Er Arla drevet af grådighed?

Rusland har – for foreløbig et år – stoppet al import af frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA, EU, Australien, Canada og Norge.

I kroner og ører betyder det, at mejerigiganten Arla mister en milliard kroner om året – hvilket for langt de fleste virksomheder ville være et astronomisk beløb, men for Arla er det blot cirka én procent af virksomhedens omsætning.

Alligevel varsler Arla fyringer på baggrund af den manglende produktion til Rusland – og det vil især gå udover de danske mejerier: Holstebro Mejeri, Holstebro Flødeost, Nr. Vium, Taulov, Troldhede, Kruså, Bislev, Rødkærsbro og Høgelund, da smørret og osten (som er de primære varer til russerne) produceres her.

Danmarksbloggen undrer sig derfor over, hvor hurtigt Arla er ude med raslen af fyringssablen.

For en stor gigant som Arla, der er tilstede på nærmest alle eksportmarkeder, burde uden nævneværdige problemer kunne omlægge produktionen, således at alle ansatte stadig bevarer deres job.

Man kunne derfor få den tanke, at Arla er drevet af grådighed i sit ønske om, at resultatet på bundlinien bliver endnu større. Noget som kan opnås ved at skille sig af med danske medarbejdere på danske lønninger.

Det bliver derfor spændende at se 1) om fyringerne bliver en realitet og 2) hvis det sker, om så arbejdspladserne genetableres i Danmark, når handlen med Rusland går i gang igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Venstre er mere konservative end de konservative

Ingen havde set det komme.

Men i går meddelte Lars Barfoed, at han stopper som formand for Det Konservative Folkeparti – og at afløseren skal findes udenfor Folketinget, nemlig Viborgs borgmester Søren Pape, som har massiv opbakning i sit lokalområde, hvor han ved efterårets kommunalvalg blev genvalgt med et stort personligt stemmetal.

For den danske befolkning som helhed er Søren Pape derimod ukendt. Danmarksbloggen har heller ikke megen viden om manden, udover at han er 42 år, bor alene, er uddannet lærer og er borgmester i domkirkebyen og det gamle tingsted Viborg.

Danmarksbloggen vil derfor heller ikke komme med et bud på, om Søren Pape kan redde Det Konservative Folkeparti. Men spændende bliver det at følge – og man kan ihvertfald konkludere, at de konservative er mindre konservative end Venstre, når de tør vælge en formand, der ikke er medlem af Folketinget.

Hos Venstre går man som bekendt den modsatte vej med at opstille regionsrådsformand fra Sønderjylland Carl Holst til Folketinget – formentlig som første led i vejen til en kommende formandspost hos Venstre.

Men hos de konservative vælger man altså at satse på Søren Pape istedet for fx en Brian Mikkelsen, der – ihvertfald officielt – siger, at han glæder sig til samarbejdet med Søren Pape, som omtales som en mand med talegaverne i orden og stor karisma.

Dét tegner til et meget spændende efterår i dansk politik. Danmarksbloggen glæder sig.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danmark – set fra Berlin og Paris

Undertegnede har på sommerens rejser til henholdsvis Berlin og Paris prøvet at kigge nordpå mod Danmark med udgangspunkt i de kommentarer og holdninger, som kom fra de tyskere og de franskmænd, som vi mødte undervejs.

Og der er to ting, som i dén grad skilte sig ud, når talen kom på Danmark:

Den første var vores statsminister Helle Thorning-Schmidt, som mange både tyskere og franskmænd kender, og som nyder megen respekt i de to store EU-lande – og også mere end hun gør det i Danmark.

Den anden var Dansk Folkeparti og den fremmedfjendskhed, som bliver stadig større i Danmark. Dén bryder man sig ikke om i Berlin og Paris, omend man qua sin historiske arv er lidt mere afdæmpet i sin kritik i Berlin, end man er det i Paris. I Paris er franskmændene så også til gengæld mere end klar over, at de selv slås med Front Nationale.

Enighed er der ihvertfald om, at fundamentalismen og fremmedhadet er et stigende problem både i Berlin, Paris og København – både i Tyskland, Frankrig, Danmark og alle andre europæiske lande.

Danmarksbloggen vil også tilslutte sig – og tilføje: Det sociale aspekt og hensynet til de svage i samfundet. For rummelighed og tolerance trives bedst med tryghed og solidaritet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Sommerferien er forbi – og nu skal Danmark på rette vej

Hedebølgen er tilsyneladende definitivt ovre – og det samme er mange danskeres sommerferie … eller også så synger ferien på allersidste vers.

Hverdagen er med andre ord startet – eller skal til at begynde igen lige om lidt. Det er derfor nu – mens sindet er fuld af dejlige sommerminder, og sjælen er frisk og genopladet – at det giver mest mening at spørge sig selv: Har jeg den hverdag, som jeg ønsker mig – eller kunne jeg tænke mig noget anderledes? Og hvis ja, så finde ud af, hvad der skal ændres, og hvordan det ønskede kan opnås.

Det samme gælder Danmark. Det er også nu, at det giver mest mening at spørge, hvor Danmark er på vej hen – og er det mon den rette vej, vi som samfund er slået ind på?

De politiske partier lader også op til diverse sommermøder med tilhørende politiske budskaber og vælgerflæsk. Men Danmarks fremtid er for vigtig til at lade politikerne – og andre magthavere – råde uden at vi allesammen er aktivt med.

Vi skal nemlig alle sammen tage et ansvar og ikke kun for os selv og vores egen hverdag, men også for alle de andre og for Danmark, som land og som samfund. Og vi skal sigte højt og ønske os det gode samfund.

Men hvad er det gode samfund? Ikke de liberales junglesamfund eller de angstes sikrede fort, hvor der kun er plads til én slags mennesker – og slet ikke Venstres forskelssamfund.

Nej, det gode samfund er et samfund, hvor vi kerer os om hinanden og hjælper hinanden, hvor vi giver plads og rum til forskellighed – og hvor vi er 100% bevidst om, at kun sammen kan vi nå alle de gyldne mål.

Et samfund, hvor solidaritet er et adelsmærke.

Danmarksbloggen vil i hvert fald fortsætte med at bidrage til netop sådan ét samfund, hvor fællesskab, næstekærlighed, rummelighed og tolerance er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ordsprogenes ukendte fader: Peder Låle

Skolerne skal snart til at begynde igen – og dermed også læren om ord.

Ord er også ordsprog. Og når man siger ordsprog, tænker mange på sprogforskeren Peder Syv, der i 1600-tallet samlede og udgav omkring 15.000 danske ordsprog. Derudover var Peder Syv kendt for sit arbejde med den danske grammatik, med at samle danske viser og meget andet. Læs mere om ham her: http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/Peder_Syv

Men der er en anden og tidligere Peder indenfor ordsprogenes verden i Danmark. En Peder, som de færreste kender. Nemlig Peder Låle – eller Peder Lolle. Helt præcist, hvem han var, vides ikke, omend meget tegner på en kirkelig person, der primært levede i Danmark i 1300-tallet, men som også opholdt sig ved pavehoffet i Avignon i Frankrig et års tid.

Læs mere om Peder Låle her: http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Litteratur/Overs%C3%A6tter/Peder_L%C3%A5le

Men altså: Denne Peder Låle formodes at stå bag en middelalderlig samling af ca. 1200 latinsk-danske ordsprogspar, som lige siden ihvertfald 1450 (men nok også tidligere) har dannet grundstammen i mange af de ordsprog, som vi stadig kender og bruger idag.

Eksempler på ordsprog fra Peder Låle er:

Du kan ej både spinde og rende
Liden tue vælter ofte stort læs
Af liden gnist vorder ofte stor ild
Mange bække og små gør en stor å
Nød bryder ret
Øl gør store ord
Ingen er så rig, at han ej mere vil have
Man skal slå jernet, mens det er varmt
Kan du ej over komme, da kryb under
Få haver lykke, og alle haver døden

Sjove og livskloge er ordsprogene ofte – også for dem af os, som ikke skal i skole igen her om en uges tid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Den lille mariehøne skal flyve igen

Husker I Ib Schønbergs skønne vise: Se, der er en mariehøne …

Det er den, hvor man synger. Se, her er en mariehøne, husker De den gamle skrøne, den er kendt af hver en lille dreng og lille pige, denne lille kære bille kan skønt den er bittelille, skabe underværker, blot du smiler og vil sige: Flyv op imod himlen og be om dejligt vejr, flyv op gennem skyerne, imens jeg venter her, flyv op efter alt det vi ønsker hver især, flyv op imod himlen og be om dejligt vejr.

Men nej, visen handler ikke blot om dejligt sommervejr, selvom det altid er noget, som vi ønsker her til lands om sommeren (og har fået i år). Den handler også om et Danmark i 1950´erne, der var godt og grundigt klemt mellem de to stormagter USA og det daværende USSR, som man kan høre det senere: Tordenskyer går frem fra øst og vest, åh smut forbi …

Det var håbet om at slippe for den kolde krigs atomtrussel. Det var at føle – og være – det lille land, der ikke kunne gøre ret meget, når stormagterne på hver side rustede op. For sådan var det under den kolde krig, der først endte med Berlinmurens fald for snart 25 år siden d. 9. november 1989.

Siden hen har Danmark været med i diverse FN-aktioner samt krigene i Irak og Afghanistan.

Vi føler os altså ikke længere specielt små og magtesløse i Danmark. Faktisk føler vi os store og mægtige igen, som dengang vi var vikinger. Og især i årene efter årtusindsskiftet har denne følelse spredt sig i samfundet.

Og på nogen måder er det godt, men på andre skidt. For samtidig med at vi igen begyndte at tro på, at vi kan spille en rolle på den store verdensscene, smed vi også tilliden til alle andre end os selv overbord.

Troen på og tilliden til at vi kan få godt vejr, til at en lille mariehøne kan bede selveste Vorherre om fred i verden, er væk.

Og ja, det er en lidt naiv tillid til verden, til livet. Det er en barnlig og uskyldsren tillid. Men også og især en tillid, som vi mangler nu i et Danmark, der er blevet så koldt og hårdt, at ingen idag sender små mariehøner til vejrs med gode ønsker.

Heller ikke selvom der er desperat brug for det i et Danmark, der igen trues af sorte tordenskyer, nu blot skabt af vores eget fremmedhad og manglede rummelighed overfor samfundets svageste …

Tordenskyer går frem fra øst og vest, åh smut forbi …

Så send en mariehøne til vejrs. Tro på det. For Gud lytter, også til små mariehøner.

Ja, Han lytter især til små mariehøner. For den mindste iblandt jer …, som også Nyt Testamente skriver det om de små.

For det gør ikke noget at være lille.Tværtimod, så kan de små mariehøns flyve over mure og skel og mellem tordenskyerne og lige op til Vorherre med bud fra os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk