Nytårsforsæt: Mere glæde, tak

Mennesket er ikke en maskine, en robot eller noget andet mekanisk, der kan gøres op i tabeller og sættes på formler.

Mennesket er ånd og sjæl – og derfor så meget mere end det produktions- og forbrugsdyr, som vi i øjeblikket reduceres til af både politikere, erhvervsinteresser og andre, der ikke tænker i helheder og fællesskab, men kun i grådigt selv at rage til sig.

Derfor har mennesket også brug for andet og mere end den effektivitets- og arbejds-religion, som gennemsyrer samfundet i disse år.

Og dette er især baseret på og giver GLÆDE.

Og netop GLÆDEN var også i fokus, da danskerne blev spurgt om deres nytårsforsætter. Glæden ved at leve, den glæde man får når man danser lidt mere, hjælper andre lidt mere, smiler lidt mere.

I det hele taget giver sig selv tid og rum til alt det skønne, der ikke kan måles på en bundlinie, ikke kan gøres op i produktion og forbrug – men som i stedet er ren ånd, ren sjæl, ren livsglæde.

Danmarksbloggens nytårsforsæt for 2015 er derfor også MERE LIVSGLÆDE

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Statsministerens Nytårstale

Traditionen tro blev statsminister Helle Thornings båndede nytårstale vist på årets første aften, således også i år, hvor det som bekendt er valgår. Noget som man tydeligt kunne mærke gennem hele talen.

Statsministerens tale fokuserede på fællesskabet i Danmark, på at der ikke var plads til eksperimenter med velfærden, og på at intet kunne lykkes med den nulvækst, som hendes politiske modstander Lars Løkke er så glad for.

Thorning ville i stedet holde fast i etablerede goder som gratis sundhed, dagpengesystemet (der skulle forbedres), bedre betingelser for børn og ældre – og dermed også bevare solidariteten mellem danskerne.

Danmarksbloggen er enig. Problemet er så blot, at regeringens politik netop ikke lever op til den fair fordelingspolitik, som er så vigtig, hvis samfundets goder skal fordeles retfærdigt og lige – og sammenhængskraften dermed skal bevares.

Danmarksbloggen vil dog – i dette valgår – alligevel anbefale en socialdemokratisk regering. Alternativet er nemlig så meget værre.

For nok er uligheden øget i Danmark – også under Thorning – men med Løkke ved roret og med Pape, Samuelsen og Thuelsen Dahl som væbnere bliver Danmark en ren jungle af umenneskelighed.

Eller som Anker Jørgensen sagde det: Et samfund bliver koldt, hvis ikke vi bruger velstanden på den rigtige måde.

Det er Danmark blevet – også under Thorning, men ikke mere end at det kan tøs op igen. Under Løkke derimod vil det blive total istid.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Anmeldelse: Dronningens Nytårstale

Dronning Margrethe d. 2. har tilbragt både julen og nytåret på Fredensborg Slot, hvorfra hun også holdt den traditionsrige nytårstale her kl. 18. Noget der normalt sker på Amalienborg, men altså ikke i år pga. restaurering.

Det blev en nytårstale, hvor Dronningen kom ind på vigtigheden af at tale op til mennesker fremfor at tale ned – og hvor det kunne gøre den store forskel at blive mødt med tillid og forventning fremfor et “du-dur-ikke”.

Danmarksbloggen er enig. Det drejer sig om at tale til det gode i mennesket – til at kere sig om hinanden her i samfundet – til at give plads til at vi alle kan være med i samfundet, både universitetsuddannede, håndværkere, de syriske flygtninge og de danske helte, der uselvisk drager ud for at bekæmpe ebola´en.

Lige netop at drage alle ind i dét fællesskab, som samfundet kan være, skal vi med Dronningens ord gøre os meget umage med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Afdragsfrit er ikke gratis …

Omkring 48.000 boligejere skal fra næste år til at betale afdrag på deres hus- og lejlighedslån.

Det er en del af dem slet ikke gearede til. De købte huset/lejligheden, mens boligpriserne buldrede afsted – og derfor var det for mange af dem også nemt at lade sig friste og købe noget, der var større – og måske især dyrere – end hvad økonomien reelt var til, når der ti år senere ikke blot skulle betales renter, men også afdrag.

For afdragsfrit er ikke gratis … og de afdragsfrie lån er ikke andet end at udskyde en betaling foruden at det dengang satte gang i boligprisernes himmelflugt for alvor.

Det var derfor også udelukkende middel- og overklasse, som kunne deltage i nullernes boligfest – en fest, hvor regningen nu skal betales, også selvom det kniber med pengene i dele af middelklassen, især hos dem der lod grådigheden vinde over fornuften, og som satte sig dyrere end tegnebogen reelt var til.

For afdragsfrit er ikke, har aldrig været og bliver aldrig gratis … og det er i grunden ok.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Demonstration for lyset – og demokratiet

Lyset er på vej tilbage – ihvertfald fysisk. For astronomisk set var det for en uge siden midvinter og solhverv – og det betyder som bekendt, at vi går mod lysere tider – i naturen, men ikke politisk.

Dér bliver det derimod mørkere og mørkere. Især siden Den Nye Offentlighedslov blev vedtaget i juni 2013, har det været markant sværere at kigge magthaverne efter i sømmene.

Det er så samtidig noget, som aldrig har været mere relevant end det er i øjeblikket. Man behøver blot sige Eritrea og “nødløgne” – og dét er kun et par eksempler.

Mød derop op i dag til lysfest og demonstration for åbenheden – og imod mørklægningen. Det handler i sidste instans om demokratiets overlevelse i Danmark.

Læs mere her: https://www.facebook.com/events/1442405965973298/?unit_ref=related_events

I København foregår det på Christiansborg Slotsplads fra kl. 19 til kl. 21.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nationalismens spøgelse og de etablerede politikere

At de såkaldt nationalkonservative vinder frem i Danmark er ingen nyhed.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/et-nyt-politisk-hoejre-bider-sig-fast-i-danmark

Overalt i Europa får de højreekstremistiske kræfter nemlig mere og mere opbakning i disse år, hvor samfundsgoderne er under pres, krisen stadig kradser, og hvor især muslimer udpeges som syndebukke – samtidig med at kritiske røster gøres til fjender.

Nationalismen er altså på spil igen. For den er et kendt og gammel spøgelse i Europa, som vi sidst så tilbage i 1930´erne, hvor krisen også kradsede – og hvor man enten var for eller imod de nationalkonservative kræfter … som man også kan kalde noget langt mindre pænt, men måske mere præcist!!!

Dét interessante er derfor heller ikke, at disse kræfter findes, men hvordan de etablerede politikere reagerer på tilstedeværelsen af dette nationalismens spøgelse.

I Sverige har man valgt at bekæmpe det og fokuserer således på, at 80% af befolkningen IKKE stemmer på Sverigesdemokraterne. At altså 4 ud af 5 svenskere vil noget andet.

I Danmark derimod er de fleste partier ved at falde over hinandens ben på vej efter Dansk Folkeparti og deres holdninger, som også deles af cirka hver femte dansker – ligesom man ser det i Sverige med Sverigesdemokraterne.

Men i Danmark drejer det sig om de 20%, der stemmer på Dansk Folkeparti.

Forskellen er signifikant. For en ting er, at Dansk Folkeparti får mere magt, når de får lov til at bestemme så meget i dansk politik. Det er i virkeligheden kun den lille del.

Den store del er, at det legitimeres at finde syndebukke og gøre forskel på mennesker – som vi ser det ske i Danmark hele tiden nu.

Og det, mine damer og herrer, er farligt. For så lukker vi blot endnu mørkere kræfter ud iblandt os som fx Dansk Samling.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen ønsker Glædelig Jul

Danmarksbloggen ønsker alle en rigtig glædelig jul i håbet om, at vi vil åbne vores hjerter, både for dem, der står os nær og dem, der er længere væk – og endda måske dem, som vi ikke kan lide.

For julen er næstekærlighedens store højtid. Det er her, at vi fejrer, at glæden blev født på Jorden i form af det lille barn. Og enhver, dér har stået ved et barns vugge, ved, hvordan man pludselig får foræret alverdens visdom bare ved at se ind i det lille barns øjne. Se den lille stjerne som tindrer og blinker derinde.

Det er også derfor, at vi ved juletid skal blive som børn igen – i betydningen naivt og uden forbehold at tro på det gode i livet, i mennesket og på kærligheden, på næstekærligheden.

Som den engelske forfatter C.S. Lewis sagde det: Fødslen af Guds Søn, der gjorde Ham til menneske, giver også os mennesker muligheden for selv at blive Guds børn.

Så lad os blive som børn igen … og gå på stjernetæpper lyseblå og se mildt til hinanden ned i denne søde juletid, hvor vi os ret fornøje.

Danmarksbloggen vender tilbage mellem jul og nytår med indlæg om blandt andet juleuhygge og julespøgelser – men også om aktuelle emner.

Glædelig jul til alle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Kan elgen integreres i Danmark?

Elgen er på vej tilbage til Danmark efter flere tusind års fravær, hvis man ser bort fra enkelte over-Øresund-svømmende-elge gennem tiderne. Læs mere her:

http://www.bt.dk/danmark/efter-5.000-aars-pause-dansk-comeback-til-elgen

Men kan elgen integreres i Danmark?

Det må være det store spørgsmål, og det undrer Danmarksbloggen meget, at Dansk Folkeparti – og skabs-DF´eren Inger Støjberg – ikke forlængst har været ude og udtrykke bekymring om sagen samt forlange, at alle elge tager en danskprøve, inden de sættes ud i Lille Vildmose ved Aalborg.

Men der er åbenbart forskel på, hvem der er velkomne i Danmark, og her foretrækker Dansk Folkeparti og Venstre altså elgen, selvom den behøver endog store, øde områder for at trives – og den er livsfarlig at møde, hvis man kommer kørende, og den rammer ens bil.

Der skal så også bygges et cirka 30 kilometer langt og 2,5 meter højt hegn omkring et område på 2.100 hektar for at holde elgene inde.

Og netop hegn og afspærringer og grænsebomme og den slags er man jo som bekendt meget glad for hos Dansk Folkeparti. Så måske giver det alligevel mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Alle muslimer er ikke fundamentalister

Mandagens gidselaffære i Sydney, skole-tragedien i Pakistan – og generelt bare Taleban og IS´ fremfærd …

Der er nok eksempler på, hvad fundamentalistiske muslimer gør af onde gerninger i øjeblikket.

Og det er – psykologisk set – fuldt forståeligt, at vi som mennesker reagerer på det, og bliver bange for eller vrede over det forkvaklede og forkerte menneske- og livssyn, som denne fundamentalisme er et udtryk for.

MEN det er også vigtigt, at vi husker, at ikke alle muslimer er fundamentalister. At også almindelige muslimer rammes af den fundamentalistiske muslimske terror.

At fjenden ikke er islam, men fundamentalisterne og deres adfærd, som intet har med religion eller ære at gøre. Men at de – fundamentalisterne – ikke er andet end en flok bundkriminelle udskud, der slår ihjel og med deres vanvittige vold skaber frygt og sorg omkring sig.

Så nej, at bekæmpe IS, Taleban eller andre fundamentalister er ikke starten på en religionskrig. Det er en (nødvendig) bekæmpelse af kriminalitet, mord og vold mod menneskeheden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jobs til alle?

Historien om 20-årige Mette, der cyklede rundt og fik job, har været stor i løbet af weekenden.

At den unge – og hjemmeboende – kvindes virkelighed så er markant anderledes end de fleste andre arbejdsløse, der har en familie at forsørge, har de fleste medier valgt at springe let henover.

For se, hvor mange jobs, der er derude – hvis bare man vil, lyder budskabet fra Mette. Et budskab, der passer godt ind i hetzen mod arbejdsløse. MEN DET PASSER IKKE.

Der findes ikke nær så mange ledige jobs, som der er ledige, der gerne vil have et job. Og situationen bliver ikke bedre, når flere virksomheder direkte opfordrer deres østeuropæiske ansatte til at få venner og familie herop.

Skurken er altså ikke de ledige, men de danske virksomheder, der svigter deres etiske og moralske ansvar og tænker mere på deres egen indtjening end på at sikre deres danske medborgere et job.

En såre umoralsk adfærd, som burde stoppes – og gerne ved lov.

Altså: At man simpelthen ikke må ansætte udenlandsk arbejdskraft, hvis der er ledig, indenlandsk arbejdskraft, som kan løse opgaven.

Så enkelt kan der skabes flere jobs … og selvom det måske ikke vil afhjælpe arbejdsløsheden 100%, vil det hjælpe et stykke på vej.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk