Venstre og Radikale Venstre gambler med trafikanters liv

Et nyt forslag fra det nye makkerpar i dansk politik Venstre og Radikale Venstre går ud på at hæve fartgrænsen på landevejene fra 80 til 90 km i timen. Der er tale om den rene gambling med andres menneskers liv og førlighed.

Som argument bruger de to partier at 1) man kommer hurtigere på arbejde (!) og 2) det øger trafiksikkerheden – fordi bilerne er i kortere tid på vejen (!). 

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/03/11/185100.htm

Det er jo det rene galimatias. Farten dræber stadigvæk – også selvom man beslutter, at det er godt at kunne køre hurtigere, så man kan komme hurtigere på arbejde!!!!

Ifølge Rådet for Sikker Trafik er fakta nemlig, at 

1) Jo højere fart, jo flere dødsulykker
2) Den høje fart kan være den direkte årsag til at ulykken sker
3) De fleste dødsulykker sker på landeveje

Læs mere her: http://www.sikkertrafik.dk/fart

Hos samme kilde kan man også læse, at hvis farten stiger fra 80 km/timen til 90 km/timen, så øges risikoen for at havne i en dødsulykke med 60%.

Så jo, farten dræber – stadigvæk.

Drop derfor det tåbelige forslag, der i øvrigt kun er sat i verden for at skaffe stemmer til Venstre og Radikale Venstre – samt sørge for at nogle af især Venstres kernevælgere ikke risikerer en bøde, når de suser afsted i livsfarligt højt tempo på landevejene.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Politisk censur blomstrer på Facebook

Aldrig har ytringsfriheden været så fremhævet som i de sidste par måneder i kølvandet på terrorangrebene i Paris og København. Allermest måske hos de politiske partier, hvor især de to store, Venstre og Socialdemokratiet, har været brændende fortalere for ytringsfrihed.

Derfor klinger det også hult, når partierne selv udøver censur på deres Facebook-sider overfor kritikere ved at slette indlæg og ved at blokere engagerede borgere i at udtale sig.

I gårsdagens aviser kunne man læse flg. om censuren hos Lars Løkke: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/lars-loekke-forbyder-fadoel/5476260

Men også den anden side er med. Socialdemokratiet udelukker også mange, der stiller spørgsmålstegn og forholder sig kritisk til de politiske udmeldinger.

Det skal slås fast, at vi selvfølgelig kun taler om sobre indlæg holdt i en ordentlig tone.

Danmarksbloggen er således også blokeret fra både Venstre og Socialdemokratiets Facebook-sider. Noget, som Danmarksbloggen tager i stiv arm, selvom det er oprørende at ytringsfriheden krænkes og trædes under fode.

For den politiske censur blomstrer på Facebook – i Danmark i 2015. Desværre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Beskyt digerne – på marken

Diger er normalt noget, som vi forbinder med kyster og kystsikring.

Men diger er også noget, der findes inde i landet. Ja, over hele Danmark er der ved og på markerne diger, hvoraf nogle har været der siden jernalderen. De fleste dog siden tiden op mod år 1800.

Diger, der er lavet af sten og jord, og som udover at beskytte dyre- og plantelivet, også er omfattet af museumsloven pga deres historiske værdi.

Men landmændene pløjer i stor stil disse diger ned. Ulovligt vel at mærke. De er ikke rentable, lyder forklaringen fra de kapital-bevidste bønder, der traditionen tro ser på pengepungen først og miljøet senere.

Sagen bliver så ekstra grotesk af, at klager over nedpløjningen af digerne bliver syltet i årevis. I Høver, der ligger ved Galten vest for Aarhus, har en mand således oplevet, at der indtil videre er gået FEM år, siden han klagede – og sagen er ikke behandlet endnu.

Men nu sker der noget, lover de ansvarlige. Læs mere om sagen her: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE7530142/Dansk-kulturarv-pl%C3%B8jes-i-stort-omfang-ulovligt-ned/

Danmarksbloggen håber det.

For nok har diger af sten og jord ikke samme nuttetheds-sværdi som sæler eller samme spændings-værdi som ulve – men digerne betyder tusind gange mere for den danske natur og det danske dyreliv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

I disse overfølsomme tider …

Så er Kristian Jensens mail vedr. den famøse kronik i Søndagsavisen blevet lækket. Danmarksbloggen kan ikke lade være med at tænke på, om monstro ikke hr. Jensen selv gerne så den lækket.

I mailen står der nemlig: “Jeg har afvist, at der er nogen konflikt. At jeg støtter Ingers udtalelser fuldt ud. Og at alle de forslag til stramninger, som Inger har præsenteret er en del af den politik, som Venstre fastlagde i sommers, og som jeg er helt enig i. Det lød de ikke til at tage alvorlig.” Citat slut.

Selvfølgelig skriver Kristian Jensen sådan. Det skal han gøre. Det er politisk selvmord at skrive, at han er i gang med et oprør mod Løkke. For Jensens endelige mål er ikke Inger Støjberg. Det er Lars Løkke.

Men Jensen sikrer sig alt det, han kan. Noget han også selv skriver til sidst i mailen, hvor der står: Jeg ved ikke, om jeg maler fanden på væggen, men i disse overfølsomme tider, så vil jeg hellere orientere en gang for meget. Citat slut.

Læs hele mailen her: http://www.bt.dk/nyheder/snigloeber-loekke-her-er-hele-kristian-jensens-hemmelige-mail

Danmarksbloggen vil på baggrund af den lækkede mail derfor også konkludere, at der ikke på nogen måde er fred i Venstre i dette forår. Tværtimod. Men kampen om magten i det gamle bondeparti foregår – endnu – under radaren og udenfor offentlighedens søgelys. Men hvor længe?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Den perfekte krumme og søstersolidariteten

Hurra. Så lykkes det. Jeg har bagt et brød med den perfekte krumme, skriver overskudskvinden på Facebook kl. 11 en søndag formiddag som fx i dag, d. 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.

To timer efter er hun dér med endnu en status – og endnu et foto: Denne gang en nøje tilrettelagt “tilfældig” placering af en bog (en af dem, som er in i øjeblikket – naturligvis), et tæppe og en kop dampende the – begge selvfølgelig af de “rigtige” mærker, de dyre og trendy.

Og sådan fortsætter hun, dag efter dag, med fotos og statusser, der fortæller, hvor perfekt hun og hendes liv er. 

At det hele så er iscenesat og også har sine skyggesider, har de fleste af hendes 467 “venner” forlængst gennemskuet. Men alligevel bliver mange, især kvinder, påvirkede af denne “superkvinde”, der for at booste sit eget vaklende selvværd konstant må fodre sit netværk med disse billeder af sin “perfekte” virkelighed.

Denne kvinde er nemlig så indfældet i sin egen virkelighed, at hun ikke kan rumme, at der findes andre virkeligheder end 1) den hjemmelavede rullepølse i hendes rustikke landkøkken samt 2) hun og hendes veninders åh så personligt udfordrende jobs i de kreative erhverv.

Men det er andre virkeligheder – også i Danmark.

Virkeligheder, hvor mange danske kvinders problemer ikke er hverken den perfekte krumme, eller om de skal læse denne eller en anden bog.

Kvinder, der derimod lægger søvnløse, mens de tænker på, hvordan de skal få pengene til at slå til resten af måneden. Og hvad nu – hvis børnene bliver syge? For medicin er der ikke råd til på en kontanthjælp. Men måske bliver jobbet i Netto også til noget? Det håber en af disse kvinder, også selvom hun ikke ved, hvem der skal passe børnene, når institutionen er lukket? Og vil ryggen overhovedet kunne holde til det?

Det er i dag Kvindernes Internationale Kampdag, og ja, der er stadig meget at kæmpe for, mine damer – også i Danmark.

Allermest solidaritet mellem danske kvinder – og gerne af den slags, hvor ressourcestærke kvinder som hende med den perfekte krumme kan løsrive sig fra sig selv og eget liv og i stedet føle et ansvar overfor de kvinder, der ikke er ligeså heldige som hende selv som fx hende, der ikke ved, hvordan hun skal få det hele til at hænge sammen.

Et ansvar som ikke skal udmøntes i nedladende velgørenhed, men i politisk og arbejdsmæssig kamp for 1) mere social lighed samt 2) lige løn for lige arbejde.

For det er kvinder som hende, der har tiden, overskuddet og netværket, der kan gøre en afgørende forskel.

Så lad os nu droppe krummerne – og tænke på brødene i stedet. Lad os se at komme i gang med at sikre alle kvinder – og mænd også for den sags skyld – gode levevilkår her i Danmark. Dét skylder vi hinanden.

Når vi så er i mål, kan dem, der har lyst, jo kaste sig over den perfekte krumme. Vi andre vil være godt tilfredse med at have sikret det daglige brød for os alle sammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Korstog og Hizb ut-Tahrir

Islamisk Stat har meddelt, at de vil sende i tusinder af bådflygtninge mod Sydeuropa og især Italien. Det sker dels for at skabe ustabilitet og dels for sørge for, at der kommer nogle af deres egne folk med ombord, som efterfølgende kan tage til Rom – og dér ødelægge så meget som muligt af de kristne skatte, som findes i denne en af kristendommens vigtigste byer.

Læs mere her: http://nyhederne.tv2.dk/udland/2015-03-05-rom-frygter-is-angreb-paa-kristendommens-epicenter

Det er jo nærmest korstogene om igen – nu bare med omvendt fortegn. Og hvorfor er det så interessant for en blog, der beskæftiger sig med Danmark?

Det er dét, fordi Danmark er en del af Europa, og hvad der sker i Europa, har også effekt i Danmark – og over hele Europa oplever vi øjeblikket ekstreme og fundamentalistiske muslimer, der udnytter netop de samme vestlige værdier, som de selv ringeagter og vil afskaffe.

I Sydeuropa handler det om medmenneskeligheden og det at komme andre mennesker i nød – og i Danmark handler det om Hizb ut-Tahrir – og beboerdemokratiet i en boligforening i Nivå, som nu på demokratisk vis har fået en ikke-demokratisk formand, der netop er medlem af Hizb ut-Tahrir.

En organisation, som i modsætning til mange andre fundamentalistiske foreninger appellerer til veltalende og tilsyneladende velintegrerede muslimer, hvor det så ofte viser sig, at disse dygtige unge mænd i virkeligheden har holdninger meget tæt på dem, som findes hos Islamisk Stat.

Nu kan man selvfølgelig ikke – menneskeligt – sammenligne bådflygtninge med beboerdemokratiet i en dansk boligforening. Det siger sig selv.

Men hvad man kan sammenligne, er dette at teste og udnytte de frihedsrettigheder og den medmenneskelighed, som kendetegner de vestlige lande. 

Og dét, mine damer og herrer, skal de fundamentalistiske kræfter ikke have lov til at slippe af sted med.

Vi må simpelthen finde ud af – også for at hjælpe det store flertal af fredelige muslimer – hvordan vi uden at gå på kompromis med vore rettigheder og frihed alligevel kan få organisationer som Hizb ut-Tahrir forbudt og samtidig finde ud af, hvad vi gør med bådflygtningene i Italien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Magtkampen i Venstre i lys lue

Venstres næstformand Kristian Jensen fik i sommers tilbudt nøglerne til magten i Venstre – uden at tage dem. Tværtimod forhandlede han og Løkke en form for forlig på plads, som gjorde, at Løkke fortsatte som formand og Kristian Jensen som næstformand – bare i nye roller, ihvertfald på papiret.

For i virkeligheden skete der ingenting. Det er også en kendt sag, at samarbejdet mellem de to aldrig har været en kærlighedsaffære.

Men man nåede til en slags forståelse, ihvertfald udadtil og ihvertfald indtil idag. For nu står magtkampen i Venstre i lys lue. I en kronik i denne uges udgave af Søndagsavisen tager Kristian Jensen nemlig – indirekte – kraftig afstand til Dansk Folkeparti samt til Inger Støjberg og andre Løkke-støtter i Venstre, der er kendte for det, som de selv kalder en kritisk holdning til indvandrere.

Kristian Jensen starter således med at skrive i kronikken: “Kære Jai-Li, Muhammed, Sergio og Latifah! Tak fordi I er kommet til Danmark og tager fat, hvor danskerne ikke kan eller vil. Tak fordi I er med til at gøre Danmark til et rigere sted.For uden jer ville Danmark anno 2015 ikke hænge helt så godt sammen.”

Og senere skriver han: “Vi har altså al mulig grund til at ændre det sortsyn og fokus på negative historier, som stadig dominerer samfundsdebatten i Danmark.”

Læs hele kronikken her: http://sondagsavisen.dk/forsiden/2015-03-05-kristian-jensen-danmark-er-for-dem-der-kan-og-vil/

Altså helt nye toner fra en ledende Venstre-politiker – nogle, der handler om respekt for mennesket og forståelsen af mangfoldigheden.

Udover at det er spændende i sig selv, er Kristian Jensens kronik også og især et angreb på Løkke og hans støtter og deres tætte parløb med Dansk Folkeparti. Et angreb, det er sat ind på det helt rigtige tidspunkt, nu hvor Løkke er svækket qua flysagen og interviewet om hans plettede renommé.

Danmarksbloggen følger spændt udviklingen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ejer de blå overhovedet empati?

Spørgsmålet er desværre ikke kun retorisk, men derimod helt reelt. Ikke kun når man ser på de seneste dages kampagne og debat om kontanthjælpen, men også når man ser på de blås gøren og laden generelt.

For det burde nemlig være umuligt for ethvert normalt menneske ikke at have empati med mennesker, der har det dårligere end en selv. Men sådan er virkeligheden ikke.

Tværtimod lever partier som Venstre – og Liberal Alliance – på og af ikke at føle empati med nogen andre end dem selv.

Og til trods for de seneste dages debat tyder alt alligevel og desværre på, at et stigende antal danskere stemmer på dem, der ligesom dem selv, er uden empati med de dårligt stillede. Ja, for nogles vedkommende virker det endda, som om de trives med at nedgøre andre.

Det er meget grimt, og der kan sikkert spekuleres meget i psykologiske årsager til at mennesker som Lars Løkke, Inger Støjberg, Karsten Lauritzen, Joachim B. Olsen, Anders Samuelsen og flere endnu mener sig i deres gode ret til at jorde danske medborgere og gøre deres liv til et spørgsmål om overlevelse.

Danmarksbloggen vil dog nøjes med at konkludere, at de blå mangler empati i så stor stil, at det truer hele stabiliteten og sammenhængskraften i det danske samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Højt at flyve, dybt at falde – også for Løkke

Højt at flyve, dybt at falde, hedder et gammelt ordsprog, som i sin grundform handler om de græske begreber hybris og nemesis, altså dette at tro, at man er uovervindelig, inden skæbnen indhenter én, og man mødes af nederlag og fiasko.

Om Lars Løkke kender til græsk filosofi og tankegang, skal Danmarksbloggen ikke kunne udtale sig om. Men at den tidligere V-statsminister, der så gerne vil være statsminister igen, anser sig selv for usårlig, uovervindelig og nærmest udødelig er givet.

For hvordan kan Løkke ellers tro, at han kan slippe afsted med den ene sag efter den anden om misbrug af offentlige midler, bilag, alkohol, rejser etc, etc.

Og nu er den altså gal igen – og netop med fly og alkohol involveret. Ekstrabladet kunne i går afsløre, at der er blevet drukket uforholdsmæssigt meget på Løkkes embedsrejser. Læs mere her: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/nye-loekke-bilag-flydruk-i-arbejdstiden/5465323

Danmarksbloggen er ikke overrasket, når man tager Løkkes moralske habitus og forhold til alkohol i betragtning. Ja, Danmarksbloggen afventer blot de næste afsløringer. For når det kommer til Løkke, er der åbenbart altid én skandale, én ulovlig eller umoralsk handling mere, som man kan finde.

Gad vide, hvor længe Venstre i grunden kan holde til at have en sådan formand?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jøderne – en lille, men vigtig del af Danmark

Vi kan slet ikke undvære jer, sagde statsministeren til jøderne efter terrorangrebet midt i måneden.

Hun havde helt ret. Jøderne har i mere end 400 år levet i Danmark, hvor de har sat sig gode og vigtige spor. Nobelpristageren Niels Bohr var fx jøde. Det samme var brødrene Brandes.

For jøderne skal blive i Danmark – og vi skal passe godt på dem, som også Danmarksbloggen skrev det kort efter terrorangrebet:

http://danmarksbloggen.dk/?p=6418

Det er derfor vigtigt, at det danske samfund sikrer, at alle jøder kan leve et godt, sikkert og fuldt jødisk liv fra vugge til grav, hvad enten der er tale om en filmfestival eller en skole.

Danmark har hjulpet sine jøder før. Mest kendt er nok begivenhederne under 2. Verdenskrig, hvor langt de fleste jøder blev reddet fra tyskerne. Men også Frederik d. 6. sikrede, at de danske jøder ikke led samme forfølgelser, som mange andre jøder gjorde det i 1800-tallets Europa. Det var også ham, der gav jøderne fulde borgerrettigheder i Danmark.

For antisemitismen er desværre ikke nogen ny foreteelse. Den går langt tilbage i historien. Det gør den så ikke mere rigtig. Tværtimod er ethvert overgreb på jøder en kriminel handling, der ikke kan undskyldes eller forklares.

Undertegnede er ikke jøde, men kristen. Men ethvert overgreb på en dansk jøde er også et overgreb på mig. For vi er alle danskere, os der bor her i Danmark – og når nogen af os er truede, som jøderne er det pt., så må vi andre ile til hjælp.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk