Månedsarkiv: april 2013

Monarkiets fremtid eller ej

Udgivet den af
1

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Holger Danske på Istedløvens gamle plads

Udgivet den af
3

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti ønsker, at Folketinget skal købe Holger Danske:

http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1945623/pia-kjaersgaard-folketinget-skal-koebe-holger-danske/

Det kan man som dansker kun være enig i – uanset politisk ståsted. Så enkelt er det.

Men hvor skal Holger Danske i så fald placeres? Ja, et helt oplagt sted er den tomme plads bagved Tøjhusmuseet, hvor Istedløven stod indtil for få år siden.

For soklen står stadig tom og venter, men nu kan ventetiden snart være ovre. For nu kan vi placere gode, gamle Holger Danske dér.

Der er også en indlysende symbolik i, at stenversionen af den gamle kriger rejser fra Helsingør til København i disse tider, hvor dyderne i det danske samfund trues. Hvor fællesskab, rummelighed, tolerance og solidaritet så altfor let afløses af egoisme, junglementalitet og afstumpethed, både på gaden, i virksomhederne og på Christiansborg.

Så der er brug for Holger Danske, både ham i sten og så en hel masse Holger Danske-versioner m/k i kød og blod, der løfter ikke sværdet, men pennen og talens brug i kampen for et Danmark, hvor der er plads til os alle – uanset om vi hedder Fatima eller Pia, går med kalot eller tørklæde, er ateist eller beder rosenkrans.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tag mere ansvar og led dig selv – medmindre du er lærer altså

Udgivet den af
1

Mantraet på det danske arbejdsmarked i disse år er mere selvbestemmelse, mere selvledelse, mere ansvar til og for den enkelte medarbejder i forhold til vedkommendes eget arbejde.

Hvis vi giver vores medarbejdere mere ansvar, bliver de også mere engagerede i deres arbejde, er meldingen fra både private og offentlige arbejdsgivere, mens alle omkring dem nikker samstemmende.

Det vil sige: Lige undtagen hvis det er en skolelærer, der siger det. For så er det en ganske anden sag tilsyneladende. Så bestemmer den enkelte medarbejder alt for meget selv. Så skal direktøren, skolelederen, istedet til at bestemme meget mere – også nede i de små detaljer.

For det med at tage ansvar for egen arbejdsindsats, dét kan lærerne sørme ikke finde ud af selv – længere. De har ellers gjort det med stor succes i flere årtier og kunne måske lære andre grupper på arbejdsmarkedet noget om at planlægge sin egen arbejdstid, have styr på mange forskellige opgaver og samtidig stå for kommunikation og afrapportering.

Men nej, de erfaringer og kompetancer kan ikke bruges til noget, har KL og flertallet af politikere bestemt. Tværtimod skal lærerne bombes tilbage til en arbejdsmåde, som resten af arbejdsmarkedet er igang med at forlade til fordel for den eksakt samme model, som man vil fratage lærerne.

Hvis ikke det var så tragisk for lærerne – og de mange tusind skoleelever – kunne det næsten være sjovt.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hercule Poirot fik mig til at vente på toget

Udgivet den af
2

Man skal aldrig sige nej til en fristelse, for man ved ikke, hvornår den kommer igen, lyder et gammelt ord.

Man skal heller ikke sige nej til muligheden for en speciel oplevelse, når man alligevel lige kommer forbi, som jeg gjorde det sådan cirka små ti minutter før Orientexpressen rullede ind på Hovedbanegården i formiddags.

Alle vegne på Tietgenbroen stod de der, togentusiasterne med kameraer og mobiler helt klare til at forevige øjeblikket, hvor det legendariske og historiske tog rullede ind på spor 8, inden rejsen skulle fortsætte til Venedig.

Selv havde jeg kun en våd badedragt, et håndklæde og lidt sæbe med i en pose. Så jeg kunne ikke tage billeder, blot nyde at se det flotte, gamle tog rulle ind, da det kom. Og det gjorde jeg, også selvom jeg ingenting ved om toge – og næppe nogensinde kommer til det.

Men jeg har læst Agatha Christies “Mordet i Orientexpressen” med Hercule Poirot. Og det er en af hendes bedste bøger, og Hercule Poirot er sammen med Miss Marple og Sherlock Holmes mine yndlingsdetektiver. Så jeg blev stående. Dét tog måtte jeg altså bare se, bestemte jeg mig til. Så kunne jeg godt vente ti minutter med at komme hjem.

Og måske var dét i virkeligheden min største oplevelse på Tietgenbroen i den kolde forårsformiddag: Nemlig erfaringen af at man aldrig må sige nej til muligheden for at få en unik oplevelse, heller ikke selvom emnet måske ikke ligger lige til højrebenet for ens interesser.

Det udvider måske heller ikke ens horisont, men at det er sjovt, anderledes eller pudsigt kan også være nok.

Og så var jeg vist i øvrigt den eneste, der stod og ventede på Orientexpressen på grund af Hercule Poirot 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Drop nu de ulve …

Udgivet den af
6

Ulve i Danmark? Ja, men det lyder da top-romantisk, synes mange at mene.

Lad da endelig ulvene komme ind. Jo flere, jo bedre, er meldingen fra de mennesker, som vel egentlig bedst kan beskrives som verdensfjerne natur-romantikere. Andre ville måske kalde dem naturtosser.

Men ulve er rovdyr, dyr som lever af at spise andre dyr, og der er stor risiko for, at de med tiden også vil kaste sig over mennesker:

Det burde være indlysende: Danmark et et tætbefolket land, der for mere end 90 procent´s vedkommende består af enten byer eller kulturlandskab. Der er altså ikke plads til ulve i Danmark, så kan de være nok så fredede.

En analyse for en måneds tid siden viste, at der var plads til 10 ulve i Danmark. 10??!!! Ulve færdes som regel i flokke, der er større end 10. Ja, mængden af føden vil afgøre flokkens størrelse – og da føden er så let tilgængelig og så rigelig, som den er det i Danmark, vil en ulveflok hurtigt vokse til langt flere ulve end de beregnede 10 ulve.

OBS!!! Idag d. 14. april er jeg blevet gjort opmærksom på at Danmark kan huse 100 ulve – og ikke blot 10 ulve. Se mere i kommentarerne, hvor der også er link

Der er derfor kun en mulighed: Skyd nu de ulve, når de kommer ind over grænsen. Danmark er ikke et ulveland. Punktum.

Vi kunne istedet bruge energien på at bane vejen for en mere realistisk opfattelse af dyrene, os selv og naturen istedet for den der Build-a-bear-nuttede-og-romantiske-opfattelse, som mange har. Som regel fordi de lever i en by og nærmest aldrig kommer i naturen.

Men naturen og dyrene er langt mere spændende, rå og mangfoldige end smukke digte og søde tøjdyr med store øjne. Naturen og dyrene er overvældende, farlige og berusende … og som menneske skal man kende sin plads, sine muligheder og sine begrænsninger.

Og det starter med, at man skiller sig af dem, der ødelægger levevilkårene for ens egen art …  hvis man altså kan. Og det kan vi. Vi kan og skal skyde de ulve!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skolelærernes demonstration gik lige i hjertet

Udgivet den af
2

I går var jeg vidne til noget af det mest demokratiske, der findes ved siden af frie valg, nemlig en demonstration.

Jeg har selv gået i adskillige demonstrationer, både små og store, så jeg er rimeligt garvet og ved, at demonstrationer gør noget ved følelserne, så man kan føle sig grebet – uden måske egentlig at være dét. Men sådan var det ikke med lærernes demonstration i går. Den gik lige i hjertet.

Måske fordi den handlede om vores allesammens fremtid. Nemlig vores børn. Men det var mere end det. Lærernes demonstration virkede også så stærkt, fordi det var så tydeligt, at det her var en hjertesag for de mange mennesker, der var med i demonstrationen.

For de kom i stimevis, ja i tusindvis gående hen af Torvegade på Christianshavn, skolelærerne, dem som underviser vores børn. Alle de mange skolelærere, der skaber grundlaget for fremtidens Danmark. Og menneskemylderet på Torvegade var bare én ud af flere grupper, som kom fra hele København med Christiansborg Slotsplads som mål.

Så dér gik de, de mange tusind mennesker i den kolde og blæsende forårsdag med bannere og trommer, med slagord og slagsange – og allermest med hjerteblod og et ønske om at hele tiden at gøre tingene bedre for vores allesammens børn og børnebørn.

Det var rørende – og det gav håb. Håb om at der masser af steder derude i Danmark findes mennesker, som vil noget andet, noget mere menneskeligt end det pengefikserede, som de nålestribede mænd og kvinder vil på direktionsgangene og Christiansborgs gange.

Og at det netop er de mennesker, der underviser vores fremtid, vores børn, giver håb. For så kan det blæse og være vinterkoldt, så meget det vil. Vi er trods alt i april, og foråret og de nye generationer er på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tivoli – det misrøgtede nationalklenodie

Udgivet den af
2

Tivoli åbner idag.

Ja, TIVOLI. Bare navnet giver mentale billeder af glade børn, balloner, den gamle karrusel, masser af blomster, pantomine, is, sommer og musik fra alle havens hjørner. Billeder, som man bliver varm og glad af at se for sit indre blik.

Det er så også det eneste sted, som man kan se de billeder. For Tivoli anno 2013 har ikke det fjerneste at gøre med hverken kultur, glæde, skønhed og plads til både store og små.

Tivoli anno 2013 er et spørgsmål om brands, restauranter og halsbrækkende forlystelser. Tivoli anno 2013 er en kopi af alle andre forlystelsesparker, bare på meget mindre plads.

HVORFOR? For Tivoli kan ikke vinde på nogen af de parametere, som de slår sig op på.

De store, vilde forlystelser kan man få bedre i landets andre forlystelsesparker – eller i Sverige. Göteborg med Liselund er således lige i nærheden. København er fyldt med gode restauranter, hvoraf endda adskillige har en eller flere Michelin-stjerner. Og brands udfoldet i Tivoli som Rasmus Klump-legepladsen og TV2´s fjernsynsstudier, der spærrer for Koncertsalen, er sande øjenbæer for nu at kalde en skovl for en skovl.

Det, som Tivoli kan – eller rettere kunne – var kultur, oplevelser, musik og kvalitet. Men det har Tivolis administrerende direktør Lars Liebst med god hjælp fra underdirektør Stine Lolk og balletmester Peter Bo Bendixen eftertrykkeligt fået ødelagt.

Det startede for nogle år siden, hvor Valmue-teatret blev nedlagt. Det lille teater der spillede H.C. Andersen-eventyr med en charme og en finhed, så også alle de udenlandske gæster, der dog ikke forstår dansk, alligevel blev stående og så på.

Derpå fulgte nedlæggelsen af mange af de forlystelser, der var henvendt til havens små gæster som for eksempel de små biler, der rullede rundt. Legepladsen blev også ændret fra et hyggeligt samlingssted til den Rasmus Klump-rædsel, som den er idag.

Og så sidste år kom den store massakre. Man praktisk talt nedlagde både jazz-orkestret og pantomine-orkestret. Ikke mere daglig musik fra de to pavilloner – og ikke mere levende musik til danserne på pantomine-teatret.

Dét var – og er – en skandale. Og i år har man så været igang henne i hjørnet ved Hovedbanegården, hvor endnu en halsbrækkende forlystelse har mast sig ind.

Tjener Tivoli penge på det her? Måske. Men i så fald er det kun på den korte bane. For på den lange bane ødelægger alle de her monstrummer sammen med manglen på kultur Tivoli og den specielle Tivoli-ånd, som er noget ligeså luftigt og eventyrligt som kærlighedens gudinde på pantominescenen.

Noget må gøres. Tivoli må reddes. Ikke kun for Tivoli´s skyld, men for hele Danmarks. Tivoli er et af vores mest værdifulde nationalklenodier – og det misrøgtes så frygteligt i øjeblikket. Det kan vi ikke være bekendt.

Vi danskere må komme Tivoli til undsætning!!! Og det haster!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vammen, Corydon eller Sass som ny kalif?

Udgivet den af
2

Det er en velkendt sag, at Socialdemokratiet med statsminister Helle Thorning i spidsen har en historisk lav tilslutning hos vælgerne.

Og nok er Thorning i den sidste måneds tid blevet rost af af både erhvervsledere og kolleger i EU. Men det rokker ikke rigtig hos hendes vælgere, som vil have mere velstand og større social lighed.

Det samme vil store dele af det socialdemokratiske bagland, også i folketingsgruppen, og nu rasles der for alvor med sablerne mod Thorning.

Gårsdagens krisemøde, der ifølge Thorning dog slet ikke var et krisemøde, bekræfter dette. Det mest interessante her er imidlertid ikke Thornings benægtelse af utilfredsheden med hende som leder, men derimod de andre potentielle lederes adfærd.

For hvad siger Vammen? Corydon? Sass?

Nicolai Vammen siger ikke så meget, selvom han formentlig meget gerne vil være kalif i stedet for kaliffen. Rygtet vil også vide, at han var kørt i stilling til at overtage posten som leder af Socialdemokratiet, hvis Thorning havde tabt valget for 1½ år siden. Men den tidligere Århus-borgmester og nuværende Europa-minister skal efter sigende have mistet en del opbakning siden da.

Et andet bud er den nuværende finansminister Bjarne Corydon, som står stærkt i regeringen – men slet ikke i sin kreds, der derimod opfordrer andre til at stille op, så man kan undgå Corydon som spidskandidat til folketinget ved næste valg.

Endelig er der politisk ordfører Henrik Sass, den forkætrede Sass, der mistede en stensikker ministerpost, da sagen med rocker-Torben rullede i forbindelse med regeringsdannelsen for 1½ år siden. Sass er på overfladen en støtte til Thorning. Han var således også ude og bakke hende op i forbindelse med gårsdagens “ikke-krisemøde”. Men en ting er, hvad man siger offentligt, noget andet hvad man gør ved siden af.

For i forhold til Sass taler vedholdende rygter om, at han i virkeligheden er enig med de mange i partiet, der vil en anden, mere venstreorienteret kurs. Sass arbejder efter sigende også godt sammen med de overløbne SF´ere; Emilie Turunen,
Mattias Tesfaye og Jesper Petersen. Alle sammen folk, der vil trække Socialdemokratiet til venstre.

Og måske er netop en venstredrejning og en ny kalif det som skal til, hvis Socialdemokratiet skal genopfinde sig selv som partiet, der sørger for, at få har for meget og færre for lidt?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Selvmord og mord som remindere om det skønne, uperfekte liv

Udgivet den af
1

I går spillede Teater Allegro for sidste gang i Huset i Magstræde i denne omgang.

http://www.facebook.com/pages/Teater-Allegro/424130084343076

Og lad det være sagt med det samme: Jeg håber, at de unge, talentfulde skuespillere  kommer til at optræde andre steder – og gerne med de samme forestillinger. For begge forestillinger er mere end relevante for ikke kun de unge og yngre aldersgrupper, som de helt tydeligt henvender sig til – men også for alle andre.

Den første forestilling hedder “Farvel Julie” og som tilskuer spindes man langsomt, men sikkert ind i Julies net, som er spundet af en bizar, men i vor tid meget udbredt blanding af en overdreven fokus på sig selv og deraf følgende tro på, at man er noget helt specielt. Og så lige ved siden af denne selvforherligelse den afgrundsdybe tvivl og det kolossale behov for hele tiden at få anerkendelse og ros fra andre. For den umodne egocentrering lever af andres ubetingede og konstante likes, både på FB og IRL.

Men ingen kan leve sådan i det lange løb, heller ikke Julie. Så i forestillingen følger man den unge piges vej mod det uundgåelige, da den tidligere så gode ven – og til dels kæreste – lukker op for sluserne og hagler Julie igennem ved at fortælle hende sandheden om hende og hendes liv – eller sådan som han ser det. Uanset hvad kan Julie ikke magte det.

For meget kan hun klare. Faderens død, et liv baseret på forstillelse og at arrangere sin egen på-skrømt-begravelse kan Julie sagtens jonglere rundt med. Hun har selvfølgelig også lært det fra sin mor, der er en sand mester i at lade kunstig latter, nybagt kage og rødvin komme istedet for ægthed og følelser, egne tanker og meninger.

Men netop ærlighed og ægthed er for meget for Julie – og endda så meget for meget, at hun trænges op i en krog som faderen før hende, og som han vælger hun også den vej, hvorfra der ikke er nogen retur-mulighed.

For den anden vej: At forstå at livet, verden og menneskene er både gode og onde, at vi selv rummmer både lyset og mørket, at det er ligeså okay at være gal, vred, ked af det som at være glad, sød og forstående – den vej er altfor svær for Julie at gå. For den vej kræver en erkendelse af, at man ikke er – og aldrig bliver – perfekt og bedst til alt hele tiden. Og at det er helt i orden.

Ja, at det faktisk er dejligt og nærmest en menneskeret at være dum, naiv, skør, gal og helt igennem urimelig til tider.

Men den vej kan Julie ikke gå – og så må hun gå den anden, den ultimative …

Samme steds ender fire ud af fem personer også i anden forestilling “Mission D.O.M.M.E.D.A.G.”, der dog starter et andet sted.

Nemlig på stole magen til dem, som vi publikummer sidder på. De opfører sig også, som publikummer, der venter på, at en forestilling starter. Den lurer vi – det andet publikum ovre på den ande side – hurtigt og tror, at så starter de nok snart med at sige noget.

Men nej, der ventes indtil og langt over det punkt, hvor det er pinligt og ukomfortabelt, og imens begynder en ovre på vores side at grine, og snart ler alle mere eller mindre. Fordi det er pinligt? I håbet om at sætte noget i gang? Bare for at så sker der noget?

Og sker noget gør der snart på scenen. De fem mennesker begynder at interagere med hinanden: Manden, der vil have kontrol og ro, den opmærksomhedssøgende kvinde, den indelukkede og observerende kvinde samt parret, der består af en meget dominerende og gravid kvinde og hendes tilsvarende underkuede mand.

Og vi regner den igen ud, tror vi. For vi er jo selv dem alle fem, ikke? Har vi ikke alle brug for kontrol, bekræftigelse, at observere, at få at vide, hvad vi skal gøre og at koste lidt rundt med andre? Såmænd har vi så. Det er såre menneskeligt.

Og sådan er det også på scenen, hvor nogen vil de andre noget, andre vil derimod ingenting, mens en enkelt lægger mærke til alt.

Men ingen er for alvor engageret i andre end sig selv og deres eget selvbillede – og selvfølgelig må det ende galt: En dør af peanuts-allergi, en anden bliver kvalt, mens en tredje bliver skudt/slået ned, og en fjerde skyder sig selv.

Mest uhyggelig er dog den person, der overlever. Vedkommende har ikke smilet een eneste gang i hele forløbet, blot betragtet hvordan ligegyldigheden mellem de andre gik over i konflikter for at ende i vold og mord. Og så, da det hele er slut, så endelig smiler hun, mens hun rejser sig og går – upåvirket.

Og det er det værste af alt: For hvad gør vi selv andet end at rejse os og gå, når vi møder vold og mord? Hvornår har vi sidst grebet ind, når vi har mødt uretfærdighed, både nær på og længere væk?

Er vi ikke allesammen denne sidste femte overlevende, der let smilende må videre med vores eget liv – uanset hvad og hvem vi møder? Denne femte kolonne, der med sin ligegyldighed og sin egoisme kæmper på dødens og mørkets side mod alt levende, lyst og kærlighedsfuldt.

Se, dét er det ægte skræmmende, dét som bør holde os alle sammen vågne resten af natten. Sov godt!!!

Medvirkende:
“Farvel Julie”: Fie Drejer, Anne Brix og Joakim Skovgaard.
Mission D.O.M.M.E.D.A.G.: Lucas Alexander, Jela Natius, Hilal Lama, Linette Lindharth og Anne Brix.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Manglende velfærd lugter … også fysisk

Udgivet den af
1

Lugter manglende velfærd også fysisk?

Spørgsmålet kan måske virke en anelse besynderligt for den, som ikke regelmæssigt kører med bus i København og formentlig også i andre af landets større byer.

Men for os, som nærmest dagligt benytter disse glimrende befordringsmidler, er de derimod en del af vores hverdag: Disse ildelugtende medmennesker, som lever i deres egen ret lugtstærke virkelighed, hvor basale ting som personlig rengøring og hygienje for længst er blevet en utopisk luksus, som de ikke har overskud til.

Der var engang, hvor man fortalte om de ildelugtende, når man mødte dem. Det gør man ikke mere. For det sker hele tiden. Flere gange om ugen er der en eller flere af de ildelugtende med bussen, hvor de sidder i deres egen hørm – som regel med god plads omkring sig.

Der er nemlig ingen, der sætter sig i nærheden af dem. Der er heller ikke nogen, der siger noget til dem. Af og til får de ildelugtende et hvast blik fra en eller flere passagerer, som på den måde med hele deres misbilligende attitude signalerer: Helt ærligt, du ku´ da godt lige have vasket dig.

Men det er det, som de ikke kan, vores ildelugtende medmennesker. De er så meget ude i tovene, at de basale ting som hygienje og tøjvask er langt over, hvad de kan magte. Og sådan har de altid haft det, de grupper.

MEN i nogle gyldne årtier i Danmarkshistorien lugtede de ikke. For i de årtier fik de hjælp til at klare sig, sådan så de ikke lugtede, ikke stak ud, ikke var nogen, som blev behandlet som spedalske, ingen vil sidde ved siden af. Det var de årtier, hvor vi havde en velfungerende velfærdsstat.

Men nu har samfundet ikke råd til det mere, hævdes det. Det giver ikke mening. Samfundet har aldrig haft så mange penge som nu – set i reelle tal.

Så det, der lugter allermest i virkeligheden, er IKKE de ildelugtende medmennesker i bussen – men den manglende velfærd, som vi hævder, at vi ikke har råd til.

Det er den manglende medmenneskelighed, der stinker – og dét værre end nogen medpassager i bussen nogensinde bliver i stand til at lugte.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk