Medicin: Hvad med at se på medicinalfirmaernes indtjening?

Medicin er dyr, og noget medicin er meget dyrt. Så dyrt at man taler om at lave en prioriteringsliste for hvem, der skal have og hvem der ikke skal have.

Det giver ikke mening. Vi SKAL have råd til dén medicin her i Danmark – til alle.

Men måske kunne man kigge på medicinalfirmaernes indtjening – og især den del, der handler om overskud til aktionærerne. For behøver den profit at være så stor? Næppe.

Og det haster. Både pga de menneskeliv, som vi skal redde. Men også fordi at ellers så lægger den til målspark uden målmand for Dansk Folkeparti, der med vanlig populistisk sans vil kunne sige: Hvad skal vi bruge penge på? Medicin og danske liv eller udlændinge, ulandshjælp og integration.

Svaret giver flere stemmer til Dansk Folkeparti – og det gavner ingen, heller ikke de syge, der har brug for medicinen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke lægger op til løftebrud

Løkke lover et fuldstændigt skattestop, hvis Venstre skal danne regering efter valget.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/loekke-lover-fuldstaendigt-skattestop

Det er et umuligt løfte, idet Venstre med 100% sikkerhed skal samarbejde med Dansk Folkeparti – og et af dette partis mærkesager er flere penge til sociale formål som fx pensionisterne. Noget, der kun kan blive en realitet, hvis skatterne øges – eller afgifterne laves om. Noget, som Løkke også garanterer ikke vil ske.

Nu er Dansk Folkeparti selvfølgelig altid til salg, hvis man strammer på udlændingeskruen. Men alligevel er situationen dén, at Løkke med sin udmelding styrer lige mod et løftebrud af dimensioner, som han – uretfærdigt – ofte har beskyldt den nuværende regering for.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Natur til alle – eller huse til de få?

Venstre synes, at det skal være muligt at bygge flere huse ude i vandkanten ved de danske kyster. Den såkaldte 300 meter-grænse skal skrottes, mener partiet.

Danmarksbloggen vil istedet opfordre Venstre-folk – og Venstre-støtter – til at købe nogen af de tomme huse, som der er så mange af i fx Vest- og Nordjylland samt Lolland-Falster.

På den måde vil Venstrefolk med hang til fri luft stadig komme på landet og bo, men uden at det skader naturen.

For det gør det nemlig, hvis man bygger tæt ved vandet. Dyr, planter og landskab lider – og samtidig kan det være svært for alle andre end lige husejeren at få adgang til vandet. Så det drejer sig også om at give alle danskere lige muligheder.

Læg dertil at det er enestående, at vi har den vilde og uspolerede kyst. Noget, som også 9 ud af 10 danskere mener. Noget, som også turisterne søger til Danmark for at opleve.

Der er med andre ord ingen argumenter for Venstres forslag – men derimod mange, både miljø- og samfundsmæssige imod. Også det endnu ikke-nævnte: At ved at droppe at bygge i vandkanten, men i stedet købe allerede-eksisterende huse, så vil den stigende affolkning i nogle områder også kunne om ikke stoppes, så dog formindskes.

Dét kunne blive helt historisk. For i så fald vil det blive første gang, at Venstre-folk eller Venstre-støtter gør noget godt for samfundet.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er “Alternativet” et alternativ?

Den tidligere radikale kulturministers Uffe Elbæks nye parti “Alternativet” kan nu melde sig opstillingsklar til folketinget.

Partiet markedsfører sig selv som et alternativ til de etablerede partier. Som et grønt parti, der går ind for en bæredygtig, demokratisk, social retfærdig og entreprenant verden. Se partiets hjemmeside her: http://alternativet.dk/

Danmarksbloggen kan dog ikke lade være med at stille spørgsmålet om, hvorvidt “Alternativet” er et reelt alternativ, eller om det blot er gammel vin på nye flasker? For minder partiet dermed ikke meget om de radikale, dengang de radikale stadig havde en intellektuel og social ansvarlig del?

Man kan så – med rette – anføre, at netop den sociale ansvarlighed røg ud hos de radikale, da Vestager blev leder. Og Østergaard har på ingen måde genindført dén, så set i det lys giver det god mening med “Alternativet”, der også på en anden måde end SF og Enhedslisten henvender sig til den kreative klasse, hvor mange socialt ansvarlige føler, at de mangler et parti at stemme på.

Det gør de så ikke længere.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Misforstået humanisme

Danskerne er et spøjst folkefærd – og det går mange år tilbage.

Vi kan lide at se os selv som humane – og som nogen, der er istand til at rumme og forstå alle sider af en sag, alle involverede i en sag.

Og det er – normalt – alt ære og respekt værd.

Men indimellem er vi på et sted i historien, hvor der trækkes én streg, og hvor både de andre lande og vor eftertid vil vide at dømme os på de valg, som vi tog eller ikke tog. 

En af de tider er nu.

I ingen andre lande ramt af terror – USA, England, Spanien eller Frankrig – har man lagt blomster, der hvor terroristerne døde. Men i Danmark har man – i en slags misforstået humanisme baseret på holdninger som “han var også nogens søn” og “nogen holdt sikkert af ham.”

Men nej, både som morder – og som terrorist – passerede Omar  El-Hussein med de to nedskydninger en grænse, hvor det at lægge blomster ikke længere gav mening.

Men i Danmark har nogle danskere – traditionen tro – altså twistet begivenheden hen i en retning, hvor humanismen i bedste fald kan kaldes naiv.

Det er ikke noget nyt. Det skete fx også op til 2. verdenskrig, hvor en del danskere mente, at man kunne tale fornuft med Hitler – og det skete efter Besættelsen, hvor man mente, at det gav bedst mening at samarbejde med Nazi-Tyskland – og at tyskerne også var en slags mennesker.

Og ja, det var de, men de var også nazister, og det var det, der betød noget. Præcis som at det betød noget her, var at Omar El-Hussein skød og dræbte to mennesker. 

Så det er langtfra første gang i Danmarkshistorien, at den danske humanisme forvrænges og – ufrivilligt – bliver til noget, der istedet angriber netop humanismen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Oversigt: Konflikterne, der truer Europa

Situationen i Europa – og dermed også i Danmark – er mere alvorlig end den har været det i mange årtier. Der er mange konflikter, der truer freden og stabiliteten i Europa.

Flygtninge, der enten selv sejler ud fra Nordafrika i jagten på et bedre liv i Europa – eller som sendes ud fra Libyen med det formål at destabilisere situationen i Sydeuropa – og på den lange bane i hele EU.

Økonomisk kaos i Europa med et fattigt Østeuropa, et Sydeuropa i store gældsproblemer og et Nordeuropa, som ikke ønsker at betale mere end idag.

Samt alle steder en lille rig overklasse, der bliver rigere og rigere, mens alle andre bliver fattigere og fattigere. Altså en stor social ustabilitet i alle lande.

Den stigende islamisering og radikalisering af udsatte muslimske europæere, der allerede nu har betydet flere tilfælde af terror – og øget risikoen for endnu mere.

Og så situationen i Ukraine, der kan sprede sig til andre dele af Europa, og som allerede nu betyder, at andre lande som fx de baltiske er under stort pres – og som også har gjort at Finland og Sverige, der ikke er medlemmer af NATO, i går indgik en bindende aftale om at ville støtte hinanden militært i fælde af krig. En aftale, som de sidst lavede i 1930´erne, men som nu er blevet fornyet med den tilføjelse, at fællessproget er engelsk, og at de kører NATO-standard (så kan de også i tilfælde af krig også lettere samarbejde med NATO).

Det er alvorligt med fede streger under, og det er farligt med ligeså mange streger under. For det er under omstændigheder netop så komplekse og komplicerede, at det kan være fristende for mange at søge til de lette løsninger, de enkle svar.

Men der er ingen enkle løsninger på komplekse problemstillinger. Det er kun sammenhold, omtanke og rummelighed, der kan bringe os videre i Danmark og i Europa.

Om det så skal ske under de nuværende strukturer i EU-systemet, tvivler Danmarksbloggen dog på.

Europas befolkninger føler sig nemlig ikke hørt dér. Og skal det her virke, så skal europæerne føle, at de har noget at sige om, hvordan det skal gøres.

Ellers du´r det ikke.

Ellers så risikerer vi, at de gløder, der ligenu ulmer overalt i Europa, bryder ud i lys lue og sætter hele kontinentet i brand med etniske udrensninger, vold, terror og nogle steder også diktaturlignende forhold eller måske ligefrem krig til følge. Og dét er vi aldrig tjent med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ytringsfrihed og hensyns-syge

Hensyns-sygen skal stoppes, inden den får fat i danskerne … 

Nej, det der kan du da ikke sige/skrive/tegne. Det kan jo være, at der sidder nogen og bliver lidt kede af det, siger den konfliktsky og rynker på næsen.

Men jo. Det er lige netop de ting, som vi kan og skal sige/skrive/tegne. Især fordi der findes fundamentalister, som føler sig trådt på og provokeret, så snart andre ikke er 100% enige med dem.

Og at tage hensyn til dem, er det samme som selvcensur i udstrakt grad, og det du´r ikke.

Vi er nødt til at holde fast i, at retten til at ytre sig frit, også er retten til at provokere og håne og nedgøre. Ikke pligten, men retten. Ytringsfriheden.

Vi har også en lovgivning, som går ind og siger stop, og som kan idømme straffe, når folk alligevel går over stregen.

Så der er taget hånd om de ting, som der skal tages hånd om i dén sammenhæng.

Alternativet: At acceptere at der er noget, som man ikke må sige/skrive/tegne, er det samme som at bukke nakken og akut pådrage sig hensyns-sygen, og så er første skridt i selvcensurens grimme navn taget.

Og dét skridt skal aldrig tages. Ikke hvis vi vil beholde vores frie og demokratiske samfund.

Og det vil vi. Og nej, selv den mest provokerende tegning eller de mest hånende ord kan ALDRIG legitimere vold og drab. ALDRIG.

For uanset hvor provokerende en tegning eller et skrift er, så er det aldrig en legitim grund til at gribe et gevær og skyde to mennesker.

Desuden bliver de fundamentalistiske aldrig tilfredse. De vil hele tiden skære mere og mere af frihedsrettighederne, hele tiden gøre det rum, hvor vi kan sige og skrive og tegne mindre og mindre.

Og hvad var i øvrigt årsagen til, at Dan Uzan og Finn Nørgaard blev dræbt? Tjah, den første var jøde – og den anden deltog i et debatmøde. Det var alt. 

Ikke mere. Ikke andet. 

Det siger vist alt om, hvor ultra-småt et rum, som de fundamentalistiske opererer med.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Blomster til en morder? ALDRIG

I går blev der lagt blomster der, hvor politiet skød manden bag de to terrorangreb i weekenden. Blomster, som senere blev fjernet af hans venner og meningsfæller med henvisning til, at det ikke er en muslimsk tradition.

Siden har debatten raset. Nogle mener, at det er kristen næstekærlighed også at lægge blomster dér ligesom det bliver gjort ved Krudttønden og i Krystalgade, hvor blomsterhavet bare vokser og vokser.

For Danmarksbloggen er sagen klar. Det drejer sig i bund og grund ikke om hverken ytringsfrihed eller om religion. Det drejer sig om mord på to uskyldige medborgere.

Og man ærer ikke en morder, og det var, hvad Omar El-Hussein var. En ussel og simpel dobbeltmorder, der brugte religionen som påskud for med fuldt overlæg at fratage Finn Nørgaard og Dan Uzan livet. Og sådan en mand giver man ikke blomster. Så enkelt er det.

Danmarksbloggen respekterer selvfølgelig retten til at sørge. Den gælder for alle. Det siger sig selv. Men når man lægger blomster, så ærer man – og vi skal ALDRIG ære en morder. ALDRIG.

Vi kan ikke – og vi skal ikke – sidestille de tre mænd. De to af dem er døde, fordi den tredje skød dem med fuldt overlæg, mens de var 100% forsvarsløse.  Den tredje derimod er død, fordi han skød på politifolk i tjeneste. Så enkelt er det.

Ja, at sidestille terroristen med de to ofre ved at give ham blomster er faktisk mangel på empati med de to ofre og deres familier.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed

Fysisk var vi omkring 30.000 mennesker af alle nationaliteter og alle religioner på Østerbro i aften, der stod dér ved Krudttønden i kulden og mørket med fakler i hænderne og tårer i øjnene.

Men mentalt var vi millioner, der bakkede op om denne smukke og værdige mindehøjtidelighed for de to døde og de fem sårede ved weekendens to terrorangreb i København.

Det blev stilhedens og de dæmpede vanters mindehøjtidelighed.

Stilheden, da mindehøjtideligheden startede – og vi alle som med ét trylleslag blev helt tavse.

Og så stilheden igen, da vi holdt et minuts stilhed for ofrene.

Aldrig har en stilhed råbt så højt om frihed og demokrati og menneskeret som i den kolde aften ude på Østerbro for et par timer siden. Det var et råb, der rungede hele vejen ind til Krystalgade, som også var blevet besøgt inden højtideligheden ved Krudttønden.

Og mange gange aftenen igennem de dæmpede vanter, som man kunne høre styre klapsalverne, der trods den tykke vinterbeklædning alligevel viste, hvad vi står for her til lands.

Dét var en aften af dem, som jeg og alle andre i Danmark aldrig glemmer – og som nu afspejles i de to lys, som står i mit vindue til minde om Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård

I dag flager Danmark på halv. To af landets sønner er døde. De kommer ikke til at opleve foråret, når det om kort tid kommer til landet.

Deres liv blev taget fra dem af en tredje mand, der fejt skød dem, fordi de ikke var som ham, mente som ham, tænkte som ham og troede som ham.

Den første, Finn Nørgaard, var filmmand og troede på ytringsfrihed og integration.
Den anden, Dan Uzan, var jøde og passede på 80 andre jøder til en fest i synagogen.

De to mænd var ikke farlige. Det var deres morder derimod. Men ikke fordi han var muslim.

For der findes ingen tro, ingen religion, ingen ideologi, der er farlig. Det er mennesker, der er farlige – og især når mennesker mangler evnen til at se udover sig selv og får et våben i hænderne bliver de dødens farlige.

I dag sørger vi, i dag mindes vi med Grundtvigs ord:  

Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård!
Guds fred med dem, som bløde af dybe hjertesår.

Ære være Finn Nørgaards og Dan Uzans minde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk