Har lægerne glemt deres lægeløfte?

I dag skriver Politiken, at lægerne på Amager truer med at aflevere deres ydernummer og istedet tage over Øresund for at arbejde i Sverige. Ja, de er allerede i gang med at søge om tilladelse til at arbejde i Sverige:

http://politiken.dk/indland/ECE1964941/amagers-praktiserende-laeger-truer-regeringen-vi-tager-til-sverige/

Lægekonflikten spidser altså til.

Men en lægekonflikt er ikke som en lærerkonflikt, en pædagogkonflikt og hvad vi ellers har været vidne til i de senere år. Der er store etiske, moralske og lægelige forskelle.

For kendetegnede for de andre konflikter er, at de er ubehagelige og skaber uro og problemer, men de gør ikke varig skade på noget menneske.

Det vil en lægekonflikt ikke alene kunne gøre. Den vil også komme til at koste liv.

Jeg er helt på det rene med, at lægerne selvfølgelig skal have ordentlige arbejdsvilkår. Det siger sig selv. MEN at de er parate til at risikere deres patienters liv og levned i arbejdskampen er direkte i modstrid med det lægeløfte, som de har taget.

Selv er lægerne bevidste om situationens alvor. Formand for Amager Lægelaug Trine Jeppesen, der er praktiserende læge på Amagerbrogade, siger i artiklen fra Politiken: “Vi er godt klar over, at det kommer til at ramme vores patienter hårdt. De patienter, som går ofte til lægen, bliver hårdest ramt. Det er svage borgere uden mange penge. Det er syge, ældre og kronikere.”

Så de ved det altså godt, lægerne. Alligevel vælger de at fortsætte.

Danmarksbloggen spørger: HVORFOR???

For nok kan man tillade sig meget i en arbejdskamp, men at spille hasard med andre menneskers liv og helbred er og bliver altid forkert på både det etiske, det moralske og det lægelige plan.

For det er det, som vi taler om: At lægerne svigter deres lægeløfte med denne opførsel. De skal redde liv – og ikke sætte folks liv på spil. Men hvis lægerne gør alvor af deres trussel, ja, så kommer det til at koste menneskeliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

200-årige Kierkegaard skal læses

I dag er det 200 år siden, at en af de største danskere gennem tiderne kom til verden: Søren Aabye Kierkegaard, filosof, teolog og forfatter. Og det er selvsagt noget, som også Danmarksbloggen kipper med Dannebrog for:

Hip-hip-hurra for Kierkegaard på hans runde dag.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/S%C3%B8ren_Aabye_Kierkegaard

For Søren Kierkegaard er en af de få, der kan betegnes som store danskere. Ja, set med internationale øjne er de kun to, der for alvor har slået deres navn fast som en del af den litterære-kulturelle verdensarv: Nemlig Søren Kierkegaard og H.C. Andersen.

Men hvor H.C. Andersen er direkte og lettilgængelig med sine eventyr, digte og romaner, opfattes Søren Kierkegaard som tungere og sværere at læse og forstå. Det er også derfor, at nok kender alle både Andersen og Kierkegaard, men hvor alle har fået læst eller selv har læst eventyr af H.C. Andersen, så er der kun få, der har læst Kierkegaard.

Men læs ham alligevel, skal opfordringen lyde herfra.

For nok er det svært, kringlet og omstændigt at læse Kierkegaard. Men alle besværlighederne hører med som en fin del af tilegnelsen af det store forfatterskabs ånd og kultur. For meningen med og for Kierkegaard er hverken at please eller være easy-going. Kierkegaard vil provokere, vække til eftertanke og bevidsthed, få os til at vælge – eller lade være. Enten-Eller. Det rent eksistentielle er hele tiden på spil.

Kierkegaard stillede krav til sig selv og sin samtid, og han stiller krav til læseren – også lang tid efter at bogen er lukket. Han er langtidsholdbar – også og måske især i en tid som vores. For ja, vi kan i dén grad bruge ham også i dag.

Som kulturjournalist Søren Kassebeer skriver det i nedenstående indlæg: “Kierkegaard handler om psykologi og om eksistens og om at tro og om at vælge eller ikke vælge, og det foregår altsammen i et sprog, der er så kompromisløst, at det kan føles som et overgreb, men som man alligevel – hvis man først er bidt af det – nærmer sig med skrækblandet fryd. Man kan godt spørge, som jeg spurgte i begyndelsen: Hvad kan vi bruge ham til? Men man må regne med at få mange svar. Svaret afhænger helt af »hiin Enkelte«. Det er meget kierkegaardsk.”

http://www.b.dk/kultur/kan-vi-bruge-kierkegaard-til-noget-i-dag

Så tillykke til Kierkegaard med den runde dag – og til alle dem, der går igang med det på alle måder store forfatterskab.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Hercule Poirot fik mig til at vente på toget

Man skal aldrig sige nej til en fristelse, for man ved ikke, hvornår den kommer igen, lyder et gammelt ord.

Man skal heller ikke sige nej til muligheden for en speciel oplevelse, når man alligevel lige kommer forbi, som jeg gjorde det sådan cirka små ti minutter før Orientexpressen rullede ind på Hovedbanegården i formiddags.

Alle vegne på Tietgenbroen stod de der, togentusiasterne med kameraer og mobiler helt klare til at forevige øjeblikket, hvor det legendariske og historiske tog rullede ind på spor 8, inden rejsen skulle fortsætte til Venedig.

Selv havde jeg kun en våd badedragt, et håndklæde og lidt sæbe med i en pose. Så jeg kunne ikke tage billeder, blot nyde at se det flotte, gamle tog rulle ind, da det kom. Og det gjorde jeg, også selvom jeg ingenting ved om toge – og næppe nogensinde kommer til det.

Men jeg har læst Agatha Christies “Mordet i Orientexpressen” med Hercule Poirot. Og det er en af hendes bedste bøger, og Hercule Poirot er sammen med Miss Marple og Sherlock Holmes mine yndlingsdetektiver. Så jeg blev stående. Dét tog måtte jeg altså bare se, bestemte jeg mig til. Så kunne jeg godt vente ti minutter med at komme hjem.

Og måske var dét i virkeligheden min største oplevelse på Tietgenbroen i den kolde forårsformiddag: Nemlig erfaringen af at man aldrig må sige nej til muligheden for at få en unik oplevelse, heller ikke selvom emnet måske ikke ligger lige til højrebenet for ens interesser.

Det udvider måske heller ikke ens horisont, men at det er sjovt, anderledes eller pudsigt kan også være nok.

Og så var jeg vist i øvrigt den eneste, der stod og ventede på Orientexpressen på grund af Hercule Poirot 🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En skolelærer udtaler: ”En anderledes skoledag kan også være en fordel for lærerne …”

Et åbent brev fra én lærer, som dog meget gerne også må læses af alle andre:

Kære lærer, kære kollega

Tillykke med lockouten – fristes man næsten til at sige. Men faktisk burde det jo være os lærere, der strejkede, når man tænker over de arbejdsforhold, som vi har.

I den seneste tid har jeg læst kilometervis af beskrivelser, hvor lærere eller familie til lærere fortæller, hvor meget der arbejdes. En lærer har en arbejdsuge på 60 timer, men bliver betalt for 37. For så er der forældre, som ringer eller skriver på alle mulige tidspunkter, opgaver der skal rettes, møder der skal holdes, idrætstimer der skal forberedes med udgangspunkt i den enkelte elev, planlægning af teammøder, afholdelse af teammøder, elevplaner, kurser, evalueringsrapporter og så videre.

Listen er lang.

Derudover læser jeg om lærere, der er blevet syge af arbejdet af mange grunde. De er blevet sat til at undervise i fag, som de ikke mestrede. De har fået klasser med mange diagnosebørn, som de har stået helt alene med og ikke haft de fornødne forudsætninger for at kunne hjælpe. Der har også indimellem været pres fra kollegaer, ledelse eller dem selv.

Det, jeg mangler i billedet, er de mange beskrivelser, der fortæller, at vi har en fantastisk hverdag på en skole, hvor det hele fungerer. Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så os, der er lockoutet? Burde vi ikke i stedet strejke?

Det, som jeg fortolker ud af alle de indlæg, der har været på facebook og aviser, er:

– At lærere ønsker en almindelig arbejdsdag – hvor man kan holde fri om aftenen og i weekenderne.
– At der er kontortid for forældre, hvor de kan ringe eller forvente svar på en mail/sms.
– At have mulighed for at tale med sine lærer-kollegaer om elevplaner, undervisning, hjælp til at rette opgaver og meget mere.
– En større støtte til de lærere, der synes, at det er svært. Måske kunne det hjælpe, at en anden kollega bare var til stede i klassen og kunne give et godt råd.
– At det er en fordel, hvis vi lærere kunne planlægge og undervise i teams, så man ikke stod med hele ansvaret selv.
– At det ville være rart, at kollegaen også var på skolen hele dagen.

KL siger, at vi kun underviser 16 timer om ugen. Det er sikkert rigtigt nok. Jeg har 24 lektioner (cirka 18 timer), og mange af dem, der har skrevet indlæg, har også flere timer end 16. Det vil sige, at vi har kollegaer, der ikke har ret mange lektioner. Men det er selvfølgelig, fordi de laver noget andet!

Vi ved alle, at det bedste, men også det hårdeste ved lærerjobbet, er at undervise! Så skulle vi ikke fordele arbejdspresset lidt bedre? Så skulle vi nok alle kunne klare at undervise en lektion eller to mere end de 16 timer.

Det kunne gøres ved at fordele de øvrige funktioner på skolen. Vi kan alle bruge et par timer på biblioteket eller til at downloade programmer til skolens computere eller til at hjælpe kollegaer med iPads eller nogle andre af de funktioner, der skal laves, men som ofte er samlet på så få hænder, at det gør systemet meget sårbart.

Jeg ønsker en skole, hvor der er tid til tale med mine kollegaer, hvor vi kan planlægge den bedste undervisning sammen, hvor folk ikke blive syge af at gå på arbejde, men hvor vi støtter op om hinanden. Fordi vi er der, og vores tid ikke er delt op i kasser, som det er nu.

En skole, hvor jeg underviser i det, jeg er bedst til – til de elever, som har brug for det nu. En skole, hvor dagen ikke er delt op af timefag og efter princippet én lærer – én klasse. Men en moderne skole, hvor der undervises i det, som der er brug for og med de ressourcer og læringsmetoder, der er bedst for den enkelte elev.

Det kan jeg ikke med den arbejdstid, som jeg har nu. Og så er jeg måske naiv, når jeg tror på, at en ny overenskomst med nye arbejdstidsregler kan gøre det bedre. Men det vil jeg – som lærer og som menneske – tro på!

Og efter alle de historier, der er dukket op i den seneste tid, må vi være mange lærere, der ønsker en anderledes og bedre arbejdsdag til gavn for os selv og vores elever.

Skrevet af: Liselotte Møller, lockoutet lærer på Møn Skole 

Vil du betale for at gå til lægen? Historien om den skjulte lægekonflikt

Aviser, tv og alle andre medier svømmer over med lidt nyt, men især gentagelser af allerede gamle argumenter og hændelsesforløb i den igangværende konflikt på skoleområdet. Og vel er det da vigtigt med hvilke rammer, der skal være om vores børns undervisning. Viden er som bekendt det, som vi lever af i Danmark.

Men i første omgang skal vi leve … og til dét behøver vi et godt helbred. Og her er de praktiserende læger krumtappen i arbejdet med at sikre et generelt højt helbredsniveau i Danmark, og sådan har det været i årtier.

Men nu er denne fantastiske ordning truet. For cirka fem måneder siden afbrød regionerne aftaleforhandlingerne med de praktiserende læger – og siden er der ikke sket noget.

Lægerne har derfor skrevet nedenstående åbne brev, hvor de opfordrer sundhedsminister Astrid Krag (SF) til at henstille til regionerne, at de vender tilbage til forhandlingsbordet:

http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Nyheder?public_visningsType=1&public_nyhedsId=87215

Det vil Astrid Krag imidlertid ikke. Den sag må parterne selv om, er meldingen. Gad vide, om hun ville sige det samme, hvis der var bare halvt så meget medieomtale af denne konflikt som der er om lærernes? Sikkert ikke. Populismen har hæderkronede dage.

Men det er bare ikke ok. For hvis parterne ikke finder en løsning, kan resultatet være, at danskerne – ihverfald i en overgangsperiode – selv må betale for lægebesøg.

Og dét vil være mange gange mere alvorligt end om børnene skal gå i skole to timer kortere eller længere. For det vil betyde, at folk kommer senere til lægen. Og dermed bliver det på sigt dyrere for samfundet, da den enkelte bliver både mere alvorligt syg samt syg i længere tid. Og for den enkelte kan det være katastrofalt.

Helt galt bliver det, hvis der indføres en fast praksis om egenbetaling hos den praktiserende læge. Det vil skabe en social slagside i det danske samfund, der vil være så stor, at den for alvor tuer med at vælte de sidste rester af det solidariske, rummelige og tolerante Danmark, som måske idag mere er en drøm end så meget andet.

Men en drøm, som vi er mange, der drømmer med på – og som derfor stadig har en chance.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Skole-lockout, Laura Ingalls Wilder – og vigtigheden af at lære noget

Heldagskole, lærernes arbejdsvilkår, skolelederens beføjelser og så videre. Sjældent har skolen været så meget til debat som i øjeblikket, hvor der er varslet en lockout fra 1. april for både folke-, privat- og friskoler.

Og det ER vigtigt at skabe de rigtige rammer og arbejdsbetingelser for både lærere, skoleledere og elever. For den viden, som vi giver vores børn, er den viden, som vi allesammen skal leve af her i Danmark.

Det samme gælder indstillingen til at lære noget. For at lære noget er ikke kun et spørgsmål om timetal og forberelsestid og skolelederens ansvar.

Det er også – og måske især – en personlig sag, en pligt simpelthen for den enkelte, at dygtiggøre sig. Et aspekt som ofte glemmes, når der tales uddannelse og skole.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at tænke på virkelighedens Laura Ingalls Wilder. Pigen fra “Det lille hus på prærien”, som de fleste nok kender fra tv-serien, der dog var en sød-suppe-version og meget langt fra virkelighedens verden, som til gengæld er beskrevet i ni fantastiske bøger, hvor man følger Laura fra hun er omkring fem år til hun er først i 20´erne.

Da virkelighedens Laura er omkring 16 år gammel, har hun sit første job som lærerinde på en skole så langt fra hjemmet, at hun må bo seks uger hos en familie, hvor konen hader både det hårde nybyggerliv og Laura, som kun får lov til at bo der, fordi der var helt optaget alle andre steder.

Så der midt i snestormene og kulden, både ude og inde, må Laura henslæbe seks hårde uger, hvor hun underviser om dagen og får tiden til at gå om aftenen med at læse i sine egne skolebøger, så hun stadig kan følge med i skolen, når hun kommer hjem igen. Jobbet er nemlig blot midlertidigt, og hun skal tilbage til forældrene, søstrene og hendes egen skole, hvor hun er elev, når de seks uger er gået.

Så det er, mens Laura sidder dér langt ude på prærien og føler sig helt alene og uden venner, at hun alligevel aften efter aften læser i sine bøger, mens hun minder sig selv om at der er ingenting eller ingen, der kan forhindre mig i at lære noget

Dét er en god pointe: At INGEN eller INTET kan forhindre én i at lære noget.

En pointe, som de børn og unge, der måske rammes af lockout´en, med fordel kunne tage til sig. For nok kan det være, at deres skole bliver lukket, at deres lærere bliver lockoutede – men intet eller ingen kan forhindre dem i at lære noget, i at læse i deres bøger og lave deres opgaver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kan man være iværksætter og rød?

Kan man være iværksætter og rød?

Mange vil nok mene, at nej, det kan man da sandelig ikke. Iværksættere er pr. definition blå.

Men nej, sådan er verden ikke. Der findes en del røde iværksættere.

Og hvorfor skulle det i grunden også være en modsætning at være rød og iværksætter? Jeg mener: Folk, der stemmer på Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, er jo ligeså meget tilhængere af vækst og arbejdspladser som alle andre.

For der findes vel næppe dén dansker over 10 år, som ikke for længst har forstået, at hvis vi skal fortsætte med at leve som vi gør, så kræver det, at vi som nation tjener penge.

Og da Danmark nærmest ikke har nogen råstoffer, så skal vi tjene vores penge på vores hitte-på-som-hed, også kendt som innovation.

Det er også derfor, at det er så vigtigt at give de unge en god uddannelse – og et trygt grundlag at tage dén uddannelse på.

For vi har ikke råd til at smide ét eneste klogt hoved på gaden, misse én eneste genial idé.

Og dét, mine damer og herrer, har de røde også forlængst fundet ud af …

Så lad os nu droppe fordommene omkring at iværksættere per definition stemmer blå. Samt at de altid er (over)smarte forretningsfolk uden moral eller geniale opfindere.

For som altid er faktum, at også iværksættere er ligeså forskellige som alle mulige andre. For jo, de fås både i blå, røde og grønne udgaver …

Det vigtige er heller ikke, hvad iværksætterne stemmer – men hvad de sætter igang i samfundet …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Ønsker De cornflakes eller havregrød i Deres morgen-tv?

BRAVO, DR

I går gik DR2 i luften med deres nye morgen-tv, som gerne vil være begavet morgen-tv:

http://www.dr.dk/TV/kanal/DR2/Artikler/20130222142940_7.htm

Og det er lykkes. DR2 Morgen er tv med substans.

Efter en del år hvor TV2 har været alene om at tilbyde morgen-tv til danskerne, kan man nu også se morgen-tv på det nye DR2.

Sammenligner man de to er det lidt ligesom cornflakes versus havregryn.

TV2´s morgentv med de mange indslag med diverse kendisser, følelseshistorier, reklamer og smarte bemærkninger er som de farvestrålende cornflakes med masser af hurtige kulhydrater og sød sukkersmag.

DR2´s morgen-tv med få, men lange indslag, hvor man får aktuelle emner uddybet og sat i perspektiv er derimod som den solide havregrød, der måske nok virker lidt mere kedelig, men både er sundere og giver en god mæthedsfornemmelse, som man kan tære på hele dagen.

Og så kan man jo selv vælge, hvad man foretrækker …

Andre alternativer er selvfølgelig at slukke og læse avisen … eller lytte til radioen ..

Eller læse nyheder og baggrund på computer, iPad eller hvilken elektronisk enhed, man benytter. Så kan man også læse Danmarksbloggen, og dét skal man ikke kimse af  🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kyndelmisse: Lysene tændes på Danmarksbloggen

I går, d. 2. februar, var det kyndelmisse – og Danmarksbloggen blev født.

Kyndelmisse, der betyder lysenes messe, er en kristen højtid, som man har fejret siden middelalderen. I den katolske kirke gjorde – og gør man det – ved at velsigne alle de lys, som skal bruges ved årets gudstjenester.

Læs mere her: http://www.kristendom.dk/artikel/267017:Kyndelmisse–Kyndelmisse-varsler-lysere-tider

Og her: http://www.kristendom.dk/artikel/496259:Indfoering–Kyndelmisse-og-lysskikke-i-danske-kirker

Vi tænder altså vores lys her ved kyndelmisse-tide. Alle vores lys endda. Både dem, der er lavet af stearin og dem, der af lavet af drømme, håb og tanker.

For også ord kan være lys. Ja, ord kan måske i ganske særlig grad være lys.
Lys, der spreder oplysning, viden, tryghed og glæde i det mørke, som nu i mere end et årti har ruget over Danmark.
Et mørke skabt af mørkemænd og -koner, som konsekvent taler til den laveste fællesnævner. Til dén indre svinehund, som så let lokkes frem med lige dele spillen på frygten for alt, der er anderledes og den grådige egoisme.

Men nu vil vi ikke længere finde os i dét mørke! Vi vil tænde lys!
Lys, der stråler og taler om rummelighed og respekt, om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft.

Og de lys bliver flere og flere, som der skrives flere og flere indlæg her på Danmarksbloggen.
Indlæg, der gør os klogere på os selv og hinanden. Indlæg, der får os til at fatte håb om, at Danmark igen kan blive en nation, hvor vi er der for hinanden.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i.

Der er – og skal være – plads til os alle.
Lad os sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Velkommen til Danmarksbloggen

Kære Alle

Velkommen til Danmarksbloggen.
Bloggen, der handler om Danmark, Danskerne og Danskheden.

Bloggen, hvor almindelige danskere kan komme til orde og fortælle, hvordan det er at leve i Danmark.
Bloggen, der med indlæg, artikler, analyser og anmeldelser vil formidle seriøst og sagligt om Danmark og danskerne – og den danskhed, som der snakkes så meget om i disse år.

En danskhed, som mørkemænd og -koner sammen med regnedrenge og managementpiger altfor længe har haft patent på at definere.
Men det skal være slut nu.

For nu vil Danmarksbloggen arbejde på at fremme den danskhed, som i årtier gjorde os elskede og berømmede langt udover landets grænser – og som kan gøre det igen.
En danskhed, der handler om fællesskab og frisind, om solidaritet og sammenhængskraft, om respekt og rummelighed.

En danskhed, der er Danmark og danskerne værdig …
En danskhed, som vi alle skal være med til at definere og beskrive.

Derfor: Giv dit besyv med … skriv om dig selv og dit liv … om det Danmark, du lever i …
Der er – og skal være – plads til os alle. Lad os derfor sammen skabe et Danmark, hvor der er højt til loftet og plads til mangfoldighed og debat.

Hvis du vil kommentere et indlæg, trykker du blot på taleboblen – og så er ordet frit.
Hvis du selv vil skrive et indlæg, så send en mail til undertegnede på djt@doo.dk – og vi finder ud af det.

Vel mødt på Danmarksbloggen!

Venlig hilsen
Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk