Kategoriarkiv: Dagens dagsorden

Kvindernes Internationale Kampdag & De Unge Piger

Udgivet den af
2

Kvindernes Internationale Kampdag er idag d. 8. marts.

Et klassisk spørgsmål er efterhånden – ihvertfald i den vestlige verden – om der overhovedet er brug for denne dag. Kvinderne er da forlængst ligeberettigede med mænd her i Vesten, lyder indvendingen.

Det er kvinder så bare ikke i praksis. Mænd tjener stadig markant mere for det samme arbejde og laver stadig en hel del mindre i hjemmet, tiltrods for at kvinderne i næsten ligeså høj grad som mændene har fuldtidsarbejde udenfor hjemmet.

Så der er stadig et stykke vej at gå. MEN – for der er et men. Ja, der er faktisk et par stykker.

Dels findes der også svage mænd, som der skal tages hånd om.

Og dels er andelen af unge piger, der har det dårligt med sig selv stigende.
Næsten hver femte unge pige i alderen 16 til 24 år mistrives og har det mere end skidt med sig selv.

Læs DR´s artikel om emnet her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/03/05/162045.htm

Dét er skræmmende læsning. De unge piger udvikler spiseforstyrrelser og skærer i sig selv, når de oplever, at livet gør ondt – og at de ikke er perfekte.

Psykolog og daglig leder af Girltalk.dk, der hver måned taler med tusindvis af unge piger, Anna Bjerre siger i artiklen fra DR: “For pigerne er en fejl ikke blot et bump på vejen, men en katastrofe. De skal score højt på mange parametre. Du skal være smuk, attraktiv, socialt kompetent, klog og have et spændende job. Det er en selviscenesættelse, som kører for fulde gardiner på Facebook og Instagram. Det handler ikke om at have det godt – de skal have det bedst.”

Citat slut.

Pigerne kan ikke perspektivere og reflektere ordentligt over deres liv – og de vil senere hen få store problemer med at håndtere den modgang og den smerte, som vi alle møder i livet, er konklusionen.

I Danmarksbloggens øjne er denne udvikling meget bekymrende.

Dels for den enkelte unge pige, hvor en så ensidig fokusering på eget liv (og i denne sammenhæng egne fejl) let kan betyde, at hun går en meget svær fremtid i møde.

Men også for samfundet som helhed er det et problem, at der kommer flere borgere, som ikke formår at forstå, at de er en del af et fællesskab – og at de skal bidrage hertil.

Det skaber med andre ord store problemer på alle planer, hvis man ikke lærer børn og unge om, hvordan livet og verden er – på godt og ondt. Men samtidig skal de også lære, at de både kan og skal gøre en forskel, også for andre end dem selv.

Så jo, der er stadig brug for en kampdag – på flere planer …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Førhen havde vi (måske) holdt med Rusland …

Udgivet den af
1

Ukraine og især halvøen Krim fylder meget i medierne og i det politiske liv i disse dage.
Situationen er formentlig også den mest alvorlige for Europa rent sikkerhedspolitisk siden tiden lige efter 11. september.

For Rusland vil med alle – også militære – midler have adgang til Sortehavet og Middelhavet. Ellers skal de ud gennem Østersøen – og dermed Danmark, hvis ikke de ligefrem skal tage turen hele vejen fra Arktis.

Danmarksbloggen tillader sig derfor det tankeeksperiment, at Danmark indtil ihvertfald 1864 og måske endnu længere formentlig havde holdt med Rusland i konflikten med Ukraine. Ukraines situation havde faktisk nok ikke interesseret os overhovedet, men det havde risikoen for at få russiske fartøjer gennem Storebælt og Øresund. Og vi havde på ingen måde ønsket at blive uvenner med Rusland.

Sådan er det ikke længere. I dag holder vi moralens og medmenneskelighedens fane højest. Eller gør vi? For nu er vi en del af et EU, der i tilfælde som det her snakker mere end organisationen handler. Der er også enorme økonomiske interesser på spil, og vi – både Danmark og EU – har langt mere i klemme i forhold til Rusland end i forhold til Ukraine.

Så der er måske – trods alt – ikke sket ret meget.

Nej, det er business as usual. For som altid drejer det sig om penge først, sidst og indimellem. Om hvordan nationer og organisationer udadtil får signaleret noget med holdninger og etik, men uden at det koster på bundlinien. For i 2014 er det vigtigt, at nationer har de rigtige medmenneskelige holdninger. Om de så reelt gør noget for at leve op til dem er en anden sag.

Sådan er spillets regler – også for Danmark, der ellers siden 2001 har droppet de neutralitetstanker og vi-bidrager-kun-humanitært-aktioner, som ellers siden 1864 var vores måde at håndtere potentielle trusler på.

Men når truslen ikke længere “blot” er Taleban-terrorister fra Afghanistan eller somaliske pirater, men istedet den store russiske bjørn, ja så træder vi varsomt, meget varsomt. For bjørnen er vågnet af sin vintersøvn … klar til igen at indtage det territorium, som den opfatter som sit eget.

Så nok skal vi ikke i 2014 frygte russiske fartøjer i danske farvande – eller en invasion fra Rusland, men vi går stadig (og formentlig med god grund) på listesko i forhold til Rusland …

For hvad er – når alt kommer til alt også i 2014 – en lille dansk ælling mod en stor russisk bjørn?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Heltinden fra Krim: The Lady with the lamp

Udgivet den af
1

Krim i Sortehavet er på alles læber i disse dage. Situationen er truende, og det er ikke første gang, at det risikerer at ende galt på halvøen.

I 1850´erne fx rasede Krimkrigen mellem på den ene side Rusland og på den anden side Osmannerriget (Stor-Tyrkiet), England og Frankrig. Det var en frygtelig krig, hvor soldater i tusindvis døde som fluer, både fordi de blev slået ihjel på slagmarken, men også fordi forholdene på feltlazaretterne var forfærdelige med beskidt vand, syge og sårede der lå stuvet sammen i uhumske værelser og et personale, der end ikke gad vaske hænder.

Dengang var det i øvrigt normalt, at sygeplejen blev varetaget af drikfældige personer, der ikke kerede sig meget om dem, som de passede. At passe syge var nemlig kun en anelse bedre end at være prostitueret, og man anså ikke hverken renlighed, ro eller frisk luft som forudsætninger for at kunne blive rask.

Det er så her, at “The Lady with the lamp” kommer på banen. Hun var engelsk, og hendes navn var Florence Nightingale, og hun blev grundlæggeren af den moderne sygepleje, hvor renlighed, ro, næringsrig mad, frisk luft og i det hele taget ordnede forhold i et godt miljø opfattes som en vigtig del af helbredelsen.

Florence Nightingale kom nemlig til Scutari-sygehuset, der som alle de andre steder var en uhumsk bunke af beskidte tæpper, snavs overalt – ja sågar afføring, rotter og i alt det syge og sårede, der lå direkte på gulvet. Der var nok at tage fat på – men det lykkedes for Florence Nigthingale og hendes hjælpere efter flere måneders hårdt slid, selvom de også blev syge – og nogle af dem endda døde.

Allerede under Krimkrigen blev Florence Nigthingale en levende legende. Hjemvendte soldater fortalte henført om “the lady with the lamp”, der i de lange, mørke nætter med en enkelt lampe gik sine runder igennem de lange gange, hvor de syge og de sårede lå side om side i den trykkende hede og med alle mulige insekter flyvende rundt i luften.

Altid med et smil på læben og et trøstende ord kom Florence Nightingale. Og det må have været som at se en engel, en åbenbaring, når hun kom forbi ens sygeseng med sin lampe. Det siges også, at soldaterne kyssede hendes skygge, når den ramte dem, mens hun gik forbi med sin lampe – for derefter med et tilfreds suk at lægge sig ned mellem de rene lagener og sove en god, helbredende søvn.

Og ja, det lyder som en Hollywood-film, men det var virkeligheden midt i krigens helvede på Krim for mere end 150 år siden: At en engelsk kvinde med ideer om sygepleje revolutionerede ikke kun en hær eller et land – men en hel verden.

Allerede lang tid inden Krim havde Florence Nightingale i øvrigt tanker om, hvad ordentlig sygepleje kunne betyde, men på Krim fik hun mulighed for at afprøve ideerne i praksis. Resultatet var overvældende. Dødeligheden faldt fra 50% til 2%. Hendes teori om sygeplejens og det rene og gode miljøs betydning havde i dén grad holdt vand.

Tiden på Krim ødelagde imidlertid Florence Nightingales helbred, og hun kom til at sidde i rullestol og blev senere blind.

Men hjemkommet til England lagde Florence Nightingale sig ikke ned i sygesengen, men knoklede istedet på og lavede verdens første rigtige sygeplejerske-skole for midler samlet ind af hendes voksende fanskare hjemme i England, mens hun selv sled sig op på Krim. Det blev en skole, hvorfra viden og erfaringer hurtigt spredte sig. Og den dag i dag lever Florence Nightingales tanker – og visse af hendes metoder – stadig i mange landes sundhedsvæsen, også det danske.

Hun er – om nogen – heltinden fra Krim, også i 2014.

Læs evt. mere om hende her: http://www.bbc.co.uk/history/british/victorians/nightingale_01.shtml

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Asger Jorn 100 år og 1 dag

Udgivet den af
2

Nordens betydeligste maler siden Edvard Munch ville idag være fyldt 100 år og 1 dag. Det drejer sig – selvfølgelig – om Asger Jorn.

Nu er 100 år og 1 dag normalt ikke en dag, som man fejrer, men når det drejer sig om den abstrakte maler og politisk bevidste Asger Jorn giver det vel egentlig god mening.

Asger Jorn var nemlig både som kunstner og meningsdanner en mand, der ikke automatisk accepterede de præmisser, som andre havde lavet. Han vurderede rammerne – for derefter at skildre dem i farver og former – og dermed på hans eminente måde også skubbe til fastlåste præmisser og antagelser.

Asger Jorn eksperimenterede hele livet. For som han sagde: “Når man ikke søger mere, er man død som kunstner.”

Asger Jorn var nemlig på mange måder en mand, der både ville – og kunne – skabe noget nyt i kunsten og dermed også i samfundet. En ener i ordets bedste betydning.

Nutiden kan lære meget af ham.

At gennemgå alle Jorns meritter vil kræve en blog for sig selv, så derfor vil Danmarksbloggen nøjes med at fremhæve, at Jorn var med til at skabe Helhesten i Danmark samt den internationale kunstnersammenslutning COBRA, som han også blev en af hovedmændene for, at han både malede, skrev bøger, lavede keramik, skulpturer og mange andre kreative sager, og at han var bror til Jørgen Nash.

Læs mere om Asger Jorn her: http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Danmark_1910-55/Asger_Jorn

Og her:
http://www.museumjorn.dk/da/asger_jorn.asp

Alternativt kan man også tage på Statens Museum for Kunst i København, hvor der lige er åbnet en stor Jorn-udstilling:

http://www.smk.dk/besoeg-museet/udstillinger/asger-jorn/

Eller til Museum Jorn i Silkeborg, der udover at besidde verdens største samling af Jorn-malerier og andet fra Jorns hånd, også er indehaver af hovedværket “Stalingrad”, der ligesom så mange andre af Jorns malerier ændrer sig i løbet af dagen og året i takt med at belysningen ændrer sig. Og som så mange andre Jorn-billeder selvfølgelig også rummer flere lag og flere motiver end beskueren kan se ved både første og tiende blik på maleriet.

http://www.museumjorn.dk/da/praktisk_info.asp

Og selvfølgelig har Jorn også sit eget rum på det verdensberømte museum for moderne kunst i Humlebæk Louisiana:

http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Samlingen/Jorn-rummet/ASGER+JORN+RUMMET

Men også mange andre steder fejres Jorns 100 år. Se mere her:

http://jorn100.dk/

Og det er med god grund. For Asger Jorns værker er af den sjældne slags, som man aldrig bliver færdig med – og som hele tiden viser nye sider, nye facetter – præcis som livet og samfundet gør det.

Så et stort tillykke fra Danmarksbloggen til Asger Jorn på hans 100 år og 1 dags-fødselsdag.

Danmarksbloggen vil derfor også opfordre alle til at gå ind og se noget Jorn – og måske endda selv forsøge sig med lærred, pensel og farver …

For kunst er altid bedst, når den skabes eller opleves IRL … altså i virkelighedens verden, der er ligeså farverig og uforudsigelig som et af Asger Jorns stadig så sprælske og levende malerier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mørket er nøgleordet i Danmarks Oscar-chancer

Udgivet den af
2

Så er det i nat, at Oscar´erne skal uddeles.

Danmark har hele tre chancer for at få en af de tre gyldne statuetter. Alle med mørket som grundtone.

Mest opmærksomhed har der været omkring omkring Thomas Vinterbergs “Jagten”, der også var nomineret til Golden Globe uden dog at vinde dén. Filmen med dansk films mest strålende skuespiller Mads Mikkelsen i hovedrollen handler som de fleste nok ved om menneskejagt på en mand, der er uskyldig i den mistanke om pædofili, der kastes på ham.

Men også den danske dokumentarfilm “The Act of Killing” kan få en Oscar i kategorien bedste dokumentarfilm, og i kategorien bedste kortfilm er Anders Walters “Helium” nomineret.

I dokumentarfilmen “The Act of Killing” følger man en flok massemordere på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering og udryddede mere end en million mennesker. I filmen ser man mænd fra dødspatruljen filme og på skrømt genskabe nogle af de drab og voldshandlinger, som de selv deltog i dengang.

Kortfilmen “Helium” handler om drengen Alfred, der ligger dødeligt syg på hospitalet, hvor han bliver venner med den rengøringsmanden Enzo. Sammen skaber de to en magisk fantasiverden, Helium, som Alfred drømmer sig ind i.

Det er altså tre meget forskellige film, som danske filmskabere er nomineret for. Men alle handler de om livet, når det gør ondt … om livet, når mørket tager over eller truer med at gøre det.

Og det er også lige dér i mørket, at vores styrke ligger som danskere.

For uanset hvad vi siger og gør, så har vi mørket i os … også når det lyse forår som nu står udenfor vinduerne … for helt slipper vi aldrig det mørke og den melankoli, der ligger i den lange nordiske vinter.

Vi skal derfor lære at se mørket som en styrke, som noget vi tør være os bevidst, både i kunsten og i hverdagen. For kun sådan kan vi sikre os imod, at mørket får magten over os.

H. C. Andersen skrev om det i eventyret “Skyggen” – den til dato mest mesterlige fortællling om hvad der sker, når mørket får overtaget, fordi man ikke vil være sig det bevidst – eller bekendt.

For går man den anden vej og tør se sit eget mørke i øjnene, så opdager man, at mørket ikke har en chance mod kærlighedens lys og forårets varme. Så behøver man ikke en Oscar-statuettes guldskær for at se klart, omend Danmarksbloggen selvfølgelig hepper på flere gyldne statuetter til danske filmskabere.

For sikke en anerkendelse af os og vores dygtige filmskaberes evne til at fortælle vedkommende historier det er både at vinde, men også bare at være nomineret.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den blaa Anemone blomstrer igen

Udgivet den af
2

Den første forårsdag, den første marts, er i Danmark for evigt forbundet med digterpræsten Kaj Munk og hans vidunderlige vise om “Den blaa Anemone”, som man skrev det dengang.

I år er det 70 år siden, at Kaj Munk blev likvideret på grund af sine holdninger – og især udtalelser imod Hitlers nazi-regime foretaget fra prædikestolen i Vedersø.

Det må derfor være på plads at gengive ikke kun den version af “Den blaa Anemone”, som vi stadig synger – men også den oprindelige, som altså blev ændret lidt her og der.

Vi starter med den originale version: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? mit hjerte haardt og koldt som Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit dybblaa Flor et Stænk af Himlens Tone den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, en Hilsen fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø. Den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft sit fede Ler i denne fjendske Zone forgaar min Anemone jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker med Smil i Jyllands skarpe Grus ukuelig og sikker trods Havets Storm og Gus som om Alverdens Modstand her har givet den et større Værd en lille Amazone og dog min Anemone; jomfruelig og skær.

Hvad var det dog, der skete Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg mindes, under Vinters Had jeg intet mere Haab besad. Gør med sin vaarblaa Krone den lille Anemone igen mit Hjerte glad?

Ja, denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab der naadig la’r mig arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig ned mod Jord og kysser ømt dit Silkeflor en Flig af Naadens Trone du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

Og sådan kom den til at se ud i den trykte udgave: DEN BLAA ANEMONE

Hvad var det dog, der skete? Mit vinterfrosne Hjertes Kvarts maa smelte ved at se det den første Dag i Marts. Hvad gennembrød den sorte Jord og gav den med sit søblaa Flor et Stænk af Himlens Tone? Den lille Anemone, jeg planted der i Fjor.

Paa Lolland jeg den hented, et Kærtegn fra min Fødeø. Saa gik jeg her og vented og tænkte, den maa dø; den savner jo sit Skovkvarter, sin lune Luft, sit fede Ler; i denne fjendske Zone forgaar min Anemone; jeg ser den aldrig mer.

Nu staar den der og nikker saa sejersæl i Jyllands Grus ukuelig og sikker trods Ensomhed og Gus, som om Alverdens Modgang her har givet den et større Værd, en lille Amazone og dog min Anemone som Søens Bølge skær.

Hvad var det dog, der skete? Mit Hjerte koldt og haardt som Kvarts det smelter ved at se det den første Dag i Marts. Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad min Sjæl og Glæden,” da jeg sad i Vintrens grumme Done. Nu gør min Anemone mig atter fri og glad.

For denne rene Farve den er mig som en Vaarens Daab, den la’r mig nyfødt arve en Evighed af Haab. Saa bøjer jeg mig da mod Jord og stryger ømt dit Silkeflor, en Flig af Naadens Trone. Du lille Anemone, hvor er vor Skaber stor!

—-
Der blomstrer iøvrigt stadig blå anemoner i skovene på Lolland – og også andre steder i Danmark efterhånden. Og så kan blå anemoner også købes i potter.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Nationalisme: Trussel eller løfte? Tre slags nationalismer

Udgivet den af
2

Danmarksbloggen skrev i tirsdags om EU, de sociale ydelser og samhandlen: http://danmarksbloggen.dk/?p=3702

Et indlæg, hvor en hovedpointé var den manglende folkelige opbakning til ideen om Europas Forenede Stater – og dermed også til dét EU, som vi har idag, hvor EU efter mange europæeres mening mere og mere udvikler sig henimod at blive en overstatslig organisation med altfor stor politisk indflydelse på de enkelte landes indre forhold.

Nationalismen er som en konsekvens deraf også kraftigt voksende i Europa i disse år.

Men er det en trussel eller et løfte? Danmarksbloggen vil sige både-og. Nationalisme er nemlig ikke entydig negativ – eller entydig positiv. Det kommer an på, hvad nationalismen består af – og hvordan den manifesterer sig.

Groft sagt kan man tale om tre slags nationalismer, der alle fører til hvert deres samfund:

1) Den undertrykkende nationalisme
Den undertrykkende nationalisme er en nationalisme, der kun fungerer ved at undertrykke andre nationaliteter, kulturer, religioner, racer og så videre. Det er derfor heller ikke en nationalisme, der kan bruges til noget. Den vil kun sit eget – og vil på den lange bane gå i konflikt med sig selv og ofte også æde sine egne børn i processen.

Under alle omstændigheder er den undertrykkende nationalisme dømt til døden på den lange bane, omend dødskampen kan blive både sej og smertelig, også for dem, der mener noget andet end den undertrykkende nationalismes banner- og hærførere.

Historiske eksempler på den undertrykkende nationalisme er Hitlers nazisme og Den Franske Revolution, men også i vor tid har typen mange tilhængere, især yderst ude på højrefløjen med fx Danskernes Parti. Men også Dansk Folkeparti hører til her. Dansk Folkeparti, som buldrer frem i øjeblikket, hvor danskerne er pressede – og derfor griber til laveste fællesnævner.

2) Den rummelige nationalisme
Heldigvis findes der et alternativ til den undertrykkende nationalisme. Nemlig den rummelige nationalisme. Det er en nationalisme, hvor man er stolt af sit land og sit sprog og sin kultur, men hvor man også byder andre velkommen.

Den rummelige nationalisme er en nationalisme, hvor man ved, at vi som land, som mennesker, som samfund kun kommer videre, når vi beriges og udvikles, og det kræver et passende mix af egen opfindsomhed og udefrakommende input.

Men for at kunne bruge de nye input og de nye ideer og danne synergier, så samfundet kommer videre, kræver det, at man kender sin historie og sin baggrund, både historisk og kulturelt. Der skal altså viden til den rummelige nationalisme, hvor man nok er stolte af sit eget land, men også er i stand til med åbne arme at byde andre nationaliteter velkomne med ordene:

VELKOMMEN TIL. KOM BARE IND. HVEM ER I? HER ER VI.

Den rummelige nationalisme er også dén nationalisme, som Danmark engang var så berømmet for verden rundt. Og det er også dér, at vores fremtid ligger. For kun som et frit og åbent land med rummelighed og højt til loftet har Danmark som nation en chance.

3) Hverdagsnationalismen
Hverdagsnationalisemen er den nationalisme, som vi ikke tænker over, men som vi lever i hele tiden, og som er båret af vores sprog og nationale symboler som flaget, nationalsangen, mærkedage, kongefamilien, landsholdet, historier, personer og alle andre ting, som vi forbinder som specielle for vor nation, og som har mulighed for at give den der gåsehuds-fornemmelse af at være en speciel nationalitet, som handler om fællesskab og os-følelsen.

Hverdagsnationalismen i sig selv er – selvom den kan virke dramatisk og voldsom til fx en landskamp – ganske harmløs, og som regel indbringende for dem, der lever af at sælge souvenirs. Vi holder også meget af den til højtider og som underholdning, som når vi læser om os selv som folkefærd eller om kongefamiliens gøren og laden.

Hverdagsnationalismen kan dog også bruges politisk, hvad man fx så under 2. Verdenskrig, hvor en af de mest berømte modstandsgrupper kaldte sig Holger Danske med referance til legenden om og statuen af kæmpen oppe på Kronborg, der atter vil rejse sig og kæmpe for Danmark, den dag landet stander i våde.

I moderne tid har Dansk Folkeparti forsøgt at tage patent på hverdagsnationalismen – og dermed på danskheden – ved at definere den og bruge den udfra deres egne politiske motiver. Et forsøg, som desværre er lykkes et langt stykke hen af vejen, men som Danmarksbloggen er sat i verden for at bekæmpe med alle mider.

For ser man historisk og værdipolitisk på Danmark, så er det frisind og rummelighed, som sammen med en fantastisk evne til at opfinde og til at sælge, som kendetegner vores skønne land og ikke den mørke intolerance og begrænsende væren-os-selv-nok, som Dansk Folkeparti står for.

Hverdagsnationalismen i Danmark fortjener simpelthen bedre end en skæbne som politisk begrundelse for Dansk Folkepartis eksistens.

Hverdagsnationalismen er både historisk – og allerdybest nede i det danske folk – en rummelig nationalisme. Dét er Danmarksbloggen overbevist om. For nok vil cirka en fjerdedel af alle danskere stemme Dansk Folkeparti, hvis der var valg nu – men tre fjerdedele vil IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Her er McKinsey, også kaldet ”The Firm”

Udgivet den af
Svar

McKinsey er et verdensomspændende konsulent-firma, som rådgiver erhvervsledere og offentlige institutioner om, hvad de skal gøre. Firmaet findes også i Danmark, hvor det har kontor i det centrale København lige overfor Christiansborg.

McKinsey kaldes over hele kloden for ”The Firm”.

En betegnelse, der også var den amerikanske titel på den populære film fra 1993 ”Firmaets mand” med Tom Cruise i hovedrollen, hvor han spiller en advokat i et stort advokat-firma med forbindelser over hele kloden, et advokatfirma med magt og indflydelse overalt i samfundet. Et firma, som man som ansat er klar til at ofre sig for, fordi man er stolt over at være kommet igennem nåleøjet.

Nogenlunde sådan ser virkeligheden også ud hos McKinsey, der headhunter de dygtigste fra hver årgang på universiteterne for så at oplære dem i firmaets filosofi og arbejdsmetoder nærmest i døgndrift. Lære de nybagte kandidater ”The McKinsey-way” simpelthen. Lønnen er også stor, og firmaet tager sig gerne af både tøjvask, mad og andre daglige fornødenheder imens.

Arbejdet, diskretionen og de høje lønninger til konsulenterne er nemlig både hos det virkelige og det fiktive ”The Firm” i højsædet.

Sammenligningen mellem de to ligger derfor ligefor, bortset fra at McKinsey formentlig aldrig kunne finde på at gøre sig skyldige i noget så simpelt som at overfakturere kunderne, som det sker hos filmens fiktive advokatfirma.

Det behøver McKinsey så heller ikke. De tjener nemlig på helt lovlig vis enorme summer på deres rådgivning. I 2011 anslås det på Forbes liste, at McKinsey har tjent 7 milliarder dollars. Det er mere end svimlende 38 milliarder kroner.

Forfatteren Duff McDonald skrev sidste år bogen “The Firm – The story of McKinsey and Its Secret Influence on American Business”, hvor han beskriver, at kritikerne ser McKinsey som et firma, der ensporet fokuserer på effektivitet og rationalitet, mens brugerne (som fx Bjarne Corydon, red.) opfatter McKinsey som en hjælp og retningsviser.

Duff McDonald fortæller i den forbindelse, at man i Tyskland har noget, som man kalder ”Die McKinsey-Gesellschaft’. Med det menes et samfund, der bæres af effektivitet og rationalitet – og ikke andre, mere bløde og menneskelige værdier, men altså udelukkende denne nyttefilosofi, som Danmarksbloggen også skrev om igår:

http://danmarksbloggen.dk/?p=3729

Mange McKinsey-konsulenter forlader efter få år virksomheden for en toppost i det private erhvervsliv eller i offentlige institutioner, hvorfra de trænede i at agere ”The McKinsey-way” kan påvirke ikke kun deres arbejdsplads, men også hele samfundsudviklingen.

I Danmark drejer det sig fx om departementschef i Finansministeriet David Hellemann, administrerende direktør Henrik Poulsen fra Dong, administrerende direktør Tue Mantoni fra B&O, koncernchef Jørgen Vig Knudstorp fra Lego, koncernchef Niels B. Christiansen fra Danfoss og kommende topchef hos KMD, Eva Berneke, der netop er kåret som årets kvindelige bestyrelsesmedlem.

I artiklen http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true beskriver DR´s erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin også McKinsey som et meget lukket firma.

”De opererer i det skjulte. Det er hemmeligt, hvem der er kunder hos dem, og de er lige så hemmelighedsfulde som advokater. De taler slet ikke om, hvem de har som kunder. Det er en lukket verden,” siger hun i artiklen.

Citat slut.

Artiklen fra DR skriver også om insiderhandel og skandaler hos det meget lukkede konsulentfirma, der ikke vil sætte navn på deres kunder.

Læs mere her:

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/02/26/135536.htm?rss=true

http://nymag.com/news/intelligencer/topic/58091/

http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

McKinsey, mennesker og det umulige match

Udgivet den af
Svar

Konsulentfirmaet McKinsey er udset til at skulle stå for implementeringen og opfølgningen på folkeskolereformen samt på erhvervsuddannelsesreformen.

Dét giver bare ikke mening. Ja, det er et umuligt match. Som formanden for skolelederforeningen Anders Balle siger det i nedenstående artikel fra DR´s hjemmeside: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/02/26/080800.htm

“Vi har ikke brug for en yderligere stramning af New Public Management-skruen i folkeskolen, siger Anders Balle, der er formand for skolelederforeningen.
Han frygter, at beslutningen om at lade konsulentfirmaet McKinsey implementere og følge op på indførelsen af folkeskolereformen og erhvervsuddannelsesreformen vil betyde, at der bliver målt på få mål med hårde facts.
Det er nemt at måle, om eleverne kan læse og regne, men om de bliver gode kreative og innovative mennesker, der kan blive aktive samfundsborgere, er svært at måle, og det er vist slet ikke med i målingerne, siger han.”

Citat slut.

Anders Balle rammer meget præcist med sin kritik. Det giver nemlig på ingen måde mening at bedømme mennesker og læring udfra de management-tanker, der ligger til grund for firmaer som McKinsey.

I det hele taget gælder, at en nyttefilosofi, som den McKinsey baserer sine analyser på med fokus på tal og økonomi, ikke kan bruges i forhold til mennesker. Desværre spreder netop samme nyttefilosofi sig med lynets hast i den offentlige sektor.

Men hverken skoler, børnehaver, vuggestuer, sygehuse, lægehuse eller plejehjem kan bedømmes på samme måde, som man bedømmer en virksomhed, der producerer x antal dippedutter, y mængde viden eller x mængde serviceydelser.

Mennesker er så meget mere og så meget større, end hvad der kan vises i skemaer og tabeller. Menneskets opfindsomhed og evne til at tænke og agere kreativt hænger heller ikke sammen med cost-benefit-analyser, og hvad management-firmaer som McKinsey ellers kan trække op af hatten med smarte ord og undersøgelser, der ser valide ud.

Men vi er – både som samfund og som individer – mere og andet end hvad de smarte drenge og piger kan få ind i deres strømliniede rapporter. Og netop derfor giver det ikke mening at hyre et firma som McKinsey til at lave noget som helst i den offentlige sektor i Danmark.

Men det har nogen glemt at fortælle især finansminister Bjarne Corydon, der overtog sin McKinsey-departementschef David Hellemann fra forgængeren Claus Hjort Frederiksen, der ansatte den unge McKinesy-mand i 2010.

Gad vide hvor mange andre McKinsey-mænd, der sidder på centrale poster i det offentlige Danmark? Nedenstående artikel viser ihvertfald, at konsulentfirmaet er ligeså indflydelsesrigt, som det er lukket i forhold til hvem partnerne i firmaet er – og hvad de laver: http://www.business.dk/raadgivning/millioner-mystik-mckinsey

Et samfund styret efter McKinsey´s management-metoder er derfor så langt fra det åbne, demokratiske og menneskelige samfund, som noget kan være. Det er på tide at få McKinsey tilbage til der, hvor de hører hjemme: Hos de private virksomheder hvor det er helt legalt udelukkende at fokusere på bundlinien.

Selvom man nu ret beset også kan tjene mange penge på innovation og andre såkaldt bløde værdier, som ikke kan måles af de smarte regnedrenge og fikse management-piger. Ja, det er formentlig især dér hos de bløde, at gevinsterne ligger: I miljøer uden kontrol og mål sat op af firmaer som McKinsey, men istedet miljøer hvor kreativiteten, anerkendelsen og troen på at mennesker vil berige og bidrage er i højsædet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sådan sikrer vi at velfærden bliver i Danmark

Udgivet den af
1

Skal Danmark fra dag ét give velfærdsydelser til alle EU-borgere, der opholder sig i Danmark? Debatten raser i disse dage med fokus på børnechecken.

Danmarksbloggen skrev også om emnet i går: http://danmarksbloggen.dk/?p=3702

Og idag har en af Danmarksbloggens læsere formuleret et forslag til, hvordan vi sikrer, at velfærden kun gives til danske statsborgere og andre, som har arbejdet i landet i mindst to år.

Ole Frederiksen skriver:

EU har bestemt, at hvis man som EU-borger har betalt skat af arbejde een dag i Danmark, er man også berettiget til børnecheck og andre velfærdsydelser, som vi, der har boet her i mange år, møjsommeligt har sparet sammen til. Det siger derfor sig selv, at vi i længden som samfund ikke har råd til fra dag ét at skulle betale velfærdsydelser til alle, der slår sig ned i Danmark.

I stedet bør vi overveje at lave tvungne velfærdsforsikringer. Velfærdsforsikringer, som trækkes fra i skat, og som dem uden arbejde kan få tilskud til.

Dvs. at reelt kommer forsikringerne ikke til at betyde en merskat eller en merudgift for den enkelte, da det bliver en nulløsning på omkostningssiden for borgeren. Men for samfundet kommer gevinsten, da kun dem, som har betalt til samfundet, fordi de har boet længe nok i Danmark, drager nytte af velfærdsydelserne.

For du skal nemlig have haft forsikringen i to år, før du kan drage nytte af den. Det betyder, at du først efter to år i Danmark kan få børnechecken og de andre ydelser, som forsikringen dækker, såfremt du har behov for det. “Behovet for hvem der skal have” skal administreres efter de samme regler som i dag. Dvs. du får den samme ydelse i børnechecken som før forsikringen, ydelserne er også de samme, hvis du bliver arbejdsløs og skal på kontanthjælp osv.

Som sagt skal forsikringen være obligatorisk for alle i Danmark, og man skal ikke kunne til-  eller fravælge emner. På den måde kan vi bibeholde vores velfærd og sikre, at kun dem, der kommer til Danmark for at bidrage til samfundet, også får noget igen.

Ja, faktisk minder ordningen meget om den nuværende dagpenge-ordning, hvor den enkelte også selv betaler for at være forsikret.

Skrevet af: Ole Frederiksen, it-udvikler