Månedsarkiv: marts 2019

Populistisk skred mod højre startede i sidste årtusinde

Udgivet den af
Svar

Pernille Vermund – dansk politiks nye enfant terrible – har i dén grad forstået at få mediernes opmærksomhed, senest ved sidste uges profilerede debat med Kristian Thulesen Dahl i Aabenraa.

Pernille Vermund bor ellers i Nordsjælland, men til det kommende folketingsvalg stiller hun op for Nye Borgerlige i Sønderjylland, som udover at være den landsdel, hvor flest (målt i procent) stemmer på Dansk Folkeparti, er der, hvor Dansk Folkeparti´s formand Kristian Thulesen Dahl også stiller op – og bor.

Men nu går Vermund altså i direkte kamp med Thulesen Dahl om stemmerne på hans hjemmebane …

Det skrives der meget i medierne om, ofte med den vinkel, at der er tale om et populistisk skred til højre i dansk politik.

Men nej, mener man det, så kender man ikke sin politiske Danmarkshistorie. For dét skred skete for snart 25 år siden, da Pia Kjærsgaard i 1995 dannede Dansk Folkeparti.

Det var dengang, hvor Nyrup sagde, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerene. Det var dengang, hvor ingen partier med respekt for sig selv – heller ikke de blå – ville arbejde sammen med de ekstreme højrefløjspolitikere i Dansk Folkeparti. For det er ganske vist. Sådan blev Dansk Folkeparti opfattet dengang.

Siden har meget som bekendt ændret sig i dansk politik, og i dag har de fleste partier i årevis løbet over mod Dansk Folkeparti og taget deres politik til sig.

Ikke at Dansk Folkeparti har rykket sig en tomme i det kvarte århundrede. Det skulle da lige være et par meter endnu længere mod højre. Men de andre partier (minus nogle få) rykker hver gang med.

Så det, som engang var ekstremistisk, er for længst blevet normalt, og Dansk Folkeparti er blevet en del af det establishment, som de engang var i opposition til.

Og det udfordrer Pernille Vermund og de andre i Nye Borgerlige så ved det kommende folketingsvalg. Men nej, der er ikke tale om noget skred, er Pernille Vermund er ikke nogen frontløber. Pernille Vermund rider derimod blot med på en populistisk bølge, der startede i sidste årtusinde, og som tilsyneladende ikke kan komme langt nok ud til højre i sin ekstreme bevægelse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

97 procent af alle danske virksomheder kontrolleres ikke af Skat

Udgivet den af
Svar

Danske virksomhed betaler iflg. tænketanken Cevea for lidt i skat, altfor lidt i skat – nemlig hele 14,1 mia for lidt i skat – hvert eneste år.

For de penge kunne vi få meget velfærd, rigtig meget velfærd. Se eksempler på, hvad det kunne være på nedenstående hjemmeside, som Cevea har lavet:

www.fixskat.dk

Her kan man også læse Cevea´s ti forslag til et bedre Skat. Det er forslag, der taler om mere gennemsigtighed og mere kontrol, og Danmarksbloggen er enig med Cevea i, at der er vældig meget brug for det. Ja, nærmest kolossalt meget brug for det.

Det er nemlig kun tre procent af alle danske virksomheder, der bliver kontrolleret af skattevæsenet.

Det vil altså sige, at hele 97 procent af alle danske virksomheder IKKE kontrolleres af Skat, men blot kan skøjte igennem med, hvad de måtte finde på af skatteunddragelse og andet, som fører pengestrømmene udenom den danske statskasse – og vores allesammens velfærd.

Det er både et etisk og et økonomisk problem.

Læg dertil det fald i antal årsværk indenfor Skat, som diverse regeringer har gennemført i de seneste år, og det siger sig selv, at færre mennesker ikke kan nå det samme arbejde. Det kræver nemlig tid og kræfter at inddrive skatten fra de tilsyneladende genstridige virksomheder.

Men det er et slid, der kan betale sig på bundlinien, for pt. koster de manglende kræfter til dette arbejde os alle sammen mere end 14,1 mia kroner om året.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale, at der ansættes mange nye og dygtige medarbejdere i Skat, så alle – også virksomhederne – betaler det, som de skal, til det offentlige. For det er de penge, som vi lever af i det velfærdssystem, der gavner os alle sammen, også virksomhederne.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

8. marts: Kvinder stoppes stadig af glasloftet

Udgivet den af
Svar

Hvordan har du tænkt dig at fejre 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag? Der er nemlig mange muligheder fra debatter om vigtige emner over poesioplæsninger og koncerter til workshops, hvor man kan være kreativ.

Men hvis man nu ikke orker efter en lang arbejdsuge, eller måske ikke bor tæt nok på de store byer, hvor langt de fleste arrangementer foregår, så kan man i stedet gøre sig klogere på danske kvinder, vores historie og vores nuværende forhold ved at læse – eller genlæse – Birgitte Possings bog ”Argumenter imod kvinder”, som er en bog, der overbevisende demonstrerer, at kampen for ligeret langtfra er slut.

Danmarksbloggen anmeldte bogen, da den udkom sidste år – se anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=10224

Bogen fik ved den lejlighed seks handsker ud af seks mulige – og hver eneste én er velfortjent.

For det er en bog, som giver bevidsthed om det glasloft, der usynligt, men ganske effektivt ligger over mange kvinder, så vi ikke – trods åbenlyse evner – bliver rekrutteret og kommer op på den anden side af glasloftet, og får de poster og de stillinger, som vores egenskaber og kundskaber kvalificerer os til.

Men hvor i stedet mænd – også mænd, som kan langt mindre – får jobbet eller posten, ene og alene i kraft af kønnet og den Rip-Rap-Rup-rekruttering, som stadig finder sted i stor stil i magtens mandeklubber.

Vi behøver derfor, som Birgitte Possing siger det i ”Argumenter imod kvinder”, en ny fortælling. På side 45 i bogen skriver hun:

Vi mangler en samlende fortælling om samfundet, og hvad vi vil med det. Tidsånden er gennemført individualistisk, og vil man noget, er det op til én selv at gå vejen og finde sin plads og identitet. Ingen står i vejen. Sådan er den samfundsfortælling, vi faktisk har. Men den passer ikke på virkeligheden, hvor mangel på den rette kapital, klasse eller det rigtige køn kan stå i vejen for det, man vil. Det taler vi nødigt om, men det bliver vi nødt til, hvis vi skal nærme os noget, der ligner ligestilling. Vi siger, at vi har ligestilling, selv om vi ikke har det. Vi siger, vi vil have begge køn i ledelse alle vegne, selv om vi ikke får det. Vi siger, vi vil have repræsenteret den mangfoldighed i erfaringer, som begge køn repræsenterer, selv om vi ikke gør det. Når det handler om køn, siger vi ét og gør noget andet.”

Citat slut.

Danmarksbloggen er helt enig. Det danske samfund holdes tilbage af ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt, og vi kan kun komme videre, hvis vi laver den nye fortælling sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Krænkelse slår fattigdom – men kendis slår krænkelse

Udgivet den af
Svar

Flere danske byer taler nu seriøst om at bruge mange millioner kroner på at indføre såkaldte kønsneutrale lyssignaler, sådan så ingen kan føle sig krænket over at se det, som åbenbart er en mand, når man skal passere gaden. For kvinder går jo ikke med bukser?! Sic!

Det er så himmelråbende tåbeligt – og demonstrerer på den mest pinlige måde, at vi lever i et super-overfladisk samfund, hvor signaler – nu også bogstaveligt – er alt, og i hvert fald markant mere end indhold.

For tænk hvis politikerne blev ligeså optagede af at afskaffe fattigdommen og gøre livet bedre for de mere end 60.000 danske børn, der lever i fattigdom i vores rige samfund. Eller de ældre, der ikke kan få et bad eller få gjort rent. Eller sygehusene eller andre vigtige ting. SÅ ville der ske noget, men reelle samfundsproblemer syltes til fordel for overfladiske ligegyldigheder.

For ligegyldighederne kan nemlig få politikerne over hele landet – dog især i de store byer – op af stolene og se på nye kønsneutrale lyssignaler, gerne nogle, som er anderledes end de andres.

Odense har således allerede nogle lyssignaler, som forestiller byens store søn H. C. Andersen. Det er så ikke kønsneutralt, da han ubetinget var en mand. Men det er åbenbart lige meget, når vi taler om en kendis. Og nok kendte eventyrdigteren ikke selv ordet kendis, men ikke desto valfarter folk fra hele verden til Odense på grund af netop H.C. Andersen.

Syd for grænsen i Berlin er det også en mand, der pryder lyssignalerne, i hvert fald i den del af byen, der før var Østberlin, og han hedder ovenikøbet mand, nemlig Ampelmann. Men den lille mand med hatten er superpopulær, ja nærmest kult – og merchandise med ham sælger som varmt brød i de berlinske turistbutikker.

Så kendis-effekten slår altså krænkelseskulturen – det er ikke overraskende, men nedtrykkende, og det ses også tydeligt i det politiske liv.

Vi har også de politikere, som vi fortjener, siger man. Men fortjener vi virkelig mennesker, som ser på overflade og signaler fremfor på indhold? Ja, måske.

For er vi i grunden så meget bedre selv? Hvad gør vi selv for at gøre samfundet til et bedre sted? Hvordan hjælper vi selv dem, der er dårligere stillet end os?

Det kan man jo spørge sig selv om, når man står og venter på grønt lys for at komme over gaden. For det er det, som et lyssignal er. Det er et rødt lys og et grønt lys og ikke noget som helst andet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mød de 25 rigeste i Danmark

Udgivet den af
Svar

Den danske B2B-prissammenligningsservice Ekspertvalg.dk har set nærmere på Danmarks 25 rigeste. Det er spændende læsning, hvor man blandt andet kan se, at:

  • Der er markant flere mænd end kvinder
  • Det er primært indenfor højteknologien, at de har tjent milliarderne
  • De har en gennemsnitsformue på 19,2 mia – dog med store indbyrdes forskelle
  • Deres samlede formue steg fra 420,6 mia kroner i 2017 til 478 mia i 2018, hvilket er mere end statens husholdningsbudget på 459,5 mia kroner
  • De er typisk mellem 50 og 75 år
  • De har oftest en lang, videregående uddannelse

Læs selv mere her – og få navnene på de 25 rigeste danskere: https://www.ekspertvalg.dk/blog/2019/02/top-25-rigeste-danskere

For Danmarksbloggen er det ikke så afgørende, om det er Lego´s Kjeld Kirk Kristiansen, som er nummer et – hvad det har været siden Mærsk Mc-Kinney Møller døde i 2012.

Det, som betyder noget, er, hvordan den rigdom forvaltes.

I gamle dage sagde man, at adel forpligtede. Det samme burde man sige om rigdom. Rigdom burde forpligte, sådan så man i stedet for kun at tænke på maksimalt overskud og afkast til aktionærerne, også tænkte på den sociale forpligtelse, som virksomhedsejere burde have …

En forpligtelse, der indebærer at betale fuld skat – og at give danskerne job. For så kommer der balance i tingene. Virksomhedsejeren, som løber risikoen, kan sagtens tjene penge og få et pænt overskud, men en del penge går tilbage til samfundet via løn og skatter.

Og det er penge, som er givet godt ud, for det vil give et samfund i balance, et samfund med små forskelle mellem mennesker. Sådanne samfund er samfund i balance og ro – samfund, som det er godt at være menneske i, uanset om man er blandt de 25 rigeste eller ej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: “Jeg er sgu min egen”

Udgivet den af
Svar

Vil du fællesskabet? Følger du manualen? Bidrager du til samfundet? Løber du stærkt nok med i livets hamsterhjul? Og med stærkt nok menes så hurtigt og så voldsomt, at du fortsætter, indtil du segner, ja kollapser. Men så alligevel straks springer op og fortsætter, når du har fået dit fix, dine daglige strømme af kaffe og andre drugs, som kan holde dig kørende?

Det er de spørgsmål – og krav, som Annie Jensen i Mathilde Passers skikkelse stilles overfor på Nørrebro Teater, der i går havde premiere på den bearbejdede teaterversion af Klaus Rifbjergs, Erik Ballings og Bent Fabricius-Bjerres ikoniske musicalfilm fra 1967 ”Jeg er sgu min egen”.

Og Mathilde Passer er absolut fortryllende og overbevisende i dén rolle, som egentlig var tiltænkt den altid velspillende Lise Baastrup, der måtte melde fra på grund af graviditet. Men valget af Mathilde Passer – og ja, hun er Dirch Passers barnebarn – er måske endnu bedre, for hun udstråler lige præcis den ungdom, den uskyld, den trodsighed, den stædighed og den tro på livet, som rollen kræver.

Danmarksbloggen var i hvert fald vældig begejstret for den måde, som hun magtede at fylde den allestedsnærværende hovedrolle og fantasifulde scene ud på.

Scenen er nemlig en iøjnefaldende visualisering af det liv, som det forventes, at vi lever, bygget i flere niveauer med trapper, huller og så i midten det store hamsterhjul, det som vi slider os ihjel på, men som Annie ikke vil indordne sig. Ligesom hun hverken vil arbejde med svin, flytte papirbunker eller leve efter en familieplanlægningskalender – og her hjælper det ikke at få lidt sukker på skeen, aka blive kaldt for den ene søde sag efter den anden.

Annie insisterer i stedet på et liv i frihed og med lidenskab og spontanitet – og hun kæmper for at få det, både mod autoriteterne og mod beundrerne. For der findes mange slags fængsler i vores verden, og nogle gange er de gyldne bure de mest farlige, for sidder man først fast i livets reelle luksusfælde, er det måske sværere at opdage, at man er fanget ind.

Men nu er hun Annie, og der er kun én Annie, og det er som bekendt Annie.

Så selvfølgelig slipper hun til sidst ud af alle snarer – også kærlighedens, (hvem siger også, at man behøver en mand?), snupper sin gule kasket og sin gule kuffert og løber tilbage til det hamsterhjul, hvor det hele startede. Men nu fri og glad, fordi hun ved, at ja, hun vil gerne bidrage, men også tænke selv – og begå fejl.

Det er en god slutning i en tid, hvor vi i årevis har lidt under en perfekthedskultur, som man ikke kendte til i 1960´erne, hvor filmen er fra, men resten kendte de også dengang, alle forventningerne om at leve det ”rigtige” liv og blive gode samfundsborgere.

Historien om Annie kan derfor også stadig provokere, samtidig med at den underholder.

Underholdning og provokation, satire og alvor er heller ikke hinandens modsætninger, snarere tværtimod supplerer de hinanden som salt og peber, yin og yang, og det ses tydeligt i Nørrebro Teaters ”Jeg er sgu min egen”.

Forestillingen er en vidunderlig karikeret fremstilling, der rammer plet i sit portræt af vores samfund og vores tid og deres absurditet.

Rundt om Annie iler skuespillere og musikere op og ned i forskellige roller, alle opfattet i deres relation til Annie, men alligevel får man en idé om, hvordan mange af dem er ved siden af også som fx Marie Askehave, der intenst og stilsikkert spiller opsynsværgen, som aldrig sætter spørgsmålstegn ved noget, men blindt gør det, som forventes af hende.

Tom Jensen har flere roller, deriblandt en nærmest vild version af Hyldesen, men han spiller alle roller overbevisende – og med sans for den komik, som også er en del af forestillingen. Nicolai Jandorf har også flere roller, men stærkest står den fine fremstilling af den konfliktsky, men kærlige forsanger, som Annie forelsker sig i.

Endelig spiller Anne Sofie Espersen og Morten Hemmingsen blandt andre roller overklasseparret Roberta og Robert, som for længst har glemt, hvad glæde er, og det gør de godt, for det er ren opvisning i, hvad tøjlesløst forbrugerisme gør ved mennesker.

Forestillingen er derfor også helt sin egen – og til sidst vidunderligt farvestrålende, præcis som verden er det, og som livet KAN være det, hvis man tør.

Danmarksbloggen giver derfor ”Jeg er sgu min egen” fem ud af seks mulige solskinsgule kasketter, som den Annie har på, og som man skal sætte, som man vil. Eller endnu bedre: Anskaffe sig i lige den farve og den form, som man selv bedst kan lide.

Kapelmester er Søren Graversen, der også har arrangeret musikken. Han er også på scenen sammen med Anders Birk, Stephan Grabowski og Rene Damsbak, og de gør det alle fire forrygende.

Det er Jeanette Munzert, som har bearbejdet manuskriptet, og Niclas Bendixen har instrueret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk