Tag-arkiv: anmeldelse

Anmeldelse: “Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig”

Udgivet den af
Svar

Siger navnet William S. Knudsen Dem noget? Formentlig ikke, hvis De er ligesom de fleste andre danskere.

Men nu kan der rådes bod på dén misère. For i dag udgiver Haases Forlag bogen ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” om denne store dansker. Det er et digert værk på 416 sider, men mindre kan ikke gøre det, når det handler om Knudsen.

For Signius Vilhelm Poul Knudsen, som hans fulde navn var, er formentlig den danske emigrant gennem tiderne, der har klaret sig bedst – og med bedst menes helt til tops, da han blev præsident for General Motors efter også at have arbejdet for Ford. Altså inkarnationen af den amerikanske drøm – men med stærke danske rødder.

For historien om Big Bill, som han blev kaldt, er historien om den unge mand, der kom til New York i 1900 med få dollars i lommen, men også med den flid og den ærlighed, som livet igennem var hans motto. Så da han i 1947 forlod denne verden og blev bisat fra den kirke, som han havde selv bekostet bygningen af hjemme i Detroit, var det som en rig og velanset mand i hele USA.

En mand, som også var en helt, da han var en af de helt store årsager til at de allierede vandt 2. verdenskrig – og at det skete på det tidspunkt, som det gjorde – og ikke langt senere og med mange flere døde.

For Knudsen fik i 1940 en opringning fra præsident Roosevelt med en forespørgsel, der ændrede hans liv. Han sagde ja på stedet – også til gagen, der var én dollar om året. Så indtil sejren i 1945 arbejdede Knudsen i Washington D. C. for den amerikanske regering i ”Office of Production Management”, hvor han var øverste chef, og hvor han med sin enestående organisationsevene og store energi stod for organiseringen af hele krigsmaterielproduktionen til USA og deres allierede. Det var en enorm opgave, som han ligesom alt andet i sit arbejdsliv løste til ug.

Men historien om Knudsen er mere end bilindustri, krigsindustri og imponerende erhvervsmæssige bedrifter – hvor spændende det end er. Det er også historien om, hvordan de rigtig store har format hele vejen igennem.

Som dreng var Knudsen nemlig feriebarn i Jylland om sommeren, hvor han knyttede stærke bånd til gårdejer-familien. Men så gled kontakten ud, og først mange år efter, da han rejste verden tyndt, og omgikkes statsledere, andre store virksomhedsledere og kongelige, skrev en af døtrene fra dengang til ham i forbindelse med et besøg hjemme i Danmark kort inden 2. verdenskrig bryder ud.

Ikke at hun med sit brev ville opnå andet end at sige goddag og sikre sig, at verdensmanden med Dannebrogordenen var den samme som den fattige dreng, hendes mor havde syet et par ekstra bukser til hver sommer, fordi han kun havde det ene par med, som han gik og stod i, når han kom med toget fra København.

Sekretæren vidste derfor heller ikke rigtig, hvordan han skulle håndtere brevet fra fru Madsen, så han viste det til Knudsen, der sagde: Det brev svarer jeg selv. Svaret kom fysisk. To dage efter rullede Knudsens store bil op foran gården i jyske Balle, og de to barndomsvenner fik sig en snak, der varede flere timer.

Det er format, og derfor klinger det ikke hult, men fuldt, når Knudsen i en radiotransmitteret tale fra USA til den danske Rebild-fest i 1937 sagde: ”Vi er nutidens vikinger og stadig stolte af vor herkomst. Loyale over for vort nye hjem forsøger vi at bringe den danske måde at leve på med os: Ærlighed, flittighed, nøjsomhed, renlighed og kamp for kone og børn. Ikke rigdom, men sundhed. Hvad vi trænger til i dag er, at flere lande følger Danmarks eksempel. Det gøres hverken med taler, propaganda eller geværer. Det må gøres med mådehold, med fred, med flittighed, med ordentligt familieliv, for hvad er et land andet end en stor familie?” Læs hele talen på side 163 i bogen.

Big Bill Nudsen, som amerikanerne kaldte ham, havde ordet i sin magt, og det har Martin Lund, der har skrevet bogen om ham, også.

Martin Lund formulerer sit stof let og flydende, med sans for både fakta og detaljer – og med en sympati for Knudsen, der heldigvis aldrig bliver sentimental, men som dækker såvel mandens helt åbenlyse styrker som de svagheder Big Bill også havde. Samt både arbejdsliv og privatliv, et lykkeligt privatliv med kone, børn, søskende og familien i Danmark, som også betænkes af manden, der nåede så meget og så langt, at han – hvis han var blevet i Danmark – var blevet nævnt i samme åndedrag som Møller og Tietgen.

”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” er en grundig bog, fuld af detaljer men letlæst alligevel. En bog hvor man kommer helt tæt på en af Danmarks allerstørste og med totalt uret glemte sønner. For ja, nok rejste han ud – og han blev derude. Men han kom også hele tiden hjem på besøg, og der blev knyttet kontakter til og skaffet arbejde til det gamle fædreland, som han selv altid omtalte med stor kærlighed, selvom hjemme for ham blev USA.

Det ville klæde os at huske på Knudsen. Der findes stadig en mindeplade over Knudsen i Voldmestergade i Kartoffelrækkerne i København, hvor han voksede op. Den kan man jo vælge at se, hvis man er i nærheden.

Ellers kan man også bare læse historien om Knudsen. Der er noget at blive inspireret af, uanset hvor man står politisk. For hos Knudsen forpligter evner – ikke kun overfor en selv eller ens nærmeste, men overfor hele fællesskabet.

Danmarksbloggen giver ”Big Bill. En biografi om danskeren William S. Knudsen – produktionsgeniet der satte de allierede i stand til at vinde Anden Verdenskrig” seks ud af seks tandhjul – dog med den tilføjelse at en overskuelig tidslinie havde givet et bedre overblik undervejs i læsningen.

Det er Haases Forlag, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”

Udgivet den af
1

Hvis man googler ordene integration og succes, så kommer alle de gode historier, som politikerne ikke fortæller. Så kan man læse, at både forskningen og virksomhederne er enige om, at langt det største flertal af såkaldte nydanskere er rigtig gode til at komme ind på arbejdsmarkedet og til også på andre områder blive en del af det danske samfund.

Men ét er tal og statistik og alvorlige ledere med ansigtet i de rette folder. Noget andet er, når dette store tavse flertal af velfungerende førstegenerationsdanskere, som Danmarksbloggen hellere vil kalde dem, får ansigter, navne og personlige historier.

Og det gør de på forbilledlig vis i Pia Sigmunds nye bog ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed”, der udkommer i dag, og er en af årets mest vedkommende bøger, som giver alle en mulighed for at lære dem at kende, som for nylig er blevet danskere.

Bogen er ikke en debatbog, skriver Pia Sigmund. Det er så Danmarksbloggens mening, at det bliver svært ikke at bruge bogen i debatten, når de danske politikere igen-igen kører frem med den mislykkede integration og de utilpassede indvandrere. For det er en spændende, letlæst og alligevel fakta-fyldt bog, som giver et meget tiltrængt modspil til politikernes skræmmebilleder.

Men ja, vi skal ikke lukke øjnene for de problemer, som der findes i indvandrerkredse, men der findes også store problemer blandt nogle af dem, som har været danske i mange generationer. Det handler – som med alt andet – om personen selv og de valg, som vi tager i vores liv.

Og her har bogens 22 personer alle valgt at gøre en indsats, tage en uddannelse, engagere sig i samfundet og i eget liv. Og de er som sagt flertallet blandt førstegenerationsdanskerne – og ikke de få solskinshistorier. Det er snarerede de utilpassede, som er undtagelsen – og det er godt at huske på næste gang politikerne igen bruger førstegenerationsdanskerne som syndebuk.

For virkeligheden er lige modsat – ja i mange af de tilfælde, som vi læser om i bogen, i en grad, så de unge mennesker i stedet burde stå som idealer for andre danske unge.

Her er der nemlig ikke fokus på at blive curlet, begrave sig i computerspil eller i at lægge billeder af sig selv op på Instagram, mens man står og stritter med de botoxfyldte læber og kun tænker på, næste gang man skal i byen eller have noget nyt tøj.

Nej, de 22 unge i bogen er unge, som tager en uddannelse, har visioner i deres arbejdsliv, får børn og familie, kombinerer dansk kultur med deres hjemlands kultur, er aktive i frivilligt arbejde, rejser ud i verden og får endnu mere erfaring med hjem til Danmark.

For ja, Danmark er deres hjem, og de føler sig danske, og har en stor glæde ved at bidrage til det danske samfund – og de vil i virkeligheden helst leve stille og roligt udenfor offentligheden, men sagde alligevel ja til at være med i Pia Sigmunds bog – og dermed blive eksponeret.

Danmarksbloggen har derfor også efter nøje eftertanke valgt IKKE at nævne nogle fremfor nogle andre, for det er som gruppe, at fokus på dem skal være.

Læseren må altså selv vende siderne i den letlæste bog med fotos af alle de medvirkende og selv opleve, hvordan man bliver mere og mere glad for hver historie, som man læser. For de er så inspirerende, de 22 unge mennesker – også selvom man selv er leverpostejfarvet og for længst er ovre ungdommens vår.

Danmarksbloggen vil dog nævne nogle ting, som sprang i øjnene.

Nemlig at én foreslog rejsepligt i stedet for værnepligt. At alle danske unge i en periode skulle rejse ud i verden og lave frivilligt arbejde. Det ville give udsyn og visioner – og en forståelse af, at mennesker uanset fødested, kultur, sprog og tro i bund og grund er ens, og har de samme ønsker for livet.

Der var også flere, som efterlyste en større interesse for det land og den kultur, som førstegenerationsdanskerne er født i. For vi kommer bare så meget længere og bliver så meget klogere og gladere, hvis vi kender hinanden og hinandens baggrund.

Endelig gik en helt konkret erfaring på, at det var fantastisk at komme på efterskole, for så lærer man gammeldanskerne, det danske sprog og den danske kultur at kende på en helt anden måde, end hvis man går hjem hver dag efter skole.

Danmarksbloggen er mere end begejstret for Pia Sigmunds ”Danske Unge. Gode historier om den danske mangfoldighed” og giver bogen seks store hjerter ud af seks mulige. Hvordan kan man også give andet end hjerter og kærlighed til sine medmennesker?!

Det er forlaget Ravnerock, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens nytårstale

Udgivet den af
Svar

Et par dage inden nytår skrev Lars Løkke ud på Twitter i en sen nattetime og spurgte danskerne om, hvad han skulle tale om i sin nytårstale. Her blev han af det store flertal anbefalet at komme ind på den stigende ulighed, miljøet samt behovet for bæredygtighed – også i landbruget.

Han fulgte – som forventet – så ikke danskernes råd. Ikke rigtig, selvom han da nævnte miljøet – lidt sådan i forbifarten – og uden at tale om landbruget eller andre konkrete ting. Meget sporadisk kom han også ind på sygehusene, men uden at påpege hans egen regerings krav til regionerne om at spare, som kostede alt for mange ansatte på sygehusene deres job her i efteråret. Han nævnte heller ikke manglen på praktiserende læger.

Men det er også svært at tale om grøn omstilling og ulighed, når man igennem hele sin regeringstid har fulgt en så massiv blåsort kurs, som Løkke og co. har gjort det. En kurs hvor naturen, velfærden og de svageste i samfundet konsekvent har været de tabere, som har betalt prisen for de skattelettelser, der især er kommet de rigeste til gode.

Løkke var til gengæld rigtig god til at lave skræmmebilleder. Først på den store klinge, hvor han talte om situationen i verden, hvor han – korrekt – vurderede, at oprustningen i Rusland, USA´s isolering og Kinas dispositioner kun kan vække bekymring, men at det er vigtigt med internationalt samarbejde.

Derpå den hjemlige scene, hvor han talte om, at det var et problem, når fællesskabet slår revner, fordi for mange føler sig udenfor – eller holder sig udenfor, hvorefter han hurtigt gik videre til at nævne, at antallet af ikke-vestlige mennesker i Danmark på én generation er vokset fra 50.000 til 500.000.

Danmarksbloggen ved ikke, om disse tal holder. Men der er et folketingsvalg på vej, og når nu man som Løkke har smadret naturen og velfærden, så er det altid en løsning at lave skræmmebilleder og fjendebilleder, som uanset hvor rigtige de end måtte være,  virker som afledning fra egne politiske resultater.

Danmarksbloggen håber derfor inderligt, at det er sidste gang, at Løkke holder statsministerens nytårstale – og giver ham for høflighedens skyld en enkelt ministerbil ud af seks mulige for denne 2018-19-version. For ja, Løkke havde ret, da han talte om, at timeglasset rinder ud. Der kommer senest d. 17. juni et folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens nytårstale

Udgivet den af
1

Dronningens nytårstale var i år ventet med mere end almindelig spænding, for året i kongehuset har på ingen måde været et normalt år. Prins Henrik døde som bekendt i februar, og på sand dansk manér så hyldede danskerne prinsen i høje toner i dagene mellem dødsfaldet og bisættelsen.

Man kunne – som Danmarksbloggen skrev det dengang – godt havde ønsket, at den farverige prins havde fået lov til at mærke dén sympati og varme, mens han var i livet. Det havde han fortjent:

Fra fransk greve til dansk prins: http://danmarksbloggen.dk/?p=9247

Men alt det sagde Dronningen nu ikke noget om. Der er som bekendt stil over damen. Men selvfølgelig nævnte hun sin afdøde mand, og hans skulptur, La Main du Createur, (Skaberens hånd, red.) stod også på bordet under talen, som var en af hendes allerbedste – og mest skarpe.

Hun stillede fx spørgsmålet om økonomisk fremgang altid er det samme som fremskridt, om vi forvalter væksten i samfundet på en måde, så livet bliver rigere.

Hun kom også ind på tidens stress og jag – og ønske om at få det hele på én gang.

Om den eftertanke og omtanke som alt for tit klemmes og glemmes i en tid, hvor vi er online hele tiden, men ikke tænker på, at der i den anden ende findes levende mennesker, som kan såres – og at det handler om at mødes menneske til menneske.

At det – og her henvendte hun sig til børnene – ikke drejer sig om, hvordan du ser ud eller hvad du har opnået, men hvordan du er overfor dine venner.

For ja, moral og etik fyldte i Dronningens nytårstale – og allerstærkest blev det, da hun talte om ansvaret for fællesskabet, og sagde:

Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den senere tid?

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.

Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Nu må Dronningen jo ikke være politisk, men det der var direkte møntet på de politikere og de bank- og erhvervsfolk, som ikke forstår, at de er ansat til at tjene samfundet – og ikke omvendt. Og hun har jo ret. Helt ret.

Danmarksbloggen giver derfor også HM Dronning Margrethe d. 2. seks ud af seks mulige dronningekroner for nytårstalen 2018..

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Queer Xmas Cabaret: Screwed Again

Udgivet den af
Svar

Anti-jul og eksistentielle kriser på Warehouse9

På Warehouse9 sættes der med forestillingen “Queer Xmas Cabaret: Screwed again” spørgsmålstegn ved julens oprindelse og forbrug, og tonen bliver hurtig samfundskritisk og dyster.

Som en hilsen til Berlin i 1920´erne og med vanskabte karakterer som Creeper og Piggy ryger det ny-traditionelle sensuelle element i burlesque dermed også ud med badevandet, men bliver genetableret med indslag fra Miss Fish og Dud Muurmand.

Allerede fra starten skabes der en fællesskabsfølelse, da vi alle skal synge en ny version af den klassiske Lucia-sang, hvor der nu synges om plastik i lange baner og om Trump. Ham kommer man heller ikke udenom, når der er satire involveret.

Traditioner og hygge bliver skiftet ud med vores egne nye idéer og dommedagsprofetier. For selvom det grundlæggende kan virke mørkt og håbløst, formår de optrædende til sidst at skabe et lys i mørket og en ny begyndelse – men kun fordi vi er sammen om en bedre fremtid.

For selvom det er mørkt i enden, siger fortællingen, at det også var mørkt i begyndelsen, så derfor må dette nutidens mørke også være et tegn på en ny start.

Screwed Again! er en kontrastfuld forestilling, som skaber forvirring og forundring, og man går derfra med en underlig tvedelt følelse af at være opløftet, samtidig med at man er på randen af sin egen eksistentielle krise.

For publikum er ikke de eneste, der sidder og ligner store spørgsmålstegn. Også Santa begynder hurtigt at tvivle på sit eget trosgrundlag og bliver hvirvlet ud i en eksistentiel krise. Dette udsletter julen, som vi kender den, og en ny højtid bliver indstiftet. En højtid, hvor vi kan gøre, hvad vi vil, være dem, vi føler, vi er, og hvor der er fokus på genbrug frem for forbrug.

Gennem forestillingen er det svært at finde den røde tråd i plottet – hvis der skal være en sådan. For det er der heller ikke i livet eller i verden, men vi savnede den alligevel, også fordi dele af forestillingen hang sammen. Så selvom mange af de enkeltstående dele var gode, var der ikke nok sammenhæng til at løfte stykket helt op på det niveau, hvor det både kunne og burde være.

Denne forestilling er eksperimenterende i ordets reneste betydning, og den vil ikke være for alle og enhver. For nok har vi (mange gange) set emner som global opvarmning og kønspolitiske spørgsmål diskuteret på de skrå brædder før, men aldrig helt på denne måde.

Det er en særskilt forestilling, som derfor kræver et særligt publikum. Men hvis man går til det med et åbent sind, og er frisk på at se ting, der kan virke grænseoverskridende for nogle, kan det blive en fantastisk aften.

Det kan forhåbentligt også give nogle nye perspektiver til debatter, der er blevet meget statistiske og ensformige i sine argumenter. Men hvis det hele bare er for mærkeligt og anderledes for én, så er man i det mindste blevet en oplevelse rigere.

Og finalen er da også en oplevelse, da der her bliver lagt fokus på fællesskab og samhørighed. Det er en storslået danse-finale, hvor vi alle bliver opfordret til at danse med, danse ind i en ny og lysere fremtid. Så sammen danser vi mørket væk og danser videre ud i natten – forvirret, forundret, forbløffet.

Danser til den musik, som er blevet spillet fuldstændigt formidabelt gennem hele forestillingen.

Troels Rindal giver Screwed Again! 4 ud af 6 stjerner.
Anna M. T. Frederiksen giver Screwed Again! 3 ud af 6 stjerner.

Danmarksbloggen giver dermed 4 ud af 6 lilla nissehuer, fordi forestillingen på en og samme tid går imod den herskende tidsånd og samtidig griber tilbage til den gamle ånd fra cabaret- og burlesquescenen i 1920´ernes Berlin.

Skrevet af: Troels Rindal og Anna M.T. Frederiksen

Anmeldelse: “Barn af Besættelsen”

Udgivet den af
Svar

Vidste De, at Dronning Margrethe engang som lille pige lige efter befrielsen bød en modstandsmand et bolsje, mens han holdt vagt ved Amalienborg? Og at ingen troede på hende, når hun senere fortalte historien – ikke før de to igen mødtes i Argentina mange år senere, og han kunne bekræfte det skete.

Dén erindring og mange andre kan man læse om i bogen ”Barn af Besættelsen”, som i dag udkommer hos Gyldendal, og hvor en perlerække af kendte danskere fortæller om, hvordan de oplevede besættelsen fra deres barndomshjem, som for nogles vedkommende var små lejligheder og mangel inde i byen, mens det var for andres var overflod og store huse ude i grønne områder med udsigt over sø eller hav.

For de er der alle sammen: Udover Dronningen af Danmark også dronningen af dansk teater Ghita Nørby, tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær Ritt Bjerregård, tidligere biskop og kgl. konfessionarius  Erik Norman Svendsen, præst Johannes Møllehave, skuespiller Preben Harris, hvis far var modstandsmand, radiomanden Jørn Hjorting, kunstneren Leif Sylvester, overrabbiner Bent Melchior, der flygtede til Sverige og musikeren Bent Fabricius-Bjerre, men også den nyligt afdøde Morten Grunwald som med en tysk far, der blev taget af modstandsbevægelsen uden at have gjort noget, oplevede tiden på en noget anderledes måde.

Men også mange, mange andre, som vi kender. Alle med forældre som spiller en markant rolle. For små børn husker via deres forældrene, forældrenes holdninger og adfærd.

Som fx den tidligere minister Lone Dybkjær, der af forældrene lærte, at der var et andet Tyskland end nazisternes – og at ikke alle tyskere var nazister. En vigtig lære også i vor tid, hvor det handler om igen at tale imod forfølgelse af anderledes tænkende, som man også mente det hjemme hos Preben Harris. For enhver er ansvarlig for sine egne valg, som man sagde det i generalløjtnant Kjeld Hillingsøs barndomshjem.

En af bogens styrker er også, at de interviewede personer forholder sig med et langt livs erfaring til den besættelsestid, som blev så afgørende for mange af dem og deres holdninger til Europa, fred, krig og internationalt samarbejde, hvad man fx ser hos den tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen, avismanden Herbert Pundik og erhvervsmanden Asger Aamund.

Og det gælder, selvom skuespiller Malene Schwartz jo har ganske ret, når hun sammenligner besættelsestiden med hændelsesforløbet i Matador, hvor hun som bekendt selv spillede Maude Varnæs, og siger: ”Hr. Stein og Lauritz måtte flygte, men hvad skete der for de andre personer? Ingenting. De havde de samme intriger, diskussioner og følelser … de gik ud af krigen uden de store traumer. Ligesom i den virkelige verden blev de (og Danmark, red.) skånet i forhold til andre lande.”

Bogen er letlæst og godt skrevet, og man fornemmer, at forfatter Michael Müller har mødt hver eneste interviewede på vedkommendes egen hjemmebane – vist nok også fysisk, men i hvert fald mentalt, sådan så i stedet for at få personerne passet ind i en skabelon, som er lavet på forhånd, så har han ladet bogen forme sig efter menneskene og deres historier.

Det gør ikke kun bogen ægte, men også til et reelt tidsbillede af en epoke, der om føje tid er et hundred år gammel, men som stadig spiller en rolle. Bogen er derfor også noget, som vi kan spejle os selv og vores egen slægt i – også selvom vores forældre eller bedsteforældre ikke er kendte.

Min mor, der var 7 år, da krigen sluttede, fortæller fx, hvordan hun kan huske, at min mormor på selve befrielsesdagen d. 5. maj 1945 rev samtlige blomster af hendes elskede potteplanter, som hun ellers aldrig tillod nogen at røre ved og altid passede med største omhu. Men nu skulle min mor og hendes to søstre have de hvide og røde blomster i håret, når de skulle gå med i glædesoptoget gennem landsbyen og føre Dannebrog fra forsamlingshuset og hen til den lokale skole, som havde været taget af tyskerne, men som nu blev danskernes igen.

Nu er hverken min mor eller min mormor som sagt blandt de kendte, men historien om dem og blomsterne er i fin tråd med bogens fælles danske historie, som det haster med at få fortalt, hvis vi stadig vil have øjenvidneskildringerne, både fra kendte – og ukendte.

Så udover at læse bogen, så spørg de ældste i familien, hvad de husker fra de fem forbandede år og befrielsen – og skriv det ned. For så langt var der ikke dengang mellem danskerne, når en lille prinsesse på Amalienborg kunne byde et bolsje, mens en lille landsbypige fik potteplante-blomster i håret.

Danmarksbloggen giver ”Barn af Besættelsen” fem ud af seks stjerner. Det er Gyldendal, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Crazy Christmas Cabaret: Fogg´s Off”

Udgivet den af
Svar

Vi var mindst 5000 inde i Glassalen til premieren på årets Crazy Christmas Cabaret ”Fogg´s Off”. Det sagde Donald Trumps alter ego Ronald Rump aka David Bateson selv, og så passer det som bekendt. Alt andet er fake news udspredt af de fjendtlige og onde medier, som i løbet af forestillingen dog er på rette tid og tid flere gange.

Både hr. Fogg – og især miss Fogg, der som en del kvinder må klare ærterne for den udslagne mand, har også brug for tidender undervejs i rejsen rundt om jorden. For hvordan skal man ellers vide, hvad der sker?

Det bobler nemlig hele tiden på scenen med kostumeskift, sang, dans, sprogblomster og sprogforviklinger – helt som det skal til en Crazy Christmas Cabaret – denne engelske juletradition, som nu også er blevet dansk.

Det store flertal i Glassalen havde også prøvet det før, både kåringen af forestillingens jomfru, dette at rejse sig, når Dronningen ringer og alt det andet, som vi i publikum er helt med på – og elsker.

Undertegnede kom undervejs til at tænke på, at de krænkelsesparate og udklædningsforskrækkede nok skal tage en dyb indånding, inden de går ind i Glassalen denne jul.

For i mangfoldighedens navn – og mere eller mindre tro mod Jules Vernes klassiker – hvirvles vi rundt mellem parisiske bartendere, excentriske kunstmalere, arabiske kamelejere, indere ombord på toge, som måske/måske ikke kører til endestationen, en meget kontant prinsesse, der husker sin skolelærdom, en enkelt dødsgudinde, kinesere der både kan slås og danse, barpiger, cowboys, indianere, sømænd, pirater – og sågar en enkelt russer ved navn Vladimir, som er stykkets superskurk.

Gæt selv hvad han hedder til efternavn, men det starter med B – eller er det P? Who cares, det russiske alfabet forstår ingen heller alligevel.

Scenen mellem ham og Ronald Rump er en af forestillingens bedste – og intet skal røbes her. Men det er en øm og kærlighedsfuld skildring af de to verdenslederes første møde, som det må have foregået, og samtidig også en forklaring på, hvorfor verden i dag ser ud, som den gør. Spasiba for den.

Som tilskuer vrider man sig af grin, og det gør man mange gange – også da den udvalgte publikummer kom op (han klarede det i øvrigt forrygende og lige i bulls eye).

Overordnet set var det også som om, at der sammenlignet med de sidste par år var mere skuespil, mere samspil, mere storytelling end oneliners, selvom de heldigvis også stadig faldt, som de skulle. For der var et liv og røre på scenen – og mellem scenen og et engageret publikum.

Med sædvanlig charme og bid kom vi også ind på Brexit og andre aktuelle emner, som det er godt at lave spøg med, men som også har noget mørkere toner, og det blev kommenteret på den mest fine og poetiske måde.

For midt imellem alt spasen blev der også tid til alvoren med en flot fremført og meget rørende version af Charles Chaplins ”Smile” – med netop Chaplin og miss Fogg, som spilles fuldstændig strålende af Katrine Falkenberg.

Men hele castet – David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Jefferson Bond, Claus de Lichthenberg, Rikke Hvidbjerg og Henrik Lund er sublime i denne skønne version af Jules Vernes klassiker ”Jorden rundt i 80 dage” – og det samme er The Around the World Band, der med skilte altid hjælper publikum med at råbe det rigtige.

En ekstra opmærksomhed må dog blive Lady Wobblebottom til del. Hello, Lady Willie. Denne fantastiske kvinde/mand m/k – eller skulle man bare sige fænomen, som mødes med jubel, hver gang han/hun entrer scenen i et nyt fantastisk outfit, og i år var der ekstra mange. Ingen nævnt, ingen glemt. Tvivler også på at Lady Wobblebottom ville bryde sig om, at man foretrak det ene fremfor det andet.

Så ja, alt er som det plejer at være – også alligevel ikke. For dér manglede jo én på scenen, men hun svævede over vandene som en anden ånd – og hun modtog naturligvis et bragende bifald, da hun som spået i begyndelsen kom ind til sidst og tog hele æren – og den velfortjente stående applaus. Hvis nogen skulle være i tvivl, så taler vi naturligvis om Vivienne McKee, som i år har været fokuseret på at instruere – og på næste års show.

For Danmarksbloggen bed mærke i, at vi blev lovet en 2019-version af det herlige show. Man glæder sig allerede. Men inden så gå ind og se 2018-versionen af ”Fogg´s Off”.

Danmarksbloggen giver ”Fogg´s Off” seks ud af seks luftballoner, som den der fik en tur gennem rummet i Tivolis Glassal.

For det er en eminent forestilling lavet af en flok meget dygtige mennesker, der griner, laver spas og får publikum med på løjerne, så latteren gjalder i Glassalen – og det har vi brug for i en verden, hvor man godt kan blive bange og få lyst til at græde, fordi tiderne er mere moderne end vi mennesker forhåbentlig nogensinde bliver det. Min ledsager og jeg smilede i hvert fald hele vejen hjem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Livet er også til dig, Martin

Udgivet den af
Svar

Ordet velskrevet bliver ofte anvendt i anmeldelser af bøger og indimellem også i flæng. Men når det kommer til Lars Ringholms selvbiografiske debutroman ”Livet er også til dig, Martin”, der handler om hans barndom i det jyske – og med langt den overvejede fokus lagt på de onde i år i skoletiden fra 5. klasse til 10. klasse, så giver ordet mening.

For bogen er netop velskrevet på alle leder og kanter. Man FØLGER drengen fra de gode år i den lille skole over flytningen, som gjorde, at han skulle igennem de tunge og onde år i den store skole, hvor de andre i klassen og de fleste af lærerne er uden forståelse for drengen med det følsomme sind, videbegæret og evnen til at forstå, rumme og fortælle de gode historier.

En dreng, der som en anden grim ælling ender med at blive en ung mand, der får bredt vingerne ud og i den grad sagt til og fra både i skolen og derhjemme. Det er stærkt gået – og nærmest underspillet i bogen, hvor det kun fylder få linjer, men det må have været afgørende øjeblikke – også for hans liv på den lange bane.

Og ja, man FØLER også med ham. Ikke at hans fortælling på nogen måde er sentimental eller omklamrende. Bogen er også skrevet i 3. person, og det gør det lettere at beskrive situationen fremfor, at det bliver ”for meget føleri”. Nu er allehånde virkemidler også inderligt overflødige, for hans historie er i sin nøgne sandhed så barsk og brutal, at der ikke behøves mere. Ja, det gør ondt direkte ind i hjertekulen at læse om de chikanerier og drillerier – overgreb, som han var udsat for gennem de mange, lange og trange år.

Og her taler vi både fysiske, men især psykiske overgreb, som kan være mere end direkte drillerier. Det er nemlig også et massivt overgreb mod et menneske, når dette menneske kun bliver tålt i den gruppe, som det menneske er en del af. Tålt og mødt af tavshed, som han bliver, når han kommer ind i sin klasse – en tavshed, som ikke engang kan blive lærerne til del, når de kommer. Modstanden mod ham har været massiv.

Og ja, sådan en tavshed kan faktisk dræbe – om ikke fysisk, så dog mentalt, og dette land er fuld af mennesker, som er blevet knust af lignende erfaringer, fordi de ikke har haft Martins evne til at hente styrke i egen indre verden, i de bøger han slugte, samtalerne med bog-pusheren og musikken – og ja, også den ydre, store verden, hvor han følger med i alt, hvad der sker på det politiske område.

Bogen bliver på den måde også et tidsbillede af et årti, 70´ere, som for mange handler om kvindernes frihed og erhvervede rettigheder. Men som også var et årti, der for de følsomme og kloge børn ofte drejede sig om at være i et skolesystem, hvor tidligere tiders orden og metode – og lærerstyring – var blevet afløst af alles kamp mod alle, så det blev jungleloven og andre primitive regler, der gjaldt. Sådan en slags dansk version af fluernes herre – bare i større målestok – og meget værre.

Det gjorde nemlig ondt at være et anderledes barn i 1970´erne – og Martin var ikke alene. Vi var mange, der led os igennem 70´ernes rå og hårde skole.

Undertegnede prøvede det også – dog ikke i samme fysiske grad overhovedet, men psykisk ligeså hårdt – og så varede mit mareridt i alle ti år – og som Martin flygtede også jeg ind i bøgernes verden og i skriveriet.

Jeg blev så ikke som Martin selv beskyldt for den skæbne, som overgik mig. Jeg fik bare at vide af både forældre og lærere, at det skam ikke var min skyld, at de andre drillede og var modbydelige. Nå, men hvorfor tog de voksne så ikke ansvar og gjorde noget for at hjælpe den lille pige, som var mig?

Det svar har jeg aldrig fået, kun beklagelser og selvbebrejdelser – også efterfølgende. For 70´erne var et årti, hvor mange voksne glimrede ved deres fravær, i hvert fald mentalt og når det drejede sig om at gå op mod autoriteter.

De var dog som regel til stede til dén konfirmationsfest, som var mere for de voksnes end for den unge konfirmands skyld, og som fra de tvungne kirkesøndage til gaver, fremmede tanter og blå mandag er suverænt beskrevet i bogen.

Det vil sige: Indimellem var de voksne ikke sene til at give børnene skylden for det, som overgik dem – som med Martin. For hvorfor kunne han ikke bare være en rask dreng, der sloges og spillede fodbold som alle de andre? Det virker absurd i dag, at livet kunne være sådan, men det kunne det.

Virkeligheden er nemlig beskrevet præcist i ”Livet er også for dig, Martin” – og det er med vilje, at der ikke her fortælles mere om, hvad der sker i bogen, selvom det ellers er dramatisk nok med dødsfald, både unge og gamle, og en voldsom febersygdom. For det er alvor det her – også selvom der indimellem er et lyspunkt som en vis koncert i København, som Martin oplever som teenager.

Men læs bogen selv – genoplev 70´erne eller lær dem at kende, det årti, hvor vi, der var børn og unge, enten var ofre, bøller eller dem som stod på sidelinjen, som hende Lars møder i supermarkedet 35 år senere – og som stadig kan huske det. For 70´ernes råhed gik ind i sjælen på os alle, uanset hvem vi var.

Dammarksbloggen giver ”Livet er også til dig, Martin” fem ud af seks skrivemaskiner, som den der blev hans store redning. Den som blev vejen væk fra hans barndomsby og ud i verden.

Det er forlaget Mellemgaard, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Argumenter imod kvinder”

Udgivet den af
2

På onsdag holder gymnasierne Operations Dagsværk, og min 17-årige datter, der går i 2. g. på samfundsfaglig line, har endnu ikke fundet noget at lave. Det vil sige: Nu har hun, for jeg har tænkt mig at engagere hende – hvis hun vil.

Hendes opgave bliver at læse professor emerita Birgitte Possings nye bog ”Argumenter imod kvinder”. Det bliver en af de vigtigste bøger, som min datter kommer til at læse i sin tid på gymnasiet, for med den i bagagen vil hun være markant bedre klædt på til at agere i det samfund, som hun om få år skal ud og virke i.

Det er nemlig årets mest relevante bog for kvinder – og for mænd. Den viser konkret og faktuelt, hvor lang vej der er i Danmark, inden vi får reel ligestilling, og det er en endog meget lang vej, når fx kvinder kun bestrider under hver tiende ledelsespost i finansverden og kun 14 procent af alle borgmestre er kvinder.

For nok har kvinder haft stemmeret i mere end 100 år, og loven om ligeløn er også mere end fire årtier gammel, selvom det har vi ikke endnu. Men sådan må det åbenbart være, når kampen for ligeret, lige muligheder og et samfund, hvor kønnet er ligegyldigt langtfra er færdig.

Bogen starter med et kapitel om kvinder og ledelse, der med flere eksempler fra de seneste år viser, at vores samfund stadig i sin struktur har kulturelle og sociologiske tanke- og adfærdsmønstre, som holder kvinderne væk fra magten. For kvinder, der vil til tops, har kun har en lille sti at betræde, mens mændene har en bred vifte af muligheder.

Som kvinde med viden, kompetancer og ambitioner må man nemlig hverken være for meget kvinde eller for meget mand. Man skal være sådan en slags ikke-eksisterende mellemting, og selv hvis det kunstgreb lykkes, så skal man være forberedt på at blive mødt af holdninger om at være fx ”sludrende”, hvis man uddyber et emne samt konstant at blive vurderet og kommenteret på ens udseende. Under de forhold er det imponerende, at kvinder som Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, og Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, er der, hvor de er i dag.

Myten om at kvinder er på en særlig måde, og at mænd er på en særlig måde – alene i kraft af kønnet – eksisterer også stadig overalt i samfundet – og hos begge køn.

Mændene har så noget, som kvinderne ikke har: Magten og magtens klubber, hvor de i dårligste Rip, Rap og Rup-stil rekrutterer hinanden, og hvor det som kvinde kræver indsigt, mod og fylde at bryde igennem det usynlige glasloft, der holder mange dygtige kvinder væk – også fordi de ikke rekrutteres.

Birgitte Possing samler det hele på side 45, hvor man kan læse:

”Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Der mangler altså en fortælling – og en hulens bunke lovgivning, for intet kommer uden det. Det er historien et godt bevis på, og netop historien om kvinderne og kampen for rettigheder og muligheder fylder resten af bogen.

Og det kan sagtens være, at man kender Mathilde Fibiger, Dansk Kvindesamfund, Mathilde Bajer, Nathalie Zahle og flere andre endnu fra 1800-tallet, men ved du også, hvem Nielsine Nielsen var? Hun var Danmarks første kandidat i medicin.

Og vidste du, at Emma Gad i 1895 sagde: Damer, der holder foredrag, kan jeg for min død ikke foredrage. Et par år efter havde hun dog ændret holdning og mente nu, at kvinderne efterhånden vil blive opdragne til at ville noget og kunne noget, der skaber dem en livsopgave i økonomisk uafhængighed.

For det er nemlig ikke kun mænd, som må have standpunkt til man får et nyt. Det må kvinder også.

Birgitte Possing ved også meget, og er eminent god til at formidle det i den letlæste og alligevel substantielle bog. For kvaliteten er høj gennem hele bogen, hvor vi hører om kvindernes optog i 1915. Om enkeltpersoner og sammenhænge, om kvinder i politik, i videnskab, indenfor troens verden, om ægteskab, børn og moderskab, om seksualitet, om frigørelse. Om alle de temaer, der kendetegnede 1900-tallets kvindekamp – og hvoraf der stadig er mange slag tilbage at udkæmpe.

Det kræver fysisk styrke, for ligesom at det er vigtigt at tage magten, også symbolsk, så spiller kroppen også en rolle. Og bogen slutter af med et kapitel om sport og idræt, hvor man blandt andet kan læse, at dramatikeren, forfatteren og oversætteren Erna Juel-Hansen, der var en del af 1800-tallets moderne gennembrud, i 1896 sagde:

”Ligesom cykling oparbejder svømning hos pigebørn de egenskaber, hvorpå det så ofte skorter hos det kvindelige køn. Det styrker nerverne, giver mod, resoluthed, udholdenhed og modarbejder det, vi trænger til at blive af med, det ømskindede, pibevorne, kællingeriet.”

Som ivrig motionssvømmer med på den gode side af 425 svømme-km om året, heriblandt en del i Åbent Vand, synes jeg på den ene side om at læse om de påstående fordele ved min elskede vandsport, men på den anden må jeg opponere imod stereotyperne om både kønnene og om svømningens velsignelser.

Det handler som altid mere om strukturerne i samfundet og i de forskellige institutioner – samt om tankegodset inde i hovederne på hver enkelt af os. Tanker og holdninger, som får et kæmpestort næringsboost af at læse Birgitte Possings bog.

Danmarksbloggen giver derfor ”Argumenter imod kvinder” seks handsker ud af seks mulige  For med denne bog tages handsken (igen) af og kastes langt væk, så man som læser er klar til mere stormløb mod glasloftet. Der skal åbenbart en del slag til, før kampen for ligeret og lige muligheder vindes.

Det er Strandberg Publishing, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Ved julelampens skær”

Udgivet den af
1

Julen varer længe, koster mange penge, synger vi i ”Højt fra træets høje top”, lejlighedssangen som Peter Faber skrev til en specifik juleaften, men som siden er blevet en af de mest elskede julesange i Danmark.

Og ja, julen varer længe. Den starter nemlig allerede i oktober, hvor man kan købe julepynt, julesmåkager og juleslik i butikkerne – og hvor julehæftet ”Ved julelampens skær” udkommer – og i år endda i sin udgave nr. 100.

For det første ”Ved julelampens skær” udkom i 1918, og vi får også en novelle fra denne første årgang i dette års udgave. En novelle om en mand, der netop juleaften finder hjem til hustruen og de to børn efter det bitre opbrud tidligere på året og de mange måneders hård adskillelse.

Hov, hov, man må ikke røbe slutningen på en god historie, hvisker en lille stemme. Men lige præcis med historierne fra ”Ved julelampens skær” afslører man ingenting ved at sige, at det ender lykkeligt, ja næsten altid romantisk og ligeså sukkersødt som de julegodter, der indtages så mange af i årets sidste måned.

For de forskellige historier – hvad enten det er fiktive noveller, autentiske erindringer eller essays – er fulde af feel-good, som det hedder på nudansk.

Når man læser historierne – der er skrevet i et ligetil dansk – svøbes man nemlig ind i gedigen julehygge kantet af de traditioner, der – selv om mange af dem kun har omkring 100 år på bagen – alligevel opfattes som ærkedanske. Der er i hvert fald masser af erindringer om tidligere juletider.

Man hører således om både juletræsfester, juleforberedelser og allermest og overalt i hæftet om julestemningen. En julestemning, der er fuld af glæde, minder og forventning – lige sådan som vi drømmer om at opleve den kommende søde juletid.

Ja, selv en novelle som den om den hjemløse Ole, der ellers har potentialet i sig til at være mere bitter og mere besk end det meste andet i hæftet, slutter med en happy end, der ikke skal røbes her.

Den novelle, som gjorde størst indtryk på undertegnede, var dog ”Jul i stalden”– fordi den havde en anden nerve end resten, fordi den betonede fællesskabet og næstekærligheden på en særlig måde, og ikke havde julehyggen som målet i sig selv, og det løftede historien.

For julen handler jo ikke kun om feel good, men også om at række ud og gøre godt – som man for eksempel ser det i novellen om pigen fra Bornholm. En novelle, som undertegnede mener havde stået stærkere, hvis den var sluttet ude i lufthavnen ved skranken. Så kunne man som læser selv havde besluttet, hvad det hele var endt med, for det var et oplæg med flere muligheder i sig på mange planer.

For nok er det rart med feel-good og happy ends – og det er også et langt stykke hen ad vejen julehæftets indre dna. Men der må alligevel godt være lidt bitre ting imellem alt det søde, en mandarin eller to mellem marcipanen. En smule kant, som det hedder, så der er lidt at knase i, som de nødder der også hører julen til.

Så bliver det samlede resultat nemlig mere spændende og mangfoldigt – og man misser bestemt ikke julestemningen, måske tværtimod. For stjernerne lyser som bekendt bedst på en sort baggrund.

Danmarksbloggen giver derfor fire ud af seks julelys – det ene alene på grund af de mange herlige billeder af tidligere års forsider. Et skønt historisk tilbageblik.

Endelig skal det tilføjes, at man også kan læse om, hvordan julehæftet blev til, og hvem der startede det, nemlig Peder Grønvald Rudolf Sørensen Fynbo fra Vammen ved Viborg. Han er vist glemt af de fleste i dag, så det er godt, at vi også hører om ham.

Jubilæumsudgaven af ”Ved julelampens skær” er udkommet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk