Anmeldelse: ”Anden Akt”

Her i Norden har vi en hemmelighed – eller rettere Sverige har. Nemlig den perlerække af dramatiske hverdagsfilm om voksenlivet, som ofte er gået under radaren udenfor Sverige, men som svenskerne har produceret i en lind strøm de senere år.

Film som fx ”Lyckligare kan ingen vara” (2018), ”Jag kommar hem igen till jul” (2019) og ”Min pappa Marianne” (2020).

Alle er det film, som handler om, hvordan hverdagen rummer alle de store dramaer om de drømme, de relationer og den kærlighed, der er alles grundvilkår i livet og døden.

For nej, man behøver hverken nordic noir, dogme-koncepter eller andre finurligheder for at skabe monumentale fortællinger. Gode svenske skuespillere, der begiver sig rundt i tilværelsens almindelige og derfor genkendelige veje og vildveje, er lige til at spejle sig i.

Og nu kan en ny – og måske den indtil videre bedste svenske hverdags-filmperle føjes til rækken.

Nemlig ”Anden Akt”, der har dansk premiere i dag med de to svenske stjerner Lena Olin og Rolf Lassgård i hovedrollerne. Hver for sig er de førsteklasses, og sammen er de dynamit i fortællingen om den feterede skuespiller Harald Skoog, der efter et stroke får hjælp af den ellers pensionerede fysioterapeut Eva til at komme på benene igen – og på scenen igen.

Undervejs sker der selvsagt en masse – også i forhold til Evas andre relationer, hvor Vår-tid-är-nu-stjernen Charlie Gustafsson er overbevisende som Evas søn Felix, der er gevaldigt udfordret af moderens omklamrende kærlighed.

Vi møder også Anneli Martini i en skøn rolle som den højtråbende og livskloge Siv, der aldrig fik børn, men som alligevel har knækket livets kode – og endelig Lars Väringer og Gorél Crona som Evas eks-mand og dennes nye kæreste, der bor lige overfor Eva – og er ganske ulidelige i deres mantra om, at vi er vel voksne mennesker.

Undervejs i filmen tager Harald Skoog Eva med ind på hans arbejdsplads, Sveriges fineste skuespilhus Dramaten i Stockholm. Ja, Harald får endda Eva helt ind på scenen, hvorpå han forsvinder, så hun står dér helt alene i gallakjolen i spotlyset, og skal fortælle noget ærligt om sig selv og sit liv.

Godt nok kun for ham og en tom teatersal, men alligevel et vendepunkt, en sårbar nøglescene, hvor Eva – den grå mus, som altid har tænkt på andre – pludselig tvinges til at forholde sig til selv, og gør det i en grad, så hun kan råbe, at hele hendes liv er noget forbandet kaos, mens Harald – som ellers er et stort ego – står i skyggerne, og applauderer hende, mens han råber, at NU kan han mærke hende.

Det kan vi andre også. Vi kan mærke både hende og ham gennem hele filmen.

For som Olin og Lassgård bruger hele spektret af ord, betoninger og mimik, når de fra allerøverste hylde i Evas og Haralds gestalt viser, hvad livet handler om fra lussinger her og der til hede kys i Evas hjem i Stockholms forstæder over til kolde badeture i sommernatten ude på Djurgården med en romantisk gåtur hjem over Stockholms flotteste bro Djurgårdsbron. Fra tilbudsaviserne i rækkehusenes postkasser til Harald Skoogs store lejlighed på Östermalm, hvor der serveres muslinger og champagne af litbium.

Forskellene i de to verdener er med andre ord skåret ud i pap. Men det er, som det skal være, når fortællingen er så vellykket som i ”Anden Akt”: For den er en stor, sprudlende, morsom og rørende organisme, der er sat i verden for at formidle budskabet om det gode i – uanset alder – at se på sit liv og gøre opgør med fredags-tacoens snærende bånd og i stedet følge sine drømme.

Danmarksbloggen giver derfor også ”Anden Akt” seks ud af seks rejsemapper, som den Eva har haft liggende i årevis uden at komme andre steder end i Stockholms Tunnelbana – og det er ikke meget, selvom hun har det med at stå af på Karlaplan, så hun kan sidde lidt ved den svenske hovedstads smukkeste springvand på Karlavägen.

Det er Mårten Klingberg, som har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Haunted Mansion”

Filmen ”Haunted Mansion” har premiere i dag d. 10. august – og er noget så sjældent som et Disney-gys.

Altså i betydningen et rigtigt gys, der kun er ganske lidt sukret ind. Her er der nemlig stik mod indholdet i enhver klassisk Disney-film ingen fe-gudmødre eller syngende fugle, som flyver glade ind ad vinduet om morgenen, som de fx gør det i Askepot.

Tværtimod er der i det store og hjemsøgte palads langt ude på landet i den amerikanske sydstat Louisiana tåge og mørke, lyn og torden. Det er også en passende kulisse for rådnende mumier, blodbestænkte brude, flyvende hollændere og andet godtfolk sammen med økser, gravstene og andet fra mareridtets sorte skattekiste.

Eneste lighedspunkt med eventyret er faktisk tidspunktet kl. 12 midnat, hvor filmens spøgelser – og der er hele 999 af dem i det gamle, faldefærdige palads – bliver særligt aktive.

Nu skal plottet ikke røbes her, men man giver næppe noget væk ved at skrive, at spøgelse no. 1000 er tiltænkt en særlig rolle. Om spøgelse no. 1000 så kommer, og hvad det evt. betyder, må man selv finde ud af. Men spøgelser er ikke altid, hvad de ser ud til at være.

Undervejs er filmen bygget op som en klassisk action-film med masser af tju-bang og chok – afbrudt af øjeblikke, hvor man lærer personerne og deres historie nærmere at kende, og forstår, at de alle har en form for ensomhed. At de hver og én lever med en stærk grundfølelse af at være udelukket fra fællesskabet, fordi de er anderledes.

Men undervejs finder de så også ud af, at de sammen er stærke – og at det er utroligt, hvad man kan, når man tør tro på sig selv og hinanden, og løfter i flok. Som det siges flere gange i filmen: Vi kan ikke tage sorgen fra dig, men sammen med os er du ikke alene.

Det er nemlig filmens budskab – hvis man ellers opdager det mellem alle de jump-scares, som det vrimler med – og som gør, at man hele tiden er på vagt. For der er meget at blive bange for i det mølædte palads, og noget af det både kan og vil slå én ihjel.

Det er LaKeith Stanfield, som spiller hovedrollen som den desillusionerede videnskabsmand Ben – og det gør han med både charme og autencitet.

Jamie Lee Curtis spiller et medie fra fortiden, og det gør hun med stor karisma. Ærgerligt at vi ikke ser hende noget mere. Heldigvis har mediet Harriet fra nutiden – spillet af Tiffany Haddish – samme karisma og styrke, og selvom karakteren vist ikke fortæller sandheden hele tiden, så tror man alligevel på hende. Applaus for dén skuespilspræstation.

Også applaus til Rosario Dawson, som spiller Gabbie, der køber det gamle palads, og fører sin søn og sig selv væk fra en tryg og rolig tilværelse i New York til vanviddet i Louisiana. Drengen Travis spilles af Chase Dillon – og han er bare, som Disney-børn altid er det: GOD.

Owen Wilson er en form for præst, og som så ofte før, når han er med i en film, indtager han en anti-konventionel rolle. Her da han begynder at argumentere med spøgelserne om det rigtige i at spøge. Det kan virke bizart, men hvis nogen kan slippe af sted med det, er det Owen Wilson.

Endelig er Danny DeVito med i en lille rolle, som måske er unødvendig, men selvsagt kan DeVito sin metier.  Det samme kan Jared Leto, der spiller superspøgelset over dem alle, den gennemført onde Crump.

Filmen er bygget over forlystelsen Haunted Mansion i Disneyland. Den er også en ny og på mange måder markant anderledes version af filmen af samme navn fra 2003 med Eddie Murphy i hovedrollen. Det giver også god mening at lave en film, hvor hver generation får sit eget gys – og sin egen gyser-pointe.

Og 2023-versionen er pointen, at intet er mere uhyggeligt end mennesker, der ikke kan acceptere forskellighed. Bemærk i dén forbindelse at Crump rimer på Trump. Er det et tilfælde? Det må enhver selv afgøre.

Derfor er filmens mest uhyggelige scene heller ikke spøgelserne i bilernes bagspejle eller det store opgør mellem Ben og Crump mellem gravstenene, men derimod scenen hvor de andre drenge fra skolen råbende og truende forfølger Travis hjem, fordi han i modsætning til dem laver sine lektier og opfører sig ordentligt i skolen.

Danmarksbloggen giver ”Haunted Mansion” fem krystalkugler ud af seks mulige. Det er solidt håndværk, når det handler om at skræmme og underholde. Læg dertil de gode personhistorier og mange sjove indslag – og måske det politiske svirp i navnet på det onde. Der efterlyses dog mere tydelighed i budskabet om, at sammen er vi stærkere end selv alverdens ondskab og også vores egen indre usikkerhed.

Skrevet af: Anna M. T. Frederiksen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Genboerne”

Det er i år 400 år siden, at kollegiet Regensen blev bygget. Dét bliver fejret med manér, nemlig med en opførelse af Hostrups vaudeville ”Genboerne”, som netop foregår på Regensen – og som Hostrup skrev i 1844, mens han boede i den røde gård med det store træ og selveste Rundetårn som nabo.

Dér i den gamle gård sad vi også til premieren i går aftes – lige midt i alle traditionerne og hele historien om dette fantastiske sted. Og dét kunne mærkes. Stemningen var elektrisk fra start til slut i det mere end to timer lange syngespil. For nok var publikums gennemsnitsalder noget højere end de studerende, men begejstringen hos alle var ungdommelig og sprudlende. For som de kunne, dem på scenen.

Historien er enkel: To studenter lever det glade studenterliv med lige dele bøger og punch (mest punch). De bor også sammen på et lille værelse, som man gjorde dengang på Regensen. Overfor dem – altså som genboere – er en kobbersmedefamilie, som har en yndig datter ved navn Rikke. Hende kan begge studenter lide, men den ene (Basalt) har den fordel, at han har været Rikkes religionslærer.

Den anden student Klint derimod er både kvik og med gå-på-mod, så han får snart sat gang i løjerne via en snak med Rikkes to andre bejlere (en fusentast-løjtnant og en kobbersmedesvend) og et par røde galocher, som han får tiltusket sig låneretten til en enkelt aften – og som gør ham usynlig.

Det bliver en aften, som selvfølgelig fører til en masse ballade – men også til at trådene kan redes ud næste dag på selve Regensen, så Basalt og Rikke kan få hinanden til alles glæde – også Klint, som nu har fået øje på Rikkes initiativrige kusine Amalie.

Det kan lyde af meget lidt handling til mere end to timer. Men når historien serveres – som det gøres på Regensen – med masser af god og levende musik, eminente skuespilspræstationer af samtlige på scenen og sågar et velsyngende kor, så rives man med, og lader sig underholde på de høje nagler, mens man suger stemningen i den gamle gård ind.

Ja, som mor til en nuværende universitetsstuderende, der dog ikke bor på Regensen, men i et andet studenter-community, kunne jeg også konkludere, at studenterlivet anno 2023 nærmest 1:1 er som det, Hostrup oplevede og skrev om. Eneste forskel er, at kvinderne også tager del i det nu – og hurra for det.

Som forestillingen skred frem, kom nogle af de nuværende beboere på Regensen i øvrigt hjem, og satte sig stille og roligt med en øl og en smøg bagved tilskuerpladserne. Jeg gad godt vide, hvad de synes om beskrivelsen af fortidens liv i det, som nu er deres hjem – og jeg håber, at de får mulighed for at se forestillingen fra tilskuerrækkerne.

Det er nemlig vældigt pænt af dem således at lukke portene op og give os andre muligheden for at opleve deres helt unikke hjem. For det kan man i de otte august-aftner, hvor ”Genboerne” spiller på rette sted.

Danmarksbloggen følte sig også privilegeret – og kvitterer med fem ud af seks glas punch for en forrygende opførelse af Hostrups kendte vaudeville om studenterliv og ung kærlighed.

Det er Anders Skov Madsen, som spiller hovedrollen som Klint, og det gør han med lige dele talent og ihærdighed. De andre tre unge – Aske Hass Thorsen som Basalt, Anne Blomsgård som Rikke og Sibylle Glosted som Amalie – er også mere end troværdige i deres roller.

Som kobbersmed ses en driftssikker Jesper Asholt, mens madam Smidt spilles med enorm styrke og timing (også når hun rammer tonerne præcis så forkert, som hun skal) af Betty Glosted. Alexander Clement og Peter Oliver Hansen er et forrygende makkerpar som henholdsvis kobbersmedesvend og løjtnant.

Endelig ses Tom Jensen i stykkets måske eneste rigtig dramatiske rolle som skomageren fra Jerusalem. En opgave, som han løser til ug med kryds og slange. Han kan også spille sine danske klassikere med den snert af alvor i komikken og komik i alvoren, som det kræver.

Og så er der Line Aarup-Jensen som tjenestepigen Ane samt Gustav Wenzel Most og Anders Jul Fristrup Andersen som både præsentatorer, smedesvende og flere andre roller.

Endelig er der statisterne, som også synger: Catherine Døssing, Christoffer Broström, David Auken, Line Aarup-Jensen, Lucie Sy Kim og Magnus Bille Fought Kristensen.

Samt musikerne, som smukt binder det hele sammen – blandt andet til skønne Bellman-melodier: På klaver Kristian Jørgensen, på cello Kirstine Elise Pedersen og på fløjte Julius Ditlevsen.

Det er Jacob Beck, der har instrueret, og Bettina Schimmel, som har produceret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Viktor mod verden”

Hellere bange end død!!!

Sådan lyder moderens mantra i Christian Arhoffs debut-spillefilm ”Viktor mod verden” om den unge Viktor, der livet igennem har levet isoleret langt ude på landet i et gammelt hus efter devisen: Pas på trappen. Pas i det hele taget på alting. Tag din forholdsregler. Det er en brutal verden, vi lever i. Hajangreb og det, der er værre, kan ske overalt.

Moderen – spillet mesterligt af Bodil Jørgensen – har nemlig i angstens og kærlighedens navn holdt sønnen Viktor afskærmet fra ALT undtagen gamle danske film og hans drømme, som dagligt får Viktor ud i skuret, hvor han spiller jazz for sig selv og den far, som han tror er død.

Det er faderen ikke – og efter moderens død (så jo, hun havde ret – livet er så farligt, at man dør af det), begiver Viktor sig væk fra den levende død ude på landet i Jylland og ind til centrum af København, hvor den jazzspillende far arbejder i et forsikringsselskab.

Og så tager handlingen fart – og herfra skal ikke røbes andet end, at noget af filmen foregår i Tivoli, og at filmen mange steder er så sjov, at man må grine meget højt. Men at filmen samtidig er så sært gribende i sit portræt af, hvad der sker, når en ung, isoleret mand møder hele den store, skøre verden.

Som fx da Viktor bliver spurgt, om der er sket noget spændende i weekenden, og han svarer: Ja, jeg har begravet min mor.

Filmens måske vigtigste fortælling (som minder om den, som vi kender fra den første film med titel-karakteren Viktor, nemlig Arhoffs prisvindende afgangsfilm ”Viktor på Månen”) er den om, hvordan naiviteten stadig kan gå så besynderligt urørt gennem intriger, skjulte motiver og alt det andet, som vi kalder godt at have styr på, så man ikke bliver snydt.

Men måske – bare måske – snyder man selv mest ved at spekulere på, hvad man er til og hvilke tilsyneladende vigtige mål, man har med sig selv, sin karriere og sit liv. Måske er det i virkeligheden nok at vide, at jeg er mig – og jeg er til dig og til det, som gør mig glad i livet.

Skuespillerne i filmen kan i hvert fald lide det, de laver. De er udover allerede nævnte Bodil Jørgensen Rosalinde Mynster, der elegant leverer rollen som ninjahurtig knudekvinde og assistent til faderen, der spilles med overlegen timing for blandingen af sårbarhed og vakkelvornet mod af Nicolas Bro.

Kurt Ravn er også med som chefen Olufsen, og hans bemærkning om, at nu hviler skæbnens øje på dig, fik mig til at tænke: Giv manden en rolle som chefguden Odin. På den svenske side ser vi dygtige Björn Elgerd og dansk-svenske Thomas W. Gabrielsson, der, når han taler svensk, også bevæger sig på svensk med svensk mimik – model en svensk mand fra det fashionable Östermalm i Stockholm. 

Endelig er der søde og underspillede – men med hvilken kraft – Anna Bruus Christensen som Viktors uheldige kollega, der får hans hjerte til at banke – samt gengangeren fra ”Viktor på Månen” journalisten Mikael Bertelsen i hele tre små roller. Herom er kun at sige: Giv den mand mere at lave på lærredet – han er jo morsom bare i attituden.

Men først og sidst er det Nicolai Jørgensen som Viktor, der brænder sig fast. Jeg har set ham på Nørrebro Teater som Karl Rossmann i Kafkas ”Amerika” i en præstation, der ætsede sig fast, og fik mig til at sammenligne ham med Ghita Nørby som den jødiske mor i ”Indenfor murene”.

Dét står jeg ved. For Nicolai Jørgensen er noget helt særligt, også som Viktor. Sårbarhed og uskyld formidlet, så det står ridset i sten. Manden er en af sin generations bedste skuespillere – måske den bedste.

Nicolai Jørgensen ER nemlig altid den person, som han spiller – og han tilføjer altid karakteren en ekstra dybde, en ekstra dimension, så karakteren hele tiden har lidt mere at give, lidt mere i sig.

Nicolai Jørgensen tilføjer teatrets evne til at være levende og tredimensionelle til lærredet – og når han står på en scene, så får man samme flow på en film.

Det gælder også i ”Viktor mod verden”, der er et mesterværk, som minder om en Wes Anderson-film, som den unge anmelder Anna M. T. Frederiksen siger det, og uddyber:

Wes Andersons univers minder om en tegnefilm, og det gør denne film også. Den samme farvepalet bruges filmen igennem. Der er centrering af personer og ting. Symmetrien kan ses overalt sammen med den gule farve og teksten. Det hele står skarpt. Det er formidabel filmkunst.

Danmarksbloggen giver ”Viktor mod verden” seks ud af seks af de saxofoner, som der ivrigt spilles på – og som sammen med en masse andre kendetegn som fx hvid kunst til musik og bevægelse, et prisestimat og andre spændende sager åbenbart er en fast del af en Christian Arhoff-film, når figuren Viktor er med.

Vi vil i øvrigt gerne se mere. For verden har brug for Viktor med det naive sind og det gode hjerte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den Gerrige”

Aldrig er nogen så ensom, aldrig er nogen så fattig, som den der elsker sine mange penge højere end alt andet – og værre bliver det, hvis vedkommende skruppelløst misbruger de mennesker, som burde stå vedkommende nær, til at skrabe endnu mere til sig.

Så kort kan man beskrive moralen i Molières stykke ”Den Gerrige”, som Grønnegårdsteatret i år har på programmet i deres nye hjemmebane i Odd Fellowpalæet, hvis bygning sammen med den flot svungne scene danner en smuk og stemningsfuld kulisse, så det er nemt at tro, at man er i 1600-tallets Paris.

Historien om den usympatiske gnier Harpagon, der har penge, mange penge, som eneste mål og mening i livet, kunne så foregå alle steder og til alle tider. For den er lige så typisk i virkeligheden, som den er velkendt hos Molière. Så det overrasker næppe nogen, når jeg skriver, at det ender med … ja ingenting for Harpagons vedkommende. Han er fortabt set ud fra en kristen og etisk moral, som de fleste af os – uanset hvad vi tror eller ikke-tror – generelt erklærer os enige i.

Der er derfor også noget ærligt og psykologisk befriende i, at Molière ikke lader Harpagon blive klogere, men derimod stykket igennem holde fast i kærligheden til pengene – og den kontrol, som de giver den gerrige.

Sådan er det jo, som en nutidig dansk politiker kunne sige det. For hvor dit hjerte er, dér vil også din skat være – og hjerter flytter sig som bekendt ikke så tit.

Spørgsmålet er derfor, hvordan budskabet leveres hos Grønnegårdsteatret. Er der bid? Er det morsomt? Svaret er ja – og ja.

Et af de geniale træk er at lade en kvinde tage titelrollen – og her er valget faldet på Karen-Lise Mynster, og som hun fylder både støvler og skæg ud. Hun er i rollen så indkroget i pengeglæde, mistænksomhed, smålighed, brutalitet og målet-helliger-midlet-tænkning-og-handling, at man fysisk må reagere ved at ryste på hovedet over denne gnier.

Men man gyser også, og tror på, at Harpagons eneste kærlighed er knitrende sedler og blanke mønter, både når Harpagon slår løs på den stakkels Mester Jacques spillet med stor sikkerhed af Peter Flyvholm, tinger sig til at grev Anselme – spillet med vanlig elegance af Steen Stig Lommer – betaler begge bryllupsgilder plus det løse – eller gladeligt kræver ågerrenter fra sønnen Cleante, spillet af Jeppe Ellegaard Marling, der er ligeså overbevisende som den udkårne Mariane, spillet af Nanna Skaarup Voss.

Men allerstærkest er det i nødens stund, når Karen-Lise Mynster leverer Harpagons klagesang, da de elskede penge er væk. Åh Gud, jeg dør, nej, jeg er død – samtidig med at de to børn står lyslevende og lykkelige ved siden af. Men det betyder ikke noget. Pengene mangler, og Harpagons verden er gået under. En mesterlig scene, hvor et empatisk hjerte får ondt af den gamle gnier, og en reflekterende hjerne spejler sig. For har vi ikke alle en rem af huden? Gu´ har vi så.

I andre roller ser vi Tina Gylling Mortensen, der som Frosine er et kraftfyrværkeri af saft og kraft i hendes måske bedste rolle på Grønnegårdsteatret, som jeg har set. Hun indtager virkelig scenen på alle måder. Samt Jesper Hyldegaard som La Fleche og Jacob Weble som både monsieur Simon og politikommissæren. Begge er de særdeles drevne og driftssikre.  

Endelig er der Harpagons datter Élise og hendes udkårne Valere, som i hemmelighed er kærester, og hvis skæbne altid vækker sympati. De spilles af Andrea Øst Birkkjær og Joachim Kubel, og det gøres med smæld og så megen overbevisning, at man tænker: Her er et powerpar, som vi forhåbentlig kommer til at se igen i mange komedier fremover.

Årets stykke ”Den Gerrige” er klassisk Grønnegårdsteatret med stor skuespilkunst og en god energi – og tak for det. For vi lever i en tid, hvor gamle dødssynder er blevet dyder, og hvor den ene rystelse kommer efter den anden, samtidig med at vi på næsten harpagonsk manér forventes at være nyttige og effektive samfundsborgere 25 timer i døgnet.

Så for et par timer at kunne blive underholdt og more sig i godt selskab med dygtige skuespillere og samtidig blive mindet om de langt vigtigere menneskelige værdier er lifligt som glas mental rosé-vin.

Og når det så tilmed serveres så levende og vibrerende, som det gøres i ”Den Gerrige” på Grønnegårdsteatret, ja så kan man kun være i højt humør – sekunderet af de måger, der skriger på lige de rette tidspunkter undervejs. Noget af en instruktion.

Danmarksbloggen giver ”Den Gerrige” fem ud af seks diamantringe – som den, der spiller en rolle, selv når klapsalverne brager. En fin detalje i en formidabel og elegant forestilling.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Margrethe”

Et dansk musical-hit havde premiere Skt. Hans-aften på Gl. Scene på Det Kgl. Teater.

Så kort kan den nye musical ”Margrethe” beskrives. For den er – med sin fængende og storladne musik samt det eminente skuespil, der kun overgås af sang i absolut verdensklasse – det, man får, når man sætter sig i de røde plyssæder for på landets fineste scene at se og høre historien om Dronning Margrethe d. 2, mens de grønne kulisser drejes og vendes.

Den handler om kærlighed. Kærlighed mellem en dronning og hendes folk. Mellem en dronning og hendes forældre. Mellem en dronning og hendes mand. Mellem en dronning og hendes børn og børnebørn. Og måske allermest mellem en dronning og den skæbne, som blev hendes.  

Skæbnen som Danmarks regent. En skæbne, der går i arv, og som i sig har en iboende ensomhed. Fordi regenten er den, der alene bærer ansvaret.

Det er meget for ethvert menneske – og det er også det centrale omdrejningspunkt i denne gribende fremstilling af Dronning Margrethes liv og virke. Mændene bag – Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier – sagde mindre end to timer inden premieren på TV2 News, at musicalen handlede mere om mennesket Margrethe end om Dronning Margrethe d. 2 af Danmark.

Men både i virkeligheden og på scenen kan de to ikke adskilles. Dronningen ER sit virke – og i sit virke er hun sig selv. For hvem skulle jeg ellers være, kan man næsten høre Hendes Majestæt sige med præcis den venlige og bestemte betoning, som Ulla Henningsen, der spiller den gamle dronning, rammer til så stor perfektion, at man godt kunne tro, at det var Majestæten selv, som stod på scenen.

Dronningen er heller ikke ukendt med hverken scenen eller kunsten i form af fx malerier, og det hører vi med rette meget om. Men Majestætens dybe kristne tro nævnes ikke, og det er synd. For nok havde Dronningen i prins Henrik sin faste støtte (og han får også i musicalen al den hyldest, som han fortjener). Men regenten sætter sin lid til mere. Det har Dronningen selv sagt i flere interviews gennem tiderne.

Og nok nævnes det tit i forestillingen, at det er vigtigt at tro på noget, som er større end sig selv. Men vi hører ikke rigtig, hvad dette så er i Dronningens tilfælde. Er det Gud, eller den forpligtelse overfor danskerne, der som en rød tråd går gennem Dronningens mere end 50 år lange virke?

I musicalen får man kun fornemmelsen af forpligtelsen. Men jeg tror, at det er både den – og troen, også fordi hendes valgsprog er Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.

Valgsproget, som ellers er at regne for en regents hensigtserklæring, er desværre ikke med i musicalen, som fortælles med afstikkere frem og tilbage i tiden, selvom grundhandlingen skrider frem i kronologisk rækkefølge.

Så vi møder ikke en, ikke to, ikke tre – men hele fire Margrether, der indimellem også møder hinanden, og taler sammen. Det er der noget meta over på den gode måde.

Emilie Groth som den unge, voksne prinsesse Margrethe og Xenia Lach-Nielsen som den voksne Margrethe midt i dronningegerningen – og som de to kan synge, danse og agere. Ja, det kan hele castet. Gang på gang rives vi med og løftes til højderne.

Men alligevel træder den yngste Margrethe – kaldet Daisy – og den ældste Margrethe frem på en særlig måde.

Den ældste – Ulla Henningsen – fordi hun med varme og med stemme, mimik, bevægelse og alt andet er, som vi kender Dronningen i dag. En dronning, der i musicalen ser tilbage på sit liv med lige dele refleksion, accept og kærlighed, mens hun leder efter den hestesko-formede broche, som hun fik af sin far, da det blev bestemt, at hun skulle være Danmarks næste regent.

Rollen som Daisy synges af forskellige. Det er også en krævende rolle for en purung pige, men Lily Hanskov Aginsky, som sang rollen til premieren, gjord det så klart og så stærkt, at hun kunne synge op til – og så man kunne høre hende gennem de tre voksnes kvinders stemmer. Dét fik hun selvsagt enorme klapsalver for.

Hun var fantastisk. Intet mindre – og hun ville være en god Ariel, hvis man skulle genindspille Disney-versionen af H. C. Andersen-eventyret. Der var også dele af musikken, som bragte mindelser om netop dén Disney-produktion.

Generelt gjaldt, at musikken hele vejen igennem havde et Margrethe-tema, og at den bakkede op om historien fx ved at dele af ”Der er et yndigt land” blev spillet i mol under besættelsen, at der var forvirrende violiner, mens prins Henrik var dement og så videre.

Så ja, musikken var bevægende, hvad enten den mindede om styrken fra ”Hamilton” eller sødmen fra ”Kongen og jeg”.

Det sidste især måske i kærlighedsmødet med den franske greve, som varede lige, indtil han gik ud af tiden – og ud til de andre, der gik forud, og for en tid lader Margrethe alene tilbage, inden Frederik og Mary skal overtage.

For sådan er det. Tronen og kronen kræver det hele menneske – og Margrethe d. 2. har givet os gennem et langt liv. Derfor er denne hyldest til hende lige så rigtig, som den er smuk – og den er meget smuk.

Danmarksbloggen giver fem ud af seks dronningekroner til musicalen ”Margrethe”. Den kan nemt blive en dansk musical-klassiker.

Det er Mikkel Rønnow Musicals, som producerer – og der spilles på Gl. Scene på Det Kgl. Teater i København, Odeon i Odense og Musikhuset Aarhus.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Bedste Barnepiger

Sådan en sommerdag på Frederiksberg kan noget.

Og det hele får en ekstra glød, når man sidder på bænkene foran Kiosken ved Riddersalen – og med kastanjetræerne over sig, og der rundt om er en masse børn, både i små og voksne størrelser, som lever med, når Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll fortæller historier om deres tid som barnepiger på Frederiksberg, hvor de også bor – endda lige under, hvor vi sidder.

Dér kan man bare se. En bolig under jorden på Allégade. Ja, det skulle såmænd ikke undre mig. Jeg valgte at tro på det – og lade mig rive med af barnepigerne, som har været med nærmest lige så længe, som der har været noget, der hed Frederiksberg – hvis det de siger står til troende. Og det gør det. For hvem tror ikke på sin barnepige?

Især når hun kan fortælle historier – og det kunne de begge to. Så vi hørte om, hvordan de passede på gamle kongers børn, at de nærmest egenhændigt sørgede for at redde Frederiksberg Kirke fra at blive brændt ned og meget mere. Ja, de har sågar været barnepiger for Palle Huld, der som 15-årig rejste Jorden rundt som en anden Phileas Fogg, og som siden blev kendt som både skuespiller og eventyrer.

Vi hører om det hele og meget mere – og indimellem flettes kendte steder på Frederiksberg ind som fx Zoo, hvor barnepigerne naturligvis var til stede, da panteren slap ud. De var også på pletten, dengang man syntes, at det var god underholdning at vise mennesker fra fjerne egne og lande frem, som de var eksotiske dyr.

Og det fortæller de to barnepiger om på en både direkte og fin måde. For udover at levere sublim underholdning, så tør de tale ind i nutiden, når de lufter bekymringen for, om der fremover stadig vil være plads til barnepiger, til sange og historier? Og om der kommer én dag, hvor vi ikke skal bekymre os om, hvorvidt vi kan slå til i konkurrencesamfundet?

Det er godt lavet – og nødvendigt. Og jeg kan melde, at der ikke fandtes én – hverken blandt store eller små – som sad og googlede eller lavede andet unødvendigt i den digitale verden, mens de to farverige og favnende barnepiger var i gang.

Alle på bænkene var til stede her og nu. Alle oplevede vi med vores sanser og ikke via en skærm – og så får man den gode næring til sjælen. Ja, børnene var som altid verdens bedste teaterpublikum: Åbne, umiddelbare og dem, som tog historien ind uden at lede efter håret i suppen.

Jeg bestemte mig til at gøre det samme. En kritisk voksen ville måske tale om, hvor meget Frederiksberg-butiks-placement a la produkt-placement, der også blev brugt trods det indlysende Frederiksberg-fokus. Det gider jeg ikke lægge øre til.

Jeg vil i stedet konstatere, at den halve time, som den søde og sjove forestilling varer, fløj afsted. At vi alle var mere end begejstrede, da vi gik derfra og ud i den smukke sommerdag. Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøll kan deres metier. De er så meget til stede og i dialog med både historien, hinanden og alle os, som sidder på bænkene.

Det er eminent teater for alle, som har et bankende hjerte og fortrækker varme hænder og tid fremfor kold teknologi og et hamsterhjul. Danmarksbloggen giver ”Bedste Barnepiger”5 ud af 6 barnevogne, som dem d´damer triller rundt med.

Forestillingen spiller til og med 9. juli – og er ganske gratis. Så bare mød op. Man starter, når klokkerne slår ovre på Frederiksberg Kirke.

Se mere her: https://www.riddersalen.dk/bedste-barnepiger/

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”The Little Mermaid”

Disney får mig hver gang – som i hver gang. Jeg tudbrøler altid til slut, når kombinationen af eventyr, skurk og heltinde/helt går op i en happy end. Således også da jeg og min ledsager, en ung dame, som nærmest er vokset op med Disney-prinsesserne, så Disneys ”The Little Mermaid”, der har premiere i dag som film-version.

Måske det også har noget med musikken at gøre. Musik er nemlig det tætteste, som virkelighedens verden kommer på magi – og nogle af Disneys film har et soundtrack, der er i absolut særklasse – deriblandt musikken fra ”The Little Mermaid”.

Man havde så i filmen valgt at tilføje et par nye sange. Det skulle man have ladet være med. De nye sange var da udmærkede, men ikke i nærheden af de originale sanges skyhøje niveau, som det ret beset også kun er ”Snehvide”, ”Mary Poppins” og ”Løvernes konge”, der kan konkurrere med, når vi taler om Disneys egne produktioner.

Men de nye sange var trods alt skønhedsfejl i en film, som betager – fordi den er Disney Classics: Spændende, morsom og fuld at kærlighed.

Min ledsager, der som sagt kender Disney-prinsesserne indgående, var enig med mig.

Om end hun havde en stor og vigtig anke: Nemlig Ariels kjoler. I tegnefilmen har Ariel fx en glitrende blå kjole på, da hun står op af vandet efter kong Triton har givet hende ben til sidst i filmen. Dét havde filmens Ariel ikke.

Der var også andet, som manglede i en film, som ellers var imponerende flot, når det kom til kostumer, design og speciel-effects – og til at være politisk korrekt.

For som min ledsager sagde: Hudfarven på havfruen var selvfølgelig også anderledes – men bevares. Det er for os unge og børnene noget helt naturligt. Diversitet, du ved. Men når det er sagt, så laver man altså bare ikke om på Ariels kjoler. De skal se ud, som de gør i tegnefilmen – og det gør de ikke. Punktum.

Jeg tror, at en hel verdens små piger vil give min unge ledsager ret. At ændre på en ikonisk prinsessekjole er helligbrøde.

De ældre årgange vil nok lægge mere mærke til den mørke havfrue, som er langt fra den havfrue, som H. C. Andersen skrev om i eventyret, hvor der står: Men den yngste var den smukkeste af dem alle sammen, hendes hud var så klar og skær som et rosenblad, hendes øjne så blå som den dybeste sø.

Men selvfølgelig skal en mørk kvinde som sangerinden Halle Bailey kunne spille havfrue, ligesom en mand skal kunne spille en kvinde, en hvid en sort og så fremdeles. Hvis vi kun kan spille os selv, så bliver det hele hurtigt meget kedeligt – og vi går glip af en masse god skuespilkunst.

Men ja, Hollywood skal OGSÅ være politisk korrekt – og var det også med de syv havfruer, som kom fra hvert sit ocean, og ikke længere som i tegnefilmen havde navne, der startede med A – men derimod navne der passede til hvert sit ocean. Det var selvfølgelig igen min unge ledsager, som bed mærke i det.

Jeg var mere optaget af kong Triton (spillet af den spanske karakterskuespiller Javier Bardem) og hans indre kamp om at give datteren fri – og jeg græd, da han til sidst gav hende ben, og sagde: Nu har jeg kun ét problem – hvordan jeg skal håndtere at savne hende.

Heldigvis ender også dén del godt. Men det beviser, at Disney er for alle.

Der er noget, når man er barn, og drømmer om prinser og prinsesser. Når man er ung, og identificerer sig med Ariel eller/og prins Erik og deres kamp for kærligheden. Og når man bliver ældre, så er det åbenbart Kong Triton og hans smerte ved at skulle sige farvel til datteren, der rammer. Det er ok. Så længe man ikke rimer på Ursula, så har man sit på det tørre – eller det våde rettere.

For hvor vil man gerne leve nede i de oceaner – også med en fiskehale. Jeg vil i hvert fald (men jeg svømmer også Åbent Vand). Min unge ledsager er godt tilfreds med at blive på landjorden. Det er noget med præferencer.

Vi var til gengæld helt enige om, at Kong Triton og Eriks Dronninge-mor og alle de andre voksne roller spilles med en enorm dybde. Karaktererne har også levet et liv, mistet deres elskede, de har ansvar overfor andre og meget mere i den alvorlige boldgade, mens Ariel og Erik er unge og eventyrlystne.

Det er den kendte skuespiller Melissa McCarthy, som gestalter havheksen Ursula. En rolle, som hun spiller med en strejf af humor, som klæder det ellers ret uhyggelige hav-væsen.

Sebastian, Tumle og Skralde, som nu er en kvinde, er også med som muntre indslag, der kommer i en lind strøm filmen igennem. For som de krabber, svømmer og flyver rundt i Caribiens lune vande og varme luft, hvor historien foregår – selvom H. C. Andersen skrev om de kolde nordiske vande fulde af havfruer med rosenfarvet hud og blå øjne, som når de efter 300 års liv i vandet døde og blev til skum på havet.

For sådan gik det iflg. den danske eventyrsdigter havvæsner, medmindre et menneske elskede dem, og dermed gav dem et stykke af vedkommendes udødelige sjæl.

Og i H. C. Andersens oprindelige eventyr får havfruen heller ikke sin prins, men opnår alligevel en salighed større end normalt for en havfrue, idet hun efter 300 år sammen med luftens døtre, som hun også bliver til, da hun dør, svæver ind i Guds himmerige – til evig salighed. Fordi hun så har fået en udødelig sjæl.

Andersen har altså en helt anden slags happy end … men én som stadig viser, at man kan vinde det hele ved at bryde ud af sin egen verden og ind i en anden verden.

Filmen ”The Little Mermaid” handler så om at bruge sin stemme. Så det er dobbelt skade, at H. C. Andersens stemme ikke høres mere tydeligt i Disneys version af ”Den Lille Havfrue”.

For dimensionen med erhvervelsen af den udødelige sjæl er vigtig at få med, når man skal forstå den unge havfrues rejse op af vandet. En rejse, som hos Disney slutter på landjorden, men som hos H. C. Andersen førte havfruen endnu længere – helt op i luften og til sidst i den evige salighed.

For hvad er vigtigst? Sjælefreden/saligheden i evigheden eller kærligheden her på Jorden? Ja, Andersen, som skrev eventyret (og som ikke var bange for hverken skygger eller dårskaber), heppede på det første, mens Disneys drømmefabrik går med det sidste.

På den billedlige side af filmen er det også ærgerligt, at den ene ud af to meget ikoniske scener fra tegnefilmsversionen (som man ellers følger næsten slavisk i filmen) er droppet – nemlig den hvor Ariel med en stor pen skriver under på den katastrofale kontrakt med Ursula.

Den anden berømte scene – den hvor Ariel sidder på stenen og synger om, at hun vil være en del af menneskets verden – er heldigvis med sammen med en perlerække af andre scener under Koralmånens skær. 

Danmarksbloggen giver ”The Little Mermaid” fem ud af seks søstjerner – og siger: VI SES I BØLGEN.

Skrevet af: Anna M. Frederiksen, anmelder på Danmarksbloggen og Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Stalins død”

Indimellem kan noget være så tæt på – og samtidig så langt fra, at man tænker: Hvad sker der?

Sådan havde jeg det på Nørrebro Teater, da jeg så ”Stalins Død”, der er ment som en komedie, men som i lyset af verdenssituationen mere er en tidsrejse. Både en historisk tilbage til Stalins død i 1953 (det, som sker på scenen) og en fremtidig til den dag, hvor nutidens russiske tyran Putin ikke er mere (det, som man i stille stunder godt kan fundere over, hvornår sker).

For det er en gammel sandhed, at når despoter dør, så skabes et vakuum, hvor ingen vil tage ansvaret, men alle gerne vil have magten. Og det er en anden gammel sandhed, at sejrherren er den, der ingen midler skyr for at få magten.  

For magten er noget, som man tager i et ultra-beskidt spil på liv og død, der kræver mere end alenlange dødslister, brutale henrettelsesmetoder og skjulesteder i væggen, hvis kampen skal fylde på en teaterscene i mere end to timer.

Og det gør ”Stalins død” desværre ikke. Der mangler – manuskriptmæssigt – psykologisk bredde og dybde i portrætterne af de kæmpende, men også referencer til en nutid, som er lige så skånselsløs som Stalins tid. Enkelte hip til vor tid kommer, som fx truslen om at man jo altid kan falde ud ad vinduerne. Men i en krigstid som nutiden behøver vi mere at spejle os i.

Apropos billeder: Vidste De, at netop Stalin er Putins forbillede? Stalin, som skabte den version af sikkerhedsstyrkerne (KGB), som Putin er et produkt af. Stalin, som formulerede den imperialistiske russiske fortælling på samme måde, som også Putin køber ind på. Så ja, Stalin er – også i 2023 – relevant. Men det er Stalins liv og ugerninger, som giver mening, når vi skal forstå Putin og nutiden. Ikke Stalins død – hvor absurd den end var.

Forestillingen ”Stalins død ”er også ramt af uheldig timing. Forestillingen var nemlig oprindeligt sat til en premiere i vinteren 2021 – altså året inden Putins invasion af Ukraine.

Og jeg er sikker på, at vi havde set forestillingen på en anden måde dér. Dengang havde vi – lidt upassende måske, men i behørig afstand af 1953 – grinet af det, som vi troede, var fortid. Nemlig dengang der også på vores breddegrader var tyranner, som overfaldt andre lande, og førte territoriale krige mellem staterne i Europa. ”Stalins død” havde på den måde været synonym med den sidste europæiske tyrans død.

Men vi tog fejl. For det var ikke slut. Slet ikke.

For et år siden, torsdag d. 24. februar 2022, rullede Putins kampvogne ind i Ukraine – og vi forstod, at bjørnen derovre er vågnet igen – og at den både vil og kan true os i Vesten. Spørg bare polakkerne, balterne, finnerne – og især ukrainerne. De kender alle biddet fra den russiske bjørn.

Det ville i øvrigt klæde forestillingen, hvis den turde sige ukrainske bjørneunger – og ikke blot lettiske, litauiske med flere. Det ville også give mere mening. For Ukraine er i Ruslands selvforståelse en naturlig del af ikke blot Ruslands interesseområde, men nærmest en del af Rusland selv. Ligesom Belarus er det – altså iflg. russerne. Ikke iflg. os andre, som nu kæmper mere eller mindre direkte mod Putins Rusland.

For vi lever igen i en krigstid – og dér behøver vi noget, som vi kan relatere til. Og det er (medmindre man er skarp på Den Kolde Krig, og kan oversætte dens virkelighed til putinsk) ikke kammerat-sprog, Den Røde Hær og en centralkomité, der er imod de ortodokse præster. Den slags minder mere om gamle James Bond-film og John le Carré-romaner.

Nutiden er derimod russiske hackere, trolde på internettet, kampvogne med Z malet på, Wagnergruppen, oligarker der falder ud ad vinduer, eller må opgive deres yachter samt en russisk patriark, der i fuldt ornat sidder meget tæt på Putin ved enhver lejlighed. Det er historier om russiske soldater, der torturerer og dræber, om ukrainske børn, der bortføres til Rusland, millioner af flygtninge og meget mere.

Vi ser og hører om rædslerne dagligt. Og selvom det i grunden ikke er fair at holde krigsvirkeligheden 2023 op foran et teaterstykke om 1953, så er krigsvirkeligheden som et tidevand, der ikke kan holdes ude. Ikke når det hele er så grumt, og når både teaterstykket og virkeligheden handler om Rusland, magt og to despoter, der på tværs af tiden er brødre i ånden og i deres ugerninger.

Så skvulper det uvilkårligt. Sådan må det være, når fortidens despot Stalin har været død i 70 år, mens nutidens despot Putin kan trykke på atomknappen hvert øjeblik, det skal være. Stalin kalder med andre ord i bedste fald på historisk interesse, mens Putin rimer på hele Vestens aktuelle angst og risiko for 3. Verdenskrig.

Forestillingen bliver derfor på en måde til et hvad-så-spørgsmål. For nok kommer der et magtspil efter Putin – hvis vi undgår atomkrigen. Men det magtspil vil foregå bag lukkede døre i Kreml – og i Beijing. Så ingen almindelige mennesker får indflydelse på udfaldet. Vi kan blot vente og se, hvem der er last-man-standing. For det vil være en mand i det patriarkalske Rusland.

Heldigvis er det ikke sådan på scenen. Her spiller både mænd og kvinder mændene, der slås om magten efter Stalin. Det er godt lavet – og som de kan, både d´damer og d´herrer.

I centrum er Vicki Berlin, som uden slinger i valsen gestalter den kommende leder Khrusjtjov, både når hun banker med den berømte sko – og når hun er ”lidt bekymret”.   

To andre, som også har et ekstra gear, er Andreas Jebro, der både fysisk og skuepilsmæssigt rager op – og Thomas W. Gabrielsson, der er som skabt til at spille noget med politik, magt og fordækt agentvirksomhed.

Thomas Mørk er en af komediens danske mestre – og det viser han flere gange i forestillingen, der retfærdigvis også kaster flere gode grin af sig.

Amalie Lindegård står også stærkt – som både Svetlana, Stalins datter, og koncertpianisten, der stik mod alle andre har mod. Rigtigt mod. Hun er også den eneste i stykket, der beskæftiger sig med kultur. Bare en tanke: Bliver man modig af kultur?

Ja, hele holdet – som også omfatter Isa Marie Henningsen, Solvej Sonne Horn, Mathias Flint og Anders Mossling – spiller, som var de truet med en portion novichok, hvis ikke de leverede på øverste hylde. Det gør de så også i disciplinen klassisk skuespil med en fortløbende handling, replikker på en snor, ind fra højre, ud til venstre – og ind igen.

Danmarksbloggen ender derfor på fire stjerner, også på grund af den lille pige, som modigt er på scenen ikke én, men hele to gange i forestillingen.

Hun er så rolig og fattet – og har helt styr på sin mimik og bevægelser – selvom alle de voksne farer rundt som fluer i en flaske, råber og reagerer. Det er strålende lavet aften efter aften. Så hun – eller rettede de (for de er to, som deles om rollen) skal have en stjerne helt for sig selv.

De to dygtige piger hedder Olivia Emilie Skovbo Ahlbom og Isabella Joan Petersen Leece – og hurra for dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Alting er noget 2.0”

Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Sådan lyder et af forfatteren og digteren Naja Marie Aidts mest markante udsagn (og bogtitler), som af personlige årsager rungede i mit hoved, da jeg i forgårs hastede på vej mod Teatret ved Sorte Hest i den forårsagtige vintereftermiddag for at se premieren på forestillingen ”Alting er noget 2.0.”

For efter vinter kommer vår – og der er en tid til alt, som det blev formuleret allerede på bibelsk tid. En tid til at sige farvel. En tid til at begrave vores døde. Og derpå en tid til at gå videre.

Det var så også forestillingens tema. En forestilling med ord og digte og performance, som i 2016 kom i sin første version, men som nu er blevet ændret. Noget er taget ud, andet er tilføjet, og en del flyttet rundt. Men uanset hvad er alt noget. Både det, vi har – og det, vi havde.

Netop havde er kodeordet for forestillingen i 2023. Både forfatteren til ordene Naja Marie Aidt og iscenesætter Maria Vinterberg har mistet et barn – og derfor rammer forestillingens ord plet, når man skal beskrive det ubeskrivelige, som sker, når døden tager det dyrebareste.

Ikke at jeg kender det fra egen sjæl, men jeg er meget tæt på to andre, som har prøvet at miste et barn. Så jeg har set, hørt og mærket den afgrundsdybe sorg så nær på, at jeg ved, at jeg absolut INTET ved om, hvad det vil sige.

For hvor gerne vi end vil, så kan vi kun erkende det, som vi selv sanser. Og nok ved vi godt (fra os selv), at det at miste er at stoppe med at sanse, samtidig med at alt sanses mere end nogensinde før. Men når der er tale om et menneskes barn, det allerkæreste vi har, så foregår tabet i en helt anden dimension.

Og når man sidder i Teatret ved Sorte Hest og ser ”Alt er noget 2.0”, så sanser man en scene, der er hvid og gul som sorgen, de tomme ord og det store rum – og så tænker man, at det må være Aidts, Vinterbergs eller enhver i-sine-sansers-vold-efterladt-forælders indre, som vises deroppe.

Deroppe på scenen hvor Sarah Boberg og Anette Støvelbæk gestalter dén indre dialog, der forsøger at skabe mening i det meningsløse og kommunikere det ud i billeder og ord – til os og til sig selv.

En dialog med Aidts ord, som fortolker – også fordi der bag de to tavler med nøgleord, er de bøger, som står for Aidts forfatterskab – og de poesiens blomster, der ikke er blå som i den lette og søde poesi, men røde som i blod og hvide som tomhed.

For det er eksistensen, som er på spil, og som Boberg og Støvelbæk viser med en ganske særlig nerve. For det her er vigtigt. Det her skal ud over rampen og ramme os, der sidder på sæderne – og i et par sekunder er med i forestillingen. Og det mere end lykkedes.

Forestillingen er nærværende, insisterende, brændende og intens. En ordløs mission fuld af ord – demonstreret ved de to damers blotte tilstedeværelse, der er så sitrende en væren, så voldsom en kraftudladning.

De stormende klapsalver var også fuldt fortjente – og når vi ikke alle rejste os op, var det, fordi vi sad forstenede på sæderne – blæst bagover af denne demonstration i teaterkunstens evne til at formidle ikke kun litteraturen, men også det levede liv om døden og sorgen.

For døden er et almenmenneskeligt vilkår – og vi møder den alle, uanset hvor vi bor i livets etageejendom. Men det kan ske i to dimensioner – når det er et barn, og når det er alle andre.

For som det siges i stykket: Jeg ville gå til verdens ende for dig, men det er ikke langt nok. For sådan er det, når et barn dør. Derfor er Naja Marie Aidts ord om en sorgmoder, en Dronning af sorg netop så passende til hende selv – og til Maria Vinterberg. Fordi de kan. Fordi de tør.

Fordi de har skabt et monumentalt værk over, hvad der sker, når dødens mur rammer, og vi står nøgne tilbage, mens troen er væk, sproget er blevet koldt, kunsten er ligegyldig – og alt, der er tilbage, er nænsomheden over den døde krop. 

Derfor er alting noget. Noget værd.

Danmarksbloggen giver ”Alting er noget 2.0.” fem store ud af seks mulige stjerner, som dem vi møder til allersidst, hvor vi sammen med både de to på scenen og alle andre rejser gennem stjernehavet i tid og rum. Dét er der en tryghed i – uanset hvad vi tror eller ikke-tror på.

Jeg nynnede i hvert fald Shu-bi-duas ”Stjernefart” på vejen hjem, selvom musikken i ”Alting er noget 2.0.” er lavet af Jacob Binzer, som har gjort et formidabelt stykke arbejde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk