Månedsarkiv: februar 2013

Valentins Dag handler mere om mod end om røde roser

Udgivet den af
1

Valentins Dag?
Nej, den holder vi ikke.
Det er sådan en amerikansk skik, som ikke har noget at gøre i Danmark.
De eneste, der har glæde af Valentins Dag, er blomsterhandlerne og chokoladebutikkerne.

Cirka sådan lyder det, når man spørger danskerne om Valentins Dag.

Rundt omkring i Danernes Rige er det nemlig de færreste, der fejrer 14. februar, som er Valentins Dag – og det er egentlig synd.

Ikke at man behøver at købe sig fattig i 20 dybtrøde og langstilkede roser til ens udkårne eller styrte hen til det nærmeste stormagasin for at indkøbe en hjerteformet æske fuld af chokolade for at fejre Valentins Dag. Et besøg på en restaurant kan også sagtens springes over.

Men måske man kunne stoppe op bare et øjeblik og se tilbage på den historiske Valentin, som formodes at være en romersk præst, der i en tid, hvor ægteskabet og kristendommen var forbudt, alligevel viede de unge elskende par til hinanden.

For så kunne manden nemlig ikke blive soldat og deltage i de krige, som romerne på det tidspunkt (slutningen af det tredje århundrede) var involveret i.

http://www.kristendom.dk/artikel/266999:Indfoering–Valentinsdag–Hvem-var-den-historiske-Valentin

Denne præst, der hed Valentin, blev selvfølgelig til sidst arresteret, og mens han sad og ventede på sin henrettelse, forelskede han sig i fangevogterens blinde datter – og hun i ham. Og normalt siger man jo, at kærlighed gør blind, men her gjorde den seende. For hun fik synet tilbage.

Men da historien – sand eller ej – ikke foregår i Hollywood, men i Europa, endte den alligevel med Valentins henrettelse d. 14. februar. Hans sidste brev til hende, som han elskede, var selvfølgelig underskrevet med Din Valentin …

Så Valentins Dag handler ikke (kun) om roser, chokolade og andre ting, der kan købes for penge. Valentins Dag er meget mere end en fejring af den romantiske kærlighed, selovm dagen OGSÅ er en fejring af dét.

Valentins Dag handler i bund og grund om mod og kærlighed, om den styrke der ligger i at elske … elske både ens udkårne, men også alle andre mennesker, et helt samfund – ja, i Valentins tilfælde et helt imperium. Elske så meget at man giver det hele … og mere til …

Så der er god grund til at fejre Valentins Dag. Både til minde om den modige præst fra det gamle Rom og hvis man har en elskede. Men også for at hylde de mennesker, der i nutiden tør tage kampen op mod vor tids romerske senatorer og kejsere, tør tale og handle Roma midt imod …

For der er ligeså meget brug for det nu, som der var dengang.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Grøn smiley – også i misbrug af menneskeskæbner

Udgivet den af
1

Grønne smileyer er absolut positivt. De er en blåstempling (grøn?) af noget, så der ikke kan pilles ved, om tingene er i orden. Så er tingene i orden – lige indtil næste gang, der foretages en vurdering – og der kan gå lang tid.

Der er heller ikke grænser for, hvad man kan sætte grønne smileyer på længere, ligefra hygiejnen i et pizzeria til arbejdsmiljøet på en arbejdsplads. Alt kan få en smiley, og alle kan ånde lettet op, for nu bliver tingene så nemme og ukomplicerede i en ellers ofte kompliceret verden. Sagde nogen quick fix?

Det kan være rigtig godt med forbrugeroplysning, og udsiger smileyen virkeligt noget, som der er substans i, så giver det god mening. Men hvis det derimod en overfladisk vurdering, så får det næsten karakter af aflad.

For ikke sålænge siden besøgte Arbejdstilsynet en arbejdsplads, som jeg kender indgåede. Resultatet af besøget var en grøn smiley, som nu figurerer på firmaets hjemmeside og med garanti også vil figurere i årets CSR-rapport.

Et par timer var nok. Der var styr på det hele, arbejdsplads-vurderings-skemaer og hvad det nu altsammen hedder, alt var foretaget efter bogen og til tiden. Der kunne ikke sættes en finger på noget. Ingen sager om chikane og mobning, for det har firmaet skrevet i sin personalepolitik ikke må forekomme, så det gør det ikke. Der var styr på alt, og HR-manageren kunne sætte flueben, om han plejer at sige.

Samme HR-manager har indført en elevordning på stedet. Den går ud på, at man søger efter nogle elever – og det kan være snart sagt alle mennesker – for desperationen er til at føle på blandt mange – også ganske veluddannede mennesker, som er parat til at gå for en elevløn over en toårig periode.

I øjeblikket er der tre sådanne elever. Man søger kun de bedste, naturligvis, og de klarer ganske mange opgaver, faktisk vil onde tunger nok mene, at de klarer nogle af opgaverne bedre end nogle af de almindeligt ansatte medarbejdere, men onde tunger kan her være flere ting. Elever kan gøres dygtige for at lægge pres på andre ansatte. Pludseligt en dag opdager man, at man konkurrerer med en, som er villig til at gå til en løn, som udgør en tredjedel af ens egen..

Det er nu et par uger siden det skete. Det er ikke sket tit, men det var åbenbart tiden. Tre medarbejdere blev fyret. To elever i samme afdeling er der stadigvæk.

Der er netop også blevet gennemført en arbejdspladsvurdering. Den var ikke anonym. Et af spørgsmålene lød: “Sover du godt om natten?” Tja, alle svar ville tilgå HR-manageren, som samtidigt er økonomidirektør. De fleste sover formentlig godt, og han vil kunne sætte endnu et flueben. Hans nærmeste medarbejdere vil sandsynligvis være nogle af dem, som sover allerbedst.

Skrevet af: Sune Nielsen, sinolog, skribent og kommentator

Habemus papam …

Udgivet den af
Svar

Habemus papam – eller på dansk: Vi har en ny pave …

Sådan vil det lyde en dag i løbet af foråret, når konklavet (sammenslutningen af kardinaler) i Det Sixtinske Kapel har valgt en ny pave, og den hvide røg traditionen tro  stiger op over Vatikanet og Peterskirken …

Men hvem bliver det? En hvid mand? En sort? En asiat? Ingen ved det. Det eneste man ved er, at det IKKE bliver en kvinde 🙂

Nå, spøg til side. Mens disse linier skrives, er det kirkepolitiske spil allerede gået igang. For valget af ny pave er vigtigt. Ikke kun for denne verdens ca. 1,2 mia. katolikker, men også for alle andre kristne …

For uanset hvilken kristen retning man tilhører, så kan vi alle relatere til paven. Paven er både en institution og den mest kendte og fremtrædende kristne på kloden.

Det er derfor mere end vigtigt, hvem der bliver pave i en tid, hvor religion og tro igen fylder markant mere end det har gjort i mange år, ja nærmest flere århundreder.

For 1900-tallet handlede ikke ret meget om religion. Det var samfunds-ideologiernes århundrede med kommunismen, fascismen og nazismen som de værste – og mest fremtrædende – repræsentanter. 1800-tallet var derimod nationalstaternes og den romantiske nationalismes århundrede kombineret med oprør og kampene om produktionsmidlerne. Og endelig drejede 1700-tallet sig om oplysning og videnskab – ihvertfald indtil Den Franske Revolution i 1789, der indvarslede 1800-tallets samfundsomvæltninger.

For vi skal helt tilbage til 1600-tallet´s optagenhed af menneskets frelse og de ulykkelige religionskrige i Europa for at finde den sidste periode, hvor religion for alvor spillede en rolle. Dengang i en version, hvor katolikker og protestanter slog hinanden ihjel på grund af uenighederne.

Men nu tyder meget på, at troen er på vej tilbage som stridspunkt i samfundet – og mellem mennesker. Denne gang dog ikke internt mellem de forskellige kristne retninger, men kristendommen set i forhold til andre religioner – og især i forhold til islam, som for første gang siden middelalderen igen spiller en markant rolle i Europa.

Det er derfor vigtigt, at den nye pave kan mestre kunsten at rumme og favne bredt, også andre religioner end den kristne. Samtidig skal han kunne sammenfatte og formidle, hvad det vil sige at være kristen i det tredje årtusinde e. Kr. – også selvom man ikke er katolik, men protestant, ortodoks, anglikansk og så videre.

For nok er paven katolikkernes overhoved først og fremmest i kraft af sin funktion som Peters direkte efterfølger. Men han er også den person, som alle kristne forholder sig til. Samt ham, som alle de andre – hvad enten de er muslimer, jøder, hinduer, buddhister og så videre – kigger på, når de skal vurdere, hvad det vil sige at være kristen – eller/og hvad den kristne verden mener.

Så det er vigtigt, at paven kan samle alle kristne – og ydermere kan forstå Europas specielle rolle.

For nok er paven udelukkende pave for alle verdens katolikker, men han bor midt i dét Europa, der i snart to årtusinder har været kristnet land – og dermed bliver det han siger om kristendommen, meget nemt opfattet som en status på kristendommens situation i Europa.

Og netop kristendommen har det svært i Europa.

EU vil ikke skrive kristendommen ind i forfatningen, selvom kristendommen og dens budskab er det, der ligger til grund for de værdier, som vi har i vores åbne, demokratiske velfærdssamfund.

Værdier som at tage sig af de svageste (elsk din næste som dig selv) og sikre alle medborgere lighed, frihed samt menneske- og borger-rettigheder. Nogle af disse rettigheder er så desværre truet, og her tænker jeg især på de dele, der fordrer, at dem, der har, deler med dem, som ikke har. Altså den kristne tanke om at dele jordens goder med sin broder (og søster).

Men lige netop det der med at dele og tage sig af hinanden er umoderne i et Europa, hvor landenes befolkninger i stigende grad vender ryggen til kristendommen, uanset om det er i den katolske eller protestantiske version.

Så der venter et stort arbejde for den kommende pave … og den nemmeste del bliver det arbejde, der ligger inde bag de lukkede døre i Det Sixtinske Kapel, inden den hvide røg stiger op, og meldingen går ud over verden:

Habemus papam

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den bedste investering i fremtiden er mere SU

Udgivet den af
1

Kan man forestille sig en texaner, som er imod at støtte olie-firmaernes evne til at skabe jobs i den store amerikanske oliestat Texas?

Eller hvad med en franskmand, der synes, at den franske vinbranche må klare sig selv a la “Ja, hvis sommeren bliver for våd eller for tør, så druerne ikke bliver gode, så er det bare ærgerligt for de vinproducenter, som må lukke, n´est ce pas”.

Det er ikke lige scenarier, som man kan se for sig, vel?

Og så alligevel jo … i Danmark, hvor regeringen arbejder på at skære i SU´en, så studerende fremover kun kan få SU så lang tid, som deres uddannelse er nomeret til at vare.

Det er det rene galimatis. Vores eneste råstof er uddannelse og viden. Vi burde derimod i dén grad opmuntre og tage vare på alt, der bare minder om at blive klogere. For det er vores viden, vores ideer og vores innovation, som vi skal leve af.

Og hvis det skal lykkes, skal vi være veluddannede … og det bliver vi kun, hvis:

1) Vi har gode uddannelsesinstitutioner (ja, der mangler også noget – men den tager vi en anden dag).
2) Vi sikrer, at alle kan få en uddannelse, kort eller lang, boglig eller håndværksmæssig.

Men hvis alle skal have mulighed for at tage en uddannelse, skal der også være SU til alle – og vel at mærke i lang nok tid. Og det er der ikke, hvis regeringens forslag om at skære SU´en vedtages. For i så fald vil de unge kun have SU nomeret tid – og det er simpelthen for kort tid, især for de unge, som kommer fra de laveste sociale lag.

For det er så lidt, der skal til for at en uddannelse varer bare lidt længere. En dumpet eksamen, som man først kan gå op til igen et halvt år senere, er nok. Og der er ikke mange unge, som går igennem deres uddannelser uden at dumpe en enkelt gang eller to … heller ikke de flittige …

Desuden er det vigtigt at give de unge tid nok til at dygtiggøre sig og fordybe sig, mens de uddanner sig. For skal de komme ud i den anden ende og være innovative og dygtige, så skal de have lov til at vokse – og vokse frit – inde i det væksthus, som en uddannelsesinstitution dybest set er.

Men i øjeblikket gør vi istedet de unge til industri-produkter, kopier af kopier, som bare skal spyttes ud hurtigst muligt, så de kan tage et job.

Men der render altså mere end 150.000 ledige rundt, som gerne vil have noget at rive i – og så er der også den der med at viden og uddannelse er Danmarks eneste råstof.

Så hvis vi for alvor – både på den lange og den korte bane – vil have Danmark op at køre igen som et innovativt samfund, så giver vi de unge SU længe nok til at de kan blive rigtig, rigtig dygtige, inden de skal ud og præstere.

For tro mig – de VIL gerne ud og vise, hvad de kan … men de vil også gerne have lov til at samle så meget viden som muligt inden da.

Giv dem – og os andre – den mulighed. Giv dem SU minimum et år, men gerne to, over nomeret tid. Pengene betaler sig mange gange hjem igen …

Med andre ord: Den bedste investering i Danmarks fremtid er MERE SU …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Haves: Samme surdej. Ønskes: Tilbagekomsten af Den Gale Uge

Udgivet den af
1

I gamle dage var fastelavnen ikke for børn. Den var en højtid udelukkende for de voksne. En kort periode mens foråret nærmede sig, hvor man slap tøjlerne, inden den lange faste frem mod påske begyndte.

http://www.kristendom.dk/artikel/267055:Indfoering–Fastelavn-er-en-gammel-tradition

Man kaldte fastelavnsugen for Den Gale Uge, fordi det var ugen, hvor man kunne skeje ud og gøre alle de ting, som man ellers ikke kunne tillade sig i et på alle måder statisk samfund. Et samfund, hvor den sociale rangorden var urokkelig, og enhver havde sin faste plads med de pligter, som dét indebar.

Men i fastelavnsugen – Den Gale Uge – kunne man for en tid være en anden, for en tid slippe sig selv, sin faste rolle og sine mange pligter.

Man kunne tage maske og kostume på og gå ud på gader og stræder. Man kunne råbe og skrige, mens man løb fastelavn, som det hed. Man kunne danse og være utérlig. Man kunne tage til karnevaller og drikkelag og feste igennem. Bonden kunne sidde til bords med greven. Ja, man kunne sågar sove sammen med andre end ham eller hende, som man var lovformeligt viet til.

Det skete også, at man fik besøg af MASKEN, som fortalte folk de sandheder om dem selv og deres liv, som ellers var ilde hørt eller slet ikke tilladte at sige højt. Men ingen påtalte med et eneste ord noget af det, som MASKEN sagde. Eller alt det andet, der blev sagt eller gjort i Den Gale Uge. For det var jo netop Den Gale Uge – ugen, hvor man kunne tillade sig alt det, som man ellers ikke kunne.

Den Gale Uge var med andre ord en tiltrængt ventil i et liv, der var benhård social kontrol og en konstant kamp for at overleve.

I den anden ende af fastetiden – i dagene lige før påske – havde man Den Stille Uge, hvor man fastede for fuld skrue og med bøn og i stilhed forberedte sig til Påskens Vidunder.

Ingen af delene har vi i dag … og det er skade. For nok har samfundet udviklet sig, så vi i dag kan uddanne os, rykke os både socialt og geografisk og så videre – og dét er godt. Men i vores effektive og bundline-orienterede samfund, hvor alt hele tiden er til diskussion og debat, skal vi også stå til ansvar for alt – og dét hele tiden. Vi skal have kontrol over os selv og vores liv, så vi 24-7 kan leve op til samfundets krav og forventninger – og vores egne med.

Og det kan nemt sammenlignes med dengang, der var noget, der hed Den Gale Uge. Ja, nutiden er på mange måder hårdere, mere krævende og mere usund for sjælen og det mentale helbred.

For vi har intet pusterum. I vor tid er der ingen gal uge længere – ingen chance for at slå sig løs og sige eller gøre noget, som man ikke konstant vil blive mindet om og draget til ansvar for efterfølgende. I dag er det derimod: Hvorfor gjorde du det? Hvad mente du med det, som du sagde dér? Og så videre.

Og MASKEN – personen, der kunne sige alle de ubehagelige sandheder – findes heller ikke mere. I stedet har vi Facebook, hvor mange til gengæld har masker på året rundt i deres hvor-er-mit-liv-perfekt-statusser. Men den slags året-rundt-masker bliver aldrig til psykologiske ventiler … de bliver snarere til jern-masker, som til sidst ikke er til at få af …

I den anden ende af fasten har vi også afskaffet den stille uge – tiden, hvor samfundet lukker ned. Vi vil kunne alt hele tiden – og så bliver resultatet ofte, at man ingenting kan. At det hele bare bliver samme surdej, samme laveste fællesnævner, samme konstante jagt på og behov for kontrol over dette uregerlige liv, som er vores allesammens grundvilkår.

Men vi har brug for pausen, både den hvor vi trækker stikket – også som samfund – og den, hvor vi slipper gækken løs uden tanke på morgendagen …

Danmark ville blive et bedre land, hvis vi kunne give os selv og hinanden fri indimellem – fri fra at skulle være i kontrol, fri fra at skulle bedømme og blive bedømt … fri til blot at være menneske … et ufuldstændigt, legende menneske …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Lars Hedegaard … og vigtigheden af at kunne skelne

Udgivet den af
2

Et – sandsynligvis – politisk motiveret attentatforsøg på den islamkritiske debattør og formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard har lige fundet sted på Frederiksberg.

Mens disse linier skrives, eftersøges gerningsmændene i Zoo, som er fuld af mennesker, fordi det nye isbjørne-anlæg åbner i dag.
Den del af affæren er en ren politi-sag … og formentlig senere en sag for retssystemet.

På samme måde er det indlysende, at en grundlovssikret rettighed som ytringsfriheden ikke er til diskussion. I det danske samfund skal vi kunne ytre os frit og sikkert. Punktum. Den pind skal der heller ikke koges mere suppe på.

Desværre vil netop spørgsmålet om ytringsfriheden nok blive (mis)brugt til den anden del. Til efterspillet, som der er grund til at bekymre sig om. For selvom motivet til attentatet stadig er ukendt, vil det nok ikke være forkert at gætte på, at det her har noget at gøre med Lars Hedegaards holdninger til islam.

Derfor vil alle dem, som hader islam, blot fordi det er islam, nu få nyt brændstof til holdninger som:

– Islam og demokrati er uforenelige størrelser
– Islam er en religion, der undertrykker og ensretter mennesker
– Islam opfordrer til brug af vold, om nødvendigt endda drab på dem, som ikke anerkender Islam og Allah´s overlegenhed

Og ja, der findes muslimer, som mener ovenstående: De kaldes fundamentalister!
Men nej, ikke alle muslimer er fundamentalister.

Faktisk er langt de fleste muslimer eksakt ligeså fredelige som alle andre. Ligeså  optaget af at leve et godt og virksomt liv med arbejde, familie og børn.

Derfor er det også vigtigt, at det her IKKE bliver et spørgsmål om islam – men et spørgsmål om accept og tolerance af hinanden.

For skal vi som samfund have en chance, skal vi kunne acceptere – ja, gerne beriges og glædes over – hinandens forskellighed.

Derfor skal vi også fordømme den eller dem, som udførte dette attentat. De anerkendte ikke Lars Hedegaards ret til at mene og ytre det, som han står for. For det er en ret, som han har – præcis ligesom alle mulige andre.

Men det er den eller de mennesker, som gjorde det her, som vi skal fordømme – ikke en hel religion!

Samtlige muslimer i Danmark kan ikke drages til ansvar for, hvad en formodet enkelt muslim eller få muslimer har gjort.

Derfor skal vi – både som individer og som samfund – kunne skelne imellem en forbryderisk handling som dette attentat og så en hel befolkningsgruppe, der deler en religiøs overbevisning.

For fordømmer vi islam på baggrund af hændelser som attentatet på Lars Hedegaard, er vi i holdningerne ikke bedre end den eller dem, som forsøgte at tage livet af Lars Hedegaard.

Så skærer vi også alle over én kam … og det du´r ikke.

Vi må og skal istedet holde mangfoldighedens og rummelighedens fane højt!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Yde, nyde og snyde

Udgivet den af
1

Man skal yde, før man kan nyde, siger et gammelt ord.

En holdning, som Dansk Arbejdsgiverforening per definition er enig i. Og nu har de – igen – kastet sig over dem, som ikke kan få lov til at yde.

Danmark er nemlig det land, hvor det mindst kan betale sig at arbejde, siger Dansk Arbejdsgiverforening på baggrund af deres egen undersøgelse, hvor de igen angriber kontanthjælpen og andre sociale ydelser for at være altfor høje – og meget højere end de er det i vore nabolande.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-64005043:i-danmark-er-gevinsten-ved-arbejde-mindst.html

Nu skal man altid være varsom med at tro på tolkninger af tal. Er for eksempel de høje danske priser på mad regnet med i Dansk Arbejdsgiverforenings undersøgelse? For alt andet lige er det dyrere at leve i Danmark end det er i for eksempel Sverige.

Men lad os nu bare sige, at Dansk Arbejdsgiverforening har ret. At Danmark er det land i verden, som har de største kontanthjælpssatser og dagpengesatser og SU-satser og så videre – også målt i reel købekraft.

Så kunne man ligeså godt sige, at Danmark er det land i verden, hvor borgerne MINDST risikerer at måtte gå fra hus og hjem på grund af arbejdsløshed, sygdom og hvad der ellers kan ramme os allesammen.

Altså at Danmark er om ikke det mest, så dog et meget trygt land at leve i.

For vinklen er afgørende for debatten – og istedet for at klappe os selv på skulderen over at have indrettet et godt og trygt land, bliver det igen et spørgsmål om at sparke nedad og beskylde de svageste danskere for at være for grådige, for bare at ville rage til sig uden at yde.

Nyde uden at yde. Ja, nærmest både snyde og nyde!

Men det er ikke kontanthjælpsmodtageren eller dagpengemodtageren eller pensionisten eller SU-modtageren eller nogen af de andre på sociale ydelser, der er grådige.

Iflg. en undersøgelse fra Rockwool-fonden fra 2012 er det derimod den midaldrende, veluddannede og vellønnede dansker, der er den mest grådige. Simpelthen fordi han kan …

Kan betale det sorte arbejde, har boligen og bilen der skal ordnes – og en holdning om, at det er “jo ikke rigtig sort arbjede” og “vi skal jo også leve” …

http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Samfund_Jura/Sort_arbejde_i_Danmark.htm

Så nej, grådigheden skal ikke søges hos dem, der kommer fast på jobcentret. Men hos bedsteborgeren, der omtaler sig selv som samfundsstøtte og skatteyder …

Hos ham, der  sparker nedad og beskylder kontanthjælpsmodtageren for bare at ville nyde uden at yde … mens han selv sidder i en god stol og nyder den rødvin, som han har købt for de penge, som han snød statskassen for.

Ham, der ikke synes, at han snyder statskassen for noget ved at få lavet bilen og garagen uden regning – selvom det sorte arbejde i Danmark koster statskassen 48 milliarder om året!!!

For 48 milliarder kan man få meget velfærd – også og måske især i en tid med høj arbejdsløshed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kyndelmisse: Lysene tændes på Danmarksbloggen

Udgivet den af
2

I går, d. 2. februar, var det kyndelmisse – og Danmarksbloggen blev født.

Kyndelmisse, der betyder lysenes messe, er en kristen højtid, som man har fejret siden middelalderen. I den katolske kirke gjorde – og gør man det – ved at velsigne alle de lys, som skal bruges ved årets gudstjenester.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267017:Kyndelmisse–Kyndelmisse-varsler-lysere-tider

Og her: http://www.kristendom.dk/artikel/496259:Indfoering–Kyndelmisse-og-lysskikke-i-danske-kirker

Vi tænder altså vores lys her ved kyndelmisse-tide. Alle vores lys endda. Både dem, der er lavet af stearin og dem, der af lavet af drømme, håb og tanker.

For også ord kan være lys. Ja, ord kan måske i ganske særlig grad være lys.
Lys, der spreder oplysning, viden, tryghed og glæde i det mørke, som nu i mere end et årti har ruget over Danmark.
Et mørke skabt af mørkemænd og -koner, som konsekvent taler til den laveste fællesnævner. Til dén indre svinehund, som så let lokkes frem med lige dele spillen på frygten for alt, der er anderledes og den grådige egoisme.

Men nu vil vi ikke længere finde os i dét mørke! Vi vil tænde lys!
Lys, der stråler og taler om rummelighed og respekt, om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft.

Og de lys bliver flere og flere, som der skrives flere og flere indlæg her på Danmarksbloggen.
Indlæg, der gør os klogere på os selv og hinanden. Indlæg, der får os til at fatte håb om, at Danmark igen kan blive en nation, hvor vi er der for hinanden.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i.

Der er – og skal være – plads til os alle.
Lad os sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Velkommen til Danmarksbloggen

Udgivet den af
Svar

Kære Alle

Velkommen til Danmarksbloggen.
Bloggen, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

Bloggen, hvor almindelige danskere kan komme til orde og fortælle, hvordan det er at leve i Danmark.
Bloggen, der med indlæg, artikler, analyser og anmeldelser vil formidle seriøst og sagligt om Danmark og danskerne – og den danskhed, som der snakkes så meget om i disse år.

En danskhed, som mørkemænd og -koner sammen med regnedrenge og managementpiger altfor længe har haft patent på at definere.
Men det skal være slut nu.

For nu vil Danmarksbloggen arbejde på at fremme den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.
En danskhed, der handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

En danskhed, der er Danmark og danskerne værdig …
En danskhed, som vi alle skal være med til at definere og beskrive.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i …
Der er – og skal være – plads til os alle. Lad os derfor sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Hvis du vil kommentere et indlæg, trykker du blot på taleboblen – og så er ordet frit.
Hvis du selv vil skrive et indlæg, så send en mail til undertegnede på djt@doo.dk – og vi finder ud af det.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk