Kategoriarkiv: Viden & Teknologi

Den gyldne sommer og at bruge tiden

Udgivet den af
2

Astrid Lindgren skriver i bogen “Kalle Blomkvist lever farligt”: Hvem var det, der sagde, at en sommerferie var lang? Det er helt forkert! En sommerferie er så sørgelig, ubarmhjertelig kort, at man kunne græde. De gyldne dage rinder bort, den ene efter den anden. Det gælder om at udnytte hvert sekund.

Hun har ret. Især når man husker også at lave ingenting indimellem, både i sommerferien og ellers. For nogle gange bruges tiden bedst, når den bruges til ingenting udover bare at være …

Jeg nægter ihvertfald at stresse over konstant at skulle have det bedste afkast af tiden, som var den en anden bank-konto. For så bliver tiden, både den i sommerferien og ellers, da i sandhed kort og uden nu, glæde og dybde.

Men alligevel har hun ret, Astrid Lindgren. De gyldne sommer(ferie)dage skal nydes i fulde drag. De skal suges ind, svømmes, duftes, spises og drikkes … De skal føles, leves, drømmes og sanses udover alle grænser.

For som der står i visen “Når egene knoppes”: Men bedst som du kommer, du favre skærsommer, så hastigt du flyr som en drømmerig blund …

Så med andre ord: NYD SOMMEREN, saml alt hvad du kan af lys og varme. Der bliver brug for det i dén vinter som kommer, en vinter med tid til fordybelse og drømme om næste gang natten igen bliver lys, og luften igen mild og fuld af blomsterdufte og fuglesang. Næste gang det bliver sommer(ferie) …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Danske Perler: Smålandsøerne

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

SMÅLANDSØERNE

Smålandsøerne eller Sydhavsøerne, som de også kaldes, er tre små øer, der ligger nord for Lolland.

Den største er Fejø, og derefter kommer Femø og Askø-Lilleø. Tre øer med samme af Østersøen begunstigede milde klima. Men også tre øer som har hver sin helt specielle identitet.

Fejø er især kendt for sine æbler og pærer, der sælges året rundt – og som om efteråret sejles til Nyhavn af de navnkyndige pæreskuder, hvor københavnerne står på nakken af hinanden for at købe noget af Danmarks allerbedste frugt. Æbler og pærer, som ikke kun smager godt, men som også hvert forår gør Fejø til et skønt skue indhyllet i en fantastisk duft, når de mange frugttræer blomstrer i maj måned.

Men øen, der kun har 500 faste indbyggere, har mere end æbler og pærer at byde på.

Fejø er også hjemstedet for de såkaldte drivkvaser, en slags både med indbygget dam pga hullerne i bunden, hvor fiskene kan svømme rundt og dermed være levende, indtil de landes, når båden kommer i havn. Et besøg på Fejø om sommeren er altså lig med friske fisk og masser af frugt og grønt.

Femø forbindes for mange med kvindelejr, frigørelse og bare bryster – eller med andre ord: Alle myterne om 70´erne. Og kvindelejren – der er verdens ældste af sin slags – findes også stadig på Femø, hvor alle slags kvinder mødes fra juni til august for at være sammen og deltage i diverse samtaler, workshops m.m.

Men Femø er også kendt for jazzfestivalen, der hver sommer samler flere og flere gode artister – og hvor unge, håbefulde jazzmusikere også kan gå i masterclass præcis som i jazz´ens hjemby New Orleans.

Femø er også kendt for sit sindrige system af stier på kryds og tværs af øen, hvor man hverken kan køre eller cykle, men blot gå og dermed komme helt ned i gear og få sjælen med.

Den sidste ø er Askø-Lilleø, der også er den mindste af øerne, hvilket betyder, at havet er endnu mere lige i nærheden, uanset hvor man er på øen.

Askø-Lilleø har derfor et lys, som er helt specielt – og som får mange kunstinteresserede til at finde papir, tegne- og malergrejet frem.

Andre foretrækker fiskestangen, bogen eller andre livs- og energigivende sysler.

Heldigvis er det ikke noget krav, at man skal vælge imellem de tre smålandsøer, hvis turen går sydpå. Båden sejler flere gange om dagen til dem alle tre, så det er bare at tage på øhop i Smålandshavet og smage æbler og pærer, lytte til jazz, fiske og måske male eller fotografere det fantastiske lys.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771
Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet: http://danmarksbloggen.dk/?p=4807

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Is-vitaminer – en vigtig del af sommeren

Udgivet den af
1

Is-vitaminerne er ikke så kendte. Men de er meget dejlige og velsmagende. Og det kan anbefales at få sine is-vitaminer hver dag hele sommeren igennem.

Is-vitaminer gør nemlig sommeren så meget bedre!!! Og både sjæl og krop har rigtig godt af dem!!!

Akut is-vitamin-mangel er derfor heller ikke sundt – for sindet.

For hånden på hjertet, så er det nok sindet, som vi taler om her. Is-vitaminer optræder ihvertfald ikke i nogen madpyramider eller anbefales i noget træningsprogram.

Omvendt behøver selv den mest trænede krop et sundt sind.

Og i Danamrk er vi gode til at træne kroppen, men dårlige til at træne sindet til at være fuld af kærlighed og varme

Det gør sommeren med al dens sol og lys noget ved. Sommer stemmer sindet til glæde og varme.Til at være favnende og kærlig.

Og intet hjælper denne kærlighedsevne bedre på vej end de daglige is-vitaminer i form af vanillieis, karamelis, chokoladeis, sorbetis – ja, lige den is, som man foretrækker.

For i Danmark skal der være plads til os alle sammen, uanset farve og smag.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Ribe, domkirken, marsken og Vadehavet

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

RIBE, DOMKIRKEN, MARSKEN OG VADEHAVET

Ribe er blevet kåret som Danmarks smukkeste by. Noget, der giver god mening, når man kommer kørende og ser domkirken tårne sig op i marsken og over den gamle by.

Ribe er således den eneste domkirkeby i hele Danmark, hvor den nutidsbesøgende får samme oplevelse af byen som den rejsende fik for 500 år siden – eller som i Ribes tilfælde 1000 år siden. For så gammel er Ribe. Det er ganske enestående, og det spænder forventningen højt til, hvad der møder en, når man kommer ind i byen.

Der bliver man så ikke snydt … for nu at sige det mildt og på jysk. Tværtimod så er det ren idyl, der møder den besøgende. Gamle, krogede gader med små huse, en å der slynger sig, små vandmøller og et hyggeligt, myldrende købstadsliv finder man overalt i det centrale Ribe, hvor så mange store kulturpersonligheder har boet.

Så meget tros- og åndsliv i mere end 1000 år på ét og samme sted – det kan mærkes, også fysisk.

Luften er nærmest mættet af viden, digte, salmer, musik, historier og hvad der ellers er blevet bidraget med fra biskop og salmedigter H.A. Brorson og reformatoren Hans Tausen over komponist Oluf Ring og dramatiker Kjeld Abell og til skaberen af Verdensuret Jens Olesen og mange flere endnu – også Danmarks mest berømte heks Maren Splids.

Midt i byen står selvfølgelig Ribe Domkirke – Vor Frue Kirke – bygget i lidt forskellige stilarter fra forskellige perioder og karakteristisk med sin spirløse firkantede tårn.

De forskellige stilarter fortsætter, når man kommer ind i kirken, hvor især Carl Henning Pedersens kalkmalerier, mosaikker og glasmalerier i apsis skiller sig ud som værende meget moderne i den gamle kirke. Lige siden kunstværkerne blev skabt i perioden 1983-88, har de også været meget omdiskuterede. For hører de overhovedet til i den gamle domkirke?

Meningerne er delte, men et besøg værd – dét er Ribe Domkirke, hvor man også kan gå op i tårnet og se udover Danmarks ældste by og den flade marsk.

Kunstværker af høj – og ældre – klasse finder man også på Ribe Kunstmuseum, som af mange regnes for Danmarks bedste kunstmuseum lige efter de to sværvægtere Statens Museum for Kunst i København og Aros i Aarhus. Museet har også en imponerende samling af dansk kunst, som bestemt er en rejse værd.

Der er med andre ord meget at komme efter i Ribe – også selvom dronning Dagmar ikke ligger begravet dér, selvom hun døde i Ribe, som det synges i folkevisen ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”, der dagligt afspilles fra domkirkens klokketårn. Men hendes mand, Valdemar Sejr, bragte Danmarks elskede dronning til Ringsted, hvor hun nu ligger begravet i Sct. Bendts Kirke.

Når man er i nærheden af Ribe, er der ikke langt til Vadehavet. At køre derud selv kan dog være lidt besværligt, men så kan man parkere bilen og tage traktoren.

Det er der mange, der gør, især forår og efterår, når fænomenet sort sol optræder i området. Sort sol er de kæmpestore stæreflokke, der to gange om året flyder som mægtige skyer over det flade marskland og Vadehavet.

Men også om sommeren er Vadehavet et besøg værd. At iagttage vandets kræfter ved ebbe og flod er altid fascinerende, uanset om man vil tage fotos, samle muslinger eller bare nyde scenariet.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her::
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769
Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4771

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Jordbær-reminder

Udgivet den af
1

I denne yndige og frydefulde sommertid iler Danmarksbloggen med en jordbær-reminder.

For det er vigtigt at huske at få masser af de søde, røde jordbær, som der er så mange af i disse uger.

For jordbær skal nydes og spises: Ad-libitum fra bakken, sammen med mælk eller fløde i en dyb tallerken, skåret ud i skiver og drysset med sukker på hvidt brød som jordbærmadder, blandet sammen med marengs, flødeskum og vanillesukker som eton mess, og hvad man ellers kan finde på.

Jordbær er pragtfulde, og sommertid er jordbærtid. Skøn, skøn jordbærtid.

Og når der spises jordbær, så samles der sol, lys og sommer, så lagrer vi kraft og saft til at tære af i den kolde tid. Og dét har vi brug for.

Især når vi husker at nyde jordbærrene og dét Danmark, der er allerskønnest her i  de lange, lyse dage og de korte, lyse nætter.

Så spis (en masse) jordbær.

Carpe diem, grib dagen, sagde romerne. De havde ret.

Grib sommerdagen, gør den og Danmark til en oase af varme, lys og kærlighed for alle, der møder dig – og alle de andre, der vælger de søde jordbær og glæden og kærligheden til fremfor de sure rønnebær, mismodet og misundelsen.

For vi er altfor gode til her til lands at fokusere på efterårets mørke, kulde og regn, på de sure rønnebær, mismodet og misundelsen – på griskheden og grådigheden.

Lad os istedet lære at være gavmilde og at nyde sommerens lys, varme og sol, de søde jordbær, glæden og kærligheden, når de er der – og tænke med taknemmelighed på det hele om efteråret, drømme om det om vinteren og glæde os om foråret til det altsammen kommer igen.

Til det bliver sommer igen – jordbær igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Køge ås, Grundtvigs grav og Malerklemmen

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen fortsætter serien om fem – ikke så kendte – steder i Danmark, der er de rene perler.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned, således også i dag, hvor det skal handle om:

KØGE ÅS, GRUNDTVIGS GRAV OG MALERKLEMMEN

Køge er til dels kendt som byen, hvor det store cykelløb Sjælland Rundt har både start og mål, og til dels som en gammel og smuk by med to ugentlige og livlige torvedage på byens store torv. Den historieinteresserede husker sikkert også hekseforfølgelserne ifbm Kjøge Huskors, og den kunstinteresserede tænker på Køge Skitsesamling. Og det er alt sammen såre hyggeligt og en del af livet i købstaden, der ligger en halv time med toget fra Københavns Hovedbanegård.

Men går man igennem de gamle gader og ud på den anden side af byen, kommer man til et stort skovområde, der strækker sig over 20 km mod vest.

Det er Køge ås – en slags aflang bakke skabt under gletsjeren i sidste istid, der ellers efterlod området på Midtsjælland som flad og frugtbar morænejord. Åsen, som skoven ligger på, er derimod bakket og bølget og sine steder ganske høj (det højeste sted er 24 meter) og stejl.

Man kan fx tage til Lellingeskoven cirka 5 km vest for Køge, hvor man for alvor kan gå på åsen og se mange meter ned på den lille å, der løber gennem skoven lige ved siden af den bakkede ås.

Inden man når dertil, kan man dog – i hvert fald to dage om året – besøge dansk åndslivs kæmpes sidste hvilested, nemlig N.F.S. Grundtvig´s grav, der befinder sig på Clara Kirkegaard på selve Køge Ås tæt ved Gammelkjøgegård.

Grundtvigs anden kone var nemlig Marie Toft, som var søster til den daværende ejer af Gammelkjøgegaard. Men også Grundtvigs tredje kone, komtesse Asta Krag-Juel-Vind-Frijs, har sit sidste hvilested på kirkegården. Hun var også niece til den Clara, der lagde navn til kirkegården, og som døde ung i 1852.

Grundtvig selv blev derimod 88 år og døde i 1872. Selve bisættelsen af den store mand fandt sted i Vor Frelsers Kirke i København, og derfra blev kisten med tog ført til Køge og ud på åsen, hvor en af Danmarks største sønner nu ligger på Claras Kirkegaard, der kun er åben for besøgende den 15. maj og den 8. september – og her endda kun efter forudgående aftale med godskontoret.

Så et besøg ved Grundtvigs grav er altså enten en forårs- eller en sensommerbegivenhed. Åsen er derimod åben alle dage – og Grundtvigs salmer kan også synges året rundt.

Når man er færdig med salmerne ved Grundtvigs grav og de stejle skrænter i skoven, kan man tage endnu nogle km mod vest, nemlig til moseområdet Dyndet, der ligger malerisk ved den lille stationsby Borup. Dyndet byder på både ås, badesø samt masser af grønne træer og buske fuld af fuglesang – samt en campingplads.

Endelig er det også her, at Malerklemmen ligger. Malerklemmen, der for alle på Midtsjælland, men også for mange andre er et sted, som man bare MÅ besøge for at smage deres berømte æbleskiver.

Malerklemmen er en gammel gård, der kan dateres tilbage til stavnsbåndets tid i midten af 1700-tallet, og som oprindelig var bolig for den forhadte ridefoged. Siden 1963, hvor en kunstmaler købte gården og lavede den om til et traktørsted, har gården dog heddet Malerklemmen. Altså malerens sted med klemmen, som hidrører til at gården til sidst kun havde en lille strimmel jord, en såkaldt klemme jord at gøre godt med.

Umiddelbart kunne man ellers godt tro, at der var der tale om de klemmer, som man kan spise. Klemmer er nemlig et gammelt ord for madder, typisk to stykker brød, der er lagt sammen med pålæg i midten. Men nej, klemme her betyder en lille strimmel jord. Og så er det jo også æbleskiverne, som Malerklemmen er berømt for.

Læs tidligere indlæg i serien om de danske perler her:
Mors, Fur og moleret: http://danmarksbloggen.dk/?p=4769

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sommer, sol og søndags-dansk

Udgivet den af
1

Det er sommer, det er sol, og det er søndag, synges der i Far til 4-filmen fra 1953, der ligesom de andre originale Far til 4-film altid tænder nostalgien hos moderne danskere. Livet og verden – og i særdeleshed Danmark – var bare bedre dengang, sukkes der,  mens store og små sluger den danske sommer anno glansbilledet fra 1950´erne.

Men hvad vil det i grunden sige, at noget er sommer, sol og søndags-dansk?

Er det netop de gamle, danske film? Som Far til 4-filmene med Ib Schønberg som det naturlige midtpunkt? Eller hvad med en klassiker som “Sommer i Tyrol” med en dårende dejlig Susse Wold og en Dirch Passer, der flere steder i filmen viser de dybder, som han også rummede, men sjældent fik lov til at vise. For der er unægtelig dansk sommerstemning i filmen, selvom den er filmet i og foregår i de østrigske alper.

For hvad er sommer, sol og søndags-dansk?

Ja, det er ihvertfald maden. Den klassiske, danske frokost med smørrebrød, øl og snaps. Jordbær og koldskål. En isvaffel – med hele svineriet. Og i vor tid også grillet kød og rødvin. Eller rejer og rosé-vin.

Og så er det selvfølgelig sommer i Danmark, når Dannebrog vejrer over kolonihaven en sommersøndag. Vores rød-hvide flag ser bare så smuk ud mod en blå sommerhimmel og med sommergrønne træer i baggrunden.

Hygge, samvær med familie og venner og en tur i bølgen blå. Ja, det hører sig også til drømmen om sommer, sol og søndags-dansk.

Men måske er det alligevel drømmen, der er allermest sommer, sol og søndags-dansk?

Drømmen om den danske sommer, om solen og om søndagen. Om disse i reglen få danske sommerdage med varme og sol, hvor man kan sidde ude fra morgen til aften – uden at have en trøje på. Om det at have fri. Sangen er jo fra dengang, hvor man kun havde fri om søndagen.

Men sommer, sol og søndags-dansk er også – og måske allermest – den lidt naive tilgang til verden, dette at ville alle og hinanden det godt …

Denne skønne indstilling, som er blevet glemt i de seneste årtier … men som er den, som vi kommer allerlængst med, også i en globaliseret og konkurrencepræget tidsalder.

Der er noget godt over dét at smile til verden og måske allermest en sommerdag, hvor man har fri – hvor man er fri.

Fri og ligetil … som Kim Larsen synger om det og Danmark i “Danas have”: Dengang vi havde succes med at være fri og ligetil …

Det er dér vi skal hen igen … dér hvor vi er fri og ligetil og kerer os om hinanden, både om hverdagen og om søndagen, om vinteren og om sommeren.

For et samfund med varme og rummelighed – dét er allermest sommer, sol og søndags-dansk – og dét er ganske vist.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske perler: Mors, Fur og moleret

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen vil her i sommerferien anbefale fem – ikke så berømte som de har fortjent det – steder i Danmark. Alle kender jo til Skagens, Bornholms og Københavns lyksaligheder. Møns Klint og Vesterhavet er også på listen over velbesøgte steder i Danmark.

Men Danmark består af flere perler, som tit overses. Perler, som Danmarksbloggen i denne sommerserie vil sætte på det mentale Danmarkskort igen.

Læs derfor med hver tirsdag i juli måned startende i dag, hvor det skal handle om:

MORS, FUR OG MOLERET

Mange danskere kender ikke moleret, som udtales mo-ler, altså mo og ler med tryk på begge dele, men mest på mo.

Moler har dog ikke noget med ler at gøre. Moler er rester af skaller fra nogle små dyr, der levede i havet for ca 54 millioner år siden. Det var dengang, hvor Europa og Nordamerika skiltes og drev hver sin vej. Og ude i det dengang nye Atlanterhav stod vulkanerne på række og geled og havde udbrud så jævnligt, at det ville nedlægge fly-trafikken totalt, hvis noget lignende skete i dag.

Men dengang var vi mennesker der ikke, så ingen tog sig af det. Heller ikke de små dyr diatomeerne, der når de døde faldt ned på havbunden, hvor deres kiselholdige skaller gennem århundrederne hobede sig op sammen med lagene af aske fra vulkanudbruddene samt skeletterne af de andre dyr, der døde i havet.

Så gik år-millionerne – og havbunden og dermed bunkerne af skaller og skeletter steg og blev bakket landjord, og isen kom og skubbede til det hele. Og resultatet blev det, som i dag findes på Mors og Fur og kaldes moleret: Store klinte-agtige vægge på op til 60 meter i gule, hvide og brunlige nuancer afløst af de sorte og grå askestriber, der snor sig som slyngede bånd på moler-væggene.

Det er så smukt og mægtigt, at det skal opleves – og så er det i øvrigt enestående.

I hele verden er der nemlig kun to steder, hvor der er moler – og det er på Mors og Fur i den danske Limfjord. Det kan vi danskere godt være stolte af.

Meget stolte.

Det undrer derfor også Danmarksbloggen meget, at moleret IKKE kom med på UNESCO´s liste over verdens naturarv. For moleret er mere særligt end både fiskeleret på Stevns og Vadehavet. Fiskeler findes der nemlig mange steder i verden, blot ofte ikke så tydeligt som på Stevns. Og Vadehavet er nok det største område af sin art, men der findes også andre tilsvarende områder.

Moleret derimod findes KUN på Mors og Fur i hele verden.

Danmarksbloggen vil derfor anbefale alle at tage dertil og se moleret. Både ude på lokaliteter som Ejerslev, Feggesund og Hanklit – og på Molermuseet, hvor man også kan se mange af de forsteninger af dyr og planter, som der er fundet i moleret. Blandt andet en stor, flot havskildpadde, der har fået navnet Luffe.

På molermuseet kan man også låne en rigtig geologhammer, så man selv kan prøve at finde noget i moleret, der er så rigt på fossiler. Men husk: Ikke noget med at hakke løs på molervæggene. Man må kun slå på de molerstykker, der allerede er faldet ned.

Som regel må man beholde det, som man finder. Men er fundet stort eller specielt, så tilhører det den danske stat. For så er det danekræ – analogt til danefæ for de guld- og sølvskatte, som der findes andre steder i den danske muld.

Det enestående moler anvendes i øvrigt som isoleringsmateriale og kattegrus, da det er meget let og suger godt. Det kan man så tænke lidt over i en tid, hvor vi taler om at drive rovdrift på jordens ressourcer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nej til skifergas – i Frederikshavn og i resten af Danmark

Udgivet den af
1

Skifergas er det nye mode-fænomen indenfor energi.

Skifergas udvindes ved at pumpe en blanding af jord, sand og kemikalier cirka 4 km ned i jorden under højt tryk. Derved sprækker undergrunden – og gassen, der primært består af metan, frigives.

Metoden kaldes fracking og er kendt for at ødelægge grundvandet og naturområder samt øge risikoen for udslip af farlige stoffer og metaller.

I Frederikshavns kommune håber politikere og erhvervsfolk alligevel at kunne gøre klar til at prøvebore efter den skifergas, som tilhængerne  af den betegner som en både billig og god energi. Læs evt. her: http://www.skifergas.dk/skifergas-i-danmark.aspx

Sagen bliver afgjort på et byrådsmøde her i eftermiddag. Det nationale initiativ mod udvinding af skifergas “Skifergas Nej Tak” har dog indkaldt til demonstration imod skifergassen. Den starter foran Rådhuset i Frederikshavn kl. 17. Læs mere her: http://www.skifergasnejtak.dk/

For det begynder heldigvis at gå op for flere og flere danskere, at det at få fat på skifergassen er en meget farlig og ødelæggende proces.

Men at skifergas udsætter grundvandet for en væsentlig fare, idet tungmetaller og kemikalier let risikerer at komme i netop grundvandet er en faktor, som politikere og erhvervsfolk overser i deres glæde over de tilsyneladende så let tjente penge.

I USA bruger man også mængder af skifergas allerede – og ja, strømmen er billigere, men de miljømæssige konsekvenser er allerede massive. Og så er det jo i virkeligheden en både dårlig og dyr løsning.

Mange europæiske lande som fx Tyskland og Frankrig er derfor også skeptiske overfor skifergassen. Ja, faktisk er det kun England, Polen – og så Danmark, som umiddelbart mener, at skifergas er en god idé. Mener at penge er mere værd end miljø og mennesker.

Det skriger til himlen, især når man samtidig tænker på, at byggeriet af Vindmølleparken ved Møn, som kunne forsyne Danmark med grøn og vedvarende energi, er blevet udskudt med minimum to år.

Det giver overhovedet ingen mening – hverken miljømæssigt eller økonomisk.

Grøn vækst giver derimod mening – og gevinst, både miljømæssigt og økonomisk. Det er derfor også godt, at den grønne fond blev vedtaget her for lidt siden. Men skal det hele batte noget, skal den grønne fond følges op af et klart dansk nej til skifergas og et endnu større ja til vindmøller og andre vedvarende energikilder.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Der er nok rigdomme til vores behov, men ikke til vores begær

Udgivet den af
1

Der er nok rigdomme på jorden til vores behov, men ikke til vores begær.

I går delte WWF Verdensnaturfonden og Thorupstrand Fisk 1 ton gratis rødspætter ud i København for at sætte fokus på bæredygtigt fiskeri – og københavnerne stod i lange køer, også undertegnende.

Hele to styks rødspætter i en pose fik jeg, og jeg følte mig meget taknemmelig. Og måske kunne vi i vores familie godt have spist flere rødspætter. Men fisk som disse ny-fangede rødspætter smager rigtig godt sammen med agurker i dild og nye kartofler – og så er der også lige dén der med taknemmeligheden

For det er en gave at kunne være taknemmelig over de ting, som man får – og som man har.

Lykken ligger nemlig i at få dækket sine behov, men også i at kunne styre sine begær, så ens behov ikke er særlig store, særlig dyre eller særlig krævende.

For der er som sagt rigdomme nok her på jorden til vores behov, men ikke til vores begær, hvis vi bare lader stå til og kaster os ud i et frådende ego-centreret forbrug.

Det er derfor essentielt, at vi deles om rigdommene – og ikke fortsætter stilen fra idag, hvor nogle menneskers begær adskiller andre fra at få dækket deres mest basale behov, noget der især ses i forholdet mellem i- og u-lande.

Men det praktiseres også herhjemme i det lille danske smørhul, hvor mennesker med en månedsløn på den anden side af 40.000 synes, at folk på overførselsindkomster får altfor meget – og at de selv betaler altfor meget i skat af deres mange penge, der er dækker deres behov mange gange, men ikke altid deres begær.

Men helt ærligt: Hvor mange ferier og fladskærmstv´er kan et menneske bruge? Og hvordan kan noget menneske se sig selv i øjnene og vælge egen luksus og overflod – og samtidig vide, at der findes andre danskere, som ikke ved, hvorfra de skal få penge til mad sidst på måneden – eller som aldrig har råd til at give deres barn en biografbillet eller en gave til en klassekammerats fødselsdagsfest?!

Det burde ikke kunne lade sig gøre, at nogen mennesker var sådan. Men det kan det. Den slags mennesker har endda et politisk parti at stemme på: Liberal Alliance. Partiet for hvem grådighed og egoisme er noget godt.

Men det er ikke godt. Det repræsenterer en råhed og en umenneskelighed, som man ville have forsvoret kunne eksistere i et så rigt land som Danmark.

Men nej, begærligheden kender ingen grænser. Den stopper aldrig med at rage til sig – den vil hele tiden have mere og mere og mere og mere og mere og mere – indtil der ikke er mere tilbage, og så vil den alligevel gerne have mere.

Derfor skal begærligheden også tøjles – både af det enkelte menneske og af samfundet. For begærligheden er vejen til døden, mens taknemmeligheden, nøjsomheden, det at dele og tænke på hinanden er vejen til livet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk