Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk?

Udgivet den af
1

Skal man drikke alkohol i store mængder for at være dansk? Og bliver man mere dansk, hvis man tit og ofte nedsvælger enorme mængder alkohol?

Det er der mange, der mener – især i de generationer, der er over 30 år, og som ikke kan tænke sig en weekend uden rødvin, øl og/eller stærke drinks.

Sådan har det været lige siden vikingetiden, vi danske, vi drikker – og drikker meget, lyder argumentet med henvisning til fortidens kæmper, der bællede mjød i en grad og et tempo, som kun nutidens hardcore weekend-rødvins-øl-drinks-drankere kan konkurrere med.

Og ja, siden vikingetiden gik det slag i slag med drikkeriet op gennem Danmarkshistorien.

I middelalderen drak således både børn og voksne øl i stedet for vand. Vandet var fuld af alt muligt, som man blev syg af, så man drak øl istedet, dog øl med mindre procenter end der er i nutidens øl.

I renæssancen drak Christian d. 4 enorme mængder af alkohol, både øl og rhinskvin, sammen med sin søn, den udvalgte prins Christian, der døde af skrumpelever og druk, inden han blev konge. Han tålte ikke de våde varer ligeså godt som faderen.

Senere i 1700-tallets oplysningstid drak alle – men især bønder og andre udsatte – snaps, øl og andre stærke drikke for at holde deres slidsomme og hårde liv ud, som Holberg så mesterligt har beskrevet det i “Jeppe på Bjerget”.

Og op gennem 1900-tallet blev hygge synonym med først det danske smørrebrød, øl og snaps, og senere med grill og rødvin.

Så ja, det er en dansk tradition at drikke alkohol. Drikke for at hygge sig, drikke for at være fri og slippe hæmningerne, drikke for at holde livet ud, om man så skal dø af det, hvad mere end 6000 danskere gør om året. Det er mere end ti gange så mange, som der dør i trafikken.

Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker en fjerdedel af danskerne også over den anbefalede minimumsgrænse, som er 7 genstande for kvinder og 14 for mænd om ugen – og aldrig mere end 5 genstande af gangen.

Dertil kommer så de 10% af danskerne, der drikker over højrisiko-grænsen, som er 14 genstande for kvinder og 21 for mænd.

http://www.sst.dk/Sundhed%20og%20forebyggelse/Alkohol.aspx

Og det er langtfra kun ham på bænken, der drikker. Det er især alle de andre. Dér er misbruget bare accepteret, fordi det jo sker i venners lag eller familiens skød i weekenden. Og den tirsdag aften, hvor man da liiiiiiiige skal have sig en flaske vin … eller den onsdag eftermiddag, hvor man snupper sig et par øl eller fem med kollegaerne. For det er jo SÅ hyggeligt …

Eller er det nu så hyggeligt? For det på overfladen så “muntre” og “hyggelige” alkohol-liv har en skyggeside. Altfor tidlig død, altfor mange dårlige leveår, altfor mange sygdomme og mere end 120.000 børn, som vokser op i familier med alkoholproblemer.

Så nej, alkohol er ikke hyggeligt.

Og nej, bare fordi danskerne har drukket sig igennem et årtusinde, behøver det ikke fortsætte. Vi kan godt ændre vores drikkekultur – og samtidig være danske. Vores danskhed ligger ikke på bunden af en flaske, men findes i mødet og omgangen med vores medmennesker.

De unge er igang. Se her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/07/12/222514.htm

Dét er positivt. Nu mangler vi blot at få de ældre med på vognen, vandvognen. For man kan godt hygge sig og være fri uden alkohol.

Dermed ikke være sagt, at man aldrig skal nyde et glas vin eller en øl. Selvfølgelig kan man det – men med måde.

For der er en verden til forskel på – af og til og gerne med ugers mellemrum – at nyde et enkelt glas, og så dette at lade alkohol og hygge være hinandens siamesiske tvillinger, som altfor mange danskere gør det idag.

Man kan måske endda hygge sig mere og bedre, fordi man er ægte – og det er én selv og ikke et selv influeret af Rhône-vinen eller Carlsberg-øllen eller Smirnoff-vodkaen, der taler.

Man er ihvertfald mere fri, når ens livsglæde ikke afhænger af procenterne i en flaske, men af en selv og ens familie og venner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

FN-by indvies i Danmark: Familien skal samles

Udgivet den af
2

FN-byen på Marmormolen i Københavns Nordhavn indvies i dag af Dronningen, statsministeren, flere andre ministre og en højtstående repræsentant fra FN. Det forlyder, at der måske endda er tale om selveste generalsekretær Ban Ki-Moon.

Men uanset hvem der klipper snoren over til den spetakulære bygning, så de cirka 1200 ansatte nu også officielt arbejder i den nye FN-by, så er det godt og rigtigt, at samtlige otte FN-organisationer, der er repræsenteret i København, kommer til at lægge det samme sted.

Dét sender nemlig et positivt signal om, at Danmark støtter op om FN, både som organisation og som idé. Og det med ideen er det vigtigste.

For det er som idé, at FN er intet mindre end genial.

FN er nemlig vores eneste håb, når den globale familie igen skal finde sammen. Dén familie, der engang for mange årtusinder siden startede på en slette i Østfrika, da vi rejste os op på to ben og begyndte at bruge vores hjerne og redskaber på en måde, der gjorde os til klodens mest succesrige art.

Samtidig med at vi som en konsekvens heraf blev så mangfoldige, måtte vi også rejse ud til alle egne af kloden. Og det gjorde vi. Og vi udviklede os i alle mulige forskellige retninger. Udseende, sprog og kultur blev såre mangfoldige. Dét er en meget smuk historie.

At vi så i mange årtusinder – og allermest i de seneste, såkaldt civiliserede årtusinder – har bekæmpet og bekriget hinanden, så blodet har flydt i store strømme, er en anden – og ret grum – historie.

Men nu er der håb. I disse år sker der nemlig noget. For NU samles vi igen som den store familie, vi trods alt er og altid har været. I øjeblikket spiller især de unge verden over de samme spil, hører den samme musik, er på de samme sociale medier, deltager i de samme demonstrationer og meget andet.

Det er SÅ spændende, og det går SÅ stærkt. Og FN er den organisation, der startede det hele – og som stadig laver rammerne.

Vi er ikke i mål endnu – heller ikke når snoren klippes over på Marmormolen idag. Men vi er et skridt videre på vejen – og dét er såre godt.

Så velkommen hjem til os alle sammen, og især derude på Marmormolen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skt. Hans og glædesblus

Udgivet den af
2

Glædesblus? Ja, det hedder Skt. Hans-bålet faktisk i Holger Drachmann´s midsommervise, hvor vi synger:

Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde …

Ordet glædesblus var ikke noget, som Holger Drachmann fandt på. Det er en gammel betegnelse for de bål, de blus som man tændte flere gange om året for at holde det onde væk.

Se også min artikel om emnet her: http://www.kristendom.dk/artikel/513727:Indfoering–Derfor-braender-vi-baal-til-Sankt-Hans

For det er det, som bålet og ilden handler om, også til Skt. Hans, der er en af årets store overgange – og som ved alle overgange lurer det onde. Så det er ekstra vigtigt at sikre sig imod dem, der vil os mennesker det ondt.

Så vi prøver at holde dem fra livet, fra VORES liv, ikke deres liv. Dét er en vigtig pointe. For det betyder nemlig, at vi ikke sætter heksen på bålet, at vi ikke brænder nogen af. Men at vi selv laver bål og brænder det, så det kan lyse op i den korte midsommernat og fortælle, at her er der varme og glæde, her er der mennesker og godhed.

Sådan nogle Skt.Hans-glædesblus kunne jeg godt tænke mig at tænde, ikke kun her på Danmarksbloggen, men også fysisk rundt om Danmark. Der er brug for dem.

For heksen skal af bålet. Hun hører ikke til dér. Vi behøver ikke at finde og søge ofre og smide dem på bålet. Det er en uskik, som vi skal af med.

For bålet skal ikke være en straf foranstaltet af mørkemænd og -koner, men en glæde, et lys – en oplysning om tolerance og rummelighed. Om det som er virkeligt dansk: Tolerance og frisind.

Derfor: Tænd lys, tænd lys – og lad de lys blive et ægte Skt. Hans-bål. Lad dem blive et glædesblus – uden hekse, men med dét frisind, dén tolerance og dén rummelighed, som engang kendetegnede vores skønne land – og som skal være dets adelsmærke igen. Sådan så vi igen for alvor kan synge med Drachmann i midsommervisen:

Men den skønneste krans bli´r dog din Sankte Hans, den er bundet af sommerens hjerter så varme, så glade ….

Varme hjerter og glædesblus – dét er det, som det hele handler om.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valdemarsdag og Dannebrog

Udgivet den af
1

Hvis ikke Danmarksbloggen skal hylde Dannebrog og Valdemarsdag, hvem skal så?

Dagen idag, d. 15. juni, er nemlig Valdemarsdag, opkaldt efter Valdemar Sejr, der var konge på det tidspunkt, hvor legenden siger, at Dannebrog faldt ned fra Himlen. Det skete som bekendt dén junidag i 1219, hvor de kristne danskere sejrede over de såkaldte vantro estere i slaget ved Lyndanisse i Estland.

Den historiske sandhed omkring Dannebrog i denne historie skal man nok ikke fokusere så meget på. Mere på den gode fortælling. For ikke nok med at Dannebrog faldt ned fra Himlen, så krigslykken vendte. Nej, flaget faldt ned efter at de brave danskere havde opgivet fortsat at kunne holde bisp Anders Sunesens hænder i vejret.

For ifølge historien var det således, at sålænge den gode bisp kunne holde hænderne i vejret og bede til Gud, så havde danskerne overtaget i slaget. Men selv med hjælp fra den danske konges stærke mænd kunne bispen til sidst ikke mere. Hænderne måtte synke ned, og nederlaget ventede.

Men så var det, at Gud bønhørte de danske styrker og bispens bønner. Så var det, at Dannebrog med det hvide kors på den røde flammedug faldt ned fra Himlen som en velsignelse fra oven. Og så kan det ellers nok være, at de vantro estere, hedningene, blev slået, og danskerne vandt ikke kun slaget, men hele landet, som de straks efter tvangskristnede.

Historien om Dannebrog er altså en dramatisk historie. En historie om fundamentalisme og vold.

En historie, som det er godt at huske på en Valdermarsdag. Nemlig at det flag, som vi kalder vores, Dannebrog, oprindeligt ikke havde meget at gøre med dén tolerance og dét frisind, som vi idag gerne forbinder med Danmark.

Men at Dannebrog oprindeligt var en kristen korstogsfane, der siden senmiddelalderen  har været almindeligt brugt i Danmark. I starten som kongens og statsmagtens
flag, men siden Treårskrigen 1848-51 som hele befolkningens flag.

Og sådan er det stadigvæk. Danskerne flager med Dannebrog i en grad, som man kun gør få andre steder i Verden, både ved festlige, sørgelige og officielle
lejligheder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rejsekortet egner sig ikke til at rejse med

Udgivet den af
1

Store projekter har to kendetegn:
1) De skal gennemføres for enhver pris. For der er prestige i dem.
2) De har det med at gå galt. Enten fordi projektet koster for meget eller har store indkøringsproblemer.

De to kendetegn er nærmest en naturlov for store projekter – eller også er der bare tale om dårlig projektledelse.

Det sker også, at de store projekter går meget værre. Ja, at det hele ender så galt – og endda allerede inden det er begyndt – at man seriøst burde overveje at udsætte projektet, måske endda droppe det.

Et af disse det-endte-helt-galt-projekter er rejsekortet, som for alvor skal implementeres i den offentlige trafik den kommende sommer. Fra d. 1. juli 2013 stopper salget af de gammeldags klippekort, og fra 1. juli 2014 kan man slet ikke bruge dem længere. Så skal alle istedet bruge rejsekort.

Men der er store problemer med det. Det er både mere besværligt og dyrere. Som Heidi Sagos skriver om det:

“Rejsekortet er meget dyrere end klippekort. I går tog jeg bussen inden for zone 2. Jeg betalte 12,- på ud-turen, men da jeg en halv time senere skal retur, kan jeg ikke køre hjem på den samme billet, men skal checke ind og ud igen til en pris af yderligere kr 15,- !!!! Hvorfor er der forskel på ud- og hjemrejse indenfor den samme zone!!. Hele turen havde kostet mig eet klip a 15,- på de gode gamle klippekort. Istedet skulle jeg betale i alt 27,- med rejsekortet!!!! Tror nok lige at jeg skal have købt mig nogle gode gammeldags klippekort, mens tid er. For det er MEGET dyrere med rejsekort!!!!”

Heidi Sagos´ oplevelser er ikke enkeltstående. Tværtimod beskriver de meget fint, hvordan de fleste oplever at skulle bruge rejsekortet.

Vi lever i et samfund, hvor teknologien aldrig har været bedre, og hvor vi har masser af ressourcer og viden. Det burde kunne lade sig gøre at opfinde en model, der virkede noget bedre – og som ihvertfald ikke kostede mere, men gerne mindre at anvende for brugerne.

Så som det ser ud pt., er det nærliggende at bede rejsekortet i dens nuværende form om at ryge og rejse.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fremtidens medie: Nyheder og dybde på samme tid

Udgivet den af
1

Vi vil have det hele – og vi vil have det, når vi har lyst. Sådan er det her i 2013 med alle ting, og måske især allermest når det gælder nyheder og viden.

Altså: Vi vil have at vide, hvad der sker, MENS det sker. Det har mange af de analoge – og de digitale – medier ikke helt forstået. Men der skal blogges og sendes film og billeder og tekst af folk, som er på stedet, som står midt i det. Dét forventer vi.

Samtidig vil de fleste af os også godt vide, hvorfor noget skete, hvem der gjorde hvad, hvad man kan forvente, der sker fremover i sagen og så videre. Og denne baggrundsviden, dette overblik og perspektiv forventer at få ganske hurtigt – og ikke først tre dage bagefter i søndagsudgaven af en avis.

Nøgleordene er altså hurtighed og fordybelse.

Og mange tror, at svaret ligger på de sociale medier. Men gør de nu også dét?

For ja, man kan få allehånde subjektive beretninger fra Twitter og Facebook. Men de er jo netop subjektive, og derfor ikke valide som kilder til seriøs journalistik, der stiller nogen helt andre krav til de oplysninger, der viderebringes. For alle oplysninger skal være saglige og i overensstemmelse med de faktiske forhold, hvis de skal kunne bruges i en seriøs sammenhæng.

Og det er måske dér, at det rigtige dilemma ligger: For skal medierne overleve, skal de formå at være både HURTIGE og EMPIRISK KORREKTE – samtidig med at der i løbet af kort tid skal diskes op med både personlige beretninger og den baggund, den fordybelse, som en del mennesker også vil have.

Det er en stor udfordring, og jeg er ikke sikker på, at de danske medier er gearet til denne opgave, selvom de gerne selv vil tro det.

Men der mangler noget dynamik og en forståelse af, at læseren også er bidragsyder til denne form for journalistik. Det og så en ny slags journalister, som er istand til at navigere i dét kaos, som en sådan formidling også er det, uden at miste overblikket, og uden at slække på standarden.

Altså journalister, som ved så meget og som er så gode til at stille spørgsmål og tjekke kilder, at de kan servere det, som er både nyt og dybt på samme tid – og ganske hurtigt.

For kan vi få dét, SÅ er vi ved at være dér. Danmarksbloggen vil ihvertfald gerne være med til det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Digital postkasse – er du klar?

Udgivet den af
2

Om godt og vel 1½ år skal alle borgere i Danmark have en digital postkasse, altså en email-konto, som skal tjekkes tit og gerne dagligt, da det bliver til denne email-konto, at al post fra det offentlige bliver sendt.

Det er nemt nok for de fleste af os, men ikke for alle. For hvad med de ældre? De hjemløse? Og så alle dem, der i øvrigt er uden it-kundskaber og computere?

Alle disse mennesker vil pr. d. 1. januar 2015 blive hægtet endnu mere af samfundet end de er det i forvejen – medmindre altså, at de har anskaffet sig en computer og lært at bruge et mail-system. Noget, der både økonomisk og læringsmæssigt kan være særdelses svært for mange af de berørte.

Begrundelsen for de digitale postkasser er, at det offentlige sparer penge. Men ingen kender regnestykket, som man kan se det af nedenstående artikel:

http://epn.dk/teknologi2/ECE5503776/regnestykket-bag-tvungen-postkasse-kendes-ikke/

For nok sparer stat og kommune penge, men Post Danmark, der er delvist statsejet, vil miste både arbejdspladser og indtjening.

Gevinsten ved de digitale postkasser kan derfor være svær at få øje på, også for it-kyndige.

Tabet for de ikke-it-kyndige er derimod meget let at se. Mange af dem vil ikke være istand til at få fat på deres post fra det offentlige, og de vil dermed risikere at gå glip af både ydelser og anden hjælp, som de ifølge loven har krav på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

The good news …

Udgivet den af
2

The good news! Er det dem, som vi vil have?

Er vi så trætte af død og ødelæggelse, af konflikter og skænderier, at vi vil have the good news – og kun dem?

Måske. Ihvertfald engang imellem, når livet går os imod, og vi trænger til at blive ladet op og fyldt med tro på, at verden er et godt sted at være – og menneskene kærlighedsfulde og positive, når det kommer til stykket.

Men hvad så, når alt kører, og vi føler os som en stor succes? Eller det bare er almindelig hverdag? Behøver vi så stadig the good news – og kun the good news?
Eller er det der, at vi kan lide at svælge i skandaler?

Svaret er ja. Ja til at det kilder lidt i maven at læse the bad news, så længe selvfølgelig at det ikke er for “bad”. For der er sager, som det altid er ubehageligt og væmmeligt at høre om, som man altid får det dårligt af at læse, og dem ønsker de fleste at slippe for. Men lidt skilsmisser og lidt politiske rævekager, dét kan de fleste omvendt godt lide at læse om fra tid til anden. Og det er alt sammen såre menneskeligt.

Man kunne ønske, at vi var mere optaget af lys, glæde og lykke døgnet rundt. Men vi drages af konflikter og skandaler, drages af gyset og følelsen “godt-det-ikke-er-mig”.

Så nok kan vi glædes over et bryllup og sige nååååååårh til en nuttet hundehvalp, men det er også sjovt at læse om de kendte, der jokker i spinaten eller om politikeren, der bliver grillet.

Det er altsammen ganske vist …

Danmarksbloggen prøver ihvertfald på at bringe lidt af det hele – men altid med fokus på mangfoldigheden og rummeligheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Sådan får vi gang i væksten

Udgivet den af
1

Får en mindre selskabsskat virksomhederne til at ansætte flere? Næppe.
Det får blot virksomhederne til at øge deres overskud, eventuelt til glæde for aktionærerne, men ikke for de mange, der mangler et job.

En virksomhed øger som bekendt kun antallet af ansatte, hvis der er et incitament til at gøre det. Det er logik for burhøns, fristes man til at sige …

Men hvad kan incitamentet til det være? Ja, det kunne jo være et større overskud for virksomheden. Se nedenstående link:

http://www.youtube.com/watch?v=CKCvf8E7V1g

Konklusionen er, at rige menneskers forbrug ikke kan skabe job. Det er derimod middelklassens forbrug, som kan  det. For uanset hvem man er, så kan man kun købe så og så mange par jeans, spise så og så meget mad på restauranter. Og der er ikke nær rige nok til, at deres forbrug kan skabe flere jobs, hedder det i klippet.

Nej, man skal istedet have gang i middelklassen, så den forbruger. For så kommer der gang i produktionen til glæde for både overklasse, middelklasse og underklasse, lyder konklusionen, som følges op af en opfordring til at lade de rige betale investeringerne i produktionen.

De rige, der omtales i klippet, skal oversat til danske forhold forstås som både enkeltpersoner, virksomheder og organisationer med store pengebeholdninger.

Og der er noget om snakken. For skal vi have gang i Danmark og gang i væksten, skal pengene ud og cirkulere og ikke puges sammen hos nogle få.

Og dér, hvor pengene skal igang med at cirkulere, er ikke hos Danmarks meget lille overklasse, men hos den store middelklasse. Den middelklasse, der i øjeblikket er meget mådeholdne og bange for at blive arbejdsløse – og havne nede hos dem, der ikke har råd til en snus.

Ergo er det ikke skattelettelser i selskabsskatten, der er brug for. Det er heller ikke skattelettelser til dem, der i forvejen tjener mest.

Det, der behøves, er en ændring i vores opfattelse af, hvad der virker – og så en erkendelse, der fører til, at vi handler anderledes. At vi forlanger, at alle tager deres ansvar for samfundet på sig. Ikke kun de svageste, som der ellers skydes så ivrigt på i disse år.

Men også og måske især at de rigeste – hvad enten de er enkeltpersoner eller virksomheder eller organisationer – lever op til deres ansvar og investerer i de arbejdspladser der skal til for, at middelklassen kan få job og begynde at forbruge – til gavn og glæde for hele samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Historien om en moder: Irena Sendler reddede 2500 børn

Udgivet den af
2

For godt en uge siden fejrede vi Danmarks befrielsesdag – og idag er det mors dag. En kommerciel dag, hvor blomster og chokolade fylder mere end det burde.

Hvor historien om en moder, der reddede 2500 børn, er langt mere spændende og inspirerende. Så her kommer historien om Irena Sendler:

Befrielsestiden var mange ting. En af dem var Folke Bernadotte og de hvide busser, der kom hjem med de overlevende fra kz-lejrenes rædsler.

Senere hen hørte en overvældet verden om nogle af de helte, der med fare for eget liv havde arbejdet for og iblandt tyskerne for at redde jøder og andre, som var forfulgte. En af disse helte er Schindler og hans berømte liste, som Steven Spielberg lavede en film om.

Men der er en heltinde, som de fleste ikke kender, men hvis navn burde stå med flammeskrift:

Hendes navn er Irena Sendler

http://www.auschwitz.dk/sendler.htm

I dag er det fem år år siden, at hun døde.

Irena Sendler var småbørnsmor og kristen. Hun arbejdede i krigens første år som socialarbejder i Warzawas ghetto, hvor mere end 5000 jøder hver måned døde af sult eller sygdom. Dén gru og dén nød kunne Irena Sendler ikke bare stå og se på. Hun måtte gøre noget.

Så hver dag kørte hun ind i lejren i sin lille bil, hvor hendes hund altid var passagerer. Irena havde lært hunden at gø højt, når den så en tysk uniform, så hendes bil blev aldrig undersøgt. Der var ingen, der ønskede at komme i nærheden af den gale hund.

Det var smart. For i en sæk i hendes bil kunne der ligge et større barn eller to, mens Irena havde et mindre barn i hendes store, specialbyggede taske, der var lavet, så den passede lige til et lille barn. Så hver gang hun kørte ud, havde hun mindst to børn med sig – skilt fra deres forældre, men på vej ud i friheden og livet.

Og på den måde gik ugerne og månederne. Irena Sendler smuglede barn efter barn ud, men efterhånden fattede tyskerne mistanke til hende. Og i oktober 1943 slog de til og arresterede den unge mor, som blev sat i fængsel.

Her var hun i flere måneder, men til trods for at nazisterne brækkede hendes ben og fødder og lavede andet tortur på hende, sagde hun ikke en lyd. Fortalte ikke med en eneste stavelse, hvad der var sket med børnene. Nazisterne dømte hende derfor også til sidst til døden.

Men i sidste sekund lykkedes det den polske modstandsbevægelse at bestikke en tysk soldat, så Irena Sendler blot kom på listen over henrettede. Mens hun i virkeligeheden kom ud og levede skjult under resten af krigen, hvor hun dog stadig hjalp så mange jøder, som hun kunne.

Så da krigen sluttede, kunne Irena Sendler tage tilbage til naboens have og grave det syltetøjsglas op, som hun under krigen havde gravet ned. Et syltetøjsglas med lister i, hvor hun omhyggeligt havde noteret hvert eneste barns jødiske navn og familie sammen med barnets nye kristne navn.

De efterfølgende måneder brugte hun så på at opsøge alle børnene og forene de familier, hvor forældrene stadig var i live. Det var ikke mange, og det smertede hende dybt.

Præcis som det havde været frygteligt at tage børnene fra deres forældre. For som Irena Sendler sagde det: Jeg vil for altid høre skrigene og gråden, når jeg adskilte forældre og børn.

Men for alle børnene sørgede hun for en god opvækst hos kærlige familier eller på tilsvarende kærlige børnehjem og klostre. Jeg oplevede aldrig, at nogen sagde nej til mig, når jeg spurgte, om de kunne tage et barn, fortalte Irena Sendler, da hun som en ældre dame endelig fik verdensomspændende anerkendelse for hendes enesteående bedrift.

For hun var en helt. En af de få. Men selv opfattede Irena Sendler sig ikke som helt:

“Jeg kunne have gjort mere, men jeg gjorde det ikke. Det fortryder jeg, og den fortrydelse vil følge mig til min dødsdag,” sagde kvinden, der reddede 2500 børn fra nazisternes umenneskelige djævelskab.

Kvinden der udførte en bedrift, der er større end det kan siges med ord. Og så alligevel. For nobelprisvinderen og holocaust-overleveren Elie Wiesel skrev om dén tid og de få modige, der var:

“Dengang var der mørke alle steder. I himlen og på jorden. Alle åbninger ind til medfølelse så ud til at være lukkede. Dræberne dræbte, og jøderne døde – og den omkringliggende verden var enten ligeglade eller medskyldige. Kun få havde modet til at gøre noget.”

En af de få var Irena Sendler. Ære være hendes minde.

Ps. I 2007 var Irena Sendler indstillet til Nobels fredspris, men fik den ikke. Den gik i stedet til Al Gore og hans snak om klimaforandringer. Information, som alle vidste i forvejen contra at redde 2500 børns liv med fare for sit eget liv. Dén lader vi lige stå et øjeblik!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk