Empati og magt: Naturlige modstandere eller …?

Er det en naturlov, at empati og magt er hinandens modstandere?

På den ene side er der de mennesker, der er empatiske, rummelige og med forståelse for andre end dem selv og det, som de selv mener. De mennesker er varme, skønne mennesker at være sammen med, men de har sjældent nogen magt.

På den anden siden er der så dem, der søger – og ofte også tilriver sig magten. For magt er ikke noget, som man får. Det er noget, som man tager – og tit både voldsomt og brutalt, og måske er det derfor, at magtens mennesker i reglen er dem, der ser verden fra ét synspunkt og med én kode: Deres egen!!!

Så det er nærliggende at konkludere, at magt og empati er naturlige modsætninger – og også modstandere i valget af livsfilosofi og måde at være menneske på, måske især i forhold til ens medmennesker.

MEN skal verden og samfundet have en chance, så må de empatiske til at komme op på hesten og få lidt af det killerinstinkt, som magtmenneskene har i overflod. For ellers så ender det med, at de endimensionelle magtmennesker styrer samfundet – og dét vil være til skade for os alle sammen.

For den anden mulighed eksisterer ikke: Nemlig troen på at magtmenneskene kan gøres mere empatiske. Den idé er ligeså naiv som at tro, at man kan stole på, at den gale hund ikke lukker de skarpe tænder sammen og bider. Men den bider – hver gang, og det samme gør magtmenneskene, når de får lov.

Og det er så dér, hvor samfundet er idag. Så der kaldes nu – kaldes for alvor på de empatiske mennesker, der vil mere end egen magt og vinding. De mennesker, der vil det gode og livsbekræftende og givende – ikke kun for dem selv, men for hele samfundet.

Nogle kalder dem drømmere og fantaster, andre kalder dem nedladende og grimme ting, men de fleste ryster bare lidt på hovedet og går videre opslugt af sig selv og deres egen verden – og ensomhed – skildret præcist på det maleri af Edvard Munch, der hedder “Aften på Karl Johan”.

Jeg kalder de empatiske for de eneste rigtige realister. For skal samfundet bestå som ét sammenhængende samfund, hvor vi er der for hinanden, så skal vi hjælpe, støtte og berige hinanden. Og det gør de empatiske så langt bedre og så meget mere end noget egocentreret magtmenneske nogensinde kunne være i stand til.

Så der kaldes nu – kaldes på alle, der lytter med ørene, ser med øjnene, tænker med hjertet  og efterlever i hverdagen og overfor både ven og fremmed. Og en af de stemmer er Danmarksbloggens.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En skolelærer udtaler: ”En anderledes skoledag kan også være en fordel for lærerne …”

Et åbent brev fra én lærer, som dog meget gerne også må læses af alle andre:

Kære lærer, kære kollega

Tillykke med lockouten – fristes man næsten til at sige. Men faktisk burde det jo være os lærere, der strejkede, når man tænker over de arbejdsforhold, som vi har.

I den seneste tid har jeg læst kilometervis af beskrivelser, hvor lærere eller familie til lærere fortæller, hvor meget der arbejdes. En lærer har en arbejdsuge på 60 timer, men bliver betalt for 37. For så er der forældre, som ringer eller skriver på alle mulige tidspunkter, opgaver der skal rettes, møder der skal holdes, idrætstimer der skal forberedes med udgangspunkt i den enkelte elev, planlægning af teammøder, afholdelse af teammøder, elevplaner, kurser, evalueringsrapporter og så videre.

Listen er lang.

Derudover læser jeg om lærere, der er blevet syge af arbejdet af mange grunde. De er blevet sat til at undervise i fag, som de ikke mestrede. De har fået klasser med mange diagnosebørn, som de har stået helt alene med og ikke haft de fornødne forudsætninger for at kunne hjælpe. Der har også indimellem været pres fra kollegaer, ledelse eller dem selv.

Det, jeg mangler i billedet, er de mange beskrivelser, der fortæller, at vi har en fantastisk hverdag på en skole, hvor det hele fungerer. Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så os, der er lockoutet? Burde vi ikke i stedet strejke?

Det, som jeg fortolker ud af alle de indlæg, der har været på facebook og aviser, er:

– At lærere ønsker en almindelig arbejdsdag – hvor man kan holde fri om aftenen og i weekenderne.
– At der er kontortid for forældre, hvor de kan ringe eller forvente svar på en mail/sms.
– At have mulighed for at tale med sine lærer-kollegaer om elevplaner, undervisning, hjælp til at rette opgaver og meget mere.
– En større støtte til de lærere, der synes, at det er svært. Måske kunne det hjælpe, at en anden kollega bare var til stede i klassen og kunne give et godt råd.
– At det er en fordel, hvis vi lærere kunne planlægge og undervise i teams, så man ikke stod med hele ansvaret selv.
– At det ville være rart, at kollegaen også var på skolen hele dagen.

KL siger, at vi kun underviser 16 timer om ugen. Det er sikkert rigtigt nok. Jeg har 24 lektioner (cirka 18 timer), og mange af dem, der har skrevet indlæg, har også flere timer end 16. Det vil sige, at vi har kollegaer, der ikke har ret mange lektioner. Men det er selvfølgelig, fordi de laver noget andet!

Vi ved alle, at det bedste, men også det hårdeste ved lærerjobbet, er at undervise! Så skulle vi ikke fordele arbejdspresset lidt bedre? Så skulle vi nok alle kunne klare at undervise en lektion eller to mere end de 16 timer.

Det kunne gøres ved at fordele de øvrige funktioner på skolen. Vi kan alle bruge et par timer på biblioteket eller til at downloade programmer til skolens computere eller til at hjælpe kollegaer med iPads eller nogle andre af de funktioner, der skal laves, men som ofte er samlet på så få hænder, at det gør systemet meget sårbart.

Jeg ønsker en skole, hvor der er tid til tale med mine kollegaer, hvor vi kan planlægge den bedste undervisning sammen, hvor folk ikke blive syge af at gå på arbejde, men hvor vi støtter op om hinanden. Fordi vi er der, og vores tid ikke er delt op i kasser, som det er nu.

En skole, hvor jeg underviser i det, jeg er bedst til – til de elever, som har brug for det nu. En skole, hvor dagen ikke er delt op af timefag og efter princippet én lærer – én klasse. Men en moderne skole, hvor der undervises i det, som der er brug for og med de ressourcer og læringsmetoder, der er bedst for den enkelte elev.

Det kan jeg ikke med den arbejdstid, som jeg har nu. Og så er jeg måske naiv, når jeg tror på, at en ny overenskomst med nye arbejdstidsregler kan gøre det bedre. Men det vil jeg – som lærer og som menneske – tro på!

Og efter alle de historier, der er dukket op i den seneste tid, må vi være mange lærere, der ønsker en anderledes og bedre arbejdsdag til gavn for os selv og vores elever.

Skrevet af: Liselotte Møller, lockoutet lærer på Møn Skole 

Den Blå Planet er en død sild

Nu gik det ellers lige så godt med Den Blå Planet, Danmarks nye akvarium ude i Kastrup. Masser af gæster, udvidet åbningstid og så videre.

Og så viser det sig, at vandet i flere af bassinerne ikke er af den rigtige slags. Det er såkaldt sterilt vand, og det kan flere af de tropiske fiskearter ikke overleve længe i.

De er jo vant til varmt vand med et vist indhold af bakterier og snavs i – og det behøver de simpelthen for at kunne bibeholde deres immunforsvar.

Så nu skal akvariet lukkes, mens der skal skiftes vand og skovles noget affald fra Lynetten ned i bassinerne.

Den Blå Planet forventes derfor først at genåbne 1. april 2022!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk