Gamle danske sange: I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

I Danmark er jeg født – vores nationale dna

Det er selvfølgelig H. C. Andersen, der har skrevet ordene til ”I Danmark er jeg født”.

Det skete i 1850, og oprindelig var sangen et digt med titlen ”Danmark”.

Og digtet skulle bruges til at samle penge ind til det monument, der blev til Landssoldaten i Fredericia, og som markerede den danske sejr i Treårskrigen 1848-50. Men teksten viste sig hurtigt at kunne mere end bare at være en lejlighedssang.

Digtet – og sangen – beskriver nemlig smukkere end noget andet steds i den danske lyrik Danmark, historien, sproget, kulturen og landskaberne. Og det handler – trods baggrunden – slet ikke om hverken krig eller sejr – eller til H.C. Ørsteds utilfredshed om videnskab og de store tekniske landvindinger, som også skete på dette tidspunkt i historien.

Men det er netop disse ”mangler” sammen med skønheden i ordene, der alle handler om dansk identitet, der gør digtet/sangen langtidsholdbar – og som har betydet, at mange gennem tiderne har ment, at ”I Danmark er jeg født” var Danmarks rigtige nationalsang.

Sangen har da også det hele, når vi taler om kærligheden til Danmark. Med sin fine lyrik kalder den på den store nationalfølelse, den der ligger helt nede i hjertets dyb. Det føles simpelthen godt at være dansk, når man synger ”I Danmark er jeg født”, som er vores nationale dna.

Teksten er desuden blevet populær med flere forskellige melodier af Henrik Rung, Poul Schierbeck og Sebastian.

De fleste foretrækker dog Rungs melodi, der kan spilles, så den lyder både højtidelig og pompøs – eller stille og følsomt. Det kommer helt an på anslaget og instrumenterne.

Læs her hele sangen:

I DANMARK ER JEG FØDT

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går;
du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Dannebrogen vajer –
Gud gav os den – Gud giv den bedste sejer! –
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Engang du herre var i hele Norden,
bød over England – nu du kaldes svag;
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder –
Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!

Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne øer, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857
Danmark, nu blunder den lyse nat: http://danmarksbloggen.dk/?p=6860

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En græsk sejr – eller tragedie?

Bliver grækernes nej til EU en græsk tragedie, hvor alle dør – og Grækenland synker ned i armod og væk fra Europa? Eller bliver det en sejr, hvor den græske premierminister Tsipras krones med laurbær på Olympen som en anden Zeus? Eller måske en blanding, hvor sejrens sødme forvandles til en bitter nemesis?

Tiden vil vise det.

Grækernes BNP udgør kun 1,9 % af den samlede BNP i Europa, så det græske nej vil højst forsinke opsvinget i Europa en smule. Men det er dén realpolitiske virkelighed. Der er også den geopolitiske.

For det er nemlig et prestigeprojekt for EU-unionen at holde Grækenland inde i euroen og EU-samarbejdet. Så det må være mere end irriterende for Merkel og de andre unionstilhængere, at grækerne ikke vil gå med på Bruxelles´ forudsætninger om at sætte tæring efter næring.

Det græske nej – oxi – kan også vise sig at være farligt for magthaverne. For kan grækerne løsrive sig og skabe deres egen virkelighed – og måske genskabe deres egen valuta, så kan italienerne og spanierne og andre, der lider af de samme problemer som Grækenland, måske også, vil folk i de lande sige. Og så er hele det europæiske projekt i fare.

Danmarksbloggen tænker, at situationen viser, at det er tid til at genopveje, hvordan vi indretter samarbejdet i Europa. For vist skal vi være sammen. Det er vores eneste chance. Men det skal være på en anden – og for befolkningerne bedre – måde end med den nuværende EU-union, hvor de øverste opfører sig som netop guder, skønt de er almindelige mennesker ligesom alle os andre.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Derfor er V-regeringen økonomisk uansvarlig

Den nye V-regering og økonomisk ansvarlighed har det som olie og vand. De kan ikke blandes. Det er selv borgerlige økonomer enige om.

Skulle der komme et opsving i økonomien, som meget tyder på – så har den nye regering stort set ingen skruer at dreje på, fordi de partout vil 1) holde de “styrbare” offentlige udgifter i ro og 2) sænke skatter og afgifter.

Regeringen vil også genindføre kontanthjælpsloftet og i det hele taget stramme overførselsindkomsterne til et niveau, hvor de bliver umenneskeligt lave – til fordel for skattelettelser.

Men netop skattelettelser er et problem, da de virker som benzin på forbrugsbålet og derfor vil forstærke en vækst – men også en boble, så krisen bliver endnu større, når den så kommer.

Det var, hvad der skete op gennem 00´erne, hvor skattelettelser i tre omgange gav flere penge til forbrug for de middel- og overklassen, men som også gjorde, at vi blev endnu hårdere ramt af finanskrisen end vore nabolande, da den så ramte.

Og så kunne Thorning-regeringen ellers rydde op … inden Løkke og co. nu igen skal til at formøble pengene på mere luksus og flere køkkener til middel- og overklassen fremfor til velfærd og sundhed.

Det giver ikke mening.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

DF og den rød-hvide grænsebom

Dansk Folkeparti har støtte fra mere end hver femte dansker. Alligevel valgte partiet at svigte demokratiet, da det gjaldt og i stedet fejt give magten og ansvaret til Lars Løkke og hans meget lille mindretalsregering.

Og hvad ønsker Dansk Folkeparti sig så til gengæld? Ja, en rød-hvid grænsebom.

Hvis ikke det var så tragisk, ville det være sjovt på en – skal vi kalde det naiv – måde.

For hvem i alverdens navn tror, at en træ-stang og nogle mennesker i uniformer kan standse noget som helst eller nogen som helst i en globaliseret verden? Ja, åbenbart Dansk Folkeparti og deres vælgere, som man ikke må kalde hverken racister eller dumme. For det er de ikke, siger de selv.

Men en spade er nu engang en spade … også i Danmark, hvor Dansk Folkeparti selv er de første til at råbe op om deres ret til at sige alt muligt om alle mulige andre, mens ingen må sige noget om dem. Det gør vi så heldigvis bare alligevel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

At være dansk er …

Apropos den nye regerings snak om at være dansk. Så kommer her Danmarksbloggens bud på det:

At være dansk er 

1) At sikre et frit og åbent liv for alle danskere ved de danske kyster – og ikke at tillade bebyggelse ved kysterne, som regeringen vil gøre det

2) At interagere med andre folkeslag og andre lande – og ikke lukke alt og alle ude, som regeringen vil gøre det

3) At sørge for at alle får en fair løn og behandling på arbejdspladsen – og ikke starte et løn-ræs mod bunden, som regeringen vil gøre det

4) At sørge for at alle danskere kan leve et værdigt liv, uanset om de er gamle, unge, syge eller raske – og ikke starte en massakre på de sociale ydelser til fordel for skattelettelser, som regeringen gør nu

5) At alle sikres en gratis og god behandling i sundhedssystemet – og ikke starte en brugerbetaling, som regeringen vil gøre det

Konklusion: Løkkes regering er altså ganske u-dansk

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Gamle danske sange: Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Danmarksbloggen fortsætter i dag årets første sommerserie. Nemlig den om:

GAMLE DANSKE SANGE

Hver tirsdag i syv uger vil Danmarksbloggen publicere og fortælle om en af de gamle danske sange.

I dag handler det om:

Danmark, nu blunder den lyse nat – den danske sommerdrøm

Sommer og lyse nætter hører sammen i Danmark. Digtere og sangere har gennem alle tider hyldet disse nærmest magiske nætter, hvor mørket aldrig bliver fuldstændigt – men hvor tusmørket ligger fortryllende og besnærende over by og land.

Én sang forbindes dog mere end nogen andre med disse særlige nætter, nemlig Thøger Larsens ”Danmark, nu blunder den lyse nat”, der oprindelig blev skrevet som et lejlighedsdigt til Jeppe Aakjærs sommerfest og trykt første gang i 1914.

Men teksten var så helstøbt, at den hurtigt blev kendt og elsket over hele Danmark – og i dag er den optaget i Kulturkanonen.

Næsten alle synger sangen på Oluf Rings oprindelige melodi fra 1922, men også både Carl Nielsen, Jørgen Bentzon, Otto Mortensen m.fl har skrevet musik til teksten. Ingen af dem har dog formået at slå Oluf Rings version af pinden. Den er simpelthen en fast del af drømmen om den danske sommerlykke.

Læs her hele sangen:

DANMARK, NU BLUNDER DEN LYSE NAT:

Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat.
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Danmark, du vågner med søer blå
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.

Lærker, som hopped af æg i vår
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.

Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.

Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske sommer

Pigernes latter og lyse hår
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår
mildt om et evigt Danmark spår
sol over grønne sletter
lykke og lyse nætter.

Syng endelig med … i dag og alle andre dage.

Læs tidligere indlæg her:

Midsommervisen: http://danmarksbloggen.dk/?p=6857

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkkes første løftebrud

Løkke har slået rekorden i løftebrud. Allerede på dagen, hvor han og hans regering tiltrådte, var det første løftebrud en realitet.

Løkke gik som bekendt til valg på nulvækst – men allerede på dagen, hvor han dannede regering, sagde han, at der skal ske en vækst i de offentlige udgifter.

Løkke er altså lige præcis dér, hvor han beskyldte Thorning for at være – og endda endnu mere og endnu hurtigere.

Danmarksbloggen er ikke overrasket over løftebruddet, men dog over, at det kom SÅ hurtigt – selv fra Løkkes side. Men virkeligheden viser sig altså – som altid – at overgå fantasien.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tillykke til Mette – og til Danmark

I disse minutter vælges Mette Frederiksen som Socialdemokratiets nye formand. Hun er – håber og tror Danmarksbloggen – Danmarks kommende statsminister og det snart.

Løkke-regeringen er forhåbentlig kun en sort og trist parentes i Danmarkshistorien, der snart skal afløses af Danmarks anden kvindelige statsminister: Mette Frederiksen, der har en stærk social profil, og som med vid, bid og ansvarlighed vil formå at få Danmark tilbage til den fællesskabets kurs, der er Danmarks eneste håb.

Danmarksbloggen siger tillykke til Mette Frederiksen, til socialdemokraterne og til Danmark om senest fire år. 

Og lad os så få det valg …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et rædselskabinet træder til

Om mindre end en time præsenterer Løkke sin ny regering, som vel egentlig bedst kan beskrives som et rædselskabinet.

Hjorten bliver finansminister, Støjberg skal tage sig af integration, Søren Pind som justitsminister, Neergaard beskæftigelsesminister – og Løkke bliver statsminister for blot at nævne de fem værste. Et lille lyspunkt er det dog, at Peter Christensen ikke er med – og at han ikke kom ind i folketinget.

Interessant er det også, at Søren Gade slet ingen ministerpost fik – og at Carl Holst kun er blevet forsvars- og nordisk-samarbejde-minister. Det er tydeligt, at Løkke vil holde sine konkurrenter væk fra magten.

For ja, næstformand og sidste sommers udfordrer Kristian Jensen bliver udenrigsminister – men i forhold til Carl Holst og Søren Gade har han ikke mange chancer for at tage magten i Venstre.

Nu gælder det derfor blot om at sørge for, at denne Venstre-regering bliver en parentes, selvom Løkke vil klæbe til magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

V-regering: Når taberen vinder

Venstre havde et historisk dårligt valg med mange – og normalt sikre – mandater, der bare blev tabt på gulvet.

Ja, faktisk smed Venstre det, der lignede en stor valgsejr ud af vinduet. Og nej, det var ikke pga Dansk Folkeparti, men pga formand Lars Løkke, der skal være statsminister igen – nu i en ren Venstre-regering.

Det er absolut vanvittigt. Hvordan kan en så stor taber som Lars Løkke alligevel blive vinderen? Danskerne ville hellere have Thuelsen Dahl eller Thorning som statsminister, men den sidste havde ikke flertal – og den første vil ikke tage sit politiske ansvar på sig, og dermed bliver det Lars Løkke, der igen bliver statsminister.

Hvis ikke det var så tragisk, ville det være komisk. For siden hvornår er det taberen, der vinder? Ja, I Danmark ifbm valget 18. juni.

Det er ren farce – og Danmarksbloggen kan godt undre sig over, at Venstre tør lade Løkke blive statsminister igen. For hvis Løkke er Løkke, som vi kender ham – og en gepard skifter ikke pletter – så bliver det spændende at se, hvor mange mandater han kan nå at formøble inden næste valg.

For det er nemlig noget, som Løkke er god til: At formøble penge, fryns, mandater m.m.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk