Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

EU, sociale ydelser og samhandel

Udgivet den af
1

Danmark er medlemmer af EU – på godt og i disse dage også på ondt.

Det ser man blandt andet på den aktuelle debat om regeringens forslag om afskaffelsen af den to-årige optjeningsperiode for at opnå ret til den danske børnecheck. Et forslag, som ligger i direkte forlængelse af, at EU for et halvt år siden underkendte de danske regler på området.

EU mener nemlig, at Danmark diskriminerer de ikke-danske EU-borgere, når disse ikke får en børnecheck fra den første dag, hvor de arbejder i Danmark. Så det foreslås nu lavet om, således at alle ansatte i Danmark får en børnecheck fra arbejdsdag eet, uanset hvilket EU-land de kommer fra.

Og sådan skal det vel også være. Hvis man er med i en klub, kan man ikke nøjes med at rette sig efter de regler, som passer én. Eller kan man?

For i et EU, hvor der er stigende forskel på de nordlige medlemslande i forhold til de sydlige og de østlige medlemslande, øges debatten også om de sociale ydelser, om det rimelige i at et land skal tilbyde de samme ydelser til alle EU-borgere, der opholder sig i det enkelte land.

For Danmarksbloggen virker det som en relevant debat at tage. EU er et broget tæppe med meget forskellige lande. Men måske man skulle tage debatten et skridt længere og diskutere om, hvorvidt EU overhovedet skal være denne overstatslige organisation, som EU efterhånden har udviklet sig til.

EU startede oprindeligt som et fællesmarked, hvor man handlede på livet løs med hinanden uden toldbarrierer og andre forhindringer for fri handel. Og dét var en rigtig god idé, som alle medlemsstater nød godt af. Men desværre har EU med årene udviklet sig til at blive en slags overstat over nationalstaterne, en europæisk overstatslig enhed, som mange ikke ønsker og endnu færre forstår.

EU virker også for mange så langt fra europæernes hverdag og lokale demokratier, at organisationen for de færreste giver mening, selvom EU bestemmer rigtig meget både overordnet og konkret.

Så for en gangs skyld kan det måske betale sig at kigge tilbage – og endda gå tilbage til dengang, hvor EU kun drejede sig om at handle med hinanden, men stadig være suveræne stater. For nok er Europas forenede Stater en af de store drømme i Bruxelles, men der er ikke mange, der drømmer med ude i Europa. Tværtimod.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Folketingsvalg NU

Udgivet den af
1

Danmarksbloggen ønsker Folketingsvalg NU.
For kun på den måde har Danmark – på den lange bane – en chance.

Danmarksbloggen nærer ingen illusioner om, at en kommende borgerlig regering vil vende på en tallerken og satse på at gøre samfundet til et bedre sted for de svage, til et sted med varme og medmenneskelighed og fællesskab i fokus. Højrefløjen fremmer kun egoismen og selvtilstrækkeligheden – den stærkestes ret. Sådan har det altid været.

I de sidste 2½ år har den såkaldte røde regering imidlertid gjort det samme, som de blå altid har gjort. Senest med finansministerens forslag om måske at udlicitere kernevelfærd som ældreforsorg, børnepasning og hjælp til handicappede.

Det er nødvendigt, hævdes det igen og igen fra Thorning, Corydon og Vestager, når de tager fra de fattige på overførselsindkomster og giver til de rige i form af skattelettelser.

Svaret på det er enkelt: Nej, det er ikke nødvendigt. Det, der er nødvendigt, er en forståelse af, at et samfund kun fungerer, når vi tænker på hinanden, på at hjælpe og være der for hinanden – også økonomisk.

Gør din pligt og kræv din ret, som et gammelt socialdemokratisk ord sagde det. Et andet var: De brede skuldre skal bære de største læs.

Det er en filosofi, som er glemt i Socialdemokratiets ledelse i dag – hvis ikke den ligefrem med vilje er smidt overbord. Det kunne man godt forledes til at tro.

Svaret på en bedre fremtid for Danmark er derfor en ny ledelse i Socialdemokratiet – og vel at mærke en ledelse, hvis hjerte er varmt og banker for fællesskabet og solidariteten – og ikke lader sig forføre af blå nytte-filosofier med egoismen i centrum.

Hvis en sådan ledelse skal på banen, kræver det, at centrale figurer i den nuværende ledelse går ud af dansk politik – og det kan tidligst ske ved et folketingsvalg. Men lad os bare komme igang. Hellere i dag end i morgen – også selvom det betyder fire år med de blå ved magten.

På den lange bane vil et farvel til Thorning og Corydon og deres meningsfæller nemlig være godt for Socialdemokratiet – og for Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den Hemmelige Socialdemokrat er …

Udgivet den af
1

Den Hemmelige Socialdemokrat er: Uinteressant sladder og almen viden …

Ja, undskyld den drillende overskrift, der jo kan antyde, at Danmarksbloggen ved, hvem Den Hemmelige Socialdemokrat er.

Danmarksbloggen ved det ikke, men har til gengæld læst bogen med samme navn. En bog, der er meget omtalt i disse dage, fordi den hævder at afsløre vigtige ting om  hverdagen i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Som forbillede har bogen Mefisto, tidligere justits- og boligminister Erling Olsen, der i diverse indlæg spiddede sit eget parti (Socialdemokratiet) for mere end tre årtier siden. Men også whistleblowers som Julian Assange, Edward Snowden og Bradley Manning vil man gerne sammenligne sig med.

Det er store forbilleder at have – og bogen lever langt fra op til idealet. Tværtimod er den ikke andet end uinteressant sladder om fx middage, møder med journalister og hvem der (måske) sagde hvad til hvem – samt almen viden omkring de ting, som der vitterligen er sket hos Socialdemokratiet i de sidste små 10 år – med flittige referencer tilbage i tiden.

Efter Danmarksbloggens mening er “Den Hemmelige Socialdemokrat” derfor i bedste fald egnet til hyggelæsning, men nok snarere en plads på glemslens holdeplads.

Bogen lever nemlig slet ikke op til sin målsætning, idet den fortæller meget lidt om det politiske (magt)spil, der vitterligen er meget spændende – men som man kan lære mere om ved at se en fiktionsserie som “Borgen” eller en spillefilm som “Kongekabale”.

Og den er på ingen måde en whistleblower, idet topstyringen i Socialdemokratiet også forlængst er almenviden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Dansk Folkeparti: Viden er ikke vigtig

Udgivet den af
1

Dansk Folkeparti ønsker, at fremtidige gymnasieelever skal have minimum 7 i dansk og matematik for at blive optaget på gymnasiet.

Partiets kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen medgiver, at det vil betyde et drastisk fald i antallet af gymnasieelever, faktisk op mod halvdelen af det nuværende antal.

Men det ser Dansk Folkeparti så heller ikke som noget problem, da de mener, at erhvervsuddannelserne er kernen – og fremtiden – i de danske uddannelser.

Det råber jo til Himlen om uvidenhed at komme med en sådan antagelse.

Ja, det er rigtigt, at for få vælger erhvervsuddannelserne. Det er også rigtigt, at ikke alle gymnasieelever burde have valgt gymnasiet. Men at kalde erhvervsuddannelserne for kernen og fremtiden indenfor danske uddannelser er så langt fra de faktiske forhold, som noget kan være.

Danmark er et land, der lever af viden og handel – og sådan har det været i generationer. Det giver derfor god mening at satse på gymnasielle og handelsgymnasielle uddannelser til den danske ungdom. For det er derfra, at vi skal hente vor fremtidige velstand – derfra vi skaber job og eksport af varer.

Den viden er abc-lærdom for alle, der har læst en bog eller to efter folkeskolen. Noget som Dansk Folkepartis kultur- og undervisningsordfører Alex Ahrendtsen ellers må formodes at have gjort med en uddannelse som cand.mag i dansk, litteratur, religion og oldgræsk i bagagen. Samt en fortid som forlægger.

Men han og Dansk Folkeparti mener åbenbart ikke, at viden gør noget godt for et samfund … Det er jo tankevækkende …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Valentinsdag og de “danske” skikke

Udgivet den af
1

Roser, chokoladeæsker og røde hjerter.

Valentinsdag er i dag d. 14. februar, men dagen er aldrig rigtig slået igennem her til lands. Heller ikke selvom de handlende, og især blomsterhandlerne, i årevis har prøvet at få forelskede med på bølgen.

Dagen er for kommerciel. Den er amerikansk, lyder kritikken.

Men at den er amerikansk er ikke et validt modargument. Ikke når vi glad og gerne har importeret såvel Halloween om efteråret som bryllupsskikke som det blå strømpebånd og den store bryllupskage.

For det at vi kun accepterer nogle skikke fra USA, men ikke andre, giver faktisk ligeså lidt mening som at sige, at vi kun vil holde fast i de skikke, der oprindeligt var danske. I så fald er der ikke ret mange tilbage året rundt.

Juletræet, julekalenderen og adventskransen kom fra Tyskland.
Fyrværkeriet fra Kina.
Påskeæggene fra den ortodokse kristendom, der oprindelig havde sæde i lande som Syrien og Palæstina – og senere Tyrkiet og Grækenland, hvor den er endnu.
Skt. Hans-bålet er fra Tyskland – eller måske Østrig.

Ja, faktisk er det kun hvedeknopperne til St. Bededag, som er ærkedanske – og så det at se solen danse til pinse. Det sidste skyldes så en fejl, da solen faktisk danser til påske af glæde over, at Jesus er opstanden, hvad man også er enige om i alle andre lande. Men i Danmark fik en eller anden den idé at lave det med den dansende sol om til pinse, for der er vejret bedre(!).

Går vi helt tilbage til vikingerne, var der også noget med at drikke jul … altså nedsvælge enorme mængder mjød ved juletid. Den tradition har vi stadigvæk ved juletid – og resten af året med, kan man hævde.

Så altså: Ærkedanske traditioner er noget med friskbagte hvedeboller om foråret og masser af alkohol året rundt. Og med det in mente kan man jo godt forstå, at det er besværligt at indføre noget med romantik, røde roser og hjerter lavet af chokolade.

Men sådan behøver det ikke at være. Mennesket kan godt lide traditioner – og at fejre vores kærlighed til hinanden er da både en smuk og livsbekræftende ting. Det er så op til den enkelte om det gøres med blomster, chokolade eller bamser – eller blot et kram og et kys.

Man kan også sætte ord på den kærlighed, som man føler ved at skrive et brev til sin elskede. Sådan startede traditionen helt tilbage i Rom i de første århundreder efter Kristi Fødsel, hvor den unge præst Valentin viede de unge mennesker til hinanden i en tid, hvor ægteskab var forbudt, da kejseren skulle bruge de unge mænd som soldater. Valentin blev selvfølgelig opdaget og anholdt – og mens han ventede på sin henrettelse, forelskede han sig i fangevogterens datter, som han skrev et smukt brev til på sin dødsdag d. 14. februar underskrevet Din Valentin

Så smukt startede Valentins-tradtionen. Det handler altsammen om kærlighed.

Glædelig Valentin …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rusland og vigtigheden af at skelne

Udgivet den af
2

OL i russiske Sochi er godt igang – og det samme er overfaldene på homo-, trans- og biseksuelle i et Rusland, der kun anerkender det heteroseksuelle forhold som det normale.

Dét er bare ikke i orden. Og det kan der ikke tordnes nok imod. Og heldigvis bliver der også protesteret – meget og intensivt – over hele verden, og også i Danmark. En af de bedste måder at vise vor holdning på her i landet var sidste uges navngivning af pladsen ved Vartorv i København. Den hedder nu Regnbueplads.

Men det er vigtigt at skelne. Meget vigtigt.

For mange år siden da 2. verdenskrig sluttede i 1945, var en af konsekvenserne at tysk litteratur, musik og kunst i mange år var bandlyst fra det gode selskab, medmindre det var skabt af erklærede modstandere af Hitlers nazi-regime. Man kunne nemlig ikke bakke op om noget, der kom fra et land, der havde fostret så megen ondskab, var holdningen.

Men et lands forfattere, kunstnere, komponister og andre, der beriger det gode i mennesket, skal ikke lide under, at der findes andre (magt)mennesker i deres land, som står for holdninger og handlinger, der er 100% uacceptable. Det er ikke fair.

Danmarksbloggen frygter, at netop det vil ske for Ruslands enorme kulturarv, som ellers er til gavn og glæde for en hel verden. For en ting er den forfølgelse og de overfald, der sker i Rusland, bare fordi et menneske har en anden seksualitet end den heteroseksuelle. Dét kan der som sagt ikke tales nok imod. Det skal påtales og forlanges ændret hele tiden.

Men de forfølgelser og overfald har ikke noget at gøre med den kunst, den musik og den litteratur, der også kommer fra Rusland, som er et land med så mange og så store kontraster både i naturen, i historien og alle andre steder, at det formentlig er derfor, at Rusland har kunnet fostre nogle af de største indenfor kunst, musik og litteratur.

Tag en Dostojevskij, der har skrevet banebrydende bøger som “Forbrydelse og Straf” og “Idioten”. Eller en Tolstoj, der skrev storværkerne “Krig og Fred” og “Anna Karenina”. En Fabergé med hans unikke og juvelbesatte påskeæg. En Kandinskij, der har haft stor betydning for flere retninger indenfor malerkunsten, men måske især den abstrakte. Og endelig Tjajkovskij, der har komponeret noget af verdenens smukkeste og mest gribende musik med storværkerne “Nøddeknækkeren” og “Svanesøen”.

Vi skal derfor også fortsat høre den storslåede russiske musik, læse de dybe russiske bøger og se den imponerende russiske kunst – samtidig med at vi kæmper imod den umenneskelighed, der foregår i de russiske gader her og nu.

For vi skal kunne skelne – eller er vi ikke et hak bedre end de russere, der overfalder andre, bare fordi de er anderledes end dem selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Thornings selfie, giraffen Marius og billedet af Danmark

Udgivet den af
2

Så er Danmark igen på forsiderne af alverdens medier, denne gang skyldes det en giraf ved navn Marius, der nu ligger i maven på Zoo´s løver.

Sidst Danmark lavede overskrifter rundt om i verden handlede det om Thornings selfie.

Som dansker kan man egentlig godt ærgre sig lidt over det billede, som de to “nyheder” giver af Danmark – nemlig at vi er et lille lykkeland, når ting som statsministerens selfie og en død giraf åbenbart er det mest spændende, der sker hos os.

Det kan selvfølgelig også bare være en overfladisk verden, der søger letfordøjelige nyheder, og her er en selfie og en giraf bestemt egnede.

Men det ville unægtelig være mere interessant, hvis alverdens medier gik i flæsket på de danske magthavere på grund af ting som offentlighedsloven, antiterrorlovene, salget af DONG til Goldman Sachs og mange af de andre sager, der taler om et Danmark på vej til nogle tilstande, der minder mere om de stater, som vi engang omtalte som udemokratiske bananrepublikker end det gør om et frit og demokratisk land.

Der er nemlig noget at skrive om …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

København har fået sin Regnbueplads

Udgivet den af
1

Så skete det.
København fik sin Regnbueplads.
Dét var godt.

http://www.homotropolis.com/2014/02/artikler/kobenhavn-far-regnbuepladsen/

Danmarksbloggen vil derfor også ønske et kæmpestort tilllykke af hele dens rød-hvide-regnbuefarvede hjerte.

At Danmark får en Regnbueplads lige nu er også et stærkt – og relevant – signal at sende her kort inden Vinter-OL starter i et Rusland, der er ved at gå til i had og forfølgelse af alle andre end lige heteroseksuelle.

For også i Moskva og i Skt. Petersborg er der brug for en Regnbueplads.

Det har nok desværre lange udsigter, men det har det ikke længere i København, som her d. 6. februar 2014 endelig fik sin Regnbueplads til glæde og stolthed for os allesammen, uanset om vi er homo-, bi-, trans-, hetero- eller alle mulige andre former for -seksuelle.

Ja, Danmarksbloggen er også sikker på, at Grundtvig (der jo ellers forbindes med pladsen på grund af Vartorv) nikker bifaldende fra sin himmel. Frisind og rummelighed var som bekendt hjertesager for dansk åndslivs kæmpe.

Tillykke til os.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Manden, der lever op til myten: Ole Sohn

Udgivet den af
Svar

Der er et gammelt ord, der siger, at hvis man ikke er socialist som ung, så har man ikke noget hjerte – og hvis man ikke er konservativ som gammel, så har man ikke nogen hjerne.

Det passer ikke på ret mange. Tværtimod har de fleste af os nogenlunde de samme holdninger gennem livet.

Men ikke Ole Sohn.

Ole Sohn er i høj grad manden, der lever op til myten om at være rød som ung og blå som gammel. Han startede som kommunist, blev så SF´er og er nu socialdemokrat ude på partiets alleryderste blå fløj.

Og Socialdemokratiets blå højrefløj er blå i disse år. Så blå at Venstre nogen gange nærmest virker som om partiet har nogen røde nuancer i det blå. Det har Venstre selvfølgelig ikke.

Men Ole Sohn sprænger skalaen med sit forslag om, at arbejderne skal love ikke at forlange nogen lønstigninger i ti år – samtidig med at virksomhederne ikke skal love noget til gengæld hverken overfor deres ansatte eller overfor samfundet.

Det giver ikke mening. Hvis vi som samfund skal til at yde mere – og det skal vi nok, når man ser på udviklingen overalt i verden – så gælder den øgede forpligtelse os alle sammen, også virksomhederne.

For i et samfund er man forpligtet på hinanden, svag og stærk, ung og gammel, rød og blå – også selvom en del helst vil glemme det.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ministerpost ønskes i barselsgave

Udgivet den af
1

Der er ønskebørn – og så er der ønskebørn, som i dén grad kommer på rette tid.

Et af disse ønskebørn bliver den søn eller datter, som Venstres nu tidligere spidskandidat til EU-parlamentet Ellen Trane Nørby skal føde til august.

Ellen Trane Nørby meddelte nemlig i går, at hun på grund af sin graviditet alligevel ikke opstiller til EU-parlamentsvalget til maj. Hun siger, at danskerne skal have en Venstre-spidskandidat, der kan bruge alle sine kræfter på EU og ikke også skal tænke på at være mor for et barn.

Gad vide om det betyder, at Ellen Trane Nørby også stopper i Folketinget? For man må formode, at dansk politik er ligeså vigtig for hende som EU-politik?!

Og antallet af timer, man er væk fra sit barn, er mindst ligeså mange på Christiansborg som de er i Bruxelles, hvis ikke der tilmed er tale om flere arbejdstimer på Christiansborg, hvad der ofte er for ledende medlemmer af Tinget som fx Ellen Trane Nørby.

Ellen Trane Nørby melder dog ikke noget om, hvorvidt hun går ud af dansk politik eller ej. Tværtimod går der et vedholdende rygte om, at hun mere eller mindre blev presset til at sige ja til at skulle til Bruxelles, dengang før hun blev gravid.

Man kunne derfor godt forestille sig, at Ellen Trane Nørby fortsætter på Christiansborg – og at det her slet ikke handler om arbejdstid i forhold til familietid, men om at Ellen Trane Nørby simpelthen hellere vil blive i dansk politik – og at hendes graviditet betyder, at hun nu har en undskyldning for at blive på Christiansborg og dermed bevare muligheden for at blive minister i en evt. kommende Venstre-regering.

En ministerpost efter et folketingsvalg, der kommer senest i efteråret 2015, er formentlig også dén barselsgave, som Ellen Trane Nørby ønsker sig allermest.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk