Har Løkke en moral? Har Venstre en etik?

Mens disse linier skrives, er det længe ventede pressemøde med Lars Løkke lige blevet færdigt. Det varede tæt på fire timer. Der var tale om ren grillning af en meget presset mand.

Og i de kommende timer og dage vil debatten i alle medier fortsat dreje sig om denne sag. Nu skal bilagene granskes, Løkkes svar analyseres og flere parter har brug for at markere sig. Så langt, så meget business as usual.

Det spændende er imidlertidig, hvad der sker på den lange bane, som Danmarksbloggen allerede skrev om det i fredags:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2222

For Løkke selv fremstår på ingen måde som en angrende mand, der ved, at han har lavet fejl – og som nu gerne vil rette op på det. Tværtimod er han en mand, der kun beklager det skete, fordi det giver ham selv – og Venstre – problemer.

Løkkes moral og etik, når det kommer til omgang med offentlige midler, er derfor stadig noget, som der må stilles store spørgsmålstegn ved.

Men ikke kun Løkkes, men hele Venstres moral og etik kan drages i tvivl. Partiet er nemlig iflg. nedenstående artikel det mest lukkede parti, når det kommer til økonomien hos både partiet som helhed og for de enkelte folketingsmedlemmer:

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article2126473.ece

Se links om de såkaldte pengeklubber og hververegisteret:

http://www.b.dk/politiko/venstre-kritiseres-for-nye-pengeklubber

http://www.ugebreveta4.dk/da/2013/201340/Mandag/Folketingets_hvervregister.aspx

Og dét, mine damer og herrer, er i virkeligheden et langt større demokratisk problem end selv denne Løkkes sidste store sag med et indrømmet misbrug af offentlige midler.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er Løkke den eneste, der bruger løs af de offentlige midler?

Normalt er efterårsferien politisk set en stille tid, hvor der pustes ud mellem sensommerens landsmøder, folketingets åbning og det sene efterårs finanslovsforhandlinger og politiske dagsorden i øvrigt.

Men ikke i år, hvor det notorisk gennem uge 42 har braget løs hos Venstre på grund af deres formand Lars Løkkes dyre rejser og kommentar om sko til to tusinde kroner. Og på søndag kulminerer det så med pressemødet, hvor Løkke måske/måske ikke fremlægger diverse bilag.

Danmarksbloggen skrev om det allerede inden efterårsferien:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2193

Danmarksbloggens metier er imidlertid ikke at fortsætte med at grave i sagen eller åle Lars Løkke for hans adfærd og luksusvaner. Dén del klarer de andre medier – og den faldende vælgertilslutning – så ganske glimrende allerede.

Nej, det interessante er, om hele rejse-og-sko-sagen har en reel politisk betydning på den lange bane – og for det politiske landskab som helhed.

For selvfølgelig sidder der nogen i Venstre i disse dage og gnider sig i hænderne og håber på Løkkes fald, så de selv kan blive kalif istedet for kaliffen.

Og i de andre højrefløjspartier, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og formentlig især Dansk Folkeparti, er der også gang i hænderne. De frafaldne Venstre-vælgere søger nemlig over mod de tre partier – og ikke mod regeringspartierne, som slet ikke får nok goodwill og vælgere ud af den sag her.

Så medmindre oppositionen bliver bedre til at sætte lighedstegn mellem Løkkes adfræd og en generel dårlig borgerlig etik og moral ang. det at bruge (løs af) de offentlige midler, så vil Løkkes krise – og eventuelle fald – ikke betyde andet end en krusning på vandet for en opposition, der stadig står til at overtage magten efter næste folketingsvalg. Dog måske med en anden kandidat end Løkke som statsminister.

Men er Løkke en enlig sag – eller er Løkkes omgang med offentlige midler en udbredt adfærd? Alle, både fra venstre og højre side af folketingssalen, har travlt med at forklare Løkkes gøren og laden som noget enkeltstående.

Spørgsmålet, der derfor skal stilles, er: Hvordan er den generelle holdning og adfærd til offentlige midler hos de folkevalgte? Eller sat på spidsen: Er Løkke den eneste politiker, der bruger løs af offentlige midler?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Løkke – mere umenneskelig end antaget

Lars Løkke stod uden sammenligning for gårsdagens mest markante bemærkning, da han i Folketingets nye opfindelse spørgetimen sagde: “2000 kroner. Det kommer an på, hvem man er. Nogle steder kan man sikkert få et par sko for de penge.”

Lars Løkke mener altså, at man kun visse steder kan finde sko til 2000 kroner. Gad vide, hvad manden tror, at en liter mælk, en spegepølse og en pakke rugbrød koster? 400 kroner måske?!

Men hvis det var prisniveauet i Danmark: Hvordan kan Løkke så forsvare at ville sætte de offentlige ydelser endnu mere ned? For det er jo reelt det, som manden planlægger, hvis han en dag bliver statsminister igen.

I forvejen – med det prisniveau som vi har i Danmark, og hvor sko på tilbud ret beset kan fås for under 100 kroner – er de nuværende ydelser ikke af en størrelse, så vores medmennesker på overførselsindkomst kan leve et anstændigt liv.

Ergo: Var priserne, som Løkke åbenbart tror, at de er, så ville mange danskere ikke kunne overleve bogstaveligt talt. Dét er så åbenbart ikke noget, der ryster Løkke. Tværtimod gør det ham kun endnu ivrigere for at gøre ydelserne endnu mindre end de er i dag …

Danmarksbloggen spørger derfor: Hvor meget ønsker Løkke og hans meningsfæller at sparke til dem, der allerede ligger ned? Hvor langt ned i skidtet skal de mennesker? Åbenbart meget langt. Der er ihvertfald ingen grænser for umenneskeligheden hos Løkke og Venstre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Dansk Metal, Venstre og Danmarks underklasse

På Venstres landsmøde i weekenden så man for første gang et nyt makkerpar på den danske politiske scene: Venstre og Dansk Metal, gestaltet af henholdsvis Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og Dansk Metals formand Claus Jensen.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2013/10/05/144537.htm

Det kan umiddelbart virke absurd: Det gamle bondeparti og en af arbejderbevægelsens mest centrale fagforeninger i tæt parløb. Og set historisk har de to heller ikke meget tilfælles.

Men ét er historie, noget andet er nutid.

For i nutiden har de to meget tilfælles: Venstre, der idag henvender sig langt mere til lønmodtagere med liberale holdninger end til bønder (der er heller ikke ret mange bønder tilbage i Danmark). Og Dansk Metal, hvis medlemmer ikke længere er udslidte stakler, der slider sig halvt ihjel, men velbjærgede middelklasseborgere med parcelhus, webergrill og en årlig charterferie eller to.

Ja, ofte er der tale om de samme personer, der både er medlemmer af Dansk Metal, og som også stemmer på Venstre. Og nej, Løkke taler ikke socialdemokratisk:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2081

For det er længe siden, at fagforeningsmedlemmer pr. automatik stemte på enten Socialdemokratiet eller partier til venstre for midten. Det har man også opdaget i regeringskontorerne – og derfor appellerer de to partier nu også til denne velbjærgede middelklasse og ikke til den underklasse, som især Socialdemokratiet kæmpede for (og blev store af) op igennem 1900-tallet.

En underklasse, der dengang bestod af netop arbejderne, både de fag- og de ufaglærte, af de mange, der sled og slæbte mange timer hver dag under stærkt kritisable forhold på arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøloven ikke var opfundet endnu.

Men det var dengang. I dag er der ikke mange klassiske arbejdere tilbage, endsige arbejdspladser der slider mennesker ned før tid. Det har den generelle samfunds- og erhvervsudvikling sørget for – og hurra for det. Desværre har samme udvikling ikke afskaffet underklassen. Det er bare nogle andre, som idag er underklasse end de landarbejdere og fabriksarbejdere, som var det før i tiden.

I dag er det indvandrere, flygtninge, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, langvarigt syge, mange gamle og andre, som ikke magter eller ikke har fået lov til at være med i samfundet på samme måde, som dem, der har et job. Alle de nævnte og flere endnu er allesammen Danmarks nye underklasse.

Men hvem er talerør for dem? Hvem kæmper deres sag? For de har ikke ressourcerne til at gøre det selv.

På den politiske scene er der kun et parti, som taler og kæmper deres sag, og det er ikke et af regeringspartierne. Og nej, det er slet ikke Dansk Metals nye gode ven, Venstre, som alle dage har været mere optaget af at sikre, at dem der har meget, de skal have endnu mere. For de fortjener det, de arbejder nemlig, lyder Venstres argument.

Og jo, jo, selvfølgelig skal arbejde belønnes, og det bliver det også.

Men: 1) Er arbejde den eneste målestok, som vi skal måle mennesker med? I så fald bliver samfundet først for alvor middelmådigt og fattigt så.

Og: 2) Hvad med dem, der gerne vil arbejde, men ikke kan få et job? For der er stadig langt flere arbejdsløse, end der er jobs at få – også selvom en enkelt arbejdsgiver indimellem kan have svært ved at få ansatte. Dét kan der så være mange grunde til – måske er manden umulig at arbejde for fx. Det skyldes nemlig langtfra hver gang, at der ikke findes nogen, der vil tage jobbet.

Gad vide, hvor meget de tænker over det hos Dansk Metal og Venstre? Gad vide, hvor meget – om overhovedet – at nogen af dem føler det sociale ansvar, som vi allesammen i Danmark har overfor hinanden – af den simple grund at vi lever i samme land?!

Danmarksbloggen frygter, at der er meget lidt plads hos både Venstre og Dansk Metal til solidaritet med andre end deres egne medlemmer

Men når først de velbjærgede begynder at kæmpe udelukkende for sig selv og være ligeglade med alle andre, ja, så lider de svageste, som underklassen gør det i Danmark i disse år – og så er det hele samfundet, der står på spil.

For et land skal kendes på den måde, som det behandler sine svageste medborgere – og her er den danske drømmeidyl med højt til loftet, frisind og fælleskab i den grad på vej til at blive et jungle-samfunds-mareridt, hvor kun de stærkeste overlever i et helvede af fremmedhad, egoisme og laveste fællesnævner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Taler Løkke socialdemokratisk?

På en konference hos Dansk Industri i går sagde Venstres formand Lars Løkke, at det var vigtigere at sænke bundskatten end topskatten. Ifølge Lars Løkke kan det at have et arbejde slet ikke betale sig for 14.000 danskere, der vil miste penge på at gå fra kontanthjælp til job, mens 57.000 får mindre end 1000 kroner ud af at komme på arbejdsmarkedet.

http://www.information.dk/telegram/473172

At arbejde for et øget beskæftigelsesfradrag og en lavere bundskat er kendt som traditionelle socialdemokratiske værdier. Så gør det Løkkes udmelding til klassisk socialdemokratisk retorik? Både ja og nej.

Ja til at de laveste indkomster skal betale mindre i skat. Men absolut nej til at der skal skæres i overførselsindkomsterne.

For det er primært det, som Løkke tænker på. Nemlig at kontanthjælp og dagpenge skal være endnu lavere end de er idag, hvor de er forvejen er på et sulteniveau. For med endnu lavere ydelser vil de ledige blive pisket ud på det arbejdsmarked, hvor der ikke er jobs nok. Det giver ikke mening.

Så nej, Venstre ved du (stadig) præcis, hvor du har: Nemlig som beskytter af dem, der har (meget) i forvejen på bekostning af dem, der har allermindst.

Og dét er ihvertfald ikke en klassisk socialdemokratisk dyd …

Derfor kunne Danmarksblogen også rigtig godt tænke sig at vide, hvor Venstre vil finde de 14.000 jobs. For de jobs eksisterer ikke idag. Så ville en af de altfor mange ledige forlængst havde taget dem.

For det er en skrøne, at ledige ikke vil arbejde. Det vil langt de fleste hellere end gerne. Ikke kun af økonomiske grunde, men også og måske endda endnu mere fordi mennesket er sådan indrettet, at det gerne vil yde en indsats og bidrage til det fælles gode i samfundet.

Men denne anerkendende tilgang og tiltro til mennesket er åbenbart ikke noget, som Venstre har. Dét er der heller ikke tradition for i det gamle bondeparti.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk