koster statskassen 48 milliarder om året!!!

For 48 milliarder kan man få meget velfærd – også og måske især i en tid med høj arbejdsløshed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk