Kategoriarkiv: Miljø & Natur

Mink-sagen: Hvad er op og ned?

Udgivet den af
Svar

Hvad er op og ned i mink-sagen, som i øjeblikket har lukket syv nordjyske kommuner og gjort, at alle danske mink skal slås ned? Her kommer Danmarksbloggen med nogle vinkler på sagen. Læs dem og bestem selv, hvad du synes er vigtigst:

Det sundhedsmæssige:
I naturen har minken et territorium på flere km2. I et bur ikke engang en enkelt m2.

Mink i bur udgør derfor et reservoir, som er det perfekte sted at skabe en muteret virus i. For der er noget i mink (i hvert fald dem i bur), som gør, at virus nemt muterer hos en mink.

Læg dertil at: Mink i bur lever i store kolonier, og kan ikke holde afstand. Det er derfor også svært at inddæmme en epidemi, der har ramt mink.

Dertil kommer, at vira som Corona springer nemt mellem mennesker og mink og tilbage igen. Den perfekte storm er derfor skabt: En virus hos menneskene, som kommer ind i minkene, som så skaber en mutation, som sendes tilbage til menneskene – men nu i en variant, som menneskene ikke kan beskytte sig imod.

Det er præcis det, som skete med Cluster-5, der opstod flere gange i forskellige mink-besætninger, og som er et reelt problem. Vaccinen bliver virkningsløs, da Cluster-5-mutationen laver virussens spike om, som er den, at vaccinen er rettet imod.

Om der er Cluster-5 i omløb lige nu, vides ikke. Men Cluster-5 kan let opstå i af hinanden uafhængige mink-besætninger, så derfor slår man alle mink ned.

En Cluster-5, som spreder sig blandt mennesker, kan nemlig nemt blive en COVID-20, altså en helt ny virus og en helt ny pandemi.

Det politiske:
Den danske regering gik i gang med at slå minkbesætningerne ned i sidste uge uden at have lovgivningen på plads. Det kunne vi ikke vente på, var beskeden fra fødevareminister Mogens Jensen.

Men kan man i et demokrati overhovedet overveje at lade være med at vente på at have lovgivningen på plads?

Det følelsesmæssige:
At det er synd for minkavlerne, er der bred enighed om. De mister deres levebrød, deres eksistensgrundlag. Og ja, det er rigtigt. Men hvad med alle de andre, der er blevet arbejdsløse her i Corona-krisen? Alle dem, som arbejdede i lufthavnen, i turisterhvervet og mange andre steder. Er det ikke lige så meget synd for dem?

Og hvad alle de hjemløse, dem på kontanthjælp, de kronisk syge, som sendes i arbejdsprøvning? Hvorfor skal minkavlerne have så meget mere sympati? Især når man tænker på, at de i årevis har fået tilskud til både foder og medicin – fordi mani årevis har vidst, at det var en underskudsforretning et have mink.

Det økonomiske:
Minkindustrien er nemlig i virkeligheden en dårlig forretning. I 2019 var det gennemsnitlige driftsresultat på hver eneste minkfarm minus 0,7 millioner kroner, og de sidste fire år har branchen som helhed haft underskud. Så branchen har overlevet, fordi staten har betalt. Det er noget af en favorabel ordning, må man sige.

En ordning, som altså nu betyder, at det at vi har mink i Danmark har gjort, at mange lande nu lukker for deres import af dansk kød og danske mejerivarer – og dét kommer til at koste os milliarder af kroner og mange arbejdspladser.

Så måske er det en god ide at lukke minkbranchen for evigt – og satse på fremtiden. Alt det grønne og bæredygtige.

Kilder: DR, Politiken, Berlingske, Landbrugsavisen m.fl.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

CORONA: Verdens øjne hviler på Danmark

Udgivet den af
Svar

Verdens øjne hviler på Danmark, sagde Mette Frederiksen i det pressemøde, som foregår lige nu.

Det er sandt. Vi skal handle, og vi skal handle nu.

Der gør Danmark også. Reservoiret – altså minkene – fjernes, og der smitteopspores osv. Og nu kommer der så en nedlukning i syv nordjyske kommuner. En nedlukning med ingen kollektiv trafik og ikke noget med at krydse kommunegrænsen.

Danmarksbloggen bakker op. Danmarksbloggen synes, at vi skulle tage resten af Jylland, ja måske resten af Danmark med.

For der er tale om en Cluster 5-variant, der ikke bliver hæmmet i samme grad som de andre varianter, når virus møder antistofferne. Man har også en større risiko for at blive smittet igen, hvis man får Cluster 5-varianten. Og der er en risiko for, at vi ikke kan bruge den vaccine, som vi ser i tunnelen i 2021, hvis Cluster 5 får lov til at sprede sig.

Vi taler om samfundssind, men her er det verdenssind, der skal til. Både i Nordjylland og i resten af Danmark, hvor vi iflg. WHO udviser rettidig omhu.

For det er, hvad det er. Og Danmarksbloggen kan ikke lade være med at tænke, om ikke vi skulle tage resten af Danmark med. For nok er 11 ud af 12 tilfælde af Cluster 5-varianten fundet i Nordjylland (og er fra august og september), men det sidste er fundet på Midtsjælland.

Så gør vi for lidt for sent? Kan smitten ikke for længst være ude i hele Danmark? Måske, men mutationen kan også være væk, da den ikke er fundet i nyere prøver. Men der tages ingen chancer. For vi må bare IKKE skabe en COVID-20 med arnested i Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alle mink i Danmark skal aflives for at undgå en COVID-20

Udgivet den af
1

Alle mink i Danmark skal aflives. Alle cirka 15-17 millioner mink, fordi der er fundet muteret Corona-smitte fra minkene hos 12 danskere.

Til det lige afsluttede pressemøde og hos visse politikere (ofte med base i det jyske og blå) blev der så talt en del om det økonomiske aspekt i det. Absolut absurd. Det svarer til at sidde i et brændende hus og tænke på, hvad man mon kan sælge den gamle sofa for.

STOP. Det her handler om sundhed, ikke kun i Danmark, men i hele verden. Vi er midt i en pandemi, og hvis den muterede smitte fra mink spreder sig, så kan vi risikere at være tilbage på nul – og så skal vi starte forfra med vaccinen, og i mellemtiden vil endnu flere dø. Ja, faktisk risikerer vi at stå med en COVID-20, hvis ikke der handles i tide.

Og ja, vi har den dokumentation,  der skal til for at sige, hvad vi er oppe imod. Og hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi en ny COVID. En COVID-20 med dansk afsender

En COVID-20, som i så fald startede ikke i Kina, men i Danmark. Ikke i den sorte madgryde på et marked i Kina, men på en minkfarm i Nordjylland. Men stadig samme udgangspunkt: Nemlig for mange dyr sammen i små bure – og for tæt på mennesker.

Så nej, de mink skal bare slås ned – og det NU. Godt også at der kommer yderligere restriktioner i Nordjylland. Og godt at Den Nationale Operative Stab kan trække på alle ressourcer, når de skal i gang med at slå de mange mink ned.

Og lad os så få gang i et mere grønt, klima- og dyrevenligt Danmark. Det kan det her passende blive starten på. Ikke flere dyr i bure og lignende forfærdelige forhold. Det hænger også fint sammen med at spise mere grønt og mindre animalsk. Noget, som er sundt for både krop og klima.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”

Udgivet den af
Svar

Vi bliver som menneskehed åbenbart ikke klogere, er den tanke, som man sidder tilbage med efter at have læst ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” af Jeanette Varberg og Poul Duedahl.

Dét kan synes ganske forstemmende. Men det er virkeligheden, og derfor kan vi nutidsmennesker psykologisk spejle os 1:1 i de gamle beretninger og fortællinger, som også har givet stof til bogens titel. Den fjerde rytter er nemlig et begreb fra det sidste skrift i Nyt Testamente, Johannes-åbenbaringen, hvor det siges, at når de fire dommedagsryttere rider gennem verdens lande på samme tid, så er de sidste tider kommet. De tre første ryttere er krig, erobring og hungersnød, og den sidste fjerde rytter på den gustengule hest er ham, der spreder sygdommene.

Om vi er ved de sidste tider, er der ingen, der ved. Men vi ved, at mennesket historien igennem har været udsat for pandemier igen og igen, og i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” hører vi om dem alle sammen. Fra de mest kendte som pesten i Middelalderen og senere (for pesten huserede med mellemrum i flere hundrede år), da Colombus og senere Cortés og en række virussygdomme kom fra Europa til de to amerikanske kontinenter, og mennesker døde i hobetal, men sendte syfilissen som gen-gave til Europa, malariaen, der kan blusse op igen, koleraen i 1800-tallet og Den Spanske Syge for cirka 100 år siden. Vi hører også om de mere glemte som fx tuberkulosen, der i perioden 1700-1900 slog en milliard mennesker ihjel – og om de gamle pest- og koppeepidemier fra Antikkens tid og hos de egyptiske faraoer, og en del flere – også den sidste inden Corona, nemlig AIDS.

Med i bogen er også lokale epidemier i Danmark og i Norden, som de kopper, der hærgede vikingerne, pesten der kom i flere omgange – og den afart af syfilis, som man kaldte forrådnelses-feber, og som gjorde, at næsen og andre dele af ansigtet blev ædt op, så man blev vansiret for resten af livet. Den husede i 1800-tallet, og blev kaldt folkesyfilis, fordi den ramte alle aldre. Samt koleraen midt i 1800-tallet, som var afgørende for, at København ser ud, som hovedstaden gør.

For pandemier går som en rød tråd gennem tiderne, og har betydet store samfundsændringer, og kostet flere menneskeliv end alle krige tilsammen. Alligevel inddeler vi verdenshistorien i kapitler baseret på krige og andet, der tager udgangspunkt i mennesker og magt, som Varberg og Duedahl gør opmærksom på det og tilføjer, at det formentlig handler om kontrol.

For kontrol – eller måske snarere illusionen om kontrol – er noget, som mennesket godt kan lide at tro, at vi har. Det er også derfor, at vi ifølge bogen historisk set altid har været hurtige til at glemme en epidemi og komme tilbage til hverdagen. Det er så samtidig en hverdag, som altid danner grundlaget for den næste epidemi.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er derfor også mere end bare en spændende historiebog, selvom den på sine 242 sider er spækket med information om dette emne som fx, at den ellers så frygtede og udbredte spedalskhed stort set blev udryddet under Middelalderens pest, bedre kendt som Den Sorte Død. Samt at pesten blev begyndelsen på den moderne lægevidenskab. Der kan nemlig også komme noget godt ud af den fjerde rytters vilde ridt.

Men at han overhovedet KAN komme ud og ride, er noget, som vi mennesker kan takke os selv og vores måde at leve på, slår bogen fast. Dengang vi stadig var jægere og samlere, var vi så få, og levede så spredt, at det var nærmest umuligt for nogen sygdom at sprede sig til andre end lige dén gruppe, hvor sygdommen opstod, og så døde virussen/bakterien/organismen ud sammen med gruppen. Men så fandt vi på landbruget og dyreholdet, og dermed havde vi året rundt masser af føde, og kunne formere os i stort tal, og så var skaden sket.

For dels så voksende antallet af mennesker voldsomt, og gør det stadig. Og dels så levede vi tættere og tættere sammen, og gør det stadig. Og endelig så levede og lever vi stadig alt for tæt på dyrene, som vi endda opdrætter, så de bliver rigtig mange og rigtig mange af den samme slags. Alt sammen faktorer der skaber det perfekte grundlag for sygdomme, som vi kan dø af som fx mæslinger, der kommer fra køer, og influenza der kommer fra grise og fjerkræ. Men også for nye vira som COVID-19, hvor værtsdyret endnu mangler at blive fundet.

Dyr, som vi har tæmmet og opdrætter i absurde store antal. Tag fx høns, som der havde fandtes et par millioner af i Asien, hvis ikke det var for os og vores dyreopdræt, som betyder, at der nu findes 25 milliarder høns på verdensplan, som man kan læse det i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”.

Undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, at der findes dobbelt så mange svin som mennesker i Danmark. Samt det faktum at når op mod 80% af verdens landbrugsareal bruges på at dyrke dyrefoder, så kunne vi let brødføde hele menneskeheden – og undgå pandemier – ved at overgå til vegetabilsk produktion. Bare en tanke.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” bliver dermed også et seriøst og tankevækkende indlæg i debatten om samfundets indretning, fordi bogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, have dyr på og indrette os på. Det at bruge fortiden og historien til at sætte nutiden under debat er en generel positiv trend ved mange nye historiebøger. For vi kan bruge historien til at træffe klogere valg for fremtiden. Ja, vi har i den nuværende klimakrise heller ikke noget andet valg, kan man anføre.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er så et pragteksemplar i dén genre. Det er ganske enkelt en fremragende bog. I et letlæst og flydende sprog fortæller bogen mere end 10.000 epidemi-historie, og trækker de store linier op, når den tydeliggører, at fortidens mennesker, adfærd og samfund er synonyme med nutidens, fordi vi uanset historisk tid agerer ens, når det kommer til pandemier. For det er den samme angst, som vi har, og de samme metoder, som vi bruger – og derfor kan vi også forvente, at vi vil gå efter glemslen, når Coronaen er overstået. For mennesket vil så gerne tro, at vi står over naturen, selvom det er evolutionen og mikroberne, som har fat i den lange ende – og vi er dømte til at begå fortidens fejl, så længe vi ikke bliver klogere.

Det kan man fx se af, at i starten af en epidemi opretholder man en samfundsorden, og begraver med værdighed, men til sidst så kan de overlevende ikke nå at begrave de døde, som det skete i Siena under pesten i 1348, hvor de døde blev lagt i lag med kun lidt jord imellem sig. Eller som i Firenze, hvor selv forældre flygtede fra deres syge børn og låste døden, så kunne de blive derinde og dø. Når sygdommen raser, så gør mennesker nemlig alt for at bevare chancen for at redde livet.

Noget vi også ser i 2020 – dog i mindre skala. Men alligevel det samme billede som lastvogne fulde af lig, der kørte gennem de norditalienske byer, historier om spanske plejehjem hvor personalet forsvandt, og lod de gamle ligge hjælpeløse tilbage, så de døde i deres senge, og alle de mange steder kloden rundt, hvor man bruger skøjtehaller og andet som lighuse, fordi man ikke kan følge med på kirkegårdene. Skrevet i nutid, for vi er stadig midt i pandemien, og det sker lige nu over hele kloden, også selvom vi i skrivende stund har relativt godt styr på det i Danmark.

Konspirationsteorier er også lige så gamle som epidemier – sammen med tanker om at det er Guds straf over et skørlevned og vores mange synder, samt alle de mærkelige og ubrugelige råd til at undgå virus som fx at varmt vand og hvidløg skulle kunne udrydde COVID-19. Dog en ting er forandret i forhold til tidligere. Der er ingen, som i dag siger, at det er jødernes skyld. De har ellers historisk set været syndebukke. Omvendt har USA og Kina travlt med at skyde skylden på hinanden. Kina anklages for, at virussen opstod hos dem, og USA for at den stadig spredes.

Social afstand er heller ikke nyt. Tværtimod. En dronning fra den østsyriske by Mari klagede i et brev skrevet for 3.775 år siden til sin mand kongen over en kvinde ved Nanna, som blev ved med at omgås de andre kvinder i paladset, selvom hun var syg. Kongen svarede som en anden Søren Brostrøm: Tal da med store ord (overfor hende), og sørg for, at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den seng, hvor hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder. (citat fra side 50).

For dengang var det konger og præster, som afstak linjerne under en pandemi. Idag er det politikerne og sundhedsmyndighederne.

Danmarksbloggen giver ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” 6 ud af 6 ryttere på gustengule heste. For det er en bog fuld af viden fortalt på en sprudlende måde. En bog som giver håb om, at vi måske alligevel bliver lidt klogere næste gang. For ja, der kommer en ny pandemi efter COVID-19.

Epidemier er nemlig et grundvilkår ved at være menneske på en jord, hvor vi er så mange mennesker, der lever så tæt sammen med dyrene.

Og selvom den fjerde rytters nuværende Corona-ridt virker skræmmende, så vil Danmarksbloggen opfordre til at tænke nærmere – og hurtigt – over forholdet mellem natur og menneske. For som bogen starter med at sige: Det mærkelige var ikke, at Corona-pandemien kom, men at det gik så længe siden sidste gang (Den Spanske Syge 1918-20, som kostede 30-50 millioner livet).

Så det haster, og vi står som menneskehed ved skillevejen. Ved valget mellem at holde fast i konservatismen og den gamle livsstil – eller at kigge på Corona-tiden med smittetal, mundbind og snak om vaccine, og så lave om på den måde, som vi lever på.

Så hvad vil vi – og hvad kan vi?

Læs Jeanette Varberg og Poul Duedahls  ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Perspektivet er ridset op på bogens allersidste side: ”helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling eller …  stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven”.

Det er Gad, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmark begår den svenske fejl

Udgivet den af
Svar

Smitten stiger – og det går stærkt den gale vej. Men hvad gør de danske myndigheder? Jo, de er godt i gang med at begå den svenske fejl.

Den fejl, som har kostet mere end 5.800 svenskere livet, siden Corona-virussen ramte Norden for et halvt år siden. Til sammenligning er der 628 døde af Corona-relateret sygdom i Danmark. Det er en markant forskel, også selvom der er cirka tre millioner flere svenskere.

Men hvad er det for en fejl, som svenskerne begik. og som de danske myndigheder nu kopierer – i stedet for at gå tilbage til den danske succes-metode fra foråret?

Det er den store fejl, at vi IKKE lukker ned for de steder, hvor smitten florerer, og hvor smitten direkte eller indirekte rammer de svageste. Dvs. at vi – med prioritet på økonomien – holder åbent i storcentre, på barer, i restauranter og andre steder, hvor mennesker mødes, og sidder mange sammen. Samt at vi ikke hermetisk lukker sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor ældre og udsatte befinder sig.

Resultatet er, at raske unge, yngre og midaldrende bevæger sig lystigt rundt imellem hinanden, så de kan smitte ikke kun hinanden, men også når de besøger bedstefar på plejehjemmet eller den alvorligt syge tante på sygehuset. Og dem, som arbejder de steder, ja de går selvfølgelig ligesom alle andre i biffen og på café i deres fritid, er til fest og så videre.

Det er alt sammen adfærds-opskriften på katastrofe, som vi har set det i Sverige hele foråret og det meste af sommeren. En opskrift, som forstærkes af, at danskerne som en forlængelse heraf fortsat er alt for mange sammen i privat sammenhæng. Både for mange i absolut antal og for mange i forhold til antal kontakter, som den enkelte har.

Smitten har altså frit løb, og det kan selv nok så mange tests ikke kan lave om på.

Læg dertil at mundbind stort set kun er noget, som bruges i bussen, metroen og toget, og som mange brokker sig over at skulle have på. Og så er dér serveret en omgang slem Corona mere … nu i en efterårsversion, hvor Corona kommer sammen med diverse andre sygdomme.

Værsgo´ og spis …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ingen turister, men blå himmel

Udgivet den af
Svar

Vi taler så meget om, hvad vi savner i denne Coronatid: At kramme, komme en tur i svømmehallen, gå på museum, se venner og familie og meget mere.

Men vi taler ikke så meget om det, som vi IKKE savner. Og det er for undertegnedes vedkommende blandt andet lyden af rullekufferter og det væld af turister, som året rundt invaderer vores hovedstad. Det er nemlig ganske befriende at have København for sig selv – uden alle dem med bykort, mobiler og selfiestænger.

For nok er de første Corona-ugers stilhed for længst forbi. Dagene med ro og tomme gader og pladser er en fortid, som man kan længes imod – men ikke ønske sig tilbage. Men alligevel har vi en tid endnu byen for os selv, og det er en fornøjelse, ligesom det er fantastisk at se op på himlen, som er mere klar og blå end den har været det nogensinde i min levetid.

Luftforureningen er også cirka 40% mindre, og der er næsten ingen fly – endnu i hvert fald.

Så nok er hverdagen så småt begyndt igen for de fleste, og trafikken på landjorden er også blevet mere normal igen, men den meget blå himmel har vi en tid endnu. Det gælder om at nyde skønheden. For det er desværre kun en stakket frist, inden rotteræset i hamsterhjulet begynder igen – og dermed også invaderingen fra andre lande.

For det kan godt være, at Corona-situationen er vores – måske eneste – chance for at trykke på reset, starte forfra som menneskehed og gøre planeten mere grøn og blå. Men når man hører på de politiske bulletiner, så er det tydeligt, at pengene vinder igen – og naturen og menneskeheden taber igen.

At alt bliver som før – bare med en historie om hvor slemt det var i Coronaens dage. Og ja, Coronaen er slem, især for dem som dør af COVID-19, eller er pårørende. Men der var også – i det mindste i begyndelsen af Corona-perioden – elementer af skønhed, en velsignet ro, en himmel mere klar og blå end set af noget nulevende menneske – og et naivt håb om en ny og bedre verden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skraldemændene fjerner Corona-affaldet – men har ingen værnemidler

Udgivet den af
Svar

Læger, sygeplejersker, lastbilchauffører, butikspersonale og personale på plejehjem får alle deres velfortjente hyldest i kampen mod Corona.

Men der er en gruppe, som alle har glemt, men som vi ikke kan klare os uden i kampen od virussen: Nemlig skraldemændene eller renovationsarbejderne, som de hedder nu.

Skraldemænd, som endda risikerer livet, når de arbejder med at fjerne vores allesammens skrald, også det fra landets COVID-19-afdelinger.

For hvad sker der egentlig med alle værnemidlerne og alt det andet, som landets COVID-19-afdelinger bruger i kampen mod Corona? Ja, det bliver selvfølgelig smidt ud. Som regel i plasticposer, der er pakket hårdt og bundet godt sammen, inden de bliver drønet ud.

Men hvem samler det hele op? Alle poserne fyldt med Corona-affaldet? Det gør skraldemændene. Men de skraldemænd har ingen værnemidler, for COVID-19-affald anses ikke som farligt affald.

Men som en skraldemand, Danmarksbloggen har talt med, siger det: ”Når vi henter skrald ved COVID-19-afdelingerne, så sker det, at disse poser fulde af affald med Corona-virus punkterer, så det flyder rundt med mundbind, kirtler og visirer – alt sammen med Corona-virus på. Og nok er virus ikke luftbåren, men det er alligevel meget utrygt at få sådan en dosis Corona-affald lige op i hovedet. For det får vi, når en pose punkterer – og det gør affaldsposer. Det er vi vant til, men vi er ikke vant til Corona.”

Skraldemanden, der hedder Michael Danielsen, fortsætter: ”Det gør heller ikke sagen bedre, at vi ikke har værnemidler. Corona-affaldet bliver nemlig ikke anset som farligt affald. Men nogle af os udsættes dagligt for store mængder Corona-affald, og så tænker man alligevel sit. Også selvom man som skraldemand er vant til lidt af hvert, og kan tåle det meste. For vores immunforsvar er normalt rigtigt stærkt på grund af, at vi hele tiden udsættes for diverse bakterier, vira og snavs. Men denne her Corona er anderledes og ukendt – også for os og vores immunforsvar.”

Danmarksbloggen er enig – og tænker, at vi som samfund har en stor opgave i at beskytte vores skraldemænd, som er lige så uundværlige som alle de andre grupper, der hyldes i kampen mod Corona. For til de grupper hører også skraldemændene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Vederstyggelig afløser for Palads Bio

Udgivet den af
Svar

Der er gået inflation i ordet ikonisk, uanset om man taler om tøj, begivenheder eller bygninger. Men enkelte bygninger er nu ikoniske som fx den farvestrålende Palads Bio ved Vesterport i København.

Men dette vartegn foreslås nu revet ned og erstattet af et Bjarke Ingels-tegnet højhus på 18 etager, der ligner cigarkasser stablet oven på hinanden. Prisen for vederstyggeligheden vil være cirka 1 milliard kroner – og den er tænkt som ”et nyt ikonisk biograflokomotiv”, som det hedder i det fælles udbudsmateriale fra Bjarke Ingels firma BIG og Nordisk Film.

Danmarksbloggen er forfærdet. Ikke alene over at det stadig overvejes af rive den præmierede Palads Bio ned. Men også over at man helt seriøst kan tro, at biograf-branchen har en fremtid i en tid, hvor vi streamer hjemmefra – og ikke gider betale overpris for at sidde i en sal og høre andres menneskers raslen med slikposer, slubren af cola og smasken med munden fuld af popcorn, mens vi ser en film.

Nordisk Film og alle andre må se i øjnene, at tiderne ændrer sig – og at det efter Corona kommer til at gå endnu stærkere.

Mennesker vil selvfølgelig stadig gerne være sammen og more sig. Men fremover bliver det er for at være sammen, tale med hinanden, le, danse og kramme. Hvorimod alt, der foregår på en skærm – det gør vi hjemmefra.

Så drop Bjarke Ingels vederstyggelighed. Den vil en BIG fejltagelse. Behold i stedet den gamle smukke Palads-bygning og lav den evt. om til et sted, hvor vi kan være sociale og sammen – når vi igen kan mødes uden frygt. Det vil vi til gengæld få meget brug for.

Sagen er endnu ikke afgjort – men den er i gang i Københavns Teknik- og Miljøudvalg, så det er nu, at der skal handles, hvis Palads Bio skal reddes.

Læs mere her: https://politikenbyrum.dk/Nyheder/art7757404/Nordisk-Film-foresl%C3%A5r-nyt-Palads-i-K%C3%B8benhavn-tegnet-af-BIG

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Juletræet

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Juletræet
Vi slutter i dag fjerde søndag i advent med juletræet. For ingen jul uden juletræ – og skal det være rigtig romantisk, så skal man selv ud i skoven og fælde det, er der mange danskere, der synes.

Men nu er det bare sådan, at hver gang vi fælder et træ, så frigives der også CO2 til atmosfæren, mens træer binder C02. Så vil man for alvor holde klimavenlig jul, så skal man droppe det fældede juletræ og i stedet købe et juletræ i potte, som efter julehøjtiden kan plantes ud igen og vokse og blive til gavn for klimaet.

Der har der også været skrevet meget om i løbet af december, og som alt andet, der skal igang, har der også været startproblemer her. Men det rokker ikke ved, at juletræer i potter kan være en god løsning.

Men også andre juletræer end dem med rod og i krukker er gode for klimaet som fx Fair Trees og Habitree, som er et genbrugeligt juletræ. Se mere her: https://groenforskel.dk/miljoevenlige-juletraeer/

Historisk tilbageblik
Juletræet er i øvrigt en ret ny gæst i den danske julestue, kun omkring 200 år gammel – og som så meget andet af vores kulturelle arvegods kommer også juletræet fra Tyskland.

Det første stod på det sydsjællandske gods Holsteinsborg i 1808. Allerede i 1811 havde familien Lehmann så et juletræ i stuerne i København. Da familien, som også talte den senere Grundlovsfader Orla Lehmann, boede i stuen, var det nemt for københavnerne at kigge ind gennem vinduerne – og se dette mærkværdige nymodens påfund, som nogle lige skulle vænne sig til.

Som fx præsten, salmedigteren, højskolemanden, ja åndskæmpen Grundtvig, der først mente, at juletræet var en udvandet form for kristendom, men som senere kaldte det en gave direkte sendt til menneskene fra Gud. For ideen med et pyntet grantræ i stuen greb om sig – og allerede et par årtier senere var juletræet en fast del af julen – hos de velstillede altså.

H. C. Andersen talte også om det – og skrev eventyret ”Grantræet”. Men også i ”Den lille pige med svovlstikkerne” er der et juletræ – nemlig det står hos den rige købmand, og som den lille fattige pige havde set gennem glasdøren.

For de fattige havde ikke råd til juletræ. Ja, den fattige del af befolkningen måtte langt op i 1900-tallet nøjes med at binde nogle grangrene på et kosteskaft, som også Kim Larsen synger om det i sangen ”Dengang da jeg var lille”.

Men i dag har de fleste et juletræ, stort eller småt, men altid lidt dyrere end sidste år, fordi efterspørgslen stiger. Så måske bliver juletræet i fremtiden igen noget, som ikke er for alle?

Medmindre vi selvfølgelig i minimalismen og miljøets navn igen begynder at købe vores juletræer i potter – og så plante dem ud. Det er der noget smukt over – noget bæredygtigt. Det betyder også, at fremtidens juletræer ikke ender deres liv med at stå pyntede og så smides ud, som det skete for H. C. Andersens grantræ.

Men at de juletræer i stedet starter pyntede og til stads – for så bagefter at leve lykkeligt til deres dages ende ude i den friske skov med harerne og fuglene omkring sig og skyerne på himlen over sig.

Se, dét kunne være et rigtigt eventyr. Glædelig jul.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10861
Anden søndag i advent: Det flettede julehjerte – og lyskæderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10864
Tredje søndag i advent: Julemad: http://danmarksbloggen.dk/?p=10868

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Klimajul: Julemad

Udgivet den af
Svar

Danmarksbloggens adventsserie anno 2019 skal handle om, hvordan man skaber sig en klima-rigtig og bæredygtig jul. Det handler selvfølgelig om at skrue ned – sådan rigtig ned – for forbruget. Det kan gøres ved at lade være med at købe noget – eller i det mindste købe bæredygtigt – eller genbruge.

Så hver søndag i advent kommer Danmarksbloggen med et alternativ til frådseriet – samt giver den historiske baggrund for denne søndags juletradition.

Julemaden
Vi fortsætter i dag tredje søndag i advent med julemaden.

Den julemad, som det koster en del CO2 at producere, men som vi også smider rigtig meget af ud. Iflg. Idényt smider vi hvert år mad for i alt 16 milliarder kroner i skraldespanden – og allermest i december, hvor det er hele paletten fra rødkål, flæskesteg, and, hvide kartofler, risalamande og meget mere, som er i overskud:

https://www.idenyt.dk/jul-2/undga-madspild-i-julen-med-disse-gode-rad-/

Men til trods for at der smides så mange friske fødevarer ud, så grovæder mange danskere alligevel julemad i så store mængder, at flere indlægges i juletiden pga. overspiseri. For det er stadig god kutyme at gå amok efter devisen ”hellere revne end levne” og igennem decembers mange julefrokoster kaste sig over det store kolde bord med fisk og pålæg – og derpå de lune retter – og så osten – og alt sammen skyllet ned med rigelige mængder øl og snaps.

Men det bliver altså ikke mindre jul eller mindre hyggeligt, bare fordi man spiser lidt, men godt og drikker med måde – og husker at få sine grøntsager.

For nok er det en tradition til jul at slagte julegrisen og få sulemad, altså kød – men julemad er ikke kun sulemad. Det er også grøntsager som for eksempel den grønlangkål, der har lange historiske rødder, og er en vældig god kilde til vitaminer og mineraler.

Historisk tilbageblik
At spise rigeligt til jul – hvis man havde råd til det altså, hvad langtfra alle havde – har i århundreder været en tradition. Men inden vi bare øser op på tallerknerne, så skal vi huske på, at datidens julespiseri foregik i tider, hvor man resten af året levede meget sparsomt – og hvor næsten alle havde hårdt fysisk arbejde, så nogle dages overspiseri af fed mad gjorde ingenting, måske var det i virkeligheden gavnligt.

Sådan er det slet ikke i dag – snarere tværtimod. Men alligevel holder vi fast i de madretter og de mængder, som mange tror, repræsenterer den go´e, gamle jul, men som kun har lidt over 100 år på bagen. Fordi meget af dén julemad kræver en ovn. Noget kun de færreste havde for 150 år siden, medmindre man var bager eller anden erhvervsdrivende med egen ovn.

Ja, vi synger om det i julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, hvor det hedder stegen er til bageren sendt – for bageren havde en ovn, som de velstillede byfolk kunne få stegt en steg i. Typisk gås eller kalkun.

Ude på landet derimod holdt man sig til den gamle julemad: Pølser, leverpostej, flæskesider og andre ting, som er lavet af den slagtede julegris. Der var også nødder, æbler, stærkt øl – samt æbleskiver, som også kunne laves på en pande. For man havde selvfølgelig et komfur, men ikke en ovn.

Det fik de fleste så i takt med urbaniseringen og industrialiseringen – og så ændrede julemaden sig til and eller flæskesteg med hvide og brune kartofler, hvor de sidste skulle ligne de ristede kastanjer, som kun de færreste havde råd til, men som borgerskabet spiste til jul i sidste del af 1800-tallet.

Risalamanden kom også fra borgerskabets jul. Den søde dessert lyder fin og fransk, men er pæredansk – og en luksusudgave af den risengrød lavet på mælk, som er gammel dansk julemad.

Og der er vi så stadig i dag.

For trods en generel stor lyst til at spise grønt og sundt – og med indslag fra hele verdens køkkener, så holder danskerne til jul fast i de lidt mere end 100 år gamle spisevaner efter devisen rør blot ikke ved min gamle jul, som også kommer fra julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, der er en fantastisk beskrivelse af borgerskabets velstillede jul i slutningen af 1800-tallet.

Læs mere om julens og nytårets traditioner og skikke i undertegnedes julebog, som naturligvis er en e-bog:
https://www.saxo.com/dk/glade-jul-dejlige-jul_epub_9788799956104

Læs også:

Første søndag i advent: Klimajul: Julegaver: http://danmarksbloggen.dk/?p=10861
Anden søndag i advent: Det flettede julehjerte – og lyskæderne: http://danmarksbloggen.dk/?p=10864

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk